Asien tur - April 2009

Work Work Work

2009-11-18T16:32:00.000-08:00

Idag er det mandag, 11 dage til mine forældre kommer, 12 dage til roadtrip og 26 dage til vi ankommer i Kastrup lufthavn. UH vi snakker under en måned nu.. Sidste uge var ganske arbejdsrig, mandag til onsdag alle dage i samme institution, og så kan man begynde at se fordelene, nu havde jeg været der før og kunne ikke huske særlig mange navne, men godt lidt hvem der var hvem, og hvem man skulle holde øje med. Dagene var både hårde og fede, de gik egentlig ret hurtigt, men jeg var smadret om aftenen. Det kunne mærkes i kroppen og i hjernen, og den ene 9timers vagt især, tog lidt hårdt på mig. Man bliver lidt træt når man får en "Du rydder lige op på legepladsen, ik?" Og man bare siger "jojo.. superduper."Men altså jeg aner jo ikke hvor tingene skal hen, hvordan overdækker man sandkassen, hvad skal blive ude og hvad skal ind, nå børnene leger her stadig, skal jeg bare vente med at rydde op så, eller? Må de gerne drikke af det der vand? Og må de gerne bruge den der kop? Og jeg er ved at blive sindssyg af at skulle spørge hele tiden. Heldigvis spørger man jo alligevel kun om alle tingene een gang, men der er alligevel mange ting, og jeg synes også det er lidt irriterende at man ikke får noget at vide, hvis man ikke spørger.
Børnene var søde ellers, de kunne godt huske mig og det foregik meget smertefrit uden de store kontroverser. De var søde, og snakkede med mig og legede med mig, og hørte efter hvad jeg sagde. Igen gjorde jeg overdrevet brug af alle de NZ-fraser, og havde endda en smule svært ved at lægge accenten fra mig da jeg kom hjem. Det er noget med stemte t'er og i'er i stedet for e'er.. Men det gør virkelig en stor forskel hvis man taler samme sprog :) Jeg havde endda et rigtig dejligt lille øjeblik med de - ellers normalt ret vilde - drenge der gav mig en massage med små gummisommerfugle, og vi legede i sandkassen og jeg var en farlig tiger lidt. Ellers er der ikke det store at berette, der var nogle der tissede på legepladsen, der blev plantet solsikkeblomster og en af drengene levede sig så meget ind i vores sandkasse-spaghetti-ret at han faktisk kom til at putte en stor mundfuld sand i munden, men han var ikke sart.. Den ene dag var jeg også et par timer i vuggestuen, og det er jo lidt kedeligt. Den ene fik et kæmpe kick ud af at tage sin sko af og gemme den hele tiden og han var god til det! Det endte med at blive lidt irriterende, men de voksne var lidt federe derinde det var mere alla sidde-ned-og-lege-imens-man-socialiserer-med-pædagogerne. Så det var hyggeligere, men også langsommere.
Onsdag
Ekstremt meget vuggestuearbejde disse dage, igår var jeg et andet sed hvor jeg har været før - med de sødeste pædagoger indtil videre, jeg endte med at føle mig ret hjemme der..og jeg har endda kun været der to gange. Ikke meget nyt at berette.. børnene kunne huske mig, og jeg kunne huske et par af dem, og det gør altså en stor forskel når man kan sige et par navne. Idag var jeg i min "sædvanlige" institution, i vuggestuen igen.. der var lidtd fesen stemning.. jeg må indrømme at crewet ikke er det fedeste der. Der er et par rigtig søde mennesker, men der er også 2-3 gyllespredere, på en særdeles uhjælpsom måde. De er garanteret bare trætte af folk so mig der ikke fatter hat af hvordan man er vuggestuemedhjælper. Alla "Her!" og så får man nogle bøger, "okay.. hva skal jeg så med dem?" Så jeg ligger dem på hylden, og får en "Det er meningen du skal læse for dem" .. Nå okay? Lige nu? De sidder jo og spiser? Ikke noget svar. Okay så går jeg da igang, hun går ellers rundt og snakker med børnene imens. Eller senere til maden hvor nogle af drengene havde byttet drikkeflaske (og det er åbenbart en frygtelig frygtelig ting) Så jeg byttede kopperne tilbage, og den sure matrone snerrede af mig og sagde at de allerede havde de rigtige kopper, og jeg prøvede at protestere, men der stod de rigtige navne på.. Så sagde jeg at de må have haft kopperne byttede om til at starte med, fordi den ene havde haft den gule hele tiden, altså og det er jo ligemeget og ret uinteressant, men hende der var bare sådan hele dagen og jeg kunne ikke lade være med at tænke hvor dejligt det var at jeg virkelig ikke havde brug for pengene og at det var min næstsidste dag på arbejde, for altiiiiiid! Muhahaha..
Men ungerne er jo søde.. selv om der ikke er særlig meget samtale i de helt små, det er mere "jeg-vil-ha" -hænder og nej/ja lyde. De helt små små som ikke kan sidde eller kravle eller noget, som, egentlig kun kan græde og sutte mælk er lidt mere belastende. De har stadigvæk ikke lært at i vuggestuen er der ingen mor og far, og de græd alle sammen imponerende meget hver gang de ikke blev båret. Puh, personligt sad jeg med en på skødet og rokkede en anden i en rokkestol i 30 min til jeg fik krampe, men så er det jo også meget hyggeligt når de falder i søvn på ens arm - og så efterlader en stor pøl af snot når man ligger dem i seng. Ej det skal ikke alt sammet lyde dårligt. Jeg var bare træt af det i går, jeg havde hovedpine og der var mange børn og de græd allesammen, og jeg synes at jeg hele tiden havde de der "Du gør lige rent i køkkenet så ikke?" (alle borde og stole skal vaskes af, tallerkener skal vaskes, gulvet skal fejes og der skal ligges savleklude til vask) og legepladsen skulle lige ordnes.. det kan man jo godt gøre med 3 børn derude. Pyt med at der skal en hjernekirug til at få alle rutjsebanerne og bordene til at passe inde i skuret på størrelse med et engangstoilet, det kan man sagtens mens man skal holde øje med at børnene ikke spiser sand og falder ned fra tingene. Da klokken så endelig blev kvart over 16 og jeg havde fri, var vi pludselig kun to pædagoger til 8 børn (det var den niceste pædagog dog) Så var jeg jo nødt til at sige... "øhh jeg havde faktisk fri nu..?" Nå og så ringede hun over og fik nogle til at komme, så jeg kunne få lov at gå. Puh. Ja.. det var en lidt lang dag. Jeg faldt også i søvn klokken 20:30 igår, uden aftensmad.. jeg var bare for træt, og det har jeg gjort de fleste dage i den her uge.
Vi har ellers rigtig nestet vores caravan. Da Roger og Manuel tog afsted i sidste uge, nuppede vi Tv'et fra Rogers værelse og satte det op herude, vi fandt også en DVDafspiller i stuen, og har rigtig hygget med film og guf i sengen siden da. Det var jo Wallys fødselsdag i lørdags. Jeg skulle jo finde ham en gave. Torsdag i sidste uge holdt drengene en lille farvelfest og de havde lavet Paella (spansk seafood-ret) og vi sad der og drak et par øl og spiste lidt (jeg gjorde mit for at spise udenom de små sprutter og muslingerne..yiiiird) Og besluttede mig for at hvis wally skulle have en gave så skulle det egentlig nok være idag, så jeg gik ud for at finde noget til ham. Jeg ledte efter en speciel butik som skulle ligge på en speciel gade, men jeg må indrømme at de der 2 øl var gået i blodet på mig (vi drikker jo aldrig for tiden) og i rimelig lang tid gik jeg bare i den ene retning.. Jeg vidste godt at jeg var på vej ud på eventyr, men jeg stoppede ikke af den grund, og pludselig var jeg bare vildt langt væk hjemmefra. Snizzle. Nu var jeg i et villakvarter, der var ingen mennesker og jeg vidste godt hvilken vej der var tilbage, men samtidig syntes jeg også at jeg snart skulle finde en gave, det var jo det jeg var kommet for. Inde i et supermarket spurgte jeg om vej og fik en god forklaring af skrankedamen. Det betød jo så også at jeg forlod min letgenkendelig hjemtur og tog nogle sidegader istedet. Det blev noget rod, og jeg spurgte om vej igen på en tankstation. Der mødte jeg en venlig dame som tilbød at jeg kunne køre med hende, hun skulle samme vej. Hun satte mig af ved et stort shoppingcenter, og dér fandt jeg endelig min butik! Puha, fedt. 1½ timer efter jeg forlod Paella-festen. Jeg gik ind, fandt den Mp3 afspiller jeg ville købe. Kiggede lidt rundt, fandt et kort, lagkagelys og balloner og skulle nu finde vej hjem igen. ØH. Jeg havde ikke længere overblik over hvordan jeg kunne komme tilbage til min egen vej, for nu havde vi jo kørt i bil lidt.. bumbum. Damen der gav mig et lift havde venligt forklaret mig den hurtigste vej tilbage til Gloucester st. (hvor vi bor), men der gik ikke længe før det ikke gav mening. Måske glemte jeg hvad hun sagde, eller også tog hun fejl, ihvertfald kunne jeg ikke bruge det til noget. Solen begyndte at gå ned, og nu var det egentlig også ved at blive koldt. Og så faldt jeg over et busstoppested, aHA! Det skulle blive svaret, og dér kom bussen. Nemt nemt nemt. Men han kørte ikke til centrum, så skulle jeg over på den anden side af vejen. Nånå ikke dårligt, jeg kunne overhovedet ikke forstå tiderne på skiltet. De passede slet ikke! Men der var sådan en automatisk "tryk her og du vil vide hvor mange minutter der er til bussen kommer" Fedt, så det gjorde jeg. 20 minutter.. Okay.. Så jeg satte mig til at vente, og morede mig over den nye teknik, 18min, 14 min, 10min.. Det begyndte at blive rigtig koldt. 6 min, 2 min. Yes. Stillede mig klar ved vejen, dér kom bussen, jeg havde pengene i hånden, og så kørte den bare LIGE FORBI mig. Nej nej nej! Skalk mand! Hallo? Nå jeg trykkede på dimsen igen, nu sagde den "Se busskiltet for tider".. ihh men det dumme skilt giver jo slet ikke mening altså! Nå, hva gør jeg så. Der hang et kort på busstoppestedet, med bussens rute på. Så jeg gik i gang med at memorisere vejene. "Howard street, Selwyn street, Grove avenue.. Howard, Selwyn, Grove.. Howard, Selwyn, Grove" Og så gik jeg igang med at vade busruten. Jeg mødte jo en del busstoppesteder undervejs så jeg kunne opdatere min hukommelse, men stadig ingen bus. Solen var nu officielt gået ned, og det var ikke mørkt endnu, men blæsekoldt og jeg syntes ikke rigtig det var sjovt mere. Ved et busstoppested sad der et par unge teenagere, de skulle tilsyneladende ind til byen.. "hmhm tænkte jeg, jeg tror jeg skal med dem." Så jeg satte mig ned og lod som om jeg vidste hvad jeg lavede. De var tydeligvis på en første date eller noget, hun grinede overdrevet meget af alt hvad han sagde, og han spillede sej. Det var ret sjovt at lytte med. Men der blev nævnt et par gader som jeg kendte. Så jeg blev siddende. Så kom bussen, og denne gang blev jeg ikke ignoreret. Resten af turen gik nemt. Nå klokken 20:30 kom jeg endelig tilbage. Brrr det var koldt. Jeg gik igang med at lave kort og lægge musik ind på Mp3'eren, så den var klar. Wally var ude og rydde op på en byggeplads (noget éndagsarbejde, han havde fået gennem et arbejdsbureau) Så det var min chance for at lave noget uden han vidste det.
Næste dag da Roger og Manuel tog afsted, og alle var derude for at vinke farvel, skulle Wally heldigvis lige på toilettet. Yes. Så fik jeg alle til at synge fødselsdagssang på hans Mp3'er, og sige en lille hilsen, så det kunne han også få med. Fredag aften klokken 0:40 var vi jo vågne, og så var det jo teknisk set hans fødselsdag. :) Så skulle han jo have en lille fødselsdagssang, og jeg gik ind i huset for at puste alle ballonerne op, og putte det ind under min tøj. "Jeg skal tisse" og så kom jeg tilbage med 10 balloner. Wuhu. Nå, nu da det var hans fødsesdag allerede ville han jo også gerne ha sin gave. Så det fik han, og kort og det hele så han var glad. Næste dag tog vi ud for at spille minigolf, bare for at det skulle være noget lidt særligt. Det var okay, vi tog Alba og Richard med fra vores hus, og på vej hjem lejede vi film. Om aftenen hjalp Alba mig med at bage lagkage. Jeg havde købt ind, friske jordbær, fløde(skum), lagkagebunde kan man ikke få så jeg havde købt en sponge-cake, og skåret den ud, frosne bær, krymmel og glasur. Så det hele var der. Jeg havde ikke lige prøvet at lave en kage selv før, men det blev ret godt må jeg indrømme. Jeg havde jo købt lys. Sjovt nok er der 24 lys i hver pakke.. Så jeg var jo nødt til at købe 2.. haha så nu har vi 23 lys i skuffen. Men kagen blev fin og som barn af Mtv generation må jeg indrømme at det tog lidt tid at skulle håndpiske flødeskummet.. man er vel vant til en tand mere elektronik nu til dags. Han blev glad og kagen blev god, og jeg tænkte lidt på moster Edel som elsker kage og mormor, som underligt nok ikke skulle have et stykke med hjem. Det plejer hun jo?! :)

Nu er det torsdag og jeg har besluttet mig for ikke at tage på arbejde i morgen alligevel. Hvorfor? Når nu jeg hellere vil lege med Wally og ikke skal bruge pengene!? Måske er Roger og Manuel i Kaikoura i morgen, og vi kører måske op og mødes med dem i weekenden, det er jo nok vores sidste weekend med Indiana. På søndag skal vi mødes med Maurizio og sige farvel, han tager afsted i næste uge, og en af Wallys venner fra Gib kommer til Christchurch mandag og hende skal vi sikkert også lege lidt med. Ellers er der masser ting at gøre i næste uge, jeg skal ordne nogle ting med banken. Sørge for at jeg har fået alt min løn, og så skal vi lave lidt ruteplanlægning for det store roadtrip som starter om 8 dage idag.

Roadtrip! Wuhu!

2009-11-03T21:49:00.000-08:00

Yess, idag er det onsdag, og vi har sovet længe oven på 4-5 dages intensiv roadtrip. Vi snakker fredag aften til tirsdag aften. Ualmindelig meget sidden ned og et utælleligt antal af får, bjerge og forskellige landskaber. Roger (31, Barcelona) Manuel (26, Aragon/Spanien) Martina (31, Østrig) og så mig og Wally. Roger bor i vores hus, Manuel fra det store røde hus, og Martina flyttede ind i et nabohus sidste uge og var fresh og sagde ja tak til at tage med os, før hun lærte vores navne at kende egentlig. Vi proppede den lille bil med alskens camping og roadtrip gear. Torsdag aften faldt Wally tilfældigvis over et telt, en køleboks, en rulle gaffa og pludselig var det en helt gennemtænkt tur. Der blev lavet en rute, købt et lille gas-komfur-apperat, opladet kameraer og medbragt alle de dyner, tæpper og puder vi kunne finde. Det første stop var til det lokale supermarked, hvor der blev købt pasta, tomatsovs, en mursten af et 1kg ost, brød, musli, langtidsholdbar mælk, chokoladekiks, frugt osv. Og en lommelygte, som vi vidst aldrig fik brugt. Vi kom i gang med at køre ret sent fredag, og vi havde håbet at kunne nå et godt stykke nordpå, efter et par timer gik solen ned, og Wally foreslog at vi da bare sov et eller andet sted her langs vejen og den lille flod og bjergene? Yes? Vi fandt noget der så ret godt ud, en 50 meter fra vejen måske, gemte bilen bag nogle buske, og med bogstaveligt talt 40 cm fra skrænten ned til floden slog de 3 andre telt op, mens Wally og jeg lagde sæderne ned i vores dejlige bil og byggede rede i bagagerummet/bagsædet. Mens teltet blev slået op fandt Manuel og Wally noget i græsset, som de prøvede at aflede vores opmærksomhed fra, men de fnisede alligevel som små piger og så er man jo nødt til at kigge. ØHHH.. en stor bunke sort hår/pels.. jeg ved ikke.. jeg synes det så meget langhåret ud. Ovenpå lå der en 4-6 små stumper knogler... Øh ja hvad skal man så sige, når man nu skal sove der? Vi snakkede lidt om voodoo og gyserfilm men konkluderede alligevel at det nok var nogen der havde spist en bæver.. eller noget.
Så var der et gourmet måltid i form af pasta, tomat og ost der skulle koges, og der var chokoladekiks til dessert og fyrfadslys i græsset. Der var stjernehimmel og månelyset afslørede ind i mellem hvor smukt det ville blive at vågne op, med sporadisk sne på bjergene og isblåt vand. Jeg sov ikke særlig godt, jeg ved ikke helt hvorfor. Det var ret koldt, men vi var alligevel pakkede ret godt ind. Jeg var i løbet af dagen blevet forholdsvis forkølet, og led også under ikke at kunne trække vejret med lukket mund, måske var underlaget for hårdt? Men ihvertfald, når jeg så sov, drømte jeg at jeg var vågen og ikke kunne sove osv. osv. Pyt. Da vi vågnede var der en fantastisk udsigt at få, vi spiste musli og sandwiches og vaskede op i floden før vi kørte videre. Ikke mere end 20 minutters kørsel efter kom vi til Mariua Springs. Naturskabte hot springs, og hot var det ihvertfald. Det var rimelig luksus "lej en silkebadekåbe og få dig en massage også" - agtig sted. Orientalsk stil og ret pricy når man nu kun er en fedtet backpacker der gerne vil have sig et varmt bad.. Udendørs vel og mærke. Men ja vi skulle jo lige dyppe. Det lugtede ret meget af æg (vist ret normalt) der var nogle underlige sorte planter dernede "Det er godt for din hud" (Ja det skal de jo sige!) og det var ekstremt varmt. Vi snakker oppe i 40-50 c, men med en bjergudsigt, sol, himmel og frisk luft omkring een var det nu alligevel en ret lækker oplevelse. Der var et par forskellige "pools" forskellig temperatur.. Og blandt andet en med iskold vand. "Haha som om nogen gider bruge den kolde vandpyt når nu de andre er så nice.. " Men det skulle vise sig at den med rette var rigtig populær, at skifte mellem det kolde og varme var en fryd og man gik gerne deri flere gange. Efter noget tid synes jeg nu det blev uudholdeligt, med hele kroppen i det varme begyndte dehydreringen at mærkes i hovedet, kroppen blev meget træt og den sidste halve time kravlede vi op og ned af stenene for at køle os af og som den første, trak jeg mig tilbage for at udnytte faciliteterne i form af wc, brusebad og håndvask nu jeg havde betalt for det. Når man roadtripper hænger varm vand jo ikke på træerne.
Et par rejsende vi mødte i spa badet fortalte os om et vandfald ikke langt derfra, så det tjekkede vi ud bagefter, ret nice... man kunne komme ret tæt på hvis man klatrede over gelænderet og ned på stenene og det steg i point jo tættere på man kom, ikke noget dårligt tip at få.
Lige efter solnedgang ankom vi til Nelson, en af de største nordlige byer på øen, der var en strand og en legeplads og vi fjollede rundt lidt ind til det blev for mørkt, så kørte vi til et supermarked og handlede ind til aftensmad, undervejs fik jeg pointeret fordelene ved ikke at campe og fik indført at et hostel ville være genialt. Det var ikke så svært at få indført, folk var meget bøjelige og det var en nem beslutning at tage, se hvilket hostel der var plads på, blev lidt mere indviklet. Nelson var åbenbart det fede sted at være og til vores store overraskelse var der selv efter 4 hostels ikke plads nogle steder. Det sidste sted forbarmede sig over os, og ringede rundt i byen for at finde nogle senge til os, og sendte os afsted til the Accent, en hyggelig bygning der lignede mere en gammel kro end noget andet. De var søde og vi fik nogle køjesenge og noget gratis wifi og tjekkede ind. De andre havde spottet en nice pub ikke langt derfra, og ville gerne derhen, jeg kunne på ingen måde forlade min midterkøje med pude og radiator til fordel for øl, så jeg blev liggende med mit internet og senere et afsnit af Barnaby som jeg vist ikke så 6 minutter af. Dejligt. Vågnede ved at en skægget kelt/latino forsøgte at stjæle bærbaren, men det viste sig at være Wally, så jeg sov trygt videre. Lørdag morgen kørte vi endnu mere nordpå, til Golden bay som vidst er ved at være så nord man kan komme uden at skifte ø, der var noget fantastisk (koldt) blåt vand, vi samlede skaller.. det er jo ved at være en vane.. og lå ellers lidt i solen og chillede.. Ret nice strand. Spiste en økologisk muffin og en kaffe og snakkede med et par vagthunde-får som brægede løs af os bag deres port. Så lidt på en kirkegård og et par udsigter, og så gik vi i gang med at køre sydpå igen, og lige omkring solnedgang nåede vi en campingplads. Der var også rigtige senge, og da det ikke var særlig meget dyrere flyttede vi ind i en varm seng i stedet for campingen. Det var ellers et hyggeligt sted. 4 minutters gågang til en lille bro over en flod hvor vi stod og så på månen lidt, sne på bjergene i baggrunden, og hobbitland-bakker omkring os. Vi spiste og hang ud i fællesrummet og der var ikke rigtig andre end os. Tændte op i deres lille brændeovn, så en film og hyggede lidt. Næste morgen var det afsted igen nedad. Vestkysten af sydøen, pludselig forvandlede landskabet sig til tropisk regnskov, vi kørte langs det blågrønne vand i timevis, og vi fik endda også en vild tropisk regnstorm med i købet. Det regnede og var diset, men man kunne alligevel godt se hvor frodigt der var. Vi kom også forbi en stor smuk sø, med sorte svaner og ællinger, og bjergets genspejling i vandet. Meget smukt. Her sad vi lidt og nød stilheden og svanerne som var vant til at blive fodret. Fedt sted. Nelson Lakes national Park hed det.

Nå det er altså ikke onsdag mere, eller jo, men det er en ny onsdag i dag. Det er blevet rigtig sommer her i Christchurch, og jeg har ikke stilrent men sobert iklædt mig solbadekostume, det er begrænset hvor afklædt man kan tillade sig at være når du der er så mange Saudi arabere her i Urban Rooms. Den have vi har, er delt mellem tre huse, så der bliver ikke noget med at bikinibage. Men alligevel. Solen er rigtig lækker, selvom klokken er ved at være 17:30. jeg fandt solbrillerne frem fra rygsækken og bærbaren på lårene og så kan man måske lige nå at få sig en mørkere nuance før den danske iskolde jul er om hjørnet. Wally er ude og spille fodbold med nogle spanskere i dag, men jeg gider ikke det der. Jeg gider ikke fodbold og jeg gider ikke for store mængder af spansktalere.
Så var vores italienske ven her i dag, han er sjov mand. så kommer han bare sådan lige på visit: "Hejhej" og der er altså en del af mig der tænker "PRES!" for han er så excentrisk og han taler og taler og taler. Som han selv sagde i dag "Im sorry.. I am Blah-blah-Man!" Og mere sandt kunne det ikke siges. Han er ligesom en 7 årig dreng der har været i tivoli, høj på sukker og endorfiner og ikke til at styre, ("I am high on life!!") så står han så sidder han så råber han så griner han, så fortæller han noget og skifter retningslinie midt i det hele, og efter 4-5 forskellige historier så kan man ikke finde ud af hvor det hele begyndte. Og hvis det ikke var fordi han som regl har noget virkelig interessant at sige så ville jeg have givet op for længst, når nu resten af pakken der følger med til historien er så svær at rumme at man virkelig skal gøre sig umage for ikke at gå på autosvar og sige "aha.." "Yes, of course" og imens tænke på hvad vi skal spise i aften eller noget man drømte i nat eller.. whatever. Han er god nok altså, han er så sød, og han siger hele tiden at mig og Wally er hans bedste venner og han er så lykkelig for os og at han siger ting til os han ikke ville turde sige til nogle andre, ikke engang hans mor eller hans bedste venner fra Italien (altså ikke nogle statshemmeligheder, bare selvværdsbaserede ting)
Nå men han dukkede op uvarslet midt i en film og en kop kaffe og jeg tænkte "Når du kommer uden varsel, så forventer du vel heller ikke min fulde koncentration!" og jeg sad lidt demonstrativt med min computer, men glemte det og endte alligevel med at høre efter. Man kan nemlig ikke lave noget andet hvis han er i rummet, det kræver ligeså meget opmærksomhed som første dag på arbejde i børneren. Men samtidig er han virkelig inspirerende og klog. For søren da!
Nå.. nok om ham, livet i Christchurch går stille og roligt egentlig. efter Malcolm lukkede cafeen har Wally ikke haft noget job, han har været ude og snakke med noget jobformidling men uden de store succeser. Jeg er stadig med Select Education men de har ikke ringet til mig i noget tid. Jeg var derinde og vise ansigt og interesse forleden, (pga. noget løn jeg ikke havde fået) men jeg har ikke hørt mere. De ringede i mandags og gav mig et job, men før jeg fik lagt telefonen tilbage på sengebordet, ringede de igen og annullerede det. Nånå.. endnu en fridag så. Det har været superfedt ellers fordi det har givet mig og Wally ekstremt meget kærestekedelig-tid. "Men hør hov i har da rejst sammen i 7mdr efterhånden.. man kan da ikke have brug for MERE tid?!" men det kan man altså. og det er især godt for mig, Fordi jeg i starten da vi kom hertil var lidt urolig for at ende i endnu en Brisbane (=Wally arbejder, Laura keder sig og tænker på at nu skal hun snart hjem) Og han fik jo job på cafeen lige med det samme og der var jo en del overarbejde involveret, og alle snakkede spansk og jeg ku bare godt se hvilken gade vi var på vej nedad igen. men de sidste par dage har været så hyggelige, sove længe, gå på museum, gå i parker, lave picnic og køre et eller andet sted hen på et lille bjerg, spille guitar, leje film, lave mad, handle ind.. Så god tid.. Bare slentre op og ned i Christchurch. Snakke med de andre her, osv. det har jeg virkelig nyt, og samtidig er hver ny dag en mulig arbejdsdag. Hvis de ringer? Fint så tjener jeg penge, kommer ud i en børnehave - cool.. Selvfølgelig skal jeg gøre et godt stykke arbejde men jeg har ingen ambitioner om at charmere mig ind og få noget mere fast hos den enkelte institution, og hvis de ikke ringer? Nå men så sover jeg da bare videre.. så bager Wally nogle muffins og så drikker vi noget god kaffe og nyder solen og bilen og det hele. Altså ret godt liv. Ligesom at have ferie.. selvom vi har haft ferie længe.. altså.. Men alligevel.
Han er ellers blevet helt vild med at bage. Blåbærmuffins, scones, chokolademuffins, igår bagte han chokolade kage.. klokken 2 om natten.. :) fjollet, men ikke dårligt for mig. Jeg tror rigtig godt han kan lide når folk kommer forbi og han så kan byde på en god kaffe med skum og et lille stykke kage. Uh de får en fin tallerken og det hele. I lørdags var vi til en fed reggaekoncert sammen med en mase af partyhovederne fra det blå hus, og det var super fedt. Så blev der danset og sunget og drukket nogle øl og da vi kom hjem var wally lidt småmunter og gik i gang med at bare scones. Han kom så til at blande opskrifterne sammen og puttede sukker i.. Hvilket er et slemt no-go i bageverdenen. Det er jo ikke et "sødt" bagværk! UHA. Men altså vi spiste dem alligevel. Jeg synes det er okay. Næste dag lagde vi resterne ud på foderbrættet i haven. Og jeg fik senere forklaring på hvordan fuglene kan spise alt det brød så hurtigt. Der er en kat! Snedigt. Det forklarer også hvorfor vi aldrig rigtig ser noget til de fugle som tilsyneladende spiser 3-4 skiver brød om dagen.

Nå men jeg var jo ikke færdig med fortælle om vores roadtrip. Det er lidt svært at finde rundt i dagene.. og der var jo en hel del sidden ned og kiggen ud af vinduet. Det er godt man har lagt billederne ind så jeg følger med i billedmappen.. Nå.. ja efter søen.. hvad skete der så.. noget mere landskab.. bjerge.. træer.. regn... AH! vestkysten! Det regnede og blæste og vi gjorde kun nogle korte stops til nogle udkiksposter, blandt andet nogle pandekageklipper, som er en rimelig kendt seværdighed. Ja ret sjovt fænomen.. naturens spøjse opfindelser, tynde horisontale riller i små spidse klipper. Så var der nogle "blowholes" vand der rammer stenene på den rigtige måde så der kommer damå/røg/meget tyndt vandsprøjt op og det ligner en hval puster luft. Det var ret interessant, men det regnede ret meget og vi mindede mig lidt om en flok kinesiske turister. VDE VADE VADE, Tag billede, klikklikklik. Aha aha interessant – videre.. vade vade vade.. klik klik klik og videre.. Måske hvis vejret havde vejret lidt mere venligt havde det været bedre. Men det var nu det første og sidste vi så til dårligt vejr på de 5 dage, så det var jo ikke dårligt alligevel. Man husker altid tingene tydeligere hvis det regner synes jeg. Det giver lidt ekstra til oplevelsen. Solen var gået ned et sted bag regnskyerne og det var også på tide at finde et sted at finde ly for natten. I Greymouth stoppede vi ved et hyggeligt hostel the DUKE hed det. det var superlækkert, med pejs, stort køkken¨, bløde sofaer og bløde farver. Vi tog os et bad, og gik ned for at finde noget mad. wally fandt et klaver og vi klimtede lidt, jeg spillede min efterhånden sparsomme playlist men den faldt alligevel i godt ord. Så dukkede en midaldrende israelit op, spinkel og skaldet, og han insisterede på at vi skulle jamme. Han tog en stor sølvfarvet mundharmonika frem som han mestrede med stil. Den var forresten købt i Gibraltar? Sjovt ik? Han var flink og fik lov af sin kone til at drikke lidt øl med os og snakke lidt. Vi spillede lidt blues sammen og det gik meget godt. Så var der mad drengene drak lidt videre, spillede skak tror jeg, men jeg kunne ikke vente med at lægge mig ned i den store bløde seng. AH. Næste morgen var det hjem ad igen. Vi krydsede øen igennem Arthurs pass. Smukke snebjerge, og grønt græs med får og gule blomster. Meget dejligt. Vi spiste lidt småfint i Springfield (WUHU=homer-stemme) og inden længe kom vi tilbage til Christchurch som virkede underlig beboet og bebilet. Jeg var nu glad for at komme ud af bilen. det er alligevel ret mange timer om dagen man sidder på det samme sæde. Så det var turen, superfantastisk.
Nå nu har jeg vendt mig om, den new zealandske sol udfordrer min ellers solvandte hud lidt, nu må ryggen få, den er også ved at gå ned nu solen. Vi skal vel egentlig ud og handle.. så vi kan lave mad.

Update fra Christchurch

2009-10-21T19:42:00.000-07:00

Hvad dag er det? Hvad dato er det? Man ved det ikke. Alting har været en lang dag siden vi flyttede ind i Urban Rooms. Nu har man jo sin egen campervan, en have med fugle man kan fodre med gammel mad, et hus med et køkken og et bad. Man har den lokale Video Ezy, den lokale shop og man har sin egen vej, som for det meste er besat af Urban Rooms. (det kan ses udefra ved den forvoksede sommerfugl som Robyn har sat ved alle hoveddørene) Omringet af backpackere, sommerfugle og blå himmel, hverdagen i Christchurch går sin gang. Det må være en del uger vi snakker nu. En måned vel? Jeg kan ikke lige overskue at finde ud af det. Men indenfor den første uge tømtes vores hus (altså det vidste vi godt, de var alle sammen på vej ud) Og Wally og jeg havde det hele for os selv i et par dage, før Roger flyttede ind. Spansk tatovør, plysset og rigtig grineren, flink fyr mand. Ham har vi efterhånden fået et superfedt forhold til, især her de sidste par uger hvor hans engelsk er blevet bedre... det hjælper jo hvis man vil snakke. De argentinske piger som ellers fyldte ret meget af huset, tog til asien en uge efter vi flyttede ind. De havde noget kørende med et par geniale fyre fra det blå hus, som vi blev præsenteret for, Ryan & Tom. Det var umådeligt morsomt bare at se på mens de gutter underholdte et hvert selskab. Det mindede mig om de gode gymnasiedage, med bunker på gangen, drengehumor og chauvinistiske jokes. En af de første par aftener var Wally, Ryan, Tom og jeg de sidste oppe, og vi inviterede dem over i vores caravan til den sidste øl der klokken 6 om morgenen og det var bare så hyggeligt. Der er nu noget over at være i østrogen-undertal, jeg kan godt lide stemningen, og så er det skidesjovt når man er en sej nok pige til at være med når drengene leger. Der gik desværre heller ikke så længe før de tog af sted. Ryan et par dage efter pigerne, og Tom tog en hurtig beslutning og tog til Sydamerika, fordi han ikke havde nogle bedre forslag, ja det kender man jo godt til. Men fede mennesker kommer og går, sådan er det jo når man rejser rundt.
Dem vi ses mest med af naboerne er nok alle de spansk-talende mennesker. Ak og ve, gad man havde hørt bare lidt mere efter i Mettes spansk timer, (men bagerste række var bare så meget sjovere altså!) Nu har jeg sidenhen fundet mig selv som den eneste ikke spansksprogede person i en gruppe på måske op til 10 mennesker. Det ikke fordi de kommer fra samme land, næ nej, men spansk kan de. Og det er jo federe at tale sit eget sprog, end engelsk. Det synes jeg også selv (selvom jeg efterhånden er bedre på engelsk end på dansk) Det er bare ikke så fedt i længden. Når de fleste fester, sociale middage og tilfældige sammenstød foregår på spansk. Jeg kan ærligt talt godt være med i ret mange af dem og jeg forstår langt mere end jeg snakker. Og langt mere end jeg ville tro, spansk-Mette ville være stolt. Men alligevel.. efter lidt tid mister jeg koncentrationen og interessen og hvor sørgeligt det end er, er jeg lidt begyndt at vænne mig til ikke at lytte efter, og så går der jo først lidt sjov af festen, alt den bonding jeg går glip af og alle de jokes. Suk. Forleden nåede jeg at blive smågnaven over min situation- jeg er jo slet ikke vant til at forlade en fest fordi ingen taler med mig og Wally morede sig sådan (han vil så gerne øve sig på spansk jo) og jeg kan godt forstå man ikke altid kan være den bedste kæreste i verden og underholde mig konstance, men alligevel. Man føler sig bare lidt overflødig?
Men de er jo søde, de er meget sociale og hjælpsomme. De holder masser middage, og fødselsdage, og farvelfester, og vil gerne hjælpe med at lære os at lave spansk mad, og krølle mit hår, osv.osv, de glemmer bare at jeg ikke forstår hvad der foregår 40 % af tiden (80 % hvis der har været alkohol involveret) og så siger de undskyld, undskyld og forklarer hvad de kan når de kommer i tanke om det.. altså. Noglegange er det bare årsag til at jeg tager en hjemmeaften i stedet.

Indenfor uge nr2 fik Wally et job. Han mødte en fyr, med en cafe tæt ved centrum. Fantastisk mad, fantastisk sted, fantastisk stemning indenfor, der var bare lige et problem - ingen kunder! Wally var helt vild! Yes! Med alle de ting han kunne lære fra det her job. At lave lækker mad, at starte en forretning, at "gøre det selv" skilte, maling, reklamation. Han var ligeglad med pengene, han ville så gerne være en del af det hele. Malcolm som er ejeren, er superflink. Hver dag gav han os mad, jeg skulle heller ikke betale for noget. Kaffer, kager, lasagne, sandwich. Han elsker bare at lave mad og så få ros fordi det er lækkert. Vi malede cafeen efter lukketid, lærte opskrifter, han lavede mad til os der som vi kunne få med hjem, Wally var ude at reklamere, sætte plakater op, reklamere for wifi, sammensatte en smoothie-menu, der var planer om rabatordninger mellem cafeen og Urban rooms, osv. osv. Alle vi kendte kom ned for at smage og købe og støtte, og det så altsammet ret godt ud. Nu var det så bare lige sådan at de allerede kørte stramt med økonomien som det var. Nogle uger gik overraskende godt, andre var overraskende skuffende. Kunderne kom bare ikke ind. Alligevel holdtes humøret okay højt, på trods af "Jeg kan ikke betale næste uges husleje for stedet" og det faktum at der hver dag ikke blev tjent, men mistet penge, fordi de penge der kom i kassen ikke opvejede de penge der allerede var lovet væk til regninger, banker og morgendagens ingredienser. Ofte ikke engang halvdelen, og for et par dage siden afslørede Malcolm at der snart kom en koreaner flyvende over for at se på cafeen, med tanker om at købe. Det var jo skuffende for os alle sammen, formodentlig mest for Malcolm, men også for mig, og især for Wally som havde lagt alt sin positive energi i at vende stedet til en millionforretning, siddet oppe om natten og lavet skilte, arbejdet ofte op til 12 timer om dagen og nu viste det sig at Malcolm havde givet op. Det var jo lidt en skam.

Men til gengæld har jeg fået et job. Select Education, et vikarbureau for børneinstitutioner i området. Det var en af de argentinske piger fra huset som gav mig telefon nummeret, sagde at de var rigtig søde, og at jeg bare skulle ringe. Da jeg så fik fat på dem, var det ikke en særlig fed vibe jeg fik, damen var sur og arrogant og fejede mig af med at de "Skulle bruge ansatte med mere end et års erfaring indenfor institutionsarbejde!" Nå nå.. jaja hejhej taktak.. Det slog mig lidt ud. Et par dage efter ringede jeg igen, og jeg ved ik om jeg fik fat i en anden ansat, eller om de pludselig godt kunne bruge mine 6måneders erfaring alligevel. Men denne gang var det en helt anden historie, og jeg fik en jobsamtale et par dage senere. Nånå, så var jeg jo nødt til at købe nogle sko, evt. nogle bukser, og nogle præsentable bluser der godt kunne tåle klistrede hænder, savl og snot uden at lide stor overlast - og uden for stor affektionsværdi. Jobsamtalen gik fint, der var et utal af papirer jeg skulle udfylde, bankkonti, erfaringsbeviser, kontrakter osv. Bagefter fik jeg et vaskeægte forhørs-interview alla "Hvad ville du gøre, hvis du så et barn slå et andet barn?” eller "Hvad er tre ting du kan sige om dig selv?" eller "Hvad forventer du dit job vil blive hvis du arbejder for os?" Det var ligesom en eksamen, bortset fra at jeg kendte svarene på alle spørgsmålene - og min censor smilede tilfreds og skrev ned og jeg tænkte "muhahaha, nailed it!" Så fik jeg et badge, med billede-id så de ved når jeg kommer at jeg ikke bare er en tosse der vil lege med deres børn gratis, og jeg lovede at holde telefonen åben hver morgen, så de kan ringe og vække mig og sende mig af sted til hvilken børnehave der nu har brug for mig.
Se, det er jo et ret sweet job, hver torsdag skal jeg ringe ind og sige hvilke dage jeg kan arbejde næste uge (dvs. Hvis jeg vil ha en fridag, eller tager væk i et par dage, eller bare ikke gider så meget, kan få så meget fri jeg vil!) Jeg får 14NZD (52kr) i timen før skat og jeg får lov til at arbejde med børn - et job jeg jo havde overvejet at gøre mere ud af når jeg en dag ikke gider rejse mere.
Der er dog liiige et par fesne sider ved det. For det første, hver morgen mellem 7-9 ringer de, måske.. man ved ikke om man bliver ringet op, man har bare skrevet under på at man er tilstedeværende ved telefonen, og klar til at springe lystig ud af sengen hvis de ringer. Og så sidder man der aftenen før, og ved ikke om man burde gå i seng klokken 23 eller om det er lige meget hvornår. Det har jo resulteret i de sørgelige 4 timers søvn, når nu de faktisk ringede klokken 7:14, eller som i går hvor jeg gik i seng klokken 22 og ikke blev vækket.. jaja så kan man jo bare sove længe alligevel :) Det er sikkert noget man vænner sig til, og med kun 3 dages arbejde er det jo lidt tidligt i processen at skulle til at pege fingre, men alligevel.. Når de ringer 7:23 med en adresse og forventer at man er der klokken 8:00 så synes jeg det er lidt irriterende, jojo børste tænder, kartoffelmad og kaffe i hånden, hestehale - så vi klar.. Men man tænker alligevel om det ville være så umuligt at få det af vide et par dage i forvejen? Pyt.. det er gået fint ind til videre, og med hjælp fra google earth, vores bil og Wallys chilled chef er jeg blevet kørt hver morgen, og så kan man jo ikke rigtig klage:)
Hver dag er det et nyt sted, selvfølgelig er tricket at man lander det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvor de trænger til en vikar hver dag, og så charmerer man sig ind der, men det er altså ikke lykkedes for mig endnu. Men indtil det sker, er man jo et nyt sted hver dag, og det er selvfølgelig nemmere fordi der ikke forlanges så meget af een, ens vigtigste job er bare at være øjne og blive sat i gang med diverse opgaver. Til gengæld går der lidt sjov ud af opgaven når man aldrig lærer nogle navne, når børnene tester dig hele tiden, fordi du er ny og når man de første 4 timer hver dag går rundt og ikke rigtig ved om det er okay at børnene har bare tæer i sandkassen, eller om de godt må kravle på den der, eller lege med mudderjord. Altså for eksempel det første sted jeg var, første dag, yes de ser straks mit badge og selvom jeg er ny på emnet, er de tilsyneladende ikke og jeg bliver vist vej til hvor jeg skal smide mine ting, og så "kan du være herinde i legerummet, Laura. Der er maling, lim, fjer og perler her, og i det skab dér er der også en masse. Så bare sæt noget i gang her på de her borde."
Øhhhh.. og så stod jeg lige der. Er det okay bare at smide lim fjer og papir på et par borde og så kan de 4årige bare gå i gang med at klistre løs, uden forklæder eller observation af nogen de respekterer? Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg tænkte at man kunne spørge nogle børn hvad de ville lave, og så kunne de vel finde det frem og vi kunne bonde lidt imens. Men mine første forsøg på at kommunikere faldt til jorden, og de fleste af dem turde ik rigtig snakke med mig.. Jaja.. øhh der kom et kuglespil, nogle store plastik perler (som de ikke kunne sluge, tænkte jeg) og noget tegnepapir, men mit legerum var ikke det fede sted at være og der kom ikke særlig mange børn ind. Nånå, senere var jeg udenfor og der var en dreng der blev ved med at tage ting inde fra legerummet med ud på legepladsen, og det må man jo ikke, det er jo ikke alt legetøj der kan tåle udendørsvilkårene, men i forsøg på at stoppe ham gik han amok og da jeg fik assistance af en af de voksne endte hun med bare at give ham lov til at tage det med ud alligevel.. Øh? Nå.. jaja så er det da lige meget at jeg står og prøver at sætte grænser når han får lov alligevel. Og sådan observerede jeg flere situationer hvor, hvis man stampede i jorden og sagde "I waaant tooooooo!" så fik man lov, og jeg tænkte "Oh de Lolly". Der var ingen der ryddede op efter sig selv, og det var et stort cirkus af børn der løb ind og ud, med bare tæer, uden jakker, (og så varmt er det altså ikke endnu) spiste sand ("ja det gør de altså nogle gange") og hængte ud som aber i træerne. Altså.. mage til udisciplinær institution har jeg da sjældent set. Det var respekt nok mellem børn og voksne (altså de rigtige pædagoger) men de fik bare lov til så meget mere end jeg er vant til, og jeg er ikke sikker på det er en særlig god ide. Er der ikke en regel om, at hvis man først har sagt "nej" til et barn, må man aldrig sige Ja? Hvordan skal de ellers lære hvad nej er? Nå.. det er jo lidt svært at være voksen når børnene tilsyneladende må en masse ting der som regel er forbudt? Og til min store overraskelse gik det op for mig, efter et par timer at børnene slet ikke troede jeg var "pædagog" men bare en eller anden voksen der gik rundt, som de ikke behøvede at lytte efter... Great. Men langsomt samler man nogle ting op, og jeg fandt ud af at hvis jeg sagde "Dont climb on that!" så skete der ikke noget, men hvis jeg (ligesom de andre pædagoger) sagde "Feet on the floor please!" Så hoppede de ned ligeså hurtigt som de var kommet op. Så der er jo også noget med sprogbarrieren, min accent er meget forskellig fra deres, og jeg løb ind i en masse ord jeg ikke kendte og børnesprog på kiwi er åbenbart ikke så ligetil.
Der var en situation med noget kinderæg legetøj. Den ene dreng havde selve legetøjet, og den anden havde den der gule plastik-holder og de havde en dødskamp om hvem der var den originale ejer af denne værdifulde skat. Vi snakker 50'erfilm barslagsmål-stil på legepladsen, der var skrig og skrål og tårer og begge børn var helt overbevisende ulykkelige over at den anden havde hans legetøj. Hvis det var mine egne Frydenhøjbørnehavebørn så havde jeg hurtigt kunne afgøre hvem der løj, eller jeg ville vide det af den ene eller anden årsag, men jeg kunne ærligt talt ikke afgøre det, så jeg besluttede at legetøjet skulle tilhøre mig indtil de skulle hjem, og så kunne mor og far afgøre det. Den ene (den rigtige ejer) opgav nemt sin del, men den anden stak af og vi startede en katten efter musen tur rundt på pladsen.. Altså, han får da ikke sin vilje bare fordi han løber? Det ville da være totalt ligegyldigt så. Så jeg jagtede ham rundt, og efter et par runder kravlede han ind under legestativet. Og jeg ved ikke hvordan de som regel gør tingene her, men jeg kravlede da ind efter ham, tog fat i ham og tog legetøjet ud af hans hænder, og han kiggede bare på mig med store bange øjne. Altså der var et par sekunders ægte angst i de små blå, og så tænkte jeg at jeg måske lige var farlig nok, men altså? Hvad havde han regnet med? Der var ingen mulighed for at jeg kunne lade ham beholde det, de var ved at kvæle hinanden over det. Men altså de to drenge mand, jeg gav legetøjet til en af de voksne og hun tog det og lidt senere gik den ene med hende ind på kontoret, og da han kom ud blev han ved med at sige at nu havde han fået legetøjet tilbage. Og det havde han ikke, fordi den store gule plastikdims havde været så tydelig i hans små jeans-lommer, som han påstod han gemte det i. Men han blev alligevel ved med at sige til den anden dreng at han havde det, på sådan en rigtig hånende led måde, og den anden jagtede ham med et sjippetorv, og en gren osv. Og altså, så sagde de at det bare var en leg, men det var det jo ikke, og altså.. ihh de var bare en udfordring hele dagen, så spurgte den ene dreng mig om den anden virkelig havde fået legetøjet, og jeg sagde at det troede jeg ikke, at jeg troede han løj for at drille, og så blev det bare endnu værre og hvis jeg havde kendt dem lidt bedre, havde jeg bedt dem ikke lege med hinanden, men de hørte ikke efter mig, for hvem var jeg? Bare endnu en af dem som kun er der een dag alligevel.
Så man kæmper for at få skabt sig respekt hele dagen, for at de skal kunne lide een, og stole på een, og høre efter hvad man siger, og så næste dag... skal man et nyt sted hen. :)
Det havde været en ret stresset dag, og børnene var kulrede, og jeg tænkte "Snizzle ma dizzle, de er tossede her i kiwi-land!" Men mandag blev jeg sendt et nyt sted hen, med en helt anden energi. Børnene virkede yngre og alting var mindre farligt, og meget mere disciplineret. De sagde "Excuse me?, Pardon me?" og "Please" efter alle sætninger, og de sagde en lille bøn før frokosten. Jeg fik hurtigt et par venner, især i sandkassen, der blev lavet kager og is til mig, med blomsterblade og sten, og de spurgte hvad jeg hed osv.. Alligevel var der et par sammenstød, især med et par piger, som tog sand med ud af sandkassen, og jeg gav dem lov fordi de lovede at rydde det op, og de var lidt ældre end de andre, og jeg tænkte at de sikkert fik lov til det nogle gange.. Men de ryddede det jo ikke op.. og da jeg konfronterede dem med det fik jeg en "DU kan rydde det op, VI gider i hvert fald ikke!!" og så tog jeg deres legetøj fra dem og så sagde at de ikke fik det før de havde ryddet op, og den ene gik ganske lydigt straks i gang, mens den anden skreg op og klatrede op i klatrestativet og hylede løs om hvor led jeg var. Og ja... så prøvede jeg at snakke med hende men så var der frugt og alle skulle komme ind, og så slap hun jo for at rydde op alligevel, og ihh hvor var hun vred på mig.. den næste time mindst..
Men der er jo også en masse gode ting, især i den her børnehave, der var nogle søde unger mand. De var yndige og høflige, og de flabede var flabede på en cute måde, hvor man sagde "EJ hvor er du en bølle!" og grinede og så er alle glade alligevel. Staffet dér var også meget sødere, og snakkede en del med mig, der var en irlandsk pige som jeg småsnakkede med en del, og så går tiden jo hurtigt, jeg spurgte hende om en masse "Må de godt det der?" - ting, som man ikke ved hvis man ikke spørger.
Nå og så tirsdag viste det sig at jeg skulle være i vuggestue, og det er jo noget helt nyt.. Min erfaring med den alder spænder sig jo ikke længere end Michelles piger, og så når man går igennem vuggeren for at holde pause i Frydenhøj. Heldigvis må vikarer ikke skifte ble, og helst heller ikke putte til middagslur.. fordi det er bedst at det er nogle de kender.. og det er to ting jeg godt kan undvære ved de små.
Der var selvfølgelig en hel del ting jeg lige skulle lære, for eksempel da jeg skulle have en lille orientalsk baby ud af hans spisestol, og ikke vidste at man kunne flytte hans bordplade tilbage, så der var mere plads at komme ud af, og efter et par forsøg på at hive ham ud af det lille bitte hul, fik han altså nok og blev ked af det.. men den fejl lavede jeg jo ikke igen. Generelt godt ved den alder, er at hvis man bare lades som om man ved hvad man laver, har de masser tillid og tålmodighed til at man kan finde ud af det. Hvorimod børnehavealderen kan løbe sin vej, skrige og være umulige hvis de ikke er enige. Hvis vuggerbørnene ikke er enige så græder de bare. Smider sig evt. demonstrativt på gulvet og er ulykkelige, men det er så nemt at aflede deres opmærksomhed og gøre dem glade igen, og de vil som regel gerne krammes lidt. Selvfølgelig er det en langt mere afslappet energi, der er færre børn og flere voksne og jeg fortalte dem om min manglende erfaring med vuggestuer, så de hjalp mig rigtig meget, og var nok de sødeste pædagoger jeg har mødt hernede. Der var en lokal pige på min alder som jeg snakkede en del med ude på legepladsen og hende og en anden indisk pædagog der, var de første der har spurgt mig om hvor jeg var fra, hvor jeg havde været osv. Det er bare dejligere at være et sted hvor de er lidt interesserede i een, når de nu hundser een rundt hele dagen. :-) Jeg var også lidt sej på et tidspunkt, hvor en lille buttet madamme med krøller skubbede den mest skrøbelige af dem ned af rutchebanestativet, (max en meter højt, men det er jo ret langt ned når man lige har lært at gå) og jeg så det ud af øjenkrogen og greb hende et par centimeter før hendes hoved ramte jorden. De andre voksne så mit ninjastunt, og jeg fik lige en del credit der. Ikke dårligt, hun var stadig ked af det, men det var sikkert også et par farlige sekunder for hende.
Så det var lige highlights fra mit nye arbejde, jeg ved ikke om jeg bare skal opgive at tage de der store kampe op, når min tilstedeværelse er så sporadisk, men det er bare svært at være en push-over, jeg ved det ikke. Børnene opfører sig sikkert også langt mere drastisk fordi de ikke kender mig, og hvis jeg er på arbejde i en institution, betyder det at der er en voksen de er vant til, som ikke er der, og de kan jo mærke den slags "svaghed i pædagogerne" når de ikke er fuldtallige på arbejde, det kan jeg i hvert fald huske fra mit job i Danmark. Men nu ser vi hvordan det går, de har ikke kaldt mig på arbejde de sidste to dage, så jeg har bare haft fri og det er jo ikke fordi jeg sådan virkelig trænger til pengene, så det er cool med mig.

Ellers har vi nydt godt af bilen, "The Beast" som Wally kalder den. Jeg ved ikke om jeg synes det er lidt nedladende, og jeg er heller ikke sikker på det er en drengebil. Det kunne godt være en stor dame? Men indtil jeg finder et alternativ, må jeg vel acceptere The Beast.
Vi fandt en butik med bånd og har investeret i Bob Marley, Queen, Ozzy Osbourne, Red Hot Chilli Peppers, Greatest soul hits og Tracy Chapman og det er dejligt oldschool med båndafspiller mens man cruiser. Vi har købt et par sorte pimp-terninger til bakspejlet og fandt et rent hundetæppe i bagagerummet, som vi har dækket bagsædet med. Den første dag vi havde bilen kørte vi en tur ud til en strand, og lidt op i bjergene som ligger som baggrund for Christchurch og ser smukke ud. Sidste weekend var kørte vi en tur ud i en fed grannåleskov og gik en tur ned til stranden, ingen mennesker... supernice tur og vi kørte også en surrealistisk tur til Akaroa, en gammel fransk koloni med en usandsynlig smuk udsigt. Generelt fantastisk tur. På vejen derud så Wally et par skilte med camping, og vi fulgte dem for at tjekke det ud, og endte på en lille tom campingplads med en lille flod og sten, en tippie, noget græs og ikke nogle mennesker. Efter et par minutter skulle det vise sig at den underlige sorte firkant i græsset var en trampolin, og så skulle vi jo lege! Det er så meget sjovere end man husker altså. Fedt mand. Vi tog hundredvis af billeder den dag, de er at finde på facebook.
Den her weekend tager vi på roadtrip igen, til nogle steder oppe nordpå (stadig sydøen) det er lidt uvist endnu hvor og hvor længe, men forhåbentlig også et par dage ind i næste uge, nu har Wally jo ikke noget job, og jeg kan bare ringe og sige jeg kun kan arbejde onsdag-fredag hvis jeg vil. Roger og Muhammed fra vores hus, og Manuelo fra det blå hus, tager med, så vi deler benzinpengene og tager på eventyr. Wuhu. Vi har aftalt at det skal være en engelsk tur, for ellers bliver jeg nok sindssyg.

I går var det Blancas fødselsdag og det blå hus havde lavet omeletter og købt rødvin, og vi kom over for at spise og være sociale lidt. Hyggeligt, der er kommet en del ny mennesker derovre, og der blev fortalt jokes (de skiftedes til at oversætte for mig når det var på spansk) nice :) Og i aften kommer Paula og hænger ud lidt, Wally ville gerne lære at lave den der spanske kartoffelret af hende, og også lave lidt spansk undervisning til ham, hun er så sød. Nok een af mine yndlings, rigtig afslappet energi.. sjov, sød. Og måske skal vi også pakke til i morgen, så vi bare kan tage af sted når vi vil. Måske skulle vi også købe lidt ind og rydde op i camperen, så den er hyggelig at komme hjem til..
Idag er der præcis en måned til mine forældre kommer, wuhu! Det bliver så fedt, det glæder jeg mig til mand. Det betyder så også at om 1½ måned skal jeg hjem.. Åh åh.. det er jo en lidt anden sag, selvfølgelig glæder jeg mig til at se jer alle sammen igen, men... I asien havde jeg hjemve tit, til sidst var jeg ret træt af diarré, at blive snydt og af at være turist (og rig) men her er det altså noget andet. Der er så meget frihed og det er så nemt det hele. Og nu har vi alting, en bil, et hus, en campervan, en have og et skab til alt det mad vi handler ind og selv laver.. Jeg synes det er lidt en skam. Altså bare rolig, jeg skal nok komme hjem til jul.. det bliver ikke lavet om. Nu føles det bare lidt anderledes og jeg er så ked af at skulle rejse fra Wally igen, det bliver hårdt. Men det er jo ikke noget nyt altså.. Alle gode gange tre. Eller... Nu ser vi. Jeg føler mig bare ikke så sikker på at jeg bliver hjemme forevigt alligevel. Tiden vil vise.
Vejret bliver bedre og bedre hver dag, ind i mellem får vi endda noget der føles lidt som sommer, men i dag regner det. Vi har det dejligt varmt i caravanen, som er hurtigt at varme op og holder godt på varmen. Varmetæpperne gør også et godt arbejde. Jeg har købt nogle rammer som jeg har pyntet op med, en lille fyrfadsstage, og det er så hyggeligt beboet og som regel rodet herinde. Men vi er jo ikke sarte. Der er vasketøj der skal lægges sammen, og jeg er også ved at være sulten, så måske vil jeg slutte bloggen for nu, og komme videre.

NEEW ZEEEAAALAAND!!!!

2009-09-29T00:10:00.000-07:00

Okay, så nu er det ved at være nogle dage siden vi skiftede verdensdel og det første der faldt os ind var temperaturen, SNIZZLE det er koldt mand. Vi ankom i turist sandaler og lag på lag tshirts, og de første par dage lignede vi jeg ved ikke hvad, altså..
Men der er jo lidt langt fra Cameron Higlands i Malaysía og så til Christchurch, og den sidste blog ender med noget med nogle freaky deaky krybdyr. Da vi kom tilbage, gik der et par minutter og så gik Wally kold og ville ned og sove. Jeg trængte til sofa, og snusede rundt efter en plads, som sædvanlig var der rift om pladserne og folk var asociale og lå ned og spærrede det hele. Heldigvis var der en flink ældre hollansk dame som pakkede sig lidt sammen så jeg kunne sidde. Vi snakkede lidt om at rejse osv, hun trængte vist til at lukke noget damp ud, så vi dampede lidt og så gik jeg ned for at se til Wally, der var ikke meget liv at komme efter der. Jeg gik op og nassede noget gratis Wi-fi. Så skulle der jo pakkes og ryddes op osv, og så gik jeg i seng. Bussen næste morgen var fed, ren luxus egentlig, sæderne var gigantiske og der var kun tre sæder på den bredde led. Jeg sov hele vejen, ikke dårligt liv i en bredsædet luxus bus.
Da vi ankom til Kuala Lumpur var der lidt forvirring. Vi traskede ud og fandt hurtigt en indisk buffet sted, smed bagagen og spiste mens vi overværede vores videre færd. Wally havde jo den her kammerat Gan, som bor i Malaysia, men som han kendte fra studierne i England, han skulle eftersigende have skaffet os et værelse på Hilton for billige penge, og altså.. det var stadigvæk pebret i forhold til hvad vi plejer at betale for et værelse, men det var det værd alligevel. Nu var der bare lige det der med at finde ham, og Hilton osv. Vi fandt et internetsted så vi kunne få hans nummer fra facebook, så vi ringede til ham og aftalte at vi bare skulle tage derhen og så ville Gan komme med de her rabat kuponer senere. Øhh.. det stod ned i torve og wally slæbte på begge tasker, ja jeg ved godt at jeg har svoret at han ikke skulle bære min taske, men min ryg var stadigvæk usamarbejdsdygtig og gjorde egentlig ondt hele tiden, om jeg så stod, sad, lå eller gik og det var lidt af en undtagelsestilstand. Taxaen snød os, men hvad kan man forvente når det både regner og vi beder om at blive kørt til Hilton.. altså selvfølgelig endte vi med at betale en formue. Whatever. Vi kommer ind på Hilton, alting skinner og oser af stil og klasse. Wally har en møgbeskidt våd hvid tshirt på, bærer to rygsække og jeg kommer bagved, pruster og slæber på guitaren og de små tasker.. "Hej, vi skulle gerne have et værelse booket her?!" Skrankefolkene var overraskende flinke og der var ikke et glimt af løftede øjnbryn eller mistro at finde på dem, mens de tjekkede os ind. Så var der elevatoren op til 15.sal, og vores værelse var snizzle fizzle. Jeg gik rundt med åben mund det meste af tiden, jeg har aldrig set noget så fancy. På vores sengebord var der en pude-menu, så man kunne vælge den pude man helst ville have, (for penge selvfølgelig) der var køleskab med bar, snacks, badekåber, the og kaffe, badekar, et utal af sæber og cremer, room service, tv, 4 puder (genial seng generelt) klædeskab, strygebræt, internet (meget dyrt), skrivebord, musikanlæg, menukort og ikke mindst, et kæmpe vindue med en fed udsigt over Kuala Lumpur.. sweet! Vi tullede lidt forvirrede rundt og prøvede at udrede hvad der var gratis og hvad vi skulle betale (sindssygt dyrt) for senere. En cola fra vores køleskab kostede 15RM, nede på gaden kostede den 1.20RM, altså... det var rimelig langt ude. Vi drak en masse the og kaffe, var i karbad og lå på den fantastiske seng og så tv og så ud af vinduet. Gan dukkede op omkring klokken 19 han havde småkager med, og efter ham og wally havde updateret hinanden lidt gik vi ned i receptionen for at ordne det tekniske med værelset. Gan er advokat, og vi fik lov til at se ham brille med sine overtalelsesskills, det var grineren mand. Da vi kommer ned er det ikke de flinke receptionistpiger fra før, nu er det en småslesk høj fyr, og der er problemer med rabatkuponen. Gans mor er med i en Hilton klub, og i den forbindelse har hun fået 50% rabatkuponer til alle Hiltons i Kuala Lumpur, men da de bor i Kuala Lumpur har de ikke rigtig brug for dem og giver dem ud til deres venner når de kommer på besøg. Men de har en regel ang. minimumpriser på Hilton, og hvis man insisterer på at få det billigste værelse, og ovenidet vil have 50% fra, så var det åbenbart ikke okay for Hilton menneskerne. Det var ikke overdrevet dyrt, men vi betalte allerede 4 gange mere end vi plejer for accommadation, og da det så vidste sig at være nærmere 30% rabat end 50%, skruede Gan sin smooth advokat-stil på og gav den småarrogante receptionistfyr en verbal svingetur. Efter et´par minutter hentede han sin maneger, som talte sin sag på overbevisende maner og det eneste Gan sagde til sidst var: "Okay, min ven, jeg forstår jeres metoder her, det er fint.. og det er måske heller ikke jeres problem, jeg vil bare gerne have at i skriver det ned til mig, på officielle papirer, så jeg kan ringe til ham der har solgt mig det her medlemskab og sige at han har snydt mig for penge og at hans rabatkuponer er noget fis." Og manegerens smil frøs i et par lange sekunder, mens jeg så ned på mine turistsandaler og bed mig i læben for ikke at sprutte af grin og Wally slet ikke kunne kigge på nogen af os men gik rundt i baggrunden og så tænksom ud. Uden et ord ringede manegeren op til en eller anden højere i systemet og talte lavmælt. Da han lagde på kom smilet tilbage og den var hjemme. Sweet. Vi fik de 50% og havde officielt besejret Hilton og selve kapitalismen. Sikke en dag.
Gan tog os med ud og spise, et udendørs sted med store skærme med fodbold, og vi snakkede og drak en Carlsberg mens jeg prøvede at føle mig interesseret i kampen. Det var langt mere interessant at se hvordan Kuala Lumpur (og Malaysia generelt) er et sindssygt mix af kulturer og mennesker. Muslimer, Buddhister og Hinduer. Indere, kinesere og asiatere, en stor pærevælling af templer, tørklæder og folkefridage. Det er ret vildt at det fungerer. Ifølge Gan er det altsammet politisk opdelt i partier og i forsøg på at gøre alle tilfredse, får alle deres vilje mere eller mindre. Gan kørte os hjem igen og vi puttede os ned i den store bløde seng med the og småkager, og Kuala Lumpurs glimtende skyskrabere lyse op i natten udenfor vores kæmpe vindue.
Næste morgen stod vi sent op og gik ud for at se på byen. Vi tog metroen og det var nemt og billigt nok, var ude og se på et market, var online og prøvede at få alle vores papirer printet ud (flybilletter og nz visa) Men det lykkedes Wally at låse sin visa-konto i 8 timer, så han kunne ikke printe sit. Bummelum. Nå vi var henne og se på nogle tårne der engang var verden højeste skyskrabere og de var fine nok, totalt underligt og tilfældigt går vi bogstaveligt talt lige ind i Franzi og Andy, et tysk par vi mødte i Cameron Highlands (Wally var ude med Andy og en anden guitarfyr ogmig og hans kæreste sad og snakkede et par timer på vores GH.) Vildt. Så gik vi rundt med dem i et par timer, småsnakkede, og så skulle vi videre ud og mødes med Gan, han samlede os op på en station og kørte os hjem til ham. Og sikke et pimp hus! Kæmpe stort, med elevator, 3 stuer og jeg ved ikke hvad. Hans far var død for 2 år siden, men han boede der med hans søster og mor, og vi kom ind og sad ned og snakkede lidt. Gans forældre er af Indisk slægt men er født og opvoksede i Malaysia. Gans søster talte med en grineren American Pie-chick, accent og Gans mor lignede en på 30, selvom Gan påstod at hun var 55.. Snizzle, yoga og sund kost gør altså en forskel. Vi snakkede lidt og så kørte vi ud og spise noget indisk. Bagefter kørte Gan os hjem til Hilton og vi pakkede og nød værelset. Jeg fik et fedt opkald fra Sara og vi snakkede dejligt og dansk og det var rart. Vi pakkede alt hvad der så ud til at være gratis, alle sæberne, og den gratis te og kaffe (og sukker, mælkepulver og sødemidler) wally snakkede om at tage badekåben, men jeg talte ham fra det fordi jeg troede han mente tekedlen og det syntes jeg ville være liiiige dristigt nok.

Nå det var tid at starte flyveturen til New Zealand, hotellet bookede os en taxi og vi kom derud i rimelig god tid, men vi løb ind i problemer ved check ind. Skrankedamen hentede hurtigt hendes chef og vi blev taget hen til en anden skranke så vi ikke spærrede køen. Tilsyneladende var det et stort problem at vi ikke havde visa til Australien (selvom vi ikke havde tænkt os at forlade Melbourne lufthavn) og når man rejste med Air Asia (fordi det er et budget-flyselskab) har man åbenbart ikke lov til at være i transit uden at have turist visa til landet. NO hvor skalk mand! Men heldigvis var det ikke så slemt, vi skulle bare gå online og ansøge for turistvisa til Australien og så var alt okay. Yes, så kunne vi få lov at tjekke ind og
vente på flyet. Ved håndbagage check ind tog de min broderisaks, men opdagede ikke min fold-ud saks som er langt mere drabelig, det syntes jeg var lidt tarveligt, men okay. Turen var okay, det var jo et ret billigt fly og okay, vi er måske vant til lidt mere flyluxus, men det eneste vi fik på de 7 timer var lidt ris vi havde bestilt da vi købte billetten, alt andet skulle betales for. Drikkevarer, snacks, vand.. der var små skærme med film og spil, og dem kunne man bruge for en lille sum.. Skalk. Nå vi havde ikke nogle kontanter tilbage og vi endte med at sweet talke os til at få en kop varm vand... til deling. Vi havde nogle sandwiches og rissnacks, og vi sultede jo ikke ligefrem, men det er lidt for dårligt at man ingenting kunne få, og deres fluesmækker virkede ikke, så jeg kunne ikke bruge kortet. Jaja pytpyt, man kunne bruge kortet på skærmene så vi havde underholdning nok at få. Timerne gik hurtigt alligevel.
I Australien (og i New Zealand) er de hysteriske med hvad man tager ind i landet og vi havde problemer med Wallys jonglør-bolde, og den ene blev skåret op og undersøgt. Vi endte med at lade dem beholde den, og de var også lidt interesserede i Sokrates, men de lod os igennem uden det store. Og så var der lige 10 timer at vente før vores fly fra Melbourne til Christchurch ville lette. Vi fandt en subway sandwich og en te og wally fandt en ny ven at snakke med, jeg skrev lidt blog og snakkede med en ældre mand der også skulle sove i lufthavnen og med et fly næste morgen. Det gik fint med at sove, jeg pakkede mig ind i soveposen og klarede den larve -style med 4 gode timer og tiden gik egentlig hurtigt nok med at stene lidt og ligge lidt og så var det på tide at tjekke ind igen.
Selvfølgelig var der problemer ved check ind, wally havde ikke noget bevis på sit New Zealand visa, og der skulle nogle opkald og noget charme osv til. Men det gik okay og det var ret utroligt så meget man kunne mærke forskellen på menneskerne, meget mere åbent og venligt og det var alt sammet en dejlig forandring. Det her fly var kun 3-4 timer og det gik fint og hurtigt. Det var en fantastisk udsigt over vand og land, og især landingen var utrolig smuk. Der var skyer og mælkefarvet i lang tid, men da vi kom ud under dem var der ligepludselig bjerge over det hele. Bjerge med sne. Det var så vildt mand! Det lignede kager med puddersukker, der var også irgrønne græsmarker og blå himmel og det lignede et overdrevet maleri. Så vildt.. Wally sad og sov med det ene øje åbent og jeg prikkede til ham, og vi sad lidt sammen og sagde Wow. Nå, i stedet for at lade som om vi ikke havde noget at fortolde, udfyldte vi denne gang vores skema sandfærdigt og indrømmede at vi havde skaller og koraler fra havet, støvler (muligvis med jord på) træ (sokrates) og derudover at vi indenfor de sidste 30 dage havde været i en skov, på en gård og i kontakt med eksotiske dyr. Ja. Det var rimelig garanteret at de skulle gennemrode vores bagage da vi nåede frem. Først skulle vi udspørges det ene sted og så det andet. Så kom vi ind og stod meget belejligt foran en stor tonet rude, og ventede der i 20min før der kom nogle og tog Wally med til udspørgelse først. Han skulle svare på alt muligt, hvordan vi mødtes, hvor vi skulle hen, om han havde stoffer med osv osv. Men han må have klaret det fint for jeg skulle ikke interviewes, de tog os med hen til et bord og så kiggede de i vores tasker, og prøvede at gennemlyse os med deres imaginære laserblik for at se om vi havde noget at skjule. Det tog en lille time, men det var okay.. Vi fik endda lov at beholde det hele og endelig var vi i New Zealand. KOLDT MAND. På den anden side af ankomsthallen var der et turistcenter og de var vildt venlige og bookede helt gratis et værelse til os på et hostel i centrum, vidste os vej til bussen og det var så nemt så nemt. Hostellet var nice nok, underligt at være tilbage på så backpacker agtigt et sted. Vildt at det var så nemt at kommunikere. Dagene er gået hurtigt, og vi har bare gået rundt og ledt lidt efter arbejde, kigget på byen. Her er meget hyggeligt, der er en lille sporvogn som futter rundt i centrum, der er små rækkehuse i pastelfarver, kaffe og kage-tilbud, inderrestauranter og flinke folk i store jakker. Den første hele dag vi havde i Christchurch, gik vi rundt og frøs med 3 bluser og jakke, striksokker i turistsandalerne og jeg lånte wallys bukser fordi alle mine er sådan nogle tynde flagre-nogle. Så var det så fint at vi løb lige ind i en genbrugsbutik, og efter en times "Wuhhh det så billigt! Wuuh den er flot!" endte Wally med en cardigan og en wannabe skind-jakke for 60NZD, og jeg fandt et par fløjlsbukser og en lynlås poncho for 26NZD, snizzle altså, det er lige over 100 kr, og det er jo ikke dårligt når man befinder sig på en så dyr side af verden. Så frøs vi ikke (så meget) mere og vi så ret stylede ud når vi nu slentrede ned ad Chrischurchs gader som et andet gammelt brunt hippiepar, og udforskede og kiggede os omkring. Der er lidt af en Barnaby stemning her, mange af bygningerne er gamle, og engelske og forleden var der et market, med en lille kineserpige der freestylede noget klassisk på hendes violin... og mere Barnabyagtigt kan det vidst ikke blive. Fedt. Wally købte en dreadyhat og han ser efterhånden helt stileren ud, han har endda formet sit skæg lidt, han blir så anstændig når han leder efter job :)
Men man kan jo ikke bo forevigt på et hostel, det er dyrt og vi har jo planer om at finde arbejde her, så vi skulle finde noget lidt mere long term, vi var ude og se på et lille rækkehus, ikke noget særligt, meget alla "Her hænger et gammelt lagen på en reol, så nu er det et bord, og her er fem forskellige møbler det kan godt blive en sofagruppe" osv osv. Det havde potentiale, men var koldt og ikke særlig hyggeligt. Vi blev enige om at sove på det, og endte til sidst med at blive enige om at det nok kunne blive hyggeligt. Men da vi kom tilbage næste dag var det allerede taget af en anden. EJ mand. Skalk.. så ringede vi lidt rundt, men alt er dyrt og upraktisk, og det så bare ud til at vi havde dummet os med ikke at tage den lejlighed. Nå man er vel ikke helt fortabt før man går online og søger, og ud af det blå finder vi det mest fantastiske tilbud. Et new zealands par havde købt et dusin huse 3 min fra vores hostel, og 10min fra centrum, og lejede dem ud som kollegier for billige penge, altså man fik et værelse og delte så facilliteterne med de andre i huset. Urban Rooms kalder de det (hvis far vil slå det op) og vi endte med at flytte ind i Urban Haven. Eller dvs, vi er faktisk flyttet ind i en caravan i haven, for det var lidt billigere, og nu har vi faktisk vores eget lille hus. En lille håndvask, seng med varmetæpper, lille bord og bløde stole, køleskab, vinduer og masser skabe og hylder! Wuhu. Det er så hyggeligt. Vi har fyldt det op med hjemlige ting, og det er bare så dejligt. Det er nemt at varme op fordi det er så småt, og det er jo ligesom vores eget lille hus. Selvfølgelig er vi velkomne inde i huset, og madlavning, toiletbesøg osv indebærer jo at vi går indenfor. Men altså, så kan vi drikke en kaffe fra vores egen kedel og sidde og spise sammen alene hvis vi vil det. Det er bare så fedt. Og folk her er så nice, der er et par argentinske piger som virkelig gør en indsats for at vi skal føle os hjemme, igår aftes tog de os med over i det blå hus (et andet Urban rooms hus) og introducerede os for dem derovre, og de er også så søde altså. "Jaja, i kan altid komme herover, også selvom vi ikke er her!" og vi hang ud derovre og fik et par øl og de er virkelig flinke og åbne. Superfedt. Mange af dem er på vej ud af New Zealand, og de behøver slet ikke gøre sig så umage for at vi skal føle os hjemme. Det er dejligt. "Welcome to the family!"
Vi har ikke haft så meget held med selve arbejdet endnu :) Men vi giver jo ikke op så let.

Fra Railay til Malaysia

2009-09-24T23:50:00.000-07:00

Hurra, idag er det regn og torden, gekkoerne gemmer sig under vores bungalow og hønsene løber ud for at plukke våde orme, mens de klukker til hinanden og afslører deres tilstedeværelse. Vi blev vækket af tordenen og så er der jo ikke noget at sige til at det bliver en dag under myggenettet, med bærbaren og bogen og kaffen, som bliver serveret på frisbee, fordi det er nemmere at bære den. Vi er ellers gode kunder nede i vores lille Small World Bar, idag gav de os en lille trekantet palmebladsindpakket gave, med sticky rice, meget sticky og ikke så meget rice, men stadigvæk ret lækkert. Og så kaffen, som lige er dyr nok når man nu ved det er noget 3 i een, pulverblanding de har som de putter i kogende vand. Smager godt. Det er dog lidt en skam at vi ikke har elektricitet endnu. Pcen går snart ud, og jeg sukker efter at få tændt vores 'fan', det er ikke koldt bare fordi det regner, næ nej. Igår var nok en af de smukkeste dage vi har set her i badeland. Det var klar blå himmel, bagende hedt, og ekstremt højvandet, hvilket betyder at alt det smukke blå vand fuldstændig opsluger den ellers ret brede strand og man må gå i vandet hvis man vil nogle steder hen. Vi kunne desværre ikke bare ligge og dase i vandkanten, vi havde allerede lagt planer; vi skulle ud og klatre. Rock climbing, med en sikkerhedsline på og så bare lodret op af klippevæggen. Uha Uha. Alle gør det her, folk kommer hertil kun for at klatre, folk tar på ferie her med vilje, så de kan klatre her. Det 5. bedste klatrested i verden, kalder man det. Og hver dag ser vi begyndere og professionelle gøre det spiderman style højt og lavt på de mange kalkstens klipper der er omkring os. Alarmen vækkede os lidt for tidligt så vi klikkede snooze hvert 9. minut i to timer før vi stod op, det er utroligt at man ikke bare tager en beslutning første gang, og så sover igennem de to timer. Men op kom vi, ned til stranden og spise en æggesandwich, og vi havde jo kortene med til at underholde os mens vi ventede på maden. Det er den restaurant med den bedste udsigt på Tonsai, men det er nu ikke et helt kulinarisk måltid man bliver serveret, tilgengæld er vi blevet glade for den sandwich og det er Tonsais bedste plads. Men der er nu en anden ting ved det her sted som er lidt sjov. Medarbejderne. Altså vi har set 3 ind til videre, og de har ligesom alle tre hver deres underlige gimmick. Den bedst engelsktalende og den ældste er en mand, med et meget sparsomt udvalg af tænder, og dem der er, ser også lidt mærkelige ud. Det er lidt svært ikke at stirre. Så er der en ung knægt, med et sindssygt monobryn, der er ikke noget hud at finde i mellem hans øjne, plus han har overbid. Den sidste er en pige, med det rundeste hoved, og rimelig buttet krop, og så har hun mørkeblå kontaktlinser, (altså man kan godt se det ikke er naturligt, når resten af hende er 100 % thailandsk) og igår morges var den tandløse mand helt vild med vores kort, og skulle vise os et korttrick han kunne. Han kaldte dem over en og en så han kunne prøve det på dem. Efter 3 eksempler havde Wally og jeg gættet hvad hans trick var, (ikke nogen fantastisk præstation, han havde smugkigget på bundkortet) men de to andre var helt i chock over hvor utroligt det var at han altid kunne finde det kort de lige havde valgt De tog sig til kinderne og grinede og stod med åbne munde og kunne slet ikke sætte en finger på hans genialitet. Og det var bare sådan et sjovt øjeblik, og jeg følte lidt at jeg var med i en film eller noget. Efter noget tid, lavede Wally samme trick på fyren og så kaldte han de to andre over igen, og så skulle Wally først trylle for dem og så skulle jeg. Meget fjollet. Endelig fik vi lov at spise sandwich, imens de to andre stadigvæk grublede over hvordan det var muligt. Cirka en time før vi skulle mødes med vores klatreguide begyndte vi at krydse over fra Tonsai til Railay, pga. det vilde højvande var der ikke noget med at gå udenom, og man måtte endda tage bukserne af, for stranden mellem klippevæk og havet var væk, og Wally gik med tasken over hovedet mens vandet plasket mig et stykke op over navlen. Dejlligt at blive kølet lidt ned dog. Det bliver nemmere og nemmere at komme over på den anden side (samme sted som lige da vi ankom hvor vi skulle over med taskerne!) Nu kan man også genkende stederne, og man behøver ikke tænke så koncentreret på ikke at falde, glide eller træde forkert. Nu kan man bare hygge sig med det. Det er dog stadig nødvendigt at hoppe i vandet bagefter, især når det er så indbydende og luften er så varm. Så det gjorde vi, bare lige ti minutter til at køle ned, og så videre. Ikke dårligt liv. Da vi ankom til vores klatreven skulle vi prøve udstyr, klatresko som er meget små og gør ondt (selv idag) Det er ligesom når man har høje hæle på, og for lange negle på tæerne, eller bare har for små sko på og danser med dem. Og en sele som går rundt om hvert lår og rundt om maven, bagpå hang der en lille pose med kridt, som man kunne dyppe fingrene i, så de ikke gled af stenene. Så skulle vi lære noget om knuder og generel snoreundervisning. Så kravlede han op og satte snoren fast, 7-8meter høj var turen, og så kunne vi begynde. Wally først. Jeg var hans snorebuddy. Dvs. jeg var ansvarlig for at han ikke faldt ned. Jeg skulle holde snoren stram og give ham ekstra snor, jeg skulle også fire ham ned når han ville ned igen. Han var måske ikke helt tryg ved at det var mig der skulle gøre det, nu da det var første gang, og han har lidt højdeskræk, jeg ved heller ikke helt hvorfor jeg var så frisk på det.. Men det var jeg bare. Og jeg klarede det fint. Blev ret træt i hånden dog, og jeg ville hellere gemme mine sparsomme kræfter til når jeg faktisk skulle klatre selv. Wally var meget begejstret da han kom ned, men jeg var nu altså ret nervøs. Det føltes som jeg skulle til eksamen, eller på scenen og optræde med et eller andet. Jeg havde kvalme og det svimlede lidt, men jeg gik igang, og det gik ret godt tror jeg. Jeg gjorde mig umage for ikke at kigge for meget ud. Der var ret langt ned, når man nu bare hang i en snor og man kunne se ret langt ud. Guiden gav os råd nede fra jorden af, og han vidste hvor der var gode steder at sætte fødder og hænder. Da jeg så var oppe, og kunne stå oprejst og kigge ud, var det godt nok et sug i maven. Uhhhhhh!! Så skulle man jo ned igen, og det foregår meget grænseoverskridende med at man bare skulle læne sig ud fra væggen. Læne sig tilbage. Ahhgg... er du tosset mand? Men det endte med at blive meget sjovt, og hvis man sparkede væggen væk og hoppede ned, var det faktisk ret sjovt. Puh. Rystede stadig lidt da jeg kom ned. Min krop er lidt sådan "Nej, hov. Mennesker skal ikke klatre lodret op af ting, det er ikke ment to be." Men anden gang var nemmere, jeg tog samme rute og jeg denne gang må jeg indrømme at jeg var ret sej. Det var nemt og hurtigt og jeg holdt ikke rigtig pauser, bare dum dum dum, yes, så var jeg oppe og så fire ned igen. Weeee....
Nr to rute vi prøvede var lidt for umulig. Efter en 3-4 meter kunne jeg ikke komme videre, klippevæggen bøjede en lille smule udaf, så du kravlede ikke 90grader men lidt mere, sådan at du ikke kunne stå rigtigt, du skulle spænde for bare at holde benene på væggen, altså bare meget meget lidt. Men jeg havde ihvertfald ikke råstyrke til at hive mig selv op over det der stykke. Desuden var der heller ikke rigtig nogle steder at holde fast ordentligt. Mine fingre gled lidt af og jeg kunne ikke sætte ordentligt af med fødderne og jeg endte altså med at give op. Wally klarede den lidt højere end mig, men sad også fast og gav op. Det er ikke så rart når man er midt i det og man bare kan mærke at musklerne siger nej. Ligesom når man laver en armbøjning og man bare ikke kan strække armene og løfte sig fra jorden igen, bare 6meter fra jordens stenede overflade, altså. Ligesom en stopklods. På det her tidspunkt kunne det mærkes i armene og vi troede at vi var for trætte nu og ikke kunne mere, men vores guide lokkede os til at prøve en tredje rute. Den var nemmere lovede han. Jeg skulle først for Wally havde lige klatret og trængte til pause. Det gik ret godt, det første stykke var teknisk svært, det var svært at se hvor man skulle holde og træde. Heldigvis havde guiden hjulpet folk igennem hundrede gange og han sagde "Højre fod til højre knæ. Venstre hånd højere op, højere, højere, mere til venstre, der!! Stræk benene.. kom så kom så kom så! Yes! Du er der. Højre hånd op.. ja, venstre fod til højre fod!" osv. osv. Så det gik ret hurtigt at komme dertil. Det næste stykke var en forlystelsespark af gode holde -og trædesteder og det gik knaldgodt i noget tid, men så ligepludselig blev jeg træt, og det blev sværere at holde fast. Stod ret akavet på væggen og tænkte at jeg ikke havde kontrol over det her stykke. Og så ligepludselig ud af det blå gled jeg. Svup, arme og ben slap væggen og jeg faldt....
.... 5 cm max, så havde snoren mig. Men de få sekunder hvor jeg ikke havde kontrol og hvor jeg var på vej ned mod jorden, glemte jeg alt om at der var en sikkerhedssnor. Jeg skreg højt og pressede øjnene i. Og så var snoren der, og krammede væggen som en edderkop (ikke ligeså sejt, men samme ide) og de råbte dernede at jeg skulle slappe af og bare sidde i snoren lidt. Snizzle. Så græd jeg lidt og tænkte "HVAD LAVER JEG HER MAND! Jeg vil ned, jeg vil ned, jeg vil ikke kravle ned, jeg vil VÆRE nede!!!" Jeg lod være med at kigge ud, sundede mig lidt, ignorerede en del råb dernedefra. Og efter jeg havde tænkt at jeg ville ned hundredegange begyndte jeg alligevel at kravle op.. jeg ved ikke hvorfor, og jeg klarede hele vejen op og sejren var sød. Jeg havde dog ikke lyst til at stå der så længe og blev firet ned på et lille minuts tid. Puuhhh.. jord.. dejlig ting. Guidefyren grinede af mig og spurgte om jeg savnede min mor, og selvfølgelig gjorde jeg det. "Idiot!" tænkte jeg.
Efter Wally havde klatret den havde jeg ikke så meget lyst til mere, det kunne altså også mærkes i arme og fingre og vi sagde tak for idag til vores guide, og skyndte os ud for at nyde det blå vand på Railay beach lidt, inden det helt forsvandt tilbage ud på havet. Det er fordi det lige har været fuldmåne så bliver det meget højvande om dagen, og meget lavvande om aftenen siger de, jeg synes det er en ret mystisk ting den der måne-vand forbindelse. Vi badede lidt, til det blev for koldt og så gik vi uden om den lille klatreklippe tilbage til Tonsai bay. På vejen spiste vi på restauranten hvor alle de muslimske piger arbejder, og det er som sædvanlig rigtig dejligt. Hjem og ibad og vaske saltvand af, og så skulle jeg lige på nettet lidt. På vejen hjem faldt jeg over en pandekagebod og købte mango og chokolade pandekage med hjem. Så klarede vi endelig den sværeste bane i Minesweeper, den med 99 bomber (enhver halvgammel Windows har et minesweeper spil) Efter hundredevis af forsøg, og sene nætter fulde af skuffelse og ærgrelse klarede vi det endelig. HURRA. Så lavede jeg et skrivebords billede med vores sejr og inden længe snorkede jeg, mens Wally så et par afsnit af Curb your enthusiasm. (Klovn på amerikansk, Casper og Frank har tyvstjålet konceptet kan jeg sige jer!!! Ingen tvivl om det.) Og idag kan klatringen mærkes i udvalgte fingre, håndled og lår, vingemusklen på ryggen og tæerne. Heldigvis er det dårligt vejr, så der er ikke noget med kajakker eller klatring idag, Jeg er sulten, og skal prøve at lokke min kæreste til at slippe den bog han har fundet og gå med mig ud og jage efter føde. Det regner ellers endnu. Jeg kunne godt have tænkt mig at det klarede op, så vi kunne bade lidt idag, det er også ved at være nogle dage siden vi har kastet frisbee. Sådan nogle ting skal jo holdes ved lige.

Idag er det så onsdag, klokken er 7:38 morgen og vi sidder/ligger på den muslimske restaurant. (de har alle tørklæder på her) Vi havde ikke urimelige men forholdsvis imponerende målsætninger for dagen, som skulle indeholde krydsningen til Malaysia, og endda ankomsten til Cameron Highlands - et frodigt regnskovs højland, skulle det gerne være. Men ak. Klokken 5:30 i buldermørke, i piskende stormregn, trak vi i vores rygsække og traskede ned til stranden, hvor en båd skulle hente os og sejle os til fastlandet, derfra skulle vi med en bus til Hat Yai, og derfra med en bus til grænsen, og efter krydsningen skulle vi med en bus derfra til Butterworth, og derfra til Tanah Rata, eftersigende der alle bacpackerne tager hen. Jo der er ret mange ting der kan gå galt undervejs, mange busser man kan misse, og mange stops man kan fare vild på. Men vi nåede ikke engang ud i vandet, for vores båd dukkede aldrig op.

Klokken blev lidt småsen igår, da Barnaby nr 2 blev sat på, ja vi har jo set det meste 100 gange, men DVDafspilleren er næsten officielt afgået så vi kan kun se hvad der er lagt ind på bærbaren, og da vi satte telefonalarmen til 4:50 beregnede jeg at der var lige knap 4 hurtige timer at sove på. Men det er jo godt at være træt når man skal busse hele dagen, det er bare ikke helt så motiverende at have en lang dag i vente, og vide at den begynder med at man er træt. Oven i det, vågnede jeg hver time og rodede rundt og ledte efter telefonen, for at sikre mig at den stadig var tændt (den går ud ind i mellem) at klokken ikke var for mange, eller at vi ikke havde overhørt alarmen på grund af det ekstreme regne-storme-vejr der buldrede løs på vores bungalow-tag. Så jeg sov ikke så godt. Alt var parat dog, soveposen skulle bare pakkes ned, så regnslaget kunne komme på tasken, bærbaren skulle i håndbagagen, en BH på, bukserne af, så de ikke blev våde og regnjakke yderst. Så var vi klar, traske traske. I bar numse og rød regnjakke ned af grusstien, mens frøer og andet natliv tydeligvis havde overtaget her i de tidlige timer. Der var intet at se på stranden, og da det regnede satte vi os op på restauranten, lige foran det aftalte mødested, klokken 5:34. ...Vi veeeeenteeeeer!... Gik rundt for at finde nogle tegn på liv, var der ikke et lille lys der? Nej. Ledte efter ure for at se om vores bare var galt på den, men det var for mørkt. Så blev det lysere. Og lysere, og nu kunne vi se klokken, den var god nok. Vi kunne se hele stranden og der var ikke nogle både. Klokken 6:14 satte vi nogle stole sammen, tog så meget tøj på der kunne findes frem og lagde os ned. Bummelum.. Jeg kunne ikke sove, men Wally fik sig en morfar tror jeg. klokken 7:45 dukkede vores travelguide op på motercykel, i blå boxershorts hevet helt op over navlen (som det eneste), men en rød rose tatoveret på skulderen (meget pirat) og med en forklaring: På grund af regnen og uvejret i nat kunne båden der skulle hente os, ikke komme ind til stranden. Det var farligt. Altså jeg skal ikke kunne sige helt teknisk hvorfor, men der er mange sten, og de der longtail både vipper altså meget, måske er det derfor, på den anden side skulle man måske tro at de lokale her kan finde ud af det alligevel? Det er jo regnsæson og det kan vel ikke være første gang.
Nå jaja hvad kan man ellers gøre, end at sige "Okay.." Og han foreslog at vi tog den næste bus klokken 10:00, "Okay..." Så håbede han at båden kunne komme ind denne gang. Nu er vejret stilnet af, så jeg tør godt håbe lidt på at det er muligt.
Ihh hvor spændende og backpacker agtigt, så lå man lige og sov på en restaurant som en anden vagabond, og hvor er det dejligt afsides og eksotisk at båden ikke kan komme ind til stranden, uha, vi er strandet! Men det er bare også irriterende, for nu betyder det at vi formodentlig ikke kan nå Cameron Highlands idag, da den sidste bus går fra grænsen klokken 14.30 og at vi ankommer lige omkring 15:00 med klokken 10-bussen, og det er foruden krydsningen, som gerne skal tage en time. Så vi har i stedet besluttet at tage helt til Kuala Lumpur (som er 5 timer for langt) men fordi det kan rejsefyren arrangere, så bliver tingene en del nemmere, så skal vi bare have klistermærker på og gøre som der bliver sagt, og vi behøver ikke rende rundt og spørge og lede efter den ene bus efter den anden (og der er vidst ret mange forskellige busser, hvis man tager med det offentlige) Så i stedet for at vågne op i Cameron Highlands, vågner vi op i Kuala Lumpur og skal med en 5 timers bus tilbage.. øv. Men siden vi ikke nåede den tidlige bus, skal vi alligevel sove et sted og misse en dag i højlandet. Hvis man skal blive gnaven og skylde skylden på nogle må det vel være os selv, fordi vi glemte tiden og endte med at spendere 19 dage her, og ikke gemme god nok tid til Malaysia. Der er jo under en uge til vi flyver til New Zealand! Underligt at tænke på. Så bliver det noget helt andet.

Men ellers har det nu været godt her på Tonsai, i går var der jo pludselig en masse ting der skulle gøres. vi skulle betale vores husleje, og købe busbilletter, vi skulle pakke, rydde bungalowen op, jeg skulle udvælge hvilke skaller og koraller fra min samling jeg ikke kunne leve uden, vi skulle købe nogle ting, og generelt forberede os psykisk på at sige farvel til paradis og sidde i busser og vade med bagage hele dagen idag. Der skulle jo en del penge til, og vi måtte bide i det lidt utilfredsstillende æble og krydse over til Railay for at finde en hæveautomat. På vejen fandt vi også nogle chips med pizzasmag (det er lidt snyd synes jeg, alle ka jo sige pizzasmag?!) Men de var nu gode. Noget toiletpapir, en soyamælk til Wally og en blandet bærjuice til mig, og den lille blærebetændelse som jeg prøver at slippe af med. Det var en ganske produktiv dag, men ikke meget at skrive hjem om, meget af tiden gik med at argumentere for eller imod den tidlige eller den lidt senere båd (Ja nu tager vi så den sene, selvom vi blev enige om den tidlige) Om aftenen var Wally på Skype med sine forældre og vi spiste vores sidste vegetarburger måltid på den afslappede Peace&LoveBar, med tøsede bossanovaversioner af Buffalosoldier og andre hits til at akkompagnere regnen.

Men i forgårs havde vi en superfantastisk dag. Det gik op for os at der ikke var længe til vi skulle flyve ud af Kuala Lumpur, og at vi vidst måtte til at rykke. Så vi købte en éndags pakke tur, med snorkling, motorbåd og en smule sightseeing. Hurra! Først tog vi en træbåd ud midt på havet, hvor en motorbåd dukkede op, og vi lavede en frygtet, men elegant krydsning fra det ene gyngende gespenst til det andet. Inde i motorbåden var der en masse spanske bikinipiger, ægtepar og turister, og så sejlede vi. Fuld fart henover bølgen. Det regnede lidt, og det var en åben båd så det var måske ikke lige så smooth. Men vi klarede den. Det første stop var snorkling. Vi lånte snorkeludstyr af de blå guider og så sprang vi i. Wally havde egentlig ikke lyst først, men da han så fiskene igennem det klare vand dukkede han alligevel op og overraskede mig midt i korallerne. Og det var nu noget helt fantastisk snorkling vi gjorde os der. Blå, lilla, røde koraller, gule, orange, grønne allefarvede fisk. Der var en sort og hvid fisk, hvor farverne skiltes af en helt lige skråstreg på midten. Med lange læber, ligesom en and og den guffede sand i sig og spyttede det ud i surrealistiske røgskyer. Så var der tigercamouflerede fisk, hvide gennemsigtige fisk, søagurker der lå helt stille på bunden, meterlange tynde tynde sølvfarvede ålfisk med lange snuder, mørkelilla runde fisk og gul og blåstribede gubbi-agtige fisk der vrimlede omkring os og ikke flyttede sig for noget. Man svømmede bogstaveligt talt ind i dem, og de nappede altså også lidt. Lidt suspekt. Så var der rigtig mange fantastiske muslingeagtige ting på bunden, store og små, med bredde bløde "læber", i allemulige farver, der lukkede sig forsigtigt når man svømmede henover. Wally viste mig også en stor lilla/sort alien-ting. Det lignede en blanding af en muteret søstjerne og en sprutteart, og den var ret imponerende. Gad man havde en lamineret oversigt af havdyr, når nu man kunne pege og sige "Den så jeg!" Ved så mange af dem. Ja det var fed snorkling. Bagefter var det tilbage til båden, og vi sejlede til et nyt snorklingsted, der også var rigtig fedt. Nu kan jeg jo ikke huske hvad vi så hvor, men det hele var nice. Så det næste stop var den strand hvor de havde filmet "The Beach" populær halvfemserfilm med DeCaprio og hende der spiller Galadriel i Fellowship of the Ring. Det var også en smuk strand, blåt gennemsigtigt vand, hvidt støv-sand og lysegrøn skov. Jeg kunne ikke genkende det fra filmen dog, men okay. Så var der et lidt unødvendigt stop på en strand, hvor der var aber, så alle turisterne kunne gå ud af båden og hen til et træ med aber og tage billeder og fodre dem med junk og gå tilbage til båden og efterlade deres skrald på stranden.. tsktsk. Så var der frokostpause, buffetbord, med pasta, ris, varme retter, kaffe og frugt, og en halv time at slå mave på, og så sejlede vi videre til det sidste stop, Bamboo-island, som var et surrealistisk sted, med bambus skov i sandet, og lavt klart vand. Man kunne snorkle lidt mere her, det var ikke koraller og sådan, men der var stadigvæk fisk at finde. Wally er nu helt vild med snorkling og plaskede ivrigt rundt, min maske var fesen og duggede helle tiden, plus de gul og blåstribede fisk nappede rimelig aggressivt. Og jo det jo bare et lille nap men man bliver da lidt forskrækket. Det er fordi guiderne fodrer dem for at lokke dem hen til turisterne, det kan de jo så godt lide. :) Så nu når de ser det hvide turistlår så napper de, for måske er det mad? Men inden jeg fik nok af min duggemaske nåede vi da lige at se en af dagens højdepunkter. En kæmpefisk, i alle mulige farver. Lilla, grøn, rød, det lignede et fantasifuldt barn der selv måtte farvelægge, eller en Disney tegner der tog tingene lige et skridt for langt. Vildt. Her så vi også en leopardplettet fisk, med små runde finner, og en mørkeblå lang fisk, der baskede med finnerne ligesom en fugl. Gad vide hvad grunden er til at de er blevet lavet så smukke? Fedt. Mens jeg sad og brunede lidt på stranden kom guiden rundt med frugt og kage, meget fornemt altså. Så var det hjemad, og Wally syntes at vi skulle sidde forrest, på spidsen af den åbne båd, selvom det nok ville blive lidt vildt. Og det blev vildt! Båden hoppede og vi fløj, det gik vildt hurtigt, ikke noget med at slippe med den ene hånd for at rette på solbrillen, det var bare med at holde fast. jeg klukkede og hvinede det første lange stykke tid, men så måtte jeg lukke øjnene og trække vejret, så blev det altså liiiiige gyngende nok. Vi var de første der blev sat af, desværre kunne de ikke nå ind til Tonsai Bay, så vi måtte gå hjem fra Railay beach. Det jo ikke så smart at man har sin søde blå kjole på, når man skal klatre igennem mudder og sten, hive sig op ved rødder og reb og generelt svede og bløde lidt for at klare det. Men det gik fint. Trængte rigtig meget til et bad, sæbe og sandfri hud. Vi havde begge også nogle konsekvenser at mærke der følger med at være våd og have badetøj på hele dagen, men det var superfedt mand! Rigtig god dag.

Dagen før det var det dejlig dejlig solskin, og vi udnyttede det til at bade og udnytte bølgerne mens vejret var til det. Snakkede en del om at klatre, men det blev ikke til noget, og vi nåede aldrig at klatre igen faktisk, men det er nu også okay. Så vi spillede bare frisbee, legede med krabber, tegnede i sandet osv osv. God dag, der må være gået en del dage med den slags, for vi har alligevel næsten været her i 3 uger, snizzle. Det føles som knap 2.

Nå, vi klarede det! Det er fredag, klokken er 18:42 og vi nærmer os vores 2. anden aften i Cameron Highlands. Wee... Her er lidt koldt, det er ret dejligt. Man er nødt til at have lille trøje på. Lige nu har jeg halstørklæde, striksokker og trøje og jeg drikker the! Men jeg har også lige været i bad. Desuden regner det ret meget om aftenen, og alt er vådt og koldt. Men det er en ret god forandring, endelig har man lyst til at putte sig i soveposen om aftenen, og man sveder ikke imens. Nå. Men det var nu ret besværligt at komme herhen. Snizzle. Det var sikkert de to værste rejsedage vi har haft, jeg havde lidt svært ved at holde optimismen kørende til sidst. Når man tænker på hvor nemt det er at komme hundredvis af kilometer i Kina med tog, eller selv Laos som er så lille og hvor det er busser der svinger og svajer som et skib, så var jeg godt nok lidt i chok over at det tog os omkring 40 timer at komme fra Railay til Cameron Higlands.
Vores guide på Railay havde kun forbindelser til enten Hat Yai (en Thailandsk by en times tid fra grænsen til Malaysia) eller hele vejen til Kuala Lumpur, så vi bookede til Hat Yai fordi vi ikke gad først at køre 5 timer for langt og så køre tilbage så snart vi ankom til Kuala Lumpur. Så var der jo det med båden som ikke dukkede op, og ventetiden. Vi bad faktisk guiden om at booke hele vejen til Kuala Lumpur alligevel, men det vidste sig lige før vi tog afsted at han ikke havde gjort det.. Nå. Den anden bus ville gå klokken 10:00 så vi blev samlet op med båd klokken 9:00 og vores bådkaptajner (eller hvad man nu kalder dem) 3 unge knægte i bare tæer og dårligt engelsk skulle følge os til busstoppestedet. Og der sad vi, og ventede og ventede... drengene begyndte at se nervøse ud og spørge nogle forskellige mennesker om noget. Så efter 10 min spurgte de os hvor vi skulle hen, og det var det eneste de sagde til os. Så kom bussen endelig, eller.. en minivan. Den kørte så rundt og samlede folk op. Alle skulle forskellige steder hen, og vi endte på et andet busstoppested hvor blev bedt om at vente. Jaa.. vi venter da.. Hvad foregår der mon? En halv time efter blev vi sat i en ny minivan og kørt mod Hat Yai. 4 timer efter blev vi smidt af i en ukendt by, af en chauffør der ikke kunne svare på spørgsmål og personligt rodede rundt med folk. Yes. Nå nu var vi så her. Ikke langt derfra fandt vi et travelagency og her fik vi en fantastisk bus til Butterworth (en by i Malaysia) Det var ret uvist hvordan og hvorledes, chaufførens engelsk var meget ringe. Men han endte med at køre os hele vejen, over grænsen (som var det nemmeste nemme) Det lignede tirsdag aften klokken 19 i Føtex, ingen kunder. Bare nogle venner i uniformer der hyggesnakkede og snart havde fri. Vi fik stempler uden problemer, de spurgte lidt interesserede til Sokrates (vandrestaven) og alle kom og smilede og kiggede på, så spurgte vi hvordan man siger Tak og de oversatte (og jeg har glemt det igen) og så gik vi ud og så holdt vores minivan der og vi kørte videre. Vi nåede Butterworth klokken 20 tror jeg. Bestilte billetter til Cameron Highlands næste dag og gik ud for at finde et sted at sove. Det var ret mørkt og lignede en lidt skummel ende af det ellers hyggelige bynavn. Det lyder ligesom noget fra Barnaby. Vi vadede et godt stykke ned af gaden og kom til et hotel, men det var vildt dyrt og vi tøvede lidt. Så sendte receptionisten os ned til et billigere et længere nede af gaden. Og vi gik videre. Jeg led på det tidspunkt under monstrets vægt. Hofterne og lænden var utilfreds, og jeg havde ikke tænkt mig at vade særligt langt videre, og åh sikke en beslutning at tage når man ser en masse piger hænge ud foran det såkalte "hotel" de snakkede alle sammen med hver deres motorcyklist og fnisede ind og ud af "The Ruby" vores ly for natten. Snizzle. Først en trappe, led opfindelse, og receptionisten er en ældre ret mand, lidt overrasket over at se os. Foran os i køen var der lige en oversminket dulle og en tyk motorcyklist der betalte meget små penge og hånd-i-hånd forsvandt ind i, hvad der lignede en forvokset stemmeboks, snizzle, hvad laver vi her, et bordel? Wally så lige hurtigt på mig da det gik op for ham, og jeg så ned i bordet og prøvede ikke at grine. Okay, yes vi blev vist til vores værelse som heldigvis var en etage over alle de små båse med åben til gulv og loft. værelset i sig selv var ikke så slemt, vi havde en håndvask og 2 senge. Der gik lidt før jeg turde sætte mig på sengen, men jeg skulle jo sove der, så... :) Vinduet var åbent og udenfor blev der smidt kanonslag rundt, ih hvor dejligt. :) Nå Wally var sulten og vi gik ud for at finde noget mad. Det var alligevel lidt for tidligt at gå i seng. Vi fandt hurtigt et rigtig fedt indisk sted. Altså, ikke hyggeligt, men god energi. Masser lokale der spiste der, og folk var flinke. Bestilte noget mad og det var superlækkert. Genial cheeseRoti, og Wally påstår at det er den bedste Dahl han nogensinde har fået. Bagefter gik vi i 7-11, ja der er altid en 7-11, og købte noget vand og noget juice og ikke længe efter lå vi på vores lyserøde skumle seng, og så Barnaby. Ja gode gamle Barnaby. Vi fik en 7 gode timer, og pakkede op og vadede nedad mod busstationen. Går lidt rundt, kan ikke finde bussen, vi smider bagagen og jeg holder vagt mens Wally går hen til en skranke og spørger. Det er altid spændende, når man er den der venter på den der får den vigtige information. Jeg spejder og spejder og der kommer han endelig, med et lille smil og ser ned i jorden. Den er gal. Da han når hen til mig peger han på uret. Klokken er en time mere end den burde være; vi havde glemt at stille vores ure fra Thai tid til Malaysisk. Neeejj!! Så vi havde misset bussen. Vigtig lektie at lære, forhåbentlig husker vi det fra nu af. Nå, vores billet blev lavet om til en anden by, Ipoh, hvor vi skulle kunne få en bus til Tana Ratah, som er backpackerstedet i Cameron Highlands. Så nu skulle vi finde Ipoh bussen, det var også lidt af en mission. Den skulle gå fra bussted nr 7 men det var åbenbart ikke den bus der, og så fik jeg af vide at det var den rigtige bus, men fyren vidste ikke hvad tid den gik, og Wally fik at vide at det slet ikke var her og. Ihhh.. Nå vi ventede noget tid og pludselig kom bussen, alle dem vi havde spurgte om hjælp vinkede dog til os og råbte "This is bus!! Your Bus.. come come" og vi skyndte os at komme. Vi endte bag et Australsk lidt ældre par og faldt i snak med dem på vejen. Det vidste sig at de skulle have haft en direkte bus til Tana Ratah om morgenen, men den blev aflyst. Busfolkene sagde at det var fordi den var brudt sammen, men de troede ikke rigtig på dem. De havde tilgengæld fået deres billet lavet om til Tapah, en anden by, og de skulle skifte derfra. Nå. Jeg ville hellere hægte mig på dem. En ting er at være turist, så betaler man og bliver hjulpet rundt. Hvis man er mange turister vil de meget gerne hjælpe, der er flere penge og det er lissom om de respekterer een lidt mere. Men hvis det er ældre turister, ja så er folk interesserede i at hjælpe. Nu er man ikke en fedtet backpacker der bare ikke planlagde godt nok, nej nu er man sammen med seniorer hvis bus er aflyst og som har alt ret til at hidse sig op og komme først. Så da vi nåede Ipoh besluttede jeg at vi bare skulle blive siddende og tage med til Tapah sammen med 63årige Craig og Jane fra Sydney. Der blev ikke sagt noget til os, vi så ud af vinduet for at være sikre på at de ikke havde smidt vores bagage ud i Ipoh, men de var der stadig da vi endelig ankom til Tapah. ved busstoppestedet vidste det sig at vi havde misset bussen klokken 13.30. Den næste var først klokken 16.30. Oooookay nu var den lige næsten 14 og der var intet andet for end at vente. Vi gik ud for at finde noget mad, og kom tilbage. Snakkede med Australierne og med nogle skolepiger der også ventede på bussen. Det var jo okay, så er man altid lidt underholdt men det var nogle lange timer. Malaysia har en vildt blandet kultur, indere, kinesere, andre asiatere. Mange muslimer, mange hinduister alt sammet meget religiøst med tørklæder og røde prikker mellem øjnbrynene. Den ene skolepige var af indisk afstamning, og hendes accent var virkelig god, men hendes engelsk var fjollet. "Bus comes at forty" Æhh.. forty?" og så sagde hun rigtig tit "Newspaper star, very good!" Og ind i mellem så hun vildt ivrig ud og talte og talte og jeg forstod måske 10% og gjorde mit for at nikke og se imponeret ud. Jeg fik da fat i nogle ting, hun var 18 år og boede ved Tana Ratah, hver dag sad hun ved det her busstoppested og ventede i timevis på bussen, som somregl var forsinket. Hendes mor var død, og hun havde 4 søskende, der alle var læger eller sygeplejersker. Og hver dag læste hun bare, "read read read, english book, very good!" Hun var sød. Australierne var også okay selskab men jeg var ret utilfreds ved det hele. Min ryg gjorde ondt og jeg var da på min 5. dags forstoppelse, stadigvæk blærebetændelse og stadigvæk langt fra målet. Puh. Efter en times tid fik jeg min mensestruation og skulle ned i taskemonstret for at finde hygiejne ting. Busstoppestedet var ligesom en firkant, med bænk hele vejen rundt, vores bagage lå i midten og jeg er sikker på jeg havde 8ud af 10s opmærksomhed mens jeg fumlede rundt og tabte sokrates og væltede guitaren og vendte monstret om på maven, for at hive regnslaget af, for at åbne det forkerte rum så alle DVDerne faldt ud på jorden og så endelig det rigtige rum med toilettasken og åhh. Så blev jeg verbalt guidet til toilettet af en meget højrøstet lokal tosse, med okay engelsk, men med en del anatomiske defekter og mangler, så som fingre. Frisk fyr ellers. Da jeg så når toilettet skal man betale og da jeg var møntløs undgik jeg bare øjenkontakt og gik hurtigt.
Nå det begyndte at tordne og regne, og der kom en taxichauffør der påstod at bussen aldrig ville dukke op og at han ville tage os med til Cameron for det dobbelte af busprisen. Det Australske par tog med, men skolepigerne fortalte os at bussen ville komme om et kvarter så vi ventede lidt mere. I mellemtiden havde vi mødt en engelsk pige og en fransk fyr der også skulle til Cameron, så vi snakkede med dem. Altid nogle at snakke med. måske 30min efter kom bussen, og der var vildt påstyr, sindssygt mange mennesker skulle med, babyer der græd, himlen buldrede og bragede lige over os regnen piskede ned. Alle var vildt ivrige for at komme ind i bussen, det føltes lidt som det sidste redningsskib før Titanic sank, og fordi vi er turister blev der sørget for at vi kom ind og fik en plads hurtigt. Hvilket jo er dejligt for mig, men irriterende for hende med den hysteriske baby der står i regnen og skal vente på at komme hjem. Jeg tror alle kom med, jeg håber de gjorde, jeg havde dårlig samvittighed overfor de andre, bare fordi man er hvid, er det bedst hvis man ikke bliver våd. Vi havde bagagen med ind, Wally bar de store og jeg resten, så sød kæreste. 10minutter efter bussen var klar opdager vi at gulvet er plaskvådt, og bliver endnu vådere med regnen udenfor, så vi rykker rundt for at holde tingene tørre. Op på skødet. Puhhhh.. "Der er masser af tid, der er masser tid" Bussen holder stille hele tiden. Trafikken var intens og vejret var sindssygt. Det regnede ind i bussen, der sad nogle uheldige omkring der blev plaskvåde, og når bussen endelig kørte, lød den syg.. som om chaufføren kørte i det forkerte gear hele vejen. Efter hundredvis af stops. Hvor ingen stod af eller kom på og det blev mørkt. På et tidspunkt lugtede det af olie, eller noget brændt eller.. jeg ved ikke.. det lugtede meget underligt. Bussen stoppede på midten af en regnskovsvej med ingenting at se omkring os. Der kom røg ud af motoren foran, klappen var oppe og bussen sukkede højlydt. Efter et par minutter begyndte folk at gå ud af bussen, men lidt efter blev alle proppet tilbage og bussen kørte igen. Men 20min efter stoppede vi og blev hevet ud af bussen og ind i en anden. Den her bus var rimelig fancy. Bløde sæder, tørt gulv. Men fordi vi kom først ind i den første bus var vi nu de sidste, og der var ikke sæder til os. Tilgengæld skulle vi så sidde ved det kæmpestore vindue, på en indbygget pude, med varme (måske motoren) Men varmt var det. Og imens kunne vi se de sidste 60km til Tana Ratah igennem det kæmpe vindue. Regnskov omkring bjergene, sving hvinende tæt på kanten, regn og numsevarmer! Fedt mand! Da vi kom til Tana Ratah blev vi samlet op af vores prebookede guesthouse, og kørt de 10minutter til Father´s Gh. På toppen af en lille bakke, med beplantning og blomster omkring. Vores værelse lignede udefra en stor ståltønde, men hyggeligt indeni med tremandsseng, lille skrivebord og spejl. Vi smed tingene, skiftede tøj, hang noget tøj til tørre, tissede og gik op for at tjekke ind. Receptionisten, en indisk fyr ved navn Smith, anbefalede at vi skyndte os at bestille billetter til Kuala Lumpur så hurtigt som muligt, men at det først kunne blive i morgen. Vi drak noget the og spiste noget mad og så var vi ellers klar til at ligge ned. Jeg havde tænkt på det hele dagen. Desværre var det en ret god ide at gå ud og hæve penge, så vi kunne betale for de billetter, og så vi kunne købe morgenmad og således, så det skulle gøres først. Vi fandt også noget ost og kiks (Wallys favorable backpackergourmet middag) så vi investerede og tog det med hjem til Barnaby, Minesweeper, sovepose og striksokker under tæpperne. Men først løb jeg ind i et tysk par, jeg lagde mærke til dem fordi de sad med samme pc som min, så der var lige en hurtig, "Hey den har jeg os!" og så er der jo ikke langt til "Min kan bare ikke komme online.." og fyren var tilsyneladende lidt af en wiz, han indvilgede i at jeg hentede min og så kunne vi kigge på den. Fedt. Efter en halv times tid var den fixet, og det er jeg så glad for mand! Søde mennesker. Vi snakkede længe, og han smed en masse gode computerråd i min retning. Wuhu. Så kunne jeg komme online, og endda gratis fordi man kunne se noget wi-fi uden adgangskode fra Guesthouset. Så er livet jo straks fantastisk. Gratis online i Malaysias højlande. Trippy.

Næste morgen ville vi så gerne sove længe, men det kunne man ikke helt pga. billetten til KL, det var Ramadan og officiel fridag i Malaysia (fra 20.-22-) så vejene var proppede af folk der skulle besøge familie og holde lang weekend. Så der blev sat en alarm til klokken 8, og den søde Wally gik ud for at ordne billetterne, jeg holdt mig vågen til han kom tilbage, men vi faldt begge lettede i søvn da billetterne var sikrede og sov til et stykke over middag. Der var jo en del forskellig trekking og vandretur man kunne gøre sig her i Cameron Highlands, vi var ikke lige i humør til en 6 timers traven rundt, jeg havde stadig ondt i ryggen, og var fortsat mensestruationsagtig og tænkte mest på at sidde. Men vi gik en lille 1-2 timers tur på en god regnskovssti, det er ret dårligt afmærket og da vi nåede til en campingplads vi ikke kunne komme videre fra, og det så begyndte at regne, syntes vi egentlig at vi havde fået nok regnskov for en dag. Smukt ellers, vildt frodigt, mystiske planter. Ret fedt. På vej tilbage spiste vi noget indermad, og kiggede lidt på butikker. Wally havde snakket lidt med et andet tysk par (vores naboer) og om aftenen faldt de i snak på terassen, jeg gad ikke rigtig. Jeg havde tænkt på sofaer hele dagen og var allerede træt af at fryse og være våd.. Så mig og mine sidste tørre bukser gik indenfor for at skrive blog og være indendørs og have det varmt. Senere kom jeg dog ud for at være lidt social. Og vi snakkede et par timer, søde mennesker. Der var også en fransk Terry som spillede 8strenget guitar og vidst var lidt af et geni. Han er den type backpacker som af princip nægte at rejse med fly, og han besøgt hundreedevis af lande, finansierede af barjobs med ham selv og guitaren. Lidt højrøvet som de franske nu ofte er, men sød og med en god grund til at være det. Vi havde ikke spist, men nu var køkkenet lukket og jeg gad ikke gå ud, var ikke rigtig sulten alligevel. Og da den kvindelige del af tyskerparet også bakkede ud, satte vi os ind og gik online lidt. Jeg lod hende tjekke sin mail etc. og så snakkede vi lidt. Jeg havde allerede givet slip på at Wally skulle komme tilbage mens jeg var vågen. Nu var det tre guitardrenge der skulle ud og lege sammen i Tana Ratah, det ville da være mærkeligt og suspekt hvis der ikke gik lidt fest i din. Franzicka derimod (kæresten) lod ikke til at have det på samme måde og jeg tror ikke kun var så meget for at gå alene i seng osv. Så vi snakkede til den gik et stykke over 1, jeg gik ned på værelset, i bad og faldt i søvn til Olsen Banden. Vågnede da jeg hørte Wallys karakteristiske skridt udenfor. En del fnisen og Ssscchhyy-en og så kom han ind vildt glad, og snakkede i en time om hvor fedt det havde været. Faldt i søvn klokken 6.00 og jeg satte alarmen og tænkte at det ville blive en lidt sej dag i morgen.
Nu havde det jo taget os 2 dage at okmme til Cameron highlands, og da dette var vores sidste dag, ville det være komplet latterligt at sove den væk. Klokken halv ti bankede Andy og Franzi på, nu tog de afsted. Der blev sagt farvel og Wally holdt sig vågen til at gå op og spise morgenmad og finde ud af hvad dagen skulle stå på. Det regnede rimelig ekstremt allerede fra morgenstunden, Wally var smadret og jeg kunne heller ikke gå særlig meget med min ryg, så der blev altså heller ikke noget større vandreprojekt sat igang. Jeg ved godt det er en regnskov og at det faktum at det regner ikke burde være så demotiverende, men det var det altså. Alt vores tøj stinker allerede af fisk og krabbe fra Thailand, meget af det er vådt endnu, fordi intet tørrer i det her vejr, og det er ikke dejlig varm tropisk regn det er kolde hårde dråber der finder alle sprækker i min efterhånden småmedtagede danske rød/hvide regnjakke.
Så hvad laver man ellers her? Vi gik ned for at snakke med den lokale turistguide. Som var kulsort, indisk, gule øjne og halvskaldet fladt hoved, lignede ret meget en fra Familien Adams, ret flink selvom hans udstråling lugtede lidt af snedig sælger fra Akrabah. Han vidste os en tur vi kunne tage, med andre turister, i en lille minivan rundt og se på de forskellige gårde og turist-ting i området. Der var også en imponerende indisk guide. Det tog lidt tid at vænne sig til hans talemåde, der indeholdt en del kunstneriske pauser, og ellers var præget af parodi-agtig indisk accent. Efter et par minutters fnisen indså jeg hvor fed en guide han egentlig var, og han skulle vise sig at være et rent leksikon. Vi spurgte om alt muligt, og han vidste ekstremt meget, lidt lissom dengserne i gymnasiet. Det var ret fedt. Lær mig noget!
Turen indebar 7 forskellige stops i Tana Ratah området, det første var en blomsterhave. Tusindvis af planter og blomster, der var alle farver, mærkelige blå hængeplanter, blomster der ligner keramik med 5mm tykke blade, kaktusser i alle størrelser, blomster der ligner eksotiske fugle, roser osv. En lang trappe der snoede sig opad en bakke, med en flot udsigt fra toppen. Ikke dårligt. Bagefter kørte vi til en jordbærfarm, som var lidt af en turist ting, mere end noget andet. Man kunne se lidt på jordbær og så købe nogle.. Jeg investerede i en jordbær/chokolade is, med drys og flødeskum. Wuhu, så fik vi også morgenmad. :) Wally købte en shake og den var også rigtig god. Efter jordbærerne tog vi til en Te plantage, og udover at det var nogle fantastiske grønne bløder bakker med tæt bevoksning, var det også meget informativt og interessant. Især her var guiden meget hjælpsom og vi fik en rundtur på fabrikken, hvordan planterne blev høstet, tørret og pakket. En minimum 3mdrs proces før teen var drikkeklar. Så købte vi en kop hver og tog videre til næste stop; insektfarmen. Snizzle, der var nogle vilde og underlige ting at se der. For det første en bille på størrelse med en håndflade, sort hårdt skjold og tre horn, det lignede noget fra Timon og Pumpas menukort. Tingengæld skulle den være helt ufarlig. Der var en del biller og underlige dyr at se. En lille gul sag der lignede en maske fra en afrikansk stamme et sted, irgrønne slanger, kæmpegræshopper, skorpioner, kamæleoner, og den underligste af dem allesammen. Et insekt klædt ud som et blad! Altså, det er jo ret smart at ligne et blad, og denne her fyrs krop var uigenkendeligt skjult under en uniform af grønne blade, på ben, hoved og krop. Det største blad på dens krop, kunne skilles på midten og så fungerede de som vinger?! Altså. Mærkeligt mand. Der var også en lidt mindre gennemført men ikke desto mindre imponerende fætter som lignede et vissent blad.
Efter sommerfuglene tog var der en honningfarm, som var lidt ligemeget. Der var ikke nogle bier fordi det regnede, vi smagte på noget honning.. jaja. Og så var der det lokale kinesiske buddhistiske tempel, som egentlig også var lidt ligemeget. Man har efterhånden set en hel del templer.
Men alt i alt en god tur.

Thailand....Wuuuuhuu

2009-09-06T08:16:00.000-07:00

Thailand, wuhuuh!
Bangkok er farverig, kaotisk og travl. Vi ankom i går aftes klokken lige over 18 og turen selv havde nogle press-faktorer undervejs. For eksempel drengene på vores No Problem Villa, ærligt talt har jeg sjældent i asien mødt staff med en så provokerende attitude. De så åbenlyst ned på turister, altså. Der var ikke meget respekt eller staff/kunde forhold. Det første de gjorde da vi ankom, vi steg lige ud af tuktukken og så kom der en og tog guitaren ud af hånden på mig, jeg troede han bare ville bære den så jeg sagde ikke noget, men så gik han lige hen til et bord, pakkede den ud og gik i gang med at klimte noget uigenkendeligt BLIM BLIM BLIIIM på den. Til stor morskab for de andre. Ikke noget med "Må jeg?" Eller "er det okay?" Vi kom ud og hentede den tilbage senere. De tog blandt andet Wallys klipklappere og gik rundt med dem på så han ikke kunne finde dem, småtiggede cigaretter konstant og da vi skulle betale regningen ville fyren ikke holde op med at bede om drikkepenge, og til sidst var det bare for meget altså. I starten tænkte vi, nej hvor er de dejligt åbne og kammeratlige, men til sidst lignede det mere bare respektløshed, og vi har snakket lidt om det siden vi forlod Siem Reap at det altså desværre var et lidt generelt vibe vi fik fra Cambodjanere (I hvert fald dem som arbejdede med turister) ligesom om de bagtalte en så snart man vendte ryggen til.. og selv mens man kiggede.. nu da vi ikke forstår hvad de siger.
Den morgen vi tog afsted derfra, klokken 7.30 morgen ud foran hotellet, en hel del backpackere var dukket op og skulle alle med den her bus, over grænsen og til Bangkok. Så kom der endelig nogle busser, men vi fik ikke noget af vide, til sidst var der nogle der rejste sig og begyndte at tage tasker på og så rejste resten af fåreflokken sig også op, og så grinede de bare åbenlyst af os, altså.. Pegede lidt og stirrede lidt på et par piger i shorts. Og det er bare så irriterende altså! Selvfølgelig fatter vi ikke hvad der foregår, det er jo deres ansvar at hjælpe os mand. Skalk. Da mig og Wally kommer ind i bussen er der ikke rigtig nogen sæder, ØHH. Alles rygsække ligger som en pyramide på de to forreste sæder, og min kommer øverst (som den gigantiske skildpadde den er!) og faldt ned 3 gange i løbet af turen. Wally blev klemt ind på det bagerste sæde og en fyr blev bedt om at gøre sig mindre så jeg ku sidde ved siden af ham. Og så kørte vi. Efter en time var der et 20min stop, hvor Wally faktisk mødte en pige han kender fra Gib, er det ikke vildt? Hvis vi kan finde hende, skal vi mødes med hende en aften i Bangkok. Da vi kom tilbage til bussen kørte vi i en time og så var der en times stop ved (formentlig busselskabets fætters) restaurant, lå en lille times tid fra grænsen. Skalk. Så vi kunne have kørt derhen på 3 timer, men i stedet tog det 5-6, så vi kunne holde pauser hundrede gange og købe colaer og betale for deres toiletter.. Bussen var godt nok heller ikke meget for det. Jeg har til dags dato aldrig været vidne til en så verbal skideballe med så mange forskellige accenter. Stakkels guidefyr, der var nogle meget vrede mennesker i den bus. "Look up "scam" in the dictionary! This is bullshit!" Det var ligesom en film. Men det var også ret irriterende. Nå guiden konkluderede at hvis vi ikke ville vente ved restauranten kunne vi vente i bussen, det måtte vi selv om.. Haha.. Jaja, så alle satte sig jo ind på restauranten alligevel.
Krydsningen var fin, det stod ned i torve, og Thailand så ret grå og våd ud, og der var ret langt at gå med fuld oppakning i regnvejr, det mærkes i lårene idag. Men det var okay, og der var ikke nogle lumske vinduer hvor man skulle betale en dollar her og der, bare fordi ellers fik man ikke sit pas tilbage. På den anden side af grænsen mødte vi guiden som stod sammen med et italiensk par, og han sagde at vi bare skulle vente her 5 minutter. "Jaja 5 minutter her og der, det betyder jo ikke 5 alligevel i Asien." Tænkte vi, men der gik kun 15 før han sendte os den ene vej, "Yes yes this way, walk strong!" Okay.. øhh yes vi gik hurtigt, når bussen der holder der, men det viser sig at den ikke går til Bangkok. FEDT. Vi gik tilbage for at finde guiden igen og helt kold sagde han bare "Yes Yes, go this way.." og pegede den modsatte retning. FEDT. Så gik vi den anden vej, og der var en kæmpe lyserød dobbeltdækkerbus der så ud som om den ventede på os. Ahhh.. yes vi når derhen, det italienske par går ind og vi kan høre dem råbe "theres no seats!!" og Wallys hoved falder ligesom ned på brystkassen og jeg fniser mit allersidste tolerancefnis. Der er et par thai guider der vimser rundt og ud og ind af bussen og siger "One moment" og ser ud til at de ikke aner hvad de så skal gøre.. til sidst bliver Wally proppet ind på et sæde, der allerede ser meget proppet ud og jeg bliver taget ind bagved chaufføren, hvor der ligesom er et lille område, vel beregnet til at transportere kasser, eller dyr eller børn eller andre små ting der ikke må gå i stykker, sammen med det italienske par der skændtes meget højlydt på italiensk, og ligger der de næste 4 timer. Det er vel egentlig en af bussens bedste pladser skulle jeg mene, og fosterstilling er egentlig een af mine mest favorable stillinger, desværre lå jeg lige under en eller anden form for aircon-rist, som ikke kunne slukkes, og som endda dryppede iskoldt underligt vand ned i mit hoved. Men man er vel en pige og jeg havde halstørklæde, striksokker og ekstra T-shirt med i håndtasken, og så hjælper det jo lidt. Da vi så ankommer i Bangkok er der selvfølgelig en billion taxichauffører, tuktukker og generelt folk der vil ha vores penge på den ene eller anden vis. Daan havde anbefalet et småfancy hotel ved navn Rambuttri Village, og det skulle ikke være det billigste, men alligevel dét værd fordi der er en nice swimmingpool på taget og Bangkok er ret varm og fugtig. Så vi vidste vi ville derhen. De her chauffører var superirriterende og prøvede at lokke os til at køre til et eller andet infosted fordi de fik benzinkuponer af skrankedamen hvis de tog kunder med til hende, og generelt var de bare ikke særlig hjælpsomme. Da vi nævnte Rambuttri insisterede de på at man skulle have bestilt værelse der først og at det nok var bedst bare at tage med dem hen til informationsstanden og så kunne vi se der om der var plads. Altså, hvorfor ikke bare Rambuttri først og så hvis der ikke var plads kunne vi tage den derfra? Den ene ville ikke lade Wally være "Ah, my friend, you help me, I help you, okay..?" Og det er bare så irriterende når de kører det der samvittighedspis på dig, altså de ville jo ikke hjælpe os alligevel? Skalk mand. Jeg ved ikke hvor mange der bare tænker "Nå okay, fint det var ikke her jeg ville hen, men okay nu får den rare mand en benzinkupon og så kan jeg tage en anden taxi herfra, til der hvor jeg faktisk skulle hen, pyt med at jeg stod op klokken 6:30 i morges, og har siddet og ligget i en bus i 10 timer, og at jeg nu skal igennem det mest hektiske med at slæbe min taske rundt og finde et værelse, jeg bliver ikke vred over at blive kørt et forkert sted hen, MED VILJE fordi chaufføren er ligeglad med hvor jeg siger jeg vil hen. "
Okay, måske ville jeg have gjort det for 4 måneder siden hvor jeg synes det hele bare var et stort fantastisk eventyr, og alle de små forhindringer var grineren, og "Ej tænk hvor fjollet, nu skal vi have EN NY taxi" Men det gør jeg altså ikke mere, jeg er træt af at smide penge ud af vinduet, træt af det skalke turist/lokal forhold hvor det eneste de tænker på er at få så mange penge som muligt, og jeg gør hvad jeg kan for ikke at blive snydt og det er så irriterende at man ikke kan vurdere hvem der tager røven på dig og hvem der tilbyder en fair deal (og fordi du er så stram, efter at blive snydt så meget) at du faktisk tager røven på dem fordi du nu vil være sikker på at du ikke bliver snydt, og så tænker man over det bagefter og man betalte faktisk alt for lidt, og det er heller ikke fedt.
MEN PYT. Vi gik fra de der skalkhoveder, bare i en eller anden retning, havde hørt at vi ville være rimelig tæt på Khao San Road, hvilket skulle være turiststedet i Bangkok, men hvilken retning? Vi løb ind i en taxichauffør der IKKE var interesseret i penge, og han forklarede os at hvis vi fortsatte ned ad gaden i 2 minutter ville vi være på Khao San Road. Nice, vi endte med at vade lige ind i et Rambuttri skilt og så var vi der. Og de havde værelser til os da, ikke noget problem. Det var liiige lidt pebret synes jeg, men så var der jo også swimmingpool på taget, så vi sagde jo tak. Bangkok mand! Fedt. Vi lagde tingene og gik ud for at udforske byen, og igen følte jeg mig helt høj over det hele. Ude foran vores lobby (jaa. der var en rigtig lobby..wuhu) var der et par restauranter, en lille sø med forvoksede guldfisk, stenfigur-elefanter der sprøjtede med vand og planter, meget eksotisk og hyggeligt. der lå desuden et par internetcafeer og en hel del skrædderforretninger der prøvede at lokke Wally ind og kigge - for han ligner jo lige sådan en type der vil ha et skræddersyet jakkesæt til rygsækken. Det lykkedes ikke. Men alle gaderne omkring os var små turiststræder, med boder og butikker og man kunne få alt. Uden tvivl, der var rastabutikker hvor man kunne købe hatte og solbriller, der var punge, sutsko, falske id-kort, pad thai (nudler) med æg og grøntsager, der var en hel del gadecafeer, nogle mere hyggelige en andre. Men en hel del af dem, med live guitarist, eller anden slags høj musik og det hele laver bare sådan en dejlig stemning når man går ned igennem bare for at kigge. Et sjovt og ret ofte set fænomen var gadebarerne, med ligesom bare et klap-ud-bord proppet med sprutflasker, en stang plastik krus og en 10 plastiktaburetter, derudover var der som regl et sæt højtalere der brølede med hård housetechno og måske en lyskæde. Jeg gætter på det er den billigste måde at få sig en brandert på, og de var ret populære især blandt engelske lårkorte piger og irske højrøstede fyre.
Vi købte os i stedet en Padthai fra en bod, og snusede lidt omkring. Havde lidt griner på over hvor hektisk det var, mødte nogle medrejsende fra bussen og de gik også bare op og ned af den samme gade og morede sig. Nå da jeg var ved at blive træt gik vi tilbageaf, men faldt over en underlig lille tuttenutte butik. Lyserød og fyldt med små tegneserieinspirerede malerier af den samme lille pige, med et stort hoved og alle hendes kæledyr. Her kunne man få kaffe, og det ville jeg gerne have. Fantastisk kaffe skal jeg sige til deres forsvar, det største thailandske smil jeg har set til dato og en ret speciel stemning derinde. Vi ville egentlig have kaffen med os, men endte med at drikke det meste af den der, omgivet af vaniliekøer, pyntedimser og dagbøger til salg.
Næste dag skete der ikke så meget... da vi vågnede skyndte vi os op på taget for at sole os lidt og udnytte poolen, og det var rigtig dejligt, solen var bagende og vandet var køligt, og en halv var nok for os, så var det liiiige varmt nok, fedt område ellers og fed udsigt over Bangkok, vi gik ud for at finde kaffe og fandt også baked beans til morgenmad og dét var jo en dejlig overraskelse. Så sad vi der ved den lille sø og spiste morgenmad, gik ellers bare tilbage til værelset, jeg skrev lidt og Wally læste lidt og gik til sidst ud for at finde flybilletter til New Zealand. Det var lidt besværligt, men vi endte med at finde nogle rigtige billige til Australien (melbourne) og så skulle vi bare videre derfra. Kunne ikke overskue mere der, så vi gik ud for at finde noget mad, fandt en dejlig lille gadegrill, og fik noget risret med peanuts og gik ellers bare tilbage til værelset. Og på vores sidste hele dag, ville vi gerne ud og se noget. Wally havde været i Bangkok før da han var lille, og dengang var de ude og se et Royal Garden Palace og det eneste han kunne huske var en stor udendørsseng, og det syntes han dengang var vildt sejt. Så den skulle vi jo finde. Det var en ret imponerende royal have, med masser af guldtårne og overdådigt udsmykkede templer og bygninger. Figurer, og guldpavilloner, - og vi måtte senere konkludere at den store seng han kunne huske var en af de her pavilloner. Vi skyndte os hjem til poolen og nåede lige en lille time på taget før solen gik ned og det blev for koldt. På værelset fik vi sms fra Sara, (Wallys veninde vi mødte på vejen til grænsen) om at hun ville komme til Khao San Road i aften, og om vi skulle mødes til drinks eller noget? Jeg skulle lige skype først, men Wally gik ud for at finde hende og det styrtede ned i timevis. Efter skype gik jeg ud for at mødes med dem, og gik halvdelen af vejen med vand op til knæene, det var holdt op med at regne, men det hele var oversvømmet og gadelamperne og neonlysene skinnede dobbelt i vandet på gaden. Alle gik rundt og tog billeder af hinanden og legede med vand. Fjollet og fedt. Jeg fandt dem, og vi drak en lille øl, småsnakkede, ikke det store. Pludselig prikker det på Wallys skulder og det er Emma fra Brisbane! Som vi boede hos et par dage fordi der ikke var noget som helst accomadation at få i Brissy, snizzle! "What are you doing here?!" og så slog vi os sammen til et stort bord, så hendes ven Tom kunne være med. Hvor mærkeligt at man lige skulle mødes her, på en gadecafe i oversvømmelse i Bangkok. Underligt altså. Så det endte med at blive rigtig hyggeligt. Dog lidt brat for Sara, da hun pludselig fik en sms om at hendes fly gik om en time, og hvor hurtigt kunne hun mon komme tilbage til hotellet? Ahhh! Så hun skyndte sig afsted og vi smsede lidt videre med hende senere på aftenen, at hun missede flyet og måtte vente på det næste. Skalk for hende. Emma købte en Pad thai ved en bod, og da hun kom tilbage til bordet pointerede vi at hun i sin halvbrandert havde drysset minirejer over sin nudelret. Altså underlige små lyserøde rejer, måske 5mm lange, meget underlig ting. Mig og Wally syntes bare det var sært og lidt klamt, men det var langt værre for Emma for hun er meget allergisk overfor rejer, og da hun allerede havde spist lidt, begyndte hun at blive paranoid og klø sig på halsen, og snakke om en modgift hun havde på værelset som ville blive nødvendig, hvis hun virkelig fik en alvorlig reaktion. Så der gik ikke så længe før de to også gik hjem og det passede perfekt for mig, for jeg var ved at have tømmermænd over min 1½ øl og ville også gerne sove. Så det gjorde vi. Imorgen var det jo checkout, jeg ville gerne have lidt soltid på taget, inden kl 12 hvor vi skulle være ude af hotellet, så jeg pakkede så meget jeg kunne i min småmuntre tilstand, hvorimod Wally var langt værre øl-ramt og slet ikke var i humør til at pakke. Så da vi endelig kom ud af sengen på vores sidste dag i Bangkok, havde vi endnu en lille time på taget inden vi klokken 11:58 stod i receptionen og fik vores depositum igen. Så lagde vi vores bagage i deres bagagebox og Wally overraskede mig med information om en nice biograf i Bangkok og det er jo en god måde at bruge 5 timer på, før vi skulle fange vores natbus. Biografen var særdeles imponerende, komfortabel og billig, men den eneste film vi sådan helt sikkert kunne nå, var GI -Joe, som viste sig ikke at være imponerende overhovedet, men vi grinede lidt af den, og det var da underholdene alligevel. Vi tog tilbage til hotellet og hang ud ved vores favorable Baked Beans restaurant indtil klokken blev 18 og vores pick-up mand kom og samlede os op. Først skulle vi gå forbi 5 andre hoteller og samle backpackere op, og vi endte med at være et prægtigt vandreoptog på vej mod bussen. I modsætning til de andre busoplevelser vi har haft på det seneste var den her ikke dårlig. Vi fik en genial plads, den lige over trappen, hvor der ikke sidder nogle foran en, men hvor der hænger et tv, og man kan lægge fødderne op på pladen. Der var desuden tæpper til låns, sæderne kunne komme ret langt tilbage og der var endda en lille fodskammel. Så det var faktisk rigtig dejligt. Vi mødte derudover Emma og Tom i bussen, de skulle videre til Kho Pagnang, haha, jeg tror der er noget ment to be med hende Emma, hun er så opfriskende og glædespredende. Man føler sig bare helt glad når man møder hende. Der kom en film på og pludselig var livet ret godt. Faldt i søvn og sov som en sten (det er ret imponerende så mange bus-sovestillinger man efterhånden har lært sig selv) og så længe bussen bare kører lige ud, har jeg ingen problemer med at sove dybt. Vi vågnede klokken halv seks om morgenen ved at alle skulle ud af bussen, og vise billet. Nu skulle vi skifte bus. Altefter hvor man skulle hen, havde man fået et klistermærke, først et grønt og nu fik vi et gråt. Nogle skulle med en båd derfra (blandt andet Emma og Tom) de havde en anden farve klistermærke, og vi sad og snakkede lidt med dem ind til vi skulle have vores bus videre syd på. Så kørte vi med den bus i 2 timer, så skulle vi ud igen, vise billet, fik vores tredje klistermærke og hoppede ind i en stor tuktuk sammen med nogle andre backpackere. Efter en times tid i den skulle vi ud. Nu var vi nået til Krabi, og ventede på båden der skulle sejle os til Railay Beach. Vi ventede og ventede, og til sidst gik Wally op for at spørge, og ak og ve, det var en lille scam. Der var ikke nogle til at sejle os over, men for 200Baht ekstra ville skrankemanden da gerne hjælpe. Skalk altså men hvad skal man gøre? Vi havde jo ingen intentioner om at blive i Krabi. Heldigvis var der 2 spanske fyre som også skulle til Railay og hvis vi splejsede var det jo kun en 50'er hver. Stadigvæk, man blir bare træt af den slags asiatiske tricks. Yes, vi snakkede lidt med de spanske fyre og sejlede endelig på vej mod vores paradisstrand. Og oh my, hvor er her smukt! Vandet er turkisfarvet, palmerne svajer, der er bjergklipper, regnskov, kokosnødder, bungalows, sand, aber, og muslingeskaller i vandkanten. Wuhuuh! Vi tjekkede et par priser ud, og vurderede at vi var i den dyre ende af stranden (3000B pr. nat - ca. 500kr) SNIZZLE, vi vidste dog at der var en anden og mindre svømmebar, men stadig smuk strand ca 10 min den ene vej, så vi travede afsted med bagagen og guitaren og humøret, som endnu var ret højt over vores nye fantastiske nabolag. På vej imod den billigere strand var der dog en forhindring; et klippestykke der gik langt ud i vandet, og især nu da det var højvande var det umuligt at vade udenom. Snizzle. Vi skulle altså igennem over det her klippestykke, og det var måske 5 meter mere eller mindre lodret. Der hang et reb ned; værsågod at klatre. Great, som om jeg ikke led nok med mit kæmpe monster af den skildpaddeskal jeg kalder min rygsæk, bare at gå ligeud er nok udfordring. En vertikal stigning er officielt umuligt for mit vedkommende. Vi mødte nogle der kom fra den anden side af klippen og de sagde at det var hårdt, men muligt at krydse med tasker. Jeg proklamerede straks at jeg ikke kunne gøre det, og vi havde læst os til at de fleste backpackere der kom forbi her var klatrenørder (fordi Railay skulle være betragtet som det 5.bedste sted i verden at klatre) og jeg kunne da godt lige forestille mig en kæk, slank, bandana-iklædt klatrefreak som syntes det ville være en grineren udfordring at klatre lodret opad med 20kg på ryggen, men det var altså ikke mig - jeg har jo ikke noget bandana.
Nå, de spanske fyre foreslog at vi det første (og mest stejle) stykke lavede en kæde, og på den måde gav taskerne videre til den næste og det fungerede ret godt. Efter en 4 meter opad, blev det mindre stejlt, og de seje drenge kunne klatre uden at bruge hænder (altså ikke mig) Wally tog begge vores tasker og jeg tog vores håndbagagetasker og guitaren, men det gik stadigvæk opad, og det var altså hårdt. De to spanske drenge var kun på en lille måneds ferie og havde ikke mere end 10kg på ryggen, men de var rigtig søde og hjalp os med at slæbe meget af vejen. Det var altså lidt af en udfordring synes jeg, og jeg bar måske min egen rygsæk 3min ud af den 1½ time det tog os at komme over på den anden side af klippen. Det betød så også at jeg nød det ret meget mere end jeg ville ha gjort, hvis jeg havde brækket begge ben i forsøg på at beholde min stolthed og slæbe tasken selv. Så jeg kørte stilen og takkede tøset imens jeg hemmeligt nød udfordringen og eventyret det var blevet at komme forbi. Det sidste stykke var under og igennem en smal klippevæg, hvor man skulle gå sidelæns og igen lavede vi en kæde og endelig havde vi sand under fødderne. Wuhu! Vi klarede det, vores ben rystede lidt, men der var stadig et stykke vej til bungalows og pause. Jeg tog min egen taske på og vi kæmpede os igennem sandet til vi endelig fandt vores midlertidige logi. 200Baht (ca. 33kr) bungalow, med toilet, myggenet og elektricitet fra 18 til 06. Saweet! Så nu sidder vi her. På vores hyggelige terrasse, ved vores bungalow, med mit ekstra myggenet henover bordet, fordi myggene elsker regn. Og det regner. Meget! Vi havde 3 timer med tørvejr hvoraf 2 af dem havde sol, men ellers har det regnet siden vi tjekkede ind i går. Men det er stadig okay, vi er her i regntiden, så hvad kan man forvente? Jeg håber bare det klarer op en af dagene inden vi skal videre, så vi rigtig kan nyde strandlivet. Igår nat var det vildt, og jeg var ude i natten med badetøj og tage et friskt brusebad i stormvejret og det var dejligt. Der ligger en fed lille cafe/bar, 20m fra vores bungalow, hvor vi igår drak en ingefærthe (jo den var faktisk god!) og hvor de har alskens legetøj, i form af Poi, firestaff, diablo (to pinde med en snor imellem og så en timeglasformet plastikting som man kaster rundt med) ping pong, 4 på stribe, klodsmajor osv osv. Ovenidet er baren fuld af glade lokale hippiethailændere der bare leger og øver sig hele dagen og der var en fed stemning. Der skal vi nok hen igen idag. Til morgenmad har vi været på en anden cafe og jeg fik en overdådig tunsandwich med sennep (wuhuh, sennep!!) og vi fik en god stor kop kaffe og en omgang kortspil. Vi snakkede os lidt med kokken (som også var tjeneren og den eneste tilstedeværende bortset fra et kuld kattekillinger og deres mor) vi forsøgte at lære ham vores kortspil, men det gik måske lidt for hurtigt for ham. Vi spillede og sang karma police for ham og så skyndte vi os ud i håb om at nå lidt strandtid før regnen kom tilbage. Men vi nåede det ikke, og da vi endelig var klar og på vej ned til stranden begyndte det at regne igen. IHH.. så står man der helt klar i sin bikini og så regner det. Ja så vi gik tilbage og chillede i bungalowen. Om aftenen regnede det stadigvæk, og vi bare læste og skrev blog. Jeg øvede mig lidt på Poi, og vi gik ud og spise på samme restaurant som dagen før, for det var rigtig lækkert. Imens vi ventede på maden spillede vi vores Rummy-wannabe kortspil færdigt. Wally kom endelig til 10010 point, og vandt desværre stort over mine 9665 point, et spil der har varet siden Dali, Kina - lidt over 2 måneder. Men jaja en af os skal jo vinde. :) Nu ka vi starte et nyt. Efter maden crashede vi, med Blå Mænd på bærbaren og en ildflue i bungalowen, ret flot, utroligt så meget den kan lyse sådan en lille insektnumse. Jeg vågnede om natten og hørte mærkelige lyde, der var helt sikkert noget der kravlede rundt på vores gulv, det holdt mig vågen lidt, men så begyndte det at regne igen og det larmede så meget at jeg ikke kunne høre lydene og faldt trygt i søvn.

Hurra, regnen forsvandt i løbet af natten og idag har den stået på sol og strand hele dagen. Turkisblåt vand, klipper, sand, muslingeskaller, palmer, grillede majskolber, sandede sandaler, frugtsalat, frisbee, høje bølger med skum, blå himmel, bikini og solbadning. Området her omkring Railay beach består af en masse forskellige strande, og da vi så at denne dag så bedre ud end igår, pakkede vi en taske med kun det højst nødvendige og begav os ned af stranden for at udforske det hele. Først var der jo det uomgåelige klippestykke, som jo var lidt sjovere idag hvor det ikke inkluderede 20kg tasker på ryggen. Altid lidt af et eventyr når man skal bruge sine hænder for at komme op eller ned eller hen, eller igennem, og det er jo sådan en regnskovsagtigt stykke med sten og planter og rødder og det er en ret fed tur. På den anden side af klippen er stranden bare endnu mere utrolig smuk og vi skyndte os at smide vores ting og kaste os ud i de grønne bølger, der er ikke særlig mange mennesker, pga. lavsæsonen og den hyppige regn, og det gør det bare endnu federe når de tætteste turister er så langt væk at man ikke kan se deres ansigter. Vi brugte ret lang tid på bare at plaske rundt i vandet og sige "This was exactly what i wanted!!" Snakkede under vandet, prøvede at svømme med bølgerne osv., sædvanlige vandlege. Efter noget tid så vi et par meget mørkeblå skyer i horisonten og tænkte "Nå, det var det.." Så efter noget soltørring pakkede vi op og begyndte at gå ned mod en anden strand der skulle ligge 15 minutter indlands. På vejen stoppede vi og købte en rød frisbee og en god hårelastik og inden længe var vi på en ny strand. Den her var dog ret usvømmelig. Sandet var mørkegråt og mudret, når man trådte kom der sort mudder op og der var store krabbeterritorier, som man først ikke så, men hvis man gik nærmere kravlede de alle sammen ned i hemmelige mudderhuller. Sådan når man først skræmte dem var der lige 2 sekunders kaos hvor hele jorden bevægede sig, og så var de allesammen væk. Hvis du så blev stående stille, stak de deres ene kæmpe klo op af hullet og viftede den faretruende af dig. Hahaha. Så så man lige 200 krabber vinke til en med lyserøde kløer, midt i deres perfekt camouflerende muddersand. Desuden var der en masse træer der voksede i sandet, og små stikkeplanter der bare lissom stak op af jorden som små pinde. Ind imellem så man sådan nogle sorte langbenede og langnæbbede fugle der hapsede krabber på stribe og fløj lavt henover vandet. Der var en masse både og vandstanden var lav herovre, der var ikke den store badestemning her, men alligevel en ret fed, lidt mere dyster, stemning. Efter lidt krabbeunderholdning mødte vi de to spanske fyre der hjalp os med bagagen, og de forklarede os om en endnu mere fantastisk strand der lå videre nede af bugten. Så vi gik den vej af. Først skulle vi forbi og under en fed grotte og pludselig var vi på en lille strand, med det samme blå vand, mindre sand og lidt flere mennesker. Superfed strand også. Regnen kom aldrig, så vi var friske på at bade lidt mere. Desuden var vandet langt varmere end luften her på eftermiddagen, og der var en frisk brise. Så vi smed tingene ved et træ og gik i gang med en omgang vand-frisbee, med langsomt forbedrende resultat.. Da solen var væk og det så skumringsagtigt ud begyndte vi at gå tilbage, (det skulle jo ikke gerne være helt mørkt når vi skulle igennem det stejle klatreklippestykke) Vi måtte dog lige have en grillet majskolbe på pind og den gumlede vi på, på vejen tilbage. Da vi nåede klippestykket så vi at der var en fyr der gik udenom. Nu var tidevandet måske lavt nok? Yes, vi tog chancen og jeg må sige at det var endnu lidt af et eventyr. Så nu gik vi altså uden om en klippe der rakte langt ud i vandet, der var glatte sten med overfladerne dækkede af muslingeskaller og anden sø-vækst. Bølgerne klaskede op af sten og ben og til tider stod vi i vand til navlen, det var ikke til at sige om du ved næste skridt ville træde på en skarp sten eller på sand - det var lidt farligt. Wally havde tasken på, og det eneste der ikke måtte få vand var kameraet, så vi tænkte at det da nok skulle gå. Det gjorde det også altså - det var sjovt. Da vi nåede sandkanten mødte vi nogle klatrere der var på vej op af et bjerg, og dem stod vi og så på lidt, vi overvejer altså om vi også skal prøve.. bumbum det ku jo være lidt spændende.
Vi nåede hjem til vores bungalow i tide, lige på den anden side af 18, så der var elektricitet til vores kolde brusebad og vi købte en kaffe fra den nærmeste hippie "Small-world" bar. Wally har det lidt hårdt med myggene for tiden, de guffer løs i ham, jeg synes ikke det er så slemt på mig.. Måske er hans blod mere lækkert. Så han løb ind og ligge at læse under myggenettet indenfor. Jeg sad på vores terrasse lidt og sang med på Beatles på bærbaren og vaskede nogle koraler og skaller vi havde fundet på vores vej, og så begyndte jeg at skrive. Nu sidder jeg også på sengen indenfor og vi skal snart til at spise noget kan jeg mærke, ahh sikke et liv.

Så idag er det, ja jeg ved faktisk ikke hvad dag det er, men det er en god dag! Vi sidder igen på vores terasse, der hænger tøj til tørre hele vejen rundt på vores gelænder, der står kaffe på bambusbordet og der er Rolling Stones og sporadiske regnbyger i vores ører. Yes vi hænger stadig ud på stranden i Thailand, og nu har jeg opgivet at stresse over Malaysia, og nyder i stedet hver enkel dag vi har her i paradis. Når nu jeg tænker over det, har vi virkelig besøgt mange steder hvor jeg tænker “Orh jeg ville gerne komme tilbage hertil!”, og det her er uden tvivl et af dem. Vi har prøvet et par dage i træk at komme op tidligt, så vi kunne leje en kajak og padle rundt og kigge på øerne og grotterne og bølgerne i området, men af forskellige årsager er det indtil videre ikke lykkedes. Igår fik vi nok af at udskyde det, og gik istedet med til at leje en halvdags kajak, og så tog vi alligevel på udflugt. Det med aktivt at løfte armene og skrabe vand væk med en stor plastikske, tager lige lidt tid at vænne sig til. Nu er det jo ikke første gang, og jeg er heldig at jeg har en stærk mand der ikke piver når det bliver hårdt, og som endda siger “You take a break there sweety..” Selvom jeg tydeligvis blot har ladet som om jeg padlede i noget tid allerede. MEN fedt mand, det er os ret fedt at give den alt hvad man har, og se øerne suse forbi os, mens vi overhaler fiskerfugle og flyvemaskiner på vejen. Det var overskyet og perfekt aktivitetsvejr igår, vi har vidst leget lidt for meget med solen de sidste par dage, og er lidt smårøde og ømskindede på ryggene, det er jo noget rod med det solcreme når man alligevel er dækket af lunt blåt saltvand 70% af solskinstiden, men solen kommer jo igennem vandet uden problemer. Så igår havde jeg kommanderet at vi skulle have tshirts på, bare for en sikkerheds skyld, men det var dejligt vejr, og solen var kun en lille smule tilstede. Det kan dog alligevel ses især i ansigterne, som i det mindste ser brunere og brunere ud, as we speak. Jeg havde en frygtelig drøm i nat, hvor al min dejlige brune hud skallede af, og afslørede sart lyserødt hud nedenunder, Nooo.. heldigvis var det bare en drøm. Vi havde lejet et snorkelsæt (de havde kun eet funktionsdygtigt tilbage) så efter noget padlen til venstre, og efter vi havde passeret 3 strande og fem grønbrune klipper midt i vandet, opdagede vi at bunden kunne ses og vi tænkte at her måtte da være noget spændende undervandsliv at se. Mig først for jeg var mest ivrig, og Wally hang ud i kajakken, det var begyndt at blive ret lavvandet og ikke nok med at jeg var en fremmed fisk i et helt anderledes element, jeg var også lige knap 20cm fra bunden. Fiskene var pænt ligeglade med mig, og kom endda hen for at se på da jeg på et tidspunkt mistede balancen og sad med min store røde bikiniunderdel midt i en eller andens koralmark og forsøgte ikke at ødelægge koraller eller fødder på vejen ud af dramaet. Jeg synes det er lidt spændende når man er så tæt på, jaja de er jo bare små fisk, men de er virkelig på hjemmebane og jeg er sikker på at hvis de ville, kunne de sagtens vinde i en one on one kamp mod mig. Især fordi stenene og korallerne er vildt skarpe, og min iltgiver i form af et orange plastikrør, lækkede vand og til tider måtte jeg koncentrere mig lidt for ikke at panikke og holde vejret og svømme hen til sikker sandbund, hvor man kunne stå og trække den dejlige direkte luft ned i lungerne. Jeg ved ikke helt hvor snorklingsmæssigt fantastisk der var, men det var en rigtig fed følelse at kigge indenfor alligevel, mest lilla farver, lidt gul/sortstribede fisk. Der var en leopardfarvet fisk også, og nogle meget store hvide og sorte, som kun flyttede sig for mig fordi jeg blev lidt bange og spjættede faretruende da de dukkede op 5cm fra min maske og ligesom blev hængende der.. Så var der en anden lidt uhyggelig ting, en meget sort sag, i koralfamilien, rund og med lange sorte pikke på enhver centimeter af dens “krop” ( som bare lignede en sort kugle) så havde den lyseblå prikker inde i bunden og lignede noget man virkelig ikke havde lyst til at træde på. Det gøs lige i mig første gang jeg så den, og jeg må indrømme at jeg skyndte mig at svømme videre uden at tage et nærmere blik. Men senere så jeg to sammen og jeg blev lidt og kiggede. Men det er underligt når man ser et så anderledes væsen, det er ligesom om man er forberedt på alt, for eksempel at den spiser mennesketæer. Uhhhh.... da jeg havde haft noier på i noget tid og trængte til at komme tilbage til kajakken, forklarede jeg Wally om mit mystiske rendevouz med det muterede undervandspindsvin og han syntes også det lød lidt uhyggeligt. Da det blev hans tur, og jeg overvågede hans svømmen rundt (på dybere vand, for han insisterer på at han ikke flyder særlig godt - jeg vil ikke komme yderligere ind på hans anatomiske teorier ang. flyderi) men det sjove er at jeg så ham gøre et meget pludseligt spjæt og han rejste sig på stedet og tog masken af. “I SAW ONE.... Pheewww” og han stod lidt og sundede sig. Senere fandt vi også en hvidpikket en, og på denne tid syntes jeg egentlig at de var lidt smukke. Ikke at jeg havde tænkt mig at røre.
Da vi så skulle til at videre og Wally skulle op i båden, meget galant endte han med at tømme hele bådindholdet, inklusiv migselv ud i vandet. Og vores superpraktiske og uovervindelige dry-bag var ikke lukket ordentligt og pludselig var der intet at tørre det stakkels våde kamera i, efter et par minutters kaos og vi begge endelig sad balanceret og fnisende i kajakken, kunne vi tørre kameraet på mit lår, det var det eneste tørre man kunne få. Men det overlevede, altså.
Vi fandt også en hemmelig grotte-hule, som vi kajakkede ind i, og så var man lige midt i en tusindår gammel grotte, midt i det grønblå vand, med et utal af mystiske koraler, sten og klipper overdækkede af halve fastklistrede muslingeskaller. Wally klatrede rundt som den lille Gib-abe han er, og morede sig med det, jeg pillede rundt i sandbunden på jagt efter en eller anden exceptionel havting jeg ikke kunne leve uden. Jeg har efterhånden en hel samling, som ligger til pynt på vores trappe foran bungalowen. Ikke dårligt. Nå, på vejen tilbage var det der padlenoget ikke helt så sjovt mere, der var lidt ekstremsport over det (måske skal der streg under lidt ) Men det var hårdt, bølgerne var høje, og vinden var stik imod os - hele vejen tilbage. Hvis man holdt pause blev man skubbet den modsatte vej og det er en meget demotiverende følelse når man midt i sin hårde mand-mod-vand kamp, stirrer smådesperat på en strand der ikke bliver større, og hvor pause betyder mere arbejde bagefter. Nå vi klarede den da, og det sidste stykke skulle kajakken bæres henover et stenet farligt stykke i sandkanten, som om ens arme ikke allerede var døde. Der gik dog ikke længe før der kom en flink Thaifyr der ikke mente pigen kunne klare mosten og tog over. Sweet. Så kan man gå ved siden af og løfte sin nederdel og sige “uhf” i stedet. Så var det tid til at vaske noget saltvand af sig, og på vejen hjem erfarede jeg et utal af sår og rifter som jeg havde hvervet mig på besøg i undervandsland. Uhh.. Begge knæ, og en 3-4 tåskader, og de svier mand, på meget underlig vis, og mere end de sædvanlige hudafskrabninger man får i det daglige børnehaveliv. Jeg ved ik om det er saltvandet eller korallerne eller om jeg bare er vokset fra den alder hvor småsår er hverdagskost, eller måske er det fordi der er så mange, at begge ben fra knæ og nedaf er mineområder hvor man skal træde varsomt, men ihvertfald jeg lider lidt under det nu. AloeGel er min helt, og de sporadiske plastre værdsættes højt. Det er bare lidt omsonst at bruge for meget tid på de små viscose/polyester-hjælpere når man lever det vilde sandogvand-liv. De holder ikke længe alligevel.

Udover store kajakdag er der ikke sket så meget, vi er blevet rigtig gode til at kaste frisbee, og det er begyndt at ligne en sport når vi løber rundt på de store golde sandflader og kaster os efter den lille røde ufo. Fedt. Vi har badet, rigtig meget, kigget på klatrere, kigget på aber, skrevet lidt, læst lidt, drukket kaffe og lemon-juice, spist en hel del forskellige tofuretter, på en god restaurant med muslimske thaikvinder, endda en sjælden gang iklædt nazipropaganda-tshirts. Bizart øjeblik i mit liv. Hvor har de mon dem fra?
Så har vi spist mangopandekager, drukket vand med Royal D (det lokale rehydration-salt-pulver), leget med poi, hørt musik, taget sol, tegnet lidt, tænkt lidt, stenet lidt, vi har gået nogle flere ture, set nogle aftenfilm på bærbaren, under myggenettet i regnvejr, blevet spist af myg, overrasket af krabber og forundret over fugle -og frølyde. Forleden da vi ville hen til den gode strand, (den uden sten og mennesker og hvor det bliver dybt hurtigt og bølgerne er høje) så vi at det var ekstremt lavvandet og at man uden problemer ville kunne gå udenom klippen. Det er lidt svært at forklare, men på vores strand er de første 15meter bund dækkede af sten, døde koraller og generelt brun-sorte hårde ting der ikke er blød sandbund. Man kan ikke se det når det er højvande, så ligner det alt sammet postkort, men man kan faktisk ikke rigtig bade på vores egen strand, med mindre man har gummistøvler på, eller noget der ligner. Nu var det lavvande og realiteterne var tydelige, vi skulle vade lidt før vi kunne komme til badeland. Meget mærkeligt at gå rundt der, jeg tror vi brugte en 2 timer bare på at gå i ring og kigge på alle de mærkværdige dyr og ting man kunne finde her. Det var uden tvivl krabbernes by, hundredvis af krabber, forskellige slags, størrelser og camouflage. Vi så blå krabber med kæmpe kløer, grønne små krabber med små ben og store skjold, og de mest fantastiske er de grøn og sort prikkede kroppe, med lange orange ben og de går ligesom med en rank attitude med øjnene højt løftet fra jorden. Tilgengæld er deres kløer bittesmå og skinnende blålilla! Altså hvis en Disney tegner havde fået ideen, havde hans venner sagt at han skulle skære ned på fantasien. Utroligt hvad der findes af dyr. Og så hoppede man rundt fra sten til sten og prøvede ikke at skære sig for meget på dem, mens krabberne flygtede fra ens store farlige skygge og forhåbentlig var mere bange for en, end man er for dem.
Den ene dag løb vi også ind i en bryllupsfest, på den gode strand. Heldigvis skulle vi den vej så vi kunne få et nærmere kig. Det var vesterlinger, (turister) en meget sminket afbleget brud i en stor hvid kjole, lyslilla brudepiger, og en god gammeldags sortklædt, hvidkravet præst. Hotellet der lå ved siden af havde dækket fint bord midt i sandet, der var et lille hegn af planter, og en lille scene med et thai par der sang Dire straits og No doubt. Der var rosenblade i sandet og det så alt sammet fint ud. Tilgengæld var der så også en masse turister der stod og stirrede (lissom os) og jeg tænkte at det da måtte være lidt småskalk, når man fik taget bryllupsbilleder at man skulle vente på at tyske bikinipiger og israelske strandløver flyttede sig fra billedet. Men det var da sikkert en vild oplevelse for dem. Heldigvis hang vi ikke ud så længe, vi kom i stedet ind i en diskussion om hvorvidt man skulle giftes i kirke, om man burde filme sit bryllup og Wally har en ting eller to at sige om kirken som vi kender den idag, så det gik der noget tid med. Heldigvis blev vi enige til sidst... mere eller mindre.

Igen idag havde vi muligheden for strandbaderi og bølgeleg. Igår var nok det vildest uvejr jeg nogensinde har været vidne til, det stormede og regnede og tordnede. Det lød som om det var sand der piskede mod vores lille bungalow tag. Tøj, træer og stole fløj rundt i området og det blev bare ved hele dagen. Snizzle! Vi hang bare ud indenfor. Klarede lige et par timers tørvejr ud for at finde mad, men så ellers bare hurtigt indenfor igen. Regn regn regn og blæst. Rimelig vildt. Selv de lokale var trukket indenfor, Wally blev bedt om at hjælpe med at fjerne et træ der havde kastet sig over nogle el-ledninger, og klatreklippe-stien så helt anderledes ud, med ekstra udfordringer at komme over og under. Ret vildt. Så da jeg vågnede idag og hørte hvor stille der var, tænkte jeg kun på at komme ud af bungalowen og få lidt frisk luft. Frisk luft var det da også, meget blæserigt, og der var nu ingen garanti for solskin, men jeg syntes alligevel at en lille badetur var på sin plads. Det var måske liiiige ambitiøst nok at medbringe Frisbeen, som systematisk fløj i den modsatte retning af ethvert ønske, og langt. Til gengæld havde vi god spas med bølgerne, pga. blæsevejret var de ekstremt høje og kraftfulde, og der skulle holdes fast på hat, briller og bikinidele, for hvis du ikke klarede dig igennem bølgen med stil, så ville du mærke sandbund på ryggen, og bikinitrusse om anklerne. Det var sjovt. Selv nogle lokale drenge var ude og lege, og vi morede os længe med at blive skubbet omkuld og forsøge at undgå det. Bagefter var det koldt, og luften er jo ikke dejlig badevandslun, men der gik ikke længe før man var blæst tør alligevel.
Så gik vi hen for at hæve, kiggede lidt på butikker, men alt koster jo en formue her fordi der kun er een af hver butik. Så vi gik tilbageaf, det var nu lavvande igen så vi kunne snildt gå udenom klippen, så endnu en gang vadede vi rundt i noget der ligner Dead mans marches (bare mindre moset) og så på krabber og sten og koraller og krebsedyr osv. Det er lissom at kigge ind i en anden verden. Efter det underlige sten-landskab, kommer de første par meter strand, som ligner sand, men hvis man ser tæt på, er det millioner af små grovkornede muslingeskaller og koraller, (det er vel det sand er alligevel, men det her er så en grovere version) og iblandt dem finder man som sagt rigtig mange smukke ting fra havet. Så vi lod os rive med, og jeg besluttede mig for at blive, og samle lidt mere, og måske se solnedgangen. Lidt efter kom der en kat, og den var vidst sulten, men det hang ud med mig selvom jeg ikke havde mad. Jeg prøvede at lokke den til at fange en krabbe, men det virkede ikke. Lidt efter fik jeg selskab af en fregnet engelsk pige, som meget ligefremt satte sig ved siden af mig og spurgte hvad jeg lavede. Old school style, lissom i sandkassen. Vi snakkede lidt, og hun havde en dansk mor (Jytte fra Ålborg- dejlig dansk) og hun havde boet i Danmark nogle år, arbejdet og lært lidt dansk. Hun ku dog ikke sige meget, men hun var meget begejstret for ordet "hyggeligt". Og det var nice lige at snakke om danske ting med hende, Bakken, A-bar, the Moose, Tivoli, Brøndby vs FCK, Føtex etc. Så kom hendes kæreste og en kammerat og de kedede sig måske lidt mens vi pludrede løs om Dan og Marks land. Men det var fint, efter solen var væk og man ikke ku se skallerne mere, tog jeg min frisbee (koral-holder) og sagde tak tak, hun sagde "Det var hyggeligt!" Og jeg sagde "Vi ses!!"
Så kom jeg hjem til bungalowen, Wally havde en kaffe klar til mig... og endnu en dejlig dag er gået så fint.

Jeg ved ikke helt hvad der sker de næste par dage, vi tager det som det kommer. Vi snakker stadig om at prøve at klatre, Wally er ret på. Jeg overvejer stadig, det er endda ham der har højdeskræk. Det kunne jo være ret spændende... Vi skal bare nyde det så længe vi gider, og slappe af. Det er meget dejligt at vide.

Siem Riep

2009-08-20T05:17:00.001-07:00

Uhh Phnom Penh viste sig at være et af de steder hvor man sidder fast, af flere årsager, men jeg må indrømme at en af grundene er en dejlig hyggestemning som gør at hvis man siger "Ej, vi tar afsted i morgen...." hver dag. Nu er jeg snart ved at være klar til at se noget nyt, og det kan da heller ikke vare så længe før det kommer til at ske. Det er mest fordi de sidste par dage er gået med at se film og spille pool og spise, og generelt bevæge sig så lidt som muligt imellem værelset og fællesrummet. I weekenden snakkede vi om at det snart måtte være på tide, da havde vi været her en uge og vi havde set alt hvad der skulle ses og jeg følte at jeg havde opfyldt mit behov for at se film og lave ingenting, men så faldt vi i snak med en langhåret englænder og en stille franskmand og de fortalte os om noget spændende vi skulle se. Chefen, Duch, for S-21 det berygtede torturfængsel som vi besøgte sidste uge, er eftersigende den eneste der har stået frem og indrømmet de frygtelige ting der fandt sted i fængslet under Khmer Ruge, hvoraf han var ansvarlig for en del af dem. At der var en retssag igang og at man kunne komme og kigge på! Med engelsk oversættelse og det hele.. vildt! Så det ville vi gerne, det er jo ret historisk at være vidne til. Jeg er lidt forvirret for vi fik også af vide at han allerede var blevet dømt til livstid uden prøveløsladelse osv, men han var altså i retssalen, så måske tager de bare deres tid. Vi ankommer til en meget officiel bygning med store logoer, vagter osv. Melder os ind i døren skal selvfølgelig kropsvisiteres og gennemlyses og alt muligt, franskmanden havde shorts på og måtte låne et par af en venlig vagt, man måtte ikke vise knæ, han skiftede bagved en grusbunke.. fjollet. Og så kommer vi ind i salen, det er gratis forresten, dejlig airconditioned og meget officielt det hele. Forbudt at have fødderne oppe på sædet, og forbudt at tage billeder. Ved indgangen lå der et lille bord med høretelefoner sat fast til en lille radiosender der (alt efter hvilken radiostationen du indstillede den på) live oversatte til foretrukne sprog) Salen er stor og fyldt med velklædte cambodjanere på blå fancy sæder og alle sæderne er rettet mod en stor glasrude. Vi ankommer mens det er igang og vi sætter os bare ned uden at finde ud af hvad der foregår, kan ikke se hvad der er inde bag glasruden. Efter pausen går vi længere ind, og det går op for mig at der er en lille retssal inde i akvariumet! Med dommere i røde kjoler og vidnestol, folk der skriver ned, og Duch himself sad også derinde. Så nu sad vi der, imellem lokale politikinteresserede og eventuelle ofre eller bekendte af Khmer Ruge, og kiggede på retssagen for Duch: ansvarlig for massemord, tortur og udsultning af fanger - kæmpe deal for Cambodia, og jeg har aldrig hørt om Khmer Ruge før jeg kom hertil, så uvidende man er. Altså, det lader til at de kun har den ene sag kørende, hver dag i 6-7 timer udspørger de vidner og gennemgår bevismateriale imod Duch. Jeg synes ind i mellem at det var nogle underlige spørgsmål der blev stillet. "Hvor mange køkkener var der i fængslet? Hvad var fængslet lavet af, træ eller cement? Hvor tit fik fangevogterne mad, og hvordan, i grupper eller en og en?" og tit sad man sådan og tænkte "hvorfor er det mon vigtigt?" Eller "tag dog selv ud og se på s-21!! Så ka du selv tælle alle de køkkener du vil!!" altså, hvorfor spilde alles tid på det? Og jeg vil da vædde min ene nyre på at alle dem der er involverede i retssagen allerede har været derude, og allerede ved en masse om antallet af håndvaske og materialet rundt omkring i bygningerne. Samtidig synes jeg tit at der gik nogle ting tabt undervejs, måske var det under den engelske oversættelse (som jo var live og blot en ikke særlig dygtig Cambodjaner med engelsk som snakkede) men der var tit at dommeren spurgte om noget og vidnet ligesom talte udenom, eller vidnet ikke forstod spørgsmålet, eller vidnet svarede noget andet end dommeren spurgte om, og at dommeren så bare gik videre uden at få fastlagt hvad han ville have svar på. Det var lidt underligt. Samtidig sagde vidnet nogle gange det ene, og så nogle gange det andet, og så blev der spurgt "hvad er så det rigtige svar?" og han svarede "jeg taler altid sandt, hr dommer.." yes og så gik de videre. Altså.. jeg ved ikke om der er en god forklaring, men det var ikke Amerikansk advokatserie style, kan jeg godt sige jer. Der var også nogle europæere til stede, ihvertfald nogle franskmænd, og de stille nogle lidt mere konkrete spørgsmål og samlede nogle af de ting op som ligesom var blevet efterladt ubesvaret undervejs. Men det var ihvertfald ret interessant, vidnet var en mere eller mindre uskyldig fangevogter som havde set Duch torturere en fange eller to, og det var ligesom det mest interessante der blev sagt. Men nu kom vi jo midt i det hele, og de snakkede også om advokater, men det måtte blive imorgen sagde de, så måske sad der nogle advokater derinde til at stille nogle mere interessante spørgsmål dagen efter. Så det var mandag. Mandag aften spiste Wally på en indisk restaurant, som vidste sig at blive mere drastisk end forventet, jeg spiste kun en smule naan med daal men Wally guffede i sig og det endte med at blive rigtig ubehageligt de efterfølgende dage, han lider stadig af mavekramper og tvivlsom mave men har det en del bedre, efter vi tog til lægen i går (eller i forgårs) og han fik alt muligt medicin. Lægen var britisk og grineren, lignede en fra Monthy Python, med karisma som en lærer fra Hogwarts. Men han var flink og det var nemt og hurtigt, og der kom forbedring på Wally allerede samme aften, så det var jo dejligt.

What the snizzle!! Klokken er 3.25 om morgenen, Wally er gået kold, og jeg zapper igennem kanalerne på værelset, og ligepludselig ser jeg Søren Østergård klædt ud som politibetjent, med en fugl i hånden. I min zappermode, når jeg et par kanaler videre før jeg indser det, og går tilbage. Og der sidder han, orange nissehue, kæmpe næse,, Pyrus?? Jeg måber lidt, men i næste billede springer den lyserøde gul-flettede Kandis frem. OH MY GOD. De viser alletiders nisse-snizzel-den-med-de-to-små-nissepiger på Cambodjansk kabeltv, uden undertekster og uden forklaring. Nu har jeg da aldrig, jeg er stadig i chok.. hvad i alverden kan man bruge det til?? Det er ikke engang jul, og det kan da på ingen måde score nogle seere at se på en flok fyrreårige danskere i nissetøj lave børnejulekalender, på dansk, i august, i Cambodia??? Whaat? Nå.. skynder mig at slå tilbage til langt mere brugbart dokumentarprogram om Fidel Castros talegaver og ryste det af mig. Vi er nu i Siem Riep. Klarede den endelig ud af Phnom Penh som blev tungere og varmere for hver dag. Man bliver træt af at vågne så klistret og varm at man løber ud under den kolde bruser før der er tid til at lille i ske, eller tænke på kaffe og morgentissetår. Tilgengæld har man det langt bedre efter det kolde vand. Vi endte med at komme op på en 3-4 kolde brusebade om dagen i Phnom Penh, varmt, fugtigt, vindstille - værelset var det værste. Skiftende mellem småubehageligt, ulideligt og umuligt, og om dagen var vi derinde så lidt som muligt. Generelt nåede vi at blive ret trætte af gueshouset, I starten nød vi at være der, og vi hang ud der så meget som muligt, men de sidste dage var vi ligesom nødt til det - Wally var rigtig dårlig. Det gik hurtigt bedre med medicinen, men der var stadig et par dage før man turde gå for langt væk fra et toilet, eller generelt bare gå for langt. Og nej det var da heller ikke så frygteligt altså, hvor slemt kan det være at få maden serveret, fri afbenyttelse af billardbord, udsigt over floden, og gratis buffetbord af DVD film? Det blev bare lidt kedeligt, måske især når man ikke er syg og godt kunne tænke sig at lege koldbøttekonkurrence eller bare tage en tuktuk et eller andet sted hen og prøve nogle andres kaffe, men sådan er det jo når den ene er syg. Så er der timeout, og det er jo også det eneste rigtige altså. Søndag blev så dagen hvor vi forlod Phnom Penh, 2 uger var det alligevel blevet til, og man var begyndt at føle sig overraskende hjemme. Havde snakket en del med familien som ejede det hele, staffet og tuktukchaufførene som hang ud der. På den måde får man et andet vigtigt indryk i landet og kulturen osv. Vi fik nogle ret interessante ting at vide. For eksempel det med søen, et halvkoreansk firma havde købt hele søen, og besluttet sig for at det ville være federe hvis der ikke var vand der. Så de var igang med at fylde den op. Hver dag, så længe der var sol på, stod der en gravko og smed sand ud.. Meget hurtigt. Altså det var ikke en almindelig gravko men et eller andet fancy instrument, og det hele så grimt og gråt ud. Hele vejen rundt om søen lå der hostels, guesthouses, restauranter osv. Hvoraf alle ville blive lukket og revet ned, "hvad vil alle de familier så gøre?" spurgte vi, og svaret var et par løftede skuldre. Der blev givet 8000USD i erstatning pr familie, til at købe et nyt hus eller sådan.. Hvilket i følge den kvindelige ejer af No Problem var totalt latterligt umuligt at finde i hovedstaden, jo måske ude på landet et sted. Men hvad så med jobs og skoler og alting? Og dem som levede af hostellet og hele Lakeview stilen. Det er jo der turisterne tager hen hvis man vil ha charme og stadigvæk penge til at få mad samtidig? Det jo der alle tager hen, altså... hvad laver de? Nå, eller ligesom der hvor hele familien inkl. bedsteforældre, tumlinger og brødre var med til at sømme en lås op for DVDafspilleren der nu for 2. gang på 3 dage var blevet stjålet af wannabe pirater, der sejlede på den tilbageværende sø og stjal fra de åbne fællesrum i nattens mulm og mørke. Den lille prinsesse endnu i blealderen blev ved med at rende af med en farlig lang skruetrækker, bedstemor satte bedstefar i gang og alle var ligesom med til at holde eller bore noget. Det var hyggeligt at overvære. Også knøsene fra staffet der sagde "Why not?" hele tiden, røg smøger på stribe, og altid prøvede at lokke dig til at vædde om en øl i pool, man kan godt sige at vores indblik i Cambodja ikke har vidst sig at være så afvekslende, men det har stadig været et godt indblik. Det var nu hygeligt og dejligt at bo på No Problem. Og vi bor stadig på No problem, bortset fra det nu hedder No Problem Villa, ligger i Siem Riep, koster dobbelt så meget og er uden tvivl det mest luksuriøse sted vi har boet i asien. Vi snakker cremefarvede skinnende gulve, døgnvagt, varmt vand og aircon. Saweet. Endda gratis internet, og det nyder vi disse dage. Det kan næsten blive lidt køligt på værelset, og man må tage tæppet på, ahhh hvor dejligt. Vi ankom søndag aften, det var nemt. Da vi skulle bo på deres andet guesthouse, og det var arrangeret og ordnet, blev hentet ved busstoppestedet med et skilt hvor der stod "Where's Wally?!" ("Find Holger" på engelsk) og kørt lige til døren. Vi crashede bare søndag, sad og fiflede med internet, forsøgte at få WiFien til at virke på min bærbar og gik mere eller mindre tidligt i seng, for ikke at komme for sent op til mandagens sightseeing: Angkor - templerne. Vi snakker hundredvis af forhistoriske templer, samlet på et område på størrelse med en mindre by. Cambodias stolthed og største turistattraktion. En gang en 800år efter vores tidsregning, begyndte gudeansete konger at bygge hellige templer i området. Den ene efter den anden forsøgte de at overgå hinandens templer, i stil, symmetri, skønhed, størrelse osv. (ret meget alla faraoerne og deres pyramider) men ihvertfald, meget gamle, meget interessante og mange. Mandag morgen, efter en smule soven længe, kaffe, og frugtsalat tog vi en tuktuk ud for at se på templer. Det første vi så var ikke det vildeste, men nummer to var vildt spændende. Nu har de templer jo ligget der i mange tusinde år, og er meget af vejen smadrede ruiner, og det fede ved det her tempel er at skoven har fået lov at vokse sig ind i det. Hundredeårgamle træer og planter, snoer sig langs vægge og tilbageværende lofter, har helt sikkert ødelagt en del af templet, men var i mange tilfælde med til at holde væggene fra at styrte sammen - og ikke mindst tage del i magien og det surrealistiske sted som det var. Eftersigende skulle Lara Croft plukke en blomst og falde igennem gulvet, i Tomb Raider 2, filmet i dette tempel - og det skulle ikke undre mig for det lugtede langt væk af eventyrfilm. Så det var rigtig imponerende. Superfedt generelt at gå rundt på gamle nedfaldne sten og figurer. Selvom det er en stor turistattraktion, er det jo stadig asien, og bortset fra en billet guide udenfor templet, er der ingen vagter eller kontrol med templerne. Man kan kravle op og rundt, der er ikke nogen rute der skal følges eller steder man ikke måtte gå hen. Jo der var et par "Danger" skilte, men ikke noget man ikke kunne ignorere. Det føltes som om det lå midt i en jungle, og man kunne selv udforske det, præcis som det var, og det var virkelig en stor del af oplevelsen. Vi var også heldige med turisterne, og selv når vi løb ind i dem, klarede vi os med tilpas afstand fra de sporadiske kinesiske turistgrupper. Efter Tomb Raider templet spiste vi frokost på en af de mange madboder - hvilket er lidt af en mission. Det er desværre en konstant tilbagevendende gene: "Miss miss.. buy bracelet! 1 dollar! 2 for 1 dollar... 3 for 1 dollar, okay 7 for 1 dollar!! Come on miss.. please....buy bracelet!" og det er ikke kun armbånd. Det er alt "Tuktuk miss??" "Some food miss?? Good prices.." "You Want massage? Come try, very good miss.." og det er ligemeget hvor du er. Hvis du står stille går der 4 minutter så er du omringet af forskellige sælgere, og hvis du kommunikerer med een, så kommer hendes veninder. Og det bliver til tider rigtig trættende. her ved madboderne var er en hel del unge pigebørn, vel mellem 6 og 11 år, med armbånd i små plastikkurve. Vi sagde nej nej nej af princip og gjorde vores for ikke at kigge på dem, og der gik ikke så længe før de lod os være. Tricket er at se væk, selvom det kan være svært hvis de ser desperate ud. De fleste af dem her, har blot ferie fra skole, og det ser ud som om de hygger sig med deres venner og tjener lidt ekstra penge til familien. Det er ihvertfald ikke sultne børn, der misser vigtig skoletid, fordi det bedre kan betale sig at sælge armbånd til turister.. Nevermind, jeg endte med at købe alligevel. Der stod en lille yndig pige, med en stor asiatisk køkkenkniv og skar i nogle kokkosnødder, bare for sjov. Og jeg ville have et billede. bagefter kom hun løbende med sin lille kurv, for nu var vi jo venner - agtigt. Så snart jeg rørte ved kurven kom der 5 andre piger: "buy from me too, miss.. i no have lucky day.. " skalkos, mand. Men vi småsnakkede lidt, de er vildt gode til engelsk, og det vidste sig at de havde lært det i skolen og jeg kunne forklare dem at nogle gange er man heldig og nogle gange er man ikke, og at skole er det bedste i verden. Så det var alligevel en okay handel. Efter maden vækkede vi vores tømmermandsramte tuktukchauffør, som sov i en hængekøje i skyggen og kørte til et andet område, med flere templer lige ved siden af hinanden, og især det første var rigtig interessant. Det specielle ved det her tempel var de 216 kæmpe hoveder, som kiggede i enhver retning ind i junglen. 54 tårne, stejle trapper, meget kompliceret, men stadigvæk symmetrisk og så alle de hoveder. Det var fint. Bagefter var der en masse skov at gå igennem, nogle flere templer, platforme og vi tullede lidt rundt og snakkede om det hele, spiste en appelsin-skub-op-is og var ellers klar til at tage tuktukken hjem. Efter et bad og en smule liggen ned, gik vi ud for at finde noget mad. Dryssede lidt den ene vej og den anden, der var en del gadecafeer, med plastikstole og grillede bananer etc. Ikke lige det vi trængte til, ud af det blå dukkede der en sidegade op. Rimelig smal. Proppet med små fancy cafeer og restauranter. Skiftende mellem smådyrt og ekstremt aristokrat-stil. Vi snakker hvide due, krystalglas, franske navne og lille pastel dækkeservietter. Det nåede lige at blive overvældende. Sindssygt meget forskelligt, og vi glemte ligesom det med maden og nød bare showet. Efter noget tid faldt vi over et typisk new yorker halvtredserstil -sted. Sort/hvid ternede gulve, store spejle, røde plastik sofaer og billeder af Monroe, Hepburn og James Dean. Nice. De havde et par tilbud og vi spiste nogle dejlige champignonpizzaer og gik videre. Egentlig på vej hjem, havde forladt det travle restaurantstræde og var tilbage på det småmørke, støvede jordvej, da vi så en anden festlig sidegade: Lyskæder, boder, musik, der så ud til at være gang i den, jo Siem Riep er fuld af overraskelser, det skulle vi jo lige ned og se på. Viste sig at være et kæmpe natmarket. Hundredvis af boder, mad og små barer. Rigtig hyggeligt. Nu er det jo begrænset hvad man kan købe når man skal slæbe på det, men jeg endte alligevel med en sød blå kjole - jo den kan godt liiige presses ned i tasken. Det vidste sig at vi ik havde penge nok med, og den søde dame lod os på den med, hvis vi lovede at komme tilbage med resten af pengene i morgen, og dét lovede vi. Vi lod os også lokke af et ekstremt underligt fænomen, som vi faldt over flere gange. Et stort badebassin, fyldt med små brune fisk. "The best pedicure in town, please feet our hungry fish, with your feet!" Og nej det var ikke en joke. For 2 dollar fik vi lov at sidde så længe vi gad, med fødderne nede i det her fiskevand. Det tog lige noget tid at få fødderne ned, personligt hvinede jeg som en 12årig Orlando Bloom fan, de første par gange jeg mærkede nippen fra de små fiskemunde. Altså hvor surrealistisk er det her liv altså? Efter et halv minut var mine fødder dækkede af fisk, der guffede i sig, og det begyndte bare at blive dejligt. Hvor vidt det så hjalp på mine fødder skal jeg ikke kunne sige, men det var sjovt, især når de nye kom og skulle prøve, det så også sjovt ud.
Nå, igår var det så tirsdag, og vi ville ud og se på templer igen. Denne gang syntes vi dog ikke at vi ville betale en mindre formue for at blive kørt rundt i tuktuk, især ikke når vi nu havde hørt at man kunne cykle. Wuhuh!! Vi lejede et par cykler og kørte afsted. Nu havde vi jo set dem der lå længst væk, så det passede også perfekt. Vi cyklede en runde på.. en 20km,sagde kortet kiggede på nogle flere templer, blandt andet et der engang havde været et springvand, det var lidt anderledes, vi kom også forbi et børnehjem der lå derinde, fik en rundtur, hilste på børnene, købte nogle postkort og betalte lidt ekstra. Det var dejligt at se at der blev gjort noget rigtigt her, børnene var glade, de gik i skole, og de ansvarlige på børnehjemmet lærte dem at male. Det så dejligt ud. Undervejs på vores cykeltur bøjede Wallys sadel bagud, og han sad på bagagebægret på de sidste 10km, den stakkel. Som sædvanlig er der problemer med os når vi lejer transportmidler, vi endte med at sidde ved det tempel med alle hovederne og drikke en sodavand ind til solen næsten var gået ned og vi skyndte os at finde hjem til No Problem Villa. Vi skyndte os ud at spise og betale den søde kjoledame, men skyndte os tilbage og ligge ned. Idag har vi fortsat med at ligge ned, ret ømme numser, kun gået ud for at spise og strække benene lidt. Dejlige ferie, her er der jo aircon og puder og gratis internet. Vi har stadigvæk en dag mere på vores billet til at se templerne, og vi mangler stadigvæk det største tempel ( i verden, siger de) men vi gemmer det lidt, da man godt kan få for meget tempelruin på så få dage. Vi har fået vores visa til Thailand idag, guesthouset i Phnom Penh, ordnede det for os og sendte det hertil, så vi ikke behøvede at vente yderligere der. Og vi har besluttet at tage direkte herfra til Bangkok, ja så vi når ikke særlig mange byer i Cambodia, men der er jo også Malaysia, og flybilletten, pengene og tiden at tage højde for. Så vi skal snart til at rykke sydpå. Men nu bliver vi lige et par dage her, Wallys maveting er til hans store irritation, altså kommet lidt tilbage og det er jo ikke sjovt. Det var måske lidt for meget aktivitet lige efter han var så dårlig. Nå forhåbentligt er det bedre i morgen, ellers går det godt med det hele. Jeg er sulten nu. Men klokken er 3.24 om natten. (igen!!??) Maaske passer det nok ikke helt alligevel, for der står også at det er søndag den 6. januar 2002.... Jeg tror jeg skal have tjekket tidsindstillingerne på mit ur.

Saa idag er det torsdag, og vi har vaeret paa museum, laet en masse spaendende om Angkor Wats og historier om gamle konger og guder.. spaendende spaendende, jeg kan nu paa faa sekunder genkende de vigtigste buddhistiske og hindu guder fra hinanden og det er jo brugbart.
Interessant dag. I morgen skulle vi gerne se noget solopgang fra de flydende landsbyer.. hvad det saa end skal betyde.. :) interessant. Og der gaar nok ikke laenge foer vi vender naeserne mod Thailand, Bangkok, og nogle paradisiske strande der ligger paa vejen ned.

2009-08-08T22:37:00.000-07:00

Hej allesammen.
Idag er det saa soendag. Jeg syntes at der skulle vaere en lidt mere opdateret blog, men jeg har ikke faaet skrevet mere ned, saa nu kommer der en lille direkte version.
Phnom Penh endnu. Jeg har faaet mit haevekort, wuhuuu! Det blev supersmartly sent med siemens til deres kontor i Phnom Penh, saa nemt altsaa.. og de var rigtig soede og det var dejligt. (hendes i den roede er Tun, som hun hed.. fedt navn! sikke et firma)
Tilgengaeld er mit kamera blevet stjaalet. Det laa paa et bord bag min stol (hvorfor gjorde det saa det,?? kan man siden spoerge!) Men der kom en skummel tuktukchauffoer som ingen kendte, og da de smed ham ud var mit kamera forsvundet med ham./.
Saa.. det var jo lige noget....fis altsa. Men jeg taenker tit paa at jeg vil ha et bedre kamera.. saa.. jaja det maa jeg jo faa nu. Det er bare lidt irriterende.. Ellers sker der ikke det store, mig og wally gik ud for at drikke en drink paa en braetspils bar. Og han taevede mig i scrabble, men det var sjovt. Saa spiste vi indisk (ja jeg toer godt igen nu) og var traette og parat til sove, saa var vi ude og hente mit haevekort, paa vejen lokkede wally en tukltukchauffoer til at lade ham koere .. det var ret sjovt :) tror alle var lidt nervoese ved situatuionen... hehe.
Saa var der en paladshave vi kiggede paa, det var okay, men meget varmt, og det jeg synes var fedest var de der sprinklere som sprojter vand paa planterne.. der stod jeg meget... Men jo det vqar da nogle flotte bygninger. Ellers har vi haengt rigtig meget ud paa vores No Problem Guesthouse, snakket med de andre backpackere, hoert musik, set nogle film, spillet pool, leget med poi, syet paa min dug osv osv.
Forleden dag var vi paa vej ud til et boernehjem, men det lugtede bare saa langt vaek af turistfaelde, for det foerste blev tuktukjohn superskalk, og dukkede ikke op til vores aftale, istedet for at aflyse sendte han en af sine venner ud for at hente os og koere og til s/21 og der skulle vi saa vente til john kom, det vidste sig at han havde andre kunder at koere rundt. Saa sad vi der og ventede i 30min og saa koerte han os hen til en risforretning for vi ville gerne koebe nogle ris til bornehjemmet, det viser sig saa at vi skal betale 50USD for 50kg ris. HELL NO.
Vi fik ham presset ned paa 35usd, ("but no good smell, you know? Good rice and bad rice") men stadigvaek. det da alt for dyrt!!! Og pludselig lugtede det hele bare af turist faelde, og vi var i forvejen sure paa john fordi han holdt os hen (vi ku jo bare ha faaet en anden til at koere os derhen.. alle ved jo hvor det er. ) men nej han koerte os et andet sted hen og vente. Bare hold de dumme hvide hen saa skal jeg nok faa de 5 dollar. Nej mand.
Saa vi endte med at bede ham koere os hjem igen, nu gadvi ikke vaere faar mere. Det ka vaere vi tar ud paa bornehjemmet en anden dag, men det hele lugtede bare da de ville ha en dollar pr kg ris.
Saa.. nu tar vi nok snart til siem riep en by med en kaempe tempelby. Meget helligt sted. Meget flot sku det vaere... Saa det goer vi. Efter cambodia tar vi thailand og saa dernedaf. Det kommer an paa mange ting jo. vi har helelr ik faaet den flybillet fra KualaLumpur til NZ.. saa... men nu har vi da visaet.. wuhu!
Ellers ikke meget nyt herfra. det gaar ret stille og roligt. Haaber det er godt derhjemme!
At det er sommer og alting! Her er der ihvertfald masser sommer og sol.
Elsker jer!
Knus

Cambodia, wuhu!!

2009-08-08T22:14:00.000-07:00

Nå, idag er det lørdag så. Og vi er nu officielt i Cambodia, Wuhuu.. Dagene med Freja og Simon gik uden de store udskejelser, og egentlig også lidt for hurtigt. Freja er blevet en haj til Poi (to kugler på to snore, og så svinger man dem rundt i cirkler og laver kunster.. Det sårn noget halv moderne cirkusgøjl) Og så ville jeg jo også prøve så det har vi leget meget med, skulle hilse og sige at jeg er en lærenem gøgler.
Der blev spillet pool, spist mad, snakket dansk, hængt i hængekøjer, spillet guitar (Daan gav os hans guitar før han tog afsted, den søde søde dreng. Det er så fed en guitar!) den ene dag cyklede vi en tur rundt om øen, og for at finde et vandfald. Det var en ret fed tur. Elsker at cykle forbi lokale med deres ænder, vandbøfler og rismarker. Imponerende natur. Det er bare de smukkeste grønne farver man kan se i det land. Regnen var jo til tider hektisk hvilket var ødelæggende for stien, som jo bare er lavet af jord, og der var nogle vilde mudderbade ala Roskilde07, som ligesom gav en lækker offroad-mountainbiking udfordring til dagen. Fedt fedt. Men ellers skete der nu ikke så meget. Superfedt at snakke dansk, og superfedt at snakke med Freja, det er jo ikke så tit man kan det for tiden. Men vores visa var jo kun 30 dage, så nu var det på tide at rykke. Vi var sent på den i morges, vi skulle have en langbåd klokken 8, og kommer som de sidste falongs med bagage og guitar. Med Freja og Simon bag os, morgenkaffe i den ene hånd, smøg i den anden, og morgenhår. Farvel farvel. Jeg skulle først lige balancere mig ned i båden, træder i mine bukser som så glider ned over halvdelen af min lyserøde blonde trusse, til stor skræk for os allesammen, nok mest for mig, og så sejlede vi. Da vi ankom til fastlandet, var der ikke helt adgang til jordoverflade fra båden, og vi skulle kravle fra den ene langbåd til den næste, tror der var 5 i alt, nogle fyldte med græsbundter, andre med snore man kunne vikle sig ind i. Og med den store skildpaddehus på ryggen, håndbagagen på maven, guitaren i den ene hånd og en vandflaske i den anden - kom der en del danske skældsord ud undervejs, deriblandt "Snizzle!" i diverse tonelejer. Men jeg klarede den, Heldigvis var der en lillebitte knude, på en lille snor, som jeg hev fat i, og de små fingre ku lige redde alle 80 kg (bagage inkl) fra at falde bagover ned i vandet foran et utal af backpackere og lokale. her skalman skynde sig at tænke "nøj hvor en spændende lokal Laos-agtig oplevelse", i stedet for "Irriterende bondeland, mand!" Så var der en lille bus, og den kørte vi i indtil grænsen til Cambodia. Det gik meget godt, men også lidt asiatisk da vi skulle betale lidt ekstra ved alle vinduerne alligevel. Det vidste sig at der stod i vores pas at vi havde 30 dages visa det ene sted, men et andet sted på et lille stempel stod der 29 dage. Så nu var vi jo overskrevet med een dag, det kostede 5 dollar pr dag, og 5 dollar i generel bøde for at komme til det. Wally prøvede at modargumentere, men efter lidt tid, blev fyren irriteret og sagde med en overraskende monoton stemme "No more talk! If you no pay, i arrest you and put on bus back to Pakse, You like?" Og nej det ville vi da heller ikke så. Derudover var der et eller andet lille papir vi skulle have haft, som vi ikke havde og det skulle vi også betale en dollar i bøde for. Så var der visa vinduet, normalt koster det 20USD, men da det var lørdag var der weekendpriser.. så det var 23USD.. Jaja. Så var der en dollar i betaling, ved et andet vindue, sårn bare for sjov for at få "godkendt" stemplet, og tilsidst var der en helbredsundersøgelse, hvor de tog ens temperatur.. min var 37c, og jeg tænker om man mon skulle betale en dollar pr grad man afveg fra normen eller hvad. Wally endte ihvertfald med at betale en dollar mere fordi han ikke kunne finde sit vaccinationskort og dét kostede en dollar i bøde. Alle de små dollarer som forsvandt ned i lommer og kufferter og du fik ikke dit pas tilbage før du lagde den lille sedl.
Fusket altså. Men borttset fra det okay, i det mindste var Wally og mig de sidste, så så snart vi var igennem var bussen klar til at køre og vi skulle ikke vente eller noget. Cambodia! Wuhu. Vi ligger lige ud med en 10 timers bustur til Phnom Penh (hovedstaden) Men det er jo stadig en okay måde at se landet på.

Nu er det så tirsdag, og jeg ved ikke om det overhovedet er interessant at vide hvad dag det er, når man ikke læser det på selve dagen alligevel. Men det hjælper når man skriver det.
Cambodia! Wuhu! Langt mere stresset, kaotisk, åbent og crazy end Laos. For det første menneskerne: I Laos får man et varmt smil og måske en lille kommentar, men alt er meget høfligt og venligt og stille. Alt lukker og slukker klokken 22, og selv hovedstaden minder mere om en forstad end en storby. Med 5millioner indbyggere, et utal af ællinger, hvalpe, babyer og bare tæer i den eventyragtige jungleskovbund. Cambodia derimod ligger derimod hektisk og charmerende ud, med Phnom Penh, vi snakker overivrige tuktukchauffører, der tager fat i dig, et vejkaos der minder om Indien, folk uden lemmer, sælgere, gadeslagsmål og skumle gyder man ikke går igennem i mørke. Det lyder måske som lidt af et turnoff når man nu kommer fra Laos, men jeg synes nu mere det var en fed forandring. Cambodia (Er det stavet med J, Cambodja? Det synes jeg ser lidt grimt ud?!) cambodjanere griner højt, klapper dig på skulderen, "My friend, why not?" De er småkække og sjove, joker osv. Måske kommunikerede vi bare ikke nok med Laos indbyggere, men jeg synes alligevel der er en grel forskel i opførslen. Der er jo selvfølgelig også det uomgåelige faktum at vi i Laos befandt os mest på landet, i hængekøjer, langs floder og i så isolerede landsbyer som muligt, og nu er vi i hovedstaden af et land med 15millioner indbyggere, men alligevel. Der er forskel. Landskabet er også helt anerledes, ind til videre har jeg ikke set et eneste bjerg, eller bakke. Det er et stort byområde, forurenet, ekstremt meget skrald og en langt mere urolig energi. Men nu skal det hele ikke lyde alt for negativit. Den første aften vi ankom med natbussen var jeg nærmest helt høj af spændingen og kaosset. Eller, jeg lagde ud med at være smågnaven, vi spenderede 14 timer fra vi forlod Dondet før vi ankom til Phnom Penh, og jeg var endelig faldet i søvn for første gang, en time før vi pludselig var der. Og så bliver jeg lidt irriteret altså. Der er sket nada i 14 timer, og så kommer der en kæk idiot ind og klapper højt og skriger "Phnom Penh, This is it!! KLAP KLAPKLAP.Dont forget anything!!" Klap klap, og indenfor 10sekunder står alle turisterne op og maser og skubber og skal ud, samtidig med at alles bagage er bagerst i bussen, så alle skal ligepludselig den ene og den anden vej. Der inklusiv Wally som ikke havde sovet, men som blev ved med at spørge om jeg havde det hele, og jeg var sådan "Det ved jeg ikke altså!!" Men.. ud kom vi. Og vi fik det hele med, og udenfor stod 2 irske fyre som da ellers havde gjort sig bemærkede i bussen, ved at skændes højlydt, spille høj musik og generelt larme så meget som muligt. De var faldet i snak med Wally i en rygepause, havde været i Phnom Penh før, og de tilbød at vi bare tog med i deres tuktuk og hen til hvor de boede før for det var nice. Okay cool, jeg havde ellers sendt et par skalkhammere efter dem undervejs i bussen, fordi de osede langt væk af mangel på respekt og "det er min bus" energi, som alle vidst fandt ret provokerende. Men nu sad de og snakkede med os, og virkede okay, "Sådan er Irlændere bare, Laura" -havde jeg fået undervejs i bussen, og det hjalp da lidt at snakke med dem, men jeg var stadig uimponeret. Nå vi kører igennem Phnom Penh, ikke så langt før vi når Lakeside som skulle være the place to go, hvis man vil have fed stemning og ikke betale for meget. Undervejs kører vi ind i et gadeslagsmål alla oldschool style. Vi snakker en 7-10 mennesker, gadewrestling, der var en ankeltyk bambusgren involveret, og det sidste vi så var en meget vred Camodjaner der smadrede en motorcykelhjelm frontalt ind i skallen på en anden. SMOK. Velkommen til Cambodia! Vi ankom til No Problem Guesthouse, og det oser langt væk af No Problem, og er ret fedt. Værelserne er ikke noget særligt, toilettet er ligesom et spånplade-skab med højt til loftet, hvor alting lækker og det hele er meget lydt og slidt. Men fællesrummet har karakter og det er alligevel der vi er det meste af tiden. Kan i huske i de sene halvfemsere hvor det var helt smart og moderne at have en rund lænestol, svanerede(?) Hed det måske. Hvor man kan sidde og ligge på så mange forskellige måder, og hvor ens numse nærmest når gulvet. Den er ret stor - i mine unge teenageår var jeg personligt selv igang med at spare op til en fra Jysk Sengetøjslager, men brugte pengene på noget andet da jeg opdagede at der ikke var plads på mit værelse. (Jeg har siden hen besluttet mig at jeg skal have en før eller siden. Man kan så meget med den!) Men dem har de! De har et slidt men velfungerende bordeaux rødt billardbord, hængekøjer, Tv, musik, mad og drikke og en terrasse der bogstaveligt talt ligger oven på søen, og man kan kigge ud over den og se en solnedgang tror jeg. Søen er ikke så imponerende, da de er ved at fylde den op, og bygge ovenpå den, hvilket er ret ærgerligt, men pyt. Vejen vi bor på ligger parallelt med et rigtig fedt og mere populært stræde, snæver, snoet og proppet med hyggelige cafeer, frugtboder, lyskæder, tuktukker, barer og andet nødvendig turistmateriale. Men samtidig er der masser lokale der, og der er en fed smådodgy stemning, som ikke gør en bange, men måske tager man rygsækken på maven hvis det er mørkt. Den første aften gik vi bare i seng ovenpå en småhardcore bustur og sagde nej tak til adskillige tilbud om at drikke os fra sans og samling med de irske fyre. Sov længe (desværre har vores værelse ikke nogle vinduer, så man ved ikke om klokken er 7 eller 16 når man vågner) Men vågnede bare for at gå ud og spise morgenmad, drikke kaffe, spille pool, og se en film og chille på dejlig morgenhygge vis. Da vi indså at klokken snart blev solnedgangstid skyndte vi os ud, for at se nærmere på området. Vi gik ned ad den føromtalte gade, men den mundede ud i en bred 4baners vej, proppet med al slags hurtigt kørende transport, så vi vendte om og gik tilbage for at finde lidt internet. Undervejs gik strømmen så i hele området, og vi endte med at give op ved computerne og gå ud og spise i mellemtiden. I mørket fandt vi en pakistansk restaurant. (at dømme efter ejeren troede vi det var indisk men fandt senere ud af at der stod pakistansk på skiltet) De omtalte skilte reklamerede også med at de havde "All you can eat" for 2USD, og vi prøvede at få det til at ske, og de forklarede at det kunne vi godt, men man kunne kun få mad een gang.. "But then its not all you can eat?"
"Yes Yes, all you can eat. But only food once..." Æhhhh jeg ved ikke helt. De forstår nok bare ikke hvad det betyder. Wally nåede at blive lidt febrilsk og hans store glæde for All you can eat, gjorde det lidt svært for ham at indrømme at det ikke ville ske, men jeg havde en hårbøjle i munden over Cambodia, og synes bare alting var grineren. Vi bestilte en omgang Thali og inden længe kom lyset tilbage. Alle klappede og hujede på gaden, og jeg smilede endnu bredere. Efter maden gik vi tilbage til Internettet og gjorde det færdigt. Jeg skulle have mine søde forældre til at sende penge, og sende mit nye hævekort, og det kræver jo lidt forberedelse fra begge sider af. Wally kom og hentede mig efter en time og vi gik tilbage til værelset, lånte et par film fra DVDsamlingen i fællesrummet og crashede. Klokken ca 2 om morgenen vågnede jeg ved at den ene af de ekstremt stive og højlydte irlændere kom hjem, sang, råbte og tumlede rundt, som fulde irriterende irlændere nu gør. Vækkede staffet fordi han ville have vand, og bare generelt trampede rundt mellem sit værelse og fællesrummet. Her opdagede jeg at min mave var lidt underlig rumle-agtig, men faldt alligevel lidt i søvn igen, vågnede dog lidt efter ved at han igen trampede rundt, sparkede til nogle ting ude på gangen osv. Noget tid senere kom hans ven hjem og lavede mere eller mindre samme nummer, og jeg opdagede at min mave nu var rigtig underlig. Så jeg endte med at ligge vågen i en 3 timers tid, mens min mave kørte karrusel, og jeg pendlede til toilettet uden resultat. Uh sikken lidelse. I de tidlige morgentimer faldt jeg i søvn og næste dag blev tilbragt i fællesrummet med film, en frugtsalat, fosterstilling og vand. Jeg ved ikke om det var den skumle pakistanske mad eller hvad, men det var bare en underlig mavevirus der ligesom involverede alle organer og halsbrand. det var en okay filmdag dog, vi så en masse film, og bevægede os først ud, da vi fik en sms fra min far om at Western Union i Phnom Penh ville have mine frisktoverførte penge nu. Penge skal der jo til, så vi tog vores nye favorit tuktukchauffør ud for at se lidt nærmere på Phnom Penh, Western Union var nice, de er altid vildt søde der. Gad vide om det somregl kun er rige folk der kommer der, for man blir budt på at sidde og tage en vand fra køleskabet og de er ligeglade med om du er en fedtet syg backpacker der havde tabt sit kort et ukendt sted mellem Kina og Laos. Det er jo dejligt.
Vi var bagefter ligesom nødt til at stoppe ved en reggaebar på vejen hjem - der stod One Love - One Heart på dørhåndtagene, indenfor var der store fine Marley billeder og reggae på stereoen. Vi tog chaufføren med ind, og mændene fik en øl og vi snakkede om Cambodias historie og det var meget interessant. TukTuk chaifføren - ved navn John, fortalte hvordan hans familie blev dræbt af Khmer Ruge og at han boede med en sød selvudråbt plejefamilie tæt ved grænsen til Thailand fra han var helt lille. Meget interessant. Han sagde at selv idag, skal man passe på hvad man siger om Khmer Ruge, og generelt en del insider viden fra en lokal 40årig cambodjaner, og det var ret fedt. Bagefter kørte vi tilbage til GH, jeg vandt mit første spil pool (nogensinde!) og fik tæsk i en del, før jeg til sidst kaldte det en nat (denglish) og gik i seng, med et afsnit af Barnaby jeg har set 36 gange. Vi aftalte med TuktukJohn at han skulle køre os rundt til nogle vigtige sights i Phnom Penh, S-21 -en skole som var blevet tryllet om til et fængsel/torturcenter og The Killing Fields, hvilket bogstaveligt talt er, en mark hvor der blev fundet massegrave, hvor Cambodjanere blev slagtet en efter en og smidt i jorden. Ulækkert, og meget uhyggeligt! Men også interessant. Vanvittigt hvad nogle folk kan gøre mod andre folk. S-21 er nu et museum, og her kan man få det hele, torturkamre med originale stålsenge, fangebåse, masseopbevaringsrum, udendørs torturmetoder og fotoudstillinger med billeder af fanger, opstillede og in action. Uhyggeligt. Især de mange tusind ansigter der var. Mænd, kvinder, børn, teenagere, sågar et par babyer. Alle med hvert deres ansigtsudtryk da de blev fotograferede af dem der snart skule indespærre, torturere eller myrde dem. Vrede ansigter, små smil og angst. Uhh. Killing Fields var også uhyggeligt, men på en lidt anden måde. Det sygeste var nok det kæmpe monument- tårn fyldt med skelethoveder, knogler og tøj, fundet på de måske 1000 lig man fandt på det sted. For første gang face to face med et skelethoved, man kunne endda røre (der var ikke glas for det hele) hvis man turde. (Det ville jeg ikke....)
Selvom jeg har haft en så ultralærerig dag om Khmer ruge må jeg indrømme at det stadigvæk er lidt tåget i mit hoved. Altså der var ham her Hitler/Stalin/Mao wannabe'en Pol Pot, som havde en ide om at landsbylivet var det eneste ægte, farmere og gammeldags metoder. Byer, fabrikker osv var urene, og han ønskede at sætte hele landet (og verden for den sags skyld) et par hundrede år tilbage. Det var samtidig blandet lidt med kommunisme, idet at alle skulle deles om arbejdet, dele overskuddet osx. Ved hjælp af at skaffe sig de rigtige allierede (og senere gå imod dem) og ved at bygge sig en kæmpe superond hær med rød/orange halstørklæder på slagtede han sig igennem Cambodia og dræbte omkring 1/4 af landets befolkning undervejs - næsten 2 millioner. Han dræbte alle der bare var en lille smule uddannede, flersprogede, eller på den ene eller anden måde tænkte på politik i landet. Senere blev han paranoid og dræbte også en del af hans egne allierede, hans egne soldater osv osv osv. Han drev befolkningen ud af byerne og tvang dem til slavearbejde, opbrød bevidst alle familier, og myrdede alle der sagde ham i mod. Mange af dem befinder sig idag som et skelethoved i et monument på en killing field - en af de mange hundrede forskellige dødsmarker i landet. Han hjernevaskede børn, alle der var unge nok til at kunne skifte mening, og tit var det børnesoldater der stod for myrderierne af deres egen ældre generation, ovenidet var Amerikanerne (som sædvaanlig) igang med at bombardere landet (de var jo kommunister!!) og den stakkels befolkning stod mellem pest eller kolera. Khmer Ruge var kun officielt på magten i 3-4 år, men var fortsat ansvarlige for massemord og uhyggelige historier mange år før og efter. Ikke een eneste familie har gået uberørt igennem Pol Pots vanvittige plan. NåJa det var lige lovligt mange kraniumer og død for een dag.

Dondet

2009-08-08T22:12:00.000-07:00

Idag er det så mandag, vi er på Dondet, en lille paradis-ø 4 timers tid fra Pakse, som er den største by syd for Vientiane. Stadigvæk Laos altså, men ikke så længe igen. Inden vi forlod Luang Prabang gik der et par dage med at købe ting fra natmarkedet, og sende det hjem i en kasse. Så det er jo ret spændende hvornår den kommer til Dk, Uhauha. den ene dag klatrede vi op på toppen af et lille bjerg, med et tempel, og der kunne man se solnedgangen, og det var da okay. Det var dog mere interessant at se en stor grøn græshoppeting kravle rundt på en drengs hoved. På vej ned igen, mødte vi et amerikansk par, som vi tidligere havde lånt penge til at komme ind i templet, og de insisterede på at købe os en drink et eller andet sted. Så vi tog dem med til vores efterhånden lokale sted. De viste sig at være rigtig flinke, Burton og Sarah, som havde en hel del interessant (for os hippier) at sige om Bushregeringen, og vi snakkede lidt med dem om hvor glade de var for at Obama nu var præsident og at de for engangs skyld kunne være stolte og det er rigtig interessant at høre fra amerikanere, og især de to her, for de var meget kloge på emnet og kunne svare på en masse af vores spørgsmål set fra en amerikaners side. Burton lånte mig også hans smarte Iphone så jeg kunne gå online og ringe til min søde mormor fra den, og så slap jeg jo for en internetcafe. Bagefter spiste vi noget mad sammen, og så var klokken 22 og hele Laos lukker og man er nødt til at gå hjem i seng, hvis man altså ikke vil bowle - og det ville vi ikke.
Den sidste dag lejede vi en motorcykel af vores guesthouse og kørte en fantastisk smuk tur ud på landet, for at finde et springvand mere. Det var også helt vildt smukt. Blågrønt, iskoldt og klart. Det var ret vildt. Der var et lille reb man kunne svinge sig i, og man kunne hoppe rundt og bade og køle sig ned, for det var meget varmt. Vi hoppede lidt ned fra et lille vandfald, og Wally svingede sig i rebet men jeg turde ikke. Der var flere steder at bade, og der var også selve vanfaldet at kigge på, så vi tullede rundt der i et par timer. Tog motorcyklen tilbage, i den smukke Laos natur, som bare er noget helt specielt synes jeg. Om aftenen tog vi bowlinghallen for sidste gang, og jeg var lige i stødet. Et utal af strikes - jeg vandt faktisk over Wally det ene spil! Men de to andre spil mistede jeg det, og han strammede op og så vandt han resten. Men det var stadigvæk ret sjovt. På vejen hjem kørte vi forbi Inderen, og købte noget indermad med hjem til værelset - som ventede på at blive pakket sammen og ryddet op. Og det var egentlig lidt svært at forlade Luang Prabang. Nu var vi jo også kommet tilbage 3 gange, og det var lidt sært at tænke på at man ikke kom tilbage denne gang. Men det gik ret smertefrit ellers. Pakningen, morgenbussen og så afsted. Tilgengæld gik det altså ikke så godt i bussen. Vejen mellem Luang Prabang og Vientiane er ren rutschebanetur, op og ned, men hvad værre er svingene, fra side til side. Når man kører langs med bjergsiden, må man jo følge bjergsiden, og det er den slags tur hvor man ikke kan sidde afslappet fordi man konstant bliver smidt til den ene eller den anden side. Det er jo gået okay de andre gange, men denne gang var det bare for meget. Så jeg blev dårlig, og desværre ikke bare een gang opkast og så var det overstået. Nej.. jeg var dårlig i timevis, klamrede mig til min lille pose og gjorde mit for ikke at åbne øjnene, og tænke på noget andet. Så vi endte med at stå af bussen i Vang Vien, 3 timer før Vientiane, og holde pause der for natten. Nu havde vi jo været der før og vi vidste hvor vi skulle gå hen og få et nice værelse osv. og vi regnede med at skulle komme til at sove i Vientiane fordi vi ikke kunne få en bus videre i tide - så det var jo meget bedre at sove et dejligt sted, end at sove et ærgerligt sted; Vientiane. Så dagen gik perfekt med at se Family Guy på een af de mange restauranter, spise og prøve at få kvalmen til at gå væk. Men den var der nu indtil jeg gik i seng. Heldigvis var det supernemt at komme videre derfra. Dem der ejede guesthouset fortalte at de kunne skaffe os en billet hele vejen ned til Dondet, på 4000islands, på een gang - og det ville jo være fedt. Så først fra Vang Vien til Vientiane, så Vientiane til Pakse, og så Pakse til Dondet - inklusiv tuktukker, både og busser. Sweet. Det gik ret smertefrit. Natbussen mellem Vientiane og Pakse, vidste sig endda at være en superfed sovebus, med (små) dobbeltsenge og vi lå i ske og sov hele vejen - og det er jo en dejlig overraskelse når man forventede at skulle sidde i samme robotstilling i en siddebus i 12 timer. Vi blev vækket af det dejlige keyboard musik, som de åbenbart elsker alle steder i det her land, og så var vi der. Så kom vi ind i en anden bus, og der var godt nok lige en del problemer, og venten og så kørte vi, men så stoppede vi, og sså kørte vi ti minutter og så stoppede vi, og ingen forklarede noget, og så skulle vi skifte bus, og så kom vi ind i en mindre totalt proppet bus, og så kørte vi og så stoppede vi, og så proppede de nogle flere ind i bussen og så stoppede vi lidt senere fordi chaufføren skulle have tanket sin mobil, og så stoppede vi igen fordi han lige skulle tale med nogle andre chauffører og så stoppede vi igen fordi han skulle tale med en dame, og generelt var der ret meget "KOM NU" stemning inde i bussen. Men vi nåede da frem til en havn og alle steg ud, og så var det ned til de små både så vi kunne sejle til øerne. Og så kom vi endelig til Dondet. Daan havde fortalt os præcis hvordan man kom til det favorable guesthouse på Dondet, men båden havde ikke sat os af ved det officielle båd-sted, men ved noget græs (vel fordi de så ikke skulle sejle en omvej) så vi havde liiiige lidt problemer med at finde Vixay gueshouse. MEN vi fandt det, og det var det hele værd! Billigt, hyggeligt. Bungalows med myggenet og vinduer, hængekøjer og solnedgangsudsigt fra balkonen. Sweet! Ejeren kom endda og satte en ekstra hængekøje op, så vi havde een hver.. Hvor dejligt :)

Jeg tror der bor myrer i min computer, hver gang jeg åbner den kommer de frem, og nu var jeg lige ved at splatte den ene fordi den fes rundt på mit tastatur. Der er ekstremt mange myrer! I tandpastaen, på sæben, på enhver spildt kaffeplet på gulvet, på sengen, på din arm... overalt. Men det er okay, de kravler jo bare rundt. Lige før da vi spiste morgenmad fodrede jeg dem lidt, det er ret vildt som de kan proppe sig med sukker og dejlig kartoffelmos. Ja ellers går det jo bare til spilde.
Så idag er det altså onsdag. Og mandagen gik hurtigt - og uden det vilde at skrive om. Vi faldt begge i søvn i hver vores hængekøje til en dejlig eftermiddagslur, jeg kæmpede imod mine øjenlåg i håb om at se solnedgangen, men måtte indrømme at kampen var tabt da jeg vågnede i skumringen. Så gik vi ud for at spise noget, og gik hjem iseng inden strømmen blev slukket igen (lissom Hmong Noi er der strøm mellem 19 og 22) Igår tirsdag, sov vi længe, drak en morgenkaffe fra guesthouset - bagefter gik vi en tur ned mod hovedgaden i håb om at finde noget spændende. Evt. Freja og hendes kæreste som jo forhåbentlig skulle dukke op een af dagene. Wally nåede lige at sige, hold øjne og ører åbne, måske kan vi høre freja skrige eller pludre et eller andet sted. Og der gik ikke mere end 3 min så kunne vi se hende, og hun råbte "mommy, daddy!" og smed alle sine taske og løb ægte filmklassiker-stil ind i et gruppeknus. FREJA. Sweet! Vi hilste også på Simon, halv kineser, helt australier og 29 år, som hun mødte i Townsville (Aus) sidste år, efter vores veje skiltes. Jeg var begyndt at opgive håbet om at lege med hende, og det er da også vildt heldigt at de forlader Cambodia, og tager ind i Laos, samme uge som vi er på vej ind i Cambodia fra Laos, og befinder os en times tid fra grænsen. Wuhu! Nå vi tog dem med tilbage til vores Vixay guesthouse og de tjekkede ind, selvom vi ikke kunne finde ejerne. Jaja det vel fint nok. Så snakkede vi lidt og det var jo ret sjovt at ses igen. Der gik ikke længe før drengene talte politik og pigerne slog over i dansk og opdaterede hinanden på de vigtigere emner som, "Hvordan går det med DIN kæreste?" og "Hvordan har du det!?" Så det var dejligt. Gik ud for at spise, spillede lidt kort, spillede lidt skak, gik ud for at finde noget pool, men det var forsent og alt var ved at lukke. Vi endte med at sidde på en restaurant og snakke, og den sædvanlige aftenregnstorm indhentede os før vi kom hjem. Næsten hver dag er det varmt og tørt, måske med en lille dejlig brise, og så om aftenen omkring en 23 stykker kommer regnen, og det regner meget! Og tordner og hele himlen glimter, og det buldrer og larmer, og det er jo vildt fedt når man er i tørvejr, at være med til sådan et stormvejr, men nu var vi altså 20minutters gågang fra det såkaldte tørvejr. Ikke nok med at det regnede, det var mere det med at det også var buldremørkt. Strømmen var jo slukket, og ingen havde medbragt lygter, mobiler eller stearinlys til at vise os hjem. Wuhu! Hvor spændende. Indenfor 3 minutter var vi gennemblødte af de store lune dråber, som alligevel faldt ret blødt, og vores eneste lys var nogle tilfældige lamper omkring os, inde fra husene på vejen. Inden længe fik vi dog også hjælp af lynene som i et par sekunder lyste jordstien op for os, så vi kunne se lidt igen. Det var vildt fedt! Lidt uhyggeligt men fedt! Såsnart vi kom ind i tørvejr ved siden af vores Bungalows, kom blæsten. Som lyn fra en klar himmel! WOOOSHHHHHHH! Hængekøjer og våde falongs var et stort rod i mørket på balkonen! "Er der nogle der har en lighter!", "jeg har et lys vi kan tænde!" "Hvor er min lygte!" "Mine smøger er våde!!!" så havde Simon en lygte, men så blæste en af hængekøjerne ind i ham og han tabte den, og batterierne forsvandt "Nooo!" Men så blæste det endnu mere op, og det føltes ligesom at stå på et skib midt på havet, under et stormvejr.
Og så skyndte vi os ind, vinduer og døre smækkede og det stormede helt vanvittigt! Ahhhh! Det var helt tosset! Og 5 minutter inden, var der ikke så meget som en vind! Uh! Vi skyndte os af med tøjet, fandt soveposen frem, og så var der ellers Monthy Python og hygge, i tørvejr under myggenet-hulen. Hvor fantastisk! Wally elsker regn, og jeg synes også at det var ret fedt!
Idag er der ikke sket så meget, vi har lige haft endnu en vild storm, det dryppede lidt, og så pludselig måtte vi skynde os at trække os tilbage, hive alle tingene indenfor inden de blæste væk, forsøge at undvige hængekøjeoverfaldene og søge ly indendørs. Heldigvis kunne vi lade vinduerne stå åbne uden konsekvenser, så nu ligger vi alligevel og kigger ud på vejret. Ahhh...sikke en dejlig ferie.

Tilbage i Luang Prabang

2009-07-24T06:18:00.000-07:00

Idag er det fredag, og vi er i Muong Ngoi, en lille time op af floden fra Nunkiauw. Her er endnu mere fantastisk. Lillebitte landsby, og her i lavturistsæsonen er der kun en håndfulds Falongs (udlænding på Laos) ud over os selv. Daan var her for to år siden, og kendte derfor en rigtig sød dame som ejer et guesthouse allerbagerst i byen. Hun kunne godt genkende ham. Så her bor vi, igen har vi hængekøje og privatejet bungalow, denne gang er der dog nogle lidt mere praktiske mangler, som bade/toiletvand og elektrisitet, som jeg personligt endnu ikke har set noget til endnu. Men vi har en elpære.. Det er okay, så har vi jo stearinlys og improviserer med den personlige hygiejne. Fint fint. Hovedgaden er en tometer bred jordvej, ingen biler blot den lejlighedsvise cykel, få restauranter og små forretninger, der allesammen sælger det samme. Derudover er gaderne fulde af børn, dem der er for unge til skole. De går rundt som små bander, pigerne og drengene for sig, og tegner tegninger i hovedgadens jordoverflade. Følger efter turisterne, leger fjollede lege med hinanden og er generelt et skønt syn. Der er somregl lige en buttet halvnøgen bedstefar med et spædbarn om maven eller en eller andens mor som kigger lidt efter dem. Men hvad er der at være bange for? Alle kender alle, der er ingen biler og det er vel det samme hver dag. Der er også et virvar af kattekillinger, ællinger og kyllinger, med deres mødre. Ekstremt mange haner (tror aldrig jeg har set og HØRT så mange haner på så lille et sted) De starter kykkelikyen ved første strejf af sol og bliver ved til solnedgang. Alt er igen lavet af bambus, stråtage og alle husene er hævet minimum en meter over jorden, imod oversvømmelse og dyr generelt. Vi er rigtig ude på landet her, der er intet telefonsignal, eller internet, ingen høj musik eller stress. Bare stille og roligt hverdag i en minilandsby ved en flod, omringet af bjerge og jungle-lignende skov. Vi ankom igår, og der gik ikke mange sekunder før vi allesammen var helt vilde med stedet. Der skete dog ikke så meget, vi tjekkede ind i vores bungalows, og gik ned for at finde en fruitshake eller en kaffe-shake eller lignende. Hurtigt endte vi op ved guesthouse ejerens nye hus, som lå lidt længere nede af hovedgaden, hun havde alle slags shakes, og vi blev budt indenfor på omvendte plastikølkasser, med hynder som stole, og bestilte fire blandet ananas og banan. Hendes ene søn 22årige Shai gjorde os selskab, og han snakkede flot engelsk. Arbejdede som guide i den lille by, og ham kom vi til at hænge en del ud med. Han fortalte os om landsbyen, familien og andre Laos ting. Blandt andet at der var en strømgenerator i byen, der kun var tændt mellem 19 og 22 om aftenen, hvem skal bruge lys når solen er der? Og hvem skal bruge lys efter 22? Der sover alle jo alligevel! Men også historien om dengang ham og hans storebror fandt en lille bombe i køkken-jorden (det er jo udendørs alt sammet) den havde ligget i jorden siden dengang i tredserne hvor amerikanerne smed millioner af bomber henover Laos, og historien ender uhyggeligt men heldigt, med at hans bror mistede den ene hånd da bomben sprang. Eller om hans fætter som for nyligt havde drukket for meget Lao-Lao (stærk klar lao-alkohol, smager lissom terpentin) og kørt galt i en motorbåd og ikke set siden. De fandt den smadrede båd i nogle sten, uden motor eller fætter. Så det er både nogle helt andre vilkår, men også de samme problemer man har i et land som Laos. Han fortalte også en anden historie om engang han var 10 år, og jagede med sin ven, og skød en fire meter lang kobraslange og spiste den, fordi de var sultne.. Men altså, jeg må indrømme at det ind imellem virkede en lille smule opfundet. Den med slangen var jeg ikke særlig overbevist om, især fordi han blev hyldet som helt i landsbyen, og de kaldte ham "superboy" .. jeg ved ik, det begyndte at ligne ønsketænkning lidt. Måske skulle han bare teste turisterne, eller måske passer det, man ved jo aldrig. Men Shai var frisk, til tider lidt for frisk, drak urimeligt meget Lao Lao og va i det store hele en ret dårlig guide, udover det imponerende engelske, altså. Men det giver jo alt sammet et indtryk af rigtige Laos mennesker, også dem der prøver at tilpasse sig den nye teknologi, og den overvældende turisme. De fleste familier i Laos har et Tv, altså.. dem der har bare lidt penge. Det er godnat historien (lisssom i den vestlige verden) som ikke kan undgås. Hvis der er tændt sidder øjnene fast, ligemeget om det er horribel gyser kl 10 om formiddagen, eller dårlig sæbeopera, med temaer der pirker lidt ved det moderne samfunds nye tendenser så som at få et kys midt på gaden, eller vise skuldrene i offentligheden. Alle har en mobil, også i de områder hvor der er dårlig signal, og mange af de unge har forholdsvis moderne musik på deres mp3ere. (Vi snakker for det meste 90'er boybands og Lao-rock) Selv i sådan en lille bitte landsby som Hmong Noi. Dagene der gik hurtigt, og vi lavede ikke så meget. Spillede guitar, hang ud i hængekøjerne, gik den ene dag ned til floden og badede lidt, og den anden dag købte vi en guidet tur af Shai, som tog med os på udflugt op af floden. Han lejede en båd med een af sine venner, til en lille landsby, som havde silketørklæder som specialitet.. hmhmhmmm.. Jaja. Det var ret vildt. Indbyggerne her så ret simple ud, ikke meget tøj og langt mere generte overfor turister. Og samtidig havde hvert et hus et utalt af smukke silkehalstørklæder, i alle mulige farver. Jeg købte to, og Wally købte 1, og jeg ved ik med Daan og Caroline, de købte mange! De er jo nærmest på vej hjem, så de skulle have gaver og alt muligt med, det er jo lidt tidligt for os at købe. Vi satte os og spiste, fik omelet, sticky rice og nudler, og Shai forsøgte ihærdigt at hælde beer Lao i os, lykkedes dog ikke helt i samme omfang som ventet. Da han hentede Lao Lao'en frem og begyndte at tage shots tænkte jeg "Aaaaaaaahhhhhhhh.... nuuuu..." og ærligt talt var han godt vissen da vi var færdige med at spise. En lokal karakter dukkede op, Shais fars ven, og de sad og drak om kap, der klokken 13 om eftermiddagen. Puhh.. festival hver dag, hva? Men det er jo så dejlig nemt at være pige, for når de så siger "Nøhj, du er kun 10%mand hvis du ikke drikker" Så er det ikke noget problem at svare igen, og især Shai ville gerne lægge procenter på hvor meget mand han og de andre var hele tiden. Lidt irriterende. Nå det begyndte at regne, og vores plan var at "tube" tilbage til Hmong Noi. Dvs. stor sort gummiring (indersiden af et kæmpe lastbildæk), turist ned i midten og følge strømmen og nyde udsigten i 2 timer ned af floden. Uhh.. Men det jo måske ikke så sjovt når det styrter ned, så vi ventede lidt, og da det klarede op og vi gerne ville gå, sad vores lille guide der med røde øjne og sagde "Ej min fars ven er lige kommet, vi har noget vigtig at snakke om.. så jeg vil gerne blive lidt. Men vi går snart! Måske om 20 min?" Og igen tænker man "ahhhhhhhh .. nuuu stopper du hr. guide. Du bliver ikke betalt overpris for at sidde og drikke neglelakfjerner med den lokale tosse. Og vi endte med at sige "okay, Shai du kan blive, men vi går ned til floden nu." og han så lidt fornærmet ud, men altså, så kan han lære det. Nede ved floden fandt vi noget meget spændende sand, som var ligesom budding. Man kunne gå på det uden at synke igennem, det blævrede ligesom bare.. men hvis du stod lidt, sank du ned og det var dybt ned, og du sad rimelig godt fast. Så det legede vi lidt med, Caroline opdagede at hun havde glemt sine sko ved restauranten og da hun kom tilbage havde hun Shai med, så vi kunne endelig begynde vores sejltur ned af floden. Wee.. Det var en ret fed tur. Helt stille, fordi båden sejlede uden motor, og vi kunne bare flyde derudaf og kigge på bjergene og solen og træerne og planterne og insekterne og så videre. De havde endda drinks med, så man kunne padle hen til dem og få en tår vand (eller et glas øl hvis man var en rigtig mand). Det er jo luksus, og resten af vores ting lå også i båden, så det skulle vi ikke tænke på. Det var helt perfekt. Om aftenen var vi inviteret til barbecue og en lille ceremoni hjemme hos Shai, og det var også dejligt. Altså. Nu er Wally og jeg jo vegetarer, så det er nemt at sige med det samme at man ikke skal have noget nyslagtet høne. De to andre var også ret meget i tvivl, men hvad kan man gøre når man bliver tilbudt (de endte så med at betale en mindre formue for det..sådan en høne er åbenbart ikke billig i Hmong Noi) Mærkeligt. Men der skete noget ret fedt i løbet af aftnen. Vi blev budt indenfor på gulvet at sidde ned, om et rundt stålbord, på midten var der en guldmalet vase, med overdådige (og let støvede) plastikblomster. Ned fra blomsterne hang der hvidt snor. På bordet stod der nogle skåle med slik og kiks. Okay, så sad vi der, fjernsynet kørte, men blev skruet ned og pludselig kom der en håndfuld ældre damer hen til bordet (inklusiv guesthouse ejeren og hendes mand.) Og Shai gik i gang med at fortælle at det her var en speciel ceremoni, at det skam kun var for VIP mennesker, og sjældent at falongs blev inviteret. Alle skulle lægge en hånd på stålbordpladen og nogle af dem mumlede noget. Pludselig farede de op og hev de hvide snore af blomsterne og bandt om vores håndled mens de sagde en hel masse på Laos sprog som jeg ikke forstod. Smilede og snoede og snoede, og velsignede os og sagde alle mulige gode ting. Jeg endte med at have otte på i alt og det var en ret powerfuld oplevelse egentlig. Shai gav mig også en på, hans velsignelse var noget i stil med "I hope you start drink more beer.. not always water.." typisk ham mand, jeg gav også ham en snor og sagde at jeg håbede at han ville få en masse børn, for det sagde hans mor at alle i familien gerne snart ville have.. Bagefter tog de vores hænder og proppede dem med slikket fra skålene og så blev der sagt værsågod. Okay, nicenice. Imens så vi i Shais mors fotoalbum, med billeder fra hendes børn og hendes gæster. Hun har 8 børn, den yngste er måske 5 år gammel.. Den ældste et sted i 30'erne. "No more.. she is last one.. no more" Forklarede hun med et let udmattet udtryk i stemmen imens hun pegede på den yngste datter der for det meste løb rundt på hovedgaden med de andre børn og legede pigerne mod drengene. Ja det er der ikke noget at sige til. De fleste unge i Hmong noi flytter fra landsbyen efter folkeskolen, da der ikke er andet uddannelse der. De tager til Vientiane eller Luang Prabang for at studere og kommer kun hjem på ferier osv. Vi så kun 4 af dem, hvoraf alle undtagen Shai var piger.Nå der gik ikke længe før vi gerne ville tilbage og sove, så vi traskede ud i mørket, med vores mobiler som lygter. Næste morgen, søndag var det på tide at tage tilbage til Luang Prabang. Vi tog en morgenbåd tilbage til Nong Khiav. og en lokal bus tilbage til Luang Prabang (ca. 3,5 time) Det var heldigt for vi var liiiige ved at løbe tør for penge. Ahh tilbage i den gode bløde seng, med evig elektricitet og uden insekter. Vi købte en baguette hos Mamas No1 med ekstra sennep for mit vedkommende, og gik endda ned og flottede os med en kvalikaffe på den sædvanlige restaurant. Da vi så har 2000kip (ca 50ører) tilbage gik vi ned mod Atm, for penge skal der jo til. Og her erfarer vi at hæveautomaten er lukket. NÅ, den anden var også lukket NÅ, der hang et skilt der forklarede at den ville åbne klokken 18, men den åbnede aldrig. Og vi endte med at låne penge af Daan og Caroline til mad og spas og det der hører til. Der blev foreslået at de nok åbnede dem mandag, (imorgen) fordi, det var jo søndag idag og måske var det derfor de ikke virkede. Mødte et utal af sultne og fortvivlede backpackere som hang ud ved automaterne i håb om at et mirakel ville ske. De fortalte os at automaterne havde været lukkede i dagevis, med forskellige årsager som forklaring og at det hele var lidt noget rod og ret mystisk. Men man var jo ikke helt fortabt, man kunne jo bruge sit Mastercard, HVIS IKKE DET NETOP VAR BLEVET VÆK. (Og wallys er bare et hævekort, uden kode og den slags - visalir)Jaja.. vi fandt ud af det. Lånte et par 100 af Daan og Caroline, og på trods af vores frygt for pengemanglen, tog vi i bowlinghallen om aftenen, for det er jo så sjovt. Som Daan sagde, "jeg skal bruge penge før eller siden alligevel, det kan vel ligeså godt være før!" Og ja.. det er måske rigtig nok. Bowlingturen var genial.. Jeg var den stolte indehaver af 6 strikes, og endda en del af dem i træk. Det er vel nok en fed følelse når de allesammen vælter. Faktisk havde vi et spil hvor vi allesammen var vildt gode. Endte med en score mellem 108 og 145 point - hvor jeg fx i nogle af de tidligere spil endte med en pinlig score på 33 eller 50. Så 116 var fantastisk for mig, og jeg husker den halve time det tog, som noget rigtig dejligt. Nå.. et par spil mere og så havde vi altså ikke flere penge. Tog en tuktuk hjem, og håbede på det bedste for næste dags hævemuligheder. Men ak.. nada.. Der hang da et nyt skilt hvor der stod "ATM open from 8pm to 8am, because this morning no work line busy." SUK hvad i alverden skal det dog betyde? Stemningen blev tungere og vi måtte igen ty til vores rige venner. Samtidig var det nu den tid på måneden og jeg pustede som en højgravid og fantaserede om varmetæpper på min lænd, og at ligge i fosterstilling og drikke the. Det var Carolines fødselsdag, 28 år. Hurra! Og der var planer om at spise gulerodskage på toppen af et vandfald lidt ude for byen. Men jeg kunne ikke klare noget vandfald eller nogen tuktuk, eller nogen slags kage for den sags skyld. Wally var travet afsted for at prøve at redde vores finansielle krise uden held, og det hele var bare lidt for meget. Samtidig var det Daan og Carolines sidste aften og de ville gerne købe en masse souvenirs og ordne en masse ting, men jeg måtte melde pas og gå hjem i seng. Efter et par timers liggen ned, og lidt monthy python og noget gratis kaffe, blev jeg lidt friskere, og kunne lige klare at kilde Wally til han overgav sig og råbte "You're the master!" (ej måske ikke det sidste, men det vil jeg prøve at lokke ham til næste gang.) Og jeg gik ud for at ringe til min mor og få hjælp med nogle kontanter. Western Union. Herresmart. Penge overføres fra Danmark, hentes 30 min efter i Laos. Sweet! Og endnu mere sweet at ens forældre ustandseligt er klar med støtte og hjælp. Selvom det er tidligt om morgenen, og besværligt. Nu var Western Unionerne altså lukkede for idag, men i det mindste ville de så måske være der i morgen! Der var jo også en chance for at hæveautomaterne åbnede klokken 20 som det var blevet lovet. Nå det blev sat i gang, og vi mødtes med de andre til noget farvel/fødselsdagmiddag et sted i byen. Hæveautomaterne åbnede dog ikke, og heller ikke halv ni da vi kiggede igen. Skalk. Caroline insisterede på at hun ville betale sin fødselsdagsmiddag og vi prøvede at insistere på at betale hende tilbage men man kunne ikke. (hun er lissom mormor) Middagen var god. Hyggelig. Jeg fik forårsruller og bagt kartoffel og det var lidt underligt at sidde der og tænke at det var vore sidste aften med Daan og Caroline. Idag er det så tirsdag. Den 21.juli. Fars fødselsdag i morgen. Daan og Caroline tog afsted idag, og jeg kunne ikke lade være med at tude. Men det må være hormonelt også, for inden de tog afsted, sad jeg og snakkede med Wally og sagde "Det er ikke sjovt at sige "farvel" og da jeg sagde ordet "farvel" gik det allerede i gang. Bare pga. ordet! Altså.. så må det da være noget hormonforstyrrelse. Da det kom til stykket tudede jeg videre og tudede lige ind til jeg kom på internettet og tænkte på noget andet. Nu er jeg lidt fugtig i øjnene igen, bare af at tænke på at tude. Ih alt den østrogen. Wally er sød, han grinede da jeg tudede bare pga. ordet "farvel" og jeg ved jo godt det er fjollet så jeg grinede også, og så er det jo ikke helt så sørgeligt når man griner imens. Jeg har været nede og hente pengene på Western Union, og det var nemt og professionelt og jeg er nu rig og millionær. (jeg skyldte Wally 3.000.000kip, og har nu sat min gæld ned til en enkelt million.) Nice. Hæveautomaterne virkede da vi kom hjem fra restauranten igår, og vi hævede for en sikkerheds skyld (man kan aldrig vide om de måske ikke virkede om morgenen eller hvad) Så vi betalte også Daan og Caroline igen, udvekslede billeder og snakkede om hvornår vi skulle ses igen. Så gik vi online en times tid, købte en baguette og en fruitshake og trak os tilbage til værelset. Vi bliver nok ikke så længe i Luang Prabang, der er jo stadig hele sydlaos at udforske. Og der er kun en 10-11dage til vi skal være ude af landet. Men her er så dejligt, og hyggeligt og jeg har mindre i mod at gå glip af andre dele af landet, hvis det betyder at jeg kan blive her lidt længere.Wally sover til middag, og jeg håber han snart vil vågne så vi kan gå ud og lave et eller andet. Måske tager vi bowlinghallen igen. Selvom vi kun er 2. Chancen for at lave en strike er tiltalende. Håber alt er godt derhjemme! At i får noget sommer og hygger jer! Vi snakkes!

Luang Prabang, Vang vien og Nong Khiav

2009-07-12T04:42:00.000-07:00

Laos Laos Laos. Idag er torsdag og livet er skønt. Jeg sidder pt i en lyserød plastik stol, om et rundt bord, sammen med 4 lokale Laosnesere, Wally, Daan og en australsk ejer af det guesthouse vi bor på. Der jammes, og de lokale indvier os i traditionelle druklege. Såsom, at en person i cirklen hælder op i fællesglasset, som tømmes af de andre én og én. Cirkelretningen bestemmes af hvilken hånd øllet hældes op med. og efter en hel runde er det en nys tur til at hælde op. Jaja.. Socialt. Smøger, øl og snacks deles på tværs af sprog og alder, og alle hygger sig.
Dagene går hurtigt, især i selskab med stedkendt selskab, der allerede ved hvad man skal gøre og ikke gøre, hvor man skal gøre det, og hvordan. Det er en dejlig forandring at rejse med Daan og hans venner, man er ikke 100% ansvarlig for hver enkel dags udseende. Wally og jeg er meget medgørlige, og siger bare ja tak til deres forslag og planer for dagene.
Efter en dejlig lørdag-afslappe dag i Luang Prabang, med nogle baguettes, noget internet osv. Tog vi bussen mod Vientiane kl 8 morgen. Vi aftalte med vores guesthouse at vi lod vores bagage blive hos ham, og så lovede at når vi kom tilbage ville vi bo hos ham igen. Dejlig sted, sød fyr. Vi blev samlet op af en tuktuk kl 7 og sad ikke længe efter i bussen. Der var en del andre turister der skulle med, og generelt ser man flere backpackere her, end vi har set de sidste par måneder i Kina. Busturen var ikke 8 timer som lovet, men 10, så de sidste 2 timer gik med at være ekstremt rastløs og spejde som en anden pungrotte ud af vinduet og håbe at dén her landsby var den rigtige by. Udsigten var dog til tider fantastisk. Vi fik de sædvanlige eventyragtige bjerge, et utal af nøgne lokale Laosnesere og bondegårdsdyr som alle kom hen til vejen for at kigge på bussen. Meget af turen var jeg dog køresyg og gjorde mit for at trække vejret dybt og se på horisonten, eller sove. Oveni det var jeg/er jeg, ret træt af bussen, rastløs og til tider irriteret over at sidde der. Men endelig var det ovre, og vi stod i Vientiane. Heldigvis havde vi udvekslet numre med Daan og efter en tur i området på jagt efter et sted at sove, endte vi med at finde et lidt fængselsagtigt rum - hvide vægge, hårde senge og det eneste ekstra møbel i form af en brun træstol i hjørnet. Jaja det er jo bare til at sove. Det tog alligevel ikke mange minutter før vi mødtes alle fem og satte os ned ved et guesthouse og opdaterede hinanden. Daan rejser fortiden med en anden hollandsk pige, Caroline, som har taget et par ugers ferie fra arbejdet, de mødte hinanden i Vietnam for et par år siden, og en fransk pige, Agathe som han arbejdede med i Cambodia. Søde piger, sjove og chilled. Så her var vi, på nogle røde stenmøbler og drak lokal Lao-øl. Hygge hygge. Dejligt at møde nye mennesker og snakke allesammen. Senere blev vi sultne og gik ud for at spise, efter det var vi grydeklare. Wally og jeg skulle også op klokken 7 for at finde den der Australske ambassade hvor vi skulle have røgten billederne taget. Og den næste dag skulle da også vise sig at være lidt af en udfordring. Vi står op, har det lidt hårdt med det, sengene var også ret hårde ved os, men okay. Vi drak lige en Lao-coffee for at klare morgentrætheden og fandt en tuktuk der gerne ville tage os til ambassaden. Han snakkede dog med store armbevægelser og pegede på et andet sted på kortet men vi vidste godt hvor ambassaden var, og vi skulle ikke køres rundt på nogle omveje. På vejen derhen kommer vi forbi en hæveautomat, og her erfarer jeg - efter at have tømt min taske og Wallys taske og tænkt i 10 min - at mit hævekort er væk. Snizzle. Er det bare væk? Eller stjålet? Da alt vores bagage er i Luang Prabang, er det ikke muligt at lede alt igennem, men da pungen er der, og jeg ikke kan huske nogle tidspunkter hvor nogen ville have haft tid nok til at tage pungen, og finde kortet og lægge resten tilbage i tasken, bliver vi enige om tage videre på vej mod ambassaden. . Da vi når frem står tuktukmanden ud og peger i vores lonelyplanet, og pludselig bliver det tydeligt at det han prøvede at kommunikere før (og nu) er at ambassaden er lukket og flyttet. NÅ ja det forklarer også hvorfor de ikke svarede vores forsøg på at ringe til dem. Så vi kører igen. Nå ambassade: kæmpestor hvid bygning, ser lukket ud, jeg var urolig, men pludselig åbner døren og en Laos fyr kommer ud. Meget fancy snancy, vi skulle kropsvisiteres og have id kort på os. Vi måtte efterlade vores kamera og vores tasker skulle tjekkes. Men vi kom igennem. På den anden side af metaldetektoren var en stor park med guldmalede figurer og kridhvide huse. Vi fandt frem til klinikken og det første damen siger er "Har i formlen?" Øhhhhhh nej? Og jeg tænker skalkskalk vi skal ud og finde en computer og printe en eller anden fjollet formel ud, men efter 15minutters tid finder hun en formel frem til os fra en skuffe. Nice. Vi udfylder den, og hun klistrer vores medbragte pasfotos på og siger ud af det blå. "Desværre er lægen på ferie ind til fredag..." Oh my god. Idag var det mandag, og vi havde tænkt os at tage ud af Vientiane i morgen.. skalk skalk. Skulle vi så komme tilbage fredag? Eller engang i næste uge? og foruden det bliver vi informerede om at vi skal betale 100USD (omkring 800-900kr) for at lægen skriver under på vores formel. Vi har allerede givet 120NZD (80kr) for at ansøge online og oven idet skal der betales 65.000 kip (ikke så meget som det lyder -omkring 60kr) for selve røntgenbilledet. NÅNÅ plus vi skal vente på dumme Doktor Mark fra at komme tilbage fra ferie. Nåjaja.. Vi skal jo ha det visa altså, vi vil jo til NZ, så efter et par forsøg på at komme udenom den der ventetid, accepterer vi de hårde facts Røntgenbillederne skal tages på en anden klinik, vi får adressen men klinikken er kun åben mellem 16 -20. Så vi finder en tuktuk hjem, den sætter os af et forkert sted og vi går lidt forvirrede rundt i regnen og prøver at holde kuverten med formler tørre, så holder paraplyen op med at virke, og hænger istedet som en slap klud hen over vores hoved: Kuverten bliver våd og mine sko bliver mudrede, og nogle danske og spanske skældsord angående prisen på NZ visa, mit manglende hævekort, doktor Marks ferie og vores generelle held på dagen bliver slynget ud i regnen. Nå, vi ender med at tage en ny tuk tuk (som koster endnu 10000kip) og når tilbage til vores lokale Banlao beergarden der ejes af en ualmindelig venlig Laos-dame med store halvfjerserbriller og accentpræget engelsk. Efter mobilen går ud, og vi bander lidt mere, for hvordan skal vi nu få fat på Daan? viser det sig at den søde halvfjerdserbrille-ejer tilfældigvis har en oploader der matcher.. Sweet! Sender en sms til Daan og hans crew og drikker en kaffe på det. Jeg forsøger i midlertidigt at få fat på mine forældre via sms, for at investigere i den muligvis manglende tilstedeværelse af alle mine sparepenge. Til sidst ringer jeg op og inden længe viser det sig heldigvis at alle penge stadig er på kontoen. Nå! Ja det hjalp jo lidt på humøret, havde det som om jeg sad og forberedte mig til eksamen de minutter det tog for dem derhjemme at få morgenøjne og tænde min pc og logge på netbank. Phew! Vi blev enige om at de overførte alle mine penge til en af deres konti, så hvis nu en eller anden skummel Laoneser havde det og bare ikke havde gættet koden endnu, så kunne han ikke få mere en 90kr, og hvis det nu lå i min bagage et eller andet fjollet sted i Luang Prabang, ville vi ikke behøve at sende et nyt kort til Asien uden grund. Så det er jo en fin løsning!
JEG SVEDER. Sidder i en natbus i Vientiane, turen går til Luang Prabang i aften, klokken er næsten 20.00, her lugter meget surt, jeg er vildt klistret og har lige hjulpet en kæmpestor og larmende flue ud af bussen vha Wallys hat. Men alligevel er humøret højt idag. Vi har haft en superfed uge med Daan og hans veninder (som nu også er vores veninder, synes jeg) I Vang Vieng - turistland i Laos.
Som sagt arbejdede Daan og Agathe sammen i Cambodia, og jeg mener det var en fælles ven af deres som arbejdede på en cirkus skole for børn og unge i Laos, så de ville rigtig gerne forbi der og sige hej, nu de var i Vientiane, og vi ville da rigtig gerne hilse på nogle cirkusbørn! :) Så efter klarlægningen af min endnu-eksisterende rigdom tog vi alle fem en tuktuk ud til cirkus skolen. Men ak ak den er lukket mandag, og vi møder en fyr med meget tvivlsomt engelsk som siger noget med at komme tilbage i morgen. Nå. ja hvad skal vi så. Wally investerer ikke længe efter i en orange fullbody regnjakke og vi leger lidt med solbriller og andet lir i en fjollet butik. Daan proklamerer at han har lyst til at gøre noget crazy, vi foreslår at han kan løbe nøgen bagved tuktukken mens vi filmer, men i stedet foreslår han at vi tager ud og bowler. Joo.. det var da en god ide. Ikke SÅ crazy, men sjovt og langt billigere end en blufærdighedskrænkelses-bøde. Personligt var jeg ansvarlig for 3 strikes og det er fedt når skærmen blinker og der står "The Snizzle", og så ved man at det mig der gjorde det (jeg hed nemlig the snizzle) Selvfølgelig var drengene for svedige til det, personligt klarede jeg mig på en udemærket 3 plads i begge spil. Hvilket er godt nok for mig. Det var sjovt.
YES der kom airconditionen på!
Efter bowlingen tog mig og Wally ud for at finde klinikken hvor selve røntgenfotograferingen skulle finde sted (der var jo aftenåbent) efter alt tuktukkørslen besluttede vi os for at gå derhen, få en lille tur ud af det, og det skulle ikke være så langt væk. Vi havde fået et lille kort af ambassaden og vi prøvede at gætte og få hjælp af lokale og fremmede på gaden. Endte med at gå en hel del forkert, men endelig efter en tilfældig pandekagedames råd var vi lige ved siden af klinikken. Yes. sætter os ned og der går ikke længe før Mr. John (wally) bliver kaldt ind, og bagefter er det mig. Wally siger at han skulle smide tshirten, og jeg tænker "oh my" et par sekunder, men Laos eller ej, er det jo en læge. Jeg kommer ind, det er en ret ung velfriseret (med gele) læge, han gør hentydning til at blusen skal af, og jeg spørger om BH'en og jo den ryger også, og så står jeg der og strutter og han ser lidt febrilsk ud, men skubber mig frontalt op af en grøn plade og krydser mine arme på min ryg. Så skynder han sig væk og råber noget med at trække vejret, så jeg trækker vejret dybt og så er det ovre. Ja, tøj på! Og han kommer ikke frem fra sin Xray-knap, før han er sikker på jeg ikke er nøgen. Så er det veloverstået! Tilbage ad mod Banlao beergarden hvor vi mødtes med de andre til noget kortspil og mad. Der går ikke længe før min mobil ringer, og det er receptionisten fra klinikken der lyder meget ophidset. Hun insisterede på at jeg kom tilbage i morgen tidlig, til flere undersøgelser. Hun siger en masse ting, men jeg kan ikke forstå hende. Og der går lidt frem og tilbagen hvor jeg ikke ved om det er et problem med mig, eller et problem med billedet, jeg synes hun siger Flu, og jeg tænker "Swine flu!" Og alligevel kan det jo ikke passe på alle måder, men hvorfor lyder hun så så ophidset? Nå. Jeg aftaler at komme tilbage næste morgen mellem 7-8 for at tage flere billeder. Da jeg kommer tilbage til bordet snakker vi det igennem, og efter et par minutter begynder jeg at blive lidt urolig for om den mærkelige sekretær ringer fordi de har fundet noget farligt på mine lunger. Daan foreslår at Wally ringer op og jeg synes det er en god ide. Så det gør han, og efter at han har set urolig ud i noget tid konkluderer han med sikkerhed, at hun siger at billedet er "Blue" altså blåt, og at der var et problem med vejrtrækningen, han spørger om jeg holdt vejret da billedet blev taget, og jeg må jo indrømme at det gjorde jeg højst sandsynligt ikke, for jeg forstod ikke hvad smørhårs-lægen sagde. Nå, ja så havde jeg det bedre og næste morgen klokken 7 gik turen atter til klinikken. Ingen problemer denne gang. Den første læge var der, men han skulle ikke tage billedet, og han smilede ikke tilbage da jeg smilede til ham. Istedet var der en lidt ældre herre, som ikke sagde mange ord til at starte med. Han gjorde tegn til at blusen skulle af, men da jeg gik igang stoppede han mig med store bogstaver. Hev en rumdeler frem, gav mig et hvidt forklædeagtigt lagen (lissom dem til frisøren man binder i nakken) og skubbede mig ind bagved. Okay så nu blev det gjort ordentligt. Da jeg kom ud fint dækket til, skubbede han mig nøjsomt op ad den grønne plade, og stillede mig klar, så pludselig sagde han meget højt. "LISTEN!" og talte på fingrene mens han fortsat små råbte "ONE, TWOO, THREEE" og så holdt han vejrer "STOP...NO BREATH. OKAY" og jeg smilede.. okayokay, men han syntes een gang mere var på sin plads "ONE TWOO THREE...STOP..." Yes, nu var den sevet ind, så denne gang holdt jeg vejret, og han fremkaldte billedet mens jeg var der. Imens fik jeg mit snit til at smugkigge på mit gamle Xray der lå fremme, og det er jo ikke noget man ser hver dag, mine egne lunger, hvah? Så det var meget fedt. Der var mine ribben lige. Så kom han ud med det nye billede og smilede og sagde "OKAY" og jeg sagde "So now? Just go home!?" Og han forvandlede sig til Rafiki fra Løvernes Konge, med et hæst Peter Belli grin og råbte "Yes yes, now go home.. okay now!" Så det var udmærket. Bagefter mødtes vi med de andre til morgenmad og efter tog vi ud for at besøge cirkusskolen igen. Desværre var der heller ingen held denne gang, jeg ved ikke helt hvorfor de ikke var der, men Agathe havde nu næsten været i hovedstaden i en uge for at mødes med dem, og nu kunne der ikke bruges mere tid på det, vi købte en busbillet til den nærliggende turist-by Vang Vien, der skulle være en masse sjov at lave.
Jeg sov den første trediedel af busturen (ja det er jo ikke noget nyt) og da vi nåede frem forklarede Agathe at hun havde en veninde som bestyrede et nice Guesthouse nede ved floden, så der tog vi hen. Fik en nice bungalow med udsigt til floden (som altså var brun, men okay) og det var vildt dejligt laid back stemning på guesthouset, de havde vand og øl i køleskabet og man tog bare, de fortalte os sågar hvor nøglen var, hvis nu vi ville ha noget om natten, så skulle man bare skrive det på tavlen Der var en bongotromme og en guitar til fri afbenyttelse, og så kan det jo ikke gå helt galt. Daan rejser også med en guitar så vi kunne rigtig synge og jamme, selvom vi har efterladt den kvæstede guitar i Luang Prabang. Så det gik den første aften med. Senere gik vi ud for at spise og drikke nogle øl, mødte blandt andet et israelsk/tysk kærestepar som vi kørte i bus med fra Luang Namtha til Luang Prabang vores første dage i Laos.
Nu er bussen stoppet igen, kørte i 10 min så stoppede den ved et market med brød og frugt og en lille prinsesse med en alt for stor mickeymouse tshirt som burde være i seng nu. Der er skruet op for Laos pop på busradioen og det er nu bælgmørkt udenfor. Jeg har en mistanke om at den mærkværdige lugt
kommer fra mig og fantaserer lidt om at være renere og i den bløde fantastiske seng fra Luang Prabang.
Onsdag i Vang Vien sov vi længe, sikke en luxus! Sengen var ikke sådan vildt blød, men who cares når man er træt, sove længe er vel sove længe, selvom man sover længe på noget hårdt. Wally vågnede og havde lyst til pandekager til morgenmad, så vi tullede ud i Vang viens gader og fandt et sted, jeg endte dog med at spise lokal vegetar-nudel-suppe og han fik en baguette med omelet. Vi spillede et slag kort og så dukkede Agathe op, og ikke længe efter Daan og Caroline. Så var vi jo samlede igen. Vi spillede en runde shit-head, og et par runder Caragol (snegl) og det jo altid sjovt at lære et nyt kortspil. Ja hvad laver man af nice ting her i Vang Vien? Man lejer en stor gummiring, og så blive man kørt en 10km op ad floden, sejler ned af den i sin gummiring, og gør stop på tube-barer på vejen ned (hvor man drikker og bliver skrevet på af bartendere og ender med at være fuld, smadret og skoldet for enden af turen). Resten af dagen, eller de efterfølgende dage ligger man ned på en af de mange TVbarer, fyldt med puder og lave borde, og der er nonstop afsnit af enten Friends, Family Guy eller Simpsons. Alt efter hvilken bar man vælger. Det var jo ikke lige den slags underholdning der tiltaler vores crew her, altså. Jojo det kunne da være hyggeligt, jeg er da den første til at indrømme at jeg finder stor glæde i at bruge en hel dag på at se Simpsons, eller Friends hvis det er de tidlige afsnit.. Men alt med måde. Det ødelagde det lidt for mig, når man så tube-ofrene (dem der havde taget gummiringsturen) komme gående tilbage gennem byen med røde øjne, og maling over det hele, eller når man så dem der lå dag efter dag på de samme barer og bruge deres dage og deres penge på det. Eller som ekstremt stive promotere uden for barerne, hvis job er at lokke kunder ind, men i stedet skræmmer folk væk. Det da ikke sådan man ser Laos! Og hvor jeg måske nok kunne overtales til både sejlturen (formodentlig med et mere behersket niveau af alkohol) og en slappedag med Simpsons afsnit, var især Agathe meget i mod det. Så istedet lejede vi mountainbikes og tog ud for at kigge på området. Dejlig Dejlig tur. Vi cyklede bare i den ene retning, der var en del mudder (det regner tit her i monsoon-årstiden) og jeg fik en del blå mærker, men det var en god tur. Vi cyklede ud for at finde en grotte at udforske og en lagune at dyppe os i. På vej ud til grotten blev vi stoppet af nogle unge lokale drenge, nu skulle vi købe billetter. NÅ ja man skal købe billetter til naturen? Ser man det. Men i det mindste tog den ene med, han medbragte lygter og skulle vise sig at være en rigtig god guide. Det der engang var grus - og stensti, var nu en flod. Som snoede sig zikzak ned fra bjerget og vi måtte efterlade cyklerne og gå. Vi skulle hele tiden krydse den her lille flod, og tit gik vi i den i mange minutter af gangen. Ret kraftig strøm, og bunden man trådte på var mellemstore sten i flotte stenfarver. Ja det er vidst første gang jeg i så høj grad værdsatte mine grimme turistsandaler. Men så fik man også oplevet det. Knægten der var vores guide slentrede meget naturvant forrest med en for stor kasket og et par ødelagte klipklappere som sko, ind i mellem kastede han et siv op i luften, eller hældte vand in i myrehuller, eller stoppede fordi han så en slange. Han prøvede sågar at fikse sine klipklappere med en torn fra en busk. Meget Mowgli -agtigt. Det var en dejlig gåtur ind til grotten. Som pludselig var der, vi tog et sving væk fra stien og var inde midt i en skov, der var en herre Indianajones agtig indgang ind i en grotte, med grønne lianer og sort sten. Vi kravlede ind, og fik dryp ned fra loftet. Fulgte efter den lille fyr med lygter og det var til tider lidt af en udfordring at kravle under, mase sig sidelænds og kravle over. Ikke meget plads. Pludselig stoppede han "go back" og vi spurgte hvorfor og han sagde bare "Go back go back." Caroline og jeg var forrest, de andre var stadig igang med at kravle igennem et umenneskeligt smalt hul. Jeg tænkte at hulen nok var oversvømmet, da det havde regnet en del på det sidste, og at der nu var for meget vand til at vi kunne kravle, men pludselig hviskede han "fast!" og Caroline greb min arm og jeg kunne også mærke i mine tæer at det egentlig nok var et uhyggeligt monsterdyr der gjorde at vi ikke kunne gå videre. Drengene og Agathe var lige kommet igennem det smalle sted og stod længe og uforstående og sagde "No forward!?" og vi tænkte KOM NU, GÅ TILBAGE, og drengen så også ret utålmodig ud, og overhalede til sidst dem allesammen for at gå tilbage og jeg tænkte "snizzle, den lokale guide flygter!" men i stedet kravlede han op på en stor sten og havde pludselig fat i en baby-flagermus. Senere har jeg konkluderet at der ikke var noget grotte-monster men at han bare gerne ville have flagermusen. Vi gik alligevel tilbage ud, og ingen tjekkede hvorfor vi ikke kunne gå længere ind. Men det er også okay, jeg synes ind i mellem at det var liiiige snævert nok. Altså hvis nu man af en eller anden grund ville ud hurtigt, så ville det ikke blive så hurtigt som man sikkert gerne ville. Men spændende spændende. Da vi kom ud viste han os flagermusen, han puttede den i en flaske men gav den senere fri, jeg ved ikke hvad pointen var, men han har vel ikke være mere end 12 år alligevel. Så tilbage, krydse den samme lille flod en tredive-gange og endelig nåede vi cyklerne. Jeg havde tabt min cykellåsnøgle et eller andet sted i grotten tror jeg, men heldigvis matchede en af de andres nøgler i min lås. Nice. Så cyklede vi tilbageaf, vi vidste at der et eller andet sted på vejen ville være en lagune vi kunne bade i. Da vi næsten var nået frem knækkede Wallys cykelkæde. Knald sagde det og så virkede den cykel ikke mere. Nå den tid den sorg, nu ville vi ned og bade og det var ikke særlig langt så vi gik bare. På vejen mødte vi 2 lokale drenge, tror de var sådan lidt små-tilbage - agtigt, hvordan siger man det? Men der var en lidt underlig energi over dem, og vi prøvede at få dem til at gå, men de gik med ned og bade. De kunne ikke tale ordentligt og slet ikke engelsk, men de sagde en hel masse ting alligevel. Nå nogle af os badede, og nogle røg smøger og sad sammen med taskerne - for en sikkerheds skyld. Nå det begyndte at blive lidt sent og vi gik ud for at finde en mekaniker der kunne fixe Wallys cykel, det hjalp de to drenge os med at finde, og det var bogstaveligt talt lige nede af vejen. Imens var vi vidne til at mekanikerens kæmpe gris brød ud af sit træbur og vandrede tilfreds rundt og rodede i det friske grønne græs. Der kom også nogle babygrise ud, og vi tænkte at det var da dejligt for grisene at komme ud lidt. Men så kom en pige ud og grinede og råbte og ringede med sin mobil og løb forvirret rundt med grisefoder og alle de små grise fulgte efter hende og den store gris gemte sig bag et skur lidt. Men endte alligevel med at lade sig lokke ind i stalden igen. Det var også en gigantisk gris må man sige. Nå endelig var cyklen klar og vi cyklede tilbage af mod Vang Vien by. Vi var godt nok ved at dø af tørst og sult så vi gjorde holdt på en lille side butik og holdt pause. Stedet så ud til at være bestyret af børn, måske 10, mellem 1,5 og 9 år, med et par enkelte der så lidt ældre ud der tog i mod penge og sådan. Og man kan jo sagtens bruge lidt tid på bare at sidde og se på de små yndige Laos børn med store brune øjne og små beskidte kjoler, der kravler rundt på hinanden og leger simple lege, og når de små slår sig kommer der en søster eller bror og samler dem op. Og nogle kigger med store øjne på turisterne og nogle ignorerer dem og de fleste fortsætter bare med at lave hvad end de nu lavede, og det er jo dejligt at se. Nå nu kunne vi vidst ikke trække den længere, det var allerede rimelig garanteret at cyklerne ville blive afleveret for sent, men vi havde ikke lyst til at køre i mørke.
Det var også Daans fødselsdag , så vi gik ud og spise et godt sted, med udsigt til floden, han fik en guldfarvet kam i fødselsdagsgave og vi skålede lidt og sang for ham, og så var vi ellers allesammen godt trætte og klar til at sove.
Torsdag startede på mere eller mindre samme måde, vi gik ud for at spise pandekager, men jeg endte alligevel med ris og tofu, hvor Wally endelig fik sig den pandekage. Og den var stor. Så kom Agathe forbi og hun havde også tænkt på pandekager længe. Idag var vi ikke sikre på om vi skulle tube, kayake eller leje motorcykler og køre længere ud på landet og kigge på Laos. Agathe som er på vej ud af Laos ville helst leje motorcykler, så det gjorde vi alle sammen. Pigerne fik hjelme, jeg ved ikke om drenge ikke behøver hjelme eller hvad, men jeg er også ret sikker på at Wally ikke kan presse sit hoved ind i nogen hjelm. 10 minutter efter vi begyndte at køre hoppede vores baghjul og vi erfarede at der var hul. Ahhhh skalk altså. Men vi skulle kun trække i et par minutter før vi nåede en mekaniker. Han gjorde et par opkald og gik i gang med at se på den. 2 minutter efter dukker ham vi har lejet motorcyklerne af op, med en ny motorcykel. God service må man sige. Og inden længe kører vi videre uden problemer eller omkostninger. Turen på motorcyklerne var også vildt fed, vi kunne for det første komme langt længere ud på landet, der var nogle fantastiske grønne nyplantede rismarker, røde brune støvede veje, og blå bjerge i mange nuancer, ikke mindst den klassiske blå himmel og kridhvide skyer - alt sammet i urealistiske stærke farver, lignede et maleri af en kunstner der overdrev lidt med farverne. Da vi begyndte at komme tættere på bjergene erfarede vi at alle de blå nuancer bjergene imellem måske ikke kun var bjerge, og en dyb mørkeblå regnvejrsstorm var til at finde derinde. Uhhhh... Regn er jo ikke så slemt, men vejene var i forvejen mudrede fra de øvrige dages regn og de er jo lavede af fint tyndt jord. Dækkene på motorcyklerne var ekstremt smalle, og vi havde allerede haft nogle ufrivillige sving og problemer på steder hvor vejen var for glat og mudret. Så vi besluttede os for at skynde os tilbageaf mod den asfalterede vej, der var stadig meget smuk natur at spotte fra hovedvejen - så det var ikke slut endnu. Så vi satte farten op og flygtede fra regnstormen som kom nærmere og nærmere. Ret actionpacked tempo, jo mere af vejen vi lagde bag os, før den blev våd, des bedre. På vejen så vi lokale tage regnjakker på, eller skynde sig i dækning, køerne søgte ly under træer og alle så på himlen og trak indenfor. Der var ligesom en hel speciel stemning og lugt i luften - lige før et stort uvejr kommer. Vi fik et par dråber, men nåede hovedvejen 3 min før det begyndte at regne rigtigt. Perfekt timing. Vi havde allesammen regnjakker med alligevel, så vi tog dem på og kørte videre, i en anden retning ad den eneste asfalterede vej fra og til Vang Vien. Smukke bjerge, lokale landsbyer, høns og kattekillinger. Vi stoppede undervejs for at spise, og det eneste der var kommunikabelt var nudelsuppe, og det var lækkert og simpelt. Igen begyndte solen at true med at gå ned, så vi kørte tilbage med motorcyklerne og efter aftensmad gik vi mere eller mindre i seng - Wally og jeg havde vildt praktiske planer for fredagen.
De andre ville tage en bus op til Luang Prabang igen fredag formiddag, vi ville derimod tage en bus den modsatte vej, ned til Vientiane, vi havde en aftale med lægen klokken 11 og håbede at kunne nå at tage en lokal morgenbus fra Vang Vien til Vientiane, gå til lægen og tage en anden bus nordpå til Luang Prabang samme aften. For endelig at kunne få det her røntgenbillede/NZvisa/freakshow overstået. Så vores ur ringede klokken 5:00 og vi traskede op mod hovedvejen i håb om at fange bussen. Vi ser den dog forsvinde ned ad gaden lige da vi når op, men det er okay, der kommer een mere om en halv time. Så vi ventede lidt.. Men der kom ikke nogen. Så kom der en stor tuktuk forbi, og han skulle til Vientiane, fedt tænkte jeg, den er sikkert hurtigere end bussen.. Den er vel også beregnet til lokale så det skulle ikke være noget problem. Vi betaler, sætter os ind. Og han begynder at køre.... dvs han kører ekstremt langsomt.. vi jokede lidt med det.. sådan "Høhø håber da at han ikke kører så langsomt hele vejen" og "Ja så når vi da aldrig til Vientiane i tide til den lægeaftale..." Ti minutter efter speedede han stadigvæk ikke op. Næ hans hænder var meget nøjsomt positioneret på ti i to og speedermåleren nåede ikke over 20km/t. SNIZZLE. Der gik lidt tid hvor jeg ikke fattede noget..Wally sad "This is really happening! What!?" Så så vi den bus vi skulle have haft, overhale os, unge knøse på knallerter og folk på cykler (ned af bakke) strøg forbi os og efter 20 min. bankede vi på ruden, nu ville vi gerne af! Det kunne vi altså ikke bruge til noget, vi ville have vores penge og så måtte vi bare håbe at nå en ny bus så hurtigt som muligt. Vi havde tasker på og det hele og fyren så forvirret ud. Hans engelsk var fesent og da vi spurgte ham hvor mange timer det tog til Vientiane sagde han "klokken 4" Ja endten kunne han køre bagud i tiden, eller også mente han 4 om eftermiddagen, hvilket ikke skulle undre mig med den hastighed, eller også mente han 4 timer.... Han forklarede også noget med at i Vang Vien: very slow.. but Vientiane: VrooooOOOMM!!" Okay.. ja det jo ikke helt til at sige hvad han mener, men vi gav ham en chance til, og i minimum en halv time, lå speedometeret fint på 20km/t, mens vi bed i vores knoer og lavede skalkhammere og diskuterede årsager til denne bedstemor i forklædning vi havde fået som chauffør. Efter det begyndte han at samle andre op, og pludselig speedede han op og det begyndte at ligne noget.
Vi nåede til Vientiane klokken 9.20 hvilket var rigeligt tid, tog en tuktuk fra stoppestedet til et sted at spise. Købte en sandwich, hævede penge, og forhørte os om busbilletter til Luang Prabang, den eneste vi kunne få var en natbus klokken 19, så vi havde jo masser tid. Tog en tuktuk til den Australske Ambassade, og det tog ikke mere end 7 minutter med lægen, der lagde ud med at undskylde at det var så dyrt og upraktisk (jeg tror sygeplejersken havde opdateret ham på vores utilfredshed sidst vi var der) og det eneste lægen skulle var at kigge på papiret mens vi var der og skrive under på at vi ikke har Tuberkulose. Den slags tager jo ikke længe. Så skulle det sendes, og det skulle vi også selv sørge for. Lægen anbefalede at vi IKKE sendte med normalt post men med DHL, og jo det var jo dyrt men så var man sikker på at det nåede frem, og han satte sin ene sekretær igang med at finde ud af hvor dyrt og hvordan og hvorledes for os. Det var jo også dejligt. Det endte sågar med at DHL selv ville komme og samle det op, og da de først kunne komme klokken 14, syntes sekretæren at vi bare skulle gå, så ville han printe adressen og have brevene klar til DHL kom, så skulle vi bare betale. Og det var jo endnu nemmere. Så vi betalte (30USD i alt - et par hundrede tusind kip) og så kunne vi gå. Fandt et skandinavisk bageri og fik et par luksuskaffer (cappuccino) en kanelsnegl og en muffin til at fejre det. Snakkede lidt, tiden går alligevel ret hurtigt. Spillede kort og så var det tid til at bevæge os ned til natbussen.
Idag er det så mandag. Bussen endte med at være et mareridt. For det første havde vi betalt en fornem pris for at få mad i bussen. Maden vidste sig så at være bogstaveligt talt en håndfuld ris, og 2 skiver agurk. Efter vi havde pillet kødet ud af vores ris var der en halv håndfuld tilbage, og det var rimeligt dårligt værdi for pengene. Oveni det forvandledes det føromtalte Laos pop til en eller anden syg torturmusik. Med et ekstremt uharmonisk keyboard der spillede ude af takt, falskt og bare generelt alle slags dårligt. Hver eneste sang indehold en irriterende mandestemme, der rigtig etnisk kørte op og ned af tonelejet, og nærmest i duet med det sindssygt irriterende keyboard der meget ufortjent næsten altid fik en vildt langt solo. Okay, måske skal man bare vænne sig til den nye spændende kultur fra alle vinkler. Men kom on! I det mindste spil noget der stemmer! Nå pyt, de slukker det nok snart. Vi prøvede at se en film, men da vi satte DVDafspilleren i bærbaren kortsluttede det hele og bærbaren kunne ikke tændes efter det. WHAT. overhovedet ikke tændes! Suuuuuuk. Okay... fint.. den skulle jeg lige sluge, men jeg tænkte at den nok ville virke igen med lidt strøm (og det gjorde den, den er fin nok. Men DVDafspilleren er død..) Nå så lad os høre noget Ipod... men det var bare umuligt at høre noget som helst pga føromtalte latterligt høje keyboardhelvede! IHHHH jeg var ved at flippe ud, og oven idet var airconditionen nu vildt kold og selv med alle mine lag af jakke og halstørklæde og bukser og kjole og varme lilla striksokker frøs jeg endnu. Nu gad jeg bare ikke være der mere! Sikke en lortebus! Og der var bare laaaaaaaaaangt til Luang Prabang. Jeg prøvede at binde en trøje om mit hoved og Wally gav mig endda begge høretelefoner fordi jeg var ved at springe i luften over det keyboard. Jeg faldt i søvn i en times tid og vågnede til samme situation. Besluttede mig for IKKE at sove, men se ud af vinduet og forsøge at nyde den dejlige kulturoplevelse jeg var ved at gennemgå. Gav Ipoden til søde Wally og prøvede at tænke på noget andet. Månen var fuld, og de mørke bjerge blev lyst op af skæret og det var egentlig ret smukt. Efter at jeg stædigt havde set ud af vinduet i nogle timer begyndte jeg at blive træt og endte alligevel med at acceptere musikken og falde i søvn. Tror tilsammen at jeg fik 3 timer på øjet - solopgangen var endnu mere imponerende. Oppe i bjergene, med dis og lyse farver. Det var rigtig flot - og dejligt at se, for solopgangen betød at vi snart var der. jeg havde kvalme og var sur. Men puhh.. jaja vi nåede da frem.
Vores tuktuk fra busstoppestedet var den samme som sidste gang vi ankom til Luang Prabang, chaufføren får lidt cash af en guesthouse ejer, og så fortæller de til de dumme turister at tuktukken kører til centrum men i stedet kører den til ham ders guesthouse, og alle stiger ud og "nå er det her centrum, okay vi tjekker ind her" Fed deal. Sidste gang gik de fleste af os demonstrativt videre for at finde centrum (det her var jo tydeligvis en villavej..altså) men denne gang gad jeg satme ikke gå nogle steder. Mig og Wally fortalte de andre turister i tuktukken at det var et lille trick de kørte, og da vi stoppede ved det her guesthouse var der ingen der stod ud. Selvfølgelig prøvede de lidt "Yes yes centrum very close, very cheep guesthouse!" og alle i tuktukken sad sådan lidt "jaaaeeh jooh.. I dont think so!" men der skete ikke noget og vi holdt stadig stille, og så blev jeg til en motorsav "I DONT CARE, I PAY TEN FOR CENTRUM! NOT FOR CLOSE!!" og så kørte vi til centrum.
Vi kom til vores gamle guesthouse (hvor alt vores bagage var) og lagde os på den blød dejlige seng. Sov 3 timer, gik ud for at spise, og gik tilbage for at gå i bad, rede hår og pakke, vi skulle nemlig ud og se på et vandfald sammen med Daan, Agathe Caroline som allesammen var i Luang Prabang. så det gjorde vi. Superfedt! En masse små "pools" med små vandfald der løb ned i andre "pools" så de flød over og så kom der et lille vandfald til den næste osv. Dejligt. Vejret var så varmt at det var ulideligt at lave noget andet end dyppe sig i koldt vand. Kunne knap gå og trække vejret samtidigt, ligesom om det ikke rigtig var ilt man indåndede.. Puuh så det var dejligt at være i vandet. Daan gik en tur længere op ad vandfaldet og fandt nogle tørre "pools" hvor vandet af naturlige årsager løb udenom. HmHmm.. ja det er jo en sjov leg! Så vi gik rundt og flyttede træstammer og blade og omdirigerede vandet så det fyldte de andre huller. Ironisk nok endte det med at vi måtte løbe ned og flytte vores ting, for nu var den tørre plet vi havde lagt vores tasker på tidligere, ved at blive til endnu en "pool".
Så gik vi ud for at spise, og de andre snakkede om at tage ud og bowle (det eneste der er åbent her efter klokken 22.30 er bowling hallen, så det er der man tager hen og fester. Drengene er jo vilde med bowling så det ville de gerne. Men jeg skulle altså ikke nyde noget. Jeg var smadret og havde kvalme, og gik i stedet ud for at finde noget internet og ringe til min mor og far. Det var dejligt. Og på vej hjem derfra kunne jeg se en storm komme nærmere.. der var nogle kæmpe lysglimt, og der gik heller ikke ret længe før det var helt vildt. Jeg vågnede ved at vinduet smækkede meget højt, og det tordnede og lynede og regnen silede larmende ned.. og jeg tænkte "Uhhh hvor er Wally?"
Senere vågnede jeg da han kom hjem drivvåd og med en forstrukket muskel i det ene lår.. fjollet bowlingskade. Men ellers ved godt humør. Igår søndag skete der ikke meget. Vi sov længe.. ahhhhh og spiste.. Og om aftenen tog jeg med ud at bowle. Jeg var ikke særlig sej til det igår.. men det var stadigvæk sjovt.
Der er et fantastisk aftenmarked i Luang Prabang hver aften. Så mange ting man kan købe, det er ikke vildt billigt men det er stadig asien. Det ville være perfekt til hvis man lige havde købt sit eget hus og skulle bruge fede pynteting, gardiner, billeder, figurer, skåle af træ, smykker eller lamper. Jeg er ovenud fristet til at fylde en kasse med alt muligt og sende hjem, til når jeg en dag skal have mit eget hus og trænger til hyggelir. Jeg kan jo knap presse mere ned i min allerede kompromiserede backpack og det er stadigvæk den største taske jeg har set til dato. Så det går altså ikke. Jeg har allerede købt nogle tegninger på hjemmelavet papir, men jeg tror at jeg er nødt til at købe mere, nu må vi se hvor meget det koster at sende en kasse hjem, og hvor meget jeg tænker på det når jeg har set på tingene i et par dage.
Imorgen tager vi på tur, ikke roadtrip som ellers forventet, men vi tager en bus nordpå til en anden nice by. Daan har nogle gode ideer ... :) Så nu ser vi. Når vi kommer tilbage til Luang Prabang derfra må jeg tage en beslutning.
I aften tror jeg vi skal ud og bowle igen, forhåbentligt klarer jeg mig bedre idag. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå vildt godt den ene dag, og så ellers nedadbakke der fra. jeg kan for det første kun bruge endten de lyserøde eller orange kugler, så hele hallen kan se at man er tøset. Og igår tabte jeg på et tidpunkt kuglen bagud og den trillede hele vejen hen til vores bord. Pinligt mand. Men jeg fik da een strike. Bowlinghallen er vildt overvurderet. Der er måske 8 baner, og efter 23 er der proppet med mennesker. Især fulde turister der ikke kan vende sig til at der ikke er nogle steder de rigtig kan drikke. Man finde også en del småseriøse Lao-bowlingspillere. Men rummet er ekstremt dårligt til så mange mennesker, der er høj dansemusik, det runger og der er en masse ekstraborde - til at beværte dem der ikke spiller. Oven idet er der jo selve bowlingen, som jo somregl ikke går stille for sig , og det skal jo overdøves, og dem der overdøver det med snak, skal overdøves af nogle andre for ellers kan de jo ikke høre noget, og pludselig bliver det enhver folkeskolelærers mareridt - bare inklusiv stive rapmundede irske piger og motorsavs-asiatere med alt for korte shorts. Så det gælder om at komme tidligt og gå tidligt, eller udnytte muligheden for at øve sig i at finde ro midt i kaos.
Men ellers er Luang Prabang et dejligt sted. Vi hygger os og er glade, og livet er godt.
Håber det går godt derhjemme. Kys og knus!

Så er vi i Nunkiauw (igen i tvivl om stavningen) der sidder en lille orange kat der tror at jeg spiser, og den miaver på repeat. Jeg har kun kaffe at tilbyde og det vil den ikke have. Sjovt som katte nogle gange kan se helt onde ud.. Jeg har foreslået den at gå ned i vores Bungalow og fange noget rotte men måske forstår den ikke dansk. Igår da jeg skulle tisse, kunne jeg ikke finde toiletpapiret (som her er lyserødt og meget tyndt-så det nemmere kan opløses i deres system) Og til sidst fandt jeg det, fuldstændig maltrakteret, flået fra hinanden, gnasket og ihærdigt presset ned i en sprække i væggen. Wally så ret uskyldig ud, så vi konkluderede at det nok var en rotte (der var også noget ekskrement til at tilføje til teorien) Men jeg synes altså det var lidt uhyggeligt, det kan ikke være en lille yndig mus der på så grov vis ødelægger og flytter rundt på en toiletrulle af den kaliber. Men da jeg nu havde et fælt billede i mit hoved af en fed brun rotte, med et sindssygt glimt i øjnene og blod på tænderne der boede der hvor jeg skulle tage bukserne af, fandt vi på at det var en putterotte, der gerne ville have en dejlig blød rede og den ville så gerne have toiletpapiret med sig. Så nu banker vi pænt på til rotteland, og hver morgen har puttemusen prøvet at tage toiletpapiret med sig igen, vi håber at den en dag får den med sig.
Det er jo fedt at bo i en bungalow, ude i naturen, vi bor 3 meter fra floden, der er høns og planter og træer, og vi har en balkon med en hængekøje. Vi har endda lyserødt prinsesse-myggenet som hænger ud over sengen og det er en hyggelig hule derinde. Det hele er lavet af flettet strå og træ, og der et utal af huller og revner i vægge, gulve og loft. Dét er jo dejligt og ligemeget når det er dag, men når det er nat, så bliver det meget mørkt, og hvis du tænder for lyset ved du at alle kriblekrable dyr der ser det, vil forsøge at komme ind i dit hus. Alle søde dyr er jo velkomne, og til en vis grad kan jeg kalde selv de fæleste insekter for søde, men igen, når man sidder der uden bukser og stirrer ind i de sorte huller, og håber på at der ikke kommer et behåret edderkoppeben ind og man så hører en uforklarlig lyd, så rejser man sig helt instinktivt og løber ud af toilettet, mens man skriger og hiver op i bukserne og måske løber man lige ind i sin stakkels civile kæreste som bare lige skulle tjekke at døren var låst og skriger igen fordi du ikke vidste at han var der. Det er bedst at tisse om dagen.
Det var nemt at komme hertil igår, jeg var lidt utilfreds med at vi skulle have den tidligere bus, og det begrænsede min bowlingglæde fordi jeg vidste at jeg ofrede gode sovetimer på at smide en kugle og misse keglerne alligevel. Men det gik nemt, efter bowlingen pakkede jeg, (det tog noget tid, fordi taskeindholdet, uden min assistance, havde spredt sig som en tornado over hele værelset) og selvom det var lige tidligt nok var det ikke så slemt. Busturen var også nem, vi ankom en time tidligere end vi havde forventet, steg ud og gik to minutter den ene vej. Så stod vi på en kæmpe gangbro, henover en flod, med bjerge op og ned på begge side. Woow.. Nice. Broen er måske ikke det kønneste, men har alligevel noget Laos-charme, mens naturen er smuk og der er vildt meget himmel. På vejen henover broen så vi nogle bungalow guesthouses, på den ene side af floden, og gik direkte derhen. Efter noget kiggen rundt, fandt vi de bedste bungalows, tog den ene og reserverede den anden til Daan og Caroline. De ville nemlig tage deres motorcykel herop. Senere fik vi en sms med informationen at de nu var 10km udenfor Luang Prabang og at de nu var ved at få monstret repareret for 3. gang. Oh my. Men de klarede det, og ankom lige før solen gik ned.
Nu er der skygge på balkonen, drikker mangojuice, Wally spiller guitar og Daan og Caroline er ved at rykke en seng ud på deres balkon, så de kan ligge ned udenfor.
Dejlige Laos. Jeg har spist karryris til morgenmad, og igår endte vi aftenen hyggeligt, med guitarjam og hyggesnak på balkonen i mørket. Caroline har det ikke så godt, måske er det solen, måske er det en lille feber, men vi tager en slappedag i hendes navn, hun er bleg, siger ikke meget - og har endda briller på idag. Men hun smiler alligevel, og ærligt talt behøver vi ikke særlig mange undskyldninger for at tage slappedage.
Der hænger en seddel på en pæl, om noget med noget Cinema og Wally var henne og tjekke det ud igår, det ser småt men rart ud og jeg tror at vi tjekker det ud senere.
Vejret er skiftende. Det er meget meget varmt - til tider lidt for varmt. Igår da vi ankom måtte jeg ligge og ralle lidt på sengen før jeg udmattet faldt i søvn og tog en middagslur, og vågnede og troede toiletdøren var hoveddøren og ret forvirret. Nåede op på i alt 4 kolde brusebade igår. Men når solen går ned bliver det dejligt køligt, der kommer en skøn brise og det er perfekt. Der var også lidt regn igår, og en fin regnbue kom for at sige hej, og man tænker lidt at Laos da bare må være model for samtlige børnetegnefilm ala Jordbær-Marie etc I Laos kan man også få farverige sommerfugleflokke der basker op når man cykler forbi, grønne bløde bjerge og glimtende lilla sten i vandkanten.
Caroline var mere eller mindre frisk efter slappedagen og den gik også rigtig dejlig afslappet med at spise på den lokale restaurant, og om aftenen tjekkede vi biografen ud. Faktisk rigtig imponerende. Tre rum, med et stort tv i hvert, 200 DVDfilm, og faktisk rigtig mange gode. Så det var en hyggelig aften.
Torsdag tog vi en båd op ad floden til en endnu mindre og endnu smukkere landsby.

Laos!!

2009-07-04T01:57:00.002-07:00

Ja for syv søren, så har vi skiftet land!
Det er regnvejr, det er Laos, og det er Lørdag, vi er i Luang Prabang, på vores første hele dag, og bortset fra regnen er jeg ret tilfreds med stedet!
Men det er jo nogle dage siden bloggen alligevel. Den sidste blog er jo fra DENGANG vi var i Kina, (Bedstemor stemme: Jooo.. jeg husker det som var det i går...) I Menglá, på vores rimelig tvivlsomme værelse med badeværelseskunst - i form af to fliser der tilsammen gav en nøgen kineserdame - og vi tog senere på aftenen en stor kakerlak i at snige sig rundt på sengen, jaja så længe den kun er der når jeg sover, er den velkommen. Da det efter skriveriet blev aftensmadstid, og vi gik en tur ud for at finde noget mad, gav Menglá et lidt andet indtryk. Ærligt talt følte jeg mig ikke godt tilpas. Jeg ved ikke om de ikke har satellit-tv her eller hvad, men gaderne var fulde af meget fulde kinesermænd, og ikke på den der "Lad os feste og danse cha-cha-cha"-måde, men på en sørgelig grønlændermåde - som dem man ser bag hovedbanegården. Og der var mange, og det var et rimelig funky vibe man fik, nu man var rig og turist og i stedet for at føjte rundt, gik vi (bortset fra en lille detour til en DVD forretning) direkte til den samme restaurant som tidligere, og spiste. Der gik heller ikke længe før nogle fyre-i det mindste lidt yngre end den gængse grønlænder- satte sig ved bordet ved siden af os og bestilte nogle øl. De havde kigget på vores spillen kort og Wallys hår lidt før de satte sig, og selvom jeg gjorde mit for ikke at kigge på dem, kunne jeg godt mærke at de gerne ville i kontakt med os. Der gik heller ikke længe før den ene kom over med en øl og hældte det op i et glas og sagde "Cheers!" og vi sagde nej 31 gange men kunne ikke slippe. Jeg så stram ud og sagde "Okay, Yi!" (yi= 1/én!) og den ene så lidt afskrækket ud og sagde okay okay, men den anden havde tydeligvis fået lidt mere indenbords og han stod længe og snakkede kinesisk til os, jeg gætter på at (og her skal der måske streg under gætter) at han snakkede om at øl var godt og noget med at vi skulle være venner, han lavede hele tiden håndtegn til at øllet kom igennem halsen ned til maven og så blev man glad, og egentlig tror jeg at de bare var et par flinke fyre der ville havde noget selskab, men jeg var alligevel ikke helt tryg med situationen og jeg hader når man siger nej at de så bliver ved.. Altså det jo ikke folkeskolen mere. Så efter den ene rejste jeg mig en smule demonstrativt og vi sagde tak og gik hjem igen. Næste morgen skulle vi jo gerne tidligt op, fyren som high-jackede os til værelset havde nævnt et par dusin gange at han vidste meget om at krydse grænsen til Laos, og at vi skulle have amerikanske dollar, "Change money??? I have!! Many.. To cross border to Laos you need 30 USD,.." og han sagde det vildt hurtigt - tydeligvis indstuderet. På et tidspunkt viste han Wally sin pung med USD og han havde ihvertfald 1500USD på sig.. Snizzle, forståeligt at han spurgte os 20 gange om vi ville veksle. Men han vidste jo også hvor busstoppet var, og han sagde at han var i receptionen kl 7.30 fra den første bus gik mod grænsebyen. Her kom vi så til at sige "Maybe we will see you then.."
Næste morgen kl 7:00 bankede det på døren (selvfølgelig sov vi.. altså. Jo vi havde planlagt at tage afsted tidligt.. men skiftede mening undervejs).. bank bank bank.......bank bank bank.......bank bank bank og imens kunne man høre "IS 7:00!! NEED BIKERIDE TO BUS?!.. HELLO!" og Wally sagde, "Maybe 7.30 we come down.." og han svarede "OKAY! 7.30!!" og et minut over 7.30 igen, bank bank bank... bank bank bank... "IS 7.30!!! Need bikeride?? Exchange money? I HAVE!!" og wally kravlede ud af sengen og ingen af os kunne overskue at stå op nu, så han sagde... "No no no.. we sleep more ..8.30 maybe, we come down!!" og det er lissom om det der ellers meget tydelige og simplificerede "We come down!" blev overhørt for klokken 8.30 var han der igen, og vi gav efter og svarede "Okay, 15 minutes, we'll come down..." Så vi stod op og pakkede sammen og gik ned og så var han der ikke.. receptionisten gjorde sit for at trække tiden ud med at give os key-deposit tilbage, og han ringede til fyren og prøvede at få os til at vente, og 2 min efter, stod han der frisk og frejdig! "Need bikeride??" og vi syntes jo han fortjente det egentlig, siden han var vores personlige vækkeur, selvom vi var rimelig overbeviste om at det ikke var nødvendigt at køre derhen. Og han sagde "please sit" og pegede på sin cykel, med en anhænger med stor kasse bagpå, og vi tvivlede på om vi kunne være der, men han var optimistisk så det kunne vi godt. Her blev han så lidt ekstra hjælpsom, da vi kom i tanke om at vi stadigvæk ikke havde fået tage pasfotos af mig, det skulle jo til ved grænsekrydsningen, og selvfølgelig kunne han finde vej, det kostede os lidt mere (selvom det var på vejen til busstoppestedet) men så sad han jo også og ventede. Pasfotodamen var flink, rettede på mit tøj og mit hår og bad mig rette op og skyde brystet frem og jeg endte med at have vildt meget griner på da billedet blev taget - det var ellers fancy nok - hun havde endda de der sølvparaplyer de altid bruger for at styre lyset. Bagefter gik vi ind i et skummelt baglokale fuldt af papkasser og støv og der stod en pc med printer, og mig og damen blev enige om det bedste af billederne af mig, med et snuptag i Adobe gjorde hun den ellers ret støvbrune baggrund til ren og hvid, og slettede noget af mit viltre hår og så printede hun. Ja det var jo nemt, bagefter tog Wally også nogle, så han havde ekstra til de andre visa vi skal have senere på vores færd. Efter det kørte vores ven os til busstoppet og vi satte os ind, og så var vi på vej mod Mohan - der hvor vi skulle krydse over.
Jeg sov det meste af turen, og vi nåede frem, ret forvirrede. Det var en underlig lille pollypocket-hus-by. Mærkelige farver på husene, og grønne firkantede hække. Og vi fandt vej til Immigration, udfyldte en form, og nåede lige at blive rigtig nervøse fordi pas-fyren først ikke ville lade Wally igennem.
Han kaldte på en eller anden som aldrig kom og bad Wally udfylde en ny form, han gloede også længe på mit pas, på siderne, tjekkede om det var ægte, men lod mig til sidst gå igennem. Nu stod vi så på hver vores side af grænsen til Kina, og det gik op for mig at hvis Wally ikke kom igennem var vi egentlig på skideren. Jeg kunne jo ikke tage ind i Kina igen med mit "single-entry" visa. Problemet med Wallys visa var vores vidunderlige Wonderful i Yangshuo som uden grund havde forlænget Wallys pas til et 6mdrs Business Visa, og fordi politiet i Yangshuo er småkorrupte og betalte for at kigge væk, var der heller ikke nogle der sagde noget til at hans første visa sluttede den 14. og hans business visa startede den 18. Så der var er par dage udenom visaerne som ikke var i passet. Men man kunne sikkert godt betale sig fra de par dage. (mener det er 500-1000Y pr dag) Problemet var mere det der med Hvorfor han havde et business visa? Det er jo ulovligt for turister at arbejde i Kina, selv med et business visa er det ulovligt at modtage løn - så vi ville blive nødt til at sige noget med at vi arbejdede gratis, eller hjalp dem på skolen.
Oral College betalte heller ikke skat, de betalte politiet i stedet - og de er generelt også korrupte, så pludselig var vi ret nervøse. Wally var sikker på at han skulle udspørges i et baglokale, men ham som der blev kaldt på kom aldrig - jeg ved ikke om det var derfor, men til sidst lod han Wally igennem og vi prøvede at være cool men skyndte os alligevel videre ned ad gaden. Han lignede heller ikke ligefrem en Business-man.. :-)
Så skulle vi køre i en lille tuc-tuc ud af kinas store port og igennem Laos- visa ansøgninger osv. det gik fint. Ikke det store at skrive om. Vi kom igennem og nu var vi i Laos - med et 30 dages visum. Yes!! Så ville vi gerne til Luang Prabang og mødes med Daan. Men der var ikke nogle af de busser der, som kørte så langt. Vi kiggede i vores Laos-lonely planet (købte den i Yangshuo) og fandt ud af en by vi kunne tage til, som havde busforbindelser til Luang Prabang. Jo tak. Vi satte os ind.. en lille shuttlebus. Bare kiggede ud af vinduet, på landsbyerne og bjergene vi susede forbi. Allerede her kunne man mærke at Laos folk er langt mere chilled. Stille og rolige. Snakkede langsomt og faktisk de fleste af dem ret godt engelsk. Da vi kom til Luang Namtha bad vi chaufføren køre os til busstoppestedet - (vi håbede at kunne tage direkte derfra til Luang Prabang,) og det ville han gerne, der spurgte vi omkring og der var en fyr der sagde at klokken 15 kørte den fra et andet busstoppested. og nu var klokken 13, så det var jo okay - der var lige tid til at spise. (Jeg var dårlig af alt den køren, og vi havde stadigvæk intet fået) så vi gik ud for at spise noget - kom forbi et skilt hvor der stod "Bus-tickets". Så vi tænkte at det måske var en god ide at spise der. Vi vidste at turen fra Luang Namtha til Luang Prabang ville tage en 8-9 timer, og der stod i Lonely Planet at der kun gik een bus om dagen, fyren på cafeen sagde at bussen til Luang Prabang kun gik klokken 9 om morgenen - og at vi havde misset den for idag. Nu var hans cafe også et guest house, og jeg tænkte med det samme at han bare sagde det for at få os til at blive en nat der. Ti minutter efter kom vores ven fra busstoppestedet i sin tuctuc (lissom rikshaw, bare større) og sagde at han gerne ville køre os til stoppestedet nu. Men..gik der en bus? Eller hvad? Vi forklarede cafeejeren at tuctuc-fyren sagde at der gik en bus klokken 15, men han sagde at han havde ringet til sin ven på bustationen før, og der gik ikke nogen. Det er så her jeg gerne ville have at de måske snakkede sammen og diskuterede om der gik en bus eller ej, jeg ville hellere end gerne til Luang Prabang ASAP, men de to mænd talte meget lidt sammen og det endte med at mig og Wally så på hinanden og sagde "Hva tror du?". Selvom de stod lige ved siden af hinanden, hvis vi spurgte den ene "Så der går en bus klokken 15!?" så sagde han "Ja." Men den anden sagde ikke noget. Hvis vi spurgte ham sagde han "nej". GREAT. Vi spiste og talte om det og indså at hvis vi tog afsted nu, ville vi komme til Luang Prabang klokken 23-24 om aftenen - og vi vidste fra Daan at alting lukker klokken 23.Så måske var det bedste at blive. De to mænd snakkede endelig sammen og cafeejeren - som havde langt det bedste engelsk, konkluderede at tuctuc-chaufføren gerne ville køre os imorgen klokken 9, hvis vi ville have bussen der. Nå så var det jo afgjort...
Jeg ved ikke om den ene prøvede at narre os, eller om ingen af dem gjorde. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke talte sammen. Men jaja vi blev og sov på cafeen og så var alle vel glade. Dagen gik hurtigt nok med at veksle alle vores penge til Kip (Laos penge) som er et bizart højt beløb i tusinder. En vand koster fx. 4000Kip, og man er lige ved at sige "WHAT?" hele tiden. Men det vender man sig vel til. Inde i banken var der et stort tv med Wrestling.. fjollet. Om aftenen var vi ude at spise på en cafe, fik dejlig mad, spillede kort, jeg fik en piña colada og Wally en Lao beer, (lækkert) vi snakkede med et israelsk par og gik ellers hjem i seng så tidligt vi kunne. Klokken 8 blev vi vækket af en velkendt banken på døren og i et par sekunder forestillede jeg mig at det var vores kinesiske ven fra Menglá der meget gerne ville cykle os. Men det var cafeejeren der sagde at bussen gik tidligere end han troede så vi skulle komme ned snart. Det gjorde vi. Vores tuc-tuc ven fra igår stod der, og endelig sad vi i bussen på vej mod Luang Prabang. De første 4 timer sov jeg mere eller mindre. Men fik sneget mig til vinduespladsen og nød den fantastiske udsigt af grønne bjerge og landsbyer. Beskidte børn uden underbukser, gamle koner med stråkurve på ryggen, sorte behårede glade baby-grisebasser i solen, børn der bar rundt på mindre børn, sælgere, stråhuse, køer, høns med kyllinger i vejkanten, hunde der lå midt på vejen, lokale der vinkede, mærkværdige planter og træer, store hvide blomster der lignede trompeter der hang nedad, og ikke mindst fantastiske bjerge. Hundredvis af forskellige grønne nuancer, med blå bjerge i baggrunden. Det var overskyet, med huller - så ind imellem ramte solen noget bjerg og det lyste op som var det et maleri. der var sågar en regnbue midt i det hele - og det lignede så meget et eventyr at jeg ikke troede på det Det lignede sådan et børne-computerspil hvor man er en mariehøne på eventyr... meget smukt. Selvfølgelig kunne man ikke tage billeder af det. Bussen rystede som en male-bøtte-rystemaskine og der var flere sving end der var lige vej, jeg prøvede dog. Tror ikke det var en succes.
Men der var nu lidt langt til Luang Prabang, en del andre i turister i bussen og da vi endelig ankom stimlede vi sammen og tog en tuctuc til centrum. Selvfølgelig kørte fyren os til hans vens hotel - og ikke centrum. Demonstrativt traskede de fleste af os videre - vi var vel ikke får.
Wally og jeg fandt et sted og vi endte med at gi 55000kip for en nat. Ja det lyder vildt men det svarer til måske 50Y så det jo ik så slemt - tilgengæld var det det niceste værelse. kæmpe badeværelse (hvor alting virker) kæmpe rum med aircon. Men det bedste var sengen. AHHH! Den bedste seng jeg har sovet på siden jeg forlod min egen. For det første var det en rigtig madras!!!! I Kina er mange madrasser lavet af træ! Det ligner en madras - men den er ligeså hård som et bord, hvis den gir efter er det ikke særlig meget. Det er næsten fjollet at den overhovedet ligner en madras. Det kunne lige så godt være en træplade nogle gange. MEN nææ denne her var en ægte madras så blød så blød. Og ovenidet, så var der et grøn blødt sengetæppe over, og så så den jo også rigtig dejlig ud. Ja den er jeg glad for vi fandt.
Vi drak en kop te og legede lidt med en kat der gerne ville bide. Ja. Men vi skulle jo finde noget internet så vi ku komme i kontakt med ham der Daan, vi fandt et sted, og læste os frem til at Daan altså ville være i hovedstaden fra dagen efter til tirsdag/onsdag. Nå..jaa.. det var jo egentlig llidt irriterednde. Nu havde vi jo regnet med at han kunne lege med det samme. Men det er der jo ikke noget at sige til. Han troede at vi ville komme senere, og vi havde ikke fortalt ham at vi kom allerede nu. Men jaja okay, vi kunne nok godt selv finde på noget, vi havde jo også LonelyPlanet bogen, og så er man jo ikke helt fortabt.
Vi gik en tur ned ad gaden, der så ud til at være et marked, Wally sagde meget klogt at hvis han kendte Daan rigtigt så var han hernede et eller andet sted. Så vi gik en tur ned og så på ting. Undervejs faldt vi over en baguette-shop. (Wally spottede et skilt hvor der stod Cheese!) og damerne bag var rimelig overvægtige og sjove så vi købte to og lovede at komme tilbage til morgenmad.
Med vores lækre lækre baguette, med sennep på slentrede vi ned af hovedgaden, leder stadig lidt efter Daan, men uden håb, da vi går forbi en cafe hvor der sidder en sød pige, med en høj fyr med kasket.. Er den Daan? Wally er sikker, men jeg var i tvivl. Svært at se for kasketten når han kigger ned. Først var jeg sikker, så jeg var i tvivl, så var jeg sikker og så blev jeg i tvivl igen, men da vi var nået helt hen til den søde pige kiggede han op, og det var ham! :-) Glemmer aldrig hans ansigt. "Noooo!!!" Og han rejste sig og vi krammede og det var dejligt dejligt. Så vi satte os og snakkede og opdaterede hinanden og "This is so cool!" og "cant believe you're finally here!" og "wuhuu!" og vi drak et par Lao beer og der var en gekko uden hale der tissede på mit hovede, og vi lagde en masse planer sammen. Så, han tog jo til hovedstaden Vientiane idag, og vi aftalte lige at tage en slappe dag uden busser idag, og så tager vi derned i morgen. Vi skal jo have taget røngten billeder til NewZealand visaet (fordi vi har været i et tuberkulose risiko-land i mere end 3 mdr) og vi ka jo ikke købe flybillet før vi har visaet og billetterne blir dyrere og dyrere jo nærmere vi kommer på datoen vi vil afsted. Så hvis vi kan få taget de billeder i Vientiane, og så endda sammen med Daan så tager vi tilbage til Luang Prabang efter og slapper af. Daan havde også nogle planer for nogle sjove ting i byen han skulle, som vi kunne gøre sammen, og på vejen tilbage var der noget med noget Tubing som lød sjovt. Vi snakkede også om noget motorcykel roadtrip vi kunne gøre i området her. Så det lyder altsammet dejligt og sjovt. Jeg er herreglad for at vi mødte ham igår. Ahh.. så i dag har vi prøvet at komme i kontakt med ambassaden hvor vi skal se røngten-lægen, men vi ka ikke komme igennem. Jeg ved ikke om det er fordi det er weekend eller hvad. Men nu tropper vi op mandag, og så håber vi at han har tid til at se os!

(Hvis nu du læser det og tænker at det da slet ikke hænger sammen med den sidste blog du læste, så det fordi det er nr 2 opload idag, der er en tidligere der hedder Shangri La..)

Men ellers er alt godt. Jeg må finde ud af noget med noget billeder snart!!
Hejhej! Vi snakkes

Shangri La

2009-07-02T00:01:00.000-07:00

Det er jo nærmest ved at være et par byer siden Dáli. Vi tog en regnvejrsbus til Líjiâng som er en 3-4 timer væk, jeg prøvede at sove men ikke med den store succes, der var samtidig en kinesisk krigsfilm (dvs sværd og heste) og en kvinde der var klædt ud som mand og det var tydeligt at det var en hemmelighed. Jeg ved ikke om det endte med at være en Mulan film eller hvad. Men jeg begynder at kunne se kunsten i at se film uden at forstå sproget. Vi ankom til Líjiâng - som sædvanlig - uden at vide hvor vi skulle hen eller sove osv. Vi vidste at Old Town var the place to go, og vi havde et lille kort hvor der stod Old town på kinesisk og ved at vise det til folk blev vi peget i den rigtige retning. Gik i.. en halv time, masser store veje, en rundkørsel.. ikke ligefrem en old town efter mit hoved. Vi kom forbi nogle lokale der stod og solgte grøntsager, med deres blå Emil-fra-lønneberg-hatte og netkurve på ryggen. De pegede os ned af en snæver gyde og vi tænkte.. "hmm... " men pludselig udspillede sig noget for os, den lille gyde endte i en stor plads, et kæmpe marked! Her kunne man tilsyneladende få alt! Grøntsager, frugter, kød, krydderier, kobberting, træ-bark, underlige svampeting, kæmpe meloner, grillede brød-snacks etc. Der var hundredvis af sælgere, handlende, hunde, kattekillinger, børn, cykler med ladene fulde af ting, folk masede sig forbi, mens markedet langsomt lukkede ned. Solbrune rynkede bedstemødre med tumlinger på ryggen og stressede handlende på vej hjem fra arbejde. Overvældede af det kæmpe miljøskift og alle menneskerne og dyrene og tingene, ikke mindst de mange mærkelige ting man kunne købe. Flydende i baljer (evt levende) tørrede i store sække, stegte på rygende grille og givet over træborde i store æsker eller små gennemsigtige poser. Vi gik rundt længe med alt vores bagage og bare kiggede helt forbavsede på alting. Men efter noget tid fandt vi stadigvæk ingen old town, vi var på vej ud af markedet, da vi blev peget ned af en endnu mindre gyde -som man altså ikke havde set hvis man ikke vidste hvor man skulle lede - og vi gik ned af den. Nogle flere butikker lå langs med gyden, med ting - tøj, tasker, lamper osv. Undervejs gamle koner der bagte pandekage-ting, og bedstefædre der solgte buketter fra deres vogne. Gyden endte ud i en anden gyde og en dame pegede os den ene vej og nu begyndte det at ligne noget. Et virvar af små gader og stræder og gyder dukkede op, cafeer, butikker og boder. Turister og træhuse, træer og småbroer over vandkanaler med guldfisk. Røde lamper, autentisk lavet stemning, men alligevel en del lokale rundt omkring. Ufhh det her var helt sikkert old town, men hvorn sævens finder man et sted at sove. Jeg fandt det rimelig umuligt at genkende de samme steder, og selv Wally synes ikke det var særlig logisk og nemt at gætte sig vej til et sted at sove. Vores hotel i Dáli havde givet os et kort på et hotel i Líjiâng, og vi vidste kortet til forskellige lokale, men når man blot blir peget i en retning eller gået noget af vejen - sådan finder man altså ikke det man søger... :) En butiksejer skulle alligevel på toilettet så fulgte os noget af vejen, da hun noget toilettet pegede hun os videre og indenfor 2 min stod vi med tre forskellige retninger at gå.. Nå. Vi tog den ene og efter et par sving og en lille bro henover en kanal kom vi forbi en bygning med skitse-tegninger på vinduerne og da vi kiggede ind så vi malerier og instrumenter og en midaldrende langhåret kineser med skæg jamme alt hvad han kunne på en guitar mens han råbte et eller andet og nogle andre klappede og tog billeder. Vi kiggede lidt og fnisede ind ad vinduet og pludselig opdagede de os og råbte at vi skulle komme ind, vi så på hinanden og tænkte "Tjo, hvorfor ik?" så vi gik hen til en meget smal dør, henover hang en sort spand hvor der med kridt og sjuskede bogstaver stod "bar".Vi kom ind "Heeeeyyaahhh..." og vi blev sat ned og de gav os en foliebakke med død kylling og vi brugte det eneste kinesiske vi kunne sige "Woamen Chi Sú" (Vi er vegetarer) og de grinede og råbte "Chi SU!!!" og så fik vi nogle jordnødder med et hint af hvidløgsmag og ikke mindst nogle skåle med klar alkohol og vi skålede og de kunne ikke sige meget på engelsk, men de var alligevel glade for at se os. Så sad vi der lidt kiggede rundt. Masser malerier, laid-back stemning, trommer og kunst. De var en hel del mennesker, mest mænd mellem 30 og 50 år, og vi kommunikerede lidt og den ene tog guitaren frem igen og fyrede den af (han spillede ikke noget rigtigt.. bare lala) så vi tog den lille blå frem og jammede lidt med dem, den langhårede fandt en hel masse trommer frem og delte ud, og vi gik i gang med en jam, de spillede ikke særlig meget i takt, men det var fedt alligevel. Så lidt efter kom der et lille band ind, og spillede med, de var bedre til at jamme, og vi spillede nogle Radiohead numre og der kom rigtig gang i jammen. De gik inden så længe men mig og Wally blev og hang ud, og det var hyggeligt. De pegede hele tiden på os og guitaren "spil spil" .. jo da de fik lidt Prince, lidt Dylan og lidt Red Hot. De var meget begejstrede for os og klappede, filmede, sang med så godt de kunne og ikke mindst skålede! Skååål! Jaja skål skål, inden længe tog jeg så små tåre som overhovedet muligt. Det smagte ligesom ren vodka og så var det bare hele tiden. "Gaambéé!" Nogle flere var kommet til, og nogle andre var gået og i udskiftningen var der nu også kommet en pige med et rimelig forståeligt engelsk, som hjalp med at oversætte og kommunikere generelt. Hun forklarede os at de allesammen var meget kendte kunstnere og kritikere ("som skriver kritiske artikler" - var de eneste detaljer vi lige kunne få ud af det) og at der for tiden var et kunstnerseminar, og de rejste rundt i Yunnan, idag Líjiâng og i morgen Dáli. Nå ja så ved man da hvem man skåler med! Det var ved at blive sent, og nu ville de have os med ud at spise, men her var det at vi var nødt til at være lidt fornuftige, vi havde jo stadigvæk ikke noget sted at sove. Men dét var ikke noget problem det kunne de sagtens hjælpe os med, der var jo masser af steder heromkring, før vi gik ville de bare gerne have at jeg sang en sang mere, for min stemme var så god. Jamen sådan en kan man jo ikke sige nej til, så jeg gav dem Samarkand og jeg tror de var glade. Så vi gik ud, de fandt os et hotel lige ved siden af deres bygning, og det var billigt og hyggeligt og der var ingen problemer der. Vi løb op og lagde vores ting og gik ned for at mødes med de andre som ventede udenfor. På vej til restauranten (som var virkelig langt væk syntes jeg) kunne jeg godt lidt mærke den der rene vodka-bryg, og jeg gjorde mit bedste for at notere mig vejen ud. Ikke at jeg betvivler Wallys ubesejrede stedsans, men han var nu begyndt at sludre ekstra muntert. Endelig kom vi til restauranten, en af den slags ude på gaden, med 20 cd høje taburetter som stole og borde i samme stil. Midt på bordet kom en kæmpe stål gryde. Jeg ved ik.. minimum 10 Liters gryde. Med noget suppe i. Lidt efter kom der en lille stål-rullevogn forbi, ligesom den slags man har på badeværelset, lav med 3-4 hylder og så bare proppet med ukogt mad, en hylde med grønne ting: salat, spinat, kinakål, porrer osv, og en hylde med tofu, champignoner, tomater osv og ikke mindst en hylde med alt muligt kød. Nånå, spændende. Så kom der er en skål med Chili (lissom dem de har hos kebabmændene) og hakket hvidløg og en skål med koriander. Så skulle man selv blande sin egen dip, med suppen fra gryden og de førnævnte ingredienser. Og så blev alle tingene fra rullevognen hældt i, og så skulle vi bare ta for os. En ting jeg generelt synes er meget inspirerende er kinesernes måde at spise på. Alle deler noget der står i midten, så snakker man om det, giver hinanden nogle gode stykker, plus man vælger selv hvad man vil have. Man bruger ikke en ske, men spisepindende, så får man ikke noget man ikke kan lide. - og hvis man gør spytter man det bare ud på bordet - det er helt normalt. Og alle hygger sig om bordet og snakker om maden."Er det her mon en champignon?" - "Nej det der er tørret griseblod.." - "....okay.. den lægger jeg så her."Det er bare meget mere socialt - end når man er ude og spise i Danmark, så bestiller alle en tallerken "jég skal ha' stjerneskud!", "jeg ska ha hakkebøffer" osv osv. Her bestiller man bare en masse retter og så tager man bare hvad man vil have, og deler prisen. Altså.. det er da et meget sjovere måltid! og meget hyggeligere, når man nu går ud for at spise sammen og ikke spise hver for sig.Nå men der blev heller ikke lagt en dæmper på drikkeriet herude og jeg gjorde mit for kun lige at nippe og når de insisterede på at fylde mere i mit glas stoppede jeg dem efter en halv. Jeg er jo en pige så jeg kunne smile piget og slippe. Men Wally derimod den stakkel. Der var No Mercy der, jeg ved ikke hvor meget de fik hældt i ham, men de skålede jo hele tiden (nu tog han jo altså heller ikke små tåre) og fyren ved siden af ham havde fået nok, og han sad snedigt og tømte sit glas op i Wallys hver gang der var plads. Oveni det havde vi ikke spist hele dagen, og vores aftensmad var suppe, så da det var på tide at sige godnat, slingrede Wally pænt meget. Han var dog ikke i tvivl om vejen, da han jo er lige som en due (det fik jeg af vide ret mange gange de 20 min det tog at komme hjem) .. og duer kan altid finde hjem til reden. Jaja han fandt da også hjem, de havde gudhjælpemig givet ham resten af flaske nr 3 med sig, så han havde den under den ene arm og mig under den anden og så gik vi. Der blev udvekslet kærlighedserklæringer både fra og til artisterne da vi nåede til farvellet ved vores hotel og inden længe lå vi ned. Her skulle aftenen så ikke slutte, Wally var dårlig, og der gik timer før han endelig faldt i søvn.Næste dag gik med tømmermænd, vi tullede rundt i Líjiângs stræder og snoede gader, spiste, sad det ene sted, og det andet sted, kom hjem og opdagede at guitaren var knækket og at det måske var Wally der havde smidt sig på den i nattens brandert. Åhnej! Nå vi gik seng med en film og noget guf. 2. dag var mere eller mindre samme program, stemningen var blot lidt bedre, vi fandt noget lim og gik en tur ud på det lokale føromtalte grøntmarked, som stadigvæk var imponerende og fedt at gå rundt på. Vore videre færd skulle også snart fastlægges, og vi havde erfaret i vores Lonely planet at der var en cafe i Líjiâng som var eget af et flinkt rejselystent ægtepar der kunne svare på alle vores spørgsmål om sightseeing i området. Især ville vi meget gerne vide mere om nogle bjerge og kløfter, som går under navne "Tiger Leaping Gorge" (noget med at en tiger havde hoppet over nogle sten der.. eller.. ja jeg ved det ikke faktisk) MEN der var noget med en fantastisk vandretur man kunne gøre sig der og den slags kan vi jo ret godt lide. Tilgengæld var det lidt af en krig at finde vej til den Cafe der, vi ledte og ledte og mistede ind i mellem modet, men gav aldrig op, og efter en yndig hundehvalp, en gade med tag-tegl og en bod med ægte silke, var vi lige pludselig på en gade med et navn der stod i bogen. Habberlabber! Så kunne det jo ikke være så slemt, og inden så længe fandt vi da også stedet (vi var gået forbi det 3 gange...) Nå var vi her så. Det så ikke ud til at der var nogle engelsktalende mennesker her. Vi lod som ingenting til at starte med og købte et meget dyrt stykke kage, som vidste sig at være det værd. Af den slags hvor man tænker "Nå det er SÅDAN en cheesecake skal smage!" Så var vi lidt online, og da servitricen kom forbi prøvede jeg med en genial taktik: "Excuse me.. do you have any... hmm...advise here?!" (jeg var lige ved at bakke ud undervejs, da jeg indså at hun faktisk tænkte over om de havde det der Advise på menuen..) Wally gjorde sit for ikke at sprutte af grin, og jeg havde selv svært ved at holde masken da jeg sagde at det var okay, i noget tid efter vedholdte jeg mig min stolthed ved at sige at det var et smart move at spørge hende om Advise, for at teste hendes engelsk - men har senere måtte indrømme at det var lidt fjollet af mig, den stakkels pige havde ingen ide om hvad jeg snakkede om. Og det er jo egentlig også ret forståeligt. Nå jeg prøvede at lade være med at tænke på at dagens lange forsøg på at finde det her sted endte med ingenting, og jeg var online med mine forældre da Wally kom løbende op ad trappen og sagde at han havde mødt en anden servitrice som havde masser af advise og hun var meget hjælpsom og i løbet af et par sætninger havde vi besluttet os for at tage afsted mod Tiger Leaping Gorge allerede dagen efter. Så var der lige det med tasken. Min håndtaske var knækket over på hanken og jeg havde besluttet mig for at når jeg nu alligevel skulle have en ny, så skulle det være en rygsæk, for det er hårdt at bære en tung taske over den ene skulder. Jeg havde én bestemt taske i kikkerten, men damen ville have 320Y for den. Jeg gik ud fra at jeg kunne prutte lidt med prisen, selvom det var en lidt snazzy butik. (Jeg havde tidligere samme dag pruttet et par brune hippiebukser fra 180Y til 50Y og det var også en lidt fancy butik, så..) Men taske-damen der var altså ikke til hverken at hugge eller stikke i, nu kom vi jo også tilbage et par dage efter du ved og så stadig meget begejstrede ud, så hun tænkte nok at vi købte den alligevel. Men jeg prøvede den på, og den var faktisk ikke så fed som jeg huskede den. Jeg lignede lidt for meget en turist (og det er det værste synes jeg) Vi gav hende en sidste chance for at sætte prisen ned, og hun så lidt for selvtilfreds ud da hun sagde nej, og da vi så gik uden at se på tasken en ekstra gang, så hun godt forvirret ud. Men sådan er det, tasken var blevet grimmere og grimmere mens jeg stod der og set i bakspejlet havde jeg nok ikke givet en 50er for den alligevel. Nå.. men det var ved at blive sent og den tid vi brugte for at lede efter taske, blev taget fra den vigtige nattesøvn vi havde foran os. Jeg eksperimenterede med at se målrettet ud, og gå meget hurtigt, i håb om at de langsomme stenede kineserturister for en gangs skyld ville flytte sig for mig, (det virker på strøget!!) Men efter at jeg gik mere eller mindre frontalt ind i en munk eller en gammel mand (eller var det samme person!?) holdt jeg op. Vi var lige ved bare at købe en ekstremt grim laksefarvet børnerygsæk med striber, sådan i hårdt hæklet garn, jeg var endda begyndt at tænke at den måske var så grim at den var sej, men efter jeg prøvede den på, var vi altså nødt til at gå videre. Men da der ikke var andet der fristede, og vi var faktisk på vej tilbage til laksefarvede, da der ud af det blå dukkede en helt overset taskebutik op. Brun læderrygsæk, lækkert foret, masser lommer og så dufter den! Uhmmm den var perfekt. Damen var lokal og prøvede først med 280Y og vi fik hende nemt ned til 180Y men så heller ikke længere. Og jeg kunne ikke skjule at jeg var helt vild med den. 180Y! Fed deal syntes jeg, og jeg er så glad for den taske, hver gang jeg ser den bliver jeg helt varm indeni. Det er næsten fjollet.. Men nu havde vi en taske. Så manglede vi bare at lime guitaren og det så ud til at lykkes, så vi lod den tørre (også henover de næste par dage) pakkede det værste og gik i seng.Næste morgen trak vi i backpacksne og traskede ud for at finde busstoppestedet, der var lidt langt denne synes jeg, men det er alligevel utroligt hvor lidt man lægger mærke til de 15kg ekstra man slæber bagpå. Vi nåede frem, en pige med fint engelsk skulle samme vej, så hun hjalp os med at få de rigtige billetter, og så sad vi i den lille bus på vej mod Qiautou. Jeg havde valget mellem at blive køresyg eller falde i søvn, så jeg valgte det sidste, og blev vækket ved at alle forlod bussen, vi havde gjort stop ved et udkigspunkt, og vi fik 15 min til at tage billeder der. Det var da også en ret fed udsigt! Med duggede bjerge og et 500år gammelt hus/tempel på kanten. Sjovt at man tager en offentlig bus, og den så stopper et kvarter så man kan tage billeder ved en turistattraktion.Da vi så nåede Qiautou blev det hele serveret for os. Bussen holdt ved en tvungen billetluge (man kunne ikke komme forbi der uden at købe billet til Tiger Leaping Gorge, fordi der er mange der tager allemulige smutveje og undslipper at betale.) og mens den holdt stille kom en min 50årig australsk kvinde ind, i små hvide shorts og stropbluse uden bh, og irgrønt hårbånd om sit korte mørke hår, og råber om der er nogle der skal på vandretur!? Jo det skal vi da, men så sku vi komme med hende. Så det gjorde vi. Hun havde bagageopbevaring for os, og det kostede næsten ingenting. Vi fik sågar en mexicansk pandekage med baked beans, og en med tomat og ost, og så resten af en fjollet komedie på hendes tv. Wally skrev Gibraltar på hendes ene væg (der havde hun aldrig haft nogle fra før, der var derimod masser fra Dk, og der var ikke rigtig plads, så jeg sagde nej tak..) Margo, som hun hed var lidt småfebrilsk, ville ikke rigtig forklare hvad hun dog lavede her, og hendes gigantiske samling af DVD film gav mig det indtryk at hun var lidt ensom. Men hun var superflink, maden var god og billig og hun var en kæmpe hjælp for sådan nogle som os, som ikke vidste så meget om det hele. Klokken 12.40 var vi ved at være klar til at gå og det gjorde vi. Vi tog kun min taske, vand og Sokrates (vandrestaven) med, og snakkede lystigt mens vi traskede opad i middagssolen. For det meste var der ikke andre mennesker på turen, som retningsanvisning fulgte vi nogle røde og gule pile der var malet på sten på vejen. Nogle gange var der ikke nogen pil og man måtte gætte hvis stien delte sig i to, og nogle gange overså man pilen og måtte gå tilbage. Turen blev smukkere og smukkere, og vi kom højere og højere. Det er en sjov følelse når det klikker i ørerne fordi man GÅR opad. Undervejs blev vi overhalet af et australsk par og vi overhalede en rigtig underholdende skotsk herre med en fantastisk accent, som vi fulgtes med noget af vejen. Han var sjov. Vi endte dog med at følges med ham det sidste stykke til hans GuestHouse, hvor han ville sove, så der sad vi lidt og holdt pause mens vi snakkede med ham. Vi skulle gerne nå til Tea Horse, vores planlagte sovested inden det blev mørkt. Så vi måtte videre inden det blev alt for hyggeligt. Her begyndte det så at blive hårdt. De sidste 3 timer havde været mere eller mindre opad bakke, og jeg var begyndt at blive lidt træt af at være forpustet, nu havde vi jo holdt et moderat tempo fordi vi fulgtes med skotten, og han krævede flere pauser. Men nu synes jeg altså ikke det var så sjovt mere. Det var fugtigt og varmt, og nu er jeg jo ikke ligefrem den store maratonløber, og da alt hvad jeg kunne se var op op op op op, begyndte jeg at miste modet. Mest fordi jeg vidste at der ville komme noget senere der hed de "28 sving", som er 28 stejle sving opad bjerget, og de skulle være det værste på hele turen. Og her gik jeg og var lige ved dåne allerede. Jeg havde også på fornemmelsen at vi skulle gå nedad igen efter det her, og at alt det "op" som jeg fik lagt bag mig, skulle gentages senere og det hele resulterede i at jeg begyndte at græde i min lidelse, og Wally så forvirret ud og spurgte om vi skulle gå tilbage, men nej da.. for søren. Det ville da være det værste at gøre. Så vi holdt en lang pause der, og snakkede lidt og han var altså rimelig sikker på at de der berygtede 28 sving var dem vi var i gang med lige nu.. og pludselig så det hele en del lettere ud. Og der var stadigvæk langt til toppen, men sammenlignet med hvad jeg frygtede, var vi jo på toppen lige om lidt! Wuhu... vi holdt nogle flere pauser, men nåede toppen indenfor et par timer og det var meget smukt, og jeg var meget glad. Efter det var det mest nedad bakke, solen truede med at gå ned snart, det var blevet køligere, og vi tog en masse billeder, og holdt pauser for at nyde det og spise en kiks osv. Vi kom i gennem noget der lignede skov, en lille landsby og til sidst klokken 19.30 nåede vi som de sidstankomne vores guest house, Tea horse. Det var lige begyndt at regne og der gik ikke længe før det var mørkt. Vi spiste en Naxi-sandwich (Naxi er navnet på det lokale folk) med æg, løg, tomat og masser af brød tog et slag 500 og gik i seng. Først var der jo lige det med toilettet. Det var nok det mest ubehagelige toiletbesøg jeg har været ude for. Når det er bælgmørkt og den eneste lampe i metervis er den skærmløse pære der hænger og oplyser de engang hvide vægge på det 100% åbne toilet. Ikke nogle døre, ikke noget privatliv. Selve toilettet var en revne ned i gulvet, og så var det bare på hug, der stod en stor papkasse til det brugte wc papir og det værste af det hele var dyrene. Der var så mange. Natsværmere, kakerlakker, biller i alle størrelser og former, flyveinsekter og kravleinsekter og de var over det hele. Når man så sidder der med bar "alting" og tisser ned på et halv dusin flyvebiller og frygter at bare een af dem beslutter sig for at flyve op og væk, går der ikke særlig lang tid før man ikke skal tisse mere. Jeg skyndte mig at lukke øjnene og tænke på noget andet, og så hurtigt jeg kunne løb jeg gennem regnen tilbage til vores værelse. Som ellers var beskedent men dejligt. Vi havde jo den bærbare med (jeg turde altså ikke lade den ligge i Margo's lidt for åbne bagageopbevaring) Så vi så en film og crashede i nogle dejlige dyner, i nogle dejlige senge, med bjergudsigt og næste dags fantastiske gåtur i vente.Det skulle eftersigende være mest nedad bakke næste dag, men af den grund blev det ikke mindre smukt. Bjergene var sporadisk dækkede af tåge, himlen var blå og skyet og vejret var perfekt til en gåtur. Vi tog hyggepauser frem for vejrtrækningspauser. Vi kom forbi et lille vandfald, og et flækket vandrør der gav et lille ufrivilligt brusebad. Vi kom forbi blomster, bær, tibetanske flag, lokale på heste der tilbød at ride os ned i stedet for at gå, blå biller, små tusindben fyldt med hår og ikke mindst fantastiske udsigter. Skovpletter hvor jorden var blød af visne orange grannåle, tørre pletter hvor alt var stenet og sandet og klippevægge, formede efter tusindvis af lokale - og turisters fodspor. Pludselig mødte vi en ensomt strejfende bjergged, eller måske var det en væder (?) med lysebrun pels og store sorte bøjede horn, den så lige lovlig målrettet ud, og den gik lige forbi os, stien var for smal til andet. Den vidste nok at den havde mere ret til at være der, end vi havde.Pludselig var vi nået langt ned, ørerne klikkede igen, og det sidste stykke var igennem noget der lignede nogle lokale marker, det var ret stejlt og jeg begyndte at blive glad for at turen snart var slut, jeg er ikke sikker på hvor lang turen egentlig var, men vi gætter på en 20km ca henover begge dage. Nå tilbage til civilisationen. Her var masser andre turister, alle spiste og ventede på deres busser, nogle den ene vej, andre den anden, vi vidste det ikke helt endnu. Vi skulle jo i hvertfald tilbage til Qiautou og have vores bagage, og bagefter skulle vi den modsatte vej til Shangri La, som ville være blandt vores sidste byer i Kina. Man kunne få en bus fra Qiautou til Shangri La, men for at komme til Qiautou skulle man enten blaffe eller tage en anden bus, til 20Y, vi følte os lidt nærige med pengene og trætte af at betale formuer fordi vi er hvide, og faldt i snak med en 20-25årig kinesisk turist som også ledte efter en billigere vej videre. Han ventede på en lokal bus der ville tage ham med for 5Y, men vi ville nok ikke slippe for meget mindre end 20 alligevel, nu vi ikke var kinesere. Jaja.. men hvad skal man gøre. Vi blev og ventede på den ene eller den anden bus, da vores ven fra før pludselig kom hen til os "Its your lucky day!!" Han havde fundet en bil der først skulle til Qiautou og bagefter til Shangri La. Han var en udlejet chauffør som første skulle køre nogle kinesiske turister til deres hotel i Qiautou og bagefter skulle han hjem til sig selv i Shangri La, så først skulle vi altså vente på at de der turister kom tilbage fra vandreturen, og så måtte vi sidde i bagagerummet indtil vi nåede Qiautou, for jeepen var fyldt med turister. Vi skulle slippe en 50'er hver og vi skulle nok have sluppet det samme med offentlig transport, men her kom vi for det første hurtigere frem, da det ikke var en bus, men en direkte tur, og vi sad - og kørte godt, i fred og ro (bortset fra hans fantastiske kinesiske stammeagtige musik på repeat på afspilleren) Men det hele var en del af charmen, og vi så Shangri La og det tibetansk-lignende landskab brede sig ud for vores vinduer. Det var en rigtig dejlig tur. Han kørte os til der hvor vi ville hen i Shangri La, og det regnede og vi tog vores ting, gav ham pengene og sagde mange tak til hinanden. Der gik ikke længe før der kom en dame og spurgte om vi ville sove, og hvem vil ikke det? Så vi gik med og værelset var fint, prisen var okay, så vi sagde ja tak, lagde vores ting og gik ud for at finde noget mad. Det var ved at blive sent og butikkerne så lukkede ud. Men vi fandt en hyggelig cafe, "Rosas" som vi senere skulle komme til at tilbringe ret meget af de næste dage på. Vi spillede kort, spiste mad, så et skilt hvor der stod Free Wireless og besluttede os for at tage Wee med og komme tilbage dagen efter til en dejlig internetupdate -dag. Så det gjorde vi. Gik en runde i Shangri La old town, og var ellers ikke særlig imponerede over stedet. Det var da hyggeligt nok. Men.. ikke rigtig det vilde. Dagene gik med at hænge ud på Rosas, gå ture i byen, små shoppe lidt. Den sidste dag gik vi en tur hen til et tempel, som var ret flot. Tog nogle billeder, drejede lidt på en stor guld-søjle og kiggede på mennesker. Jeg købte en bedekæde med 108 perler, og et armbånd. Wally købte et perlearmbånd, og vi var begge tilfredse med vores hurtige beslutning om at tage natbussen nedad mod Kunming mandag aften. Så var det pakke sammen igen, købe busbillet, købe proviant og så tog vi den ene bus til stoppestedet og en kogt majskolbe fra en snack-bod senere lå vi i en sovebus på vej til Kumning. Bussen var sjov. Vi brugte det sidste dagslys på at se ud af vinduet og spille et slag kort til skumringen gjorde det umuligt at se forskel på spar og hjerter. Vi lå på et "stort" tre-mands-sæde sammen med en kineser med en stor sort vorte under næsen. Fedt at vi lå sammen, vi kunne jo ligge i ske! Men altså ikke med kineseren...Nu sidder jeg så i en natbus i Kunming, turen går denne gang syd til Zhing Dong (jeg ved ik om jeg er mest i tvivl om stavemåden eller udtalelsen) men vi bliver der ikke så længe, vi skulle gerne ankomme klokken 5 om morgenen, og have en anden bus klokken 6.30 og forhåbentlig hvis vi når det, have endnu en bus på en times tid - før vi når grænsen til Laos, men rygtet siger at de der Laonesere (??) har det med at pakke grænseboden sammen så hurtigt de kan slippe afsted med det så måske når vi det ikke allerede imorgen. Men nu ser vi. Dagen i dag har været lidt rodet må jeg indrømme, vi ankom med natbus fra Shangri La, dejlig sovebus, med meget små senge, jeg sov som en sten mere eller mindre hele vejen og blev vækket klokken 6 ved at vi var ankommet. Okay, vi kravler ud, finder vores bagage, og erfarer desværre at guitaren officielt er død. Jeg troede ellers limen ville holde, men den klarede altså ikke busturen, og denne gang er halsen knækket helt af. Jeg er ret sikker på at den er klar til at nå de evige rismarker, men vi har alligevel taget den med os videre. Ikke nok med det, det tisser ned. Kunming er grå og våd og vi aner ikke hvor vi er. Nå vi tager hele oppakningen med ind på stationen og prøver at skaffe en billet videre i aften, mod føromtalte og stadigt betvivlet stavede Zhing Dong. Men skrankedamen ved billetlugen var en af de 30% superirriterende kinesere som ikke forstår, ikke gider hjælpe og slet ikke giider at prøve. Skalk. Hun rystede bare på hovedet og sagde "no", men da Wally kom tilbage for 3. gang skrev hun tilsidst 80 på et stykke papir og pegede på busstoppestedet udenfor. Nå vi vurderede at vi skulle tage bus 80, og da det var det eneste råd vi havde tog vi chancen. Bus 80 blev hurtigt fyldt klokken 7 tirsdag morgen, og vi kørte rundt og håbede på at finde et vejnavn vi kunne genkende fra vores lille kort af Kunmings centrum fra vores Lonely planet bog. Nu skal jeg ikke kunne sige om bus 80 altid er så proppet, men da det var "tage på arbejde tid" og samtidig psykoregn, var der ikke en eneste ledig plads. Ruderne var duggede og vi kunne ikke se ud, hvis vi da overhovedet kunne se en rude for mennesker. Vi anede ikke hvor vi var, eller hvor vi skulle hen. Men efter en time spottede vi et vejnavn vi genkendte, og vi vurderede at vi var på vej til Kunmings hovedbanegård, sweet as! Vi lagde vores bagage til opbevaring og tænkte "ahhh". Vi vidste nu hvor vi var, og her havde vi endda været før, så det var ret nemt at finde rundt. Vi fandt en information på togstationen og hun rystede på hovedet og sagde "bus, bus" og pegede til siden og der åbenbarede der sig endnu en busstation for os, "nææææ!" Det vidste sig tilgengæld at være et mylder af sindssyge kinesere, som allesammen enten ville springe over, skubbe, glo eller have vores penge. Snizzle. Især gik der en del bus-hververe rundt som ledte efter passagerer, og råbte forskellige byer til en: "DALII, LIIJIANG"..og hvis man er turist kan man godt blive spurgte 7 gange af den samme chauffør før de fatter at man HAR været der, og at man GODT FORSTÅR HVAD DE VIL.. "Buo Jau Xie Xie" = Nej tak, okay?!!" Vi stillede os i kø til billetskranken, og indenfor et par minutter havde vi en lille gruppe af de omtalte busfolk omkring os, for hvis vi ikke skulle til Dali, Líjiâng eller Shangri La, hvor skulle de hvide mennesker så hen? Her er det så at man møder en af Kinas andre 30% som er interesserede og meget hjælpsomme og gør en ekstra indsats for at komme en til undsætning. En ung studerende med et meget fint engelsk som stod foran os i køen, og han lovede at hjælpe os når det blev vores tur, flokken af passager-indsamlere stod stadig rundt om os, og et par af dem syntes at det var vigtigere at de stod ved siden af Wally end at jeg gjorde.Vi fik billetterne og alt var fint, indtil Wally spørger hvad tid bussen gik. "Den går nu" siger den søde dreng. NU?? "Jaa om 5 minutter" - Snizzle!! Det går jo ikke, vi ville afsted i aften! Plus, vi havde jo ikke vores bagage med os. Ahhh... her tog jeg mig til hovedet og tænkte NejNejNejNej... og et par meget stille sekunder efter siger fyren "OOoooookay, jamen så må i have den ændret. Det må i undskylde. Ham her gør det for jer, for jeg skal nå en bus." Og så gav han vores 400Y billetter til en af tilskuerne og vi fulgte målløse efter ham, og et par minutter efter stak han billetterne i vores hænder og pegede på busserne. Det skulle vise sig at damen bag skranken ikke særligt autoritært havde streget afgangstidspunkt og busnummer ud og skrevet noget andet med kuglepen. Jaja den ville ikke gå i Danmark, men måske i Kina? Vi havde i hvertfald fået nok af busstationen så vi sagde mange tak og gik vores vej. Nu var der så 12 timer til bussen, og jeg har senere idag gentagne gange tænkt over hvor dejligt det havde været hvis vi bare havde taget den bus klokken 9 om morgenen. 12 timer i regnvejrs Kunming... bummelum. Vi havde selvfølgelig glemt alt regnvejrspraktisk i vores bagage, som lå ved togstationen. og i lang tid insisterede vi på ægte onkel joakim- vis på ikke at købe en ny paraply men endte alligevel med at lade os knække af det ustandselige nedbør og investere i en blå sag med tulipan mønster. Nå nu da vi havde hele dagen, kunne vi ligeså godt skaffe dollars, til Laos visummet og pasfotos til samme. Vi fandt en bank og fik vekslet, men ingen pasfotoautomat. Det gode ved sagen var at vi jo havde været i Kunming før, derfor kendte vi til en hyggelig pub/bar hvor vi under vores sidste dagsophold i Kunming havde tilbragt det meste af dagen i selskab med vores kortspil og en cd med laid back cover numre af Rolling Stones. Vi agtede at gentage succesen og vadede i det våde vejr under den blå tulipanparaply ind til vi endelig fandt frem. Et par kaffer, en del omgange 500 (vi spiller til 10.000- er på omkring 6000 for tiden) og et forsøg på at kropstørre vores tøj begyndte vi at blive sultne, så vi gik ud for at finde en taxa hen til den nice vegetarrestaurant vi var på sidst vi var i Kunming. Men det er lettere sagt end gjort at finde en taxa i regnvejr, og selvom der var hundredvis, var de allesammen optagede. Efter noget tid fandt vi en taxa-holdeplads, og der var et par kinesere med paraplyer der stod og ventede. "Næ hvor civilt!" tænkte vi, og stillede os bagerst. Men indenfor 10min var den såkaldte kø spredt ud over et par meter og det var "enhver er sin egen lykkes smed" og "den der kommer først til møllen" for alle pengene. Selvom vi var rykket fremad i køen endte vi på magisk vis nu med at stå bagerst og jeg tænkte skalk skalk skalk, når de allesammen viftede med armene for at få den taxa som retmæssigt skulle tilkomme de våde turister. (mig) Men "haha" og janteloven vandt, da en taxa stoppede og ikke kendte vejen til hverken det første eller det andet par der prøvede, og helt naturligt var det vores tur, og there you go så sad vi i den tørre taxa og havde det muntert på vej hen mod det nice spisested. Det gik fint, det var en sød dame-chauffør og da vi kom til restauranten sad alle medarbejderne ved det første bord og spillede kort, men myldrede op som en flok duer på rådhuspladsen og begyndte at vaske alt muligt af og 5 af dem servicerede os, selvom 1 var mere end rigeligt. Det var god mad ellers, vi prøvede nogle andre ting, og fik noget lidt mere spicy denne gang-stadig lækkert. Og jeg fik ved samme lejlighed mulighed for at fotografere de klamme "vegetar-kød"-retter i menuen. Vi gjorde hvad vi kunne for at trække tiden ud, snakkede, gik på toilettet flere gange og endelig blev det sent nok til at vi kunne begynde at tage tilbage til busstationen for at få vores natbus videre. Først skulle vi have vores bagage på togstationen og Wally trængte til en is, så vi satte os ind på et fastfoodsted og trak tiden yderligere ud ved at spille 500 igen. Men det gik nemt da vi nåede til busstationen, en af damerne fra tidligere fulgte os glædeligt hele vejen igennem stationen udenfor og om hjørnet til vores bus og pegede og sagde "der er den" og ja her er vi så. Vores sæder er ikke ved siden af hinanden men vi kan se hinanden - så det er okay, det gælder bare om at sove så meget som muligt.Idag er det onsdag, solen går snart ned, og vi er i Manglá - en time fra Laos grænsen. Natbussen var fin. Ikke så meget at sige der. Vi vågnede klokken 5 ved at bussen stoppede, og vi havde fået af vide at vi ville ankomme klokken 5, så vi tænkte at nu var vi der vel. Wally gik ud for at spørge, men fik af vide at det bare var en pause. Men jeg kunne altså høre bagagerummet klappe og der var en del der forlod bussen uden at komme tilbage. Wally spurgte en fyr ved siden af ham, men fik bare et svar, som hvis han viftede en flue væk. GREAT. Jeg begynder at blive lidt træt af ikke at vide hvad der foregår. Så jeg spurgte nogle kinesere omkring mig, men ingen fattede tilsyneladende hvad jeg ville, hverken mit kropsprog eller mit forsøg på at sige Jìnghóng (Ja nu har jeg lært hvordan man staver det) og jeg endte med at finde Lonely planet frem og vise dem i bogen hvad jeg ville. "Nejnej, det var ikke endnu!" Nå okay, ja det var da rart at vide. Jeg prøvede også at få ud af ham hvad tid vi så ville komme til Jìnghóng, men det var også lidt svært, og pludselig siger ham ved siden af Wally med flot engelsk "The bus will arrive in Jìnghóng at seven 'clock!" TAK, for snizzle altså. Kunne han ik have sagt noget noget før altså? Great. Jeg lagde mig ned og sov igen og vågnede først i Jìnghóng da dem der kiggede i Lonely Planet før, bankede på mit hovedgærde. Pænt af dem. Nu var vi der. Okay.Vi kommer ud og flytter vores bagage ind på stationen, den første billet vi kunne få hertil (Menglá) var kokken 9:15, og vi var begyndt at tvivle på at nå over grænsen idag. Der blev sagt at turen hertil var 4-5 timer. Jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne for at nyde den fantastiske udsigt af grønt grønt og grønt men for det meste klistrede mine øjne sig sammen og jeg erfarede senere at jeg sov med åben mund hele vejen. Ja. Vi nåede til Menglá klokken lidt over 12, faktisk ikke helt umuligt at nå den 1,5times bus til Mohan - hvorefter man skulle gå et stykke og så nå Laos. Det kunne godt lade sig gøre, men på den anden side ville vi nok blive nødt til at blive i den by den første nat, og ifølge Lonely Planet (ja jeg ved godt jeg snakker om den hele tiden, men det er jo det eneste vi har!) var det et ganske begrænset udvalg af mad og sovesteder, og den anbefalede at hvis man skulle vælge, at man valgte en nat på den kinesiske side af grænsen. Så det gjorde vi. Også fordi, vi så imorgen kunne starte tidligt, og måske nå hele vejen ind i Laos, til Luang Prabang og Daan på een og samme dag!Så nu chiller vi her, vi mødte en fyr der spurgte om vi ville veksle penge - nej det havde vi gjort. Hvad ville vi så? Jo vi ville gerne have et sted at sove, jamen han ku da snildt skaffe os et sted til 30Y, okay? Jeg tjekkede det ud, for Wally bare taskerne, og det var op ad trappen. Gulvet var vådt, og der var pletter på væggene, ikke noget håndtag til badeværelset.. men vi skulle jo ikke ligefrem bygge rede her. Så vi sagde ja tak, og dagen i dag er gået hurtigt. En lille gåtur i byen, vi så en hjemløs med pose på hovedet, og kæmpe tasker proppet med stof, som sko, (det er altså ikke koldt!) han bar på en masse ting, og slog sig ned ikke langt fra vores lille restaurant og spiste noget takeaway fra en hvid flamingobakke. Der kom også en dame forbi der tilsyneladende var ude at gå med sin fugl. En sort sag, der fulgte efter hende og øvede sig i at flyve. Den landede hele tiden på hendes skulder, men hun tog den ned og satte den på jorden. Jeg vurderede at hun var ved at lære den at klare sig selv. Hun hidsede sig lidt op over for en lille tumling som meget gerne ville røre (og skræmte) den lille fugl.. Så det så ud til at fuglen betød noget vigtigt. Vores tjenere spillede også badminton ude på vejen, mens de ventede på at der kom nogle flere kunder i butikken. Men ellers havde vi jo noget mad der skulle spises, og noget blog der skulle skrives. Wally har også skrevet i sin bog idag, vi har drukket kaffe og hørt Dylan, Lex og klatten og min nye bossanova CD som jeg købte i Shangri La. Imorgen tror jeg vi starter tidligt, og ser hvor langt vi kan nå.Ja, der er ikke nogle billeder endnu, men forhåbentlig senere, jeg har også en masse ekstra blog - nu vi er i LAOS!Men senere.. jeg trænger til pause!Knus og kys!

Farvel Yangshou

2009-06-20T04:55:00.000-07:00

Nå, nu er klokken 21.30 jeg sidder i toget på vej mod Kunming, hovedstaden i den sydlige provins Yunnan. Wallace sover, vi gik ud som lys samtidig klokken 19 men hvor jeg vågnede en halv time efter snoozer han endnu, hvilket er meget ulig ham. Men ikke desto mindre hyggeligt. vi har spillet Olsen, jeg har spist koop-nudler (han kan stadigvæk ikke røre dem efter episoden i Chonqing med den ekstreme og ufrivillige udtømning af hans system og efterfølgende tiltagende tvivl om hans tilstedeværelse på den planlagte bådtur). Der kom en dejlig overpris-tagende frugtvogn kørende forbi vores senge før så vi skejede ud (man har vel underkøjerne!) og købte både blommer og bananer og vandmelon, deruover havde vi skaffet os rosinkiks og appelsinjuice. Nu er der bananer tilbage:)
Alt i alt var det jo en ret fed tid i Yangshuo. Havde ikke lige planlagt at jeg skulle arbejde som engelsklærer i Kina, men man ved jo aldrig hvad man falder over på sin vej. Den sidste uge og weekend gik hurtigt. Lissom om at eleverne alle sammen gør ekstra ud af at fortælle hvor meget de kan lide een når man tar afsted, var til tider en smule akavet over alle de søde ord og vi var "De bedste lærere de nogensinde havde haft!" og vi var "Så søde!" og "Vi kommer til at savne jer så meget!" Der var især een pige, som jeg kun havde haft i 2 uger.. den første uge var hun endda en superirriternde elev. Hørte ikke efter og var ikke med i bogen og var også lidt ligeglad osv. Uge to var hun bedre, og jeg tænkte faktisk ikke helt så meget over hvor meget hun smilede til mig, og at hun på et tidspunkt i en pause lænede sig henover mit meget autoritære lærebord og spurgte om jeg ikke ville kysse hende? Nu er jeg jo godt forberedt på den slags spørgsmål (HØHØ tænker i nok, men jeg mener nu fra børnehaven..) og jeg havde mit standard svar klar "nææ.. jeg kysser kun med min kæreste.." hun så lidt mut ud, men der blev ikke sagt mere om det. Og her fredag kom hun og bankede på på vores værelse, og hun havde nogle (meget meget tørre.. Hvad hedder det når man tar en bid af en småkage og så bliver det hele bare til mel inde i din mund?) Småkager med, og sagde at hun ville savne mig og at jeg var den bedste lærer. Og det var da rigtig sødt af hende, og jeg sagde at hun da også var sød og at jeg havde haft deet dejligt som lærer sammen med hendes klasse.. Men så blev hun alligevel lissom stående derude selvom.. den lidr var slut nu. Og så begyndte hun at græde og jeg spurgte om hun var okay og så blev det værre og jeg gav hende en krammer og sagde "såså.. værre er det jo ikke.. Vi kan jo maile sammen" Wally som ellers høfligt havde stået med mig i dørkarmen og smagt på melkagerne forsvandt pludselig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med den her med tynde, hvide, fremmede triste pige, der ikke ku kommunikere med mig, men så holdt hun op med at græde og forsvandt ned af trappen. Jeg fik af vide af en af de andre lærere at de var nogle stykker der var enige om at hun havde viftet med nogle biseksuelle flag..
Nogle af de andre elever kom også forbi med gaver, Iris, en af mine elever som var rykket op, kom med en lille blå telefon-bling-bling med mit navn i similisten, og den kunne jeg jo kun blive glad for. Annie en af Wallys elever som jeg også havde snakket meget med kom forbi med en magen til til Wally - fordi vi var et par. Hun havde også et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn til mig (hun havde spurgt til min yndlingsfarve tidligere på ugen), og en af mine elever Cicy havde en meget flot hårdims (sådan en man sætter igennem sin hårknold) til mig. Så fortalte de os hvordan vi var de bedste og sødeste lærere og at vi var det sødeste par i verden og at de havde været så glade for os, og det var jo rigtig dejligt.
Men da vi så skulle til at sige rigtig farvel blev det faktisk lidt emotionelt. Vi kom ned i frokostpausen og vinkede og snakkede og der blev taget billeder og de krammede os og sagde vi var så søde så søde. Fik sagt farvel til de bedste elever og de bedste venner (så gode venner man nu kan nå at få på så kort tid) Lissom om Wallace havde en flok drenge omkring ham og jeg havde alle mine piger fra de klasser jeg havde haft. Det værste var da Rita dukkede op. Hun var ærligt talt min yndlings.. Hendes engelsk var ikke så godt og hendes grammatik var ærlig talt ulæselig, men hun gjorde meget brug af kropssprog, Herresjov i timerne, og vi connectede lissom en hel del selvom vi som regl ik snakkede udenfor skolen, og da hun begyndte at græde, græd jeg også lidt og der var flere der græd og jeg skyndte mig at sige at NU skulle vi vidst gå, fordi jeg synes at det var underligt at jeg græd når jeg ikke kendte nogle af dem og dagen før da jeg tænkte på det, følte jeg at jeg da godt nok trængte til at komme videre fra lille Yangshuo og opleve noget mere, og Wallace holdt mig i hånden og vi vinkede og jeg sagde at jeg da nok trængte til en skubop is med ferskensmag. Vi købte vores lokale købmandsdame en kage fra bageren og hun blev meget glad. Og vi gik den lange tur ned til busstoppestedet med vores tasker. Og sagde farvel til det sædvanlige egg-fried rice og kartoffel- spisested, og så sad vi i bussen og følte mig stadig følelsesladet og skyndte mig at sætte noget kækt Tv2 på ipoden selvom Wally hellere ville høre Coldplay.
Chris (lærer) havde fortalt os at der var et hyggeligt hostel tæt ved Guilin togstation og vi tænkte at vi gik derhen i håb om at de ville holde vores bagage for os, det ville de godt. De havde os en guitar, og selvom der manglede en streng kunne vi godt spille lidt. Det var fedt. Så fik jeg tæsk i pool og vi gik ned for at finde noget lokalt mad at spise inden toget. Vores stedkendte lærervenner havde forklaret os om både guitarforretninger og DVD forretninger i Guilin og at det var snildt at komme dertil. Men hostelpigen viste os på kortet at der var langt, og det var noget med en bus en halv time hver vej og så noget gåen den anden vej og vi havde ikke mere end et par timer så vi besluttede os for at vi ikke turde tage for langt væk fra stationen. Der er også så mange ting der kan gå galt, så som taxichauffører der ikke magter at prøve engelsk, eller pludselig trafik, eller den forkerte bus, eller fyldte busser, eller kæmpe kø ved indgangen til toget osv osv osv. Så det var et udmærket valg tror jeg. I stedet gik vi i en tilfældig retning i håb om at der ville ske noget spændende. Det gjorde der så ikke kan jeg sige jer. Vi kom direkte ind i motorcykelland og i flere kilometer ned ad gaden var alle butikker på vores vej cykler, elektriske cykler, motorcykler og scootere. Ikke fordi det er spændende særlig længe ihvertfald. Det var bagende bagende hedt og jeg var utilfreds med forholdene, mine hints om at lave noget andet, blev fejet af banen med "Måske er der en cafe efter næste kryds." og "Its good exercise sweety!" Okay.. jaja så er det jo svært at sige noget uden at lyde som en doven sofa kartoffel. Jeg havde det lidt hårdt med solen og den tunge håndtaske og før eller siden fik Wally da også nok og vi tog en taxa den modsatte vej. Dog befandt vi os nu begge to stegte og ude af stand til at købe noget praktisk ind til den 18timers togtur vi havde i vente. Så vi måtte betale de uforberedtes pris og købe provianter i toget.

Undervisningen har jeg jo ikke skrevet så meget om her på bloggen, men der var lissom (som ved alle jobs) gode dage og dårlige dage, de fleste dage gik man fra timen med en følelse af at være klog, sød og dygtig til sit job, at de hyggede sig og at de lærte noget. Overraskende hvor mange lærerting der falder een naturligt ud af det blå, så som at rette folks udtalelse, lave stemmer når man læser højt, indse at de skal ha det forklaret igen og gå igang med endnu en omgang one-man-mime show for at få dem til at gætte hvad ordet er. Det fedeste var whiteboardet, så fik man seje sorte tusser og man kunne se sin egne bogstaver der, jeg tog mit snit til at tegne billeder af ordene, og de kunne somregl gætte min kunst og ind imellem stod der noget meget grammatisk deroppe og man tænkte "Hvordan fandt jeg på at forklare det?" Men det er jo fedt når man ved at nu ved eleverne det.. Tit kunne man se at de allesammen havde skrevet det ned i deres bøger.. lissom på tavlen. Noget andet meget læreragtigt så som at teste eleverne i de forrige ting "Kitt, whats this called??" og så vifter man med et eller andet som man ved han burde vide.. eller købe sig en rød kuglepen så man kan rette deres opgaver. Vi lavede også nogle grineren ting, ind i mellem lavede jeg vocabulary quizzer til dem og det var jo sjovt for os allesammen. Og i pauserne tegnede vi på tavlen og tog billeder og hørte meget høj 90'er musik (De elsker Westlife og Celine Dions Titanicsang) frygtelig smag.
Men der var også dage hvor udtrykket "tung at danse med" beviste sin brugbarhed, hvor de så ud som om de lige var blevet vækket af deres middagslur og hvor jeg måtte gå ned og åbne et par bøger og pege hvor vi var. Hvor der var for mange nye ord og for meget kinesisk småsnak og hvor man blev irriteret på dem og havde lyst til at gå - fordi de er der frivilligt og IKKE er folkeskoleelever som ikke måtte pjække for deres forældre. Men der var helt klart mest af det første og især den sidste uge, var hver time bare sjov, og de syntes også at jeg var herresjov kunne jeg mærke.
Det meste af tiden havde jeg kun een klasse, 2 timer om dagen, men een uge havde jeg også en anden klasse, og set i bakspejlet, var det en fed udfordring men det var måske også lidt for meget af en udfordring, så jeg var lettet da den blev taget fra mig igen. Problemet var at der ikke var nogle bog til overs på det niveau som jeg kunne undervise dem i, og da de så at jeg havde en niveau-1 bog med til en niveau 2 klasse, lænede de sig lidt tilbage og så utilfredse ud. Og hver dag var jeg lidt nervøs og urolig over hvordan det mon ville gå i morgen. Og jeg havde ingen ide om hvad for noget af materialet de kunne i forvejen etc. De andre lærere sagde at de bare skulle bide det i sig, lidt repetition kunne da ikke skade nogen, men jeg kunne ikke stå inde for det, og de kunne se det og det var ik så godt. De kunne tale mere end mit sædvanlige niveau 1, så det var meget nice når man fandt et godt emne, bare at få dem igang med en samtale, og man blev glad når man så at klokken var slået og endnu en time var overstået uden de store akavetheder. Jeg beholdt et godt forhold med eleverne efter den uge, men jeg er sikker på at de har klaget til Wonderful og at han så har taget mig af klassen igen uden at forklare sig. Det er nemlig sådan han gør. Wonderful. Ham kunne jeg godt bruge et par sider på at skrive om. Magen til dårlig rektor har jeg aldrig set. Jeg tror han tog jobbet fordi han troede han bare skulle lunte rundt og spille klovn. Næænej, en rektor skal altså være autoritær, og ikke konfliktsky og doven. Alle de problemer der var på skolen (og der var en del) kunne ledes tilbage til ham, og til de ugentlige lærermøder (hver fredag efter frokost) prøvede lærerne at få sat nogle ting igang og forbedre de forskellige hjemmelavede systemer, men i sidste ende var det Wonderful der skulle trække i snorene og han trak altså kun i dem han kunne tjene penge på. Alle lærerne arbejdede sort (det er en generel ting i Yanghuo, politiet ved det vidst godt) og de penge der ikke går på løn og el, bliver delt op i tre lige store dele, en til Wonderful, en til Aaron (ham der ejer det hele) og een mere som jeg ikke ved hvem er. Så de gør hvad de kan for at spare på pengene, snyder lidt her og der, runder op hvor de kan osv. Og det er altså lidt irriterende i længden - og i korten.

Weekenderne i Yangshuo var der jo ikke noget arbejde, og man var fri til at gøre hvad man ville. Sidste uge var vi hjemme og spise hos Yuan Yuan igen, vores guide fra de første par dage i Yangshuo, hun lavede dejlig mad og vi købte gaver til hendes børn (tusser og bold) og hun havde nogle andre turister på besøg fra Italien, som var flinke. Hendes datter viste os ned til floden og det var en dejlig formiddag. Det var bedre end sidste gang fordi vi denne gang var inviteret, som venner af familien -agtigt. Ikke hvide kunder der skulle mades. Der var lidt blod på jorden fra en høne de havde aflivet til formålet, og ungerne lå og legede i stolene mens vi og de spiste, slogedes og drillede hinanden som søskende nu gør. Det fedt at se hvordan en kinesisk familie er i virkeligheden. Børnene har rigtig meget frihed - næsten for meget måske - nogle ville nok kalde dem lidt uopdragne - men ikke mig altså. Efter maden var vi nede og se deres grise, høns og ænder. De havde et par banantræer stående og Yuan Yuans bedstefar blærede sig med sin pibe, som var så skrap at Wally og Mark (den ene italiener) måtte hoste og græde lidt efter de havde prøvet. Bedste demonstrerede mange gange at han sagtens kunne uden at hoste. Og han så lykkelig ud da han viste os sin lille tobakshave som han var begyndt at holde. Ret mange planter, "Endelig kan han ryge så meget han vil" Sagde Yuan Yuan som en slags oversættelse af hans ansigt, og der var vist ingen tvivl om at han var stolt. Det var meningen hun skulle mødes med os på skolen, og så ville vi cykle sammen derud. Men en halv time før mødetid banker det på døren og der står en kinesermand, med styrthjelm på udenfor. Han giver mig en tlf og jeg tager den til øret og det er Yuan Yuan i røret "bare rolig det er min mand, han kører jer ud til vores hus på motorcyklen," Nå jaja.. jeg var da helt rolig, kunne godt genkende hendes mand, han sagde dog ikke et eneste ord, og vi kunne kun køre een ad gangen på motorcyklen, og mig først fordi jeg var mest klar. 2 min efter det bankede på, sad jeg bagpå en streetwise kineser, der ikke sagde hej, på vej ud på landet. Jeg havde den røde kjole på, og er i forvejen ikke sindssyg vant til at være bikerchick. Da slet ikke når jeg ikke turde holde fast i ham, og når han kørte lisså hurtigt som alle de andre lokale, der var træpind bagved mig som jeg holdt i, og den reddede mig fra at falde af når vi kørte over bump osv. Det gik smertefrit hele vejen. Men jeg sad og tænkte sådan en udefinerbar tanke i retningen af at man da oplever en masse her.
Lørdag i sidste uge lejede vi en scooter og kørte til Xing Ping, ikke så langt fra Yangshuo. Der kom nogle suspekte lyde fra monstrummet hele vejen og vi endte da os med at trække det sidste stykke hjem, men det var en dejlig tur. Vi kørte gennem Yangshuo smukke landskaber, uendelige rismarker og karakteristiske bjerge så langt øjet rækker. Målet med turen var vidst bare at cruise lidt rundt, evt finde det sted hvor billedet til 20'er sedlen er tegnet fra. Det fandt vi. Vi fandt også et dejligt lille badested hvor vi kunne vinke til bådene og prøve ikke at blive revet med af strømmen. Fredag blev vi sammen med en masse andre elever inviteret på afskedsmiddag af Cynthia - en af Wallys elever, som var færdig på skolen, bagefter tullede vi rundt på West Street, spillede basketball spillet, købte nogle DVDer og spiste en is.
Den sidste weekend gik rigtig hurtigt. Fredag inviterede vi vores elever ud af spise, der kom ikke så mange af mine men de vigtigste, så det var okay. Det var hyggeligt vi tog en masse billeder og grinede og snakkede. Bagefter gik Wally og jeg ned af West street for at købe togbilletterne videre, Wally fandt også nogle klipklappere og jeg købte et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn. (Ja det var før Annie kom med hendes gave, heldigvis er de ikke helt ens og jeg har ikke noget i mod at have to!

Lørdag havde vi sagt ja tak til weekendens aktivitet. Rafting. Jaja.. rafting mig her og rafting mig der, ingen af os tog det særlig alvorligt, jeg tænkte at det sikkert var overvurderet og mest af alt en sejltur i en gummibåd, men det skulle vise sig at være en fejlfortolkning. Klokken otte tidlig morgen frisk og frejdig, maser os ind i en minivan og chaufføren sætter noget smølfetechno på.. det samme nummer hele vejen. Umti Umti Umti.... Wally, Rauri og Dobie - lærere og intelligente som de nu allesammen er, gik straks igang på en politisk diskussion ang. USA og Irak, 2. verdenskrig og hvad de ellers kunne blive (u)enige om at diskutere. Great. jeg tænkte, "hey måske kan jeg lære noget her.." og lyttede så længe jeg kunne, men efter noget tid lænede jeg mit hovede på håndtaget foran mig der endte med at knække af.
Da vi ankom fik vi af vide at hvis båden væltede skulle vi svømme ind til bredden og vente på hjælp. Vi blev iklædt albue - og knæbeskyttere, lyserøde hjelme og redningsveste. Så skulle vi stå i kø. Vi sad to i hver båd, og bådene blev fyldt en ad gangen og så sad vi der allesammen på en sø med vores fjollede hatte og tøj og lejede vandkamp og pegede og grinede af hinanden. Nede i den ene ende var et launch-sted. Hvor både og kinesere forsvandt med hurtigt fadende skrig og som vi kom nærmere blev man lissom mere og mere nervøs. Det så stejlt ud, og det sugede i maven da det blev vores tur. Det hele var en lavvandet strøm ned af bjerget, og meget stenet. Det var skummende og brusende, bumlende og egentlig ret vildt. Hver gang der kom noget vildt lukkede jeg øjnene, satte fødder og hænder i spænd og skreg alt hvad jeg kunne. Det var ret psyko. Jeg har heller aldrig hørt Wally sige Gonjo så mange gange på så kort tid (spansk udtryksord) Ind imellem når det ikke var så vildt gjorde vi vores bedste for at skovle vand ud af båden, se og lugte naturen omkring os, en lille fugl, et lille appelsintræ og et lille bjerg, Turen varede en times tid, og det var tilpas, jeg var ved at få nok af at spænde i alle mine muskler. For enden af turen var der et langt overdækket område, med cirka 30 computere, fladskærme og ikke mindst overivrige kinesere der allesammen havde billeder af een, de havde nemlig stået langs bredden og taget billeder af os. Så de havde allesammen en masse fede billeder som vi meget gerne måtte købe. Vi købte to, og skyndte os væk for de var ret irriterende de der mennesker. Så fik vi os en stærk kop ingefærthe af en lille kone og et varmt bad og et tøjskift og så var vi klar til at køre hjem igen.
Om aftenen var vi ude med lærerne, Rauri, Ian og Dobie og spise på det lækre lækre vegetarsted hvor alt smager fråderen, og hvor man får sin egen lille cube med udsigt over en lille kanal, røde lamper og en bro, senere satte vi os ned til floden og drak lidt øl og så på bjergene og snakkede.

Nu er vi i et tog igen. Fra Kunming til Dálí, og SNIZZLEFIZZLE vi lever som konger idag. Imorges da vi ankom til Kunming var der stor sorg - ingen billetter videre til Dálí hva gør vi hva gør vi? Der var først billetter fra om to dage. ÆHH.. Vi spurgte igen et andet sted og damen her sagde at hvis vi ville til Dálí indenfor de næste par dage skulle vi købe vores egen familiekabine, så kunne vi endda komme med i aften. Selvfølgelig er der en prismæssig årsag til vi ikke kendte til denne slags muligheder, og den var da også liiiiige dyr nok, men hvis vi skulle blive i Kunming et par dage, med mad, accom og spas ville de penge være gået alligevel, og tid er noget vi også skal spare på. Så vi købte den og sikke et luxusliv! Lavet til at kunne huse tre mennesker, med dobbeltseng og ekstraseng henover, 3 sæt dyner og puder, privat tv med lang liste film, musikanlæg, lamper, privat vindue og der var sågar en lille plante! En skam vi kun skulle køre i 9 timer, hvoraf vi egentlig burde sove så meget som muligt af dem. Vi så et par film, spiste nogle blommer vi havde købt og crashede så hurtigt vi kunne. Det havde været fedt hvis vi tog den 18 timers Kunming togtur i en kabine som den. Udsigten og det hele.. ahh så ville man rigtig kunne nyde det. Dagen i Kunming gik nemt og dejligt, vi havde jo en 9 timers tid før det næste tog, så vi indleverede vores bagage i en boks på stationen og læste i vores turistbog (LonelyPlanet) at der var et tempel og en speciel vegetarrestaurant tæt på, vi tog en taxa dertil, og spiste først (morgenmad) og sikke et måltid! Det der var specielt ved det her sted, var at selvom alt var vegetarisk, så formede de tingene som dyr! Og på menuen kunne man købe en helstegt pattegris og andebryster og indvolde og kyllingelår og så havde de formet grøntsager/tofu osv til at ligne kødretterne. Det var sjovt at kigge på, men jeg skulle ikke nyde noget at spise en helstegt pattegris, om den så var lavet af grøntsager eller ej, det så altså ulækkert ud! :) Men vi spiste nogle af de ting der ikke så klamme ud, og det var rigtig rigtig lækkert. Bedre end det i Yangshuo og en dejlig forandring fra skolekøkkenets rutinemåltider. Efter maden tullede vi ind i templet, et 1000år gammelt buddhistisk tempel, der var en fed energi - selvom det var under ombygning. Men det jeg blev mest glad for var skildpadderne! Der var lissom en park med en sø, med en ø, med et lille tempel på øen, med en bro der gik fra og til. Og på kanten af øen lå der hundredvis af skildpadder. I forskellige størrelser og farver, skjolddesign og stil og der var så mange, og det var vildt fedt. Der var også farvede fisk i vandet og det meste af tiden stod vi og gloede ned på de søde skildpadder kravle op på bredden og hoppe ned i vandet. Så begyndte det at øse ned og vi blev ude på øen hvor der var læ ind til det gik væk. Så kiggede vi på resten af templet og gik igen. Nå hvad så nu? Vi gik en tur ned af den ene vej og den anden, det ville jo ikke gøre noget hvis man faldt over en guitar eller nogle DVDer man ikke kunne leve uden. Men Kunming havde kun tøj, tøj tøj tøj og sko...
Vi fik os en lang gåtur alligevel og lavede som mål at vi skulle finde et sted hvor vi kunne sætte den bærbare til opladning (til togturen) Restauranten kunne ikke, Mcdonalds kunne ikke og vi vurderede at vores eneste sikre sted ville være et Youth hostel (der er de altid venlige) Så vi fandt vores Lonelyplanet frem og gik i retning af et hostel, på vejen faldt vi dog over en lille nyåbnet pub, der så ud til at have en stikkontakt ved hvert bord, wuhu. Det var helt klart en Westerner der havde indrettet det, det var helt i stilen, med træmøbler, rødternede due, masser af gadgets, planter, billeder på væggene og engelsk menu. Mens vi var der gik de også og hang ting op på væggene så jeg tror det var meget nyt. Vi købte en friskpresset appelsinjuice og en kakaomilkshake og gik igang med et slag Olsen, alt i mens den bærbares røde lampe blinkede lystigt. Det var helt sikkert også en westerner der stod for musikken, vi fik Rolling stones, System of a Down, sågar et lille Nirvana nummer og en smule jazz i ny og næ. Vi tog et par kortspil og snakkede lidt, da vi blev sultne igen købte vi noget mad, jeg fik en tunsandwich (grøn salat!!) og for ikke at være sent på den gik vi ud for at finde vej tilbage til togstationen, finde vores bagage og købe lidt frugt til toget. Alt gik smertefrit og vi var i alt for god tid pludselig, Wally læste lidt i LonelyPlanet om Dáli og så at der var rift om accommadationen og da den kinesiske sommerferie er ON for tiden blev vi lidt urolige og prøvede at ringe og booke. Men uden held. Det skulle vise sig ikke at være noget problem da vi ankom til Dálì.
Klokken seks om morgenen, pakke sammen, tasker på og ud af toget. Sammen med resten af fåreflokken gik vi ned af en trappe og blev mødt af et hav af folk der ville have os til købe ting og tage med i deres taxaer og det hele var een stor parkeringsplads og alle menneskerne myldrede i forskellige retninger. Vi satte os ned og Wally røg en smøg og vi drak lidt dejlig pulverkaffe og så så vi en hvid turist gå ind i en bus, så vi fulgte efter og det vidste sig at der var en times buskørsel til det rigtige Dálì.. Nånå nånånå.. ja der skulle vi jo hen. 1,5Y ikke dårligt, han anbefalede at vi tog stoppet efter ham for han skulle ikke til centrum. Så det gjorde vi, og da vi kom ud stod der en lille dame med en taske og en hvid sommerhat og spurgte om vi ville sove, og taget i betragtning af at vi havde forberedt os selv på at tulle rundt med rygsæk på for at finde accommadation, og hendes tilbud lød på dobbeltværelse med eget toilet for en 50'er sagde vi ja tak. Og det er slet ikke noget dårligt sted vi har fundet os, alting er hyggeligt, og virker.. (Der er gudhælpelig et normalt toilet!! Tiden vil vise om vi stadig kan huske hvordan man gør!) de er søde her og vi her booket 2 nætter ind til videre.
Der var ikke meget sjov i os og vi trængte til en lur, der klokken 8 om morgenen, så vi tog en morfar og ved middagstid gik vi ud for at se på byen. Til at starte med var vi ret desorienterede - der er 4 porte ind til byen, og vi havde en ivrig diskussion om hvorvidt den port vi ku se var nord eller syd- porten.. Det skulle vise sig at være vest porten. Og efter at vi blev holdt tilbage af et optog af syngende, fløjtespillende, store-glimmer-blomster-bærende og behattede kinesere - med en småbuttet dansende mand i front der på kunstnerisk balletvis dryssede om sig med hvad jeg kun kan beskrive som forvoksede knaldperler - og efter vi var færdige med at grine og sige "What?!" Gik vi tilbage mod centrum og så det vilde turistmayhem udspille sig for os. Det hele var jo lavet til turister. MASSER butikker.. alt muligt spændende kan man få. (så ingen guitar endnu dog) med en lille bæk der løber igennem det hele med sten (og tis) i, og masser af piletræer og bænke og cafeer og vilde hunde. Vi så på en hel masse butikker uden at købe noget, og fandt et sted at spise og spille kort. På cafeen ved siden af os var der en meget intens trommemand som slog på en congas, meget arytmisk. Vi tænkte at han nok stemte den, og varmede op til senere.. Men ærligt talt lød det frygteligt, efter lidt tid kom der en ung kineserknøs med stylet rock-hår og jammede med ham, og resultatet forværredes, det var lissom at høre et øvelokale varme op. Ingen fælles rytme eller antydning af system. Efter en times tid uden forbedring begyndte det at blive irriterende. Da vi gik derfra, spejdede Wally længe nok efter trommen til at blive tilbudt at spille. Og jooo.. vi ku da godt lige give et nummer. Vi fik en tromme hver og så kom der ellers gang i beatet, og hvis jeg skal sige det selv, var vi ret fede. Trommefyren sagde at han lige var gået igang på at lære det (og vi tænkte Ahaaa!) og at vi var rigtig dygtige spillere og vi sagde tak tak og god fornøjelse med trommeriet. (altså ikke på den sarkastiske måde)
Så spurgte vi en cafeejer om hun vidste hvor man kunne komme på internettet, og det vidste hun ikke, men vi måtte da godt låne hendes gratis. Joo det var da sødt af hende. Så vi kom ind i hendes anden butik med Jade sten, og vi var begge to online lidt, fik en masse glas vand og snakkede en hel masse med hende. Rigtig sød pige. Stille og rolig. Hun opfriskede blandt andet vores kinesisk og vi rettede lidt på hendes engelsk. Men så kom der kunder til cafeen og hun måtte tilbage til arbejdet og vi sagde tusind tak og lovede at komme tilbage en anden dag. Så tullede vi en anden vej og drak en kop kaffe og spillede en omgang kort (han har vundet hele dagen idag! Skalk.)
Nu er vi gået tilbage til vores værelse for at hænge lidt ud, inden vi går ud i Dálì's aftenliv. Vi så en masse livemusik steder, så jeg tror vi tjekker det ud senere når der blir lidt gang i den.

Idag er det lørdag den 20. juni. Vi er stadig i Dali, igår var vi ude og cykle en kæmpe cykeltur.. 7 timer!
Vi lejede en tandem.. Wuhuu jeg sad bagerst og tog billeder hele vejen.. tror Wally gjorde det meste af pedalleringsarbejdet, men han klagede ikke så meget.. :-) Det var en dejlig tur, vi cyklede langs en stor sø der er her, og vi cyklede igennem en 10-12 forskellige små fisker-landsbyer og farmere og marker og bjerge og skolebørn der råbte "helluu watzhurnaiim!!?" og mødte damer i markerne med stråhatte og brune kinder, køer og bedst af alt.. INGEN turister! Det var meget meget varmt og selvom vi havde smurt og smurt os ind blev min hud ved med at være rød, så jeg endte med at købe en hat og tage håndklædet om skuldrene så jeg ikke blev skoldet.
På et tidspunkt blev den sø vi havde haft på højre hånd til en sø på begge sider af vores vej, men vi blev ved med at køre til sidst stoppede der med at være land. Og vi fandt os selv på en underlig tynd spids med vand hele vejen omkring os og tusindvis af sø-sneglehuse på jorden. Det hele var gamle hvide sneglehuse.. underligt sted..:) En hel del lokale gik og samlede ind.. jeg ved ik hvad de skulle med dem.. måske sælge? Efter noget tid kørte vi tilbageaf, vi stoppede et sted for at købe noget vand, og blev inviteret ind og sidde af et par gamle damer med masser af rynker, og traditionelt tøj. Så drak vi en vand og spillede lidt kort og der kom en mand ind og tilbød Wally en cigaret og vi kommunikerede lidt med fagter og snakkede om vejret og hvor vi var fra osv. Imponerende hvad man ka få sagt uden ord.. Så det var fint. Så kørte vi hjemad.. vi var begyndt at mærke det i vores numser og vores muskler.. og vi besluttede os for at tage hovedvejen hjem.. ikke lige så køn som gennem landsbyerne, men de 4 timer i bagende cykelsol var ved at kunne mærkes. Så vi cyklede turen hjem langs med bjergene og endnu flere marker og ikke mindst busser, biler, lastbiler etc. Der var lidt langt hjem af hovedvejen men vi klarede den, og mine ben blævrede en del da vi stod af og trak op af bakken op til Dali. På vejen op faldt vi over noget fantastisk. EN GUITARBUTIK! Så vi var inde og kigge og jeg forelskede mig i en. Men jeg ville alligevel tænke lidt mere, plus jeg var for svag til at spille på noget lige der.. :) Efter at have afleveret cyklen gik vi ud at spise og gik hjem og drak kaffe og så Lost og stenede lidt.. Lå på maven for at aflaste de ømme numser.
Idag er det tordenvvejr og vi har siddet ved den samme cafe hele dagen. Jeg har været internetaktiv (efter jeg fik det til at virke!!) og Wally har købt en intellektuel bog om Mao som helst skal læses før vi forlader landet.. Vi har også været nede og købe guitaren. Den er blå og jeg er meget glad for den!! Vi sad i parken og spillede lidt på den lige efter, har spillede de sædvanlige og fandt et par akkorder på nettet jeg li ku prøve at spille... og nu sidder den her ved siden af mig mens jeg skriver. Det er snart på tide at spise noget igen og jeg tror vi tager til en ny by imorgen, hvis vi kan få busbillet til det.Jeg håber det går godt derhjemme! Tusind tak for guitaren mormor! Den er så flot! Jeg har spillet samarkand på den!
Elsker jer! Vi snakkes!
Knus

Update fra Yangshuo

2009-05-26T05:31:00.000-07:00

Ohhh Så mange ting er der sket.
Ja jeg ved godt det er ved at være en kliche men det passer jo hver gang. Superbagud med min blog kan jeg se. Toget til Guilin var sweet as, vi levede som konger på nederste køje (som er dyrest men også den bedste plads fordi man faktisk kan sidde på sin seng (altså JEG ka godt sidde på de andre senge, men jeg er også meget bøjelig!) Men ihvertfald - wally havde købt vildt ind og vi havde brød, chips, syltetøj, peanutbutter, youghurt, banan, pizza (fra dagen før), vand, kiks, champignoner, tomater.. der manglede ikke noget, og det var en hel fest hver gang vi sku spise noget nyt. Dejligt. Wally læste, jeg broderede, vi snakkede lidt, sov lidt, så ud af vinduet, om aftenen satte vi Mammamia på.. wuhuuu.. og jeg lå og klukkede mens Wally gjorde sit for at virke mandig i mens. Efter filmen lagde vi os til at sove, de kloge sagde at vi ville ankomme kl 4.30 om morgenen og vi satte et ur, og vi vågnede.. lavede os en kaffe, stadig mørkt udenfor, tænkte lidt over hvad vi sku lave på Guilin station kl halv fem om morgenen, vi sku videre af til Yangshuo med en bus, men vidste ikke hvor bussen gik fra eller hvornår den ville gå. Men vi tog det alligevel ikke så tungt. Det er svært at tænke tungt når man kører i tog som en konge og stadig husker hvordan det føles at køre i tog som en bonde.. eller hva man nu sir. Det modsatte af konge?
Men der gik lang tid før vi kom nogle vegne. Det blev lysere og lysere og tit holdt vi bare stille i halve timer, det var da godt vi ik sku nå noget. Tværtimod - skulle vi gerne ankomme så sent som muligt til Guilin så vi ikke skulle vente. Og det hele endte også med at gå fænomenalt. Vi gik lige ud af stationen mødte en lille dame der råbte "Yangshou Yangshou YANGSHOU" og vi sagde "ja det vil vi gerne" og fulgte efter hende og kom til bussen, og satte os ind, og 1,5time efter kom vi til Yangshou. Vi vidste ikke helt hvad det næste move var, aå vi gik rundt og så lidt på byen. Så meget lille ud, kun et par snoede gader, mange butikker, en lille bro over nogle søer, en masser træer her og der. Af den slags hvor der hænger traditionelle kinesiske røde lamper og lyskæder i. Vi gik rundt med tasker på og kiggede lidt, Wally har fået nok af smådyre youth hostels - altså det er jo meget praktisk at de kan engelsk, og at der er internet og at tingene virker og alting, på mange måder er det fedt, men det er altså også dyrt.. dyrere end rigtige hoteller, maden er sindssyg dyr. (man gir min 15 yuen for en kop kaffe med mælk - og den er ikke god. Plus du kan jo et helt måltid for 15, jaja der er ups and downs ved alting.. Men vi var ihvertfald blevet enige om ikke at finde et af de sædvanlige steder, men det jo ik til at sige hvor og hvordan man lige finder et godt sted når man lige er ankommet i en by. Alting så stadigvæk ret lukket ud, klokken var vel 8 eller sådan om morgenen og pludselig kommer der en kvinde hen og spørger om hun kan hjælpe os? Ahh tænker man, hun vil garanteret sælge noget eller have penge før eller siden, men okay. Vi småsnakkede lidt. Vi fortalte at vi ledte efter et sted at sove og hun spurgte hvad prisklasse vi forventede, vi tog et småbilligt (troede vi, et par dage efter fik vi et for 40!!) skud i tågen og sagde at en 100yuen for et dobbeltværelse ville være godt og det kunne hun snildt klare, gik hen til et hotel og viste os værelset og vi var glade og sagde ja tak, så spurgte hun om vi vidste hvad vi skulle lave i Yangshuo og det vidste vi jo ikke. Så fik hun lige slynget ud at hun også var guide og så tænker man jo "aaaaaaaaaahhhhh... nå derfor." Men hun virkede bare heller ikke som en fusker, og vi havde ret meget lyst til at høre hvad hun havde at byde på. Hun hev et lille fotoalbum op og en bog med bemærkninger fra andre hun havde haft med på tur, spurgte hvor vi var fra og jeg sagde Danmark og hun fandt et par som var skrevet af danskere, og de var særdeles positive. Så fortalte hun om en tour vi ku tage med hende, og det lød billigt og fedt og vi aftalte at mødes tidligt næste dag til sightseeing og cykeltur på landet i Yangshou. Det endte også med at være en fantastisk dag sammen med Yuan Yuan, vi lejede os nogle cykler og så tog vi off-road vejen igennem de smukke landskaber og igennem farmernes marker og undervejs stoppede vi for at tage billeder eller for at få forklaret hvilke plantber vi cyklede forbi, der var appelsintræer, chiliplanter, bønner, peberfrugter, ris.. masser ris, græskar, majs, bananer og især peanut planter. Vidste i at peanuts kommer ud af jorden?? Jeg troede de kom fra træerne? Og hun var rigtig sød til at forklare og uddybe om alt hvad vi ville vide. Og så var det jo helt fantastisk smukt! Hele området er proppet med små bjerge, og sådan, høje og tynde bjerge, der bare stikker op over det hele.. Det ret vildt. Billederne gør det næsten ikke godt nok, det er over det hele.. Nå.. i får se.
Nå, der var noget med et bjerg der hed Moon Hill, fordi der var en bue inden i den, som var lige så rund som månen. Altså, der var et hul gennem bjerget - jeg ved ik hvordan det sker.. Men det så ret flot ud, man kunne bestige Moon hill på en times tid, og det ville vi da gerne, det var trapper hele vejen op så det skulle da ikke være noget problem. dog fik vi os et par sælger "venner", de har sårn en ting med at følge efter en, (de var der også på great wall) så har de drinks med i en køletaske, og vifter, og så følger de bare efter en og vifter luft på dig og spørger om du vil ha noget at drikke. og selvom du siger nej tak vi skal ik ha noget, nej tak vi køber heller ikke noget senere, nej, nej, nej. Jeg tror de fulgte os halvvejs op ad bjerget, og det er jo svært: for den kolde luft de laver med viften er jo rimelig nice, og hvis hun ikke forlangede penge om lidt ville det være bonus. Men... til sidst blev de trætte og de gik ned ad bjerget igen. Det lidt irriterende fordi man får lidt dårlig samvittighed -lige meget hvad man gør, tarveligt trick. Nå Moon Hill var flot, og på super kort tid faktisk, nåede man meget højt op fra jordens overflade, der var langt ned. Da vi nåede buen og stod inde i den, fandt vi ud af at man kunne kravle videre op oven på buen - uhh jo det ville vi da godt, der var så ikke nogle trapper, det var ret meget noget med at kravle over rødder og sten, og under buske og det var en lille bitte indianersti man fulgte. Så det jo også lidt sjovere. Og vi kom til toppen og det var flot, vi spiste en chokoladekiks og drak noget vand, tog nogle billeder og gik nedad igen. Yuan Yuan ventede dernede, hun behøvede IKKE bestige Moon Hill igen. Efter vi havde drukket en mangojuice for foden af bjerget, cyklede vi et par minutter til nogle drypstensgrotter, som også var en stor turistting. Hulerne skulle være i alt 8km lange, og imponerende, og der var mudderbad og Hot-springs inden i. Jeg ved ik med de 8km, det sys jeg ik det føltes som. Men for at komme ind i hulen overhovedet, skulle vi sejle i sådan nogle lange tynde ringenes herre træbåde, og der var lavt til loftet, så det var noget med at bukke hovedet ned mellem knæene hvis man ik ville slå sig. Så vi kom derind og der var godt nok mørkt og efter et par meters sejlads stod vi ud og kiggede en omgang på hulerne. og de var ret flotte? Altså jeg ved ikke hvad standarten er med den slags, siden det var min første gang, men det var da flot.. ret vildt at tænke på at de er lavet sådan- naturskabte.. rimelig flot. Der var selvfølgelig en masse ting som det hele skulle ligne, og vi havde en guide med en lang lygte og han pegede på alle mulige underlige drypstensformationer og sagde ting som "og ja, her kan man så se at det er en elefant og dens mor..." og sådan nogle ting.. meget af det var lidt noget fis.. :) og man sagde "aaaaaahhh? det ligner det jo så ikke?" men det var sjovt nok alligevel.. Efter noget gåen op og ned og kravlen under og slåen hoveder ind i drypstens-ting, kom vi til et mudderbad der lå inde midt i det hele.. Jeg tvivler på om det var naturskabt også, eller om en eller anden kinamand bare synes det ville være grineren at lave derinde. Men det skulle vi da også prøve, og det var lidt sjovt. Jeg har heller ik prøvet mudderbad før, og det var ret koldt.. Men det var også sjovt.. Efter mudderbadet var der en bruser man skulle under og så hen til nogle hot-springs som heldigvis OGSÅ lå inde i grotterne.. (jeg ved heller ik om de var der oprindeligt.. SKAL der ik være en vulkan eller noget, under det for at holde det varmt?? Det hørte vi ikke noget om) Men okay - dejligt med et varmt karbad.. og lige vaske mudderet af - og imens kunne man jo se op på en tusindvis-af-år-gammel grotte, og indimellem dryppede der noget ned og der hvor det landede kunne du se at det havde dryppet der rigtig rigtig mange gange. Ret syret. Efter grotterne og baderiet sejlede vi ud igen og mødtes med Yuen Yuen og vi fulgtes ad hjem til hende på cykel, til hendes landsby og hendes mand havde lavet mad - og hendes to børn var meget glade for at se hende og vi spiste sammen med hendes yndige datter på 6år og det var en sjov følelse at sidde derinde ved deres spisebord. De havde okay mange penge tror jeg, selvom der kun var eet stort rum, havde de en del elektriske ting, en riskoger, stereoanlæg og en scooter. Og begge børn var i skole og der var planer om masser uddannelse til dem.. Yuen Yuens engelsk var også rigtig godt, og hun var en superfed guide altså. Jeg ved godt at det var en del af pakken at komme med hjem og se hendes hus og familie, og at hun tog nogle ny turister med hjem hver dag, men det gjorde altså en stor forskel at se hvordan hendes liv var. Især da vi så skulle køre - hun skulle følge os tilbage til byen og aflevere cyklerne etc., og de ville bare ikke have at hun skulle afsted igen, den lille græd og den store så betuttet ud. Ikke fordi jeg sys det var fedt at se, Yuen Yuen blev også ked af det, men det var ret ægte, og man fik endnu mere indtryk af en kinesers hverdag når man fulgtes med hende tilbage ad den bumlede grussti, samme vej hun kører min 2 gange om dagen, og skynder sig alt hvad hun kan, i håb at nå hjem inden de skal puttes.
Så det var en fantastisk dag med Yuen Yuen, og vi endte os med at gi hende 100 ekstra fordi vi sys hun var nice, og det blev hun glad for. Tilgengæld da vi kom tilbage til hotellet var der problemer med vores receptionist. Hun kunne pludselig ikke huske noget om at vi havde betalt depositum, selvom vi havde en kvittering med hendes underskrift hvor der stod at vi havde betalt det hele, sagde hun at det var en fejl at hun havde skrevet det. Og Yuen Yuen var der da vi betalte og hun så også pengene blive rækket over disken. Og der var en del andre receptionist folk der hang ud der, som tog vores parti men hende der var åbenbart bossen, og Wally prøvede at hidse sig lidt op, men vi skulle jo alligevel ikke have pengene endnu- først når vi skulle tjekke ud. (det endte med at gå fint med at tjekke ud - hun var der ikke, så vi fik pengene) Men det var bare så underligt at hun gik igang med at skælde ud over det der, Wally var ik i tvivl om at hun løj bevidst og ikke bare var glemsom som de andre sagde. Nogle af dem havde nattøj på og de sad allesammen på lange mørke træsofaer uden puder og så på et tv der ligesom stod for langt væk fra dem til at det så hyggeligt ud. Så var de meget glade for sådan en strømladet myggedræber ketcher ting - hvor det siger "Tssssssssshhhiii" og så sidder dyret der og rister og så griner de snedigt på kinesisk.. og man tænker om de dog ik snart er vant til det.
Vi ku godt li Yangshuo men der var jo ikke mange dage tilbage på Wallys visa, vi blev dog enige om at blive der så længe vi ku presse den før vi skulle til at arbejde os ud af landet. En morgen hvor vi spiste morgenmad på Kelly's så jeg tilfældigvis et skilt hvor der stod noget med at blive lærer i Yangshuo, gratis accommadation og mad, og løn..? Ja det lød jo som en ret fed deal. Vi snakkede lidt om det og der sad en rimelig overvægtig fransk dame under skiltet med en kop kaffe og "kunne ikke undgå at se at vi talte om jobbet" og hun fortalte os en hel del om det, hun var selv lærer og sagde at det var nemt og så videre. Hendes engelsk var frygteligt dog, virkelig dårligt. jeg opgav at høre efter tit, og tænkte mere på at hun mindede om en mindre tiltalende version af en tegnefilmshøne jeg husker fra min barndom. Indenfor en halv time kom der en pæn flok backpackere forbi og de arbejdede allesammen på skoler i Yanshuo og der var masser skoler og nogle var bare frivillige (fik íkke løn, men kost og logi) og nogle var lærere, allesammen sagde at det var nemt og sjovt, og visaet skulle vi ikke tænke på det ville skole ordne hvis vi blev ansat. Vi gik ned på den skole der lå i nærheden og lagde en ansøgning, men da det var fredag og vi først kunne komme til møde mandag var vi ik helt sikre. Vi havde også en togbillet til en anden provins lørdag (som var ret dyr, og ikke lige så fed bare at gå fra) og hvis de nu sagde nej ville vi være lidt på spanden med det visa der, som snart ikke kunne udskydes mere. Nå vi tænkte lidt mere over det, gik hjem og gik online og skrev en hel masse ansøgninger ud til alle de skoler i Yangshuo vi ku finde. Et par timer efter havde vi fået et svar om en rektor der gerne ville have at vi ringede. Så vi ringede fra en rød telefon i en fancy butik der solgte fine smykker og han ville gerne mødes med os imorgen, ved McDonalds, klokken 12. Okay? Fair nok. Wally begyndte at snakke om sit hulemandsskæg en hel del og vi rendte rundt og ledte efter en saks der kunne klippe lidt i det. Han var lige ved at købe ny klipklappere også, men så orkede vi det ikke helt alligevel. Og det så ud til at virke for vores nye chef Wonderful (hans kinesiske navn er Wan-da-ful og det lyder lissom wonderful så nu har han bare taget det til sig) var meget tilfreds og ansatte os på stedet. Han vidste os vej til skolen, vidste os hvor vi skulle bo, etc. Så det var lørdag, søndag flyttede vi ind, han kom forbi med et skema over vores uge, fortalte os lige kort om ting vi ikke måtte sige (de tre tabu - T'er: Tibet, Taiwan og Tienamen Square, det sagde han jo ikke men det ku vi lissom læse mellem linierne) og at vi ikke måtte sige Fuck og at vi skulle være søde ved eleverne. Ellers sagde han altså ikke særlig meget. Vi fortalte ham at undervisning med søde små inderbørn nok slet ikke var i samme boldgade ("Vi har ikke rigtig erfaring på emnet!!") Men han lagde mere vægt på at vi skulle smile meget og huske at spille pingpong med eleverne så de kunne lære os at kende. Mandag morgen skulle vi starte i skole - jeg havde en time til at se en anden læres undervisning, men han var kinesisk så hans undervisning blev båret meget af kinesisk oversættelse etc (hvilket da er okay, men det ka jeg bare ikke bruge til noget når jeg ikke ved hvordan en dansker skal forklare 8 fremmede kinesere (som allesammen er ældre end mig btw!) noget engelsk materiale som jeg forresten ikke havde fået noget af. Jeg var lidt nervøs over hvad jeg skulle gøre, men så kom der en lærer ind og sagde at jeg snildt kunne bruge en time på at tale om mig selv og Danmark og sådan, og så den næste time på at lære eleverne at kende og så var de første timer hurtigt klaret. Fedt tænkte jeg, hvis jeg skal improvisere et foredrag er det nemmeste da at bare tale om mig selv?! Men så 2 minutter efter min dejlige konklusion kom Wonderful ind og sagde at dét var alt for meget, og Nejnej slet ikke tale om mig selv så meget og så gav han mig en liste med emner jeg kunne undervise dem i. "Vejret, familie, dyr, etc.." okay fedt. Så gør jeg da det.
Og det gjorde jeg og det var fint nok, lidt stille ind i mellem men det var okay- havde lidt svært ved at få det til at vare 2 x 45 minutter men det gik. Senere på ugen blev jeg frustreret og vred på hele projektet fordi ingen fortalte mig hvordan jeg skulle gøre, eller hvaad jeg skulle undervise i. De andre lærere havde nice bøger som jo fortæller læreren alt hvad der skal til, og bygger undervisningen op på en fed måde, og jeg sys ærligt talt at det var skideirriterende at "wonderful" ikke sørger for vi har tingene på plads. Det var een af de andre lærere der forbarmede sig over mig og min bekymrede "hvad skal jeg gøre??!" og hun fandt mig en bog og satte mig lidt igang. og så gik det okay, men der gik alligevel 1,5 uge før der var nogen der overværede min undervisning og før jeg fik nogen som helst form for kritik/information om hvordan man underviser. Altså det lugter langt væk af pengemaskine, og senere hen har de andre lærere fortalt os at vi skal virkelig holde øje med pengene og hvad Wonderful lover os og ikke lover os, eleverne betaler i stride strømme for alting, maden, undervisningen, værelserne og de tjener masser penge på det her. Alligevel er der næsten altid problemer med lønnen, og "nej jeg sagde da at aftentimer var 30yuen i løn??" Når han egentlig sagde 50... Men sådan er det vidst på alle skoler her i Yangshuo der er en uskrevet deal med de lokale politifolk om visapolitik etc..
men idag er det jo så over 2 uger siden, tirsdag d. 26.maj og vi er lige over halvvejs i vore læreforløb. Jeg ved ikke om ugerne er gået hurtigt eller langsomt. den først uge vi underviste havde jeg kun een klasse i 2 moduler om dagen, men ugen efter gav han mig endnu en klasse, og det var det han havde lovet fra starten af -at vi ville få 2 klasser og 4 moduler om dagen, til 40 yuen pr time. Men uge to skulle vise sig at blive lidt mere hardcore, fordi der ikke var flere bøger tilbage og de kunne kun give mig en level 1 - bog, selvom det var en level 2 klasse (der er op til 4 level'er i alt) og de så at det var niveau 1, og lænede sig mere eller mindre tilbage på deres stole og så utilfredse ud, og det var også lige lovligt nemt for dem.. det vil jeg gerne indrømme, men jeg havde ikke andet til dem, det var Naomi´s bedste bud (den lærer der også hjalp mig med materiale til den første klasse) og hun sagde altså det var okay. Men det fungerede bare ikke så godt, det var for nemt og de var uinteresserede og jeg kunne ikke rigtig stå inde for min undervisning, hver dag efter skole tænkte jeg og grublede og havde en underlig følelse i maven over hvad jeg mon skulle gøre til undervisningen i morgen. Det gik bedst når vi skrottede bogen og bare snakkede sammen på engelsk, stillede spørgsmål og havde en samtale, og det jo også fint det er jo ORAL english college og det bedste er hvis de får snakket noget engelsk - men der skal jo være en eller anden form for guideline i bogen - og hvad gør man når samtalen går kold.. det jo ikke ethvert emne man kan holde kørende i 1,5 time og da slet ikke når eleverne engelsk er ret begrænset. Plus du skal jo gerne se ud som om du har styr på lektionen, hvis det løber af sporet skal det helst se bevidst ud. Men de var søde nok. selvom de så lidt arrogante ud til tider når jeg gav dem en gramma-opgave der bare var for let altså.. og ja, jeg snakker om dem i datid fordi i denne uge har Wonderful taget mig af den klasse igen og jeg er virkelig lettet, men samtidig føler jeg at jeg burde være lidt vred over at han sætter mig på og tager mig af og ikke fortæller mig noget, og vi var jo blevet lovet 4 timer om dagen.. altså hvad nu hvis vi virkelig skulle bruge de penge.. Det irriterende.. Der bliver ikke sagt en skid. Men jeg er glad for at slippe, jeg havde været urolig hele weekenden over hvad jeg skulle finde på med den klasse i den her uge.. Om jeg skulle finde på min egen undervisning, eller hvad der skulle ske. Det var bare ikke så sjovt i sidste uge. Og jeg kan rigtig godt li den første klasse jeg fik, de er sjove og søde og selvom de er lidt trætte og deres engelsk ikke er så godt, er det som regl hyggeligt at undervise dem. Så nu har jeg kun dem. og det vil sige at idag skal jeg først på arbejde klokken 15:40, og når man vågner klokken 9 (der skulle Wally op) så er der dejlig meget dag man kan hygge sig med. Det føles lidt som at pjække fra skole.

Nå men denne her weekend var rigtig vild faktisk. Vi havde sagt ja tak til at tage med på overnatningstur sammen med skolen til Long Sheng, "og hvad er så det?" spurgte man "det er nogle rismarker, som er flotte!" Fik man som svar og jo det vil jeg da gerne se. Wally havde hørt om det fra en fyr vi mødte i Agnes Waters, Australien (faktisk også ham der inspirerede os til at tage til Yangshuo til at starte med!) ogb han sagde det var superfedt. Så det ville vi gerne. Der var lige en lille detalje med forberedelsen. Den morgen vi skulle afsted vågnede jeg 3 kvarter tidligere og sad og tænkte "ih der er så meget jeg skal have med, jeg kan ikke overskue det", men jeg endte med kun at medbringe min bærbar og DVD afspilleren og min badedragt - og det var endda med en ret god følelse? Altså jeg ved ikke helt hvad der foregik i mit hovede, men vi skulle på vandretur - altså RIGTIG vandretur op og ned af bjerge og marker, og det regnede.. det regnede katte og hunde, og jeg havde kun 1 sæt tøj med og jeg havde mine fine sandaler med den lille sol med (som jeg til sidst ødelagde fordi de ikke er bygget til nontop regn og store sten og generelt hiking i så grel en grad. Så til sidst proppede jeg dem i tasken og tog den naturestyle uden fodtøj. Men ihvertfald, dag 1 - vi ankommer efter 4 timer i bus, der var nogen der sagde vi først tog til hotellet, men jeg kunne ikke lige se noget hotel, nåhjah men det var da også fordi vi skulle gå derhen - og vi ville tage gåturen igennem nogle af de her rismarker, ca 16km. ..... NÅ?? Ja okay, 16km gåtur op og ned i bjergene, ja der kan man bare se.. dét havde jeg ikke lige set komme. Så vi begyndte at gå og så blev det lavet om til at vi tog et hotel der lå tættere på, okay tænkte jeg, så slipper jeg for tasken (ja det er en lille bærbar.. men den er tung i lang tid af gangen) Så begyndte det at regne, vi havde en paraply med så det jo bonus. Men to mennesker under samme paraply op ad bakke, ned af bakke, store sten trappetrin (altså lavet af store sten, dvs ikke nice ensformige stentrapper) det funger ikke rigtigt, jeg var våd alligevel, Nå jaja hotellet er vel lige om hjørnet, der blev sagt "lige her" på et tidspunkt, men det var bare ikke lige her.. vi gik og gik og gik og jeg begyndte at få griner på.. det regnede og regnede og vi var plaskvåde og jeg havde ikke andet tøj med.. og jeg begyndte at mærke mine ben og der var herresmukt og det var sjovt. og jeg kunne ikke lade være med at grine. Undervejs hørte jeg nogen sige "nå så vi tar den store tur i morgen?!" og da gik det op for mig hvad jeg havde indladt mig på, den der 16km tur, ville helt sikkert komme i morgen, og jeg fnisede mens jeg fantaserede om min dejlige røde regnjakke, mine grimme og praktiske turistVANDREsandaler og bare generelt alt det ekstratøj som jeg havde tilbage på vores værelse i Yangshuo.. Hvorfor havde jeg do ikke spurgt nogen om hvad der skulle ske? :)
Nå vores hotel lå sindssygt langt oppe ad bjergene, og det var også en vild udsigt man endte med at få, og da vi endelig nåede derop var det det hele værd.
Så var der frokost og efter frokost var der "den lille" gåtur. Jeg var plaskvåd og havde ikke noget tøj. Jo jeg tog min badedragt på og mine øreringe.. Det var fint - det eneste tørre jeg havde. Mit undertøj var også gennemblødt, og jeg hang det hele op og håbede på et tørre - mirakel. Wally havde også badeshorts med - dem tog jeg udover min badedragt - ja så var jeg jo næsten påklædt. Fjollet så jeg ud, men jeg var tør. Og efter frokost og en lille smule liggen ned var det tid til gåtur igen. Vi købte nogle engangs regnjakker (wally tog paraplyen, magtede ikke regndragten) og så gik vi. Det blev en fed tur.. Det regnede og regnede og regnede.. og til tider var det hårdt, men det var det hele værd. Så gik vi og sang lidt, snakkede med eleverne, prøvede på ikke at glide på de glatte sten, det hele var mudder. Orange mudder og det var over det hele og det var rigtig svært at holde balancen ind imellem, og hvis du faldt så gjaldt det om at falde ind af.. for ind i mellem var der sindssygt langt ned. Jeg tror det er endnu mere uforglemmeligt fordi det regnede så meget. Det var jo ikke koldt rigtigt. selvom man var våd og det var rigtig fedt. Fik nogle gode billeder med mig hjem. Da vi kom hjem fra den "lille tur" ihvertfald 3 timer, var der aftensmad og fri leg. jeg tænkte kun på at komme ned under den dyne der, hvor der var tørt og varmt og hvor jeg ik behøvede at have fugtigt tøj på. Wally var lidt fristet af et kortspil der startede nedenunder, og jeg at han da skulle være velkommen til at gå ud og finde en fest, men jeg skulle ikke feste jeg skulle være bedstemor og hygge mig med den bærbar og de film jeg havde slæbt på hele dagen. jeg orkede bare slet ikke noget med et kortspil, kinesere larmer sindssygt meget.. de råber når de snakker og de laver høje lyde ligemeget om det er glade lyde eller trætte lyde. Især nogle af eleverne og jeg skulle ikke nyde noget af at være i det offentlige rum sammen med kortspillene kinaelever.

Slet ikke når vi skulle op og klare den "store tur" i morgentidlig klokken 7. Wally joinede mig på værelset, jeg ved ik om han bare var sød eller om han kun overvejede at gå derned fordi det ville være godt for socialiteten og lærer-elev-forholdet eller om han faktisk havde lyst til kortspil. Han blev i hvertfald sammen med mig og så film, og så kunne det jo ikke blive bedre for mig. :)
Hotellet vidste sig at være helt vildt lydt. Jeg kan ikke beskrive hvor lydt det var. Det var som om der slet ikke var nogle vægge, du ku høre alle de tændte fjernsyn på værelserne, ethvert fodtrin på gulvet, alle samtalerne og ikke mindst alle de højrøstede elever nedenunder, hvis to mennesker gik forbi din dør lød det som en flok elefanter der flygtede fra en gruppe sultne zulujægere med hævede spyd. Altså det var så vildt! Så lydt det var! Godt nok langt ude! Men efter et par timer gik de fleste nedenunder i seng og så blev der okay stille. Klokken 5 om morgenen skete der dog noget igen, en masse fodtrin og nogle der råbte og jeg drømte at vi havde sovet over os og at de allesammen var taget på tur uden os, og jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af at gå glip af det.. :-)
Ej, vi kom op det var fint, morgenmad -alle var lidt mere stille, det så diset ud udenfor, men det var jo også tidligt. Og så gik turen igang. Det var også en vildt fed tur! Altså - se billederne, jeg kan ikke beskrive det. Det som pointen var med hele turen det der var det specielle ved de her bjerge var, fordi farmerne som bor i bjerge, jo ikke har nogle flade arealer at så deres frø i, så de hakker bjerget ud til lissom store trappetrin, hele vejen ned, og sår ting på dem, det gir en helt vild udsigt, og de fleste af dem var fyldt med vand, fordi det er rismarker og det spejler jo solen og himlen.. og så videre. det var superflot. Vejret var perfekt - overskyet men ikke så meget regn, og det var varmt nok og det skulle vise sig senere at jeg alligevel havde fået sol selvom jeg aldrig så solen og andendagen var ikke våd som den første. Superfed tur, vi kom vildt højt op og jeg tænkte at det dog var vildt hvilke fantastiske ting der altid sker for mig, uden at jeg egentlig planlægger det. Snizzle!
Til sidst da der var lige over en times gåtur tilbage, begyndte jeg dog at få nok -min sko gik i stykker og jeg ku ret godt li dem.. og jeg sys det var ærgerligt, jeg havde lidt småkvalme og det gjorde ondt alle mulige steder på mig, jeg trængte til at sidde ned, jeg trængte til at komme på toilettet og jeg trængte til at spise og sove, og jeg tænkte lidt på the sims og de der grønne/røde barer der altid er under simmerne og jeg forestillede mig hvordan mine ville se ud.. :) - meget røde! Jeg ville være en meget sur Sim, men nu er jeg jo et menneske så jeg gik videre og nød udsigten. Så fik jeg min mensestruation, mens vi gik der og jeg må indrømme at det hele så lidt mere sort ud - vi var tæt på vores bus men vi var de sidste, og de andre var meget ivrige for at komme hjem og skyndte lidt på os og jeg kunne bare ikke overskue også at skulle være hende dér der skulle på toilettet når hun i forvejen er den sidste der ankommer, altså kineserne så jo godt ud hele tiden, selv i engangsregnjakker og de havde pænt tøj på selvom alt var mudret til. Jeg havde derimod ingen sko, mudder langt op ad benene, jeg var rød i hovedet pga solen, og manglende kondi og jeg havde Wallys badeshorts på, jeg følte mig bare ikke lige særlig sej og lækker og jeg er jo lærer, de skulle jo gerne synes at jeg er begge dele. Det betyder altså noget for dem. Så derfor var jeg lige ved ikke at gøre noget ved den mensestruation der, men så insisterede Wally på at han skulle tisse og så kunne jeg jo lisså godt også. Så det var dejligt.
Vi faldt i søvn i bussen inden for 10 minutter tror jeg, så vågnede jeg og så der var gået 3 timer og faldt i søvn igen og så vågnede jeg og genkendte Yangshuo ud igennem vinduet, og så var vi der. Wally sov også hele vejen, det lille pus. "ÅHH lesson-planning , hvad gør jeg dog med den dumme klasse" tænkte jeg og så på skiltet at jeg slet ikke skulle have dem i denne uge "sweet!!" Så var det bare i bad og rent tøj på og ind og ligge i fosterstilling, indtil vi blev sultne og så spiste vi lige og så hjem i seng igen. Jeg kan stadig mærke rigtig mange spændende muskler idag, 2 dage efter vi kom hjem.. Men det var en superfed weekend.
Ellers går dagene ret hurtigt, jeg sys hver gang jeg ser på uret så er klokken snart sengetid, og vi når ikke at få lavet så meget andet, end lessonplanning og se film. Nu hvor jeg har færre timer i denne uger har jeg lidt planer om at gøre ordentlig rent her, evt vaske tøj, og så var der jo bloggen som slet ikke var blevet opdateret i ugevis - den måtte jo komme i første række. Jeg har faktisk købt en klud til at tørre klistrede overflader af med, og badeværelset ER da blevet gjort rent engang i sidste uge, hvor jeg sprøjtede shampoo over det hele og gnubbede det med mine fødder, så det er ikke så slemt :)
Vi har også fundet skralde-stedet så vi har smidt vores skrald ud - vi havde ellers en hel del poser rundt omkring, og vi svømmede i tomme vandflasker. Helt civiliseret kan det nok ikke blive - men måske tæt på.
Efter det her undervisningsnoget, vi har lovet at blive en måned - og den er ovre om 2 uger, så finder vi ud af noget med Laos, Wonderful har forlænget Wallys visa, men vi ved ikke helt til hvilken dato, om vi skal skynde os ud eller om vi har god tid efter Yangshuo. Men der er jo noget tid endnu.
Ellers er livet ret godt! Jeg håber alt er godt derhjemme! Og at i allesammen nyder Danmark og de laid-back, diskrete danskere - jeg savner dem lidt.

Fra Xi'an til Wuhan

2009-05-04T21:20:00.000-07:00

Det er ikke til at sige hvor lang tid siden det er jeg oploadede. Der er sket tusind ting. Sidste blog slutter med et spændende nattog til Chongqing. Sikke en tur. Toget var fuldstændig proppet. Heldigvis havde vi pladser.. Der var dog masser der ikke havde. Det vil så sige at de stod op hele vejen. Sad på gulvet, på bordene, på hinanden, og ellers bare stå og stå. Togvognen er allerede propfuld da vi kommer ind. Der er langt flere stående end siddende. Og vi skulle mase os igennem den smalle gang hen til den anden ende af vognen.Jeg sad fast utallige gange og en ung engelsktalende kineser hjalp os med at finde vej til vores pladser.. Da vi så når frem udbryder der ramaskrig. En 6-7 kinesere hidser sig op og vil ikke lade os komme hen til pladserne. Vores ven taler vores sag og viser vores billetter.. Det er der vi skal sidde. Først her opdager vi at der står mapper, ligger en fancy kuffert og et privat bord og ikke mindst - der hænger to skinnende kontrollørhatte henover.. Bummelum. Ja. Vores billet sagde det jo så vi satte os ind- med meget møje og besvær. Prøv at forestille jer en stor landskildpadde bevæge sig rundt i et proppet tog - det var mig og taske. Ti minutter efter kom kontrolleren og var ellers meget venlig og bad os komme med. Så på med tasken igen (jeg er ret imponeret over at det kunne lade sig gøre - min tidligere overbevisning lå således at der skulle en radius på en små 2 meter til for at få tasken på. Måske var det med magi, men jeg klarede det uden at slå nogen bevidstløs. Tilbage til indgangen af togvognen og mase mase mase. Ind i mellem sad jeg fast og alle omkring mig prustede lidt før jeg kom fri. Da vi nåede vores pladser smed kontrolløren nogle andre væk og vi satte os, ellers omringet af ret godt humør. Foran os sad en lille dame på sin store pose og sov og ellers kunne man ikke se andet end folks ben, og bælter. Og så kørte vi. De stirrede og fnisede og snakkede og pegede og smaskede. Hele vejen: smaske smaske. De elsker sådan nogle vakuumpakkede, våd-kolonialvarer. Sårn små klumper kød i krydrelage i tyk vakuumpakket plastik, som de spiser ligesom en skub-op is, hvor man skraber tænderne ad plastikket. AD! Og efter noget begyndte jeg at blive utålmodig. 16 timer… okay kun 14 igen. Kiggede ud af vinduet, tænkte på noget andet, lukkede øjnene, broderede lidt (det gir point hos alle kineserdamer lige meget hvor!) snakkede med wally, øvede dansk, lukkede øjnene prøvede at sove, spiste noget, drak en tår vand. Okay kun 10timer igen. Så blev det mørkt udenfor og man ku ik se ud af vinduet. Nogle stod af og nye kom på. Prøvede at sove, men sindssygt ukomfortabelt. Der var stadig gang i kineserne til lagt ud på natten. Ved bordet ved siden af os sad en gruppe mænd og snakkede og drak the (jeg troede det var alkoholiseret fordi de larmede sårn, men det var bare the) og ind i mellem faldt man da også i søvn. til gengæld vågnede jeg og var en meget vred muffin. Klokken har vel været 4-5 om morgenen og en eller anden spasser-hat af en kineserbøv havde sat en horror-gyser film på. Vildt højt! Klingende sværd der slog ihjel. Mænd der skreg af smerte og kvinder der skreg på deres mænd og børn der skreg og græd og det var bare så ubehageligt. Og jeg kiggede rundt i toget og alle sov, eller stenede, undtagen de 4 stykker der så den der film på det højeste den kunne trække. GRRRRRRRRRRRRRRRRRRRR… jeg var så vred der, og toget holdt stille så det var den eneste lyd man kunne høre. Men hvad skal man gøre? Lukke øjnene og tænke på noget andet. Det var ikke meget jeg fik sovet, ud på de tidlige timer vågnede jeg min. hver halve time (hvis jeg overhovedet fik hele halve) og endelig blev klokken 6,30 og vi ankom til vores station. Udenfor stod en mand med et skilt hvor der stod Wallace og vi fulgte med ham, til en taxa og han kørte os til vores hostel. Jeg tænkte at vi måske ku få et par timer på øjet før båden (Ja altså vi havde bestilt et bådcruise 4 dage og 3 nætter af Yangzi floden) Og det var vores næste move. Det første ham fyren gør er at sætte sig ned ved et bord og tage et papir op og tale penge, hvor meget skyldte vi ham og så - hvis man ville noget på båden, hvis man ville af på nogle af stoppene og se nogle ting - det skulle vi beslutte nu og det kostede selvfølgelig også penge. Suk. Han ga os et papir med priser og navne på tingene og gik lidt og så ku vi finde ud af det. Men altså. Vi anede jo ikke hvad noget var? Et tempel, en by, en anden by, en lille bådtur et andet sted hen etc. Efter jeg havde brokket mig lidt over det, fik vi i mappe med beskrivelser af nogle af tingene.. Og ærligt talt var jeg ligeglad. Vi skulle ikke booke noget. Det var han ikke meget for, var vi nu sikre? Og det var vi jo ikke.. Det ik til at sige hvordan det er når man så står på båden, om man herregerne vil med. Om man så ik ku booke noget når man var der? Nej det ku man ik. Jo så nogle af tingene ku man alligevel godt. Men pyt vi sku ik ha noget. Det var dyrt, og jeg vidste ikke hvad vi ville få ud af det. Han bookede vores busser fra båden til den næste by, vores hostel og derfra det næste tog vi sku have nedad mod Guilin. Nu ville vi gerne sove - nå ja for det der 4 dage, 3 nætter halløj - var skrumpet til 2,5 dag og 3 nætter. Vi sku først med båden klokken 9 om aftenen. Det kan man da ikke kalde en dag? Og den sidste dag ankom vi klokken 11 formiddag altså…… (det viste sig endda at vi kom klokken 9 om morgenen…frækt at kalde det 4 dage.. NÅ. Men vi ville sove. Desværre havde de kun dobbeltværelse - ingen dorms (140yuen i stedet for 60). Okay det skulle vi så. Det tog dem 100 år at tjekke os ind -de sku ha tre underskrifter og.. Ahh det var bare skilt. NÅ endelig færdige og vi går ned til værelset. Så der ikke noget elektricitet.. Dvs vi ku ik oplade noget…. Okay vi gik tilbage og fortalte dem, men de ku ik gøre noget lige nu for elektrikeren sov, men vi skulle jo også sove så ku det ikke være lige meget? JO FEDT. Jeg betaler en million og så der ingen strøm. Okay stille og roligt. Værelset var ellers okay.. Ret fancy. Blød seng, eget toilet. Vi skulle lige kværne en minute nudel inden vi sov - det gjorde godt. Og jeg sov før jeg ramte puden.
Da vi vågnede blegnede alle tidligere skalkheder. Wally var dårlig. Kastede op, kunne knap stå. Snizzle.. Hvad gjorde vi så nu. Vi skulle samles op om 2 timer. Jeg gik ned for at aflyse turen, uden held. Der var ik noget at gøre. Hvis vi aflyste mistede vi alle pengene.. (omkring 900 yuen) jeg ringede til guiden og han var nådesløs. Der var ikke noget at gøre. Det bedste han kunne gøre var at rykke vores pick-up tid halvanden time så wally kunne sove mere. Okay.. Det måtte det jo blive så. Og vi havde fået af vide at det var bedst at medbringe mad for der var meget dyrt på båden. Okay. Wally kunne ikke gå, så jeg gik på jagt for at finde et supermarked. Receptionistens anvisninger vidste sig værdiløse så jeg endte med at free-style det. Lidt farligt - lidt spændende, men med succes. Jeg kom ind i sådan et baggårdsområde, med trapper. Hele tiden kom der nogle gående ned af trappen med poser, så det måtte jo være den vej af. Jeg gik op, der var vasketøj og hunde og børn der legede og gamle mennesker der kiggede og generelt var det ret fedt at komme off-road fra det sædvanlige mylder. Dejligt. Jeg fandt vej - trappen endte op ved en stor gade, med masser folk og butikker og jeg købte nogle mangoer og nogle snacks og selvom jeg tænkte at wally måske slet ik skulle ha nogle købte jeg 10 pakker nudler. Det kunne jo være at der virkelig ikke var noget mad at hente på den båd der. Så måtte man hellere købe for meget og så smide ud.
Det vidste sig senere at Wally rigtig nok IKKE skulle have noget med nudler at gøre overhovedet og vi har stadig en hel del tilbage.

Han fik det bedre, og kunne godt stå op og ryge en smøg og vi tog af sted til båden alligevel. Meget hektisk, vi var sent på den og det endte med at vores guide pegede på en tilfældig pige og sagde vi skulle følge med hende. Øhhh okay? Vi kom ind i en stor kasse sammen med en masse kinesere og den kørte os ned af skrænten ned til vandet. Bare et lille stykke, man ku godt selv have gået? Underligt. Og vi ku ik helt finde pigen, nå hun dukkede op da vi kom ud igen og hun fandt en kvinde som skulle være vores guide på turen. Hun hjalp os med at tjekke ind.. (hun ku ik engelsk.. ) og pludselig var vi på vores værelse. 6 senge (køjer)med en lille stribe gulv i midten, og et toilet på størrelse med et skab, og der sad en familie med 3 børn og 3 voksne tror jeg, og vi lagde vores bagage på den ene seng og spekulerede på om vi ku ligge to i den anden.. Det ville bare blive et problem hvis bagagen skulle være på gulvet - der var ikke plads. Nå. Vi gik rundt og kiggede. Jeg ku ik lade være med at føle mig lidt som en af Leonardo Dicaprios venner fra Titanic. Tredje klasse, stank af olie og maskinrummet lå måske 4 meter fra vores værelse og larmede som jeg ved ikke hvad. Gulvtæppet i vores kahyt havde en kæmpe våd plet ved døren. Der var helt sikkert noget vand der kom ind der.. Det lugtede rigtig fælt og kom til at blive værre før det blev bedre. Sagde plask når man gik på det. Og hvis du tabte noget på “mosen” som den senere blev døbt -var det doomed, vådt og forevigt lugtende af muggent tæppe. Ahh men det var ikke alt sammet skidt. Pludselig kom faderen af den familie på vores værelse og sagde en hel masse kinesisk til os og så gik de alle sammen.. Og vi så dem ikke siden. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Men det betød at vi havde værelset for os selv ind til videre. Sweet! Og det var fedt at sejle, og stå og kigge på vandet, og se en by -by night- og bølgerne og larmen var faktisk ret fedt synes jeg. Wally var stadig dårlig så vi gik i seng uden de store udskejelser den aften. Sov okay, rimelig hård seng, men god pude. Vi gik en tur rundt for at kigge på båden. Ovenpå var der en lille butik hvor man ku købe det mest nødvendige, dvs nudler og chips og smøger. Og vi fandt en restaurant og et stort rum med karaoke og balloner (lignede en billig bryllupsreception) og på det øverste dæk var der stole og udsigt og solskin, og det kom til at være der vi sad det meste af tiden. Fantastisk. Solskin, jeg flottede mig i den røde kjole og vi spillede kort, og broderede og snakkede og ikke mindst så på udsigten, som skiftede mellem byer, landbrugsområder, grønne bjerge og så videre. Det var fedt at sidde der. Drak te hele dagen og bare hyggede på skibets helt klart bedste plads. Vi endte med at have værelset for os selv, og det er jo altid fedt (især når man betaler dorm-rate for det) Der kom dog en rimelig fancy fyr på et tidspunkt, det ret underligt. Vi ved ik hvor han kom fra. Vi havde sejlet i noget tid - der havde ikke været nogle stops han kunne være kommet fra. Men pludselig var han der. Han havde fancy tlf, fancy taske, fancy skjorte og skinnende solbriller. Han lignede ikke en 3klasses-rotte som os andre, men han sagde at han skulle bo der.. Og lagde sig til at sove midt på dagen. Vi gik op på dækket og da vi kom ned var han væk igen. Og ligesom før havde der ikke været nogle stops han kunne stå af på. Gad vide om han overhovedet eksisterede?
På dag 2 havde vi holdt stille ret længe et sted, og vi undrede os over hvor stille der var. De havde slukket for vandet, elektriciteten, køkkenet var lukket og alle var væk. INGEN mennesker. Vi var glade for at slippe for alle de kinesiske turister lidt, men spurgte til sidst en fyr hvor længe vi skulle ligge i havn - 5 timer. Nå okay, jamen så ku det da godt være vi lige skulle ud og kigge på byen. Det gjorde vi. Ikke det store. Der var nogle boder hvor man kunne købe alt muligt. Wally blev snedigt inviteret om bag disken for at se på skumle kinesiske pornoblade, og det grinede vi ret meget af. Så købte vi et måltid mad og snakkede lidt med nogle lokale. Vi havde glemt den lille oversætter bog - men det gik. Efter noget tid kunne vi pludselig ikke se vores båd. Heller ikke derfra hvor vi mente at man da burde kunne se den.. Hmmmmm underligt. Vi fik lidt noier på og gik tilbage. Og så var den der heldigvis alligevel. Aftenen foregik på samme måde som den tidligere og det var dejligt chilleren.
På den sidste dag skulle vi jo af sted, vi havde pakket aftenen før og var på vej op på dækket da alle stimlede sammen for at komme af båden, ja det var altså nu turen sluttede. Ja okay, nå, så skulle vi ind i en bus der tog 1,5 time og så ind i en anden bus der tog 5 timer, og da vi kom ud af den var vi slet ikke der hvor vi skulle være. Vi havde fået vores hostel adresse, men taxichaufførene grinede bare og pegede som om det var langt væk.. Øh.. NÅ. En ung kineser stod og stirrede ret meget og jeg spurgte om han kunne engelsk, det kunne han. Han fortalte os hvilken bus vi så skulle tage, og hvor vi kunne finde den, og en anden lokal (der stimlede sig en lille flok om os der midt på vejen) fulgte os derned og pegede bussen ud for os. Pænt af ham. Buschaufføren kiggede længe på vores lille sedl og tog os med uden at tage imod vores penge. Han fortalte os hvor vi skulle af, og vi stod af og sagde mange tak. Nå .. Nu begyndte det at ligne noget måske. Vi kom forbi en lille mand med en gadegrill der solgte sweet potatoes og vi købe en og fik to skeer og satte os lidt på en trappe og nød aftensolen og kartoflen og en ung kineserfyr der kom forbi for at socialisere. Det var dejligt. Vi havde jo ik spist hele dagen. Så skulle vi tage en taxi herfra, det kunne ikke være langt væk nu. Men taxierne sagde alle sammen nej.. Og vi kunne ikke forstå det. Så kom der en pige forbi med et fint engelsk og hun hjalp os, vi fandt en taxa uden taxameter, af den slags hvor man skal aftale prisen inden man sætter sig ind, og han ville ha 15 yuen og det var for meget, men sådan måtte det blive for de rigtige taxier kan åbenbart vælge og vrage.
Så vi kørte og kom frem, og der var ægte chinese-style myldretrafik hvilket måske kan forklare at taxierne sagde nej.
Hostellet er fedt, meget ungdomsagtigt. Man skriver på væggene, lamperne er lavet af bildæk og intet matcher på den der måde der gør, at det alligevel matcher lidt. Det er smådyrt men pyt. Det er kun én nat.
Vi fejrede en lang og berejst dag med en øl og pizzaer og gik i seng. I dag er det den 5. Maj og vi skal med toget klokken 15.05. Det bliver nærmest helt luksus artigt, at kunne ligge ned i toget.. Ahhh… 17 timer til Guilin, og derfra til Yangshou som skulle være det smukkeste Sydkina man kan få. Jeg regner med vi bliver der, indtil vi tager ind i Laos.. Vi skal bare være ude af Kina inden den 13. Maj. Det jo ik så lang tid. Nu ser vi hvad der sker!
Håber alt er super derhjemme.. Selvom jeg brokker mig lidt, er jeg altså glad! J
Knus og Kinakys fra Wally og Laura

Xi'an

2009-04-29T21:26:00.001-07:00

Xian Xian Xian. Vi har været her i nogle dage nu, og er på vej videre. Jeg løb ind i en lille maveting, ikke slem nok til at holde mig indespærret dagen lang med en spand, men nok til at jeg ikke kunne gå rundt og slet ikke i for lang afstand til et badeværelse, så den har stået på chill, kortspil (Wally tæver mig i Olsen og hurtigagurk) og vi har hængt ud på hotellet, når jeg ikke sov til middag. Vi havde ellers store planer om at bestige et bjerg her, noget med at gå op, sove der og se solopgangen og så tage den lange kønne tur ned igen, men jeg var altså ikke helt på toppen (haha) og bare det at gå ned ad gaden for at spise gjorde mig utilpas, så vi har skippet det og skal senere i dag med et nattog til Chongqing (syd).
I går aftes da jeg var lidt bedre var vi nede og kigge på en stor turistattraktion der hedder Big glose Pagoda, hvor der hver aften er en gratis nat-lys-springvands-show og jeg må sige det var ret imponerende! Hundredvis af kinesere (det åbenbart her alle tar hen hver aften klokken 8.30!) og der var fed musik og det var ret flot faktisk. Jeg har lavet noget videoer af det, kan være jeg oploader dem. Så gik vi os en tur ned af gaden og faldt over en “klæd dig ud som kineser og tag et billede her” så det gjorde vi, og det endte med at blive ret sjovt. Wally i gul kejserdragt, stor grim gul hat og et samuraisværd, og jeg fik en yndig lyserød kjole på og en kikset (men traditionel tror jeg) dims på hovedet og en parasol og det er et yndigt billede. De tog et par stykker, og der kom nogle kinesere med deres egne kameraer og tog et par billeder også, fordi wally har hår og skæg og fordi vi er turister, jeg fik et par thumbs up af nogle piger. Dem der gav os tøjet på tog det meget alvorligt, rettede mine ærmer og viste hvordan vi skulle stå og de blev ved med at give wally en stor gul vifte, som om drengen vil ha det, når han lige har haft et sværd?? Senere blev vores røde øjne retoucheret til sorte…. Ser ret noieren ud og wallys store gummisko forneden blev tryllet væk i photoshop. Så nu svæver han. Det var meget underholdende alt sammen. Vi viste billedet til vores lokale favoritsted og pigerne var meget imponerede! Kinesere synes ikke at det er fjollet, de synes det er flot.. Mærkeligt at tænke på. Jeg fnisede hele tiden.
Så det var i går. Før jeg blev dårlig var vi selvfølgelig nede og se på Terracotta Warriors, en kæmpe kæmpe samling stenfigurer fundet i halvfjerdserne (tror jeg nok?) De fandt tre grave. Den største med 6000 kinesiske soldater, alle sammen med hver deres unikke ansigt. Generaler, menige og hestefigurer - hele baduljen. Man siger at kejseren enten frygtede livet efter døden så meget at han ville have sine soldater med, eller (mere populært) at han troede han ville reagere videre efter sin død. Kejseren ham selv har man også fundet i en pyramide-artig grav. Men han var ikke blevet gravet op, fordi man ikke ved hvordan man bedst kan vedligeholde graven efter åbning. (det fik vi af vide af en dame-turist - jeg ved ik rigtig.. Sys det lyder lidt usandsynligt at man ikke tog chancen, men måske gemmer de det til når postyret med krigerne driver lidt over - og så åbner de gravene og så skal ALLE kineserne i hele kina komme og betale en formue for at se det igen……… Kineserne elsker at være turister. Intet kan stoppe dem når de har deres hold-kasket på og som vilde soldater marcher efter hinanden og lederen med det matchende flag. Bortset fra det var vi blevet tippet at medbringe studiekort - eller en slags billed-id, de kan ikke læse engelsk alligevel så selvom det er et kørekort eller et bibliotekskort klarer man den. Wally havde et eller andet Gib-Id med, men det eneste jeg havde var det gule sygesikring, men med mit pas og mit kønne ansigt fik jeg det også til halv pris. Yes så har man det bedre. Penge er sparet.. hvis man er er fake student! Sweet life.
Men krigerne var ret imponerende. Det var kæmpe område. Selvfølgelig kom man ikke så tæt på dem som man gerne ville.. Man vil jo gerne røre og have øjenkontakt med dem. Det måtte man dog ikke. Det var flot og imponerende alligevel. Bagefter fik vi en grillet sweet-potato-snack af den slags man bare skræller selv og spiser mens man går. Dejligt. Dagen efter var vi en tur nede downtown og se på drum-tower og bell-tower, et tårn med trommer og et tårn med klokker.. Ikke det mest åbenbarende syn, men ret typisk kinesisk. Noget med ved solopgang ringede klokken og ved solnedgangen trommede trommerne.. Jeg sys nu de bare skulle spille samtidig og få et beat ud af det, men det så vi ikke noget til. Bagefter var vi nede og kigge i Muslim-quater, kilometervis af små boder, souveniers, slik, mad, frugt, second-hand, wannabe-brands, stenfigurer, tryllekunstnere, små fugle i bur etc. etc. Jeg købte et brunt halstørklæde, et par “sølv”øreringe med fjer på, et par sandaler læder-look med en sol på, de er flotte.. Jeg ved ik om de holder i længden, men 160 yuen altså.. Og så faldt jeg lige over et grønt kameraitui, og det trængte jeg jo til. Wally gjorde sit livs investering. I kan tro han tænkte meget. Henne og røre 4 gange og tage den op og sætte den og prutte om prisen og sige “Ouuhfff”og hviske “i just love it so much” til mig. Og efter det lille ansigt havde tænkt og tænkt endte han med at købe den for 125 yen. En sort vandrestav i træ. Forestiller to drager der snoer sig op ad hinanden og holder en bold med deres munde og han elsker den så meget. De lokale kalder den Mo-chau (tryllestav) og han kalder den Sokrates. Den er blevet renset, (med renseservietter og tandbørste) og den følger os hvorend vi går, hænger på vores seng og den holdt vagt ved mig mens jeg var syg. “Im gonna have this stick till the day I die!”
Jeg prøver på ikke at være jaloux. : )
Men muslim quaters var nice, hyggeligt. Træer, mange lokale, her kan man finde kinesere med skæg og kineserpiger med tørklæder på. Vi var inde og kigge på en moske der lå derinde i midten. Den var flot og hyggelig. Ikke det store at skrive om det. Ret sjovt at se en blanding af kinesisk og islam samlet på et sted.
Men i dag skal vi altså af sted til Chonqing, vi skal nemlig på river-cruise ned ad Yangtse floden, der ligger noget der hedder “three gorges” og det skulle være smukt smukt smukt. Vi prøvede at finde noget billigt online, men der var slet ikke noget at komme efter. Så vi spurgte i receptionen her, og det vidste sig at de havde en tur 4 dage og 3 nætter på en rimli nice båd, for 450yuen - altså det er tredje klasse, køjeseng, nederste etage af båden etc. Men stadigvæk. Det kommer til at være smukt og det svarer til 4 dage i enhver by med vores eget værelse så jeg sys det er fair deal.
Tilgengæld kunne vi ikke få sove billetter til nattoget og vi har kun fået siddepladser.. Det er lidt spændende.. Jeg tror det er noget med 16 timer toget tager, og vi skal sidde med de andre småfattige kinesere hele vejen.. Bummelum jeg er lidt spændt på det.J
Jeg ved ik om der kan blive noget internet fra den båd der, bare lige så der ik går panik på drengen.
Men nu skal vi finde noget mad. Og ellers håber jeg alt er godt derhjemme. Knus og kys og elsker jer!