Tilbage i Luang Prabang

Idag er det fredag, og vi er i Muong Ngoi, en lille time op af floden fra Nunkiauw. Her er endnu mere fantastisk. Lillebitte landsby, og her i lavturistsæsonen er der kun en håndfulds Falongs (udlænding på Laos) ud over os selv. Daan var her for to år siden, og kendte derfor en rigtig sød dame som ejer et guesthouse allerbagerst i byen. Hun kunne godt genkende ham. Så her bor vi, igen har vi hængekøje og privatejet bungalow, denne gang er der dog nogle lidt mere praktiske mangler, som bade/toiletvand og elektrisitet, som jeg personligt endnu ikke har set noget til endnu. Men vi har en elpære.. Det er okay, så har vi jo stearinlys og improviserer med den personlige hygiejne. Fint fint. Hovedgaden er en tometer bred jordvej, ingen biler blot den lejlighedsvise cykel, få restauranter og små forretninger, der allesammen sælger det samme. Derudover er gaderne fulde af børn, dem der er for unge til skole. De går rundt som små bander, pigerne og drengene for sig, og tegner tegninger i hovedgadens jordoverflade. Følger efter turisterne, leger fjollede lege med hinanden og er generelt et skønt syn. Der er somregl lige en buttet halvnøgen bedstefar med et spædbarn om maven eller en eller andens mor som kigger lidt efter dem. Men hvad er der at være bange for? Alle kender alle, der er ingen biler og det er vel det samme hver dag. Der er også et virvar af kattekillinger, ællinger og kyllinger, med deres mødre. Ekstremt mange haner (tror aldrig jeg har set og HØRT så mange haner på så lille et sted) De starter kykkelikyen ved første strejf af sol og bliver ved til solnedgang. Alt er igen lavet af bambus, stråtage og alle husene er hævet minimum en meter over jorden, imod oversvømmelse og dyr generelt. Vi er rigtig ude på landet her, der er intet telefonsignal, eller internet, ingen høj musik eller stress. Bare stille og roligt hverdag i en minilandsby ved en flod, omringet af bjerge og jungle-lignende skov. Vi ankom igår, og der gik ikke mange sekunder før vi allesammen var helt vilde med stedet. Der skete dog ikke så meget, vi tjekkede ind i vores bungalows, og gik ned for at finde en fruitshake eller en kaffe-shake eller lignende. Hurtigt endte vi op ved guesthouse ejerens nye hus, som lå lidt længere nede af hovedgaden, hun havde alle slags shakes, og vi blev budt indenfor på omvendte plastikølkasser, med hynder som stole, og bestilte fire blandet ananas og banan. Hendes ene søn 22årige Shai gjorde os selskab, og han snakkede flot engelsk. Arbejdede som guide i den lille by, og ham kom vi til at hænge en del ud med. Han fortalte os om landsbyen, familien og andre Laos ting. Blandt andet at der var en strømgenerator i byen, der kun var tændt mellem 19 og 22 om aftenen, hvem skal bruge lys når solen er der? Og hvem skal bruge lys efter 22? Der sover alle jo alligevel! Men også historien om dengang ham og hans storebror fandt en lille bombe i køkken-jorden (det er jo udendørs alt sammet) den havde ligget i jorden siden dengang i tredserne hvor amerikanerne smed millioner af bomber henover Laos, og historien ender uhyggeligt men heldigt, med at hans bror mistede den ene hånd da bomben sprang. Eller om hans fætter som for nyligt havde drukket for meget Lao-Lao (stærk klar lao-alkohol, smager lissom terpentin) og kørt galt i en motorbåd og ikke set siden. De fandt den smadrede båd i nogle sten, uden motor eller fætter. Så det er både nogle helt andre vilkår, men også de samme problemer man har i et land som Laos. Han fortalte også en anden historie om engang han var 10 år, og jagede med sin ven, og skød en fire meter lang kobraslange og spiste den, fordi de var sultne.. Men altså, jeg må indrømme at det ind imellem virkede en lille smule opfundet. Den med slangen var jeg ikke særlig overbevist om, især fordi han blev hyldet som helt i landsbyen, og de kaldte ham "superboy" .. jeg ved ik, det begyndte at ligne ønsketænkning lidt. Måske skulle han bare teste turisterne, eller måske passer det, man ved jo aldrig. Men Shai var frisk, til tider lidt for frisk, drak urimeligt meget Lao Lao og va i det store hele en ret dårlig guide, udover det imponerende engelske, altså. Men det giver jo alt sammet et indtryk af rigtige Laos mennesker, også dem der prøver at tilpasse sig den nye teknologi, og den overvældende turisme. De fleste familier i Laos har et Tv, altså.. dem der har bare lidt penge. Det er godnat historien (lisssom i den vestlige verden) som ikke kan undgås. Hvis der er tændt sidder øjnene fast, ligemeget om det er horribel gyser kl 10 om formiddagen, eller dårlig sæbeopera, med temaer der pirker lidt ved det moderne samfunds nye tendenser så som at få et kys midt på gaden, eller vise skuldrene i offentligheden. Alle har en mobil, også i de områder hvor der er dårlig signal, og mange af de unge har forholdsvis moderne musik på deres mp3ere. (Vi snakker for det meste 90'er boybands og Lao-rock) Selv i sådan en lille bitte landsby som Hmong Noi. Dagene der gik hurtigt, og vi lavede ikke så meget. Spillede guitar, hang ud i hængekøjerne, gik den ene dag ned til floden og badede lidt, og den anden dag købte vi en guidet tur af Shai, som tog med os på udflugt op af floden. Han lejede en båd med een af sine venner, til en lille landsby, som havde silketørklæder som specialitet.. hmhmhmmm.. Jaja. Det var ret vildt. Indbyggerne her så ret simple ud, ikke meget tøj og langt mere generte overfor turister. Og samtidig havde hvert et hus et utalt af smukke silkehalstørklæder, i alle mulige farver. Jeg købte to, og Wally købte 1, og jeg ved ik med Daan og Caroline, de købte mange! De er jo nærmest på vej hjem, så de skulle have gaver og alt muligt med, det er jo lidt tidligt for os at købe. Vi satte os og spiste, fik omelet, sticky rice og nudler, og Shai forsøgte ihærdigt at hælde beer Lao i os, lykkedes dog ikke helt i samme omfang som ventet. Da han hentede Lao Lao'en frem og begyndte at tage shots tænkte jeg "Aaaaaaaahhhhhhhh.... nuuuu..." og ærligt talt var han godt vissen da vi var færdige med at spise. En lokal karakter dukkede op, Shais fars ven, og de sad og drak om kap, der klokken 13 om eftermiddagen. Puhh.. festival hver dag, hva? Men det er jo så dejlig nemt at være pige, for når de så siger "Nøhj, du er kun 10%mand hvis du ikke drikker" Så er det ikke noget problem at svare igen, og især Shai ville gerne lægge procenter på hvor meget mand han og de andre var hele tiden. Lidt irriterende. Nå det begyndte at regne, og vores plan var at "tube" tilbage til Hmong Noi. Dvs. stor sort gummiring (indersiden af et kæmpe lastbildæk), turist ned i midten og følge strømmen og nyde udsigten i 2 timer ned af floden. Uhh.. Men det jo måske ikke så sjovt når det styrter ned, så vi ventede lidt, og da det klarede op og vi gerne ville gå, sad vores lille guide der med røde øjne og sagde "Ej min fars ven er lige kommet, vi har noget vigtig at snakke om.. så jeg vil gerne blive lidt. Men vi går snart! Måske om 20 min?" Og igen tænker man "ahhhhhhhh .. nuuu stopper du hr. guide. Du bliver ikke betalt overpris for at sidde og drikke neglelakfjerner med den lokale tosse. Og vi endte med at sige "okay, Shai du kan blive, men vi går ned til floden nu." og han så lidt fornærmet ud, men altså, så kan han lære det. Nede ved floden fandt vi noget meget spændende sand, som var ligesom budding. Man kunne gå på det uden at synke igennem, det blævrede ligesom bare.. men hvis du stod lidt, sank du ned og det var dybt ned, og du sad rimelig godt fast. Så det legede vi lidt med, Caroline opdagede at hun havde glemt sine sko ved restauranten og da hun kom tilbage havde hun Shai med, så vi kunne endelig begynde vores sejltur ned af floden. Wee.. Det var en ret fed tur. Helt stille, fordi båden sejlede uden motor, og vi kunne bare flyde derudaf og kigge på bjergene og solen og træerne og planterne og insekterne og så videre. De havde endda drinks med, så man kunne padle hen til dem og få en tår vand (eller et glas øl hvis man var en rigtig mand). Det er jo luksus, og resten af vores ting lå også i båden, så det skulle vi ikke tænke på. Det var helt perfekt. Om aftenen var vi inviteret til barbecue og en lille ceremoni hjemme hos Shai, og det var også dejligt. Altså. Nu er Wally og jeg jo vegetarer, så det er nemt at sige med det samme at man ikke skal have noget nyslagtet høne. De to andre var også ret meget i tvivl, men hvad kan man gøre når man bliver tilbudt (de endte så med at betale en mindre formue for det..sådan en høne er åbenbart ikke billig i Hmong Noi) Mærkeligt. Men der skete noget ret fedt i løbet af aftnen. Vi blev budt indenfor på gulvet at sidde ned, om et rundt stålbord, på midten var der en guldmalet vase, med overdådige (og let støvede) plastikblomster. Ned fra blomsterne hang der hvidt snor. På bordet stod der nogle skåle med slik og kiks. Okay, så sad vi der, fjernsynet kørte, men blev skruet ned og pludselig kom der en håndfuld ældre damer hen til bordet (inklusiv guesthouse ejeren og hendes mand.) Og Shai gik i gang med at fortælle at det her var en speciel ceremoni, at det skam kun var for VIP mennesker, og sjældent at falongs blev inviteret. Alle skulle lægge en hånd på stålbordpladen og nogle af dem mumlede noget. Pludselig farede de op og hev de hvide snore af blomsterne og bandt om vores håndled mens de sagde en hel masse på Laos sprog som jeg ikke forstod. Smilede og snoede og snoede, og velsignede os og sagde alle mulige gode ting. Jeg endte med at have otte på i alt og det var en ret powerfuld oplevelse egentlig. Shai gav mig også en på, hans velsignelse var noget i stil med "I hope you start drink more beer.. not always water.." typisk ham mand, jeg gav også ham en snor og sagde at jeg håbede at han ville få en masse børn, for det sagde hans mor at alle i familien gerne snart ville have.. Bagefter tog de vores hænder og proppede dem med slikket fra skålene og så blev der sagt værsågod. Okay, nicenice. Imens så vi i Shais mors fotoalbum, med billeder fra hendes børn og hendes gæster. Hun har 8 børn, den yngste er måske 5 år gammel.. Den ældste et sted i 30'erne. "No more.. she is last one.. no more" Forklarede hun med et let udmattet udtryk i stemmen imens hun pegede på den yngste datter der for det meste løb rundt på hovedgaden med de andre børn og legede pigerne mod drengene. Ja det er der ikke noget at sige til. De fleste unge i Hmong noi flytter fra landsbyen efter folkeskolen, da der ikke er andet uddannelse der. De tager til Vientiane eller Luang Prabang for at studere og kommer kun hjem på ferier osv. Vi så kun 4 af dem, hvoraf alle undtagen Shai var piger.Nå der gik ikke længe før vi gerne ville tilbage og sove, så vi traskede ud i mørket, med vores mobiler som lygter. Næste morgen, søndag var det på tide at tage tilbage til Luang Prabang. Vi tog en morgenbåd tilbage til Nong Khiav. og en lokal bus tilbage til Luang Prabang (ca. 3,5 time) Det var heldigt for vi var liiiige ved at løbe tør for penge. Ahh tilbage i den gode bløde seng, med evig elektricitet og uden insekter. Vi købte en baguette hos Mamas No1 med ekstra sennep for mit vedkommende, og gik endda ned og flottede os med en kvalikaffe på den sædvanlige restaurant. Da vi så har 2000kip (ca 50ører) tilbage gik vi ned mod Atm, for penge skal der jo til. Og her erfarer vi at hæveautomaten er lukket. NÅ, den anden var også lukket NÅ, der hang et skilt der forklarede at den ville åbne klokken 18, men den åbnede aldrig. Og vi endte med at låne penge af Daan og Caroline til mad og spas og det der hører til. Der blev foreslået at de nok åbnede dem mandag, (imorgen) fordi, det var jo søndag idag og måske var det derfor de ikke virkede. Mødte et utal af sultne og fortvivlede backpackere som hang ud ved automaterne i håb om at et mirakel ville ske. De fortalte os at automaterne havde været lukkede i dagevis, med forskellige årsager som forklaring og at det hele var lidt noget rod og ret mystisk. Men man var jo ikke helt fortabt, man kunne jo bruge sit Mastercard, HVIS IKKE DET NETOP VAR BLEVET VÆK. (Og wallys er bare et hævekort, uden kode og den slags - visalir)Jaja.. vi fandt ud af det. Lånte et par 100 af Daan og Caroline, og på trods af vores frygt for pengemanglen, tog vi i bowlinghallen om aftenen, for det er jo så sjovt. Som Daan sagde, "jeg skal bruge penge før eller siden alligevel, det kan vel ligeså godt være før!" Og ja.. det er måske rigtig nok. Bowlingturen var genial.. Jeg var den stolte indehaver af 6 strikes, og endda en del af dem i træk. Det er vel nok en fed følelse når de allesammen vælter. Faktisk havde vi et spil hvor vi allesammen var vildt gode. Endte med en score mellem 108 og 145 point - hvor jeg fx i nogle af de tidligere spil endte med en pinlig score på 33 eller 50. Så 116 var fantastisk for mig, og jeg husker den halve time det tog, som noget rigtig dejligt. Nå.. et par spil mere og så havde vi altså ikke flere penge. Tog en tuktuk hjem, og håbede på det bedste for næste dags hævemuligheder. Men ak.. nada.. Der hang da et nyt skilt hvor der stod "ATM open from 8pm to 8am, because this morning no work line busy." SUK hvad i alverden skal det dog betyde? Stemningen blev tungere og vi måtte igen ty til vores rige venner. Samtidig var det nu den tid på måneden og jeg pustede som en højgravid og fantaserede om varmetæpper på min lænd, og at ligge i fosterstilling og drikke the. Det var Carolines fødselsdag, 28 år. Hurra! Og der var planer om at spise gulerodskage på toppen af et vandfald lidt ude for byen. Men jeg kunne ikke klare noget vandfald eller nogen tuktuk, eller nogen slags kage for den sags skyld. Wally var travet afsted for at prøve at redde vores finansielle krise uden held, og det hele var bare lidt for meget. Samtidig var det Daan og Carolines sidste aften og de ville gerne købe en masse souvenirs og ordne en masse ting, men jeg måtte melde pas og gå hjem i seng. Efter et par timers liggen ned, og lidt monthy python og noget gratis kaffe, blev jeg lidt friskere, og kunne lige klare at kilde Wally til han overgav sig og råbte "You're the master!" (ej måske ikke det sidste, men det vil jeg prøve at lokke ham til næste gang.) Og jeg gik ud for at ringe til min mor og få hjælp med nogle kontanter. Western Union. Herresmart. Penge overføres fra Danmark, hentes 30 min efter i Laos. Sweet! Og endnu mere sweet at ens forældre ustandseligt er klar med støtte og hjælp. Selvom det er tidligt om morgenen, og besværligt. Nu var Western Unionerne altså lukkede for idag, men i det mindste ville de så måske være der i morgen! Der var jo også en chance for at hæveautomaterne åbnede klokken 20 som det var blevet lovet. Nå det blev sat i gang, og vi mødtes med de andre til noget farvel/fødselsdagmiddag et sted i byen. Hæveautomaterne åbnede dog ikke, og heller ikke halv ni da vi kiggede igen. Skalk. Caroline insisterede på at hun ville betale sin fødselsdagsmiddag og vi prøvede at insistere på at betale hende tilbage men man kunne ikke. (hun er lissom mormor) Middagen var god. Hyggelig. Jeg fik forårsruller og bagt kartoffel og det var lidt underligt at sidde der og tænke at det var vore sidste aften med Daan og Caroline. Idag er det så tirsdag. Den 21.juli. Fars fødselsdag i morgen. Daan og Caroline tog afsted idag, og jeg kunne ikke lade være med at tude. Men det må være hormonelt også, for inden de tog afsted, sad jeg og snakkede med Wally og sagde "Det er ikke sjovt at sige "farvel" og da jeg sagde ordet "farvel" gik det allerede i gang. Bare pga. ordet! Altså.. så må det da være noget hormonforstyrrelse. Da det kom til stykket tudede jeg videre og tudede lige ind til jeg kom på internettet og tænkte på noget andet. Nu er jeg lidt fugtig i øjnene igen, bare af at tænke på at tude. Ih alt den østrogen. Wally er sød, han grinede da jeg tudede bare pga. ordet "farvel" og jeg ved jo godt det er fjollet så jeg grinede også, og så er det jo ikke helt så sørgeligt når man griner imens. Jeg har været nede og hente pengene på Western Union, og det var nemt og professionelt og jeg er nu rig og millionær. (jeg skyldte Wally 3.000.000kip, og har nu sat min gæld ned til en enkelt million.) Nice. Hæveautomaterne virkede da vi kom hjem fra restauranten igår, og vi hævede for en sikkerheds skyld (man kan aldrig vide om de måske ikke virkede om morgenen eller hvad) Så vi betalte også Daan og Caroline igen, udvekslede billeder og snakkede om hvornår vi skulle ses igen. Så gik vi online en times tid, købte en baguette og en fruitshake og trak os tilbage til værelset. Vi bliver nok ikke så længe i Luang Prabang, der er jo stadig hele sydlaos at udforske. Og der er kun en 10-11dage til vi skal være ude af landet. Men her er så dejligt, og hyggeligt og jeg har mindre i mod at gå glip af andre dele af landet, hvis det betyder at jeg kan blive her lidt længere.Wally sover til middag, og jeg håber han snart vil vågne så vi kan gå ud og lave et eller andet. Måske tager vi bowlinghallen igen. Selvom vi kun er 2. Chancen for at lave en strike er tiltalende. Håber alt er godt derhjemme! At i får noget sommer og hygger jer! Vi snakkes!