Fra Railay til Malaysia

Hurra, idag er det regn og torden, gekkoerne gemmer sig under vores bungalow og hønsene løber ud for at plukke våde orme, mens de klukker til hinanden og afslører deres tilstedeværelse. Vi blev vækket af tordenen og så er der jo ikke noget at sige til at det bliver en dag under myggenettet, med bærbaren og bogen og kaffen, som bliver serveret på frisbee, fordi det er nemmere at bære den. Vi er ellers gode kunder nede i vores lille Small World Bar, idag gav de os en lille trekantet palmebladsindpakket gave, med sticky rice, meget sticky og ikke så meget rice, men stadigvæk ret lækkert. Og så kaffen, som lige er dyr nok når man nu ved det er noget 3 i een, pulverblanding de har som de putter i kogende vand. Smager godt. Det er dog lidt en skam at vi ikke har elektricitet endnu. Pcen går snart ud, og jeg sukker efter at få tændt vores 'fan', det er ikke koldt bare fordi det regner, næ nej. Igår var nok en af de smukkeste dage vi har set her i badeland. Det var klar blå himmel, bagende hedt, og ekstremt højvandet, hvilket betyder at alt det smukke blå vand fuldstændig opsluger den ellers ret brede strand og man må gå i vandet hvis man vil nogle steder hen. Vi kunne desværre ikke bare ligge og dase i vandkanten, vi havde allerede lagt planer; vi skulle ud og klatre. Rock climbing, med en sikkerhedsline på og så bare lodret op af klippevæggen. Uha Uha. Alle gør det her, folk kommer hertil kun for at klatre, folk tar på ferie her med vilje, så de kan klatre her. Det 5. bedste klatrested i verden, kalder man det. Og hver dag ser vi begyndere og professionelle gøre det spiderman style højt og lavt på de mange kalkstens klipper der er omkring os. Alarmen vækkede os lidt for tidligt så vi klikkede snooze hvert 9. minut i to timer før vi stod op, det er utroligt at man ikke bare tager en beslutning første gang, og så sover igennem de to timer. Men op kom vi, ned til stranden og spise en æggesandwich, og vi havde jo kortene med til at underholde os mens vi ventede på maden. Det er den restaurant med den bedste udsigt på Tonsai, men det er nu ikke et helt kulinarisk måltid man bliver serveret, tilgengæld er vi blevet glade for den sandwich og det er Tonsais bedste plads. Men der er nu en anden ting ved det her sted som er lidt sjov. Medarbejderne. Altså vi har set 3 ind til videre, og de har ligesom alle tre hver deres underlige gimmick. Den bedst engelsktalende og den ældste er en mand, med et meget sparsomt udvalg af tænder, og dem der er, ser også lidt mærkelige ud. Det er lidt svært ikke at stirre. Så er der en ung knægt, med et sindssygt monobryn, der er ikke noget hud at finde i mellem hans øjne, plus han har overbid. Den sidste er en pige, med det rundeste hoved, og rimelig buttet krop, og så har hun mørkeblå kontaktlinser, (altså man kan godt se det ikke er naturligt, når resten af hende er 100 % thailandsk) og igår morges var den tandløse mand helt vild med vores kort, og skulle vise os et korttrick han kunne. Han kaldte dem over en og en så han kunne prøve det på dem. Efter 3 eksempler havde Wally og jeg gættet hvad hans trick var, (ikke nogen fantastisk præstation, han havde smugkigget på bundkortet) men de to andre var helt i chock over hvor utroligt det var at han altid kunne finde det kort de lige havde valgt De tog sig til kinderne og grinede og stod med åbne munde og kunne slet ikke sætte en finger på hans genialitet. Og det var bare sådan et sjovt øjeblik, og jeg følte lidt at jeg var med i en film eller noget. Efter noget tid, lavede Wally samme trick på fyren og så kaldte han de to andre over igen, og så skulle Wally først trylle for dem og så skulle jeg. Meget fjollet. Endelig fik vi lov at spise sandwich, imens de to andre stadigvæk grublede over hvordan det var muligt. Cirka en time før vi skulle mødes med vores klatreguide begyndte vi at krydse over fra Tonsai til Railay, pga. det vilde højvande var der ikke noget med at gå udenom, og man måtte endda tage bukserne af, for stranden mellem klippevæk og havet var væk, og Wally gik med tasken over hovedet mens vandet plasket mig et stykke op over navlen. Dejlligt at blive kølet lidt ned dog. Det bliver nemmere og nemmere at komme over på den anden side (samme sted som lige da vi ankom hvor vi skulle over med taskerne!) Nu kan man også genkende stederne, og man behøver ikke tænke så koncentreret på ikke at falde, glide eller træde forkert. Nu kan man bare hygge sig med det. Det er dog stadig nødvendigt at hoppe i vandet bagefter, især når det er så indbydende og luften er så varm. Så det gjorde vi, bare lige ti minutter til at køle ned, og så videre. Ikke dårligt liv. Da vi ankom til vores klatreven skulle vi prøve udstyr, klatresko som er meget små og gør ondt (selv idag) Det er ligesom når man har høje hæle på, og for lange negle på tæerne, eller bare har for små sko på og danser med dem. Og en sele som går rundt om hvert lår og rundt om maven, bagpå hang der en lille pose med kridt, som man kunne dyppe fingrene i, så de ikke gled af stenene. Så skulle vi lære noget om knuder og generel snoreundervisning. Så kravlede han op og satte snoren fast, 7-8meter høj var turen, og så kunne vi begynde. Wally først. Jeg var hans snorebuddy. Dvs. jeg var ansvarlig for at han ikke faldt ned. Jeg skulle holde snoren stram og give ham ekstra snor, jeg skulle også fire ham ned når han ville ned igen. Han var måske ikke helt tryg ved at det var mig der skulle gøre det, nu da det var første gang, og han har lidt højdeskræk, jeg ved heller ikke helt hvorfor jeg var så frisk på det.. Men det var jeg bare. Og jeg klarede det fint. Blev ret træt i hånden dog, og jeg ville hellere gemme mine sparsomme kræfter til når jeg faktisk skulle klatre selv. Wally var meget begejstret da han kom ned, men jeg var nu altså ret nervøs. Det føltes som jeg skulle til eksamen, eller på scenen og optræde med et eller andet. Jeg havde kvalme og det svimlede lidt, men jeg gik igang, og det gik ret godt tror jeg. Jeg gjorde mig umage for ikke at kigge for meget ud. Der var ret langt ned, når man nu bare hang i en snor og man kunne se ret langt ud. Guiden gav os råd nede fra jorden af, og han vidste hvor der var gode steder at sætte fødder og hænder. Da jeg så var oppe, og kunne stå oprejst og kigge ud, var det godt nok et sug i maven. Uhhhhhh!! Så skulle man jo ned igen, og det foregår meget grænseoverskridende med at man bare skulle læne sig ud fra væggen. Læne sig tilbage. Ahhgg... er du tosset mand? Men det endte med at blive meget sjovt, og hvis man sparkede væggen væk og hoppede ned, var det faktisk ret sjovt. Puh. Rystede stadig lidt da jeg kom ned. Min krop er lidt sådan "Nej, hov. Mennesker skal ikke klatre lodret op af ting, det er ikke ment to be." Men anden gang var nemmere, jeg tog samme rute og jeg denne gang må jeg indrømme at jeg var ret sej. Det var nemt og hurtigt og jeg holdt ikke rigtig pauser, bare dum dum dum, yes, så var jeg oppe og så fire ned igen. Weeee....
Nr to rute vi prøvede var lidt for umulig. Efter en 3-4 meter kunne jeg ikke komme videre, klippevæggen bøjede en lille smule udaf, så du kravlede ikke 90grader men lidt mere, sådan at du ikke kunne stå rigtigt, du skulle spænde for bare at holde benene på væggen, altså bare meget meget lidt. Men jeg havde ihvertfald ikke råstyrke til at hive mig selv op over det der stykke. Desuden var der heller ikke rigtig nogle steder at holde fast ordentligt. Mine fingre gled lidt af og jeg kunne ikke sætte ordentligt af med fødderne og jeg endte altså med at give op. Wally klarede den lidt højere end mig, men sad også fast og gav op. Det er ikke så rart når man er midt i det og man bare kan mærke at musklerne siger nej. Ligesom når man laver en armbøjning og man bare ikke kan strække armene og løfte sig fra jorden igen, bare 6meter fra jordens stenede overflade, altså. Ligesom en stopklods. På det her tidspunkt kunne det mærkes i armene og vi troede at vi var for trætte nu og ikke kunne mere, men vores guide lokkede os til at prøve en tredje rute. Den var nemmere lovede han. Jeg skulle først for Wally havde lige klatret og trængte til pause. Det gik ret godt, det første stykke var teknisk svært, det var svært at se hvor man skulle holde og træde. Heldigvis havde guiden hjulpet folk igennem hundrede gange og han sagde "Højre fod til højre knæ. Venstre hånd højere op, højere, højere, mere til venstre, der!! Stræk benene.. kom så kom så kom så! Yes! Du er der. Højre hånd op.. ja, venstre fod til højre fod!" osv. osv. Så det gik ret hurtigt at komme dertil. Det næste stykke var en forlystelsespark af gode holde -og trædesteder og det gik knaldgodt i noget tid, men så ligepludselig blev jeg træt, og det blev sværere at holde fast. Stod ret akavet på væggen og tænkte at jeg ikke havde kontrol over det her stykke. Og så ligepludselig ud af det blå gled jeg. Svup, arme og ben slap væggen og jeg faldt....
.... 5 cm max, så havde snoren mig. Men de få sekunder hvor jeg ikke havde kontrol og hvor jeg var på vej ned mod jorden, glemte jeg alt om at der var en sikkerhedssnor. Jeg skreg højt og pressede øjnene i. Og så var snoren der, og krammede væggen som en edderkop (ikke ligeså sejt, men samme ide) og de råbte dernede at jeg skulle slappe af og bare sidde i snoren lidt. Snizzle. Så græd jeg lidt og tænkte "HVAD LAVER JEG HER MAND! Jeg vil ned, jeg vil ned, jeg vil ikke kravle ned, jeg vil VÆRE nede!!!" Jeg lod være med at kigge ud, sundede mig lidt, ignorerede en del råb dernedefra. Og efter jeg havde tænkt at jeg ville ned hundredegange begyndte jeg alligevel at kravle op.. jeg ved ikke hvorfor, og jeg klarede hele vejen op og sejren var sød. Jeg havde dog ikke lyst til at stå der så længe og blev firet ned på et lille minuts tid. Puuhhh.. jord.. dejlig ting. Guidefyren grinede af mig og spurgte om jeg savnede min mor, og selvfølgelig gjorde jeg det. "Idiot!" tænkte jeg.
Efter Wally havde klatret den havde jeg ikke så meget lyst til mere, det kunne altså også mærkes i arme og fingre og vi sagde tak for idag til vores guide, og skyndte os ud for at nyde det blå vand på Railay beach lidt, inden det helt forsvandt tilbage ud på havet. Det er fordi det lige har været fuldmåne så bliver det meget højvande om dagen, og meget lavvande om aftenen siger de, jeg synes det er en ret mystisk ting den der måne-vand forbindelse. Vi badede lidt, til det blev for koldt og så gik vi uden om den lille klatreklippe tilbage til Tonsai bay. På vejen spiste vi på restauranten hvor alle de muslimske piger arbejder, og det er som sædvanlig rigtig dejligt. Hjem og ibad og vaske saltvand af, og så skulle jeg lige på nettet lidt. På vejen hjem faldt jeg over en pandekagebod og købte mango og chokolade pandekage med hjem. Så klarede vi endelig den sværeste bane i Minesweeper, den med 99 bomber (enhver halvgammel Windows har et minesweeper spil) Efter hundredevis af forsøg, og sene nætter fulde af skuffelse og ærgrelse klarede vi det endelig. HURRA. Så lavede jeg et skrivebords billede med vores sejr og inden længe snorkede jeg, mens Wally så et par afsnit af Curb your enthusiasm. (Klovn på amerikansk, Casper og Frank har tyvstjålet konceptet kan jeg sige jer!!! Ingen tvivl om det.) Og idag kan klatringen mærkes i udvalgte fingre, håndled og lår, vingemusklen på ryggen og tæerne. Heldigvis er det dårligt vejr, så der er ikke noget med kajakker eller klatring idag, Jeg er sulten, og skal prøve at lokke min kæreste til at slippe den bog han har fundet og gå med mig ud og jage efter føde. Det regner ellers endnu. Jeg kunne godt have tænkt mig at det klarede op, så vi kunne bade lidt idag, det er også ved at være nogle dage siden vi har kastet frisbee. Sådan nogle ting skal jo holdes ved lige.

Idag er det så onsdag, klokken er 7:38 morgen og vi sidder/ligger på den muslimske restaurant. (de har alle tørklæder på her) Vi havde ikke urimelige men forholdsvis imponerende målsætninger for dagen, som skulle indeholde krydsningen til Malaysia, og endda ankomsten til Cameron Highlands - et frodigt regnskovs højland, skulle det gerne være. Men ak. Klokken 5:30 i buldermørke, i piskende stormregn, trak vi i vores rygsække og traskede ned til stranden, hvor en båd skulle hente os og sejle os til fastlandet, derfra skulle vi med en bus til Hat Yai, og derfra med en bus til grænsen, og efter krydsningen skulle vi med en bus derfra til Butterworth, og derfra til Tanah Rata, eftersigende der alle bacpackerne tager hen. Jo der er ret mange ting der kan gå galt undervejs, mange busser man kan misse, og mange stops man kan fare vild på. Men vi nåede ikke engang ud i vandet, for vores båd dukkede aldrig op.

Klokken blev lidt småsen igår, da Barnaby nr 2 blev sat på, ja vi har jo set det meste 100 gange, men DVDafspilleren er næsten officielt afgået så vi kan kun se hvad der er lagt ind på bærbaren, og da vi satte telefonalarmen til 4:50 beregnede jeg at der var lige knap 4 hurtige timer at sove på. Men det er jo godt at være træt når man skal busse hele dagen, det er bare ikke helt så motiverende at have en lang dag i vente, og vide at den begynder med at man er træt. Oven i det, vågnede jeg hver time og rodede rundt og ledte efter telefonen, for at sikre mig at den stadig var tændt (den går ud ind i mellem) at klokken ikke var for mange, eller at vi ikke havde overhørt alarmen på grund af det ekstreme regne-storme-vejr der buldrede løs på vores bungalow-tag. Så jeg sov ikke så godt. Alt var parat dog, soveposen skulle bare pakkes ned, så regnslaget kunne komme på tasken, bærbaren skulle i håndbagagen, en BH på, bukserne af, så de ikke blev våde og regnjakke yderst. Så var vi klar, traske traske. I bar numse og rød regnjakke ned af grusstien, mens frøer og andet natliv tydeligvis havde overtaget her i de tidlige timer. Der var intet at se på stranden, og da det regnede satte vi os op på restauranten, lige foran det aftalte mødested, klokken 5:34. ...Vi veeeeenteeeeer!... Gik rundt for at finde nogle tegn på liv, var der ikke et lille lys der? Nej. Ledte efter ure for at se om vores bare var galt på den, men det var for mørkt. Så blev det lysere. Og lysere, og nu kunne vi se klokken, den var god nok. Vi kunne se hele stranden og der var ikke nogle både. Klokken 6:14 satte vi nogle stole sammen, tog så meget tøj på der kunne findes frem og lagde os ned. Bummelum.. Jeg kunne ikke sove, men Wally fik sig en morfar tror jeg. klokken 7:45 dukkede vores travelguide op på motercykel, i blå boxershorts hevet helt op over navlen (som det eneste), men en rød rose tatoveret på skulderen (meget pirat) og med en forklaring: På grund af regnen og uvejret i nat kunne båden der skulle hente os, ikke komme ind til stranden. Det var farligt. Altså jeg skal ikke kunne sige helt teknisk hvorfor, men der er mange sten, og de der longtail både vipper altså meget, måske er det derfor, på den anden side skulle man måske tro at de lokale her kan finde ud af det alligevel? Det er jo regnsæson og det kan vel ikke være første gang.
Nå jaja hvad kan man ellers gøre, end at sige "Okay.." Og han foreslog at vi tog den næste bus klokken 10:00, "Okay..." Så håbede han at båden kunne komme ind denne gang. Nu er vejret stilnet af, så jeg tør godt håbe lidt på at det er muligt.
Ihh hvor spændende og backpacker agtigt, så lå man lige og sov på en restaurant som en anden vagabond, og hvor er det dejligt afsides og eksotisk at båden ikke kan komme ind til stranden, uha, vi er strandet! Men det er bare også irriterende, for nu betyder det at vi formodentlig ikke kan nå Cameron Highlands idag, da den sidste bus går fra grænsen klokken 14.30 og at vi ankommer lige omkring 15:00 med klokken 10-bussen, og det er foruden krydsningen, som gerne skal tage en time. Så vi har i stedet besluttet at tage helt til Kuala Lumpur (som er 5 timer for langt) men fordi det kan rejsefyren arrangere, så bliver tingene en del nemmere, så skal vi bare have klistermærker på og gøre som der bliver sagt, og vi behøver ikke rende rundt og spørge og lede efter den ene bus efter den anden (og der er vidst ret mange forskellige busser, hvis man tager med det offentlige) Så i stedet for at vågne op i Cameron Highlands, vågner vi op i Kuala Lumpur og skal med en 5 timers bus tilbage.. øv. Men siden vi ikke nåede den tidlige bus, skal vi alligevel sove et sted og misse en dag i højlandet. Hvis man skal blive gnaven og skylde skylden på nogle må det vel være os selv, fordi vi glemte tiden og endte med at spendere 19 dage her, og ikke gemme god nok tid til Malaysia. Der er jo under en uge til vi flyver til New Zealand! Underligt at tænke på. Så bliver det noget helt andet.

Men ellers har det nu været godt her på Tonsai, i går var der jo pludselig en masse ting der skulle gøres. vi skulle betale vores husleje, og købe busbilletter, vi skulle pakke, rydde bungalowen op, jeg skulle udvælge hvilke skaller og koraller fra min samling jeg ikke kunne leve uden, vi skulle købe nogle ting, og generelt forberede os psykisk på at sige farvel til paradis og sidde i busser og vade med bagage hele dagen idag. Der skulle jo en del penge til, og vi måtte bide i det lidt utilfredsstillende æble og krydse over til Railay for at finde en hæveautomat. På vejen fandt vi også nogle chips med pizzasmag (det er lidt snyd synes jeg, alle ka jo sige pizzasmag?!) Men de var nu gode. Noget toiletpapir, en soyamælk til Wally og en blandet bærjuice til mig, og den lille blærebetændelse som jeg prøver at slippe af med. Det var en ganske produktiv dag, men ikke meget at skrive hjem om, meget af tiden gik med at argumentere for eller imod den tidlige eller den lidt senere båd (Ja nu tager vi så den sene, selvom vi blev enige om den tidlige) Om aftenen var Wally på Skype med sine forældre og vi spiste vores sidste vegetarburger måltid på den afslappede Peace&LoveBar, med tøsede bossanovaversioner af Buffalosoldier og andre hits til at akkompagnere regnen.

Men i forgårs havde vi en superfantastisk dag. Det gik op for os at der ikke var længe til vi skulle flyve ud af Kuala Lumpur, og at vi vidst måtte til at rykke. Så vi købte en éndags pakke tur, med snorkling, motorbåd og en smule sightseeing. Hurra! Først tog vi en træbåd ud midt på havet, hvor en motorbåd dukkede op, og vi lavede en frygtet, men elegant krydsning fra det ene gyngende gespenst til det andet. Inde i motorbåden var der en masse spanske bikinipiger, ægtepar og turister, og så sejlede vi. Fuld fart henover bølgen. Det regnede lidt, og det var en åben båd så det var måske ikke lige så smooth. Men vi klarede den. Det første stop var snorkling. Vi lånte snorkeludstyr af de blå guider og så sprang vi i. Wally havde egentlig ikke lyst først, men da han så fiskene igennem det klare vand dukkede han alligevel op og overraskede mig midt i korallerne. Og det var nu noget helt fantastisk snorkling vi gjorde os der. Blå, lilla, røde koraller, gule, orange, grønne allefarvede fisk. Der var en sort og hvid fisk, hvor farverne skiltes af en helt lige skråstreg på midten. Med lange læber, ligesom en and og den guffede sand i sig og spyttede det ud i surrealistiske røgskyer. Så var der tigercamouflerede fisk, hvide gennemsigtige fisk, søagurker der lå helt stille på bunden, meterlange tynde tynde sølvfarvede ålfisk med lange snuder, mørkelilla runde fisk og gul og blåstribede gubbi-agtige fisk der vrimlede omkring os og ikke flyttede sig for noget. Man svømmede bogstaveligt talt ind i dem, og de nappede altså også lidt. Lidt suspekt. Så var der rigtig mange fantastiske muslingeagtige ting på bunden, store og små, med bredde bløde "læber", i allemulige farver, der lukkede sig forsigtigt når man svømmede henover. Wally viste mig også en stor lilla/sort alien-ting. Det lignede en blanding af en muteret søstjerne og en sprutteart, og den var ret imponerende. Gad man havde en lamineret oversigt af havdyr, når nu man kunne pege og sige "Den så jeg!" Ved så mange af dem. Ja det var fed snorkling. Bagefter var det tilbage til båden, og vi sejlede til et nyt snorklingsted, der også var rigtig fedt. Nu kan jeg jo ikke huske hvad vi så hvor, men det hele var nice. Så det næste stop var den strand hvor de havde filmet "The Beach" populær halvfemserfilm med DeCaprio og hende der spiller Galadriel i Fellowship of the Ring. Det var også en smuk strand, blåt gennemsigtigt vand, hvidt støv-sand og lysegrøn skov. Jeg kunne ikke genkende det fra filmen dog, men okay. Så var der et lidt unødvendigt stop på en strand, hvor der var aber, så alle turisterne kunne gå ud af båden og hen til et træ med aber og tage billeder og fodre dem med junk og gå tilbage til båden og efterlade deres skrald på stranden.. tsktsk. Så var der frokostpause, buffetbord, med pasta, ris, varme retter, kaffe og frugt, og en halv time at slå mave på, og så sejlede vi videre til det sidste stop, Bamboo-island, som var et surrealistisk sted, med bambus skov i sandet, og lavt klart vand. Man kunne snorkle lidt mere her, det var ikke koraller og sådan, men der var stadigvæk fisk at finde. Wally er nu helt vild med snorkling og plaskede ivrigt rundt, min maske var fesen og duggede helle tiden, plus de gul og blåstribede fisk nappede rimelig aggressivt. Og jo det jo bare et lille nap men man bliver da lidt forskrækket. Det er fordi guiderne fodrer dem for at lokke dem hen til turisterne, det kan de jo så godt lide. :) Så nu når de ser det hvide turistlår så napper de, for måske er det mad? Men inden jeg fik nok af min duggemaske nåede vi da lige at se en af dagens højdepunkter. En kæmpefisk, i alle mulige farver. Lilla, grøn, rød, det lignede et fantasifuldt barn der selv måtte farvelægge, eller en Disney tegner der tog tingene lige et skridt for langt. Vildt. Her så vi også en leopardplettet fisk, med små runde finner, og en mørkeblå lang fisk, der baskede med finnerne ligesom en fugl. Gad vide hvad grunden er til at de er blevet lavet så smukke? Fedt. Mens jeg sad og brunede lidt på stranden kom guiden rundt med frugt og kage, meget fornemt altså. Så var det hjemad, og Wally syntes at vi skulle sidde forrest, på spidsen af den åbne båd, selvom det nok ville blive lidt vildt. Og det blev vildt! Båden hoppede og vi fløj, det gik vildt hurtigt, ikke noget med at slippe med den ene hånd for at rette på solbrillen, det var bare med at holde fast. jeg klukkede og hvinede det første lange stykke tid, men så måtte jeg lukke øjnene og trække vejret, så blev det altså liiiiige gyngende nok. Vi var de første der blev sat af, desværre kunne de ikke nå ind til Tonsai Bay, så vi måtte gå hjem fra Railay beach. Det jo ikke så smart at man har sin søde blå kjole på, når man skal klatre igennem mudder og sten, hive sig op ved rødder og reb og generelt svede og bløde lidt for at klare det. Men det gik fint. Trængte rigtig meget til et bad, sæbe og sandfri hud. Vi havde begge også nogle konsekvenser at mærke der følger med at være våd og have badetøj på hele dagen, men det var superfedt mand! Rigtig god dag.

Dagen før det var det dejlig dejlig solskin, og vi udnyttede det til at bade og udnytte bølgerne mens vejret var til det. Snakkede en del om at klatre, men det blev ikke til noget, og vi nåede aldrig at klatre igen faktisk, men det er nu også okay. Så vi spillede bare frisbee, legede med krabber, tegnede i sandet osv osv. God dag, der må være gået en del dage med den slags, for vi har alligevel næsten været her i 3 uger, snizzle. Det føles som knap 2.

Nå, vi klarede det! Det er fredag, klokken er 18:42 og vi nærmer os vores 2. anden aften i Cameron Highlands. Wee... Her er lidt koldt, det er ret dejligt. Man er nødt til at have lille trøje på. Lige nu har jeg halstørklæde, striksokker og trøje og jeg drikker the! Men jeg har også lige været i bad. Desuden regner det ret meget om aftenen, og alt er vådt og koldt. Men det er en ret god forandring, endelig har man lyst til at putte sig i soveposen om aftenen, og man sveder ikke imens. Nå. Men det var nu ret besværligt at komme herhen. Snizzle. Det var sikkert de to værste rejsedage vi har haft, jeg havde lidt svært ved at holde optimismen kørende til sidst. Når man tænker på hvor nemt det er at komme hundredvis af kilometer i Kina med tog, eller selv Laos som er så lille og hvor det er busser der svinger og svajer som et skib, så var jeg godt nok lidt i chok over at det tog os omkring 40 timer at komme fra Railay til Cameron Higlands.
Vores guide på Railay havde kun forbindelser til enten Hat Yai (en Thailandsk by en times tid fra grænsen til Malaysia) eller hele vejen til Kuala Lumpur, så vi bookede til Hat Yai fordi vi ikke gad først at køre 5 timer for langt og så køre tilbage så snart vi ankom til Kuala Lumpur. Så var der jo det med båden som ikke dukkede op, og ventetiden. Vi bad faktisk guiden om at booke hele vejen til Kuala Lumpur alligevel, men det vidste sig lige før vi tog afsted at han ikke havde gjort det.. Nå. Den anden bus ville gå klokken 10:00 så vi blev samlet op med båd klokken 9:00 og vores bådkaptajner (eller hvad man nu kalder dem) 3 unge knægte i bare tæer og dårligt engelsk skulle følge os til busstoppestedet. Og der sad vi, og ventede og ventede... drengene begyndte at se nervøse ud og spørge nogle forskellige mennesker om noget. Så efter 10 min spurgte de os hvor vi skulle hen, og det var det eneste de sagde til os. Så kom bussen endelig, eller.. en minivan. Den kørte så rundt og samlede folk op. Alle skulle forskellige steder hen, og vi endte på et andet busstoppested hvor blev bedt om at vente. Jaa.. vi venter da.. Hvad foregår der mon? En halv time efter blev vi sat i en ny minivan og kørt mod Hat Yai. 4 timer efter blev vi smidt af i en ukendt by, af en chauffør der ikke kunne svare på spørgsmål og personligt rodede rundt med folk. Yes. Nå nu var vi så her. Ikke langt derfra fandt vi et travelagency og her fik vi en fantastisk bus til Butterworth (en by i Malaysia) Det var ret uvist hvordan og hvorledes, chaufførens engelsk var meget ringe. Men han endte med at køre os hele vejen, over grænsen (som var det nemmeste nemme) Det lignede tirsdag aften klokken 19 i Føtex, ingen kunder. Bare nogle venner i uniformer der hyggesnakkede og snart havde fri. Vi fik stempler uden problemer, de spurgte lidt interesserede til Sokrates (vandrestaven) og alle kom og smilede og kiggede på, så spurgte vi hvordan man siger Tak og de oversatte (og jeg har glemt det igen) og så gik vi ud og så holdt vores minivan der og vi kørte videre. Vi nåede Butterworth klokken 20 tror jeg. Bestilte billetter til Cameron Highlands næste dag og gik ud for at finde et sted at sove. Det var ret mørkt og lignede en lidt skummel ende af det ellers hyggelige bynavn. Det lyder ligesom noget fra Barnaby. Vi vadede et godt stykke ned af gaden og kom til et hotel, men det var vildt dyrt og vi tøvede lidt. Så sendte receptionisten os ned til et billigere et længere nede af gaden. Og vi gik videre. Jeg led på det tidspunkt under monstrets vægt. Hofterne og lænden var utilfreds, og jeg havde ikke tænkt mig at vade særligt langt videre, og åh sikke en beslutning at tage når man ser en masse piger hænge ud foran det såkalte "hotel" de snakkede alle sammen med hver deres motorcyklist og fnisede ind og ud af "The Ruby" vores ly for natten. Snizzle. Først en trappe, led opfindelse, og receptionisten er en ældre ret mand, lidt overrasket over at se os. Foran os i køen var der lige en oversminket dulle og en tyk motorcyklist der betalte meget små penge og hånd-i-hånd forsvandt ind i, hvad der lignede en forvokset stemmeboks, snizzle, hvad laver vi her, et bordel? Wally så lige hurtigt på mig da det gik op for ham, og jeg så ned i bordet og prøvede ikke at grine. Okay, yes vi blev vist til vores værelse som heldigvis var en etage over alle de små båse med åben til gulv og loft. værelset i sig selv var ikke så slemt, vi havde en håndvask og 2 senge. Der gik lidt før jeg turde sætte mig på sengen, men jeg skulle jo sove der, så... :) Vinduet var åbent og udenfor blev der smidt kanonslag rundt, ih hvor dejligt. :) Nå Wally var sulten og vi gik ud for at finde noget mad. Det var alligevel lidt for tidligt at gå i seng. Vi fandt hurtigt et rigtig fedt indisk sted. Altså, ikke hyggeligt, men god energi. Masser lokale der spiste der, og folk var flinke. Bestilte noget mad og det var superlækkert. Genial cheeseRoti, og Wally påstår at det er den bedste Dahl han nogensinde har fået. Bagefter gik vi i 7-11, ja der er altid en 7-11, og købte noget vand og noget juice og ikke længe efter lå vi på vores lyserøde skumle seng, og så Barnaby. Ja gode gamle Barnaby. Vi fik en 7 gode timer, og pakkede op og vadede nedad mod busstationen. Går lidt rundt, kan ikke finde bussen, vi smider bagagen og jeg holder vagt mens Wally går hen til en skranke og spørger. Det er altid spændende, når man er den der venter på den der får den vigtige information. Jeg spejder og spejder og der kommer han endelig, med et lille smil og ser ned i jorden. Den er gal. Da han når hen til mig peger han på uret. Klokken er en time mere end den burde være; vi havde glemt at stille vores ure fra Thai tid til Malaysisk. Neeejj!! Så vi havde misset bussen. Vigtig lektie at lære, forhåbentlig husker vi det fra nu af. Nå, vores billet blev lavet om til en anden by, Ipoh, hvor vi skulle kunne få en bus til Tana Ratah, som er backpackerstedet i Cameron Highlands. Så nu skulle vi finde Ipoh bussen, det var også lidt af en mission. Den skulle gå fra bussted nr 7 men det var åbenbart ikke den bus der, og så fik jeg af vide at det var den rigtige bus, men fyren vidste ikke hvad tid den gik, og Wally fik at vide at det slet ikke var her og. Ihhh.. Nå vi ventede noget tid og pludselig kom bussen, alle dem vi havde spurgte om hjælp vinkede dog til os og råbte "This is bus!! Your Bus.. come come" og vi skyndte os at komme. Vi endte bag et Australsk lidt ældre par og faldt i snak med dem på vejen. Det vidste sig at de skulle have haft en direkte bus til Tana Ratah om morgenen, men den blev aflyst. Busfolkene sagde at det var fordi den var brudt sammen, men de troede ikke rigtig på dem. De havde tilgengæld fået deres billet lavet om til Tapah, en anden by, og de skulle skifte derfra. Nå. Jeg ville hellere hægte mig på dem. En ting er at være turist, så betaler man og bliver hjulpet rundt. Hvis man er mange turister vil de meget gerne hjælpe, der er flere penge og det er lissom om de respekterer een lidt mere. Men hvis det er ældre turister, ja så er folk interesserede i at hjælpe. Nu er man ikke en fedtet backpacker der bare ikke planlagde godt nok, nej nu er man sammen med seniorer hvis bus er aflyst og som har alt ret til at hidse sig op og komme først. Så da vi nåede Ipoh besluttede jeg at vi bare skulle blive siddende og tage med til Tapah sammen med 63årige Craig og Jane fra Sydney. Der blev ikke sagt noget til os, vi så ud af vinduet for at være sikre på at de ikke havde smidt vores bagage ud i Ipoh, men de var der stadig da vi endelig ankom til Tapah. ved busstoppestedet vidste det sig at vi havde misset bussen klokken 13.30. Den næste var først klokken 16.30. Oooookay nu var den lige næsten 14 og der var intet andet for end at vente. Vi gik ud for at finde noget mad, og kom tilbage. Snakkede med Australierne og med nogle skolepiger der også ventede på bussen. Det var jo okay, så er man altid lidt underholdt men det var nogle lange timer. Malaysia har en vildt blandet kultur, indere, kinesere, andre asiatere. Mange muslimer, mange hinduister alt sammet meget religiøst med tørklæder og røde prikker mellem øjnbrynene. Den ene skolepige var af indisk afstamning, og hendes accent var virkelig god, men hendes engelsk var fjollet. "Bus comes at forty" Æhh.. forty?" og så sagde hun rigtig tit "Newspaper star, very good!" Og ind i mellem så hun vildt ivrig ud og talte og talte og jeg forstod måske 10% og gjorde mit for at nikke og se imponeret ud. Jeg fik da fat i nogle ting, hun var 18 år og boede ved Tana Ratah, hver dag sad hun ved det her busstoppested og ventede i timevis på bussen, som somregl var forsinket. Hendes mor var død, og hun havde 4 søskende, der alle var læger eller sygeplejersker. Og hver dag læste hun bare, "read read read, english book, very good!" Hun var sød. Australierne var også okay selskab men jeg var ret utilfreds ved det hele. Min ryg gjorde ondt og jeg var da på min 5. dags forstoppelse, stadigvæk blærebetændelse og stadigvæk langt fra målet. Puh. Efter en times tid fik jeg min mensestruation og skulle ned i taskemonstret for at finde hygiejne ting. Busstoppestedet var ligesom en firkant, med bænk hele vejen rundt, vores bagage lå i midten og jeg er sikker på jeg havde 8ud af 10s opmærksomhed mens jeg fumlede rundt og tabte sokrates og væltede guitaren og vendte monstret om på maven, for at hive regnslaget af, for at åbne det forkerte rum så alle DVDerne faldt ud på jorden og så endelig det rigtige rum med toilettasken og åhh. Så blev jeg verbalt guidet til toilettet af en meget højrøstet lokal tosse, med okay engelsk, men med en del anatomiske defekter og mangler, så som fingre. Frisk fyr ellers. Da jeg så når toilettet skal man betale og da jeg var møntløs undgik jeg bare øjenkontakt og gik hurtigt.
Nå det begyndte at tordne og regne, og der kom en taxichauffør der påstod at bussen aldrig ville dukke op og at han ville tage os med til Cameron for det dobbelte af busprisen. Det Australske par tog med, men skolepigerne fortalte os at bussen ville komme om et kvarter så vi ventede lidt mere. I mellemtiden havde vi mødt en engelsk pige og en fransk fyr der også skulle til Cameron, så vi snakkede med dem. Altid nogle at snakke med. måske 30min efter kom bussen, og der var vildt påstyr, sindssygt mange mennesker skulle med, babyer der græd, himlen buldrede og bragede lige over os regnen piskede ned. Alle var vildt ivrige for at komme ind i bussen, det føltes lidt som det sidste redningsskib før Titanic sank, og fordi vi er turister blev der sørget for at vi kom ind og fik en plads hurtigt. Hvilket jo er dejligt for mig, men irriterende for hende med den hysteriske baby der står i regnen og skal vente på at komme hjem. Jeg tror alle kom med, jeg håber de gjorde, jeg havde dårlig samvittighed overfor de andre, bare fordi man er hvid, er det bedst hvis man ikke bliver våd. Vi havde bagagen med ind, Wally bar de store og jeg resten, så sød kæreste. 10minutter efter bussen var klar opdager vi at gulvet er plaskvådt, og bliver endnu vådere med regnen udenfor, så vi rykker rundt for at holde tingene tørre. Op på skødet. Puhhhh.. "Der er masser af tid, der er masser tid" Bussen holder stille hele tiden. Trafikken var intens og vejret var sindssygt. Det regnede ind i bussen, der sad nogle uheldige omkring der blev plaskvåde, og når bussen endelig kørte, lød den syg.. som om chaufføren kørte i det forkerte gear hele vejen. Efter hundredvis af stops. Hvor ingen stod af eller kom på og det blev mørkt. På et tidspunkt lugtede det af olie, eller noget brændt eller.. jeg ved ikke.. det lugtede meget underligt. Bussen stoppede på midten af en regnskovsvej med ingenting at se omkring os. Der kom røg ud af motoren foran, klappen var oppe og bussen sukkede højlydt. Efter et par minutter begyndte folk at gå ud af bussen, men lidt efter blev alle proppet tilbage og bussen kørte igen. Men 20min efter stoppede vi og blev hevet ud af bussen og ind i en anden. Den her bus var rimelig fancy. Bløde sæder, tørt gulv. Men fordi vi kom først ind i den første bus var vi nu de sidste, og der var ikke sæder til os. Tilgengæld skulle vi så sidde ved det kæmpestore vindue, på en indbygget pude, med varme (måske motoren) Men varmt var det. Og imens kunne vi se de sidste 60km til Tana Ratah igennem det kæmpe vindue. Regnskov omkring bjergene, sving hvinende tæt på kanten, regn og numsevarmer! Fedt mand! Da vi kom til Tana Ratah blev vi samlet op af vores prebookede guesthouse, og kørt de 10minutter til Father´s Gh. På toppen af en lille bakke, med beplantning og blomster omkring. Vores værelse lignede udefra en stor ståltønde, men hyggeligt indeni med tremandsseng, lille skrivebord og spejl. Vi smed tingene, skiftede tøj, hang noget tøj til tørre, tissede og gik op for at tjekke ind. Receptionisten, en indisk fyr ved navn Smith, anbefalede at vi skyndte os at bestille billetter til Kuala Lumpur så hurtigt som muligt, men at det først kunne blive i morgen. Vi drak noget the og spiste noget mad og så var vi ellers klar til at ligge ned. Jeg havde tænkt på det hele dagen. Desværre var det en ret god ide at gå ud og hæve penge, så vi kunne betale for de billetter, og så vi kunne købe morgenmad og således, så det skulle gøres først. Vi fandt også noget ost og kiks (Wallys favorable backpackergourmet middag) så vi investerede og tog det med hjem til Barnaby, Minesweeper, sovepose og striksokker under tæpperne. Men først løb jeg ind i et tysk par, jeg lagde mærke til dem fordi de sad med samme pc som min, så der var lige en hurtig, "Hey den har jeg os!" og så er der jo ikke langt til "Min kan bare ikke komme online.." og fyren var tilsyneladende lidt af en wiz, han indvilgede i at jeg hentede min og så kunne vi kigge på den. Fedt. Efter en halv times tid var den fixet, og det er jeg så glad for mand! Søde mennesker. Vi snakkede længe, og han smed en masse gode computerråd i min retning. Wuhu. Så kunne jeg komme online, og endda gratis fordi man kunne se noget wi-fi uden adgangskode fra Guesthouset. Så er livet jo straks fantastisk. Gratis online i Malaysias højlande. Trippy.

Næste morgen ville vi så gerne sove længe, men det kunne man ikke helt pga. billetten til KL, det var Ramadan og officiel fridag i Malaysia (fra 20.-22-) så vejene var proppede af folk der skulle besøge familie og holde lang weekend. Så der blev sat en alarm til klokken 8, og den søde Wally gik ud for at ordne billetterne, jeg holdt mig vågen til han kom tilbage, men vi faldt begge lettede i søvn da billetterne var sikrede og sov til et stykke over middag. Der var jo en del forskellig trekking og vandretur man kunne gøre sig her i Cameron Highlands, vi var ikke lige i humør til en 6 timers traven rundt, jeg havde stadig ondt i ryggen, og var fortsat mensestruationsagtig og tænkte mest på at sidde. Men vi gik en lille 1-2 timers tur på en god regnskovssti, det er ret dårligt afmærket og da vi nåede til en campingplads vi ikke kunne komme videre fra, og det så begyndte at regne, syntes vi egentlig at vi havde fået nok regnskov for en dag. Smukt ellers, vildt frodigt, mystiske planter. Ret fedt. På vej tilbage spiste vi noget indermad, og kiggede lidt på butikker. Wally havde snakket lidt med et andet tysk par (vores naboer) og om aftenen faldt de i snak på terassen, jeg gad ikke rigtig. Jeg havde tænkt på sofaer hele dagen og var allerede træt af at fryse og være våd.. Så mig og mine sidste tørre bukser gik indenfor for at skrive blog og være indendørs og have det varmt. Senere kom jeg dog ud for at være lidt social. Og vi snakkede et par timer, søde mennesker. Der var også en fransk Terry som spillede 8strenget guitar og vidst var lidt af et geni. Han er den type backpacker som af princip nægte at rejse med fly, og han besøgt hundreedevis af lande, finansierede af barjobs med ham selv og guitaren. Lidt højrøvet som de franske nu ofte er, men sød og med en god grund til at være det. Vi havde ikke spist, men nu var køkkenet lukket og jeg gad ikke gå ud, var ikke rigtig sulten alligevel. Og da den kvindelige del af tyskerparet også bakkede ud, satte vi os ind og gik online lidt. Jeg lod hende tjekke sin mail etc. og så snakkede vi lidt. Jeg havde allerede givet slip på at Wally skulle komme tilbage mens jeg var vågen. Nu var det tre guitardrenge der skulle ud og lege sammen i Tana Ratah, det ville da være mærkeligt og suspekt hvis der ikke gik lidt fest i din. Franzicka derimod (kæresten) lod ikke til at have det på samme måde og jeg tror ikke kun var så meget for at gå alene i seng osv. Så vi snakkede til den gik et stykke over 1, jeg gik ned på værelset, i bad og faldt i søvn til Olsen Banden. Vågnede da jeg hørte Wallys karakteristiske skridt udenfor. En del fnisen og Ssscchhyy-en og så kom han ind vildt glad, og snakkede i en time om hvor fedt det havde været. Faldt i søvn klokken 6.00 og jeg satte alarmen og tænkte at det ville blive en lidt sej dag i morgen.
Nu havde det jo taget os 2 dage at okmme til Cameron highlands, og da dette var vores sidste dag, ville det være komplet latterligt at sove den væk. Klokken halv ti bankede Andy og Franzi på, nu tog de afsted. Der blev sagt farvel og Wally holdt sig vågen til at gå op og spise morgenmad og finde ud af hvad dagen skulle stå på. Det regnede rimelig ekstremt allerede fra morgenstunden, Wally var smadret og jeg kunne heller ikke gå særlig meget med min ryg, så der blev altså heller ikke noget større vandreprojekt sat igang. Jeg ved godt det er en regnskov og at det faktum at det regner ikke burde være så demotiverende, men det var det altså. Alt vores tøj stinker allerede af fisk og krabbe fra Thailand, meget af det er vådt endnu, fordi intet tørrer i det her vejr, og det er ikke dejlig varm tropisk regn det er kolde hårde dråber der finder alle sprækker i min efterhånden småmedtagede danske rød/hvide regnjakke.
Så hvad laver man ellers her? Vi gik ned for at snakke med den lokale turistguide. Som var kulsort, indisk, gule øjne og halvskaldet fladt hoved, lignede ret meget en fra Familien Adams, ret flink selvom hans udstråling lugtede lidt af snedig sælger fra Akrabah. Han vidste os en tur vi kunne tage, med andre turister, i en lille minivan rundt og se på de forskellige gårde og turist-ting i området. Der var også en imponerende indisk guide. Det tog lidt tid at vænne sig til hans talemåde, der indeholdt en del kunstneriske pauser, og ellers var præget af parodi-agtig indisk accent. Efter et par minutters fnisen indså jeg hvor fed en guide han egentlig var, og han skulle vise sig at være et rent leksikon. Vi spurgte om alt muligt, og han vidste ekstremt meget, lidt lissom dengserne i gymnasiet. Det var ret fedt. Lær mig noget!
Turen indebar 7 forskellige stops i Tana Ratah området, det første var en blomsterhave. Tusindvis af planter og blomster, der var alle farver, mærkelige blå hængeplanter, blomster der ligner keramik med 5mm tykke blade, kaktusser i alle størrelser, blomster der ligner eksotiske fugle, roser osv. En lang trappe der snoede sig opad en bakke, med en flot udsigt fra toppen. Ikke dårligt. Bagefter kørte vi til en jordbærfarm, som var lidt af en turist ting, mere end noget andet. Man kunne se lidt på jordbær og så købe nogle.. Jeg investerede i en jordbær/chokolade is, med drys og flødeskum. Wuhu, så fik vi også morgenmad. :) Wally købte en shake og den var også rigtig god. Efter jordbærerne tog vi til en Te plantage, og udover at det var nogle fantastiske grønne bløder bakker med tæt bevoksning, var det også meget informativt og interessant. Især her var guiden meget hjælpsom og vi fik en rundtur på fabrikken, hvordan planterne blev høstet, tørret og pakket. En minimum 3mdrs proces før teen var drikkeklar. Så købte vi en kop hver og tog videre til næste stop; insektfarmen. Snizzle, der var nogle vilde og underlige ting at se der. For det første en bille på størrelse med en håndflade, sort hårdt skjold og tre horn, det lignede noget fra Timon og Pumpas menukort. Tingengæld skulle den være helt ufarlig. Der var en del biller og underlige dyr at se. En lille gul sag der lignede en maske fra en afrikansk stamme et sted, irgrønne slanger, kæmpegræshopper, skorpioner, kamæleoner, og den underligste af dem allesammen. Et insekt klædt ud som et blad! Altså, det er jo ret smart at ligne et blad, og denne her fyrs krop var uigenkendeligt skjult under en uniform af grønne blade, på ben, hoved og krop. Det største blad på dens krop, kunne skilles på midten og så fungerede de som vinger?! Altså. Mærkeligt mand. Der var også en lidt mindre gennemført men ikke desto mindre imponerende fætter som lignede et vissent blad.
Efter sommerfuglene tog var der en honningfarm, som var lidt ligemeget. Der var ikke nogle bier fordi det regnede, vi smagte på noget honning.. jaja. Og så var der det lokale kinesiske buddhistiske tempel, som egentlig også var lidt ligemeget. Man har efterhånden set en hel del templer.
Men alt i alt en god tur.