Work Work Work

Idag er det mandag, 11 dage til mine forældre kommer, 12 dage til roadtrip og 26 dage til vi ankommer i Kastrup lufthavn. UH vi snakker under en måned nu.. Sidste uge var ganske arbejdsrig, mandag til onsdag alle dage i samme institution, og så kan man begynde at se fordelene, nu havde jeg været der før og kunne ikke huske særlig mange navne, men godt lidt hvem der var hvem, og hvem man skulle holde øje med. Dagene var både hårde og fede, de gik egentlig ret hurtigt, men jeg var smadret om aftenen. Det kunne mærkes i kroppen og i hjernen, og den ene 9timers vagt især, tog lidt hårdt på mig. Man bliver lidt træt når man får en "Du rydder lige op på legepladsen, ik?" Og man bare siger "jojo.. superduper."Men altså jeg aner jo ikke hvor tingene skal hen, hvordan overdækker man sandkassen, hvad skal blive ude og hvad skal ind, nå børnene leger her stadig, skal jeg bare vente med at rydde op så, eller? Må de gerne drikke af det der vand? Og må de gerne bruge den der kop? Og jeg er ved at blive sindssyg af at skulle spørge hele tiden. Heldigvis spørger man jo alligevel kun om alle tingene een gang, men der er alligevel mange ting, og jeg synes også det er lidt irriterende at man ikke får noget at vide, hvis man ikke spørger.
Børnene var søde ellers, de kunne godt huske mig og det foregik meget smertefrit uden de store kontroverser. De var søde, og snakkede med mig og legede med mig, og hørte efter hvad jeg sagde. Igen gjorde jeg overdrevet brug af alle de NZ-fraser, og havde endda en smule svært ved at lægge accenten fra mig da jeg kom hjem. Det er noget med stemte t'er og i'er i stedet for e'er.. Men det gør virkelig en stor forskel hvis man taler samme sprog :) Jeg havde endda et rigtig dejligt lille øjeblik med de - ellers normalt ret vilde - drenge der gav mig en massage med små gummisommerfugle, og vi legede i sandkassen og jeg var en farlig tiger lidt. Ellers er der ikke det store at berette, der var nogle der tissede på legepladsen, der blev plantet solsikkeblomster og en af drengene levede sig så meget ind i vores sandkasse-spaghetti-ret at han faktisk kom til at putte en stor mundfuld sand i munden, men han var ikke sart.. Den ene dag var jeg også et par timer i vuggestuen, og det er jo lidt kedeligt. Den ene fik et kæmpe kick ud af at tage sin sko af og gemme den hele tiden og han var god til det! Det endte med at blive lidt irriterende, men de voksne var lidt federe derinde det var mere alla sidde-ned-og-lege-imens-man-socialiserer-med-pædagogerne. Så det var hyggeligere, men også langsommere.
Onsdag
Ekstremt meget vuggestuearbejde disse dage, igår var jeg et andet sed hvor jeg har været før - med de sødeste pædagoger indtil videre, jeg endte med at føle mig ret hjemme der..og jeg har endda kun været der to gange. Ikke meget nyt at berette.. børnene kunne huske mig, og jeg kunne huske et par af dem, og det gør altså en stor forskel når man kan sige et par navne. Idag var jeg i min "sædvanlige" institution, i vuggestuen igen.. der var lidtd fesen stemning.. jeg må indrømme at crewet ikke er det fedeste der. Der er et par rigtig søde mennesker, men der er også 2-3 gyllespredere, på en særdeles uhjælpsom måde. De er garanteret bare trætte af folk so mig der ikke fatter hat af hvordan man er vuggestuemedhjælper. Alla "Her!" og så får man nogle bøger, "okay.. hva skal jeg så med dem?" Så jeg ligger dem på hylden, og får en "Det er meningen du skal læse for dem" .. Nå okay? Lige nu? De sidder jo og spiser? Ikke noget svar. Okay så går jeg da igang, hun går ellers rundt og snakker med børnene imens. Eller senere til maden hvor nogle af drengene havde byttet drikkeflaske (og det er åbenbart en frygtelig frygtelig ting) Så jeg byttede kopperne tilbage, og den sure matrone snerrede af mig og sagde at de allerede havde de rigtige kopper, og jeg prøvede at protestere, men der stod de rigtige navne på.. Så sagde jeg at de må have haft kopperne byttede om til at starte med, fordi den ene havde haft den gule hele tiden, altså og det er jo ligemeget og ret uinteressant, men hende der var bare sådan hele dagen og jeg kunne ikke lade være med at tænke hvor dejligt det var at jeg virkelig ikke havde brug for pengene og at det var min næstsidste dag på arbejde, for altiiiiiid! Muhahaha..
Men ungerne er jo søde.. selv om der ikke er særlig meget samtale i de helt små, det er mere "jeg-vil-ha" -hænder og nej/ja lyde. De helt små små som ikke kan sidde eller kravle eller noget, som, egentlig kun kan græde og sutte mælk er lidt mere belastende. De har stadigvæk ikke lært at i vuggestuen er der ingen mor og far, og de græd alle sammen imponerende meget hver gang de ikke blev båret. Puh, personligt sad jeg med en på skødet og rokkede en anden i en rokkestol i 30 min til jeg fik krampe, men så er det jo også meget hyggeligt når de falder i søvn på ens arm - og så efterlader en stor pøl af snot når man ligger dem i seng. Ej det skal ikke alt sammet lyde dårligt. Jeg var bare træt af det i går, jeg havde hovedpine og der var mange børn og de græd allesammen, og jeg synes at jeg hele tiden havde de der "Du gør lige rent i køkkenet så ikke?" (alle borde og stole skal vaskes af, tallerkener skal vaskes, gulvet skal fejes og der skal ligges savleklude til vask) og legepladsen skulle lige ordnes.. det kan man jo godt gøre med 3 børn derude. Pyt med at der skal en hjernekirug til at få alle rutjsebanerne og bordene til at passe inde i skuret på størrelse med et engangstoilet, det kan man sagtens mens man skal holde øje med at børnene ikke spiser sand og falder ned fra tingene. Da klokken så endelig blev kvart over 16 og jeg havde fri, var vi pludselig kun to pædagoger til 8 børn (det var den niceste pædagog dog) Så var jeg jo nødt til at sige... "øhh jeg havde faktisk fri nu..?" Nå og så ringede hun over og fik nogle til at komme, så jeg kunne få lov at gå. Puh. Ja.. det var en lidt lang dag. Jeg faldt også i søvn klokken 20:30 igår, uden aftensmad.. jeg var bare for træt, og det har jeg gjort de fleste dage i den her uge.
Vi har ellers rigtig nestet vores caravan. Da Roger og Manuel tog afsted i sidste uge, nuppede vi Tv'et fra Rogers værelse og satte det op herude, vi fandt også en DVDafspiller i stuen, og har rigtig hygget med film og guf i sengen siden da. Det var jo Wallys fødselsdag i lørdags. Jeg skulle jo finde ham en gave. Torsdag i sidste uge holdt drengene en lille farvelfest og de havde lavet Paella (spansk seafood-ret) og vi sad der og drak et par øl og spiste lidt (jeg gjorde mit for at spise udenom de små sprutter og muslingerne..yiiiird) Og besluttede mig for at hvis wally skulle have en gave så skulle det egentlig nok være idag, så jeg gik ud for at finde noget til ham. Jeg ledte efter en speciel butik som skulle ligge på en speciel gade, men jeg må indrømme at de der 2 øl var gået i blodet på mig (vi drikker jo aldrig for tiden) og i rimelig lang tid gik jeg bare i den ene retning.. Jeg vidste godt at jeg var på vej ud på eventyr, men jeg stoppede ikke af den grund, og pludselig var jeg bare vildt langt væk hjemmefra. Snizzle. Nu var jeg i et villakvarter, der var ingen mennesker og jeg vidste godt hvilken vej der var tilbage, men samtidig syntes jeg også at jeg snart skulle finde en gave, det var jo det jeg var kommet for. Inde i et supermarket spurgte jeg om vej og fik en god forklaring af skrankedamen. Det betød jo så også at jeg forlod min letgenkendelig hjemtur og tog nogle sidegader istedet. Det blev noget rod, og jeg spurgte om vej igen på en tankstation. Der mødte jeg en venlig dame som tilbød at jeg kunne køre med hende, hun skulle samme vej. Hun satte mig af ved et stort shoppingcenter, og dér fandt jeg endelig min butik! Puha, fedt. 1½ timer efter jeg forlod Paella-festen. Jeg gik ind, fandt den Mp3 afspiller jeg ville købe. Kiggede lidt rundt, fandt et kort, lagkagelys og balloner og skulle nu finde vej hjem igen. ØH. Jeg havde ikke længere overblik over hvordan jeg kunne komme tilbage til min egen vej, for nu havde vi jo kørt i bil lidt.. bumbum. Damen der gav mig et lift havde venligt forklaret mig den hurtigste vej tilbage til Gloucester st. (hvor vi bor), men der gik ikke længe før det ikke gav mening. Måske glemte jeg hvad hun sagde, eller også tog hun fejl, ihvertfald kunne jeg ikke bruge det til noget. Solen begyndte at gå ned, og nu var det egentlig også ved at blive koldt. Og så faldt jeg over et busstoppested, aHA! Det skulle blive svaret, og dér kom bussen. Nemt nemt nemt. Men han kørte ikke til centrum, så skulle jeg over på den anden side af vejen. Nånå ikke dårligt, jeg kunne overhovedet ikke forstå tiderne på skiltet. De passede slet ikke! Men der var sådan en automatisk "tryk her og du vil vide hvor mange minutter der er til bussen kommer" Fedt, så det gjorde jeg. 20 minutter.. Okay.. Så jeg satte mig til at vente, og morede mig over den nye teknik, 18min, 14 min, 10min.. Det begyndte at blive rigtig koldt. 6 min, 2 min. Yes. Stillede mig klar ved vejen, dér kom bussen, jeg havde pengene i hånden, og så kørte den bare LIGE FORBI mig. Nej nej nej! Skalk mand! Hallo? Nå jeg trykkede på dimsen igen, nu sagde den "Se busskiltet for tider".. ihh men det dumme skilt giver jo slet ikke mening altså! Nå, hva gør jeg så. Der hang et kort på busstoppestedet, med bussens rute på. Så jeg gik i gang med at memorisere vejene. "Howard street, Selwyn street, Grove avenue.. Howard, Selwyn, Grove.. Howard, Selwyn, Grove" Og så gik jeg igang med at vade busruten. Jeg mødte jo en del busstoppesteder undervejs så jeg kunne opdatere min hukommelse, men stadig ingen bus. Solen var nu officielt gået ned, og det var ikke mørkt endnu, men blæsekoldt og jeg syntes ikke rigtig det var sjovt mere. Ved et busstoppested sad der et par unge teenagere, de skulle tilsyneladende ind til byen.. "hmhm tænkte jeg, jeg tror jeg skal med dem." Så jeg satte mig ned og lod som om jeg vidste hvad jeg lavede. De var tydeligvis på en første date eller noget, hun grinede overdrevet meget af alt hvad han sagde, og han spillede sej. Det var ret sjovt at lytte med. Men der blev nævnt et par gader som jeg kendte. Så jeg blev siddende. Så kom bussen, og denne gang blev jeg ikke ignoreret. Resten af turen gik nemt. Nå klokken 20:30 kom jeg endelig tilbage. Brrr det var koldt. Jeg gik igang med at lave kort og lægge musik ind på Mp3'eren, så den var klar. Wally var ude og rydde op på en byggeplads (noget éndagsarbejde, han havde fået gennem et arbejdsbureau) Så det var min chance for at lave noget uden han vidste det.
Næste dag da Roger og Manuel tog afsted, og alle var derude for at vinke farvel, skulle Wally heldigvis lige på toilettet. Yes. Så fik jeg alle til at synge fødselsdagssang på hans Mp3'er, og sige en lille hilsen, så det kunne han også få med. Fredag aften klokken 0:40 var vi jo vågne, og så var det jo teknisk set hans fødselsdag. :) Så skulle han jo have en lille fødselsdagssang, og jeg gik ind i huset for at puste alle ballonerne op, og putte det ind under min tøj. "Jeg skal tisse" og så kom jeg tilbage med 10 balloner. Wuhu. Nå, nu da det var hans fødsesdag allerede ville han jo også gerne ha sin gave. Så det fik han, og kort og det hele så han var glad. Næste dag tog vi ud for at spille minigolf, bare for at det skulle være noget lidt særligt. Det var okay, vi tog Alba og Richard med fra vores hus, og på vej hjem lejede vi film. Om aftenen hjalp Alba mig med at bage lagkage. Jeg havde købt ind, friske jordbær, fløde(skum), lagkagebunde kan man ikke få så jeg havde købt en sponge-cake, og skåret den ud, frosne bær, krymmel og glasur. Så det hele var der. Jeg havde ikke lige prøvet at lave en kage selv før, men det blev ret godt må jeg indrømme. Jeg havde jo købt lys. Sjovt nok er der 24 lys i hver pakke.. Så jeg var jo nødt til at købe 2.. haha så nu har vi 23 lys i skuffen. Men kagen blev fin og som barn af Mtv generation må jeg indrømme at det tog lidt tid at skulle håndpiske flødeskummet.. man er vel vant til en tand mere elektronik nu til dags. Han blev glad og kagen blev god, og jeg tænkte lidt på moster Edel som elsker kage og mormor, som underligt nok ikke skulle have et stykke med hjem. Det plejer hun jo?! :)

Nu er det torsdag og jeg har besluttet mig for ikke at tage på arbejde i morgen alligevel. Hvorfor? Når nu jeg hellere vil lege med Wally og ikke skal bruge pengene!? Måske er Roger og Manuel i Kaikoura i morgen, og vi kører måske op og mødes med dem i weekenden, det er jo nok vores sidste weekend med Indiana. På søndag skal vi mødes med Maurizio og sige farvel, han tager afsted i næste uge, og en af Wallys venner fra Gib kommer til Christchurch mandag og hende skal vi sikkert også lege lidt med. Ellers er der masser ting at gøre i næste uge, jeg skal ordne nogle ting med banken. Sørge for at jeg har fået alt min løn, og så skal vi lave lidt ruteplanlægning for det store roadtrip som starter om 8 dage idag.

Roadtrip! Wuhu!

Yess, idag er det onsdag, og vi har sovet længe oven på 4-5 dages intensiv roadtrip. Vi snakker fredag aften til tirsdag aften. Ualmindelig meget sidden ned og et utælleligt antal af får, bjerge og forskellige landskaber. Roger (31, Barcelona) Manuel (26, Aragon/Spanien) Martina (31, Østrig) og så mig og Wally. Roger bor i vores hus, Manuel fra det store røde hus, og Martina flyttede ind i et nabohus sidste uge og var fresh og sagde ja tak til at tage med os, før hun lærte vores navne at kende egentlig. Vi proppede den lille bil med alskens camping og roadtrip gear. Torsdag aften faldt Wally tilfældigvis over et telt, en køleboks, en rulle gaffa og pludselig var det en helt gennemtænkt tur. Der blev lavet en rute, købt et lille gas-komfur-apperat, opladet kameraer og medbragt alle de dyner, tæpper og puder vi kunne finde. Det første stop var til det lokale supermarked, hvor der blev købt pasta, tomatsovs, en mursten af et 1kg ost, brød, musli, langtidsholdbar mælk, chokoladekiks, frugt osv. Og en lommelygte, som vi vidst aldrig fik brugt. Vi kom i gang med at køre ret sent fredag, og vi havde håbet at kunne nå et godt stykke nordpå, efter et par timer gik solen ned, og Wally foreslog at vi da bare sov et eller andet sted her langs vejen og den lille flod og bjergene? Yes? Vi fandt noget der så ret godt ud, en 50 meter fra vejen måske, gemte bilen bag nogle buske, og med bogstaveligt talt 40 cm fra skrænten ned til floden slog de 3 andre telt op, mens Wally og jeg lagde sæderne ned i vores dejlige bil og byggede rede i bagagerummet/bagsædet. Mens teltet blev slået op fandt Manuel og Wally noget i græsset, som de prøvede at aflede vores opmærksomhed fra, men de fnisede alligevel som små piger og så er man jo nødt til at kigge. ØHHH.. en stor bunke sort hår/pels.. jeg ved ikke.. jeg synes det så meget langhåret ud. Ovenpå lå der en 4-6 små stumper knogler... Øh ja hvad skal man så sige, når man nu skal sove der? Vi snakkede lidt om voodoo og gyserfilm men konkluderede alligevel at det nok var nogen der havde spist en bæver.. eller noget.
Så var der et gourmet måltid i form af pasta, tomat og ost der skulle koges, og der var chokoladekiks til dessert og fyrfadslys i græsset. Der var stjernehimmel og månelyset afslørede ind i mellem hvor smukt det ville blive at vågne op, med sporadisk sne på bjergene og isblåt vand. Jeg sov ikke særlig godt, jeg ved ikke helt hvorfor. Det var ret koldt, men vi var alligevel pakkede ret godt ind. Jeg var i løbet af dagen blevet forholdsvis forkølet, og led også under ikke at kunne trække vejret med lukket mund, måske var underlaget for hårdt? Men ihvertfald, når jeg så sov, drømte jeg at jeg var vågen og ikke kunne sove osv. osv. Pyt. Da vi vågnede var der en fantastisk udsigt at få, vi spiste musli og sandwiches og vaskede op i floden før vi kørte videre. Ikke mere end 20 minutters kørsel efter kom vi til Mariua Springs. Naturskabte hot springs, og hot var det ihvertfald. Det var rimelig luksus "lej en silkebadekåbe og få dig en massage også" - agtig sted. Orientalsk stil og ret pricy når man nu kun er en fedtet backpacker der gerne vil have sig et varmt bad.. Udendørs vel og mærke. Men ja vi skulle jo lige dyppe. Det lugtede ret meget af æg (vist ret normalt) der var nogle underlige sorte planter dernede "Det er godt for din hud" (Ja det skal de jo sige!) og det var ekstremt varmt. Vi snakker oppe i 40-50 c, men med en bjergudsigt, sol, himmel og frisk luft omkring een var det nu alligevel en ret lækker oplevelse. Der var et par forskellige "pools" forskellig temperatur.. Og blandt andet en med iskold vand. "Haha som om nogen gider bruge den kolde vandpyt når nu de andre er så nice.. " Men det skulle vise sig at den med rette var rigtig populær, at skifte mellem det kolde og varme var en fryd og man gik gerne deri flere gange. Efter noget tid synes jeg nu det blev uudholdeligt, med hele kroppen i det varme begyndte dehydreringen at mærkes i hovedet, kroppen blev meget træt og den sidste halve time kravlede vi op og ned af stenene for at køle os af og som den første, trak jeg mig tilbage for at udnytte faciliteterne i form af wc, brusebad og håndvask nu jeg havde betalt for det. Når man roadtripper hænger varm vand jo ikke på træerne.
Et par rejsende vi mødte i spa badet fortalte os om et vandfald ikke langt derfra, så det tjekkede vi ud bagefter, ret nice... man kunne komme ret tæt på hvis man klatrede over gelænderet og ned på stenene og det steg i point jo tættere på man kom, ikke noget dårligt tip at få.
Lige efter solnedgang ankom vi til Nelson, en af de største nordlige byer på øen, der var en strand og en legeplads og vi fjollede rundt lidt ind til det blev for mørkt, så kørte vi til et supermarked og handlede ind til aftensmad, undervejs fik jeg pointeret fordelene ved ikke at campe og fik indført at et hostel ville være genialt. Det var ikke så svært at få indført, folk var meget bøjelige og det var en nem beslutning at tage, se hvilket hostel der var plads på, blev lidt mere indviklet. Nelson var åbenbart det fede sted at være og til vores store overraskelse var der selv efter 4 hostels ikke plads nogle steder. Det sidste sted forbarmede sig over os, og ringede rundt i byen for at finde nogle senge til os, og sendte os afsted til the Accent, en hyggelig bygning der lignede mere en gammel kro end noget andet. De var søde og vi fik nogle køjesenge og noget gratis wifi og tjekkede ind. De andre havde spottet en nice pub ikke langt derfra, og ville gerne derhen, jeg kunne på ingen måde forlade min midterkøje med pude og radiator til fordel for øl, så jeg blev liggende med mit internet og senere et afsnit af Barnaby som jeg vist ikke så 6 minutter af. Dejligt. Vågnede ved at en skægget kelt/latino forsøgte at stjæle bærbaren, men det viste sig at være Wally, så jeg sov trygt videre. Lørdag morgen kørte vi endnu mere nordpå, til Golden bay som vidst er ved at være så nord man kan komme uden at skifte ø, der var noget fantastisk (koldt) blåt vand, vi samlede skaller.. det er jo ved at være en vane.. og lå ellers lidt i solen og chillede.. Ret nice strand. Spiste en økologisk muffin og en kaffe og snakkede med et par vagthunde-får som brægede løs af os bag deres port. Så lidt på en kirkegård og et par udsigter, og så gik vi i gang med at køre sydpå igen, og lige omkring solnedgang nåede vi en campingplads. Der var også rigtige senge, og da det ikke var særlig meget dyrere flyttede vi ind i en varm seng i stedet for campingen. Det var ellers et hyggeligt sted. 4 minutters gågang til en lille bro over en flod hvor vi stod og så på månen lidt, sne på bjergene i baggrunden, og hobbitland-bakker omkring os. Vi spiste og hang ud i fællesrummet og der var ikke rigtig andre end os. Tændte op i deres lille brændeovn, så en film og hyggede lidt. Næste morgen var det afsted igen nedad. Vestkysten af sydøen, pludselig forvandlede landskabet sig til tropisk regnskov, vi kørte langs det blågrønne vand i timevis, og vi fik endda også en vild tropisk regnstorm med i købet. Det regnede og var diset, men man kunne alligevel godt se hvor frodigt der var. Vi kom også forbi en stor smuk sø, med sorte svaner og ællinger, og bjergets genspejling i vandet. Meget smukt. Her sad vi lidt og nød stilheden og svanerne som var vant til at blive fodret. Fedt sted. Nelson Lakes national Park hed det.

Nå det er altså ikke onsdag mere, eller jo, men det er en ny onsdag i dag. Det er blevet rigtig sommer her i Christchurch, og jeg har ikke stilrent men sobert iklædt mig solbadekostume, det er begrænset hvor afklædt man kan tillade sig at være når du der er så mange Saudi arabere her i Urban Rooms. Den have vi har, er delt mellem tre huse, så der bliver ikke noget med at bikinibage. Men alligevel. Solen er rigtig lækker, selvom klokken er ved at være 17:30. jeg fandt solbrillerne frem fra rygsækken og bærbaren på lårene og så kan man måske lige nå at få sig en mørkere nuance før den danske iskolde jul er om hjørnet. Wally er ude og spille fodbold med nogle spanskere i dag, men jeg gider ikke det der. Jeg gider ikke fodbold og jeg gider ikke for store mængder af spansktalere.
Så var vores italienske ven her i dag, han er sjov mand. så kommer han bare sådan lige på visit: "Hejhej" og der er altså en del af mig der tænker "PRES!" for han er så excentrisk og han taler og taler og taler. Som han selv sagde i dag "Im sorry.. I am Blah-blah-Man!" Og mere sandt kunne det ikke siges. Han er ligesom en 7 årig dreng der har været i tivoli, høj på sukker og endorfiner og ikke til at styre, ("I am high on life!!") så står han så sidder han så råber han så griner han, så fortæller han noget og skifter retningslinie midt i det hele, og efter 4-5 forskellige historier så kan man ikke finde ud af hvor det hele begyndte. Og hvis det ikke var fordi han som regl har noget virkelig interessant at sige så ville jeg have givet op for længst, når nu resten af pakken der følger med til historien er så svær at rumme at man virkelig skal gøre sig umage for ikke at gå på autosvar og sige "aha.." "Yes, of course" og imens tænke på hvad vi skal spise i aften eller noget man drømte i nat eller.. whatever. Han er god nok altså, han er så sød, og han siger hele tiden at mig og Wally er hans bedste venner og han er så lykkelig for os og at han siger ting til os han ikke ville turde sige til nogle andre, ikke engang hans mor eller hans bedste venner fra Italien (altså ikke nogle statshemmeligheder, bare selvværdsbaserede ting)
Nå men han dukkede op uvarslet midt i en film og en kop kaffe og jeg tænkte "Når du kommer uden varsel, så forventer du vel heller ikke min fulde koncentration!" og jeg sad lidt demonstrativt med min computer, men glemte det og endte alligevel med at høre efter. Man kan nemlig ikke lave noget andet hvis han er i rummet, det kræver ligeså meget opmærksomhed som første dag på arbejde i børneren. Men samtidig er han virkelig inspirerende og klog. For søren da!
Nå.. nok om ham, livet i Christchurch går stille og roligt egentlig. efter Malcolm lukkede cafeen har Wally ikke haft noget job, han har været ude og snakke med noget jobformidling men uden de store succeser. Jeg er stadig med Select Education men de har ikke ringet til mig i noget tid. Jeg var derinde og vise ansigt og interesse forleden, (pga. noget løn jeg ikke havde fået) men jeg har ikke hørt mere. De ringede i mandags og gav mig et job, men før jeg fik lagt telefonen tilbage på sengebordet, ringede de igen og annullerede det. Nånå.. endnu en fridag så. Det har været superfedt ellers fordi det har givet mig og Wally ekstremt meget kærestekedelig-tid. "Men hør hov i har da rejst sammen i 7mdr efterhånden.. man kan da ikke have brug for MERE tid?!" men det kan man altså. og det er især godt for mig, Fordi jeg i starten da vi kom hertil var lidt urolig for at ende i endnu en Brisbane (=Wally arbejder, Laura keder sig og tænker på at nu skal hun snart hjem) Og han fik jo job på cafeen lige med det samme og der var jo en del overarbejde involveret, og alle snakkede spansk og jeg ku bare godt se hvilken gade vi var på vej nedad igen. men de sidste par dage har været så hyggelige, sove længe, gå på museum, gå i parker, lave picnic og køre et eller andet sted hen på et lille bjerg, spille guitar, leje film, lave mad, handle ind.. Så god tid.. Bare slentre op og ned i Christchurch. Snakke med de andre her, osv. det har jeg virkelig nyt, og samtidig er hver ny dag en mulig arbejdsdag. Hvis de ringer? Fint så tjener jeg penge, kommer ud i en børnehave - cool.. Selvfølgelig skal jeg gøre et godt stykke arbejde men jeg har ingen ambitioner om at charmere mig ind og få noget mere fast hos den enkelte institution, og hvis de ikke ringer? Nå men så sover jeg da bare videre.. så bager Wally nogle muffins og så drikker vi noget god kaffe og nyder solen og bilen og det hele. Altså ret godt liv. Ligesom at have ferie.. selvom vi har haft ferie længe.. altså.. Men alligevel.
Han er ellers blevet helt vild med at bage. Blåbærmuffins, scones, chokolademuffins, igår bagte han chokolade kage.. klokken 2 om natten.. :) fjollet, men ikke dårligt for mig. Jeg tror rigtig godt han kan lide når folk kommer forbi og han så kan byde på en god kaffe med skum og et lille stykke kage. Uh de får en fin tallerken og det hele. I lørdags var vi til en fed reggaekoncert sammen med en mase af partyhovederne fra det blå hus, og det var super fedt. Så blev der danset og sunget og drukket nogle øl og da vi kom hjem var wally lidt småmunter og gik i gang med at bare scones. Han kom så til at blande opskrifterne sammen og puttede sukker i.. Hvilket er et slemt no-go i bageverdenen. Det er jo ikke et "sødt" bagværk! UHA. Men altså vi spiste dem alligevel. Jeg synes det er okay. Næste dag lagde vi resterne ud på foderbrættet i haven. Og jeg fik senere forklaring på hvordan fuglene kan spise alt det brød så hurtigt. Der er en kat! Snedigt. Det forklarer også hvorfor vi aldrig rigtig ser noget til de fugle som tilsyneladende spiser 3-4 skiver brød om dagen.

Nå men jeg var jo ikke færdig med fortælle om vores roadtrip. Det er lidt svært at finde rundt i dagene.. og der var jo en hel del sidden ned og kiggen ud af vinduet. Det er godt man har lagt billederne ind så jeg følger med i billedmappen.. Nå.. ja efter søen.. hvad skete der så.. noget mere landskab.. bjerge.. træer.. regn... AH! vestkysten! Det regnede og blæste og vi gjorde kun nogle korte stops til nogle udkiksposter, blandt andet nogle pandekageklipper, som er en rimelig kendt seværdighed. Ja ret sjovt fænomen.. naturens spøjse opfindelser, tynde horisontale riller i små spidse klipper. Så var der nogle "blowholes" vand der rammer stenene på den rigtige måde så der kommer damå/røg/meget tyndt vandsprøjt op og det ligner en hval puster luft. Det var ret interessant, men det regnede ret meget og vi mindede mig lidt om en flok kinesiske turister. VDE VADE VADE, Tag billede, klikklikklik. Aha aha interessant – videre.. vade vade vade.. klik klik klik og videre.. Måske hvis vejret havde vejret lidt mere venligt havde det været bedre. Men det var nu det første og sidste vi så til dårligt vejr på de 5 dage, så det var jo ikke dårligt alligevel. Man husker altid tingene tydeligere hvis det regner synes jeg. Det giver lidt ekstra til oplevelsen. Solen var gået ned et sted bag regnskyerne og det var også på tide at finde et sted at finde ly for natten. I Greymouth stoppede vi ved et hyggeligt hostel the DUKE hed det. det var superlækkert, med pejs, stort køkken¨, bløde sofaer og bløde farver. Vi tog os et bad, og gik ned for at finde noget mad. wally fandt et klaver og vi klimtede lidt, jeg spillede min efterhånden sparsomme playlist men den faldt alligevel i godt ord. Så dukkede en midaldrende israelit op, spinkel og skaldet, og han insisterede på at vi skulle jamme. Han tog en stor sølvfarvet mundharmonika frem som han mestrede med stil. Den var forresten købt i Gibraltar? Sjovt ik? Han var flink og fik lov af sin kone til at drikke lidt øl med os og snakke lidt. Vi spillede lidt blues sammen og det gik meget godt. Så var der mad drengene drak lidt videre, spillede skak tror jeg, men jeg kunne ikke vente med at lægge mig ned i den store bløde seng. AH. Næste morgen var det hjem ad igen. Vi krydsede øen igennem Arthurs pass. Smukke snebjerge, og grønt græs med får og gule blomster. Meget dejligt. Vi spiste lidt småfint i Springfield (WUHU=homer-stemme) og inden længe kom vi tilbage til Christchurch som virkede underlig beboet og bebilet. Jeg var nu glad for at komme ud af bilen. det er alligevel ret mange timer om dagen man sidder på det samme sæde. Så det var turen, superfantastisk.
Nå nu har jeg vendt mig om, den new zealandske sol udfordrer min ellers solvandte hud lidt, nu må ryggen få, den er også ved at gå ned nu solen. Vi skal vel egentlig ud og handle.. så vi kan lave mad.

Update fra Christchurch

Hvad dag er det? Hvad dato er det? Man ved det ikke. Alting har været en lang dag siden vi flyttede ind i Urban Rooms. Nu har man jo sin egen campervan, en have med fugle man kan fodre med gammel mad, et hus med et køkken og et bad. Man har den lokale Video Ezy, den lokale shop og man har sin egen vej, som for det meste er besat af Urban Rooms. (det kan ses udefra ved den forvoksede sommerfugl som Robyn har sat ved alle hoveddørene) Omringet af backpackere, sommerfugle og blå himmel, hverdagen i Christchurch går sin gang. Det må være en del uger vi snakker nu. En måned vel? Jeg kan ikke lige overskue at finde ud af det. Men indenfor den første uge tømtes vores hus (altså det vidste vi godt, de var alle sammen på vej ud) Og Wally og jeg havde det hele for os selv i et par dage, før Roger flyttede ind. Spansk tatovør, plysset og rigtig grineren, flink fyr mand. Ham har vi efterhånden fået et superfedt forhold til, især her de sidste par uger hvor hans engelsk er blevet bedre... det hjælper jo hvis man vil snakke. De argentinske piger som ellers fyldte ret meget af huset, tog til asien en uge efter vi flyttede ind. De havde noget kørende med et par geniale fyre fra det blå hus, som vi blev præsenteret for, Ryan & Tom. Det var umådeligt morsomt bare at se på mens de gutter underholdte et hvert selskab. Det mindede mig om de gode gymnasiedage, med bunker på gangen, drengehumor og chauvinistiske jokes. En af de første par aftener var Wally, Ryan, Tom og jeg de sidste oppe, og vi inviterede dem over i vores caravan til den sidste øl der klokken 6 om morgenen og det var bare så hyggeligt. Der er nu noget over at være i østrogen-undertal, jeg kan godt lide stemningen, og så er det skidesjovt når man er en sej nok pige til at være med når drengene leger. Der gik desværre heller ikke så længe før de tog af sted. Ryan et par dage efter pigerne, og Tom tog en hurtig beslutning og tog til Sydamerika, fordi han ikke havde nogle bedre forslag, ja det kender man jo godt til. Men fede mennesker kommer og går, sådan er det jo når man rejser rundt.
Dem vi ses mest med af naboerne er nok alle de spansk-talende mennesker. Ak og ve, gad man havde hørt bare lidt mere efter i Mettes spansk timer, (men bagerste række var bare så meget sjovere altså!) Nu har jeg sidenhen fundet mig selv som den eneste ikke spansksprogede person i en gruppe på måske op til 10 mennesker. Det ikke fordi de kommer fra samme land, næ nej, men spansk kan de. Og det er jo federe at tale sit eget sprog, end engelsk. Det synes jeg også selv (selvom jeg efterhånden er bedre på engelsk end på dansk) Det er bare ikke så fedt i længden. Når de fleste fester, sociale middage og tilfældige sammenstød foregår på spansk. Jeg kan ærligt talt godt være med i ret mange af dem og jeg forstår langt mere end jeg snakker. Og langt mere end jeg ville tro, spansk-Mette ville være stolt. Men alligevel.. efter lidt tid mister jeg koncentrationen og interessen og hvor sørgeligt det end er, er jeg lidt begyndt at vænne mig til ikke at lytte efter, og så går der jo først lidt sjov af festen, alt den bonding jeg går glip af og alle de jokes. Suk. Forleden nåede jeg at blive smågnaven over min situation- jeg er jo slet ikke vant til at forlade en fest fordi ingen taler med mig og Wally morede sig sådan (han vil så gerne øve sig på spansk jo) og jeg kan godt forstå man ikke altid kan være den bedste kæreste i verden og underholde mig konstance, men alligevel. Man føler sig bare lidt overflødig?
Men de er jo søde, de er meget sociale og hjælpsomme. De holder masser middage, og fødselsdage, og farvelfester, og vil gerne hjælpe med at lære os at lave spansk mad, og krølle mit hår, osv.osv, de glemmer bare at jeg ikke forstår hvad der foregår 40 % af tiden (80 % hvis der har været alkohol involveret) og så siger de undskyld, undskyld og forklarer hvad de kan når de kommer i tanke om det.. altså. Noglegange er det bare årsag til at jeg tager en hjemmeaften i stedet.

Indenfor uge nr2 fik Wally et job. Han mødte en fyr, med en cafe tæt ved centrum. Fantastisk mad, fantastisk sted, fantastisk stemning indenfor, der var bare lige et problem - ingen kunder! Wally var helt vild! Yes! Med alle de ting han kunne lære fra det her job. At lave lækker mad, at starte en forretning, at "gøre det selv" skilte, maling, reklamation. Han var ligeglad med pengene, han ville så gerne være en del af det hele. Malcolm som er ejeren, er superflink. Hver dag gav han os mad, jeg skulle heller ikke betale for noget. Kaffer, kager, lasagne, sandwich. Han elsker bare at lave mad og så få ros fordi det er lækkert. Vi malede cafeen efter lukketid, lærte opskrifter, han lavede mad til os der som vi kunne få med hjem, Wally var ude at reklamere, sætte plakater op, reklamere for wifi, sammensatte en smoothie-menu, der var planer om rabatordninger mellem cafeen og Urban rooms, osv. osv. Alle vi kendte kom ned for at smage og købe og støtte, og det så altsammet ret godt ud. Nu var det så bare lige sådan at de allerede kørte stramt med økonomien som det var. Nogle uger gik overraskende godt, andre var overraskende skuffende. Kunderne kom bare ikke ind. Alligevel holdtes humøret okay højt, på trods af "Jeg kan ikke betale næste uges husleje for stedet" og det faktum at der hver dag ikke blev tjent, men mistet penge, fordi de penge der kom i kassen ikke opvejede de penge der allerede var lovet væk til regninger, banker og morgendagens ingredienser. Ofte ikke engang halvdelen, og for et par dage siden afslørede Malcolm at der snart kom en koreaner flyvende over for at se på cafeen, med tanker om at købe. Det var jo skuffende for os alle sammen, formodentlig mest for Malcolm, men også for mig, og især for Wally som havde lagt alt sin positive energi i at vende stedet til en millionforretning, siddet oppe om natten og lavet skilte, arbejdet ofte op til 12 timer om dagen og nu viste det sig at Malcolm havde givet op. Det var jo lidt en skam.


Men til gengæld har jeg fået et job. Select Education, et vikarbureau for børneinstitutioner i området. Det var en af de argentinske piger fra huset som gav mig telefon nummeret, sagde at de var rigtig søde, og at jeg bare skulle ringe. Da jeg så fik fat på dem, var det ikke en særlig fed vibe jeg fik, damen var sur og arrogant og fejede mig af med at de "Skulle bruge ansatte med mere end et års erfaring indenfor institutionsarbejde!" Nå nå.. jaja hejhej taktak.. Det slog mig lidt ud. Et par dage efter ringede jeg igen, og jeg ved ik om jeg fik fat i en anden ansat, eller om de pludselig godt kunne bruge mine 6måneders erfaring alligevel. Men denne gang var det en helt anden historie, og jeg fik en jobsamtale et par dage senere. Nånå, så var jeg jo nødt til at købe nogle sko, evt. nogle bukser, og nogle præsentable bluser der godt kunne tåle klistrede hænder, savl og snot uden at lide stor overlast - og uden for stor affektionsværdi. Jobsamtalen gik fint, der var et utal af papirer jeg skulle udfylde, bankkonti, erfaringsbeviser, kontrakter osv. Bagefter fik jeg et vaskeægte forhørs-interview alla "Hvad ville du gøre, hvis du så et barn slå et andet barn?” eller "Hvad er tre ting du kan sige om dig selv?" eller "Hvad forventer du dit job vil blive hvis du arbejder for os?" Det var ligesom en eksamen, bortset fra at jeg kendte svarene på alle spørgsmålene - og min censor smilede tilfreds og skrev ned og jeg tænkte "muhahaha, nailed it!" Så fik jeg et badge, med billede-id så de ved når jeg kommer at jeg ikke bare er en tosse der vil lege med deres børn gratis, og jeg lovede at holde telefonen åben hver morgen, så de kan ringe og vække mig og sende mig af sted til hvilken børnehave der nu har brug for mig.
Se, det er jo et ret sweet job, hver torsdag skal jeg ringe ind og sige hvilke dage jeg kan arbejde næste uge (dvs. Hvis jeg vil ha en fridag, eller tager væk i et par dage, eller bare ikke gider så meget, kan få så meget fri jeg vil!) Jeg får 14NZD (52kr) i timen før skat og jeg får lov til at arbejde med børn - et job jeg jo havde overvejet at gøre mere ud af når jeg en dag ikke gider rejse mere.
Der er dog liiige et par fesne sider ved det. For det første, hver morgen mellem 7-9 ringer de, måske.. man ved ikke om man bliver ringet op, man har bare skrevet under på at man er tilstedeværende ved telefonen, og klar til at springe lystig ud af sengen hvis de ringer. Og så sidder man der aftenen før, og ved ikke om man burde gå i seng klokken 23 eller om det er lige meget hvornår. Det har jo resulteret i de sørgelige 4 timers søvn, når nu de faktisk ringede klokken 7:14, eller som i går hvor jeg gik i seng klokken 22 og ikke blev vækket.. jaja så kan man jo bare sove længe alligevel :) Det er sikkert noget man vænner sig til, og med kun 3 dages arbejde er det jo lidt tidligt i processen at skulle til at pege fingre, men alligevel.. Når de ringer 7:23 med en adresse og forventer at man er der klokken 8:00 så synes jeg det er lidt irriterende, jojo børste tænder, kartoffelmad og kaffe i hånden, hestehale - så vi klar.. Men man tænker alligevel om det ville være så umuligt at få det af vide et par dage i forvejen? Pyt.. det er gået fint ind til videre, og med hjælp fra google earth, vores bil og Wallys chilled chef er jeg blevet kørt hver morgen, og så kan man jo ikke rigtig klage:)
Hver dag er det et nyt sted, selvfølgelig er tricket at man lander det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvor de trænger til en vikar hver dag, og så charmerer man sig ind der, men det er altså ikke lykkedes for mig endnu. Men indtil det sker, er man jo et nyt sted hver dag, og det er selvfølgelig nemmere fordi der ikke forlanges så meget af een, ens vigtigste job er bare at være øjne og blive sat i gang med diverse opgaver. Til gengæld går der lidt sjov ud af opgaven når man aldrig lærer nogle navne, når børnene tester dig hele tiden, fordi du er ny og når man de første 4 timer hver dag går rundt og ikke rigtig ved om det er okay at børnene har bare tæer i sandkassen, eller om de godt må kravle på den der, eller lege med mudderjord. Altså for eksempel det første sted jeg var, første dag, yes de ser straks mit badge og selvom jeg er ny på emnet, er de tilsyneladende ikke og jeg bliver vist vej til hvor jeg skal smide mine ting, og så "kan du være herinde i legerummet, Laura. Der er maling, lim, fjer og perler her, og i det skab dér er der også en masse. Så bare sæt noget i gang her på de her borde."
Øhhhh.. og så stod jeg lige der. Er det okay bare at smide lim fjer og papir på et par borde og så kan de 4årige bare gå i gang med at klistre løs, uden forklæder eller observation af nogen de respekterer? Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg tænkte at man kunne spørge nogle børn hvad de ville lave, og så kunne de vel finde det frem og vi kunne bonde lidt imens. Men mine første forsøg på at kommunikere faldt til jorden, og de fleste af dem turde ik rigtig snakke med mig.. Jaja.. øhh der kom et kuglespil, nogle store plastik perler (som de ikke kunne sluge, tænkte jeg) og noget tegnepapir, men mit legerum var ikke det fede sted at være og der kom ikke særlig mange børn ind. Nånå, senere var jeg udenfor og der var en dreng der blev ved med at tage ting inde fra legerummet med ud på legepladsen, og det må man jo ikke, det er jo ikke alt legetøj der kan tåle udendørsvilkårene, men i forsøg på at stoppe ham gik han amok og da jeg fik assistance af en af de voksne endte hun med bare at give ham lov til at tage det med ud alligevel.. Øh? Nå.. jaja så er det da lige meget at jeg står og prøver at sætte grænser når han får lov alligevel. Og sådan observerede jeg flere situationer hvor, hvis man stampede i jorden og sagde "I waaant tooooooo!" så fik man lov, og jeg tænkte "Oh de Lolly". Der var ingen der ryddede op efter sig selv, og det var et stort cirkus af børn der løb ind og ud, med bare tæer, uden jakker, (og så varmt er det altså ikke endnu) spiste sand ("ja det gør de altså nogle gange") og hængte ud som aber i træerne. Altså.. mage til udisciplinær institution har jeg da sjældent set. Det var respekt nok mellem børn og voksne (altså de rigtige pædagoger) men de fik bare lov til så meget mere end jeg er vant til, og jeg er ikke sikker på det er en særlig god ide. Er der ikke en regel om, at hvis man først har sagt "nej" til et barn, må man aldrig sige Ja? Hvordan skal de ellers lære hvad nej er? Nå.. det er jo lidt svært at være voksen når børnene tilsyneladende må en masse ting der som regel er forbudt? Og til min store overraskelse gik det op for mig, efter et par timer at børnene slet ikke troede jeg var "pædagog" men bare en eller anden voksen der gik rundt, som de ikke behøvede at lytte efter... Great. Men langsomt samler man nogle ting op, og jeg fandt ud af at hvis jeg sagde "Dont climb on that!" så skete der ikke noget, men hvis jeg (ligesom de andre pædagoger) sagde "Feet on the floor please!" Så hoppede de ned ligeså hurtigt som de var kommet op. Så der er jo også noget med sprogbarrieren, min accent er meget forskellig fra deres, og jeg løb ind i en masse ord jeg ikke kendte og børnesprog på kiwi er åbenbart ikke så ligetil.
Der var en situation med noget kinderæg legetøj. Den ene dreng havde selve legetøjet, og den anden havde den der gule plastik-holder og de havde en dødskamp om hvem der var den originale ejer af denne værdifulde skat. Vi snakker 50'erfilm barslagsmål-stil på legepladsen, der var skrig og skrål og tårer og begge børn var helt overbevisende ulykkelige over at den anden havde hans legetøj. Hvis det var mine egne Frydenhøjbørnehavebørn så havde jeg hurtigt kunne afgøre hvem der løj, eller jeg ville vide det af den ene eller anden årsag, men jeg kunne ærligt talt ikke afgøre det, så jeg besluttede at legetøjet skulle tilhøre mig indtil de skulle hjem, og så kunne mor og far afgøre det. Den ene (den rigtige ejer) opgav nemt sin del, men den anden stak af og vi startede en katten efter musen tur rundt på pladsen.. Altså, han får da ikke sin vilje bare fordi han løber? Det ville da være totalt ligegyldigt så. Så jeg jagtede ham rundt, og efter et par runder kravlede han ind under legestativet. Og jeg ved ikke hvordan de som regel gør tingene her, men jeg kravlede da ind efter ham, tog fat i ham og tog legetøjet ud af hans hænder, og han kiggede bare på mig med store bange øjne. Altså der var et par sekunders ægte angst i de små blå, og så tænkte jeg at jeg måske lige var farlig nok, men altså? Hvad havde han regnet med? Der var ingen mulighed for at jeg kunne lade ham beholde det, de var ved at kvæle hinanden over det. Men altså de to drenge mand, jeg gav legetøjet til en af de voksne og hun tog det og lidt senere gik den ene med hende ind på kontoret, og da han kom ud blev han ved med at sige at nu havde han fået legetøjet tilbage. Og det havde han ikke, fordi den store gule plastikdims havde været så tydelig i hans små jeans-lommer, som han påstod han gemte det i. Men han blev alligevel ved med at sige til den anden dreng at han havde det, på sådan en rigtig hånende led måde, og den anden jagtede ham med et sjippetorv, og en gren osv. Og altså, så sagde de at det bare var en leg, men det var det jo ikke, og altså.. ihh de var bare en udfordring hele dagen, så spurgte den ene dreng mig om den anden virkelig havde fået legetøjet, og jeg sagde at det troede jeg ikke, at jeg troede han løj for at drille, og så blev det bare endnu værre og hvis jeg havde kendt dem lidt bedre, havde jeg bedt dem ikke lege med hinanden, men de hørte ikke efter mig, for hvem var jeg? Bare endnu en af dem som kun er der een dag alligevel.
Så man kæmper for at få skabt sig respekt hele dagen, for at de skal kunne lide een, og stole på een, og høre efter hvad man siger, og så næste dag... skal man et nyt sted hen. :)
Det havde været en ret stresset dag, og børnene var kulrede, og jeg tænkte "Snizzle ma dizzle, de er tossede her i kiwi-land!" Men mandag blev jeg sendt et nyt sted hen, med en helt anden energi. Børnene virkede yngre og alting var mindre farligt, og meget mere disciplineret. De sagde "Excuse me?, Pardon me?" og "Please" efter alle sætninger, og de sagde en lille bøn før frokosten. Jeg fik hurtigt et par venner, især i sandkassen, der blev lavet kager og is til mig, med blomsterblade og sten, og de spurgte hvad jeg hed osv.. Alligevel var der et par sammenstød, især med et par piger, som tog sand med ud af sandkassen, og jeg gav dem lov fordi de lovede at rydde det op, og de var lidt ældre end de andre, og jeg tænkte at de sikkert fik lov til det nogle gange.. Men de ryddede det jo ikke op.. og da jeg konfronterede dem med det fik jeg en "DU kan rydde det op, VI gider i hvert fald ikke!!" og så tog jeg deres legetøj fra dem og så sagde at de ikke fik det før de havde ryddet op, og den ene gik ganske lydigt straks i gang, mens den anden skreg op og klatrede op i klatrestativet og hylede løs om hvor led jeg var. Og ja... så prøvede jeg at snakke med hende men så var der frugt og alle skulle komme ind, og så slap hun jo for at rydde op alligevel, og ihh hvor var hun vred på mig.. den næste time mindst..
Men der er jo også en masse gode ting, især i den her børnehave, der var nogle søde unger mand. De var yndige og høflige, og de flabede var flabede på en cute måde, hvor man sagde "EJ hvor er du en bølle!" og grinede og så er alle glade alligevel. Staffet dér var også meget sødere, og snakkede en del med mig, der var en irlandsk pige som jeg småsnakkede med en del, og så går tiden jo hurtigt, jeg spurgte hende om en masse "Må de godt det der?" - ting, som man ikke ved hvis man ikke spørger.
Nå og så tirsdag viste det sig at jeg skulle være i vuggestue, og det er jo noget helt nyt.. Min erfaring med den alder spænder sig jo ikke længere end Michelles piger, og så når man går igennem vuggeren for at holde pause i Frydenhøj. Heldigvis må vikarer ikke skifte ble, og helst heller ikke putte til middagslur.. fordi det er bedst at det er nogle de kender.. og det er to ting jeg godt kan undvære ved de små.
Der var selvfølgelig en hel del ting jeg lige skulle lære, for eksempel da jeg skulle have en lille orientalsk baby ud af hans spisestol, og ikke vidste at man kunne flytte hans bordplade tilbage, så der var mere plads at komme ud af, og efter et par forsøg på at hive ham ud af det lille bitte hul, fik han altså nok og blev ked af det.. men den fejl lavede jeg jo ikke igen. Generelt godt ved den alder, er at hvis man bare lades som om man ved hvad man laver, har de masser tillid og tålmodighed til at man kan finde ud af det. Hvorimod børnehavealderen kan løbe sin vej, skrige og være umulige hvis de ikke er enige. Hvis vuggerbørnene ikke er enige så græder de bare. Smider sig evt. demonstrativt på gulvet og er ulykkelige, men det er så nemt at aflede deres opmærksomhed og gøre dem glade igen, og de vil som regel gerne krammes lidt. Selvfølgelig er det en langt mere afslappet energi, der er færre børn og flere voksne og jeg fortalte dem om min manglende erfaring med vuggestuer, så de hjalp mig rigtig meget, og var nok de sødeste pædagoger jeg har mødt hernede. Der var en lokal pige på min alder som jeg snakkede en del med ude på legepladsen og hende og en anden indisk pædagog der, var de første der har spurgt mig om hvor jeg var fra, hvor jeg havde været osv. Det er bare dejligere at være et sted hvor de er lidt interesserede i een, når de nu hundser een rundt hele dagen. :-) Jeg var også lidt sej på et tidspunkt, hvor en lille buttet madamme med krøller skubbede den mest skrøbelige af dem ned af rutchebanestativet, (max en meter højt, men det er jo ret langt ned når man lige har lært at gå) og jeg så det ud af øjenkrogen og greb hende et par centimeter før hendes hoved ramte jorden. De andre voksne så mit ninjastunt, og jeg fik lige en del credit der. Ikke dårligt, hun var stadig ked af det, men det var sikkert også et par farlige sekunder for hende.
Så det var lige highlights fra mit nye arbejde, jeg ved ikke om jeg bare skal opgive at tage de der store kampe op, når min tilstedeværelse er så sporadisk, men det er bare svært at være en push-over, jeg ved det ikke. Børnene opfører sig sikkert også langt mere drastisk fordi de ikke kender mig, og hvis jeg er på arbejde i en institution, betyder det at der er en voksen de er vant til, som ikke er der, og de kan jo mærke den slags "svaghed i pædagogerne" når de ikke er fuldtallige på arbejde, det kan jeg i hvert fald huske fra mit job i Danmark. Men nu ser vi hvordan det går, de har ikke kaldt mig på arbejde de sidste to dage, så jeg har bare haft fri og det er jo ikke fordi jeg sådan virkelig trænger til pengene, så det er cool med mig.





Ellers har vi nydt godt af bilen, "The Beast" som Wally kalder den. Jeg ved ikke om jeg synes det er lidt nedladende, og jeg er heller ikke sikker på det er en drengebil. Det kunne godt være en stor dame? Men indtil jeg finder et alternativ, må jeg vel acceptere The Beast.
Vi fandt en butik med bånd og har investeret i Bob Marley, Queen, Ozzy Osbourne, Red Hot Chilli Peppers, Greatest soul hits og Tracy Chapman og det er dejligt oldschool med båndafspiller mens man cruiser. Vi har købt et par sorte pimp-terninger til bakspejlet og fandt et rent hundetæppe i bagagerummet, som vi har dækket bagsædet med. Den første dag vi havde bilen kørte vi en tur ud til en strand, og lidt op i bjergene som ligger som baggrund for Christchurch og ser smukke ud. Sidste weekend var kørte vi en tur ud i en fed grannåleskov og gik en tur ned til stranden, ingen mennesker... supernice tur og vi kørte også en surrealistisk tur til Akaroa, en gammel fransk koloni med en usandsynlig smuk udsigt. Generelt fantastisk tur. På vejen derud så Wally et par skilte med camping, og vi fulgte dem for at tjekke det ud, og endte på en lille tom campingplads med en lille flod og sten, en tippie, noget græs og ikke nogle mennesker. Efter et par minutter skulle det vise sig at den underlige sorte firkant i græsset var en trampolin, og så skulle vi jo lege! Det er så meget sjovere end man husker altså. Fedt mand. Vi tog hundredvis af billeder den dag, de er at finde på facebook.
Den her weekend tager vi på roadtrip igen, til nogle steder oppe nordpå (stadig sydøen) det er lidt uvist endnu hvor og hvor længe, men forhåbentlig også et par dage ind i næste uge, nu har Wally jo ikke noget job, og jeg kan bare ringe og sige jeg kun kan arbejde onsdag-fredag hvis jeg vil. Roger og Muhammed fra vores hus, og Manuelo fra det blå hus, tager med, så vi deler benzinpengene og tager på eventyr. Wuhu. Vi har aftalt at det skal være en engelsk tur, for ellers bliver jeg nok sindssyg.



I går var det Blancas fødselsdag og det blå hus havde lavet omeletter og købt rødvin, og vi kom over for at spise og være sociale lidt. Hyggeligt, der er kommet en del ny mennesker derovre, og der blev fortalt jokes (de skiftedes til at oversætte for mig når det var på spansk) nice :) Og i aften kommer Paula og hænger ud lidt, Wally ville gerne lære at lave den der spanske kartoffelret af hende, og også lave lidt spansk undervisning til ham, hun er så sød. Nok een af mine yndlings, rigtig afslappet energi.. sjov, sød. Og måske skal vi også pakke til i morgen, så vi bare kan tage af sted når vi vil. Måske skulle vi også købe lidt ind og rydde op i camperen, så den er hyggelig at komme hjem til..
Idag er der præcis en måned til mine forældre kommer, wuhu! Det bliver så fedt, det glæder jeg mig til mand. Det betyder så også at om 1½ måned skal jeg hjem.. Åh åh.. det er jo en lidt anden sag, selvfølgelig glæder jeg mig til at se jer alle sammen igen, men... I asien havde jeg hjemve tit, til sidst var jeg ret træt af diarré, at blive snydt og af at være turist (og rig) men her er det altså noget andet. Der er så meget frihed og det er så nemt det hele. Og nu har vi alting, en bil, et hus, en campervan, en have og et skab til alt det mad vi handler ind og selv laver.. Jeg synes det er lidt en skam. Altså bare rolig, jeg skal nok komme hjem til jul.. det bliver ikke lavet om. Nu føles det bare lidt anderledes og jeg er så ked af at skulle rejse fra Wally igen, det bliver hårdt. Men det er jo ikke noget nyt altså.. Alle gode gange tre. Eller... Nu ser vi. Jeg føler mig bare ikke så sikker på at jeg bliver hjemme forevigt alligevel. Tiden vil vise.
Vejret bliver bedre og bedre hver dag, ind i mellem får vi endda noget der føles lidt som sommer, men i dag regner det. Vi har det dejligt varmt i caravanen, som er hurtigt at varme op og holder godt på varmen. Varmetæpperne gør også et godt arbejde. Jeg har købt nogle rammer som jeg har pyntet op med, en lille fyrfadsstage, og det er så hyggeligt beboet og som regel rodet herinde. Men vi er jo ikke sarte. Der er vasketøj der skal lægges sammen, og jeg er også ved at være sulten, så måske vil jeg slutte bloggen for nu, og komme videre.

NEEW ZEEEAAALAAND!!!!

Okay, så nu er det ved at være nogle dage siden vi skiftede verdensdel og det første der faldt os ind var temperaturen, SNIZZLE det er koldt mand. Vi ankom i turist sandaler og lag på lag tshirts, og de første par dage lignede vi jeg ved ikke hvad, altså..
Men der er jo lidt langt fra Cameron Higlands i Malaysía og så til Christchurch, og den sidste blog ender med noget med nogle freaky deaky krybdyr. Da vi kom tilbage, gik der et par minutter og så gik Wally kold og ville ned og sove. Jeg trængte til sofa, og snusede rundt efter en plads, som sædvanlig var der rift om pladserne og folk var asociale og lå ned og spærrede det hele. Heldigvis var der en flink ældre hollansk dame som pakkede sig lidt sammen så jeg kunne sidde. Vi snakkede lidt om at rejse osv, hun trængte vist til at lukke noget damp ud, så vi dampede lidt og så gik jeg ned for at se til Wally, der var ikke meget liv at komme efter der. Jeg gik op og nassede noget gratis Wi-fi. Så skulle der jo pakkes og ryddes op osv, og så gik jeg i seng. Bussen næste morgen var fed, ren luxus egentlig, sæderne var gigantiske og der var kun tre sæder på den bredde led. Jeg sov hele vejen, ikke dårligt liv i en bredsædet luxus bus.
Da vi ankom til Kuala Lumpur var der lidt forvirring. Vi traskede ud og fandt hurtigt en indisk buffet sted, smed bagagen og spiste mens vi overværede vores videre færd. Wally havde jo den her kammerat Gan, som bor i Malaysia, men som han kendte fra studierne i England, han skulle eftersigende have skaffet os et værelse på Hilton for billige penge, og altså.. det var stadigvæk pebret i forhold til hvad vi plejer at betale for et værelse, men det var det værd alligevel. Nu var der bare lige det der med at finde ham, og Hilton osv. Vi fandt et internetsted så vi kunne få hans nummer fra facebook, så vi ringede til ham og aftalte at vi bare skulle tage derhen og så ville Gan komme med de her rabat kuponer senere. Øhh.. det stod ned i torve og wally slæbte på begge tasker, ja jeg ved godt at jeg har svoret at han ikke skulle bære min taske, men min ryg var stadigvæk usamarbejdsdygtig og gjorde egentlig ondt hele tiden, om jeg så stod, sad, lå eller gik og det var lidt af en undtagelsestilstand. Taxaen snød os, men hvad kan man forvente når det både regner og vi beder om at blive kørt til Hilton.. altså selvfølgelig endte vi med at betale en formue. Whatever. Vi kommer ind på Hilton, alting skinner og oser af stil og klasse. Wally har en møgbeskidt våd hvid tshirt på, bærer to rygsække og jeg kommer bagved, pruster og slæber på guitaren og de små tasker.. "Hej, vi skulle gerne have et værelse booket her?!" Skrankefolkene var overraskende flinke og der var ikke et glimt af løftede øjnbryn eller mistro at finde på dem, mens de tjekkede os ind. Så var der elevatoren op til 15.sal, og vores værelse var snizzle fizzle. Jeg gik rundt med åben mund det meste af tiden, jeg har aldrig set noget så fancy. På vores sengebord var der en pude-menu, så man kunne vælge den pude man helst ville have, (for penge selvfølgelig) der var køleskab med bar, snacks, badekåber, the og kaffe, badekar, et utal af sæber og cremer, room service, tv, 4 puder (genial seng generelt) klædeskab, strygebræt, internet (meget dyrt), skrivebord, musikanlæg, menukort og ikke mindst, et kæmpe vindue med en fed udsigt over Kuala Lumpur.. sweet! Vi tullede lidt forvirrede rundt og prøvede at udrede hvad der var gratis og hvad vi skulle betale (sindssygt dyrt) for senere. En cola fra vores køleskab kostede 15RM, nede på gaden kostede den 1.20RM, altså... det var rimelig langt ude. Vi drak en masse the og kaffe, var i karbad og lå på den fantastiske seng og så tv og så ud af vinduet. Gan dukkede op omkring klokken 19 han havde småkager med, og efter ham og wally havde updateret hinanden lidt gik vi ned i receptionen for at ordne det tekniske med værelset. Gan er advokat, og vi fik lov til at se ham brille med sine overtalelsesskills, det var grineren mand. Da vi kommer ned er det ikke de flinke receptionistpiger fra før, nu er det en småslesk høj fyr, og der er problemer med rabatkuponen. Gans mor er med i en Hilton klub, og i den forbindelse har hun fået 50% rabatkuponer til alle Hiltons i Kuala Lumpur, men da de bor i Kuala Lumpur har de ikke rigtig brug for dem og giver dem ud til deres venner når de kommer på besøg. Men de har en regel ang. minimumpriser på Hilton, og hvis man insisterer på at få det billigste værelse, og ovenidet vil have 50% fra, så var det åbenbart ikke okay for Hilton menneskerne. Det var ikke overdrevet dyrt, men vi betalte allerede 4 gange mere end vi plejer for accommadation, og da det så vidste sig at være nærmere 30% rabat end 50%, skruede Gan sin smooth advokat-stil på og gav den småarrogante receptionistfyr en verbal svingetur. Efter et´par minutter hentede han sin maneger, som talte sin sag på overbevisende maner og det eneste Gan sagde til sidst var: "Okay, min ven, jeg forstår jeres metoder her, det er fint.. og det er måske heller ikke jeres problem, jeg vil bare gerne have at i skriver det ned til mig, på officielle papirer, så jeg kan ringe til ham der har solgt mig det her medlemskab og sige at han har snydt mig for penge og at hans rabatkuponer er noget fis." Og manegerens smil frøs i et par lange sekunder, mens jeg så ned på mine turistsandaler og bed mig i læben for ikke at sprutte af grin og Wally slet ikke kunne kigge på nogen af os men gik rundt i baggrunden og så tænksom ud. Uden et ord ringede manegeren op til en eller anden højere i systemet og talte lavmælt. Da han lagde på kom smilet tilbage og den var hjemme. Sweet. Vi fik de 50% og havde officielt besejret Hilton og selve kapitalismen. Sikke en dag.
Gan tog os med ud og spise, et udendørs sted med store skærme med fodbold, og vi snakkede og drak en Carlsberg mens jeg prøvede at føle mig interesseret i kampen. Det var langt mere interessant at se hvordan Kuala Lumpur (og Malaysia generelt) er et sindssygt mix af kulturer og mennesker. Muslimer, Buddhister og Hinduer. Indere, kinesere og asiatere, en stor pærevælling af templer, tørklæder og folkefridage. Det er ret vildt at det fungerer. Ifølge Gan er det altsammet politisk opdelt i partier og i forsøg på at gøre alle tilfredse, får alle deres vilje mere eller mindre. Gan kørte os hjem igen og vi puttede os ned i den store bløde seng med the og småkager, og Kuala Lumpurs glimtende skyskrabere lyse op i natten udenfor vores kæmpe vindue.
Næste morgen stod vi sent op og gik ud for at se på byen. Vi tog metroen og det var nemt og billigt nok, var ude og se på et market, var online og prøvede at få alle vores papirer printet ud (flybilletter og nz visa) Men det lykkedes Wally at låse sin visa-konto i 8 timer, så han kunne ikke printe sit. Bummelum. Nå vi var henne og se på nogle tårne der engang var verden højeste skyskrabere og de var fine nok, totalt underligt og tilfældigt går vi bogstaveligt talt lige ind i Franzi og Andy, et tysk par vi mødte i Cameron Highlands (Wally var ude med Andy og en anden guitarfyr ogmig og hans kæreste sad og snakkede et par timer på vores GH.) Vildt. Så gik vi rundt med dem i et par timer, småsnakkede, og så skulle vi videre ud og mødes med Gan, han samlede os op på en station og kørte os hjem til ham. Og sikke et pimp hus! Kæmpe stort, med elevator, 3 stuer og jeg ved ikke hvad. Hans far var død for 2 år siden, men han boede der med hans søster og mor, og vi kom ind og sad ned og snakkede lidt. Gans forældre er af Indisk slægt men er født og opvoksede i Malaysia. Gans søster talte med en grineren American Pie-chick, accent og Gans mor lignede en på 30, selvom Gan påstod at hun var 55.. Snizzle, yoga og sund kost gør altså en forskel. Vi snakkede lidt og så kørte vi ud og spise noget indisk. Bagefter kørte Gan os hjem til Hilton og vi pakkede og nød værelset. Jeg fik et fedt opkald fra Sara og vi snakkede dejligt og dansk og det var rart. Vi pakkede alt hvad der så ud til at være gratis, alle sæberne, og den gratis te og kaffe (og sukker, mælkepulver og sødemidler) wally snakkede om at tage badekåben, men jeg talte ham fra det fordi jeg troede han mente tekedlen og det syntes jeg ville være liiiige dristigt nok.

Nå det var tid at starte flyveturen til New Zealand, hotellet bookede os en taxi og vi kom derud i rimelig god tid, men vi løb ind i problemer ved check ind. Skrankedamen hentede hurtigt hendes chef og vi blev taget hen til en anden skranke så vi ikke spærrede køen. Tilsyneladende var det et stort problem at vi ikke havde visa til Australien (selvom vi ikke havde tænkt os at forlade Melbourne lufthavn) og når man rejste med Air Asia (fordi det er et budget-flyselskab) har man åbenbart ikke lov til at være i transit uden at have turist visa til landet. NO hvor skalk mand! Men heldigvis var det ikke så slemt, vi skulle bare gå online og ansøge for turistvisa til Australien og så var alt okay. Yes, så kunne vi få lov at tjekke ind og
vente på flyet. Ved håndbagage check ind tog de min broderisaks, men opdagede ikke min fold-ud saks som er langt mere drabelig, det syntes jeg var lidt tarveligt, men okay. Turen var okay, det var jo et ret billigt fly og okay, vi er måske vant til lidt mere flyluxus, men det eneste vi fik på de 7 timer var lidt ris vi havde bestilt da vi købte billetten, alt andet skulle betales for. Drikkevarer, snacks, vand.. der var små skærme med film og spil, og dem kunne man bruge for en lille sum.. Skalk. Nå vi havde ikke nogle kontanter tilbage og vi endte med at sweet talke os til at få en kop varm vand... til deling. Vi havde nogle sandwiches og rissnacks, og vi sultede jo ikke ligefrem, men det er lidt for dårligt at man ingenting kunne få, og deres fluesmækker virkede ikke, så jeg kunne ikke bruge kortet. Jaja pytpyt, man kunne bruge kortet på skærmene så vi havde underholdning nok at få. Timerne gik hurtigt alligevel.
I Australien (og i New Zealand) er de hysteriske med hvad man tager ind i landet og vi havde problemer med Wallys jonglør-bolde, og den ene blev skåret op og undersøgt. Vi endte med at lade dem beholde den, og de var også lidt interesserede i Sokrates, men de lod os igennem uden det store. Og så var der lige 10 timer at vente før vores fly fra Melbourne til Christchurch ville lette. Vi fandt en subway sandwich og en te og wally fandt en ny ven at snakke med, jeg skrev lidt blog og snakkede med en ældre mand der også skulle sove i lufthavnen og med et fly næste morgen. Det gik fint med at sove, jeg pakkede mig ind i soveposen og klarede den larve -style med 4 gode timer og tiden gik egentlig hurtigt nok med at stene lidt og ligge lidt og så var det på tide at tjekke ind igen.
Selvfølgelig var der problemer ved check ind, wally havde ikke noget bevis på sit New Zealand visa, og der skulle nogle opkald og noget charme osv til. Men det gik okay og det var ret utroligt så meget man kunne mærke forskellen på menneskerne, meget mere åbent og venligt og det var alt sammet en dejlig forandring. Det her fly var kun 3-4 timer og det gik fint og hurtigt. Det var en fantastisk udsigt over vand og land, og især landingen var utrolig smuk. Der var skyer og mælkefarvet i lang tid, men da vi kom ud under dem var der ligepludselig bjerge over det hele. Bjerge med sne. Det var så vildt mand! Det lignede kager med puddersukker, der var også irgrønne græsmarker og blå himmel og det lignede et overdrevet maleri. Så vildt.. Wally sad og sov med det ene øje åbent og jeg prikkede til ham, og vi sad lidt sammen og sagde Wow. Nå, i stedet for at lade som om vi ikke havde noget at fortolde, udfyldte vi denne gang vores skema sandfærdigt og indrømmede at vi havde skaller og koraler fra havet, støvler (muligvis med jord på) træ (sokrates) og derudover at vi indenfor de sidste 30 dage havde været i en skov, på en gård og i kontakt med eksotiske dyr. Ja. Det var rimelig garanteret at de skulle gennemrode vores bagage da vi nåede frem. Først skulle vi udspørges det ene sted og så det andet. Så kom vi ind og stod meget belejligt foran en stor tonet rude, og ventede der i 20min før der kom nogle og tog Wally med til udspørgelse først. Han skulle svare på alt muligt, hvordan vi mødtes, hvor vi skulle hen, om han havde stoffer med osv osv. Men han må have klaret det fint for jeg skulle ikke interviewes, de tog os med hen til et bord og så kiggede de i vores tasker, og prøvede at gennemlyse os med deres imaginære laserblik for at se om vi havde noget at skjule. Det tog en lille time, men det var okay.. Vi fik endda lov at beholde det hele og endelig var vi i New Zealand. KOLDT MAND. På den anden side af ankomsthallen var der et turistcenter og de var vildt venlige og bookede helt gratis et værelse til os på et hostel i centrum, vidste os vej til bussen og det var så nemt så nemt. Hostellet var nice nok, underligt at være tilbage på så backpacker agtigt et sted. Vildt at det var så nemt at kommunikere. Dagene er gået hurtigt, og vi har bare gået rundt og ledt lidt efter arbejde, kigget på byen. Her er meget hyggeligt, der er en lille sporvogn som futter rundt i centrum, der er små rækkehuse i pastelfarver, kaffe og kage-tilbud, inderrestauranter og flinke folk i store jakker. Den første hele dag vi havde i Christchurch, gik vi rundt og frøs med 3 bluser og jakke, striksokker i turistsandalerne og jeg lånte wallys bukser fordi alle mine er sådan nogle tynde flagre-nogle. Så var det så fint at vi løb lige ind i en genbrugsbutik, og efter en times "Wuhhh det så billigt! Wuuh den er flot!" endte Wally med en cardigan og en wannabe skind-jakke for 60NZD, og jeg fandt et par fløjlsbukser og en lynlås poncho for 26NZD, snizzle altså, det er lige over 100 kr, og det er jo ikke dårligt når man befinder sig på en så dyr side af verden. Så frøs vi ikke (så meget) mere og vi så ret stylede ud når vi nu slentrede ned ad Chrischurchs gader som et andet gammelt brunt hippiepar, og udforskede og kiggede os omkring. Der er lidt af en Barnaby stemning her, mange af bygningerne er gamle, og engelske og forleden var der et market, med en lille kineserpige der freestylede noget klassisk på hendes violin... og mere Barnabyagtigt kan det vidst ikke blive. Fedt. Wally købte en dreadyhat og han ser efterhånden helt stileren ud, han har endda formet sit skæg lidt, han blir så anstændig når han leder efter job :)
Men man kan jo ikke bo forevigt på et hostel, det er dyrt og vi har jo planer om at finde arbejde her, så vi skulle finde noget lidt mere long term, vi var ude og se på et lille rækkehus, ikke noget særligt, meget alla "Her hænger et gammelt lagen på en reol, så nu er det et bord, og her er fem forskellige møbler det kan godt blive en sofagruppe" osv osv. Det havde potentiale, men var koldt og ikke særlig hyggeligt. Vi blev enige om at sove på det, og endte til sidst med at blive enige om at det nok kunne blive hyggeligt. Men da vi kom tilbage næste dag var det allerede taget af en anden. EJ mand. Skalk.. så ringede vi lidt rundt, men alt er dyrt og upraktisk, og det så bare ud til at vi havde dummet os med ikke at tage den lejlighed. Nå man er vel ikke helt fortabt før man går online og søger, og ud af det blå finder vi det mest fantastiske tilbud. Et new zealands par havde købt et dusin huse 3 min fra vores hostel, og 10min fra centrum, og lejede dem ud som kollegier for billige penge, altså man fik et værelse og delte så facilliteterne med de andre i huset. Urban Rooms kalder de det (hvis far vil slå det op) og vi endte med at flytte ind i Urban Haven. Eller dvs, vi er faktisk flyttet ind i en caravan i haven, for det var lidt billigere, og nu har vi faktisk vores eget lille hus. En lille håndvask, seng med varmetæpper, lille bord og bløde stole, køleskab, vinduer og masser skabe og hylder! Wuhu. Det er så hyggeligt. Vi har fyldt det op med hjemlige ting, og det er bare så dejligt. Det er nemt at varme op fordi det er så småt, og det er jo ligesom vores eget lille hus. Selvfølgelig er vi velkomne inde i huset, og madlavning, toiletbesøg osv indebærer jo at vi går indenfor. Men altså, så kan vi drikke en kaffe fra vores egen kedel og sidde og spise sammen alene hvis vi vil det. Det er bare så fedt. Og folk her er så nice, der er et par argentinske piger som virkelig gør en indsats for at vi skal føle os hjemme, igår aftes tog de os med over i det blå hus (et andet Urban rooms hus) og introducerede os for dem derovre, og de er også så søde altså. "Jaja, i kan altid komme herover, også selvom vi ikke er her!" og vi hang ud derovre og fik et par øl og de er virkelig flinke og åbne. Superfedt. Mange af dem er på vej ud af New Zealand, og de behøver slet ikke gøre sig så umage for at vi skal føle os hjemme. Det er dejligt. "Welcome to the family!"
Vi har ikke haft så meget held med selve arbejdet endnu :) Men vi giver jo ikke op så let.

Fra Railay til Malaysia

Hurra, idag er det regn og torden, gekkoerne gemmer sig under vores bungalow og hønsene løber ud for at plukke våde orme, mens de klukker til hinanden og afslører deres tilstedeværelse. Vi blev vækket af tordenen og så er der jo ikke noget at sige til at det bliver en dag under myggenettet, med bærbaren og bogen og kaffen, som bliver serveret på frisbee, fordi det er nemmere at bære den. Vi er ellers gode kunder nede i vores lille Small World Bar, idag gav de os en lille trekantet palmebladsindpakket gave, med sticky rice, meget sticky og ikke så meget rice, men stadigvæk ret lækkert. Og så kaffen, som lige er dyr nok når man nu ved det er noget 3 i een, pulverblanding de har som de putter i kogende vand. Smager godt. Det er dog lidt en skam at vi ikke har elektricitet endnu. Pcen går snart ud, og jeg sukker efter at få tændt vores 'fan', det er ikke koldt bare fordi det regner, næ nej. Igår var nok en af de smukkeste dage vi har set her i badeland. Det var klar blå himmel, bagende hedt, og ekstremt højvandet, hvilket betyder at alt det smukke blå vand fuldstændig opsluger den ellers ret brede strand og man må gå i vandet hvis man vil nogle steder hen. Vi kunne desværre ikke bare ligge og dase i vandkanten, vi havde allerede lagt planer; vi skulle ud og klatre. Rock climbing, med en sikkerhedsline på og så bare lodret op af klippevæggen. Uha Uha. Alle gør det her, folk kommer hertil kun for at klatre, folk tar på ferie her med vilje, så de kan klatre her. Det 5. bedste klatrested i verden, kalder man det. Og hver dag ser vi begyndere og professionelle gøre det spiderman style højt og lavt på de mange kalkstens klipper der er omkring os. Alarmen vækkede os lidt for tidligt så vi klikkede snooze hvert 9. minut i to timer før vi stod op, det er utroligt at man ikke bare tager en beslutning første gang, og så sover igennem de to timer. Men op kom vi, ned til stranden og spise en æggesandwich, og vi havde jo kortene med til at underholde os mens vi ventede på maden. Det er den restaurant med den bedste udsigt på Tonsai, men det er nu ikke et helt kulinarisk måltid man bliver serveret, tilgengæld er vi blevet glade for den sandwich og det er Tonsais bedste plads. Men der er nu en anden ting ved det her sted som er lidt sjov. Medarbejderne. Altså vi har set 3 ind til videre, og de har ligesom alle tre hver deres underlige gimmick. Den bedst engelsktalende og den ældste er en mand, med et meget sparsomt udvalg af tænder, og dem der er, ser også lidt mærkelige ud. Det er lidt svært ikke at stirre. Så er der en ung knægt, med et sindssygt monobryn, der er ikke noget hud at finde i mellem hans øjne, plus han har overbid. Den sidste er en pige, med det rundeste hoved, og rimelig buttet krop, og så har hun mørkeblå kontaktlinser, (altså man kan godt se det ikke er naturligt, når resten af hende er 100 % thailandsk) og igår morges var den tandløse mand helt vild med vores kort, og skulle vise os et korttrick han kunne. Han kaldte dem over en og en så han kunne prøve det på dem. Efter 3 eksempler havde Wally og jeg gættet hvad hans trick var, (ikke nogen fantastisk præstation, han havde smugkigget på bundkortet) men de to andre var helt i chock over hvor utroligt det var at han altid kunne finde det kort de lige havde valgt De tog sig til kinderne og grinede og stod med åbne munde og kunne slet ikke sætte en finger på hans genialitet. Og det var bare sådan et sjovt øjeblik, og jeg følte lidt at jeg var med i en film eller noget. Efter noget tid, lavede Wally samme trick på fyren og så kaldte han de to andre over igen, og så skulle Wally først trylle for dem og så skulle jeg. Meget fjollet. Endelig fik vi lov at spise sandwich, imens de to andre stadigvæk grublede over hvordan det var muligt. Cirka en time før vi skulle mødes med vores klatreguide begyndte vi at krydse over fra Tonsai til Railay, pga. det vilde højvande var der ikke noget med at gå udenom, og man måtte endda tage bukserne af, for stranden mellem klippevæk og havet var væk, og Wally gik med tasken over hovedet mens vandet plasket mig et stykke op over navlen. Dejlligt at blive kølet lidt ned dog. Det bliver nemmere og nemmere at komme over på den anden side (samme sted som lige da vi ankom hvor vi skulle over med taskerne!) Nu kan man også genkende stederne, og man behøver ikke tænke så koncentreret på ikke at falde, glide eller træde forkert. Nu kan man bare hygge sig med det. Det er dog stadig nødvendigt at hoppe i vandet bagefter, især når det er så indbydende og luften er så varm. Så det gjorde vi, bare lige ti minutter til at køle ned, og så videre. Ikke dårligt liv. Da vi ankom til vores klatreven skulle vi prøve udstyr, klatresko som er meget små og gør ondt (selv idag) Det er ligesom når man har høje hæle på, og for lange negle på tæerne, eller bare har for små sko på og danser med dem. Og en sele som går rundt om hvert lår og rundt om maven, bagpå hang der en lille pose med kridt, som man kunne dyppe fingrene i, så de ikke gled af stenene. Så skulle vi lære noget om knuder og generel snoreundervisning. Så kravlede han op og satte snoren fast, 7-8meter høj var turen, og så kunne vi begynde. Wally først. Jeg var hans snorebuddy. Dvs. jeg var ansvarlig for at han ikke faldt ned. Jeg skulle holde snoren stram og give ham ekstra snor, jeg skulle også fire ham ned når han ville ned igen. Han var måske ikke helt tryg ved at det var mig der skulle gøre det, nu da det var første gang, og han har lidt højdeskræk, jeg ved heller ikke helt hvorfor jeg var så frisk på det.. Men det var jeg bare. Og jeg klarede det fint. Blev ret træt i hånden dog, og jeg ville hellere gemme mine sparsomme kræfter til når jeg faktisk skulle klatre selv. Wally var meget begejstret da han kom ned, men jeg var nu altså ret nervøs. Det føltes som jeg skulle til eksamen, eller på scenen og optræde med et eller andet. Jeg havde kvalme og det svimlede lidt, men jeg gik igang, og det gik ret godt tror jeg. Jeg gjorde mig umage for ikke at kigge for meget ud. Der var ret langt ned, når man nu bare hang i en snor og man kunne se ret langt ud. Guiden gav os råd nede fra jorden af, og han vidste hvor der var gode steder at sætte fødder og hænder. Da jeg så var oppe, og kunne stå oprejst og kigge ud, var det godt nok et sug i maven. Uhhhhhh!! Så skulle man jo ned igen, og det foregår meget grænseoverskridende med at man bare skulle læne sig ud fra væggen. Læne sig tilbage. Ahhgg... er du tosset mand? Men det endte med at blive meget sjovt, og hvis man sparkede væggen væk og hoppede ned, var det faktisk ret sjovt. Puh. Rystede stadig lidt da jeg kom ned. Min krop er lidt sådan "Nej, hov. Mennesker skal ikke klatre lodret op af ting, det er ikke ment to be." Men anden gang var nemmere, jeg tog samme rute og jeg denne gang må jeg indrømme at jeg var ret sej. Det var nemt og hurtigt og jeg holdt ikke rigtig pauser, bare dum dum dum, yes, så var jeg oppe og så fire ned igen. Weeee....
Nr to rute vi prøvede var lidt for umulig. Efter en 3-4 meter kunne jeg ikke komme videre, klippevæggen bøjede en lille smule udaf, så du kravlede ikke 90grader men lidt mere, sådan at du ikke kunne stå rigtigt, du skulle spænde for bare at holde benene på væggen, altså bare meget meget lidt. Men jeg havde ihvertfald ikke råstyrke til at hive mig selv op over det der stykke. Desuden var der heller ikke rigtig nogle steder at holde fast ordentligt. Mine fingre gled lidt af og jeg kunne ikke sætte ordentligt af med fødderne og jeg endte altså med at give op. Wally klarede den lidt højere end mig, men sad også fast og gav op. Det er ikke så rart når man er midt i det og man bare kan mærke at musklerne siger nej. Ligesom når man laver en armbøjning og man bare ikke kan strække armene og løfte sig fra jorden igen, bare 6meter fra jordens stenede overflade, altså. Ligesom en stopklods. På det her tidspunkt kunne det mærkes i armene og vi troede at vi var for trætte nu og ikke kunne mere, men vores guide lokkede os til at prøve en tredje rute. Den var nemmere lovede han. Jeg skulle først for Wally havde lige klatret og trængte til pause. Det gik ret godt, det første stykke var teknisk svært, det var svært at se hvor man skulle holde og træde. Heldigvis havde guiden hjulpet folk igennem hundrede gange og han sagde "Højre fod til højre knæ. Venstre hånd højere op, højere, højere, mere til venstre, der!! Stræk benene.. kom så kom så kom så! Yes! Du er der. Højre hånd op.. ja, venstre fod til højre fod!" osv. osv. Så det gik ret hurtigt at komme dertil. Det næste stykke var en forlystelsespark af gode holde -og trædesteder og det gik knaldgodt i noget tid, men så ligepludselig blev jeg træt, og det blev sværere at holde fast. Stod ret akavet på væggen og tænkte at jeg ikke havde kontrol over det her stykke. Og så ligepludselig ud af det blå gled jeg. Svup, arme og ben slap væggen og jeg faldt....
.... 5 cm max, så havde snoren mig. Men de få sekunder hvor jeg ikke havde kontrol og hvor jeg var på vej ned mod jorden, glemte jeg alt om at der var en sikkerhedssnor. Jeg skreg højt og pressede øjnene i. Og så var snoren der, og krammede væggen som en edderkop (ikke ligeså sejt, men samme ide) og de råbte dernede at jeg skulle slappe af og bare sidde i snoren lidt. Snizzle. Så græd jeg lidt og tænkte "HVAD LAVER JEG HER MAND! Jeg vil ned, jeg vil ned, jeg vil ikke kravle ned, jeg vil VÆRE nede!!!" Jeg lod være med at kigge ud, sundede mig lidt, ignorerede en del råb dernedefra. Og efter jeg havde tænkt at jeg ville ned hundredegange begyndte jeg alligevel at kravle op.. jeg ved ikke hvorfor, og jeg klarede hele vejen op og sejren var sød. Jeg havde dog ikke lyst til at stå der så længe og blev firet ned på et lille minuts tid. Puuhhh.. jord.. dejlig ting. Guidefyren grinede af mig og spurgte om jeg savnede min mor, og selvfølgelig gjorde jeg det. "Idiot!" tænkte jeg.
Efter Wally havde klatret den havde jeg ikke så meget lyst til mere, det kunne altså også mærkes i arme og fingre og vi sagde tak for idag til vores guide, og skyndte os ud for at nyde det blå vand på Railay beach lidt, inden det helt forsvandt tilbage ud på havet. Det er fordi det lige har været fuldmåne så bliver det meget højvande om dagen, og meget lavvande om aftenen siger de, jeg synes det er en ret mystisk ting den der måne-vand forbindelse. Vi badede lidt, til det blev for koldt og så gik vi uden om den lille klatreklippe tilbage til Tonsai bay. På vejen spiste vi på restauranten hvor alle de muslimske piger arbejder, og det er som sædvanlig rigtig dejligt. Hjem og ibad og vaske saltvand af, og så skulle jeg lige på nettet lidt. På vejen hjem faldt jeg over en pandekagebod og købte mango og chokolade pandekage med hjem. Så klarede vi endelig den sværeste bane i Minesweeper, den med 99 bomber (enhver halvgammel Windows har et minesweeper spil) Efter hundredevis af forsøg, og sene nætter fulde af skuffelse og ærgrelse klarede vi det endelig. HURRA. Så lavede jeg et skrivebords billede med vores sejr og inden længe snorkede jeg, mens Wally så et par afsnit af Curb your enthusiasm. (Klovn på amerikansk, Casper og Frank har tyvstjålet konceptet kan jeg sige jer!!! Ingen tvivl om det.) Og idag kan klatringen mærkes i udvalgte fingre, håndled og lår, vingemusklen på ryggen og tæerne. Heldigvis er det dårligt vejr, så der er ikke noget med kajakker eller klatring idag, Jeg er sulten, og skal prøve at lokke min kæreste til at slippe den bog han har fundet og gå med mig ud og jage efter føde. Det regner ellers endnu. Jeg kunne godt have tænkt mig at det klarede op, så vi kunne bade lidt idag, det er også ved at være nogle dage siden vi har kastet frisbee. Sådan nogle ting skal jo holdes ved lige.

Idag er det så onsdag, klokken er 7:38 morgen og vi sidder/ligger på den muslimske restaurant. (de har alle tørklæder på her) Vi havde ikke urimelige men forholdsvis imponerende målsætninger for dagen, som skulle indeholde krydsningen til Malaysia, og endda ankomsten til Cameron Highlands - et frodigt regnskovs højland, skulle det gerne være. Men ak. Klokken 5:30 i buldermørke, i piskende stormregn, trak vi i vores rygsække og traskede ned til stranden, hvor en båd skulle hente os og sejle os til fastlandet, derfra skulle vi med en bus til Hat Yai, og derfra med en bus til grænsen, og efter krydsningen skulle vi med en bus derfra til Butterworth, og derfra til Tanah Rata, eftersigende der alle bacpackerne tager hen. Jo der er ret mange ting der kan gå galt undervejs, mange busser man kan misse, og mange stops man kan fare vild på. Men vi nåede ikke engang ud i vandet, for vores båd dukkede aldrig op.

Klokken blev lidt småsen igår, da Barnaby nr 2 blev sat på, ja vi har jo set det meste 100 gange, men DVDafspilleren er næsten officielt afgået så vi kan kun se hvad der er lagt ind på bærbaren, og da vi satte telefonalarmen til 4:50 beregnede jeg at der var lige knap 4 hurtige timer at sove på. Men det er jo godt at være træt når man skal busse hele dagen, det er bare ikke helt så motiverende at have en lang dag i vente, og vide at den begynder med at man er træt. Oven i det, vågnede jeg hver time og rodede rundt og ledte efter telefonen, for at sikre mig at den stadig var tændt (den går ud ind i mellem) at klokken ikke var for mange, eller at vi ikke havde overhørt alarmen på grund af det ekstreme regne-storme-vejr der buldrede løs på vores bungalow-tag. Så jeg sov ikke så godt. Alt var parat dog, soveposen skulle bare pakkes ned, så regnslaget kunne komme på tasken, bærbaren skulle i håndbagagen, en BH på, bukserne af, så de ikke blev våde og regnjakke yderst. Så var vi klar, traske traske. I bar numse og rød regnjakke ned af grusstien, mens frøer og andet natliv tydeligvis havde overtaget her i de tidlige timer. Der var intet at se på stranden, og da det regnede satte vi os op på restauranten, lige foran det aftalte mødested, klokken 5:34. ...Vi veeeeenteeeeer!... Gik rundt for at finde nogle tegn på liv, var der ikke et lille lys der? Nej. Ledte efter ure for at se om vores bare var galt på den, men det var for mørkt. Så blev det lysere. Og lysere, og nu kunne vi se klokken, den var god nok. Vi kunne se hele stranden og der var ikke nogle både. Klokken 6:14 satte vi nogle stole sammen, tog så meget tøj på der kunne findes frem og lagde os ned. Bummelum.. Jeg kunne ikke sove, men Wally fik sig en morfar tror jeg. klokken 7:45 dukkede vores travelguide op på motercykel, i blå boxershorts hevet helt op over navlen (som det eneste), men en rød rose tatoveret på skulderen (meget pirat) og med en forklaring: På grund af regnen og uvejret i nat kunne båden der skulle hente os, ikke komme ind til stranden. Det var farligt. Altså jeg skal ikke kunne sige helt teknisk hvorfor, men der er mange sten, og de der longtail både vipper altså meget, måske er det derfor, på den anden side skulle man måske tro at de lokale her kan finde ud af det alligevel? Det er jo regnsæson og det kan vel ikke være første gang.
Nå jaja hvad kan man ellers gøre, end at sige "Okay.." Og han foreslog at vi tog den næste bus klokken 10:00, "Okay..." Så håbede han at båden kunne komme ind denne gang. Nu er vejret stilnet af, så jeg tør godt håbe lidt på at det er muligt.
Ihh hvor spændende og backpacker agtigt, så lå man lige og sov på en restaurant som en anden vagabond, og hvor er det dejligt afsides og eksotisk at båden ikke kan komme ind til stranden, uha, vi er strandet! Men det er bare også irriterende, for nu betyder det at vi formodentlig ikke kan nå Cameron Highlands idag, da den sidste bus går fra grænsen klokken 14.30 og at vi ankommer lige omkring 15:00 med klokken 10-bussen, og det er foruden krydsningen, som gerne skal tage en time. Så vi har i stedet besluttet at tage helt til Kuala Lumpur (som er 5 timer for langt) men fordi det kan rejsefyren arrangere, så bliver tingene en del nemmere, så skal vi bare have klistermærker på og gøre som der bliver sagt, og vi behøver ikke rende rundt og spørge og lede efter den ene bus efter den anden (og der er vidst ret mange forskellige busser, hvis man tager med det offentlige) Så i stedet for at vågne op i Cameron Highlands, vågner vi op i Kuala Lumpur og skal med en 5 timers bus tilbage.. øv. Men siden vi ikke nåede den tidlige bus, skal vi alligevel sove et sted og misse en dag i højlandet. Hvis man skal blive gnaven og skylde skylden på nogle må det vel være os selv, fordi vi glemte tiden og endte med at spendere 19 dage her, og ikke gemme god nok tid til Malaysia. Der er jo under en uge til vi flyver til New Zealand! Underligt at tænke på. Så bliver det noget helt andet.

Men ellers har det nu været godt her på Tonsai, i går var der jo pludselig en masse ting der skulle gøres. vi skulle betale vores husleje, og købe busbilletter, vi skulle pakke, rydde bungalowen op, jeg skulle udvælge hvilke skaller og koraller fra min samling jeg ikke kunne leve uden, vi skulle købe nogle ting, og generelt forberede os psykisk på at sige farvel til paradis og sidde i busser og vade med bagage hele dagen idag. Der skulle jo en del penge til, og vi måtte bide i det lidt utilfredsstillende æble og krydse over til Railay for at finde en hæveautomat. På vejen fandt vi også nogle chips med pizzasmag (det er lidt snyd synes jeg, alle ka jo sige pizzasmag?!) Men de var nu gode. Noget toiletpapir, en soyamælk til Wally og en blandet bærjuice til mig, og den lille blærebetændelse som jeg prøver at slippe af med. Det var en ganske produktiv dag, men ikke meget at skrive hjem om, meget af tiden gik med at argumentere for eller imod den tidlige eller den lidt senere båd (Ja nu tager vi så den sene, selvom vi blev enige om den tidlige) Om aftenen var Wally på Skype med sine forældre og vi spiste vores sidste vegetarburger måltid på den afslappede Peace&LoveBar, med tøsede bossanovaversioner af Buffalosoldier og andre hits til at akkompagnere regnen.

Men i forgårs havde vi en superfantastisk dag. Det gik op for os at der ikke var længe til vi skulle flyve ud af Kuala Lumpur, og at vi vidst måtte til at rykke. Så vi købte en éndags pakke tur, med snorkling, motorbåd og en smule sightseeing. Hurra! Først tog vi en træbåd ud midt på havet, hvor en motorbåd dukkede op, og vi lavede en frygtet, men elegant krydsning fra det ene gyngende gespenst til det andet. Inde i motorbåden var der en masse spanske bikinipiger, ægtepar og turister, og så sejlede vi. Fuld fart henover bølgen. Det regnede lidt, og det var en åben båd så det var måske ikke lige så smooth. Men vi klarede den. Det første stop var snorkling. Vi lånte snorkeludstyr af de blå guider og så sprang vi i. Wally havde egentlig ikke lyst først, men da han så fiskene igennem det klare vand dukkede han alligevel op og overraskede mig midt i korallerne. Og det var nu noget helt fantastisk snorkling vi gjorde os der. Blå, lilla, røde koraller, gule, orange, grønne allefarvede fisk. Der var en sort og hvid fisk, hvor farverne skiltes af en helt lige skråstreg på midten. Med lange læber, ligesom en and og den guffede sand i sig og spyttede det ud i surrealistiske røgskyer. Så var der tigercamouflerede fisk, hvide gennemsigtige fisk, søagurker der lå helt stille på bunden, meterlange tynde tynde sølvfarvede ålfisk med lange snuder, mørkelilla runde fisk og gul og blåstribede gubbi-agtige fisk der vrimlede omkring os og ikke flyttede sig for noget. Man svømmede bogstaveligt talt ind i dem, og de nappede altså også lidt. Lidt suspekt. Så var der rigtig mange fantastiske muslingeagtige ting på bunden, store og små, med bredde bløde "læber", i allemulige farver, der lukkede sig forsigtigt når man svømmede henover. Wally viste mig også en stor lilla/sort alien-ting. Det lignede en blanding af en muteret søstjerne og en sprutteart, og den var ret imponerende. Gad man havde en lamineret oversigt af havdyr, når nu man kunne pege og sige "Den så jeg!" Ved så mange af dem. Ja det var fed snorkling. Bagefter var det tilbage til båden, og vi sejlede til et nyt snorklingsted, der også var rigtig fedt. Nu kan jeg jo ikke huske hvad vi så hvor, men det hele var nice. Så det næste stop var den strand hvor de havde filmet "The Beach" populær halvfemserfilm med DeCaprio og hende der spiller Galadriel i Fellowship of the Ring. Det var også en smuk strand, blåt gennemsigtigt vand, hvidt støv-sand og lysegrøn skov. Jeg kunne ikke genkende det fra filmen dog, men okay. Så var der et lidt unødvendigt stop på en strand, hvor der var aber, så alle turisterne kunne gå ud af båden og hen til et træ med aber og tage billeder og fodre dem med junk og gå tilbage til båden og efterlade deres skrald på stranden.. tsktsk. Så var der frokostpause, buffetbord, med pasta, ris, varme retter, kaffe og frugt, og en halv time at slå mave på, og så sejlede vi videre til det sidste stop, Bamboo-island, som var et surrealistisk sted, med bambus skov i sandet, og lavt klart vand. Man kunne snorkle lidt mere her, det var ikke koraller og sådan, men der var stadigvæk fisk at finde. Wally er nu helt vild med snorkling og plaskede ivrigt rundt, min maske var fesen og duggede helle tiden, plus de gul og blåstribede fisk nappede rimelig aggressivt. Og jo det jo bare et lille nap men man bliver da lidt forskrækket. Det er fordi guiderne fodrer dem for at lokke dem hen til turisterne, det kan de jo så godt lide. :) Så nu når de ser det hvide turistlår så napper de, for måske er det mad? Men inden jeg fik nok af min duggemaske nåede vi da lige at se en af dagens højdepunkter. En kæmpefisk, i alle mulige farver. Lilla, grøn, rød, det lignede et fantasifuldt barn der selv måtte farvelægge, eller en Disney tegner der tog tingene lige et skridt for langt. Vildt. Her så vi også en leopardplettet fisk, med små runde finner, og en mørkeblå lang fisk, der baskede med finnerne ligesom en fugl. Gad vide hvad grunden er til at de er blevet lavet så smukke? Fedt. Mens jeg sad og brunede lidt på stranden kom guiden rundt med frugt og kage, meget fornemt altså. Så var det hjemad, og Wally syntes at vi skulle sidde forrest, på spidsen af den åbne båd, selvom det nok ville blive lidt vildt. Og det blev vildt! Båden hoppede og vi fløj, det gik vildt hurtigt, ikke noget med at slippe med den ene hånd for at rette på solbrillen, det var bare med at holde fast. jeg klukkede og hvinede det første lange stykke tid, men så måtte jeg lukke øjnene og trække vejret, så blev det altså liiiiige gyngende nok. Vi var de første der blev sat af, desværre kunne de ikke nå ind til Tonsai Bay, så vi måtte gå hjem fra Railay beach. Det jo ikke så smart at man har sin søde blå kjole på, når man skal klatre igennem mudder og sten, hive sig op ved rødder og reb og generelt svede og bløde lidt for at klare det. Men det gik fint. Trængte rigtig meget til et bad, sæbe og sandfri hud. Vi havde begge også nogle konsekvenser at mærke der følger med at være våd og have badetøj på hele dagen, men det var superfedt mand! Rigtig god dag.

Dagen før det var det dejlig dejlig solskin, og vi udnyttede det til at bade og udnytte bølgerne mens vejret var til det. Snakkede en del om at klatre, men det blev ikke til noget, og vi nåede aldrig at klatre igen faktisk, men det er nu også okay. Så vi spillede bare frisbee, legede med krabber, tegnede i sandet osv osv. God dag, der må være gået en del dage med den slags, for vi har alligevel næsten været her i 3 uger, snizzle. Det føles som knap 2.

Nå, vi klarede det! Det er fredag, klokken er 18:42 og vi nærmer os vores 2. anden aften i Cameron Highlands. Wee... Her er lidt koldt, det er ret dejligt. Man er nødt til at have lille trøje på. Lige nu har jeg halstørklæde, striksokker og trøje og jeg drikker the! Men jeg har også lige været i bad. Desuden regner det ret meget om aftenen, og alt er vådt og koldt. Men det er en ret god forandring, endelig har man lyst til at putte sig i soveposen om aftenen, og man sveder ikke imens. Nå. Men det var nu ret besværligt at komme herhen. Snizzle. Det var sikkert de to værste rejsedage vi har haft, jeg havde lidt svært ved at holde optimismen kørende til sidst. Når man tænker på hvor nemt det er at komme hundredvis af kilometer i Kina med tog, eller selv Laos som er så lille og hvor det er busser der svinger og svajer som et skib, så var jeg godt nok lidt i chok over at det tog os omkring 40 timer at komme fra Railay til Cameron Higlands.
Vores guide på Railay havde kun forbindelser til enten Hat Yai (en Thailandsk by en times tid fra grænsen til Malaysia) eller hele vejen til Kuala Lumpur, så vi bookede til Hat Yai fordi vi ikke gad først at køre 5 timer for langt og så køre tilbage så snart vi ankom til Kuala Lumpur. Så var der jo det med båden som ikke dukkede op, og ventetiden. Vi bad faktisk guiden om at booke hele vejen til Kuala Lumpur alligevel, men det vidste sig lige før vi tog afsted at han ikke havde gjort det.. Nå. Den anden bus ville gå klokken 10:00 så vi blev samlet op med båd klokken 9:00 og vores bådkaptajner (eller hvad man nu kalder dem) 3 unge knægte i bare tæer og dårligt engelsk skulle følge os til busstoppestedet. Og der sad vi, og ventede og ventede... drengene begyndte at se nervøse ud og spørge nogle forskellige mennesker om noget. Så efter 10 min spurgte de os hvor vi skulle hen, og det var det eneste de sagde til os. Så kom bussen endelig, eller.. en minivan. Den kørte så rundt og samlede folk op. Alle skulle forskellige steder hen, og vi endte på et andet busstoppested hvor blev bedt om at vente. Jaa.. vi venter da.. Hvad foregår der mon? En halv time efter blev vi sat i en ny minivan og kørt mod Hat Yai. 4 timer efter blev vi smidt af i en ukendt by, af en chauffør der ikke kunne svare på spørgsmål og personligt rodede rundt med folk. Yes. Nå nu var vi så her. Ikke langt derfra fandt vi et travelagency og her fik vi en fantastisk bus til Butterworth (en by i Malaysia) Det var ret uvist hvordan og hvorledes, chaufførens engelsk var meget ringe. Men han endte med at køre os hele vejen, over grænsen (som var det nemmeste nemme) Det lignede tirsdag aften klokken 19 i Føtex, ingen kunder. Bare nogle venner i uniformer der hyggesnakkede og snart havde fri. Vi fik stempler uden problemer, de spurgte lidt interesserede til Sokrates (vandrestaven) og alle kom og smilede og kiggede på, så spurgte vi hvordan man siger Tak og de oversatte (og jeg har glemt det igen) og så gik vi ud og så holdt vores minivan der og vi kørte videre. Vi nåede Butterworth klokken 20 tror jeg. Bestilte billetter til Cameron Highlands næste dag og gik ud for at finde et sted at sove. Det var ret mørkt og lignede en lidt skummel ende af det ellers hyggelige bynavn. Det lyder ligesom noget fra Barnaby. Vi vadede et godt stykke ned af gaden og kom til et hotel, men det var vildt dyrt og vi tøvede lidt. Så sendte receptionisten os ned til et billigere et længere nede af gaden. Og vi gik videre. Jeg led på det tidspunkt under monstrets vægt. Hofterne og lænden var utilfreds, og jeg havde ikke tænkt mig at vade særligt langt videre, og åh sikke en beslutning at tage når man ser en masse piger hænge ud foran det såkalte "hotel" de snakkede alle sammen med hver deres motorcyklist og fnisede ind og ud af "The Ruby" vores ly for natten. Snizzle. Først en trappe, led opfindelse, og receptionisten er en ældre ret mand, lidt overrasket over at se os. Foran os i køen var der lige en oversminket dulle og en tyk motorcyklist der betalte meget små penge og hånd-i-hånd forsvandt ind i, hvad der lignede en forvokset stemmeboks, snizzle, hvad laver vi her, et bordel? Wally så lige hurtigt på mig da det gik op for ham, og jeg så ned i bordet og prøvede ikke at grine. Okay, yes vi blev vist til vores værelse som heldigvis var en etage over alle de små båse med åben til gulv og loft. værelset i sig selv var ikke så slemt, vi havde en håndvask og 2 senge. Der gik lidt før jeg turde sætte mig på sengen, men jeg skulle jo sove der, så... :) Vinduet var åbent og udenfor blev der smidt kanonslag rundt, ih hvor dejligt. :) Nå Wally var sulten og vi gik ud for at finde noget mad. Det var alligevel lidt for tidligt at gå i seng. Vi fandt hurtigt et rigtig fedt indisk sted. Altså, ikke hyggeligt, men god energi. Masser lokale der spiste der, og folk var flinke. Bestilte noget mad og det var superlækkert. Genial cheeseRoti, og Wally påstår at det er den bedste Dahl han nogensinde har fået. Bagefter gik vi i 7-11, ja der er altid en 7-11, og købte noget vand og noget juice og ikke længe efter lå vi på vores lyserøde skumle seng, og så Barnaby. Ja gode gamle Barnaby. Vi fik en 7 gode timer, og pakkede op og vadede nedad mod busstationen. Går lidt rundt, kan ikke finde bussen, vi smider bagagen og jeg holder vagt mens Wally går hen til en skranke og spørger. Det er altid spændende, når man er den der venter på den der får den vigtige information. Jeg spejder og spejder og der kommer han endelig, med et lille smil og ser ned i jorden. Den er gal. Da han når hen til mig peger han på uret. Klokken er en time mere end den burde være; vi havde glemt at stille vores ure fra Thai tid til Malaysisk. Neeejj!! Så vi havde misset bussen. Vigtig lektie at lære, forhåbentlig husker vi det fra nu af. Nå, vores billet blev lavet om til en anden by, Ipoh, hvor vi skulle kunne få en bus til Tana Ratah, som er backpackerstedet i Cameron Highlands. Så nu skulle vi finde Ipoh bussen, det var også lidt af en mission. Den skulle gå fra bussted nr 7 men det var åbenbart ikke den bus der, og så fik jeg af vide at det var den rigtige bus, men fyren vidste ikke hvad tid den gik, og Wally fik at vide at det slet ikke var her og. Ihhh.. Nå vi ventede noget tid og pludselig kom bussen, alle dem vi havde spurgte om hjælp vinkede dog til os og råbte "This is bus!! Your Bus.. come come" og vi skyndte os at komme. Vi endte bag et Australsk lidt ældre par og faldt i snak med dem på vejen. Det vidste sig at de skulle have haft en direkte bus til Tana Ratah om morgenen, men den blev aflyst. Busfolkene sagde at det var fordi den var brudt sammen, men de troede ikke rigtig på dem. De havde tilgengæld fået deres billet lavet om til Tapah, en anden by, og de skulle skifte derfra. Nå. Jeg ville hellere hægte mig på dem. En ting er at være turist, så betaler man og bliver hjulpet rundt. Hvis man er mange turister vil de meget gerne hjælpe, der er flere penge og det er lissom om de respekterer een lidt mere. Men hvis det er ældre turister, ja så er folk interesserede i at hjælpe. Nu er man ikke en fedtet backpacker der bare ikke planlagde godt nok, nej nu er man sammen med seniorer hvis bus er aflyst og som har alt ret til at hidse sig op og komme først. Så da vi nåede Ipoh besluttede jeg at vi bare skulle blive siddende og tage med til Tapah sammen med 63årige Craig og Jane fra Sydney. Der blev ikke sagt noget til os, vi så ud af vinduet for at være sikre på at de ikke havde smidt vores bagage ud i Ipoh, men de var der stadig da vi endelig ankom til Tapah. ved busstoppestedet vidste det sig at vi havde misset bussen klokken 13.30. Den næste var først klokken 16.30. Oooookay nu var den lige næsten 14 og der var intet andet for end at vente. Vi gik ud for at finde noget mad, og kom tilbage. Snakkede med Australierne og med nogle skolepiger der også ventede på bussen. Det var jo okay, så er man altid lidt underholdt men det var nogle lange timer. Malaysia har en vildt blandet kultur, indere, kinesere, andre asiatere. Mange muslimer, mange hinduister alt sammet meget religiøst med tørklæder og røde prikker mellem øjnbrynene. Den ene skolepige var af indisk afstamning, og hendes accent var virkelig god, men hendes engelsk var fjollet. "Bus comes at forty" Æhh.. forty?" og så sagde hun rigtig tit "Newspaper star, very good!" Og ind i mellem så hun vildt ivrig ud og talte og talte og jeg forstod måske 10% og gjorde mit for at nikke og se imponeret ud. Jeg fik da fat i nogle ting, hun var 18 år og boede ved Tana Ratah, hver dag sad hun ved det her busstoppested og ventede i timevis på bussen, som somregl var forsinket. Hendes mor var død, og hun havde 4 søskende, der alle var læger eller sygeplejersker. Og hver dag læste hun bare, "read read read, english book, very good!" Hun var sød. Australierne var også okay selskab men jeg var ret utilfreds ved det hele. Min ryg gjorde ondt og jeg var da på min 5. dags forstoppelse, stadigvæk blærebetændelse og stadigvæk langt fra målet. Puh. Efter en times tid fik jeg min mensestruation og skulle ned i taskemonstret for at finde hygiejne ting. Busstoppestedet var ligesom en firkant, med bænk hele vejen rundt, vores bagage lå i midten og jeg er sikker på jeg havde 8ud af 10s opmærksomhed mens jeg fumlede rundt og tabte sokrates og væltede guitaren og vendte monstret om på maven, for at hive regnslaget af, for at åbne det forkerte rum så alle DVDerne faldt ud på jorden og så endelig det rigtige rum med toilettasken og åhh. Så blev jeg verbalt guidet til toilettet af en meget højrøstet lokal tosse, med okay engelsk, men med en del anatomiske defekter og mangler, så som fingre. Frisk fyr ellers. Da jeg så når toilettet skal man betale og da jeg var møntløs undgik jeg bare øjenkontakt og gik hurtigt.
Nå det begyndte at tordne og regne, og der kom en taxichauffør der påstod at bussen aldrig ville dukke op og at han ville tage os med til Cameron for det dobbelte af busprisen. Det Australske par tog med, men skolepigerne fortalte os at bussen ville komme om et kvarter så vi ventede lidt mere. I mellemtiden havde vi mødt en engelsk pige og en fransk fyr der også skulle til Cameron, så vi snakkede med dem. Altid nogle at snakke med. måske 30min efter kom bussen, og der var vildt påstyr, sindssygt mange mennesker skulle med, babyer der græd, himlen buldrede og bragede lige over os regnen piskede ned. Alle var vildt ivrige for at komme ind i bussen, det føltes lidt som det sidste redningsskib før Titanic sank, og fordi vi er turister blev der sørget for at vi kom ind og fik en plads hurtigt. Hvilket jo er dejligt for mig, men irriterende for hende med den hysteriske baby der står i regnen og skal vente på at komme hjem. Jeg tror alle kom med, jeg håber de gjorde, jeg havde dårlig samvittighed overfor de andre, bare fordi man er hvid, er det bedst hvis man ikke bliver våd. Vi havde bagagen med ind, Wally bar de store og jeg resten, så sød kæreste. 10minutter efter bussen var klar opdager vi at gulvet er plaskvådt, og bliver endnu vådere med regnen udenfor, så vi rykker rundt for at holde tingene tørre. Op på skødet. Puhhhh.. "Der er masser af tid, der er masser tid" Bussen holder stille hele tiden. Trafikken var intens og vejret var sindssygt. Det regnede ind i bussen, der sad nogle uheldige omkring der blev plaskvåde, og når bussen endelig kørte, lød den syg.. som om chaufføren kørte i det forkerte gear hele vejen. Efter hundredvis af stops. Hvor ingen stod af eller kom på og det blev mørkt. På et tidspunkt lugtede det af olie, eller noget brændt eller.. jeg ved ikke.. det lugtede meget underligt. Bussen stoppede på midten af en regnskovsvej med ingenting at se omkring os. Der kom røg ud af motoren foran, klappen var oppe og bussen sukkede højlydt. Efter et par minutter begyndte folk at gå ud af bussen, men lidt efter blev alle proppet tilbage og bussen kørte igen. Men 20min efter stoppede vi og blev hevet ud af bussen og ind i en anden. Den her bus var rimelig fancy. Bløde sæder, tørt gulv. Men fordi vi kom først ind i den første bus var vi nu de sidste, og der var ikke sæder til os. Tilgengæld skulle vi så sidde ved det kæmpestore vindue, på en indbygget pude, med varme (måske motoren) Men varmt var det. Og imens kunne vi se de sidste 60km til Tana Ratah igennem det kæmpe vindue. Regnskov omkring bjergene, sving hvinende tæt på kanten, regn og numsevarmer! Fedt mand! Da vi kom til Tana Ratah blev vi samlet op af vores prebookede guesthouse, og kørt de 10minutter til Father´s Gh. På toppen af en lille bakke, med beplantning og blomster omkring. Vores værelse lignede udefra en stor ståltønde, men hyggeligt indeni med tremandsseng, lille skrivebord og spejl. Vi smed tingene, skiftede tøj, hang noget tøj til tørre, tissede og gik op for at tjekke ind. Receptionisten, en indisk fyr ved navn Smith, anbefalede at vi skyndte os at bestille billetter til Kuala Lumpur så hurtigt som muligt, men at det først kunne blive i morgen. Vi drak noget the og spiste noget mad og så var vi ellers klar til at ligge ned. Jeg havde tænkt på det hele dagen. Desværre var det en ret god ide at gå ud og hæve penge, så vi kunne betale for de billetter, og så vi kunne købe morgenmad og således, så det skulle gøres først. Vi fandt også noget ost og kiks (Wallys favorable backpackergourmet middag) så vi investerede og tog det med hjem til Barnaby, Minesweeper, sovepose og striksokker under tæpperne. Men først løb jeg ind i et tysk par, jeg lagde mærke til dem fordi de sad med samme pc som min, så der var lige en hurtig, "Hey den har jeg os!" og så er der jo ikke langt til "Min kan bare ikke komme online.." og fyren var tilsyneladende lidt af en wiz, han indvilgede i at jeg hentede min og så kunne vi kigge på den. Fedt. Efter en halv times tid var den fixet, og det er jeg så glad for mand! Søde mennesker. Vi snakkede længe, og han smed en masse gode computerråd i min retning. Wuhu. Så kunne jeg komme online, og endda gratis fordi man kunne se noget wi-fi uden adgangskode fra Guesthouset. Så er livet jo straks fantastisk. Gratis online i Malaysias højlande. Trippy.

Næste morgen ville vi så gerne sove længe, men det kunne man ikke helt pga. billetten til KL, det var Ramadan og officiel fridag i Malaysia (fra 20.-22-) så vejene var proppede af folk der skulle besøge familie og holde lang weekend. Så der blev sat en alarm til klokken 8, og den søde Wally gik ud for at ordne billetterne, jeg holdt mig vågen til han kom tilbage, men vi faldt begge lettede i søvn da billetterne var sikrede og sov til et stykke over middag. Der var jo en del forskellig trekking og vandretur man kunne gøre sig her i Cameron Highlands, vi var ikke lige i humør til en 6 timers traven rundt, jeg havde stadig ondt i ryggen, og var fortsat mensestruationsagtig og tænkte mest på at sidde. Men vi gik en lille 1-2 timers tur på en god regnskovssti, det er ret dårligt afmærket og da vi nåede til en campingplads vi ikke kunne komme videre fra, og det så begyndte at regne, syntes vi egentlig at vi havde fået nok regnskov for en dag. Smukt ellers, vildt frodigt, mystiske planter. Ret fedt. På vej tilbage spiste vi noget indermad, og kiggede lidt på butikker. Wally havde snakket lidt med et andet tysk par (vores naboer) og om aftenen faldt de i snak på terassen, jeg gad ikke rigtig. Jeg havde tænkt på sofaer hele dagen og var allerede træt af at fryse og være våd.. Så mig og mine sidste tørre bukser gik indenfor for at skrive blog og være indendørs og have det varmt. Senere kom jeg dog ud for at være lidt social. Og vi snakkede et par timer, søde mennesker. Der var også en fransk Terry som spillede 8strenget guitar og vidst var lidt af et geni. Han er den type backpacker som af princip nægte at rejse med fly, og han besøgt hundreedevis af lande, finansierede af barjobs med ham selv og guitaren. Lidt højrøvet som de franske nu ofte er, men sød og med en god grund til at være det. Vi havde ikke spist, men nu var køkkenet lukket og jeg gad ikke gå ud, var ikke rigtig sulten alligevel. Og da den kvindelige del af tyskerparet også bakkede ud, satte vi os ind og gik online lidt. Jeg lod hende tjekke sin mail etc. og så snakkede vi lidt. Jeg havde allerede givet slip på at Wally skulle komme tilbage mens jeg var vågen. Nu var det tre guitardrenge der skulle ud og lege sammen i Tana Ratah, det ville da være mærkeligt og suspekt hvis der ikke gik lidt fest i din. Franzicka derimod (kæresten) lod ikke til at have det på samme måde og jeg tror ikke kun var så meget for at gå alene i seng osv. Så vi snakkede til den gik et stykke over 1, jeg gik ned på værelset, i bad og faldt i søvn til Olsen Banden. Vågnede da jeg hørte Wallys karakteristiske skridt udenfor. En del fnisen og Ssscchhyy-en og så kom han ind vildt glad, og snakkede i en time om hvor fedt det havde været. Faldt i søvn klokken 6.00 og jeg satte alarmen og tænkte at det ville blive en lidt sej dag i morgen.
Nu havde det jo taget os 2 dage at okmme til Cameron highlands, og da dette var vores sidste dag, ville det være komplet latterligt at sove den væk. Klokken halv ti bankede Andy og Franzi på, nu tog de afsted. Der blev sagt farvel og Wally holdt sig vågen til at gå op og spise morgenmad og finde ud af hvad dagen skulle stå på. Det regnede rimelig ekstremt allerede fra morgenstunden, Wally var smadret og jeg kunne heller ikke gå særlig meget med min ryg, så der blev altså heller ikke noget større vandreprojekt sat igang. Jeg ved godt det er en regnskov og at det faktum at det regner ikke burde være så demotiverende, men det var det altså. Alt vores tøj stinker allerede af fisk og krabbe fra Thailand, meget af det er vådt endnu, fordi intet tørrer i det her vejr, og det er ikke dejlig varm tropisk regn det er kolde hårde dråber der finder alle sprækker i min efterhånden småmedtagede danske rød/hvide regnjakke.
Så hvad laver man ellers her? Vi gik ned for at snakke med den lokale turistguide. Som var kulsort, indisk, gule øjne og halvskaldet fladt hoved, lignede ret meget en fra Familien Adams, ret flink selvom hans udstråling lugtede lidt af snedig sælger fra Akrabah. Han vidste os en tur vi kunne tage, med andre turister, i en lille minivan rundt og se på de forskellige gårde og turist-ting i området. Der var også en imponerende indisk guide. Det tog lidt tid at vænne sig til hans talemåde, der indeholdt en del kunstneriske pauser, og ellers var præget af parodi-agtig indisk accent. Efter et par minutters fnisen indså jeg hvor fed en guide han egentlig var, og han skulle vise sig at være et rent leksikon. Vi spurgte om alt muligt, og han vidste ekstremt meget, lidt lissom dengserne i gymnasiet. Det var ret fedt. Lær mig noget!
Turen indebar 7 forskellige stops i Tana Ratah området, det første var en blomsterhave. Tusindvis af planter og blomster, der var alle farver, mærkelige blå hængeplanter, blomster der ligner keramik med 5mm tykke blade, kaktusser i alle størrelser, blomster der ligner eksotiske fugle, roser osv. En lang trappe der snoede sig opad en bakke, med en flot udsigt fra toppen. Ikke dårligt. Bagefter kørte vi til en jordbærfarm, som var lidt af en turist ting, mere end noget andet. Man kunne se lidt på jordbær og så købe nogle.. Jeg investerede i en jordbær/chokolade is, med drys og flødeskum. Wuhu, så fik vi også morgenmad. :) Wally købte en shake og den var også rigtig god. Efter jordbærerne tog vi til en Te plantage, og udover at det var nogle fantastiske grønne bløder bakker med tæt bevoksning, var det også meget informativt og interessant. Især her var guiden meget hjælpsom og vi fik en rundtur på fabrikken, hvordan planterne blev høstet, tørret og pakket. En minimum 3mdrs proces før teen var drikkeklar. Så købte vi en kop hver og tog videre til næste stop; insektfarmen. Snizzle, der var nogle vilde og underlige ting at se der. For det første en bille på størrelse med en håndflade, sort hårdt skjold og tre horn, det lignede noget fra Timon og Pumpas menukort. Tingengæld skulle den være helt ufarlig. Der var en del biller og underlige dyr at se. En lille gul sag der lignede en maske fra en afrikansk stamme et sted, irgrønne slanger, kæmpegræshopper, skorpioner, kamæleoner, og den underligste af dem allesammen. Et insekt klædt ud som et blad! Altså, det er jo ret smart at ligne et blad, og denne her fyrs krop var uigenkendeligt skjult under en uniform af grønne blade, på ben, hoved og krop. Det største blad på dens krop, kunne skilles på midten og så fungerede de som vinger?! Altså. Mærkeligt mand. Der var også en lidt mindre gennemført men ikke desto mindre imponerende fætter som lignede et vissent blad.
Efter sommerfuglene tog var der en honningfarm, som var lidt ligemeget. Der var ikke nogle bier fordi det regnede, vi smagte på noget honning.. jaja. Og så var der det lokale kinesiske buddhistiske tempel, som egentlig også var lidt ligemeget. Man har efterhånden set en hel del templer.
Men alt i alt en god tur.