Luang Prabang, Vang vien og Nong Khiav

Laos Laos Laos. Idag er torsdag og livet er skønt. Jeg sidder pt i en lyserød plastik stol, om et rundt bord, sammen med 4 lokale Laosnesere, Wally, Daan og en australsk ejer af det guesthouse vi bor på. Der jammes, og de lokale indvier os i traditionelle druklege. Såsom, at en person i cirklen hælder op i fællesglasset, som tømmes af de andre én og én. Cirkelretningen bestemmes af hvilken hånd øllet hældes op med. og efter en hel runde er det en nys tur til at hælde op. Jaja.. Socialt. Smøger, øl og snacks deles på tværs af sprog og alder, og alle hygger sig.
Dagene går hurtigt, især i selskab med stedkendt selskab, der allerede ved hvad man skal gøre og ikke gøre, hvor man skal gøre det, og hvordan. Det er en dejlig forandring at rejse med Daan og hans venner, man er ikke 100% ansvarlig for hver enkel dags udseende. Wally og jeg er meget medgørlige, og siger bare ja tak til deres forslag og planer for dagene.
Efter en dejlig lørdag-afslappe dag i Luang Prabang, med nogle baguettes, noget internet osv. Tog vi bussen mod Vientiane kl 8 morgen. Vi aftalte med vores guesthouse at vi lod vores bagage blive hos ham, og så lovede at når vi kom tilbage ville vi bo hos ham igen. Dejlig sted, sød fyr. Vi blev samlet op af en tuktuk kl 7 og sad ikke længe efter i bussen. Der var en del andre turister der skulle med, og generelt ser man flere backpackere her, end vi har set de sidste par måneder i Kina. Busturen var ikke 8 timer som lovet, men 10, så de sidste 2 timer gik med at være ekstremt rastløs og spejde som en anden pungrotte ud af vinduet og håbe at dén her landsby var den rigtige by. Udsigten var dog til tider fantastisk. Vi fik de sædvanlige eventyragtige bjerge, et utal af nøgne lokale Laosnesere og bondegårdsdyr som alle kom hen til vejen for at kigge på bussen. Meget af turen var jeg dog køresyg og gjorde mit for at trække vejret dybt og se på horisonten, eller sove. Oveni det var jeg/er jeg, ret træt af bussen, rastløs og til tider irriteret over at sidde der. Men endelig var det ovre, og vi stod i Vientiane. Heldigvis havde vi udvekslet numre med Daan og efter en tur i området på jagt efter et sted at sove, endte vi med at finde et lidt fængselsagtigt rum - hvide vægge, hårde senge og det eneste ekstra møbel i form af en brun træstol i hjørnet. Jaja det er jo bare til at sove. Det tog alligevel ikke mange minutter før vi mødtes alle fem og satte os ned ved et guesthouse og opdaterede hinanden. Daan rejser fortiden med en anden hollandsk pige, Caroline, som har taget et par ugers ferie fra arbejdet, de mødte hinanden i Vietnam for et par år siden, og en fransk pige, Agathe som han arbejdede med i Cambodia. Søde piger, sjove og chilled. Så her var vi, på nogle røde stenmøbler og drak lokal Lao-øl. Hygge hygge. Dejligt at møde nye mennesker og snakke allesammen. Senere blev vi sultne og gik ud for at spise, efter det var vi grydeklare. Wally og jeg skulle også op klokken 7 for at finde den der Australske ambassade hvor vi skulle have røgten billederne taget. Og den næste dag skulle da også vise sig at være lidt af en udfordring. Vi står op, har det lidt hårdt med det, sengene var også ret hårde ved os, men okay. Vi drak lige en Lao-coffee for at klare morgentrætheden og fandt en tuktuk der gerne ville tage os til ambassaden. Han snakkede dog med store armbevægelser og pegede på et andet sted på kortet men vi vidste godt hvor ambassaden var, og vi skulle ikke køres rundt på nogle omveje. På vejen derhen kommer vi forbi en hæveautomat, og her erfarer jeg - efter at have tømt min taske og Wallys taske og tænkt i 10 min - at mit hævekort er væk. Snizzle. Er det bare væk? Eller stjålet? Da alt vores bagage er i Luang Prabang, er det ikke muligt at lede alt igennem, men da pungen er der, og jeg ikke kan huske nogle tidspunkter hvor nogen ville have haft tid nok til at tage pungen, og finde kortet og lægge resten tilbage i tasken, bliver vi enige om tage videre på vej mod ambassaden. . Da vi når frem står tuktukmanden ud og peger i vores lonelyplanet, og pludselig bliver det tydeligt at det han prøvede at kommunikere før (og nu) er at ambassaden er lukket og flyttet. NÅ ja det forklarer også hvorfor de ikke svarede vores forsøg på at ringe til dem. Så vi kører igen. Nå ambassade: kæmpestor hvid bygning, ser lukket ud, jeg var urolig, men pludselig åbner døren og en Laos fyr kommer ud. Meget fancy snancy, vi skulle kropsvisiteres og have id kort på os. Vi måtte efterlade vores kamera og vores tasker skulle tjekkes. Men vi kom igennem. På den anden side af metaldetektoren var en stor park med guldmalede figurer og kridhvide huse. Vi fandt frem til klinikken og det første damen siger er "Har i formlen?" Øhhhhhh nej? Og jeg tænker skalkskalk vi skal ud og finde en computer og printe en eller anden fjollet formel ud, men efter 15minutters tid finder hun en formel frem til os fra en skuffe. Nice. Vi udfylder den, og hun klistrer vores medbragte pasfotos på og siger ud af det blå. "Desværre er lægen på ferie ind til fredag..." Oh my god. Idag var det mandag, og vi havde tænkt os at tage ud af Vientiane i morgen.. skalk skalk. Skulle vi så komme tilbage fredag? Eller engang i næste uge? og foruden det bliver vi informerede om at vi skal betale 100USD (omkring 800-900kr) for at lægen skriver under på vores formel. Vi har allerede givet 120NZD (80kr) for at ansøge online og oven idet skal der betales 65.000 kip (ikke så meget som det lyder -omkring 60kr) for selve røntgenbilledet. NÅNÅ plus vi skal vente på dumme Doktor Mark fra at komme tilbage fra ferie. Nåjaja.. Vi skal jo ha det visa altså, vi vil jo til NZ, så efter et par forsøg på at komme udenom den der ventetid, accepterer vi de hårde facts Røntgenbillederne skal tages på en anden klinik, vi får adressen men klinikken er kun åben mellem 16 -20. Så vi finder en tuktuk hjem, den sætter os af et forkert sted og vi går lidt forvirrede rundt i regnen og prøver at holde kuverten med formler tørre, så holder paraplyen op med at virke, og hænger istedet som en slap klud hen over vores hoved: Kuverten bliver våd og mine sko bliver mudrede, og nogle danske og spanske skældsord angående prisen på NZ visa, mit manglende hævekort, doktor Marks ferie og vores generelle held på dagen bliver slynget ud i regnen. Nå, vi ender med at tage en ny tuk tuk (som koster endnu 10000kip) og når tilbage til vores lokale Banlao beergarden der ejes af en ualmindelig venlig Laos-dame med store halvfjerserbriller og accentpræget engelsk. Efter mobilen går ud, og vi bander lidt mere, for hvordan skal vi nu få fat på Daan? viser det sig at den søde halvfjerdserbrille-ejer tilfældigvis har en oploader der matcher.. Sweet! Sender en sms til Daan og hans crew og drikker en kaffe på det. Jeg forsøger i midlertidigt at få fat på mine forældre via sms, for at investigere i den muligvis manglende tilstedeværelse af alle mine sparepenge. Til sidst ringer jeg op og inden længe viser det sig heldigvis at alle penge stadig er på kontoen. Nå! Ja det hjalp jo lidt på humøret, havde det som om jeg sad og forberedte mig til eksamen de minutter det tog for dem derhjemme at få morgenøjne og tænde min pc og logge på netbank. Phew! Vi blev enige om at de overførte alle mine penge til en af deres konti, så hvis nu en eller anden skummel Laoneser havde det og bare ikke havde gættet koden endnu, så kunne han ikke få mere en 90kr, og hvis det nu lå i min bagage et eller andet fjollet sted i Luang Prabang, ville vi ikke behøve at sende et nyt kort til Asien uden grund. Så det er jo en fin løsning!
JEG SVEDER. Sidder i en natbus i Vientiane, turen går til Luang Prabang i aften, klokken er næsten 20.00, her lugter meget surt, jeg er vildt klistret og har lige hjulpet en kæmpestor og larmende flue ud af bussen vha Wallys hat. Men alligevel er humøret højt idag. Vi har haft en superfed uge med Daan og hans veninder (som nu også er vores veninder, synes jeg) I Vang Vieng - turistland i Laos.
Som sagt arbejdede Daan og Agathe sammen i Cambodia, og jeg mener det var en fælles ven af deres som arbejdede på en cirkus skole for børn og unge i Laos, så de ville rigtig gerne forbi der og sige hej, nu de var i Vientiane, og vi ville da rigtig gerne hilse på nogle cirkusbørn! :) Så efter klarlægningen af min endnu-eksisterende rigdom tog vi alle fem en tuktuk ud til cirkus skolen. Men ak ak den er lukket mandag, og vi møder en fyr med meget tvivlsomt engelsk som siger noget med at komme tilbage i morgen. Nå. ja hvad skal vi så. Wally investerer ikke længe efter i en orange fullbody regnjakke og vi leger lidt med solbriller og andet lir i en fjollet butik. Daan proklamerer at han har lyst til at gøre noget crazy, vi foreslår at han kan løbe nøgen bagved tuktukken mens vi filmer, men i stedet foreslår han at vi tager ud og bowler. Joo.. det var da en god ide. Ikke SÅ crazy, men sjovt og langt billigere end en blufærdighedskrænkelses-bøde. Personligt var jeg ansvarlig for 3 strikes og det er fedt når skærmen blinker og der står "The Snizzle", og så ved man at det mig der gjorde det (jeg hed nemlig the snizzle) Selvfølgelig var drengene for svedige til det, personligt klarede jeg mig på en udemærket 3 plads i begge spil. Hvilket er godt nok for mig. Det var sjovt.
YES der kom airconditionen på!
Efter bowlingen tog mig og Wally ud for at finde klinikken hvor selve røntgenfotograferingen skulle finde sted (der var jo aftenåbent) efter alt tuktukkørslen besluttede vi os for at gå derhen, få en lille tur ud af det, og det skulle ikke være så langt væk. Vi havde fået et lille kort af ambassaden og vi prøvede at gætte og få hjælp af lokale og fremmede på gaden. Endte med at gå en hel del forkert, men endelig efter en tilfældig pandekagedames råd var vi lige ved siden af klinikken. Yes. sætter os ned og der går ikke længe før Mr. John (wally) bliver kaldt ind, og bagefter er det mig. Wally siger at han skulle smide tshirten, og jeg tænker "oh my" et par sekunder, men Laos eller ej, er det jo en læge. Jeg kommer ind, det er en ret ung velfriseret (med gele) læge, han gør hentydning til at blusen skal af, og jeg spørger om BH'en og jo den ryger også, og så står jeg der og strutter og han ser lidt febrilsk ud, men skubber mig frontalt op af en grøn plade og krydser mine arme på min ryg. Så skynder han sig væk og råber noget med at trække vejret, så jeg trækker vejret dybt og så er det ovre. Ja, tøj på! Og han kommer ikke frem fra sin Xray-knap, før han er sikker på jeg ikke er nøgen. Så er det veloverstået! Tilbage ad mod Banlao beergarden hvor vi mødtes med de andre til noget kortspil og mad. Der går ikke længe før min mobil ringer, og det er receptionisten fra klinikken der lyder meget ophidset. Hun insisterede på at jeg kom tilbage i morgen tidlig, til flere undersøgelser. Hun siger en masse ting, men jeg kan ikke forstå hende. Og der går lidt frem og tilbagen hvor jeg ikke ved om det er et problem med mig, eller et problem med billedet, jeg synes hun siger Flu, og jeg tænker "Swine flu!" Og alligevel kan det jo ikke passe på alle måder, men hvorfor lyder hun så så ophidset? Nå. Jeg aftaler at komme tilbage næste morgen mellem 7-8 for at tage flere billeder. Da jeg kommer tilbage til bordet snakker vi det igennem, og efter et par minutter begynder jeg at blive lidt urolig for om den mærkelige sekretær ringer fordi de har fundet noget farligt på mine lunger. Daan foreslår at Wally ringer op og jeg synes det er en god ide. Så det gør han, og efter at han har set urolig ud i noget tid konkluderer han med sikkerhed, at hun siger at billedet er "Blue" altså blåt, og at der var et problem med vejrtrækningen, han spørger om jeg holdt vejret da billedet blev taget, og jeg må jo indrømme at det gjorde jeg højst sandsynligt ikke, for jeg forstod ikke hvad smørhårs-lægen sagde. Nå, ja så havde jeg det bedre og næste morgen klokken 7 gik turen atter til klinikken. Ingen problemer denne gang. Den første læge var der, men han skulle ikke tage billedet, og han smilede ikke tilbage da jeg smilede til ham. Istedet var der en lidt ældre herre, som ikke sagde mange ord til at starte med. Han gjorde tegn til at blusen skulle af, men da jeg gik igang stoppede han mig med store bogstaver. Hev en rumdeler frem, gav mig et hvidt forklædeagtigt lagen (lissom dem til frisøren man binder i nakken) og skubbede mig ind bagved. Okay så nu blev det gjort ordentligt. Da jeg kom ud fint dækket til, skubbede han mig nøjsomt op ad den grønne plade, og stillede mig klar, så pludselig sagde han meget højt. "LISTEN!" og talte på fingrene mens han fortsat små råbte "ONE, TWOO, THREEE" og så holdt han vejrer "STOP...NO BREATH. OKAY" og jeg smilede.. okayokay, men han syntes een gang mere var på sin plads "ONE TWOO THREE...STOP..." Yes, nu var den sevet ind, så denne gang holdt jeg vejret, og han fremkaldte billedet mens jeg var der. Imens fik jeg mit snit til at smugkigge på mit gamle Xray der lå fremme, og det er jo ikke noget man ser hver dag, mine egne lunger, hvah? Så det var meget fedt. Der var mine ribben lige. Så kom han ud med det nye billede og smilede og sagde "OKAY" og jeg sagde "So now? Just go home!?" Og han forvandlede sig til Rafiki fra Løvernes Konge, med et hæst Peter Belli grin og råbte "Yes yes, now go home.. okay now!" Så det var udmærket. Bagefter mødtes vi med de andre til morgenmad og efter tog vi ud for at besøge cirkusskolen igen. Desværre var der heller ingen held denne gang, jeg ved ikke helt hvorfor de ikke var der, men Agathe havde nu næsten været i hovedstaden i en uge for at mødes med dem, og nu kunne der ikke bruges mere tid på det, vi købte en busbillet til den nærliggende turist-by Vang Vien, der skulle være en masse sjov at lave.
Jeg sov den første trediedel af busturen (ja det er jo ikke noget nyt) og da vi nåede frem forklarede Agathe at hun havde en veninde som bestyrede et nice Guesthouse nede ved floden, så der tog vi hen. Fik en nice bungalow med udsigt til floden (som altså var brun, men okay) og det var vildt dejligt laid back stemning på guesthouset, de havde vand og øl i køleskabet og man tog bare, de fortalte os sågar hvor nøglen var, hvis nu vi ville ha noget om natten, så skulle man bare skrive det på tavlen Der var en bongotromme og en guitar til fri afbenyttelse, og så kan det jo ikke gå helt galt. Daan rejser også med en guitar så vi kunne rigtig synge og jamme, selvom vi har efterladt den kvæstede guitar i Luang Prabang. Så det gik den første aften med. Senere gik vi ud for at spise og drikke nogle øl, mødte blandt andet et israelsk/tysk kærestepar som vi kørte i bus med fra Luang Namtha til Luang Prabang vores første dage i Laos.
Nu er bussen stoppet igen, kørte i 10 min så stoppede den ved et market med brød og frugt og en lille prinsesse med en alt for stor mickeymouse tshirt som burde være i seng nu. Der er skruet op for Laos pop på busradioen og det er nu bælgmørkt udenfor. Jeg har en mistanke om at den mærkværdige lugt
kommer fra mig og fantaserer lidt om at være renere og i den bløde fantastiske seng fra Luang Prabang.
Onsdag i Vang Vien sov vi længe, sikke en luxus! Sengen var ikke sådan vildt blød, men who cares når man er træt, sove længe er vel sove længe, selvom man sover længe på noget hårdt. Wally vågnede og havde lyst til pandekager til morgenmad, så vi tullede ud i Vang viens gader og fandt et sted, jeg endte dog med at spise lokal vegetar-nudel-suppe og han fik en baguette med omelet. Vi spillede et slag kort og så dukkede Agathe op, og ikke længe efter Daan og Caroline. Så var vi jo samlede igen. Vi spillede en runde shit-head, og et par runder Caragol (snegl) og det jo altid sjovt at lære et nyt kortspil. Ja hvad laver man af nice ting her i Vang Vien? Man lejer en stor gummiring, og så blive man kørt en 10km op ad floden, sejler ned af den i sin gummiring, og gør stop på tube-barer på vejen ned (hvor man drikker og bliver skrevet på af bartendere og ender med at være fuld, smadret og skoldet for enden af turen). Resten af dagen, eller de efterfølgende dage ligger man ned på en af de mange TVbarer, fyldt med puder og lave borde, og der er nonstop afsnit af enten Friends, Family Guy eller Simpsons. Alt efter hvilken bar man vælger. Det var jo ikke lige den slags underholdning der tiltaler vores crew her, altså. Jojo det kunne da være hyggeligt, jeg er da den første til at indrømme at jeg finder stor glæde i at bruge en hel dag på at se Simpsons, eller Friends hvis det er de tidlige afsnit.. Men alt med måde. Det ødelagde det lidt for mig, når man så tube-ofrene (dem der havde taget gummiringsturen) komme gående tilbage gennem byen med røde øjne, og maling over det hele, eller når man så dem der lå dag efter dag på de samme barer og bruge deres dage og deres penge på det. Eller som ekstremt stive promotere uden for barerne, hvis job er at lokke kunder ind, men i stedet skræmmer folk væk. Det da ikke sådan man ser Laos! Og hvor jeg måske nok kunne overtales til både sejlturen (formodentlig med et mere behersket niveau af alkohol) og en slappedag med Simpsons afsnit, var især Agathe meget i mod det. Så istedet lejede vi mountainbikes og tog ud for at kigge på området. Dejlig Dejlig tur. Vi cyklede bare i den ene retning, der var en del mudder (det regner tit her i monsoon-årstiden) og jeg fik en del blå mærker, men det var en god tur. Vi cyklede ud for at finde en grotte at udforske og en lagune at dyppe os i. På vej ud til grotten blev vi stoppet af nogle unge lokale drenge, nu skulle vi købe billetter. NÅ ja man skal købe billetter til naturen? Ser man det. Men i det mindste tog den ene med, han medbragte lygter og skulle vise sig at være en rigtig god guide. Det der engang var grus - og stensti, var nu en flod. Som snoede sig zikzak ned fra bjerget og vi måtte efterlade cyklerne og gå. Vi skulle hele tiden krydse den her lille flod, og tit gik vi i den i mange minutter af gangen. Ret kraftig strøm, og bunden man trådte på var mellemstore sten i flotte stenfarver. Ja det er vidst første gang jeg i så høj grad værdsatte mine grimme turistsandaler. Men så fik man også oplevet det. Knægten der var vores guide slentrede meget naturvant forrest med en for stor kasket og et par ødelagte klipklappere som sko, ind i mellem kastede han et siv op i luften, eller hældte vand in i myrehuller, eller stoppede fordi han så en slange. Han prøvede sågar at fikse sine klipklappere med en torn fra en busk. Meget Mowgli -agtigt. Det var en dejlig gåtur ind til grotten. Som pludselig var der, vi tog et sving væk fra stien og var inde midt i en skov, der var en herre Indianajones agtig indgang ind i en grotte, med grønne lianer og sort sten. Vi kravlede ind, og fik dryp ned fra loftet. Fulgte efter den lille fyr med lygter og det var til tider lidt af en udfordring at kravle under, mase sig sidelænds og kravle over. Ikke meget plads. Pludselig stoppede han "go back" og vi spurgte hvorfor og han sagde bare "Go back go back." Caroline og jeg var forrest, de andre var stadig igang med at kravle igennem et umenneskeligt smalt hul. Jeg tænkte at hulen nok var oversvømmet, da det havde regnet en del på det sidste, og at der nu var for meget vand til at vi kunne kravle, men pludselig hviskede han "fast!" og Caroline greb min arm og jeg kunne også mærke i mine tæer at det egentlig nok var et uhyggeligt monsterdyr der gjorde at vi ikke kunne gå videre. Drengene og Agathe var lige kommet igennem det smalle sted og stod længe og uforstående og sagde "No forward!?" og vi tænkte KOM NU, GÅ TILBAGE, og drengen så også ret utålmodig ud, og overhalede til sidst dem allesammen for at gå tilbage og jeg tænkte "snizzle, den lokale guide flygter!" men i stedet kravlede han op på en stor sten og havde pludselig fat i en baby-flagermus. Senere har jeg konkluderet at der ikke var noget grotte-monster men at han bare gerne ville have flagermusen. Vi gik alligevel tilbage ud, og ingen tjekkede hvorfor vi ikke kunne gå længere ind. Men det er også okay, jeg synes ind i mellem at det var liiiige snævert nok. Altså hvis nu man af en eller anden grund ville ud hurtigt, så ville det ikke blive så hurtigt som man sikkert gerne ville. Men spændende spændende. Da vi kom ud viste han os flagermusen, han puttede den i en flaske men gav den senere fri, jeg ved ikke hvad pointen var, men han har vel ikke være mere end 12 år alligevel. Så tilbage, krydse den samme lille flod en tredive-gange og endelig nåede vi cyklerne. Jeg havde tabt min cykellåsnøgle et eller andet sted i grotten tror jeg, men heldigvis matchede en af de andres nøgler i min lås. Nice. Så cyklede vi tilbageaf, vi vidste at der et eller andet sted på vejen ville være en lagune vi kunne bade i. Da vi næsten var nået frem knækkede Wallys cykelkæde. Knald sagde det og så virkede den cykel ikke mere. Nå den tid den sorg, nu ville vi ned og bade og det var ikke særlig langt så vi gik bare. På vejen mødte vi 2 lokale drenge, tror de var sådan lidt små-tilbage - agtigt, hvordan siger man det? Men der var en lidt underlig energi over dem, og vi prøvede at få dem til at gå, men de gik med ned og bade. De kunne ikke tale ordentligt og slet ikke engelsk, men de sagde en hel masse ting alligevel. Nå nogle af os badede, og nogle røg smøger og sad sammen med taskerne - for en sikkerheds skyld. Nå det begyndte at blive lidt sent og vi gik ud for at finde en mekaniker der kunne fixe Wallys cykel, det hjalp de to drenge os med at finde, og det var bogstaveligt talt lige nede af vejen. Imens var vi vidne til at mekanikerens kæmpe gris brød ud af sit træbur og vandrede tilfreds rundt og rodede i det friske grønne græs. Der kom også nogle babygrise ud, og vi tænkte at det var da dejligt for grisene at komme ud lidt. Men så kom en pige ud og grinede og råbte og ringede med sin mobil og løb forvirret rundt med grisefoder og alle de små grise fulgte efter hende og den store gris gemte sig bag et skur lidt. Men endte alligevel med at lade sig lokke ind i stalden igen. Det var også en gigantisk gris må man sige. Nå endelig var cyklen klar og vi cyklede tilbage af mod Vang Vien by. Vi var godt nok ved at dø af tørst og sult så vi gjorde holdt på en lille side butik og holdt pause. Stedet så ud til at være bestyret af børn, måske 10, mellem 1,5 og 9 år, med et par enkelte der så lidt ældre ud der tog i mod penge og sådan. Og man kan jo sagtens bruge lidt tid på bare at sidde og se på de små yndige Laos børn med store brune øjne og små beskidte kjoler, der kravler rundt på hinanden og leger simple lege, og når de små slår sig kommer der en søster eller bror og samler dem op. Og nogle kigger med store øjne på turisterne og nogle ignorerer dem og de fleste fortsætter bare med at lave hvad end de nu lavede, og det er jo dejligt at se. Nå nu kunne vi vidst ikke trække den længere, det var allerede rimelig garanteret at cyklerne ville blive afleveret for sent, men vi havde ikke lyst til at køre i mørke.
Det var også Daans fødselsdag , så vi gik ud og spise et godt sted, med udsigt til floden, han fik en guldfarvet kam i fødselsdagsgave og vi skålede lidt og sang for ham, og så var vi ellers allesammen godt trætte og klar til at sove.
Torsdag startede på mere eller mindre samme måde, vi gik ud for at spise pandekager, men jeg endte alligevel med ris og tofu, hvor Wally endelig fik sig den pandekage. Og den var stor. Så kom Agathe forbi og hun havde også tænkt på pandekager længe. Idag var vi ikke sikre på om vi skulle tube, kayake eller leje motorcykler og køre længere ud på landet og kigge på Laos. Agathe som er på vej ud af Laos ville helst leje motorcykler, så det gjorde vi alle sammen. Pigerne fik hjelme, jeg ved ikke om drenge ikke behøver hjelme eller hvad, men jeg er også ret sikker på at Wally ikke kan presse sit hoved ind i nogen hjelm. 10 minutter efter vi begyndte at køre hoppede vores baghjul og vi erfarede at der var hul. Ahhhh skalk altså. Men vi skulle kun trække i et par minutter før vi nåede en mekaniker. Han gjorde et par opkald og gik i gang med at se på den. 2 minutter efter dukker ham vi har lejet motorcyklerne af op, med en ny motorcykel. God service må man sige. Og inden længe kører vi videre uden problemer eller omkostninger. Turen på motorcyklerne var også vildt fed, vi kunne for det første komme langt længere ud på landet, der var nogle fantastiske grønne nyplantede rismarker, røde brune støvede veje, og blå bjerge i mange nuancer, ikke mindst den klassiske blå himmel og kridhvide skyer - alt sammet i urealistiske stærke farver, lignede et maleri af en kunstner der overdrev lidt med farverne. Da vi begyndte at komme tættere på bjergene erfarede vi at alle de blå nuancer bjergene imellem måske ikke kun var bjerge, og en dyb mørkeblå regnvejrsstorm var til at finde derinde. Uhhhh... Regn er jo ikke så slemt, men vejene var i forvejen mudrede fra de øvrige dages regn og de er jo lavede af fint tyndt jord. Dækkene på motorcyklerne var ekstremt smalle, og vi havde allerede haft nogle ufrivillige sving og problemer på steder hvor vejen var for glat og mudret. Så vi besluttede os for at skynde os tilbageaf mod den asfalterede vej, der var stadig meget smuk natur at spotte fra hovedvejen - så det var ikke slut endnu. Så vi satte farten op og flygtede fra regnstormen som kom nærmere og nærmere. Ret actionpacked tempo, jo mere af vejen vi lagde bag os, før den blev våd, des bedre. På vejen så vi lokale tage regnjakker på, eller skynde sig i dækning, køerne søgte ly under træer og alle så på himlen og trak indenfor. Der var ligesom en hel speciel stemning og lugt i luften - lige før et stort uvejr kommer. Vi fik et par dråber, men nåede hovedvejen 3 min før det begyndte at regne rigtigt. Perfekt timing. Vi havde allesammen regnjakker med alligevel, så vi tog dem på og kørte videre, i en anden retning ad den eneste asfalterede vej fra og til Vang Vien. Smukke bjerge, lokale landsbyer, høns og kattekillinger. Vi stoppede undervejs for at spise, og det eneste der var kommunikabelt var nudelsuppe, og det var lækkert og simpelt. Igen begyndte solen at true med at gå ned, så vi kørte tilbage med motorcyklerne og efter aftensmad gik vi mere eller mindre i seng - Wally og jeg havde vildt praktiske planer for fredagen.
De andre ville tage en bus op til Luang Prabang igen fredag formiddag, vi ville derimod tage en bus den modsatte vej, ned til Vientiane, vi havde en aftale med lægen klokken 11 og håbede at kunne nå at tage en lokal morgenbus fra Vang Vien til Vientiane, gå til lægen og tage en anden bus nordpå til Luang Prabang samme aften. For endelig at kunne få det her røntgenbillede/NZvisa/freakshow overstået. Så vores ur ringede klokken 5:00 og vi traskede op mod hovedvejen i håb om at fange bussen. Vi ser den dog forsvinde ned ad gaden lige da vi når op, men det er okay, der kommer een mere om en halv time. Så vi ventede lidt.. Men der kom ikke nogen. Så kom der en stor tuktuk forbi, og han skulle til Vientiane, fedt tænkte jeg, den er sikkert hurtigere end bussen.. Den er vel også beregnet til lokale så det skulle ikke være noget problem. Vi betaler, sætter os ind. Og han begynder at køre.... dvs han kører ekstremt langsomt.. vi jokede lidt med det.. sådan "Høhø håber da at han ikke kører så langsomt hele vejen" og "Ja så når vi da aldrig til Vientiane i tide til den lægeaftale..." Ti minutter efter speedede han stadigvæk ikke op. Næ hans hænder var meget nøjsomt positioneret på ti i to og speedermåleren nåede ikke over 20km/t. SNIZZLE. Der gik lidt tid hvor jeg ikke fattede noget..Wally sad "This is really happening! What!?" Så så vi den bus vi skulle have haft, overhale os, unge knøse på knallerter og folk på cykler (ned af bakke) strøg forbi os og efter 20 min. bankede vi på ruden, nu ville vi gerne af! Det kunne vi altså ikke bruge til noget, vi ville have vores penge og så måtte vi bare håbe at nå en ny bus så hurtigt som muligt. Vi havde tasker på og det hele og fyren så forvirret ud. Hans engelsk var fesent og da vi spurgte ham hvor mange timer det tog til Vientiane sagde han "klokken 4" Ja endten kunne han køre bagud i tiden, eller også mente han 4 om eftermiddagen, hvilket ikke skulle undre mig med den hastighed, eller også mente han 4 timer.... Han forklarede også noget med at i Vang Vien: very slow.. but Vientiane: VrooooOOOMM!!" Okay.. ja det jo ikke helt til at sige hvad han mener, men vi gav ham en chance til, og i minimum en halv time, lå speedometeret fint på 20km/t, mens vi bed i vores knoer og lavede skalkhammere og diskuterede årsager til denne bedstemor i forklædning vi havde fået som chauffør. Efter det begyndte han at samle andre op, og pludselig speedede han op og det begyndte at ligne noget.
Vi nåede til Vientiane klokken 9.20 hvilket var rigeligt tid, tog en tuktuk fra stoppestedet til et sted at spise. Købte en sandwich, hævede penge, og forhørte os om busbilletter til Luang Prabang, den eneste vi kunne få var en natbus klokken 19, så vi havde jo masser tid. Tog en tuktuk til den Australske Ambassade, og det tog ikke mere end 7 minutter med lægen, der lagde ud med at undskylde at det var så dyrt og upraktisk (jeg tror sygeplejersken havde opdateret ham på vores utilfredshed sidst vi var der) og det eneste lægen skulle var at kigge på papiret mens vi var der og skrive under på at vi ikke har Tuberkulose. Den slags tager jo ikke længe. Så skulle det sendes, og det skulle vi også selv sørge for. Lægen anbefalede at vi IKKE sendte med normalt post men med DHL, og jo det var jo dyrt men så var man sikker på at det nåede frem, og han satte sin ene sekretær igang med at finde ud af hvor dyrt og hvordan og hvorledes for os. Det var jo også dejligt. Det endte sågar med at DHL selv ville komme og samle det op, og da de først kunne komme klokken 14, syntes sekretæren at vi bare skulle gå, så ville han printe adressen og have brevene klar til DHL kom, så skulle vi bare betale. Og det var jo endnu nemmere. Så vi betalte (30USD i alt - et par hundrede tusind kip) og så kunne vi gå. Fandt et skandinavisk bageri og fik et par luksuskaffer (cappuccino) en kanelsnegl og en muffin til at fejre det. Snakkede lidt, tiden går alligevel ret hurtigt. Spillede kort og så var det tid til at bevæge os ned til natbussen.
Idag er det så mandag. Bussen endte med at være et mareridt. For det første havde vi betalt en fornem pris for at få mad i bussen. Maden vidste sig så at være bogstaveligt talt en håndfuld ris, og 2 skiver agurk. Efter vi havde pillet kødet ud af vores ris var der en halv håndfuld tilbage, og det var rimeligt dårligt værdi for pengene. Oveni det forvandledes det føromtalte Laos pop til en eller anden syg torturmusik. Med et ekstremt uharmonisk keyboard der spillede ude af takt, falskt og bare generelt alle slags dårligt. Hver eneste sang indehold en irriterende mandestemme, der rigtig etnisk kørte op og ned af tonelejet, og nærmest i duet med det sindssygt irriterende keyboard der meget ufortjent næsten altid fik en vildt langt solo. Okay, måske skal man bare vænne sig til den nye spændende kultur fra alle vinkler. Men kom on! I det mindste spil noget der stemmer! Nå pyt, de slukker det nok snart. Vi prøvede at se en film, men da vi satte DVDafspilleren i bærbaren kortsluttede det hele og bærbaren kunne ikke tændes efter det. WHAT. overhovedet ikke tændes! Suuuuuuk. Okay... fint.. den skulle jeg lige sluge, men jeg tænkte at den nok ville virke igen med lidt strøm (og det gjorde den, den er fin nok. Men DVDafspilleren er død..) Nå så lad os høre noget Ipod... men det var bare umuligt at høre noget som helst pga føromtalte latterligt høje keyboardhelvede! IHHHH jeg var ved at flippe ud, og oven idet var airconditionen nu vildt kold og selv med alle mine lag af jakke og halstørklæde og bukser og kjole og varme lilla striksokker frøs jeg endnu. Nu gad jeg bare ikke være der mere! Sikke en lortebus! Og der var bare laaaaaaaaaangt til Luang Prabang. Jeg prøvede at binde en trøje om mit hoved og Wally gav mig endda begge høretelefoner fordi jeg var ved at springe i luften over det keyboard. Jeg faldt i søvn i en times tid og vågnede til samme situation. Besluttede mig for IKKE at sove, men se ud af vinduet og forsøge at nyde den dejlige kulturoplevelse jeg var ved at gennemgå. Gav Ipoden til søde Wally og prøvede at tænke på noget andet. Månen var fuld, og de mørke bjerge blev lyst op af skæret og det var egentlig ret smukt. Efter at jeg stædigt havde set ud af vinduet i nogle timer begyndte jeg at blive træt og endte alligevel med at acceptere musikken og falde i søvn. Tror tilsammen at jeg fik 3 timer på øjet - solopgangen var endnu mere imponerende. Oppe i bjergene, med dis og lyse farver. Det var rigtig flot - og dejligt at se, for solopgangen betød at vi snart var der. jeg havde kvalme og var sur. Men puhh.. jaja vi nåede da frem.
Vores tuktuk fra busstoppestedet var den samme som sidste gang vi ankom til Luang Prabang, chaufføren får lidt cash af en guesthouse ejer, og så fortæller de til de dumme turister at tuktukken kører til centrum men i stedet kører den til ham ders guesthouse, og alle stiger ud og "nå er det her centrum, okay vi tjekker ind her" Fed deal. Sidste gang gik de fleste af os demonstrativt videre for at finde centrum (det her var jo tydeligvis en villavej..altså) men denne gang gad jeg satme ikke gå nogle steder. Mig og Wally fortalte de andre turister i tuktukken at det var et lille trick de kørte, og da vi stoppede ved det her guesthouse var der ingen der stod ud. Selvfølgelig prøvede de lidt "Yes yes centrum very close, very cheep guesthouse!" og alle i tuktukken sad sådan lidt "jaaaeeh jooh.. I dont think so!" men der skete ikke noget og vi holdt stadig stille, og så blev jeg til en motorsav "I DONT CARE, I PAY TEN FOR CENTRUM! NOT FOR CLOSE!!" og så kørte vi til centrum.
Vi kom til vores gamle guesthouse (hvor alt vores bagage var) og lagde os på den blød dejlige seng. Sov 3 timer, gik ud for at spise, og gik tilbage for at gå i bad, rede hår og pakke, vi skulle nemlig ud og se på et vandfald sammen med Daan, Agathe Caroline som allesammen var i Luang Prabang. så det gjorde vi. Superfedt! En masse små "pools" med små vandfald der løb ned i andre "pools" så de flød over og så kom der et lille vandfald til den næste osv. Dejligt. Vejret var så varmt at det var ulideligt at lave noget andet end dyppe sig i koldt vand. Kunne knap gå og trække vejret samtidigt, ligesom om det ikke rigtig var ilt man indåndede.. Puuh så det var dejligt at være i vandet. Daan gik en tur længere op ad vandfaldet og fandt nogle tørre "pools" hvor vandet af naturlige årsager løb udenom. HmHmm.. ja det er jo en sjov leg! Så vi gik rundt og flyttede træstammer og blade og omdirigerede vandet så det fyldte de andre huller. Ironisk nok endte det med at vi måtte løbe ned og flytte vores ting, for nu var den tørre plet vi havde lagt vores tasker på tidligere, ved at blive til endnu en "pool".
Så gik vi ud for at spise, og de andre snakkede om at tage ud og bowle (det eneste der er åbent her efter klokken 22.30 er bowling hallen, så det er der man tager hen og fester. Drengene er jo vilde med bowling så det ville de gerne. Men jeg skulle altså ikke nyde noget. Jeg var smadret og havde kvalme, og gik i stedet ud for at finde noget internet og ringe til min mor og far. Det var dejligt. Og på vej hjem derfra kunne jeg se en storm komme nærmere.. der var nogle kæmpe lysglimt, og der gik heller ikke ret længe før det var helt vildt. Jeg vågnede ved at vinduet smækkede meget højt, og det tordnede og lynede og regnen silede larmende ned.. og jeg tænkte "Uhhh hvor er Wally?"
Senere vågnede jeg da han kom hjem drivvåd og med en forstrukket muskel i det ene lår.. fjollet bowlingskade. Men ellers ved godt humør. Igår søndag skete der ikke meget. Vi sov længe.. ahhhhh og spiste.. Og om aftenen tog jeg med ud at bowle. Jeg var ikke særlig sej til det igår.. men det var stadigvæk sjovt.
Der er et fantastisk aftenmarked i Luang Prabang hver aften. Så mange ting man kan købe, det er ikke vildt billigt men det er stadig asien. Det ville være perfekt til hvis man lige havde købt sit eget hus og skulle bruge fede pynteting, gardiner, billeder, figurer, skåle af træ, smykker eller lamper. Jeg er ovenud fristet til at fylde en kasse med alt muligt og sende hjem, til når jeg en dag skal have mit eget hus og trænger til hyggelir. Jeg kan jo knap presse mere ned i min allerede kompromiserede backpack og det er stadigvæk den største taske jeg har set til dato. Så det går altså ikke. Jeg har allerede købt nogle tegninger på hjemmelavet papir, men jeg tror at jeg er nødt til at købe mere, nu må vi se hvor meget det koster at sende en kasse hjem, og hvor meget jeg tænker på det når jeg har set på tingene i et par dage.
Imorgen tager vi på tur, ikke roadtrip som ellers forventet, men vi tager en bus nordpå til en anden nice by. Daan har nogle gode ideer ... :) Så nu ser vi. Når vi kommer tilbage til Luang Prabang derfra må jeg tage en beslutning.
I aften tror jeg vi skal ud og bowle igen, forhåbentligt klarer jeg mig bedre idag. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå vildt godt den ene dag, og så ellers nedadbakke der fra. jeg kan for det første kun bruge endten de lyserøde eller orange kugler, så hele hallen kan se at man er tøset. Og igår tabte jeg på et tidpunkt kuglen bagud og den trillede hele vejen hen til vores bord. Pinligt mand. Men jeg fik da een strike. Bowlinghallen er vildt overvurderet. Der er måske 8 baner, og efter 23 er der proppet med mennesker. Især fulde turister der ikke kan vende sig til at der ikke er nogle steder de rigtig kan drikke. Man finde også en del småseriøse Lao-bowlingspillere. Men rummet er ekstremt dårligt til så mange mennesker, der er høj dansemusik, det runger og der er en masse ekstraborde - til at beværte dem der ikke spiller. Oven idet er der jo selve bowlingen, som jo somregl ikke går stille for sig , og det skal jo overdøves, og dem der overdøver det med snak, skal overdøves af nogle andre for ellers kan de jo ikke høre noget, og pludselig bliver det enhver folkeskolelærers mareridt - bare inklusiv stive rapmundede irske piger og motorsavs-asiatere med alt for korte shorts. Så det gælder om at komme tidligt og gå tidligt, eller udnytte muligheden for at øve sig i at finde ro midt i kaos.
Men ellers er Luang Prabang et dejligt sted. Vi hygger os og er glade, og livet er godt.
Håber det går godt derhjemme. Kys og knus!

Så er vi i Nunkiauw (igen i tvivl om stavningen) der sidder en lille orange kat der tror at jeg spiser, og den miaver på repeat. Jeg har kun kaffe at tilbyde og det vil den ikke have. Sjovt som katte nogle gange kan se helt onde ud.. Jeg har foreslået den at gå ned i vores Bungalow og fange noget rotte men måske forstår den ikke dansk. Igår da jeg skulle tisse, kunne jeg ikke finde toiletpapiret (som her er lyserødt og meget tyndt-så det nemmere kan opløses i deres system) Og til sidst fandt jeg det, fuldstændig maltrakteret, flået fra hinanden, gnasket og ihærdigt presset ned i en sprække i væggen. Wally så ret uskyldig ud, så vi konkluderede at det nok var en rotte (der var også noget ekskrement til at tilføje til teorien) Men jeg synes altså det var lidt uhyggeligt, det kan ikke være en lille yndig mus der på så grov vis ødelægger og flytter rundt på en toiletrulle af den kaliber. Men da jeg nu havde et fælt billede i mit hoved af en fed brun rotte, med et sindssygt glimt i øjnene og blod på tænderne der boede der hvor jeg skulle tage bukserne af, fandt vi på at det var en putterotte, der gerne ville have en dejlig blød rede og den ville så gerne have toiletpapiret med sig. Så nu banker vi pænt på til rotteland, og hver morgen har puttemusen prøvet at tage toiletpapiret med sig igen, vi håber at den en dag får den med sig.
Det er jo fedt at bo i en bungalow, ude i naturen, vi bor 3 meter fra floden, der er høns og planter og træer, og vi har en balkon med en hængekøje. Vi har endda lyserødt prinsesse-myggenet som hænger ud over sengen og det er en hyggelig hule derinde. Det hele er lavet af flettet strå og træ, og der et utal af huller og revner i vægge, gulve og loft. Dét er jo dejligt og ligemeget når det er dag, men når det er nat, så bliver det meget mørkt, og hvis du tænder for lyset ved du at alle kriblekrable dyr der ser det, vil forsøge at komme ind i dit hus. Alle søde dyr er jo velkomne, og til en vis grad kan jeg kalde selv de fæleste insekter for søde, men igen, når man sidder der uden bukser og stirrer ind i de sorte huller, og håber på at der ikke kommer et behåret edderkoppeben ind og man så hører en uforklarlig lyd, så rejser man sig helt instinktivt og løber ud af toilettet, mens man skriger og hiver op i bukserne og måske løber man lige ind i sin stakkels civile kæreste som bare lige skulle tjekke at døren var låst og skriger igen fordi du ikke vidste at han var der. Det er bedst at tisse om dagen.
Det var nemt at komme hertil igår, jeg var lidt utilfreds med at vi skulle have den tidligere bus, og det begrænsede min bowlingglæde fordi jeg vidste at jeg ofrede gode sovetimer på at smide en kugle og misse keglerne alligevel. Men det gik nemt, efter bowlingen pakkede jeg, (det tog noget tid, fordi taskeindholdet, uden min assistance, havde spredt sig som en tornado over hele værelset) og selvom det var lige tidligt nok var det ikke så slemt. Busturen var også nem, vi ankom en time tidligere end vi havde forventet, steg ud og gik to minutter den ene vej. Så stod vi på en kæmpe gangbro, henover en flod, med bjerge op og ned på begge side. Woow.. Nice. Broen er måske ikke det kønneste, men har alligevel noget Laos-charme, mens naturen er smuk og der er vildt meget himmel. På vejen henover broen så vi nogle bungalow guesthouses, på den ene side af floden, og gik direkte derhen. Efter noget kiggen rundt, fandt vi de bedste bungalows, tog den ene og reserverede den anden til Daan og Caroline. De ville nemlig tage deres motorcykel herop. Senere fik vi en sms med informationen at de nu var 10km udenfor Luang Prabang og at de nu var ved at få monstret repareret for 3. gang. Oh my. Men de klarede det, og ankom lige før solen gik ned.
Nu er der skygge på balkonen, drikker mangojuice, Wally spiller guitar og Daan og Caroline er ved at rykke en seng ud på deres balkon, så de kan ligge ned udenfor.
Dejlige Laos. Jeg har spist karryris til morgenmad, og igår endte vi aftenen hyggeligt, med guitarjam og hyggesnak på balkonen i mørket. Caroline har det ikke så godt, måske er det solen, måske er det en lille feber, men vi tager en slappedag i hendes navn, hun er bleg, siger ikke meget - og har endda briller på idag. Men hun smiler alligevel, og ærligt talt behøver vi ikke særlig mange undskyldninger for at tage slappedage.
Der hænger en seddel på en pæl, om noget med noget Cinema og Wally var henne og tjekke det ud igår, det ser småt men rart ud og jeg tror at vi tjekker det ud senere.
Vejret er skiftende. Det er meget meget varmt - til tider lidt for varmt. Igår da vi ankom måtte jeg ligge og ralle lidt på sengen før jeg udmattet faldt i søvn og tog en middagslur, og vågnede og troede toiletdøren var hoveddøren og ret forvirret. Nåede op på i alt 4 kolde brusebade igår. Men når solen går ned bliver det dejligt køligt, der kommer en skøn brise og det er perfekt. Der var også lidt regn igår, og en fin regnbue kom for at sige hej, og man tænker lidt at Laos da bare må være model for samtlige børnetegnefilm ala Jordbær-Marie etc I Laos kan man også få farverige sommerfugleflokke der basker op når man cykler forbi, grønne bløde bjerge og glimtende lilla sten i vandkanten.
Caroline var mere eller mindre frisk efter slappedagen og den gik også rigtig dejlig afslappet med at spise på den lokale restaurant, og om aftenen tjekkede vi biografen ud. Faktisk rigtig imponerende. Tre rum, med et stort tv i hvert, 200 DVDfilm, og faktisk rigtig mange gode. Så det var en hyggelig aften.
Torsdag tog vi en båd op ad floden til en endnu mindre og endnu smukkere landsby.