Update fra Christchurch

Hvad dag er det? Hvad dato er det? Man ved det ikke. Alting har været en lang dag siden vi flyttede ind i Urban Rooms. Nu har man jo sin egen campervan, en have med fugle man kan fodre med gammel mad, et hus med et køkken og et bad. Man har den lokale Video Ezy, den lokale shop og man har sin egen vej, som for det meste er besat af Urban Rooms. (det kan ses udefra ved den forvoksede sommerfugl som Robyn har sat ved alle hoveddørene) Omringet af backpackere, sommerfugle og blå himmel, hverdagen i Christchurch går sin gang. Det må være en del uger vi snakker nu. En måned vel? Jeg kan ikke lige overskue at finde ud af det. Men indenfor den første uge tømtes vores hus (altså det vidste vi godt, de var alle sammen på vej ud) Og Wally og jeg havde det hele for os selv i et par dage, før Roger flyttede ind. Spansk tatovør, plysset og rigtig grineren, flink fyr mand. Ham har vi efterhånden fået et superfedt forhold til, især her de sidste par uger hvor hans engelsk er blevet bedre... det hjælper jo hvis man vil snakke. De argentinske piger som ellers fyldte ret meget af huset, tog til asien en uge efter vi flyttede ind. De havde noget kørende med et par geniale fyre fra det blå hus, som vi blev præsenteret for, Ryan & Tom. Det var umådeligt morsomt bare at se på mens de gutter underholdte et hvert selskab. Det mindede mig om de gode gymnasiedage, med bunker på gangen, drengehumor og chauvinistiske jokes. En af de første par aftener var Wally, Ryan, Tom og jeg de sidste oppe, og vi inviterede dem over i vores caravan til den sidste øl der klokken 6 om morgenen og det var bare så hyggeligt. Der er nu noget over at være i østrogen-undertal, jeg kan godt lide stemningen, og så er det skidesjovt når man er en sej nok pige til at være med når drengene leger. Der gik desværre heller ikke så længe før de tog af sted. Ryan et par dage efter pigerne, og Tom tog en hurtig beslutning og tog til Sydamerika, fordi han ikke havde nogle bedre forslag, ja det kender man jo godt til. Men fede mennesker kommer og går, sådan er det jo når man rejser rundt.
Dem vi ses mest med af naboerne er nok alle de spansk-talende mennesker. Ak og ve, gad man havde hørt bare lidt mere efter i Mettes spansk timer, (men bagerste række var bare så meget sjovere altså!) Nu har jeg sidenhen fundet mig selv som den eneste ikke spansksprogede person i en gruppe på måske op til 10 mennesker. Det ikke fordi de kommer fra samme land, næ nej, men spansk kan de. Og det er jo federe at tale sit eget sprog, end engelsk. Det synes jeg også selv (selvom jeg efterhånden er bedre på engelsk end på dansk) Det er bare ikke så fedt i længden. Når de fleste fester, sociale middage og tilfældige sammenstød foregår på spansk. Jeg kan ærligt talt godt være med i ret mange af dem og jeg forstår langt mere end jeg snakker. Og langt mere end jeg ville tro, spansk-Mette ville være stolt. Men alligevel.. efter lidt tid mister jeg koncentrationen og interessen og hvor sørgeligt det end er, er jeg lidt begyndt at vænne mig til ikke at lytte efter, og så går der jo først lidt sjov af festen, alt den bonding jeg går glip af og alle de jokes. Suk. Forleden nåede jeg at blive smågnaven over min situation- jeg er jo slet ikke vant til at forlade en fest fordi ingen taler med mig og Wally morede sig sådan (han vil så gerne øve sig på spansk jo) og jeg kan godt forstå man ikke altid kan være den bedste kæreste i verden og underholde mig konstance, men alligevel. Man føler sig bare lidt overflødig?
Men de er jo søde, de er meget sociale og hjælpsomme. De holder masser middage, og fødselsdage, og farvelfester, og vil gerne hjælpe med at lære os at lave spansk mad, og krølle mit hår, osv.osv, de glemmer bare at jeg ikke forstår hvad der foregår 40 % af tiden (80 % hvis der har været alkohol involveret) og så siger de undskyld, undskyld og forklarer hvad de kan når de kommer i tanke om det.. altså. Noglegange er det bare årsag til at jeg tager en hjemmeaften i stedet.

Indenfor uge nr2 fik Wally et job. Han mødte en fyr, med en cafe tæt ved centrum. Fantastisk mad, fantastisk sted, fantastisk stemning indenfor, der var bare lige et problem - ingen kunder! Wally var helt vild! Yes! Med alle de ting han kunne lære fra det her job. At lave lækker mad, at starte en forretning, at "gøre det selv" skilte, maling, reklamation. Han var ligeglad med pengene, han ville så gerne være en del af det hele. Malcolm som er ejeren, er superflink. Hver dag gav han os mad, jeg skulle heller ikke betale for noget. Kaffer, kager, lasagne, sandwich. Han elsker bare at lave mad og så få ros fordi det er lækkert. Vi malede cafeen efter lukketid, lærte opskrifter, han lavede mad til os der som vi kunne få med hjem, Wally var ude at reklamere, sætte plakater op, reklamere for wifi, sammensatte en smoothie-menu, der var planer om rabatordninger mellem cafeen og Urban rooms, osv. osv. Alle vi kendte kom ned for at smage og købe og støtte, og det så altsammet ret godt ud. Nu var det så bare lige sådan at de allerede kørte stramt med økonomien som det var. Nogle uger gik overraskende godt, andre var overraskende skuffende. Kunderne kom bare ikke ind. Alligevel holdtes humøret okay højt, på trods af "Jeg kan ikke betale næste uges husleje for stedet" og det faktum at der hver dag ikke blev tjent, men mistet penge, fordi de penge der kom i kassen ikke opvejede de penge der allerede var lovet væk til regninger, banker og morgendagens ingredienser. Ofte ikke engang halvdelen, og for et par dage siden afslørede Malcolm at der snart kom en koreaner flyvende over for at se på cafeen, med tanker om at købe. Det var jo skuffende for os alle sammen, formodentlig mest for Malcolm, men også for mig, og især for Wally som havde lagt alt sin positive energi i at vende stedet til en millionforretning, siddet oppe om natten og lavet skilte, arbejdet ofte op til 12 timer om dagen og nu viste det sig at Malcolm havde givet op. Det var jo lidt en skam.


Men til gengæld har jeg fået et job. Select Education, et vikarbureau for børneinstitutioner i området. Det var en af de argentinske piger fra huset som gav mig telefon nummeret, sagde at de var rigtig søde, og at jeg bare skulle ringe. Da jeg så fik fat på dem, var det ikke en særlig fed vibe jeg fik, damen var sur og arrogant og fejede mig af med at de "Skulle bruge ansatte med mere end et års erfaring indenfor institutionsarbejde!" Nå nå.. jaja hejhej taktak.. Det slog mig lidt ud. Et par dage efter ringede jeg igen, og jeg ved ik om jeg fik fat i en anden ansat, eller om de pludselig godt kunne bruge mine 6måneders erfaring alligevel. Men denne gang var det en helt anden historie, og jeg fik en jobsamtale et par dage senere. Nånå, så var jeg jo nødt til at købe nogle sko, evt. nogle bukser, og nogle præsentable bluser der godt kunne tåle klistrede hænder, savl og snot uden at lide stor overlast - og uden for stor affektionsværdi. Jobsamtalen gik fint, der var et utal af papirer jeg skulle udfylde, bankkonti, erfaringsbeviser, kontrakter osv. Bagefter fik jeg et vaskeægte forhørs-interview alla "Hvad ville du gøre, hvis du så et barn slå et andet barn?” eller "Hvad er tre ting du kan sige om dig selv?" eller "Hvad forventer du dit job vil blive hvis du arbejder for os?" Det var ligesom en eksamen, bortset fra at jeg kendte svarene på alle spørgsmålene - og min censor smilede tilfreds og skrev ned og jeg tænkte "muhahaha, nailed it!" Så fik jeg et badge, med billede-id så de ved når jeg kommer at jeg ikke bare er en tosse der vil lege med deres børn gratis, og jeg lovede at holde telefonen åben hver morgen, så de kan ringe og vække mig og sende mig af sted til hvilken børnehave der nu har brug for mig.
Se, det er jo et ret sweet job, hver torsdag skal jeg ringe ind og sige hvilke dage jeg kan arbejde næste uge (dvs. Hvis jeg vil ha en fridag, eller tager væk i et par dage, eller bare ikke gider så meget, kan få så meget fri jeg vil!) Jeg får 14NZD (52kr) i timen før skat og jeg får lov til at arbejde med børn - et job jeg jo havde overvejet at gøre mere ud af når jeg en dag ikke gider rejse mere.
Der er dog liiige et par fesne sider ved det. For det første, hver morgen mellem 7-9 ringer de, måske.. man ved ikke om man bliver ringet op, man har bare skrevet under på at man er tilstedeværende ved telefonen, og klar til at springe lystig ud af sengen hvis de ringer. Og så sidder man der aftenen før, og ved ikke om man burde gå i seng klokken 23 eller om det er lige meget hvornår. Det har jo resulteret i de sørgelige 4 timers søvn, når nu de faktisk ringede klokken 7:14, eller som i går hvor jeg gik i seng klokken 22 og ikke blev vækket.. jaja så kan man jo bare sove længe alligevel :) Det er sikkert noget man vænner sig til, og med kun 3 dages arbejde er det jo lidt tidligt i processen at skulle til at pege fingre, men alligevel.. Når de ringer 7:23 med en adresse og forventer at man er der klokken 8:00 så synes jeg det er lidt irriterende, jojo børste tænder, kartoffelmad og kaffe i hånden, hestehale - så vi klar.. Men man tænker alligevel om det ville være så umuligt at få det af vide et par dage i forvejen? Pyt.. det er gået fint ind til videre, og med hjælp fra google earth, vores bil og Wallys chilled chef er jeg blevet kørt hver morgen, og så kan man jo ikke rigtig klage:)
Hver dag er det et nyt sted, selvfølgelig er tricket at man lander det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvor de trænger til en vikar hver dag, og så charmerer man sig ind der, men det er altså ikke lykkedes for mig endnu. Men indtil det sker, er man jo et nyt sted hver dag, og det er selvfølgelig nemmere fordi der ikke forlanges så meget af een, ens vigtigste job er bare at være øjne og blive sat i gang med diverse opgaver. Til gengæld går der lidt sjov ud af opgaven når man aldrig lærer nogle navne, når børnene tester dig hele tiden, fordi du er ny og når man de første 4 timer hver dag går rundt og ikke rigtig ved om det er okay at børnene har bare tæer i sandkassen, eller om de godt må kravle på den der, eller lege med mudderjord. Altså for eksempel det første sted jeg var, første dag, yes de ser straks mit badge og selvom jeg er ny på emnet, er de tilsyneladende ikke og jeg bliver vist vej til hvor jeg skal smide mine ting, og så "kan du være herinde i legerummet, Laura. Der er maling, lim, fjer og perler her, og i det skab dér er der også en masse. Så bare sæt noget i gang her på de her borde."
Øhhhh.. og så stod jeg lige der. Er det okay bare at smide lim fjer og papir på et par borde og så kan de 4årige bare gå i gang med at klistre løs, uden forklæder eller observation af nogen de respekterer? Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg tænkte at man kunne spørge nogle børn hvad de ville lave, og så kunne de vel finde det frem og vi kunne bonde lidt imens. Men mine første forsøg på at kommunikere faldt til jorden, og de fleste af dem turde ik rigtig snakke med mig.. Jaja.. øhh der kom et kuglespil, nogle store plastik perler (som de ikke kunne sluge, tænkte jeg) og noget tegnepapir, men mit legerum var ikke det fede sted at være og der kom ikke særlig mange børn ind. Nånå, senere var jeg udenfor og der var en dreng der blev ved med at tage ting inde fra legerummet med ud på legepladsen, og det må man jo ikke, det er jo ikke alt legetøj der kan tåle udendørsvilkårene, men i forsøg på at stoppe ham gik han amok og da jeg fik assistance af en af de voksne endte hun med bare at give ham lov til at tage det med ud alligevel.. Øh? Nå.. jaja så er det da lige meget at jeg står og prøver at sætte grænser når han får lov alligevel. Og sådan observerede jeg flere situationer hvor, hvis man stampede i jorden og sagde "I waaant tooooooo!" så fik man lov, og jeg tænkte "Oh de Lolly". Der var ingen der ryddede op efter sig selv, og det var et stort cirkus af børn der løb ind og ud, med bare tæer, uden jakker, (og så varmt er det altså ikke endnu) spiste sand ("ja det gør de altså nogle gange") og hængte ud som aber i træerne. Altså.. mage til udisciplinær institution har jeg da sjældent set. Det var respekt nok mellem børn og voksne (altså de rigtige pædagoger) men de fik bare lov til så meget mere end jeg er vant til, og jeg er ikke sikker på det er en særlig god ide. Er der ikke en regel om, at hvis man først har sagt "nej" til et barn, må man aldrig sige Ja? Hvordan skal de ellers lære hvad nej er? Nå.. det er jo lidt svært at være voksen når børnene tilsyneladende må en masse ting der som regel er forbudt? Og til min store overraskelse gik det op for mig, efter et par timer at børnene slet ikke troede jeg var "pædagog" men bare en eller anden voksen der gik rundt, som de ikke behøvede at lytte efter... Great. Men langsomt samler man nogle ting op, og jeg fandt ud af at hvis jeg sagde "Dont climb on that!" så skete der ikke noget, men hvis jeg (ligesom de andre pædagoger) sagde "Feet on the floor please!" Så hoppede de ned ligeså hurtigt som de var kommet op. Så der er jo også noget med sprogbarrieren, min accent er meget forskellig fra deres, og jeg løb ind i en masse ord jeg ikke kendte og børnesprog på kiwi er åbenbart ikke så ligetil.
Der var en situation med noget kinderæg legetøj. Den ene dreng havde selve legetøjet, og den anden havde den der gule plastik-holder og de havde en dødskamp om hvem der var den originale ejer af denne værdifulde skat. Vi snakker 50'erfilm barslagsmål-stil på legepladsen, der var skrig og skrål og tårer og begge børn var helt overbevisende ulykkelige over at den anden havde hans legetøj. Hvis det var mine egne Frydenhøjbørnehavebørn så havde jeg hurtigt kunne afgøre hvem der løj, eller jeg ville vide det af den ene eller anden årsag, men jeg kunne ærligt talt ikke afgøre det, så jeg besluttede at legetøjet skulle tilhøre mig indtil de skulle hjem, og så kunne mor og far afgøre det. Den ene (den rigtige ejer) opgav nemt sin del, men den anden stak af og vi startede en katten efter musen tur rundt på pladsen.. Altså, han får da ikke sin vilje bare fordi han løber? Det ville da være totalt ligegyldigt så. Så jeg jagtede ham rundt, og efter et par runder kravlede han ind under legestativet. Og jeg ved ikke hvordan de som regel gør tingene her, men jeg kravlede da ind efter ham, tog fat i ham og tog legetøjet ud af hans hænder, og han kiggede bare på mig med store bange øjne. Altså der var et par sekunders ægte angst i de små blå, og så tænkte jeg at jeg måske lige var farlig nok, men altså? Hvad havde han regnet med? Der var ingen mulighed for at jeg kunne lade ham beholde det, de var ved at kvæle hinanden over det. Men altså de to drenge mand, jeg gav legetøjet til en af de voksne og hun tog det og lidt senere gik den ene med hende ind på kontoret, og da han kom ud blev han ved med at sige at nu havde han fået legetøjet tilbage. Og det havde han ikke, fordi den store gule plastikdims havde været så tydelig i hans små jeans-lommer, som han påstod han gemte det i. Men han blev alligevel ved med at sige til den anden dreng at han havde det, på sådan en rigtig hånende led måde, og den anden jagtede ham med et sjippetorv, og en gren osv. Og altså, så sagde de at det bare var en leg, men det var det jo ikke, og altså.. ihh de var bare en udfordring hele dagen, så spurgte den ene dreng mig om den anden virkelig havde fået legetøjet, og jeg sagde at det troede jeg ikke, at jeg troede han løj for at drille, og så blev det bare endnu værre og hvis jeg havde kendt dem lidt bedre, havde jeg bedt dem ikke lege med hinanden, men de hørte ikke efter mig, for hvem var jeg? Bare endnu en af dem som kun er der een dag alligevel.
Så man kæmper for at få skabt sig respekt hele dagen, for at de skal kunne lide een, og stole på een, og høre efter hvad man siger, og så næste dag... skal man et nyt sted hen. :)
Det havde været en ret stresset dag, og børnene var kulrede, og jeg tænkte "Snizzle ma dizzle, de er tossede her i kiwi-land!" Men mandag blev jeg sendt et nyt sted hen, med en helt anden energi. Børnene virkede yngre og alting var mindre farligt, og meget mere disciplineret. De sagde "Excuse me?, Pardon me?" og "Please" efter alle sætninger, og de sagde en lille bøn før frokosten. Jeg fik hurtigt et par venner, især i sandkassen, der blev lavet kager og is til mig, med blomsterblade og sten, og de spurgte hvad jeg hed osv.. Alligevel var der et par sammenstød, især med et par piger, som tog sand med ud af sandkassen, og jeg gav dem lov fordi de lovede at rydde det op, og de var lidt ældre end de andre, og jeg tænkte at de sikkert fik lov til det nogle gange.. Men de ryddede det jo ikke op.. og da jeg konfronterede dem med det fik jeg en "DU kan rydde det op, VI gider i hvert fald ikke!!" og så tog jeg deres legetøj fra dem og så sagde at de ikke fik det før de havde ryddet op, og den ene gik ganske lydigt straks i gang, mens den anden skreg op og klatrede op i klatrestativet og hylede løs om hvor led jeg var. Og ja... så prøvede jeg at snakke med hende men så var der frugt og alle skulle komme ind, og så slap hun jo for at rydde op alligevel, og ihh hvor var hun vred på mig.. den næste time mindst..
Men der er jo også en masse gode ting, især i den her børnehave, der var nogle søde unger mand. De var yndige og høflige, og de flabede var flabede på en cute måde, hvor man sagde "EJ hvor er du en bølle!" og grinede og så er alle glade alligevel. Staffet dér var også meget sødere, og snakkede en del med mig, der var en irlandsk pige som jeg småsnakkede med en del, og så går tiden jo hurtigt, jeg spurgte hende om en masse "Må de godt det der?" - ting, som man ikke ved hvis man ikke spørger.
Nå og så tirsdag viste det sig at jeg skulle være i vuggestue, og det er jo noget helt nyt.. Min erfaring med den alder spænder sig jo ikke længere end Michelles piger, og så når man går igennem vuggeren for at holde pause i Frydenhøj. Heldigvis må vikarer ikke skifte ble, og helst heller ikke putte til middagslur.. fordi det er bedst at det er nogle de kender.. og det er to ting jeg godt kan undvære ved de små.
Der var selvfølgelig en hel del ting jeg lige skulle lære, for eksempel da jeg skulle have en lille orientalsk baby ud af hans spisestol, og ikke vidste at man kunne flytte hans bordplade tilbage, så der var mere plads at komme ud af, og efter et par forsøg på at hive ham ud af det lille bitte hul, fik han altså nok og blev ked af det.. men den fejl lavede jeg jo ikke igen. Generelt godt ved den alder, er at hvis man bare lades som om man ved hvad man laver, har de masser tillid og tålmodighed til at man kan finde ud af det. Hvorimod børnehavealderen kan løbe sin vej, skrige og være umulige hvis de ikke er enige. Hvis vuggerbørnene ikke er enige så græder de bare. Smider sig evt. demonstrativt på gulvet og er ulykkelige, men det er så nemt at aflede deres opmærksomhed og gøre dem glade igen, og de vil som regel gerne krammes lidt. Selvfølgelig er det en langt mere afslappet energi, der er færre børn og flere voksne og jeg fortalte dem om min manglende erfaring med vuggestuer, så de hjalp mig rigtig meget, og var nok de sødeste pædagoger jeg har mødt hernede. Der var en lokal pige på min alder som jeg snakkede en del med ude på legepladsen og hende og en anden indisk pædagog der, var de første der har spurgt mig om hvor jeg var fra, hvor jeg havde været osv. Det er bare dejligere at være et sted hvor de er lidt interesserede i een, når de nu hundser een rundt hele dagen. :-) Jeg var også lidt sej på et tidspunkt, hvor en lille buttet madamme med krøller skubbede den mest skrøbelige af dem ned af rutchebanestativet, (max en meter højt, men det er jo ret langt ned når man lige har lært at gå) og jeg så det ud af øjenkrogen og greb hende et par centimeter før hendes hoved ramte jorden. De andre voksne så mit ninjastunt, og jeg fik lige en del credit der. Ikke dårligt, hun var stadig ked af det, men det var sikkert også et par farlige sekunder for hende.
Så det var lige highlights fra mit nye arbejde, jeg ved ikke om jeg bare skal opgive at tage de der store kampe op, når min tilstedeværelse er så sporadisk, men det er bare svært at være en push-over, jeg ved det ikke. Børnene opfører sig sikkert også langt mere drastisk fordi de ikke kender mig, og hvis jeg er på arbejde i en institution, betyder det at der er en voksen de er vant til, som ikke er der, og de kan jo mærke den slags "svaghed i pædagogerne" når de ikke er fuldtallige på arbejde, det kan jeg i hvert fald huske fra mit job i Danmark. Men nu ser vi hvordan det går, de har ikke kaldt mig på arbejde de sidste to dage, så jeg har bare haft fri og det er jo ikke fordi jeg sådan virkelig trænger til pengene, så det er cool med mig.





Ellers har vi nydt godt af bilen, "The Beast" som Wally kalder den. Jeg ved ikke om jeg synes det er lidt nedladende, og jeg er heller ikke sikker på det er en drengebil. Det kunne godt være en stor dame? Men indtil jeg finder et alternativ, må jeg vel acceptere The Beast.
Vi fandt en butik med bånd og har investeret i Bob Marley, Queen, Ozzy Osbourne, Red Hot Chilli Peppers, Greatest soul hits og Tracy Chapman og det er dejligt oldschool med båndafspiller mens man cruiser. Vi har købt et par sorte pimp-terninger til bakspejlet og fandt et rent hundetæppe i bagagerummet, som vi har dækket bagsædet med. Den første dag vi havde bilen kørte vi en tur ud til en strand, og lidt op i bjergene som ligger som baggrund for Christchurch og ser smukke ud. Sidste weekend var kørte vi en tur ud i en fed grannåleskov og gik en tur ned til stranden, ingen mennesker... supernice tur og vi kørte også en surrealistisk tur til Akaroa, en gammel fransk koloni med en usandsynlig smuk udsigt. Generelt fantastisk tur. På vejen derud så Wally et par skilte med camping, og vi fulgte dem for at tjekke det ud, og endte på en lille tom campingplads med en lille flod og sten, en tippie, noget græs og ikke nogle mennesker. Efter et par minutter skulle det vise sig at den underlige sorte firkant i græsset var en trampolin, og så skulle vi jo lege! Det er så meget sjovere end man husker altså. Fedt mand. Vi tog hundredvis af billeder den dag, de er at finde på facebook.
Den her weekend tager vi på roadtrip igen, til nogle steder oppe nordpå (stadig sydøen) det er lidt uvist endnu hvor og hvor længe, men forhåbentlig også et par dage ind i næste uge, nu har Wally jo ikke noget job, og jeg kan bare ringe og sige jeg kun kan arbejde onsdag-fredag hvis jeg vil. Roger og Muhammed fra vores hus, og Manuelo fra det blå hus, tager med, så vi deler benzinpengene og tager på eventyr. Wuhu. Vi har aftalt at det skal være en engelsk tur, for ellers bliver jeg nok sindssyg.



I går var det Blancas fødselsdag og det blå hus havde lavet omeletter og købt rødvin, og vi kom over for at spise og være sociale lidt. Hyggeligt, der er kommet en del ny mennesker derovre, og der blev fortalt jokes (de skiftedes til at oversætte for mig når det var på spansk) nice :) Og i aften kommer Paula og hænger ud lidt, Wally ville gerne lære at lave den der spanske kartoffelret af hende, og også lave lidt spansk undervisning til ham, hun er så sød. Nok een af mine yndlings, rigtig afslappet energi.. sjov, sød. Og måske skal vi også pakke til i morgen, så vi bare kan tage af sted når vi vil. Måske skulle vi også købe lidt ind og rydde op i camperen, så den er hyggelig at komme hjem til..
Idag er der præcis en måned til mine forældre kommer, wuhu! Det bliver så fedt, det glæder jeg mig til mand. Det betyder så også at om 1½ måned skal jeg hjem.. Åh åh.. det er jo en lidt anden sag, selvfølgelig glæder jeg mig til at se jer alle sammen igen, men... I asien havde jeg hjemve tit, til sidst var jeg ret træt af diarré, at blive snydt og af at være turist (og rig) men her er det altså noget andet. Der er så meget frihed og det er så nemt det hele. Og nu har vi alting, en bil, et hus, en campervan, en have og et skab til alt det mad vi handler ind og selv laver.. Jeg synes det er lidt en skam. Altså bare rolig, jeg skal nok komme hjem til jul.. det bliver ikke lavet om. Nu føles det bare lidt anderledes og jeg er så ked af at skulle rejse fra Wally igen, det bliver hårdt. Men det er jo ikke noget nyt altså.. Alle gode gange tre. Eller... Nu ser vi. Jeg føler mig bare ikke så sikker på at jeg bliver hjemme forevigt alligevel. Tiden vil vise.
Vejret bliver bedre og bedre hver dag, ind i mellem får vi endda noget der føles lidt som sommer, men i dag regner det. Vi har det dejligt varmt i caravanen, som er hurtigt at varme op og holder godt på varmen. Varmetæpperne gør også et godt arbejde. Jeg har købt nogle rammer som jeg har pyntet op med, en lille fyrfadsstage, og det er så hyggeligt beboet og som regel rodet herinde. Men vi er jo ikke sarte. Der er vasketøj der skal lægges sammen, og jeg er også ved at være sulten, så måske vil jeg slutte bloggen for nu, og komme videre.