Ohhh Så mange ting er der sket.
Ja jeg ved godt det er ved at være en kliche men det passer jo hver gang. Superbagud med min blog kan jeg se. Toget til Guilin var sweet as, vi levede som konger på nederste køje (som er dyrest men også den bedste plads fordi man faktisk kan sidde på sin seng (altså JEG ka godt sidde på de andre senge, men jeg er også meget bøjelig!) Men ihvertfald - wally havde købt vildt ind og vi havde brød, chips, syltetøj, peanutbutter, youghurt, banan, pizza (fra dagen før), vand, kiks, champignoner, tomater.. der manglede ikke noget, og det var en hel fest hver gang vi sku spise noget nyt. Dejligt. Wally læste, jeg broderede, vi snakkede lidt, sov lidt, så ud af vinduet, om aftenen satte vi Mammamia på.. wuhuuu.. og jeg lå og klukkede mens Wally gjorde sit for at virke mandig i mens. Efter filmen lagde vi os til at sove, de kloge sagde at vi ville ankomme kl 4.30 om morgenen og vi satte et ur, og vi vågnede.. lavede os en kaffe, stadig mørkt udenfor, tænkte lidt over hvad vi sku lave på Guilin station kl halv fem om morgenen, vi sku videre af til Yangshuo med en bus, men vidste ikke hvor bussen gik fra eller hvornår den ville gå. Men vi tog det alligevel ikke så tungt. Det er svært at tænke tungt når man kører i tog som en konge og stadig husker hvordan det føles at køre i tog som en bonde.. eller hva man nu sir. Det modsatte af konge?
Men der gik lang tid før vi kom nogle vegne. Det blev lysere og lysere og tit holdt vi bare stille i halve timer, det var da godt vi ik sku nå noget. Tværtimod - skulle vi gerne ankomme så sent som muligt til Guilin så vi ikke skulle vente. Og det hele endte også med at gå fænomenalt. Vi gik lige ud af stationen mødte en lille dame der råbte "Yangshou Yangshou YANGSHOU" og vi sagde "ja det vil vi gerne" og fulgte efter hende og kom til bussen, og satte os ind, og 1,5time efter kom vi til Yangshou. Vi vidste ikke helt hvad det næste move var, aå vi gik rundt og så lidt på byen. Så meget lille ud, kun et par snoede gader, mange butikker, en lille bro over nogle søer, en masser træer her og der. Af den slags hvor der hænger traditionelle kinesiske røde lamper og lyskæder i. Vi gik rundt med tasker på og kiggede lidt, Wally har fået nok af smådyre youth hostels - altså det er jo meget praktisk at de kan engelsk, og at der er internet og at tingene virker og alting, på mange måder er det fedt, men det er altså også dyrt.. dyrere end rigtige hoteller, maden er sindssyg dyr. (man gir min 15 yuen for en kop kaffe med mælk - og den er ikke god. Plus du kan jo et helt måltid for 15, jaja der er ups and downs ved alting.. Men vi var ihvertfald blevet enige om ikke at finde et af de sædvanlige steder, men det jo ik til at sige hvor og hvordan man lige finder et godt sted når man lige er ankommet i en by. Alting så stadigvæk ret lukket ud, klokken var vel 8 eller sådan om morgenen og pludselig kommer der en kvinde hen og spørger om hun kan hjælpe os? Ahh tænker man, hun vil garanteret sælge noget eller have penge før eller siden, men okay. Vi småsnakkede lidt. Vi fortalte at vi ledte efter et sted at sove og hun spurgte hvad prisklasse vi forventede, vi tog et småbilligt (troede vi, et par dage efter fik vi et for 40!!) skud i tågen og sagde at en 100yuen for et dobbeltværelse ville være godt og det kunne hun snildt klare, gik hen til et hotel og viste os værelset og vi var glade og sagde ja tak, så spurgte hun om vi vidste hvad vi skulle lave i Yangshuo og det vidste vi jo ikke. Så fik hun lige slynget ud at hun også var guide og så tænker man jo "aaaaaaaaaahhhhh... nå derfor." Men hun virkede bare heller ikke som en fusker, og vi havde ret meget lyst til at høre hvad hun havde at byde på. Hun hev et lille fotoalbum op og en bog med bemærkninger fra andre hun havde haft med på tur, spurgte hvor vi var fra og jeg sagde Danmark og hun fandt et par som var skrevet af danskere, og de var særdeles positive. Så fortalte hun om en tour vi ku tage med hende, og det lød billigt og fedt og vi aftalte at mødes tidligt næste dag til sightseeing og cykeltur på landet i Yangshou. Det endte også med at være en fantastisk dag sammen med Yuan Yuan, vi lejede os nogle cykler og så tog vi off-road vejen igennem de smukke landskaber og igennem farmernes marker og undervejs stoppede vi for at tage billeder eller for at få forklaret hvilke plantber vi cyklede forbi, der var appelsintræer, chiliplanter, bønner, peberfrugter, ris.. masser ris, græskar, majs, bananer og især peanut planter. Vidste i at peanuts kommer ud af jorden?? Jeg troede de kom fra træerne? Og hun var rigtig sød til at forklare og uddybe om alt hvad vi ville vide. Og så var det jo helt fantastisk smukt! Hele området er proppet med små bjerge, og sådan, høje og tynde bjerge, der bare stikker op over det hele.. Det ret vildt. Billederne gør det næsten ikke godt nok, det er over det hele.. Nå.. i får se.
Nå, der var noget med et bjerg der hed Moon Hill, fordi der var en bue inden i den, som var lige så rund som månen. Altså, der var et hul gennem bjerget - jeg ved ik hvordan det sker.. Men det så ret flot ud, man kunne bestige Moon hill på en times tid, og det ville vi da gerne, det var trapper hele vejen op så det skulle da ikke være noget problem. dog fik vi os et par sælger "venner", de har sårn en ting med at følge efter en, (de var der også på great wall) så har de drinks med i en køletaske, og vifter, og så følger de bare efter en og vifter luft på dig og spørger om du vil ha noget at drikke. og selvom du siger nej tak vi skal ik ha noget, nej tak vi køber heller ikke noget senere, nej, nej, nej. Jeg tror de fulgte os halvvejs op ad bjerget, og det er jo svært: for den kolde luft de laver med viften er jo rimelig nice, og hvis hun ikke forlangede penge om lidt ville det være bonus. Men... til sidst blev de trætte og de gik ned ad bjerget igen. Det lidt irriterende fordi man får lidt dårlig samvittighed -lige meget hvad man gør, tarveligt trick. Nå Moon Hill var flot, og på super kort tid faktisk, nåede man meget højt op fra jordens overflade, der var langt ned. Da vi nåede buen og stod inde i den, fandt vi ud af at man kunne kravle videre op oven på buen - uhh jo det ville vi da godt, der var så ikke nogle trapper, det var ret meget noget med at kravle over rødder og sten, og under buske og det var en lille bitte indianersti man fulgte. Så det jo også lidt sjovere. Og vi kom til toppen og det var flot, vi spiste en chokoladekiks og drak noget vand, tog nogle billeder og gik nedad igen. Yuan Yuan ventede dernede, hun behøvede IKKE bestige Moon Hill igen. Efter vi havde drukket en mangojuice for foden af bjerget, cyklede vi et par minutter til nogle drypstensgrotter, som også var en stor turistting. Hulerne skulle være i alt 8km lange, og imponerende, og der var mudderbad og Hot-springs inden i. Jeg ved ik med de 8km, det sys jeg ik det føltes som. Men for at komme ind i hulen overhovedet, skulle vi sejle i sådan nogle lange tynde ringenes herre træbåde, og der var lavt til loftet, så det var noget med at bukke hovedet ned mellem knæene hvis man ik ville slå sig. Så vi kom derind og der var godt nok mørkt og efter et par meters sejlads stod vi ud og kiggede en omgang på hulerne. og de var ret flotte? Altså jeg ved ikke hvad standarten er med den slags, siden det var min første gang, men det var da flot.. ret vildt at tænke på at de er lavet sådan- naturskabte.. rimelig flot. Der var selvfølgelig en masse ting som det hele skulle ligne, og vi havde en guide med en lang lygte og han pegede på alle mulige underlige drypstensformationer og sagde ting som "og ja, her kan man så se at det er en elefant og dens mor..." og sådan nogle ting.. meget af det var lidt noget fis.. :) og man sagde "aaaaaahhh? det ligner det jo så ikke?" men det var sjovt nok alligevel..
Efter noget gåen op og ned og kravlen under og slåen hoveder ind i drypstens-ting, kom vi til et mudderbad der lå inde midt i det hele.. Jeg tvivler på om det var naturskabt også, eller om en eller anden kinamand bare synes det ville være grineren at lave derinde. Men det skulle vi da også prøve, og det var lidt sjovt. Jeg har heller ik prøvet mudderbad før, og det var ret koldt.. Men det var også sjovt.. Efter mudderbadet var der en bruser man skulle under og så hen til nogle hot-springs som heldigvis OGSÅ lå inde i grotterne.. (jeg ved heller ik om de var der oprindeligt.. SKAL der ik være en vulkan eller noget, under det for at holde det varmt?? Det hørte vi ikke noget om) Men okay - dejligt med et varmt karbad.. og lige vaske mudderet af - og imens kunne man jo se op på en tusindvis-af-år-gammel grotte, og indimellem dryppede der noget ned og der hvor det landede kunne du se at det havde dryppet der rigtig rigtig mange gange. Ret syret. Efter grotterne og baderiet sejlede vi ud igen og mødtes med Yuen Yuen og vi fulgtes ad hjem til hende på cykel, til hendes landsby og hendes mand havde lavet mad - og hendes to børn var meget glade for at se hende og vi spiste sammen med hendes yndige datter på 6år og det var en sjov følelse at sidde derinde ved deres spisebord. De havde okay mange penge tror jeg, selvom der kun var eet stort rum, havde de en del elektriske ting, en riskoger, stereoanlæg og en scooter. Og begge børn var i skole og der var planer om masser uddannelse til dem.. Yuen Yuens engelsk var også rigtig godt, og hun var en superfed guide altså. Jeg ved godt at det var en del af pakken at komme med hjem og se hendes hus og familie, og at hun tog nogle ny turister med hjem hver dag, men det gjorde altså en stor forskel at se hvordan hendes liv var. Især da vi så skulle køre - hun skulle følge os tilbage til byen og aflevere cyklerne etc., og de ville bare ikke have at hun skulle afsted igen, den lille græd og den store så betuttet ud. Ikke fordi jeg sys det var fedt at se, 
Yuen Yuen blev også ked af det, men det var ret ægte, og man fik endnu mere indtryk af en kinesers hverdag når man fulgtes med hende tilbage ad den bumlede grussti, samme vej hun kører min 2 gange om dagen, og skynder sig alt hvad hun kan, i håb at nå hjem inden de skal puttes.
Så det var en fantastisk dag med Yuen Yuen, og vi endte os med at gi hende 100 ekstra fordi vi sys hun var nice, og det blev hun glad for. Tilgengæld da vi kom tilbage til hotellet var der problemer med vores receptionist. Hun kunne pludselig ikke huske noget om at vi havde betalt depositum, selvom vi havde en kvittering med hendes underskrift hvor der stod at vi havde betalt det hele, sagde hun at det var en fejl at hun havde skrevet det. Og Yuen Yuen var der da vi betalte og hun så også pengene blive rækket over disken. Og der var en del andre receptionist folk der hang ud der, som tog vores parti men hende der var åbenbart bossen, og Wally prøvede at hidse sig lidt op, men vi skulle jo alligevel ikke have pengene endnu- først når vi skulle tjekke ud. (det endte med at gå fint med at tjekke ud - hun var der ikke, så vi fik pengene) Men det var bare så underligt at hun gik igang med at skælde ud over det der, Wally var ik i tvivl om at hun løj bevidst og ikke bare var glemsom som de andre sagde. Nogle af dem havde nattøj på og de sad allesammen på lange mørke træsofaer uden puder og så på et tv der ligesom stod for langt væk fra dem til at det så hyggeligt ud. Så var de meget glade for sådan en strømladet myggedræber ketcher ting - hvor det siger "Tssssssssshhhiii" og så sidder dyret der og rister og så griner de snedigt på kinesisk.. og man tænker om de dog ik snart er vant til det.
Vi ku godt li Yangshuo men der var jo ikke mange dage tilbage på Wallys visa, vi blev dog enige om at blive der så længe vi ku presse den før vi skulle til at arbejde os ud af landet. En morgen hvor vi spiste morgenmad på Kelly's så jeg tilfældigvis et skilt hvor der stod noget med at blive lærer i Yangshuo, gratis accommadation og mad, og løn..? Ja det lød jo som en ret fed deal. Vi snakkede lidt om det og der sad en rimelig overvægtig fransk dame under skiltet med en kop kaffe og "kunne ikke undgå at se at vi talte om jobbet" og hun fortalte os en hel del om det, hun var selv lærer og sagde at det var nemt og så videre. Hendes engelsk var frygteligt dog, virkelig dårligt. jeg opgav at høre efter tit, og tænkte mere på at hun mindede om en mindre tiltalende version af en tegnefilmshøne jeg husker fra min barndom. Indenfor en halv time kom der en pæn flok backpackere forbi og de arbejdede allesammen på skoler i Yanshuo og der var masser skoler og nogle var bare frivillige (fik íkke løn, men kost og logi) og nogle var lærere, allesammen sagde at det var nemt og sjovt, og visaet skulle vi ikke tænke på det ville skole ordne hvis vi blev ansat. Vi gik ned på den skole der lå i nærheden og lagde en ansøgning, men da det var fredag og vi først kunne komme til møde mandag var vi ik helt sikre. Vi havde også en togbillet til en anden provins lørdag (som var ret dyr, og ikke lige så fed bare at gå fra) og hvis de nu sagde nej ville vi være lidt på spanden med det visa der, som snart ikke kunne udskydes mere. Nå vi tænkte lidt mere over det, gik hjem og gik online og skrev en hel masse ansøgninger ud til alle de skoler i Yangshuo vi ku finde. Et par timer efter havde vi fået et svar om en rektor der gerne ville have at vi ringede. Så vi ringede fra en rød telefon i en fancy butik der solgte fine smykker og han ville gerne mødes med os imorgen, ved McDonalds, klokken 12. Okay? Fair nok. Wally begyndte at snakke om sit hulemandsskæg en hel del og vi rendte rundt og ledte efter en saks der kunne klippe lidt i det. Han var lige ved at købe ny klipklappere også, men så orkede vi det ikke helt alligevel. Og det så ud til at virke for vores nye chef Wonderful (hans kinesiske navn er Wan-da-ful og det lyder lissom wonderful så nu har han bare taget det til sig) var meget tilfreds og ansatte os på stedet. Han vidste os vej til skolen, vidste os hvor vi skulle bo, etc. Så det var lørdag, søndag flyttede vi ind, han kom forbi med et skema over vores uge, fortalte os lige kort om ting vi ikke måtte sige (de tre tabu - T'er: Tibet, Taiwan og Tienamen Square, det sagde han jo ikke men det ku vi lissom læse mellem linierne) og at vi ikke måtte sige Fuck og at vi skulle være søde ved eleverne. Ellers sagde han altså ikke særlig meget. Vi fortalte ham at undervisning med søde små inderbørn nok slet ikke var i samme boldgade ("Vi har ikke rigtig erfaring på emnet!!") Men han lagde mere vægt på at vi skulle smile meget og huske at spille pingpong med eleverne så de kunne lære os at kende. Mandag morgen skulle vi starte i skole - jeg havde en time til at se en anden læres undervisning, men han var kinesisk så hans undervisning blev båret meget af kinesisk oversættelse etc (hvilket da er okay, men det ka jeg bare ikke bruge til noget når jeg ikke ved hvordan en dansker skal forklare 8 fremmede kinesere (som allesammen er ældre end mig btw!) noget engelsk materiale som jeg forresten ikke havde fået noget af. Jeg var lidt nervøs over hvad jeg skulle gøre, men så kom der en lærer ind og sagde at jeg snildt kunne bruge en time på at tale om mig selv og Danmark og sådan, og så den næste time på at lære eleverne at kende og så var de første timer hurtigt klaret. Fedt tænkte jeg, hvis jeg skal improvisere et foredrag er det nemmeste da at bare tale om mig selv?! Men så 2 minutter efter min dejlige konklusion kom Wonderful ind og sagde at dét var alt for meget, og Nejnej slet ikke tale om mig selv så meget og så gav han mig en liste med emner jeg kunne undervise dem i. "Vejret, familie, dyr, etc.." okay fedt. Så gør jeg da det.
Og det gjorde jeg og det var fint nok, lidt stille ind i mellem men det var okay- havde lidt svært ved at få det til at vare 2 x 45 minutter men det gik. Senere på ugen blev jeg frustreret og vred på hele projektet fordi ingen fortalte mig hvordan jeg skulle gøre, eller hvaad jeg skulle undervise i. De andre lærere havde nice bøger som jo fortæller læreren alt hvad der skal til, og bygger undervisningen op på en fed måde, og jeg sys ærligt talt at det var skideirriterende at "wonderful" ikke sørger for vi har tingene på plads. Det var een af de andre lærere der forbarmede sig over mig og min bekymrede "hvad skal jeg gøre??!" og hun fandt mig en bog og satte mig lidt igang. og så gik det okay, men der gik alligevel 1,5 uge før der var nogen der overværede min undervisning og før jeg fik nogen som helst form for kritik/information om hvordan man underviser. Altså det lugter langt væk af pengemaskine, og senere hen har de andre lærere fortalt os at vi skal virkelig holde øje med pengene og hvad Wonderful lover os og ikke lover os, eleverne betaler i stride strømme for alting, maden, undervisningen, værelserne og de tjener masser penge på det her. Alligevel er der næsten altid problemer med lønnen, og "nej jeg sagde da at aftentimer var 30yuen i løn??" Når han egentlig sagde 50... Men sådan er det vidst på alle skoler her i Yangshuo der er en uskrevet deal med de lokale politifolk om visapolitik etc..
men idag er det jo så over 2 uger siden, tirsdag d. 26.maj og vi er lige over halvvejs i vore læreforløb. Jeg ved ikke om ugerne er gået hurtigt eller langsomt. den først uge vi underviste havde jeg kun een klasse i 2 moduler om dagen, men ugen efter gav han mig endnu en klasse, og det var det han havde lovet fra starten af -at vi ville få 2 klasser og 4 moduler om dagen, til 40 yuen pr time. Men uge to skulle vise sig at blive lidt mere hardcore, fordi der ikke var flere bøger tilbage og de kunne kun give mig en level 1 - bog, selvom det var en level 2 klasse (der er op til 4 level'er i alt) og de så at det var niveau 1, og lænede sig mere eller mindre tilbage på deres stole og så utilfredse ud, og det var også lige lovligt nemt for dem.. det vil jeg gerne indrømme, men jeg havde ikke andet til dem, det var Naomi´s bedste bud (den lærer der også hjalp mig med materiale til den første klasse) og hun sagde altså det var okay. Men det fungerede bare ikke så godt, det var for nemt og de var uinteresserede og jeg kunne ikke rigtig stå inde for min undervisning, hver dag efter skole tænkte jeg og grublede og havde en underlig følelse i maven over hvad jeg mon skulle gøre til undervisningen i morgen. Det gik bedst når vi skrottede bogen og bare snakkede sammen på engelsk, stillede spørgsmål og havde en samtale, og det jo også fint det er jo ORAL english college og det bedste er hvis de får snakket noget engelsk - men der skal jo være en eller anden form for guideline i bogen - og hvad gør man når samtalen går kold.. det jo ikke ethvert emne man kan holde kørende i 1,5 time og da slet ikke når eleverne engelsk er ret begrænset. Plus du skal jo gerne se ud som om du har styr på lektionen, hvis det løber af sporet skal det helst se bevidst ud. Men de var søde nok. selvom de så lidt arrogante ud til tider når jeg gav dem en gramma-opgave der bare var for let altså.. og ja, jeg snakker om dem i datid fordi i denne uge har Wonderful taget mig af den klasse igen og jeg er virkelig lettet, men samtidig føler jeg at jeg burde være lidt vred over at han sætter mig på og tager mig af og ikke fortæller mig noget, og vi var jo blevet lovet 4 timer om dagen.. altså hvad nu hvis vi virkelig skulle bruge de penge.. Det irriterende.. Der bliver ikke sagt en skid. Men jeg er glad for at slippe, jeg havde været urolig hele weekenden over hvad jeg skulle finde på med den klasse i den her uge.. Om jeg skulle finde på min egen undervisning, eller hvad der skulle ske. Det var bare ikke så sjovt i sidste uge. Og jeg kan rigtig godt li den første klasse jeg fik, de er sjove og søde og selvom de er lidt trætte og deres engelsk ikke er så godt, er det som regl hyggeligt at undervise dem. Så nu har jeg kun dem. og det vil sige at idag skal jeg først på arbejde klokken 15:40, og når man vågner klokken 9 (der skulle Wally op) så er der dejlig meget dag man kan hygge sig med. Det føles lidt som at pjække fra skole.
Nå men denne her weekend var rigtig vild faktisk. Vi havde sagt ja tak til at tage med på overnatningstur sammen med skolen til Long Sheng, "og hvad er så det?" spurgte man "det er nogle rismarker, som er flotte!" Fik man som svar og jo det vil jeg da gerne se. Wally havde hørt om det fra en fyr vi mødte i Agnes Waters, Australien (faktisk også ham der inspirerede os til at tage til Yangshuo til at starte med!) ogb han sagde det var superfedt. Så det ville vi gerne. Der var lige en lille detalje med forberedelsen. Den morgen vi skulle afsted vågnede jeg 3 kvarter tidligere og sad og tænkte "ih der er så meget jeg skal have med, jeg kan ikke overskue det", men jeg endte med kun at medbringe min bærbar og DVD afspilleren og min badedragt - og det var endda med en ret god følelse? Altså jeg ved ikke helt hvad der foregik i mit hovede, men vi skulle på vandretur - altså RIGTIG vandretur op og ned af bjerge og marker, og det regnede.. det regnede katte og hunde, og jeg havde kun 1 sæt tøj med og jeg havde mine fine sandaler med den lille sol med (som jeg til sidst ødelagde fordi de ikke er bygget til nontop regn og store sten og generelt hiking i så grel en grad. Så til sidst proppede jeg dem i tasken og tog den naturestyle uden fodtøj. Men ihvertfald, dag 1 - vi ankommer efter 4 timer i bus, der var nogen der sagde vi først tog til hotellet, men jeg kunne ikke lige se noget hotel, nåhjah men det var da også fordi vi skulle gå derhen - og vi ville tage gåturen igennem nogle af de her rismarker, ca 16km. ..... NÅ?? Ja okay, 16km gåtur op og ned i bjergene,
ja der kan man bare se.. dét havde jeg ikke lige set komme. Så vi begyndte at gå og så blev det lavet om til at vi tog et hotel der lå tættere på, okay tænkte jeg, så slipper jeg for tasken (ja det er en lille bærbar.. men den er tung i lang tid af gangen) Så begyndte det at regne, vi havde en paraply med så det jo bonus. Men to mennesker under samme paraply op ad bakke, ned af bakke, store sten trappetrin (altså lavet af store sten, dvs ikke nice ensformige stentrapper) det funger ikke rigtigt, jeg var våd alligevel, Nå jaja hotellet er vel lige om hjørnet, der blev sagt "lige her" på et tidspunkt, men det var bare ikke lige her.. vi gik og gik og gik og jeg begyndte at få griner på.. det regnede og regnede og vi var plaskvåde og jeg havde ikke andet tøj med.. og jeg begyndte at mærke mine ben og der var herresmukt og det var sjovt. og jeg kunne ikke lade være med at grine. Undervejs hørte jeg nogen sige "nå så vi tar den store tur i morgen?!" og da gik det op for mig hvad jeg havde indladt mig på, den der 16km tur, ville helt sikkert komme i morgen, og jeg fnisede mens jeg fantaserede om min dejlige røde regnjakke, mine grimme og praktiske turistVANDREsandaler og bare generelt alt det ekstratøj som jeg havde tilbage på vores værelse i Yangshuo.. Hvorfor havde jeg do ikke spurgt nogen om hvad der skulle ske? :)
Nå vores hotel lå sindssygt langt oppe ad bjergene, og det var også en vild udsigt man endte med at få, og da vi endelig nåede derop var det det hele værd.
Så var der frokost og efter frokost var der "den lille" gåtur. Jeg var plaskvåd og havde ikke noget tøj. Jo jeg tog min badedragt på og mine øreringe.. Det var fint - det eneste tørre jeg havde. Mit undertøj var også gennemblødt, og jeg hang det hele op og håbede på et tørre - mirakel. Wally havde også badeshorts med - dem tog jeg udover min badedragt - ja så var jeg jo næsten påklædt. Fjollet så jeg ud, men jeg var tør. Og efter frokost og en lille smule liggen ned var det tid til gåtur igen.
Vi købte nogle engangs regnjakker (wally tog paraplyen, magtede ikke regndragten) og så gik vi. Det blev en fed tur.. Det regnede og regnede og regnede.. og til tider var det hårdt, men det var det hele værd. Så gik vi og sang lidt, snakkede med eleverne, 
prøvede på ikke at glide på de glatte sten, det hele var mudder. Orange mudder og det var over det hele og det var rigtig svært at holde balancen ind imellem, og hvis du faldt så gjaldt det om at falde ind af.. for ind i mellem var der sindssygt langt ned. Jeg tror det er endnu mere uforglemmeligt fordi det regnede så meget. Det var jo ikke koldt rigtigt. selvom man var våd og det var rigtig fedt. Fik nogle gode billeder med mig hjem. Da vi kom hjem fra den "lille tur" ihvertfald 3 timer, var der aftensmad og fri leg. jeg tænkte kun på at komme ned under den dyne der, hvor der var tørt og varmt og hvor jeg ik behøvede at have fugtigt tøj på. Wally var lidt fristet af et kortspil der startede nedenunder, og jeg at han da skulle være velkommen til at gå ud og finde en fest, men jeg skulle ikke feste jeg skulle være bedstemor og hygge mig med den bærbar og de film jeg havde slæbt på hele dagen. jeg orkede bare slet ikke noget med et kortspil, kinesere larmer sindssygt meget.. de råber når de snakker og de laver høje lyde ligemeget om det er glade lyde eller trætte lyde. Især nogle af eleverne og jeg skulle ikke nyde noget af at være i det offentlige rum sammen med kortspillene kinaelever.
Ja jeg ved godt det er ved at være en kliche men det passer jo hver gang. Superbagud med min blog kan jeg se. Toget til Guilin var sweet as, vi levede som konger på nederste køje (som er dyrest men også den bedste plads fordi man faktisk kan sidde på sin seng (altså JEG ka godt sidde på de andre senge, men jeg er også meget bøjelig!) Men ihvertfald - wally havde købt vildt ind og vi havde brød, chips, syltetøj, peanutbutter, youghurt, banan, pizza (fra dagen før), vand, kiks, champignoner, tomater.. der manglede ikke noget, og det var en hel fest hver gang vi sku spise noget nyt. Dejligt. Wally læste, jeg broderede, vi snakkede lidt, sov lidt, så ud af vinduet, om aftenen satte vi Mammamia på.. wuhuuu.. og jeg lå og klukkede mens Wally gjorde sit for at virke mandig i mens. Efter filmen lagde vi os til at sove, de kloge sagde at vi ville ankomme kl 4.30 om morgenen og vi satte et ur, og vi vågnede.. lavede os en kaffe, stadig mørkt udenfor, tænkte lidt over hvad vi sku lave på Guilin station kl halv fem om morgenen, vi sku videre af til Yangshuo med en bus, men vidste ikke hvor bussen gik fra eller hvornår den ville gå. Men vi tog det alligevel ikke så tungt. Det er svært at tænke tungt når man kører i tog som en konge og stadig husker hvordan det føles at køre i tog som en bonde.. eller hva man nu sir. Det modsatte af konge?Men der gik lang tid før vi kom nogle vegne. Det blev lysere og lysere og tit holdt vi bare stille i halve timer, det var da godt vi ik sku nå noget. Tværtimod - skulle vi gerne ankomme så sent som muligt til Guilin så vi ikke skulle vente. Og det hele endte også med at gå fænomenalt. Vi gik lige ud af stationen mødte en lille dame der råbte "Yangshou Yangshou YANGSHOU" og vi sagde "ja det vil vi gerne" og fulgte efter hende og kom til bussen, og satte os ind, og 1,5time efter kom vi til Yangshou. Vi vidste ikke helt hvad det næste move var, aå vi gik rundt og så lidt på byen. Så meget lille ud, kun et par snoede gader, mange butikker, en lille bro over nogle søer, en masser træer her og der. Af den slags hvor der hænger traditionelle kinesiske røde lamper og lyskæder i. Vi gik rundt med tasker på og kiggede lidt, Wally har fået nok af smådyre youth hostels - altså det er jo meget praktisk at de kan engelsk, og at der er internet og at tingene virker og alting, på mange måder er det fedt, men det er altså også dyrt.. dyrere end rigtige hoteller, maden er sindssyg dyr. (man gir min 15 yuen for en kop kaffe med mælk - og den er ikke god. Plus du kan jo et helt måltid for 15, jaja der er ups and downs ved alting.. Men vi var ihvertfald blevet enige om ikke at finde et af de sædvanlige steder, men det jo ik til at sige hvor og hvordan man lige finder et godt sted når man lige er ankommet i en by. Alting så stadigvæk ret lukket ud, klokken var vel 8 eller sådan om morgenen og pludselig kommer der en kvinde hen og spørger om hun kan hjælpe os? Ahh tænker man, hun vil garanteret sælge noget eller have penge før eller siden, men okay. Vi småsnakkede lidt. Vi fortalte at vi ledte efter et sted at sove og hun spurgte hvad prisklasse vi forventede, vi tog et småbilligt (troede vi, et par dage efter fik vi et for 40!!) skud i tågen og sagde at en 100yuen for et dobbeltværelse ville være godt og det kunne hun snildt klare, gik hen til et hotel og viste os værelset og vi var glade og sagde ja tak, så spurgte hun om vi vidste hvad vi skulle lave i Yangshuo og det vidste vi jo ikke. Så fik hun lige slynget ud at hun også var guide og så tænker man jo "aaaaaaaaaahhhhh... nå derfor." Men hun virkede bare heller ikke som en fusker, og vi havde ret meget lyst til at høre hvad hun havde at byde på. Hun hev et lille fotoalbum op og en bog med bemærkninger fra andre hun havde haft med på tur, spurgte hvor vi var fra og jeg sagde Danmark og hun fandt et par som var skrevet af danskere, og de var særdeles positive. Så fortalte hun om en tour vi ku tage med hende, og det lød billigt og fedt og vi aftalte at mødes tidligt næste dag til sightseeing og cykeltur på landet i Yangshou. Det endte også med at være en fantastisk dag sammen med Yuan Yuan, vi lejede os nogle cykler og så tog vi off-road vejen igennem de smukke landskaber og igennem farmernes marker og undervejs stoppede vi for at tage billeder eller for at få forklaret hvilke plantber vi cyklede forbi, der var appelsintræer, chiliplanter, bønner, peberfrugter, ris.. masser ris, græskar, majs, bananer og især peanut planter. Vidste i at peanuts kommer ud af jorden?? Jeg troede de kom fra træerne? Og hun var rigtig sød til at forklare og uddybe om alt hvad vi ville vide. Og så var det jo helt fantastisk smukt! Hele området er proppet med små bjerge, og sådan, høje og tynde bjerge, der bare stikker op over det hele.. Det ret vildt. Billederne gør det næsten ikke godt nok, det er over det hele.. Nå.. i får se.
Nå, der var noget med et bjerg der hed Moon Hill, fordi der var en bue inden i den, som var lige så rund som månen. Altså, der var et hul gennem bjerget - jeg ved ik hvordan det sker.. Men det så ret flot ud, man kunne bestige Moon hill på en times tid, og det ville vi da gerne, det var trapper hele vejen op så det skulle da ikke være noget problem. dog fik vi os et par sælger "venner", de har sårn en ting med at følge efter en, (de var der også på great wall) så har de drinks med i en køletaske, og vifter, og så følger de bare efter en og vifter luft på dig og spørger om du vil ha noget at drikke. og selvom du siger nej tak vi skal ik ha noget, nej tak vi køber heller ikke noget senere, nej, nej, nej. Jeg tror de fulgte os halvvejs op ad bjerget, og det er jo svært: for den kolde luft de laver med viften er jo rimelig nice, og hvis hun ikke forlangede penge om lidt ville det være bonus. Men... til sidst blev de trætte og de gik ned ad bjerget igen. Det lidt irriterende fordi man får lidt dårlig samvittighed -lige meget hvad man gør, tarveligt trick. Nå Moon Hill var flot, og på super kort tid faktisk, nåede man meget højt op fra jordens overflade, der var langt ned. Da vi nåede buen og stod inde i den, fandt vi ud af at man kunne kravle videre op oven på buen - uhh jo det ville vi da godt, der var så ikke nogle trapper, det var ret meget noget med at kravle over rødder og sten, og under buske og det var en lille bitte indianersti man fulgte. Så det jo også lidt sjovere. Og vi kom til toppen og det var flot, vi spiste en chokoladekiks og drak noget vand, tog nogle billeder og gik nedad igen. Yuan Yuan ventede dernede, hun behøvede IKKE bestige Moon Hill igen. Efter vi havde drukket en mangojuice for foden af bjerget, cyklede vi et par minutter til nogle drypstensgrotter, som også var en stor turistting. Hulerne skulle være i alt 8km lange, og imponerende, og der var mudderbad og Hot-springs inden i. Jeg ved ik med de 8km, det sys jeg ik det føltes som. Men for at komme ind i hulen overhovedet, skulle vi sejle i sådan nogle lange tynde ringenes herre træbåde, og der var lavt til loftet, så det var noget med at bukke hovedet ned mellem knæene hvis man ik ville slå sig. Så vi kom derind og der var godt nok mørkt og efter et par meters sejlads stod vi ud og kiggede en omgang på hulerne. og de var ret flotte? Altså jeg ved ikke hvad standarten er med den slags, siden det var min første gang, men det var da flot.. ret vildt at tænke på at de er lavet sådan- naturskabte.. rimelig flot. Der var selvfølgelig en masse ting som det hele skulle ligne, og vi havde en guide med en lang lygte og han pegede på alle mulige underlige drypstensformationer og sagde ting som "og ja, her kan man så se at det er en elefant og dens mor..." og sådan nogle ting.. meget af det var lidt noget fis.. :) og man sagde "aaaaaahhh? det ligner det jo så ikke?" men det var sjovt nok alligevel..
Efter noget gåen op og ned og kravlen under og slåen hoveder ind i drypstens-ting, kom vi til et mudderbad der lå inde midt i det hele.. Jeg tvivler på om det var naturskabt også, eller om en eller anden kinamand bare synes det ville være grineren at lave derinde. Men det skulle vi da også prøve, og det var lidt sjovt. Jeg har heller ik prøvet mudderbad før, og det var ret koldt.. Men det var også sjovt.. Efter mudderbadet var der en bruser man skulle under og så hen til nogle hot-springs som heldigvis OGSÅ lå inde i grotterne.. (jeg ved heller ik om de var der oprindeligt.. SKAL der ik være en vulkan eller noget, under det for at holde det varmt?? Det hørte vi ikke noget om) Men okay - dejligt med et varmt karbad.. og lige vaske mudderet af - og imens kunne man jo se op på en tusindvis-af-år-gammel grotte, og indimellem dryppede der noget ned og der hvor det landede kunne du se at det havde dryppet der rigtig rigtig mange gange. Ret syret. Efter grotterne og baderiet sejlede vi ud igen og mødtes med Yuen Yuen og vi fulgtes ad hjem til hende på cykel, til hendes landsby og hendes mand havde lavet mad - og hendes to børn var meget glade for at se hende og vi spiste sammen med hendes yndige datter på 6år og det var en sjov følelse at sidde derinde ved deres spisebord. De havde okay mange penge tror jeg, selvom der kun var eet stort rum, havde de en del elektriske ting, en riskoger, stereoanlæg og en scooter. Og begge børn var i skole og der var planer om masser uddannelse til dem.. Yuen Yuens engelsk var også rigtig godt, og hun var en superfed guide altså. Jeg ved godt at det var en del af pakken at komme med hjem og se hendes hus og familie, og at hun tog nogle ny turister med hjem hver dag, men det gjorde altså en stor forskel at se hvordan hendes liv var. Især da vi så skulle køre - hun skulle følge os tilbage til byen og aflevere cyklerne etc., og de ville bare ikke have at hun skulle afsted igen, den lille græd og den store så betuttet ud. Ikke fordi jeg sys det var fedt at se, 
Yuen Yuen blev også ked af det, men det var ret ægte, og man fik endnu mere indtryk af en kinesers hverdag når man fulgtes med hende tilbage ad den bumlede grussti, samme vej hun kører min 2 gange om dagen, og skynder sig alt hvad hun kan, i håb at nå hjem inden de skal puttes.Så det var en fantastisk dag med Yuen Yuen, og vi endte os med at gi hende 100 ekstra fordi vi sys hun var nice, og det blev hun glad for. Tilgengæld da vi kom tilbage til hotellet var der problemer med vores receptionist. Hun kunne pludselig ikke huske noget om at vi havde betalt depositum, selvom vi havde en kvittering med hendes underskrift hvor der stod at vi havde betalt det hele, sagde hun at det var en fejl at hun havde skrevet det. Og Yuen Yuen var der da vi betalte og hun så også pengene blive rækket over disken. Og der var en del andre receptionist folk der hang ud der, som tog vores parti men hende der var åbenbart bossen, og Wally prøvede at hidse sig lidt op, men vi skulle jo alligevel ikke have pengene endnu- først når vi skulle tjekke ud. (det endte med at gå fint med at tjekke ud - hun var der ikke, så vi fik pengene) Men det var bare så underligt at hun gik igang med at skælde ud over det der, Wally var ik i tvivl om at hun løj bevidst og ikke bare var glemsom som de andre sagde. Nogle af dem havde nattøj på og de sad allesammen på lange mørke træsofaer uden puder og så på et tv der ligesom stod for langt væk fra dem til at det så hyggeligt ud. Så var de meget glade for sådan en strømladet myggedræber ketcher ting - hvor det siger "Tssssssssshhhiii" og så sidder dyret der og rister og så griner de snedigt på kinesisk.. og man tænker om de dog ik snart er vant til det.
Vi ku godt li Yangshuo men der var jo ikke mange dage tilbage på Wallys visa, vi blev dog enige om at blive der så længe vi ku presse den før vi skulle til at arbejde os ud af landet. En morgen hvor vi spiste morgenmad på Kelly's så jeg tilfældigvis et skilt hvor der stod noget med at blive lærer i Yangshuo, gratis accommadation og mad, og løn..? Ja det lød jo som en ret fed deal. Vi snakkede lidt om det og der sad en rimelig overvægtig fransk dame under skiltet med en kop kaffe og "kunne ikke undgå at se at vi talte om jobbet" og hun fortalte os en hel del om det, hun var selv lærer og sagde at det var nemt og så videre. Hendes engelsk var frygteligt dog, virkelig dårligt. jeg opgav at høre efter tit, og tænkte mere på at hun mindede om en mindre tiltalende version af en tegnefilmshøne jeg husker fra min barndom. Indenfor en halv time kom der en pæn flok backpackere forbi og de arbejdede allesammen på skoler i Yanshuo og der var masser skoler og nogle var bare frivillige (fik íkke løn, men kost og logi) og nogle var lærere, allesammen sagde at det var nemt og sjovt, og visaet skulle vi ikke tænke på det ville skole ordne hvis vi blev ansat. Vi gik ned på den skole der lå i nærheden og lagde en ansøgning, men da det var fredag og vi først kunne komme til møde mandag var vi ik helt sikre. Vi havde også en togbillet til en anden provins lørdag (som var ret dyr, og ikke lige så fed bare at gå fra) og hvis de nu sagde nej ville vi være lidt på spanden med det visa der, som snart ikke kunne udskydes mere. Nå vi tænkte lidt mere over det, gik hjem og gik online og skrev en hel masse ansøgninger ud til alle de skoler i Yangshuo vi ku finde. Et par timer efter havde vi fået et svar om en rektor der gerne ville have at vi ringede. Så vi ringede fra en rød telefon i en fancy butik der solgte fine smykker og han ville gerne mødes med os imorgen, ved McDonalds, klokken 12. Okay? Fair nok. Wally begyndte at snakke om sit hulemandsskæg en hel del og vi rendte rundt og ledte efter en saks der kunne klippe lidt i det. Han var lige ved at købe ny klipklappere også, men så orkede vi det ikke helt alligevel. Og det så ud til at virke for vores nye chef Wonderful (hans kinesiske navn er Wan-da-ful og det lyder lissom wonderful så nu har han bare taget det til sig) var meget tilfreds og ansatte os på stedet. Han vidste os vej til skolen, vidste os hvor vi skulle bo, etc. Så det var lørdag, søndag flyttede vi ind, han kom forbi med et skema over vores uge, fortalte os lige kort om ting vi ikke måtte sige (de tre tabu - T'er: Tibet, Taiwan og Tienamen Square, det sagde han jo ikke men det ku vi lissom læse mellem linierne) og at vi ikke måtte sige Fuck og at vi skulle være søde ved eleverne. Ellers sagde han altså ikke særlig meget. Vi fortalte ham at undervisning med søde små inderbørn nok slet ikke var i samme boldgade ("Vi har ikke rigtig erfaring på emnet!!") Men han lagde mere vægt på at vi skulle smile meget og huske at spille pingpong med eleverne så de kunne lære os at kende. Mandag morgen skulle vi starte i skole - jeg havde en time til at se en anden læres undervisning, men han var kinesisk så hans undervisning blev båret meget af kinesisk oversættelse etc (hvilket da er okay, men det ka jeg bare ikke bruge til noget når jeg ikke ved hvordan en dansker skal forklare 8 fremmede kinesere (som allesammen er ældre end mig btw!) noget engelsk materiale som jeg forresten ikke havde fået noget af. Jeg var lidt nervøs over hvad jeg skulle gøre, men så kom der en lærer ind og sagde at jeg snildt kunne bruge en time på at tale om mig selv og Danmark og sådan, og så den næste time på at lære eleverne at kende og så var de første timer hurtigt klaret. Fedt tænkte jeg, hvis jeg skal improvisere et foredrag er det nemmeste da at bare tale om mig selv?! Men så 2 minutter efter min dejlige konklusion kom Wonderful ind og sagde at dét var alt for meget, og Nejnej slet ikke tale om mig selv så meget og så gav han mig en liste med emner jeg kunne undervise dem i. "Vejret, familie, dyr, etc.." okay fedt. Så gør jeg da det.
Og det gjorde jeg og det var fint nok, lidt stille ind i mellem men det var okay- havde lidt svært ved at få det til at vare 2 x 45 minutter men det gik. Senere på ugen blev jeg frustreret og vred på hele projektet fordi ingen fortalte mig hvordan jeg skulle gøre, eller hvaad jeg skulle undervise i. De andre lærere havde nice bøger som jo fortæller læreren alt hvad der skal til, og bygger undervisningen op på en fed måde, og jeg sys ærligt talt at det var skideirriterende at "wonderful" ikke sørger for vi har tingene på plads. Det var een af de andre lærere der forbarmede sig over mig og min bekymrede "hvad skal jeg gøre??!" og hun fandt mig en bog og satte mig lidt igang. og så gik det okay, men der gik alligevel 1,5 uge før der var nogen der overværede min undervisning og før jeg fik nogen som helst form for kritik/information om hvordan man underviser. Altså det lugter langt væk af pengemaskine, og senere hen har de andre lærere fortalt os at vi skal virkelig holde øje med pengene og hvad Wonderful lover os og ikke lover os, eleverne betaler i stride strømme for alting, maden, undervisningen, værelserne og de tjener masser penge på det her. Alligevel er der næsten altid problemer med lønnen, og "nej jeg sagde da at aftentimer var 30yuen i løn??" Når han egentlig sagde 50... Men sådan er det vidst på alle skoler her i Yangshuo der er en uskrevet deal med de lokale politifolk om visapolitik etc..
men idag er det jo så over 2 uger siden, tirsdag d. 26.maj og vi er lige over halvvejs i vore læreforløb. Jeg ved ikke om ugerne er gået hurtigt eller langsomt. den først uge vi underviste havde jeg kun een klasse i 2 moduler om dagen, men ugen efter gav han mig endnu en klasse, og det var det han havde lovet fra starten af -at vi ville få 2 klasser og 4 moduler om dagen, til 40 yuen pr time. Men uge to skulle vise sig at blive lidt mere hardcore, fordi der ikke var flere bøger tilbage og de kunne kun give mig en level 1 - bog, selvom det var en level 2 klasse (der er op til 4 level'er i alt) og de så at det var niveau 1, og lænede sig mere eller mindre tilbage på deres stole og så utilfredse ud, og det var også lige lovligt nemt for dem.. det vil jeg gerne indrømme, men jeg havde ikke andet til dem, det var Naomi´s bedste bud (den lærer der også hjalp mig med materiale til den første klasse) og hun sagde altså det var okay. Men det fungerede bare ikke så godt, det var for nemt og de var uinteresserede og jeg kunne ikke rigtig stå inde for min undervisning, hver dag efter skole tænkte jeg og grublede og havde en underlig følelse i maven over hvad jeg mon skulle gøre til undervisningen i morgen. Det gik bedst når vi skrottede bogen og bare snakkede sammen på engelsk, stillede spørgsmål og havde en samtale, og det jo også fint det er jo ORAL english college og det bedste er hvis de får snakket noget engelsk - men der skal jo være en eller anden form for guideline i bogen - og hvad gør man når samtalen går kold.. det jo ikke ethvert emne man kan holde kørende i 1,5 time og da slet ikke når eleverne engelsk er ret begrænset. Plus du skal jo gerne se ud som om du har styr på lektionen, hvis det løber af sporet skal det helst se bevidst ud. Men de var søde nok. selvom de så lidt arrogante ud til tider når jeg gav dem en gramma-opgave der bare var for let altså.. og ja, jeg snakker om dem i datid fordi i denne uge har Wonderful taget mig af den klasse igen og jeg er virkelig lettet, men samtidig føler jeg at jeg burde være lidt vred over at han sætter mig på og tager mig af og ikke fortæller mig noget, og vi var jo blevet lovet 4 timer om dagen.. altså hvad nu hvis vi virkelig skulle bruge de penge.. Det irriterende.. Der bliver ikke sagt en skid. Men jeg er glad for at slippe, jeg havde været urolig hele weekenden over hvad jeg skulle finde på med den klasse i den her uge.. Om jeg skulle finde på min egen undervisning, eller hvad der skulle ske. Det var bare ikke så sjovt i sidste uge. Og jeg kan rigtig godt li den første klasse jeg fik, de er sjove og søde og selvom de er lidt trætte og deres engelsk ikke er så godt, er det som regl hyggeligt at undervise dem. Så nu har jeg kun dem. og det vil sige at idag skal jeg først på arbejde klokken 15:40, og når man vågner klokken 9 (der skulle Wally op) så er der dejlig meget dag man kan hygge sig med. Det føles lidt som at pjække fra skole.
Nå men denne her weekend var rigtig vild faktisk. Vi havde sagt ja tak til at tage med på overnatningstur sammen med skolen til Long Sheng, "og hvad er så det?" spurgte man "det er nogle rismarker, som er flotte!" Fik man som svar og jo det vil jeg da gerne se. Wally havde hørt om det fra en fyr vi mødte i Agnes Waters, Australien (faktisk også ham der inspirerede os til at tage til Yangshuo til at starte med!) ogb han sagde det var superfedt. Så det ville vi gerne. Der var lige en lille detalje med forberedelsen. Den morgen vi skulle afsted vågnede jeg 3 kvarter tidligere og sad og tænkte "ih der er så meget jeg skal have med, jeg kan ikke overskue det", men jeg endte med kun at medbringe min bærbar og DVD afspilleren og min badedragt - og det var endda med en ret god følelse? Altså jeg ved ikke helt hvad der foregik i mit hovede, men vi skulle på vandretur - altså RIGTIG vandretur op og ned af bjerge og marker, og det regnede.. det regnede katte og hunde, og jeg havde kun 1 sæt tøj med og jeg havde mine fine sandaler med den lille sol med (som jeg til sidst ødelagde fordi de ikke er bygget til nontop regn og store sten og generelt hiking i så grel en grad. Så til sidst proppede jeg dem i tasken og tog den naturestyle uden fodtøj. Men ihvertfald, dag 1 - vi ankommer efter 4 timer i bus, der var nogen der sagde vi først tog til hotellet, men jeg kunne ikke lige se noget hotel, nåhjah men det var da også fordi vi skulle gå derhen - og vi ville tage gåturen igennem nogle af de her rismarker, ca 16km. ..... NÅ?? Ja okay, 16km gåtur op og ned i bjergene,
ja der kan man bare se.. dét havde jeg ikke lige set komme. Så vi begyndte at gå og så blev det lavet om til at vi tog et hotel der lå tættere på, okay tænkte jeg, så slipper jeg for tasken (ja det er en lille bærbar.. men den er tung i lang tid af gangen) Så begyndte det at regne, vi havde en paraply med så det jo bonus. Men to mennesker under samme paraply op ad bakke, ned af bakke, store sten trappetrin (altså lavet af store sten, dvs ikke nice ensformige stentrapper) det funger ikke rigtigt, jeg var våd alligevel, Nå jaja hotellet er vel lige om hjørnet, der blev sagt "lige her" på et tidspunkt, men det var bare ikke lige her.. vi gik og gik og gik og jeg begyndte at få griner på.. det regnede og regnede og vi var plaskvåde og jeg havde ikke andet tøj med.. og jeg begyndte at mærke mine ben og der var herresmukt og det var sjovt. og jeg kunne ikke lade være med at grine. Undervejs hørte jeg nogen sige "nå så vi tar den store tur i morgen?!" og da gik det op for mig hvad jeg havde indladt mig på, den der 16km tur, ville helt sikkert komme i morgen, og jeg fnisede mens jeg fantaserede om min dejlige røde regnjakke, mine grimme og praktiske turistVANDREsandaler og bare generelt alt det ekstratøj som jeg havde tilbage på vores værelse i Yangshuo.. Hvorfor havde jeg do ikke spurgt nogen om hvad der skulle ske? :)Nå vores hotel lå sindssygt langt oppe ad bjergene, og det var også en vild udsigt man endte med at få, og da vi endelig nåede derop var det det hele værd.
Så var der frokost og efter frokost var der "den lille" gåtur. Jeg var plaskvåd og havde ikke noget tøj. Jo jeg tog min badedragt på og mine øreringe.. Det var fint - det eneste tørre jeg havde. Mit undertøj var også gennemblødt, og jeg hang det hele op og håbede på et tørre - mirakel. Wally havde også badeshorts med - dem tog jeg udover min badedragt - ja så var jeg jo næsten påklædt. Fjollet så jeg ud, men jeg var tør. Og efter frokost og en lille smule liggen ned var det tid til gåtur igen.
Vi købte nogle engangs regnjakker (wally tog paraplyen, magtede ikke regndragten) og så gik vi. Det blev en fed tur.. Det regnede og regnede og regnede.. og til tider var det hårdt, men det var det hele værd. Så gik vi og sang lidt, snakkede med eleverne, 
prøvede på ikke at glide på de glatte sten, det hele var mudder. Orange mudder og det var over det hele og det var rigtig svært at holde balancen ind imellem, og hvis du faldt så gjaldt det om at falde ind af.. for ind i mellem var der sindssygt langt ned. Jeg tror det er endnu mere uforglemmeligt fordi det regnede så meget. Det var jo ikke koldt rigtigt. selvom man var våd og det var rigtig fedt. Fik nogle gode billeder med mig hjem. Da vi kom hjem fra den "lille tur" ihvertfald 3 timer, var der aftensmad og fri leg. jeg tænkte kun på at komme ned under den dyne der, hvor der var tørt og varmt og hvor jeg ik behøvede at have fugtigt tøj på. Wally var lidt fristet af et kortspil der startede nedenunder, og jeg at han da skulle være velkommen til at gå ud og finde en fest, men jeg skulle ikke feste jeg skulle være bedstemor og hygge mig med den bærbar og de film jeg havde slæbt på hele dagen. jeg orkede bare slet ikke noget med et kortspil, kinesere larmer sindssygt meget.. de råber når de snakker og de laver høje lyde ligemeget om det er glade lyde eller trætte lyde. Især nogle af eleverne og jeg skulle ikke nyde noget af at være i det offentlige rum sammen med kortspillene kinaelever. 
Slet ikke når vi skulle op og klare den "store tur" i morgentidlig klokken 7. Wally joinede mig på værelset, jeg ved ik om han bare var sød eller om han kun overvejede at gå derned fordi det ville være godt for socialiteten og lærer-elev-forholdet eller om han faktisk havde lyst til kortspil. Han blev i hvertfald sammen med mig og så film, og så kunne det jo ikke blive bedre for mig. :)
Hotellet vidste sig at være helt vildt lydt. Jeg kan ikke beskrive hvor lydt det var. Det var som om der slet ikke var nogle vægge, du ku høre alle de tændte fjernsyn på værelserne, ethvert fodtrin på gulvet, alle samtalerne og ikke mindst alle de højrøstede elever nedenunder, hvis to mennesker gik forbi din dør lød det som en flok elefanter der flygtede fra en gruppe sultne zulujægere med hævede spyd. Altså det var så vildt! Så lydt det var! Godt nok langt ude! Men efter et par timer gik de fleste nedenunder i seng og så blev der okay stille. Klokken 5 om morgenen skete der dog noget igen, en masse fodtrin og nogle der råbte og jeg drømte at vi havde sovet over os og at de allesammen var taget på tur uden os, og jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af at gå glip af det.. :-)
Ej, vi kom op det var fint, morgenmad -alle var lidt mere stille, det så diset ud udenfor, men det var jo også tidligt. Og så gik turen igang. Det var også en vildt fed tur! Altså - se billederne, jeg kan ikke beskrive det. Det som pointen var med hele turen det der var det specielle ved de her bjerge var, fordi farmerne som bor i bjerge, jo ikke har nogle flade arealer at så deres frø i, så de hakker bjerget ud til lissom store trappetrin, hele vejen ned, og sår ting på dem, det gir en helt vild udsigt, og de fleste af dem var fyldt med vand, fordi det er rismarker og det spejler jo solen og himlen.. og så videre. det var superflot. Vejret var perfekt - overskyet men ikke så meget regn, og det var varmt nok og det skulle vise sig senere at jeg alligevel havde fået sol
selvom jeg aldrig så solen og andendagen var ikke våd som den første. Superfed tur, vi kom vildt højt op og jeg tænkte at det dog var vildt hvilke fantastiske ting der altid sker for mig, uden at jeg egentlig planlægger det. Snizzle!
Til sidst da der var lige over en times gåtur tilbage, begyndte jeg dog at få nok -min sko gik i stykker og jeg ku ret godt li dem.. og jeg sys det var ærgerligt, jeg havde lidt småkvalme og det gjorde ondt alle mulige steder på mig, jeg trængte til at sidde ned, jeg trængte til at komme på toilettet og jeg trængte til at spise og sove, og jeg tænkte lidt på the sims og de der grønne/røde barer der altid er under simmerne og jeg forestillede mig hvordan mine ville se ud.. :) - meget røde! Jeg ville være en meget sur Sim, men nu er jeg jo et menneske så jeg gik videre og nød udsigten.
Så fik jeg min mensestruation, mens vi gik der og jeg må indrømme at det hele så lidt mere sort ud - vi var tæt på vores bus men vi var de sidste, og de andre var meget ivrige for at komme hjem og skyndte lidt på os og jeg kunne bare ikke overskue også at skulle være hende dér der skulle på toilettet når hun i forvejen er den sidste der ankommer, altså kineserne så jo godt ud hele tiden, selv i engangsregnjakker og de havde pænt tøj på selvom alt var mudret til. Jeg havde derimod ingen sko, mudder langt op ad benene, jeg var rød i hovedet pga solen, og manglende kondi og jeg havde Wallys badeshorts på, jeg følte mig bare ikke lige særlig sej og lækker og jeg er jo lærer, de skulle jo gerne synes at jeg er begge dele. Det betyder altså noget for dem. Så derfor var jeg lige ved ikke at gøre noget ved den mensestruation der, men så insisterede Wally på at han skulle tisse og så kunne jeg jo lisså godt også. Så det var dejligt.
Vi faldt i søvn i bussen inden for 10 minutter tror jeg, så vågnede jeg og så der var gået 3 timer og faldt i søvn igen og så vågnede jeg og genkendte Yangshuo ud igennem vinduet, og så var vi der. Wally sov også hele vejen, det lille pus. "ÅHH lesson-planning , hvad gør jeg dog med den dumme klasse" tænkte jeg og så på skiltet at jeg slet ikke skulle have dem i denne uge "sweet!!" Så var det bare i bad og rent tøj på og ind og ligge i fosterstilling, indtil vi blev sultne og så spiste vi lige og så hjem i seng igen. Jeg kan stadig mærke rigtig mange spændende muskler idag, 2 dage efter vi kom hjem.. Men det var en superfed weekend.
Ellers går dagene ret hurtigt, jeg sys hver gang jeg ser på uret så er klokken snart sengetid, og vi når ikke at få lavet så meget andet, end lessonplanning og se film. Nu hvor jeg har færre timer i denne uger har jeg lidt planer om at gøre ordentlig rent her, evt vaske tøj, og så var der jo bloggen som slet ikke var blevet opdateret i ugevis - den måtte jo komme i første række. Jeg har faktisk købt en klud til at tørre klistrede overflader af med, og badeværelset ER da blevet gjort rent engang i sidste uge, hvor jeg sprøjtede shampoo over det hele og gnubbede det med mine fødder, så det er ikke så slemt :)
Vi har også fundet skralde-stedet så vi har smidt vores skrald ud - vi havde ellers en hel del poser rundt omkring, og vi svømmede i tomme vandflasker. Helt civiliseret kan det nok ikke blive - men måske tæt på.
Efter det her undervisningsnoget, vi har lovet at blive en måned - og den er ovre om 2 uger, så finder vi ud af noget med Laos, Wonderful har forlænget Wallys visa, men vi ved ikke helt til hvilken dato, om vi skal skynde os ud eller om vi har god tid efter Yangshuo. Men der er jo noget tid endnu.
Ellers er livet ret godt! Jeg håber alt er godt derhjemme! Og at i allesammen nyder Danmark og de laid-back, diskrete danskere - jeg savner dem lidt.
Hotellet vidste sig at være helt vildt lydt. Jeg kan ikke beskrive hvor lydt det var. Det var som om der slet ikke var nogle vægge, du ku høre alle de tændte fjernsyn på værelserne, ethvert fodtrin på gulvet, alle samtalerne og ikke mindst alle de højrøstede elever nedenunder, hvis to mennesker gik forbi din dør lød det som en flok elefanter der flygtede fra en gruppe sultne zulujægere med hævede spyd. Altså det var så vildt! Så lydt det var! Godt nok langt ude! Men efter et par timer gik de fleste nedenunder i seng og så blev der okay stille. Klokken 5 om morgenen skete der dog noget igen, en masse fodtrin og nogle der råbte og jeg drømte at vi havde sovet over os og at de allesammen var taget på tur uden os, og jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af at gå glip af det.. :-)
Ej, vi kom op det var fint, morgenmad -alle var lidt mere stille, det så diset ud udenfor, men det var jo også tidligt. Og så gik turen igang. Det var også en vildt fed tur! Altså - se billederne, jeg kan ikke beskrive det. Det som pointen var med hele turen det der var det specielle ved de her bjerge var, fordi farmerne som bor i bjerge, jo ikke har nogle flade arealer at så deres frø i, så de hakker bjerget ud til lissom store trappetrin, hele vejen ned, og sår ting på dem, det gir en helt vild udsigt, og de fleste af dem var fyldt med vand, fordi det er rismarker og det spejler jo solen og himlen.. og så videre. det var superflot. Vejret var perfekt - overskyet men ikke så meget regn, og det var varmt nok og det skulle vise sig senere at jeg alligevel havde fået sol
selvom jeg aldrig så solen og andendagen var ikke våd som den første. Superfed tur, vi kom vildt højt op og jeg tænkte at det dog var vildt hvilke fantastiske ting der altid sker for mig, uden at jeg egentlig planlægger det. Snizzle!Til sidst da der var lige over en times gåtur tilbage, begyndte jeg dog at få nok -min sko gik i stykker og jeg ku ret godt li dem.. og jeg sys det var ærgerligt, jeg havde lidt småkvalme og det gjorde ondt alle mulige steder på mig, jeg trængte til at sidde ned, jeg trængte til at komme på toilettet og jeg trængte til at spise og sove, og jeg tænkte lidt på the sims og de der grønne/røde barer der altid er under simmerne og jeg forestillede mig hvordan mine ville se ud.. :) - meget røde! Jeg ville være en meget sur Sim, men nu er jeg jo et menneske så jeg gik videre og nød udsigten.
Så fik jeg min mensestruation, mens vi gik der og jeg må indrømme at det hele så lidt mere sort ud - vi var tæt på vores bus men vi var de sidste, og de andre var meget ivrige for at komme hjem og skyndte lidt på os og jeg kunne bare ikke overskue også at skulle være hende dér der skulle på toilettet når hun i forvejen er den sidste der ankommer, altså kineserne så jo godt ud hele tiden, selv i engangsregnjakker og de havde pænt tøj på selvom alt var mudret til. Jeg havde derimod ingen sko, mudder langt op ad benene, jeg var rød i hovedet pga solen, og manglende kondi og jeg havde Wallys badeshorts på, jeg følte mig bare ikke lige særlig sej og lækker og jeg er jo lærer, de skulle jo gerne synes at jeg er begge dele. Det betyder altså noget for dem. Så derfor var jeg lige ved ikke at gøre noget ved den mensestruation der, men så insisterede Wally på at han skulle tisse og så kunne jeg jo lisså godt også. Så det var dejligt.Vi faldt i søvn i bussen inden for 10 minutter tror jeg, så vågnede jeg og så der var gået 3 timer og faldt i søvn igen og så vågnede jeg og genkendte Yangshuo ud igennem vinduet, og så var vi der. Wally sov også hele vejen, det lille pus. "ÅHH lesson-planning , hvad gør jeg dog med den dumme klasse" tænkte jeg og så på skiltet at jeg slet ikke skulle have dem i denne uge "sweet!!" Så var det bare i bad og rent tøj på og ind og ligge i fosterstilling, indtil vi blev sultne og så spiste vi lige og så hjem i seng igen. Jeg kan stadig mærke rigtig mange spændende muskler idag, 2 dage efter vi kom hjem.. Men det var en superfed weekend.
Ellers går dagene ret hurtigt, jeg sys hver gang jeg ser på uret så er klokken snart sengetid, og vi når ikke at få lavet så meget andet, end lessonplanning og se film. Nu hvor jeg har færre timer i denne uger har jeg lidt planer om at gøre ordentlig rent her, evt vaske tøj, og så var der jo bloggen som slet ikke var blevet opdateret i ugevis - den måtte jo komme i første række. Jeg har faktisk købt en klud til at tørre klistrede overflader af med, og badeværelset ER da blevet gjort rent engang i sidste uge, hvor jeg sprøjtede shampoo over det hele og gnubbede det med mine fødder, så det er ikke så slemt :)
Vi har også fundet skralde-stedet så vi har smidt vores skrald ud - vi havde ellers en hel del poser rundt omkring, og vi svømmede i tomme vandflasker. Helt civiliseret kan det nok ikke blive - men måske tæt på.
Efter det her undervisningsnoget, vi har lovet at blive en måned - og den er ovre om 2 uger, så finder vi ud af noget med Laos, Wonderful har forlænget Wallys visa, men vi ved ikke helt til hvilken dato, om vi skal skynde os ud eller om vi har god tid efter Yangshuo. Men der er jo noget tid endnu.
Ellers er livet ret godt! Jeg håber alt er godt derhjemme! Og at i allesammen nyder Danmark og de laid-back, diskrete danskere - jeg savner dem lidt.
Han fik det bedre, og kunne godt stå op og ryge en smøg og vi tog af sted til båden alligevel. Meget hektisk, vi var sent på den og det endte med at vores guide pegede på en tilfældig pige og sagde vi skulle følge med hende. Øhhh okay? Vi kom ind i en stor kasse sammen med en masse kinesere og den kørte os ned af skrænten ned til vandet. Bare et lille stykke, man ku godt selv have gået? Underligt. Og vi ku ik helt finde pigen, nå hun dukkede op da vi kom ud igen og hun fandt en kvinde som skulle være vores guide på turen. Hun hjalp os med at tjekke ind.. (hun ku ik engelsk.. ) og pludselig var vi på vores værelse.
På den sidste dag skulle vi jo af sted, vi havde pakket aftenen før og var på vej op på dækket da alle stimlede sammen for at komme af båden, ja det var altså nu turen sluttede. Ja okay, nå, så skulle vi ind i en bus der tog 1,5 time og så ind i en anden bus der tog 5 timer, og da vi kom ud af den var vi slet ikke der hvor vi skulle være. Vi havde fået vores hostel adresse, men taxichaufførene grinede bare og pegede som om det var langt væk.. Øh.. NÅ. En ung kineser stod og stirrede ret meget og jeg spurgte om han kunne engelsk, det kunne han. Han fortalte os hvilken bus vi så skulle tage, og hvor vi kunne finde den, og en anden lokal (der stimlede sig en lille flok om os der midt på vejen) fulgte os derned og pegede bussen ud for os. Pænt af ham. Buschaufføren kiggede længe på vores lille sedl og tog os med uden at tage imod vores penge. Han fortalte os hvor vi skulle af, og vi stod af og sagde mange tak. Nå .. Nu begyndte det at ligne noget måske. Vi kom forbi en lille mand med en gadegrill der solgte sweet potatoes og vi købe en og fik to skeer og satte os lidt på en trappe og nød aftensolen og kartoflen og en ung kineserfyr der kom forbi for at socialisere. Det var dejligt. Vi havde jo ik spist hele dagen. Så skulle vi tage en taxi herfra, det kunne ikke være langt væk nu. Men taxierne sagde alle sammen nej.. Og vi kunne ikke forstå det. Så kom der en pige forbi med et fint engelsk og hun hjalp os, vi fandt en taxa uden taxameter, af den slags hvor man skal aftale prisen inden man sætter sig ind, og han ville ha 15 yuen og det var for meget, men sådan måtte det blive for de rigtige taxier kan åbenbart vælge og vrage.