Fra Xi'an til Wuhan

Det er ikke til at sige hvor lang tid siden det er jeg oploadede. Der er sket tusind ting. Sidste blog slutter med et spændende nattog til Chongqing. Sikke en tur. Toget var fuldstændig proppet. Heldigvis havde vi pladser.. Der var dog masser der ikke havde. Det vil så sige at de stod op hele vejen. Sad på gulvet, på bordene, på hinanden, og ellers bare stå og stå. Togvognen er allerede propfuld da vi kommer ind. Der er langt flere stående end siddende. Og vi skulle mase os igennem den smalle gang hen til den anden ende af vognen.Jeg sad fast utallige gange og en ung engelsktalende kineser hjalp os med at finde vej til vores pladser.. Da vi så når frem udbryder der ramaskrig. En 6-7 kinesere hidser sig op og vil ikke lade os komme hen til pladserne. Vores ven taler vores sag og viser vores billetter.. Det er der vi skal sidde. Først her opdager vi at der står mapper, ligger en fancy kuffert og et privat bord og ikke mindst - der hænger to skinnende kontrollørhatte henover.. Bummelum. Ja. Vores billet sagde det jo så vi satte os ind- med meget møje og besvær. Prøv at forestille jer en stor landskildpadde bevæge sig rundt i et proppet tog - det var mig og taske. Ti minutter efter kom kontrolleren og var ellers meget venlig og bad os komme med. Så på med tasken igen (jeg er ret imponeret over at det kunne lade sig gøre - min tidligere overbevisning lå således at der skulle en radius på en små 2 meter til for at få tasken på. Måske var det med magi, men jeg klarede det uden at slå nogen bevidstløs. Tilbage til indgangen af togvognen og mase mase mase. Ind i mellem sad jeg fast og alle omkring mig prustede lidt før jeg kom fri. Da vi nåede vores pladser smed kontrolløren nogle andre væk og vi satte os, ellers omringet af ret godt humør. Foran os sad en lille dame på sin store pose og sov og ellers kunne man ikke se andet end folks ben, og bælter. Og så kørte vi. De stirrede og fnisede og snakkede og pegede og smaskede. Hele vejen: smaske smaske. De elsker sådan nogle vakuumpakkede, våd-kolonialvarer. Sårn små klumper kød i krydrelage i tyk vakuumpakket plastik, som de spiser ligesom en skub-op is, hvor man skraber tænderne ad plastikket. AD! Og efter noget begyndte jeg at blive utålmodig. 16 timer… okay kun 14 igen. Kiggede ud af vinduet, tænkte på noget andet, lukkede øjnene, broderede lidt (det gir point hos alle kineserdamer lige meget hvor!) snakkede med wally, øvede dansk, lukkede øjnene prøvede at sove, spiste noget, drak en tår vand. Okay kun 10timer igen. Så blev det mørkt udenfor og man ku ik se ud af vinduet. Nogle stod af og nye kom på. Prøvede at sove, men sindssygt ukomfortabelt. Der var stadig gang i kineserne til lagt ud på natten. Ved bordet ved siden af os sad en gruppe mænd og snakkede og drak the (jeg troede det var alkoholiseret fordi de larmede sårn, men det var bare the) og ind i mellem faldt man da også i søvn. til gengæld vågnede jeg og var en meget vred muffin. Klokken har vel været 4-5 om morgenen og en eller anden spasser-hat af en kineserbøv havde sat en horror-gyser film på. Vildt højt! Klingende sværd der slog ihjel. Mænd der skreg af smerte og kvinder der skreg på deres mænd og børn der skreg og græd og det var bare så ubehageligt. Og jeg kiggede rundt i toget og alle sov, eller stenede, undtagen de 4 stykker der så den der film på det højeste den kunne trække. GRRRRRRRRRRRRRRRRRRRR… jeg var så vred der, og toget holdt stille så det var den eneste lyd man kunne høre. Men hvad skal man gøre? Lukke øjnene og tænke på noget andet. Det var ikke meget jeg fik sovet, ud på de tidlige timer vågnede jeg min. hver halve time (hvis jeg overhovedet fik hele halve) og endelig blev klokken 6,30 og vi ankom til vores station. Udenfor stod en mand med et skilt hvor der stod Wallace og vi fulgte med ham, til en taxa og han kørte os til vores hostel. Jeg tænkte at vi måske ku få et par timer på øjet før båden (Ja altså vi havde bestilt et bådcruise 4 dage og 3 nætter af Yangzi floden) Og det var vores næste move. Det første ham fyren gør er at sætte sig ned ved et bord og tage et papir op og tale penge, hvor meget skyldte vi ham og så - hvis man ville noget på båden, hvis man ville af på nogle af stoppene og se nogle ting - det skulle vi beslutte nu og det kostede selvfølgelig også penge. Suk. Han ga os et papir med priser og navne på tingene og gik lidt og så ku vi finde ud af det. Men altså. Vi anede jo ikke hvad noget var? Et tempel, en by, en anden by, en lille bådtur et andet sted hen etc. Efter jeg havde brokket mig lidt over det, fik vi i mappe med beskrivelser af nogle af tingene.. Og ærligt talt var jeg ligeglad. Vi skulle ikke booke noget. Det var han ikke meget for, var vi nu sikre? Og det var vi jo ikke.. Det ik til at sige hvordan det er når man så står på båden, om man herregerne vil med. Om man så ik ku booke noget når man var der? Nej det ku man ik. Jo så nogle af tingene ku man alligevel godt. Men pyt vi sku ik ha noget. Det var dyrt, og jeg vidste ikke hvad vi ville få ud af det. Han bookede vores busser fra båden til den næste by, vores hostel og derfra det næste tog vi sku have nedad mod Guilin. Nu ville vi gerne sove - nå ja for det der 4 dage, 3 nætter halløj - var skrumpet til 2,5 dag og 3 nætter. Vi sku først med båden klokken 9 om aftenen. Det kan man da ikke kalde en dag? Og den sidste dag ankom vi klokken 11 formiddag altså…… (det viste sig endda at vi kom klokken 9 om morgenen…frækt at kalde det 4 dage.. NÅ. Men vi ville sove. Desværre havde de kun dobbeltværelse - ingen dorms (140yuen i stedet for 60). Okay det skulle vi så. Det tog dem 100 år at tjekke os ind -de sku ha tre underskrifter og.. Ahh det var bare skilt. NÅ endelig færdige og vi går ned til værelset. Så der ikke noget elektricitet.. Dvs vi ku ik oplade noget…. Okay vi gik tilbage og fortalte dem, men de ku ik gøre noget lige nu for elektrikeren sov, men vi skulle jo også sove så ku det ikke være lige meget? JO FEDT. Jeg betaler en million og så der ingen strøm. Okay stille og roligt. Værelset var ellers okay.. Ret fancy. Blød seng, eget toilet. Vi skulle lige kværne en minute nudel inden vi sov - det gjorde godt. Og jeg sov før jeg ramte puden.
Da vi vågnede blegnede alle tidligere skalkheder. Wally var dårlig. Kastede op, kunne knap stå. Snizzle.. Hvad gjorde vi så nu. Vi skulle samles op om 2 timer. Jeg gik ned for at aflyse turen, uden held. Der var ik noget at gøre. Hvis vi aflyste mistede vi alle pengene.. (omkring 900 yuen) jeg ringede til guiden og han var nådesløs. Der var ikke noget at gøre. Det bedste han kunne gøre var at rykke vores pick-up tid halvanden time så wally kunne sove mere. Okay.. Det måtte det jo blive så. Og vi havde fået af vide at det var bedst at medbringe mad for der var meget dyrt på båden. Okay. Wally kunne ikke gå, så jeg gik på jagt for at finde et supermarked. Receptionistens anvisninger vidste sig værdiløse så jeg endte med at free-style det. Lidt farligt - lidt spændende, men med succes. Jeg kom ind i sådan et baggårdsområde, med trapper. Hele tiden kom der nogle gående ned af trappen med poser, så det måtte jo være den vej af. Jeg gik op, der var vasketøj og hunde og børn der legede og gamle mennesker der kiggede og generelt var det ret fedt at komme off-road fra det sædvanlige mylder. Dejligt. Jeg fandt vej - trappen endte op ved en stor gade, med masser folk og butikker og jeg købte nogle mangoer og nogle snacks og selvom jeg tænkte at wally måske slet ik skulle ha nogle købte jeg 10 pakker nudler. Det kunne jo være at der virkelig ikke var noget mad at hente på den båd der. Så måtte man hellere købe for meget og så smide ud.
Det vidste sig senere at Wally rigtig nok IKKE skulle have noget med nudler at gøre overhovedet og vi har stadig en hel del tilbage.

Han fik det bedre, og kunne godt stå op og ryge en smøg og vi tog af sted til båden alligevel. Meget hektisk, vi var sent på den og det endte med at vores guide pegede på en tilfældig pige og sagde vi skulle følge med hende. Øhhh okay? Vi kom ind i en stor kasse sammen med en masse kinesere og den kørte os ned af skrænten ned til vandet. Bare et lille stykke, man ku godt selv have gået? Underligt. Og vi ku ik helt finde pigen, nå hun dukkede op da vi kom ud igen og hun fandt en kvinde som skulle være vores guide på turen. Hun hjalp os med at tjekke ind.. (hun ku ik engelsk.. ) og pludselig var vi på vores værelse. 6 senge (køjer)med en lille stribe gulv i midten, og et toilet på størrelse med et skab, og der sad en familie med 3 børn og 3 voksne tror jeg, og vi lagde vores bagage på den ene seng og spekulerede på om vi ku ligge to i den anden.. Det ville bare blive et problem hvis bagagen skulle være på gulvet - der var ikke plads. Nå. Vi gik rundt og kiggede. Jeg ku ik lade være med at føle mig lidt som en af Leonardo Dicaprios venner fra Titanic. Tredje klasse, stank af olie og maskinrummet lå måske 4 meter fra vores værelse og larmede som jeg ved ikke hvad. Gulvtæppet i vores kahyt havde en kæmpe våd plet ved døren. Der var helt sikkert noget vand der kom ind der.. Det lugtede rigtig fælt og kom til at blive værre før det blev bedre. Sagde plask når man gik på det. Og hvis du tabte noget på “mosen” som den senere blev døbt -var det doomed, vådt og forevigt lugtende af muggent tæppe. Ahh men det var ikke alt sammet skidt. Pludselig kom faderen af den familie på vores værelse og sagde en hel masse kinesisk til os og så gik de alle sammen.. Og vi så dem ikke siden. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Men det betød at vi havde værelset for os selv ind til videre. Sweet! Og det var fedt at sejle, og stå og kigge på vandet, og se en by -by night- og bølgerne og larmen var faktisk ret fedt synes jeg. Wally var stadig dårlig så vi gik i seng uden de store udskejelser den aften. Sov okay, rimelig hård seng, men god pude. Vi gik en tur rundt for at kigge på båden. Ovenpå var der en lille butik hvor man ku købe det mest nødvendige, dvs nudler og chips og smøger. Og vi fandt en restaurant og et stort rum med karaoke og balloner (lignede en billig bryllupsreception) og på det øverste dæk var der stole og udsigt og solskin, og det kom til at være der vi sad det meste af tiden. Fantastisk. Solskin, jeg flottede mig i den røde kjole og vi spillede kort, og broderede og snakkede og ikke mindst så på udsigten, som skiftede mellem byer, landbrugsområder, grønne bjerge og så videre. Det var fedt at sidde der. Drak te hele dagen og bare hyggede på skibets helt klart bedste plads. Vi endte med at have værelset for os selv, og det er jo altid fedt (især når man betaler dorm-rate for det) Der kom dog en rimelig fancy fyr på et tidspunkt, det ret underligt. Vi ved ik hvor han kom fra. Vi havde sejlet i noget tid - der havde ikke været nogle stops han kunne være kommet fra. Men pludselig var han der. Han havde fancy tlf, fancy taske, fancy skjorte og skinnende solbriller. Han lignede ikke en 3klasses-rotte som os andre, men han sagde at han skulle bo der.. Og lagde sig til at sove midt på dagen. Vi gik op på dækket og da vi kom ned var han væk igen. Og ligesom før havde der ikke været nogle stops han kunne stå af på. Gad vide om han overhovedet eksisterede?
På dag 2 havde vi holdt stille ret længe et sted, og vi undrede os over hvor stille der var. De havde slukket for vandet, elektriciteten, køkkenet var lukket og alle var væk. INGEN mennesker. Vi var glade for at slippe for alle de kinesiske turister lidt, men spurgte til sidst en fyr hvor længe vi skulle ligge i havn - 5 timer. Nå okay, jamen så ku det da godt være vi lige skulle ud og kigge på byen. Det gjorde vi. Ikke det store. Der var nogle boder hvor man kunne købe alt muligt. Wally blev snedigt inviteret om bag disken for at se på skumle kinesiske pornoblade, og det grinede vi ret meget af. Så købte vi et måltid mad og snakkede lidt med nogle lokale. Vi havde glemt den lille oversætter bog - men det gik. Efter noget tid kunne vi pludselig ikke se vores båd. Heller ikke derfra hvor vi mente at man da burde kunne se den.. Hmmmmm underligt. Vi fik lidt noier på og gik tilbage. Og så var den der heldigvis alligevel. Aftenen foregik på samme måde som den tidligere og det var dejligt chilleren.
På den sidste dag skulle vi jo af sted, vi havde pakket aftenen før og var på vej op på dækket da alle stimlede sammen for at komme af båden, ja det var altså nu turen sluttede. Ja okay, nå, så skulle vi ind i en bus der tog 1,5 time og så ind i en anden bus der tog 5 timer, og da vi kom ud af den var vi slet ikke der hvor vi skulle være. Vi havde fået vores hostel adresse, men taxichaufførene grinede bare og pegede som om det var langt væk.. Øh.. NÅ. En ung kineser stod og stirrede ret meget og jeg spurgte om han kunne engelsk, det kunne han. Han fortalte os hvilken bus vi så skulle tage, og hvor vi kunne finde den, og en anden lokal (der stimlede sig en lille flok om os der midt på vejen) fulgte os derned og pegede bussen ud for os. Pænt af ham. Buschaufføren kiggede længe på vores lille sedl og tog os med uden at tage imod vores penge. Han fortalte os hvor vi skulle af, og vi stod af og sagde mange tak. Nå .. Nu begyndte det at ligne noget måske. Vi kom forbi en lille mand med en gadegrill der solgte sweet potatoes og vi købe en og fik to skeer og satte os lidt på en trappe og nød aftensolen og kartoflen og en ung kineserfyr der kom forbi for at socialisere. Det var dejligt. Vi havde jo ik spist hele dagen. Så skulle vi tage en taxi herfra, det kunne ikke være langt væk nu. Men taxierne sagde alle sammen nej.. Og vi kunne ikke forstå det. Så kom der en pige forbi med et fint engelsk og hun hjalp os, vi fandt en taxa uden taxameter, af den slags hvor man skal aftale prisen inden man sætter sig ind, og han ville ha 15 yuen og det var for meget, men sådan måtte det blive for de rigtige taxier kan åbenbart vælge og vrage.
Så vi kørte og kom frem, og der var ægte chinese-style myldretrafik hvilket måske kan forklare at taxierne sagde nej.
Hostellet er fedt, meget ungdomsagtigt. Man skriver på væggene, lamperne er lavet af bildæk og intet matcher på den der måde der gør, at det alligevel matcher lidt. Det er smådyrt men pyt. Det er kun én nat.
Vi fejrede en lang og berejst dag med en øl og pizzaer og gik i seng. I dag er det den 5. Maj og vi skal med toget klokken 15.05. Det bliver nærmest helt luksus artigt, at kunne ligge ned i toget.. Ahhh… 17 timer til Guilin, og derfra til Yangshou som skulle være det smukkeste Sydkina man kan få. Jeg regner med vi bliver der, indtil vi tager ind i Laos.. Vi skal bare være ude af Kina inden den 13. Maj. Det jo ik så lang tid. Nu ser vi hvad der sker!
Håber alt er super derhjemme.. Selvom jeg brokker mig lidt, er jeg altså glad! J
Knus og Kinakys fra Wally og Laura