NEEW ZEEEAAALAAND!!!!

Okay, så nu er det ved at være nogle dage siden vi skiftede verdensdel og det første der faldt os ind var temperaturen, SNIZZLE det er koldt mand. Vi ankom i turist sandaler og lag på lag tshirts, og de første par dage lignede vi jeg ved ikke hvad, altså..
Men der er jo lidt langt fra Cameron Higlands i Malaysía og så til Christchurch, og den sidste blog ender med noget med nogle freaky deaky krybdyr. Da vi kom tilbage, gik der et par minutter og så gik Wally kold og ville ned og sove. Jeg trængte til sofa, og snusede rundt efter en plads, som sædvanlig var der rift om pladserne og folk var asociale og lå ned og spærrede det hele. Heldigvis var der en flink ældre hollansk dame som pakkede sig lidt sammen så jeg kunne sidde. Vi snakkede lidt om at rejse osv, hun trængte vist til at lukke noget damp ud, så vi dampede lidt og så gik jeg ned for at se til Wally, der var ikke meget liv at komme efter der. Jeg gik op og nassede noget gratis Wi-fi. Så skulle der jo pakkes og ryddes op osv, og så gik jeg i seng. Bussen næste morgen var fed, ren luxus egentlig, sæderne var gigantiske og der var kun tre sæder på den bredde led. Jeg sov hele vejen, ikke dårligt liv i en bredsædet luxus bus.
Da vi ankom til Kuala Lumpur var der lidt forvirring. Vi traskede ud og fandt hurtigt en indisk buffet sted, smed bagagen og spiste mens vi overværede vores videre færd. Wally havde jo den her kammerat Gan, som bor i Malaysia, men som han kendte fra studierne i England, han skulle eftersigende have skaffet os et værelse på Hilton for billige penge, og altså.. det var stadigvæk pebret i forhold til hvad vi plejer at betale for et værelse, men det var det værd alligevel. Nu var der bare lige det der med at finde ham, og Hilton osv. Vi fandt et internetsted så vi kunne få hans nummer fra facebook, så vi ringede til ham og aftalte at vi bare skulle tage derhen og så ville Gan komme med de her rabat kuponer senere. Øhh.. det stod ned i torve og wally slæbte på begge tasker, ja jeg ved godt at jeg har svoret at han ikke skulle bære min taske, men min ryg var stadigvæk usamarbejdsdygtig og gjorde egentlig ondt hele tiden, om jeg så stod, sad, lå eller gik og det var lidt af en undtagelsestilstand. Taxaen snød os, men hvad kan man forvente når det både regner og vi beder om at blive kørt til Hilton.. altså selvfølgelig endte vi med at betale en formue. Whatever. Vi kommer ind på Hilton, alting skinner og oser af stil og klasse. Wally har en møgbeskidt våd hvid tshirt på, bærer to rygsække og jeg kommer bagved, pruster og slæber på guitaren og de små tasker.. "Hej, vi skulle gerne have et værelse booket her?!" Skrankefolkene var overraskende flinke og der var ikke et glimt af løftede øjnbryn eller mistro at finde på dem, mens de tjekkede os ind. Så var der elevatoren op til 15.sal, og vores værelse var snizzle fizzle. Jeg gik rundt med åben mund det meste af tiden, jeg har aldrig set noget så fancy. På vores sengebord var der en pude-menu, så man kunne vælge den pude man helst ville have, (for penge selvfølgelig) der var køleskab med bar, snacks, badekåber, the og kaffe, badekar, et utal af sæber og cremer, room service, tv, 4 puder (genial seng generelt) klædeskab, strygebræt, internet (meget dyrt), skrivebord, musikanlæg, menukort og ikke mindst, et kæmpe vindue med en fed udsigt over Kuala Lumpur.. sweet! Vi tullede lidt forvirrede rundt og prøvede at udrede hvad der var gratis og hvad vi skulle betale (sindssygt dyrt) for senere. En cola fra vores køleskab kostede 15RM, nede på gaden kostede den 1.20RM, altså... det var rimelig langt ude. Vi drak en masse the og kaffe, var i karbad og lå på den fantastiske seng og så tv og så ud af vinduet. Gan dukkede op omkring klokken 19 han havde småkager med, og efter ham og wally havde updateret hinanden lidt gik vi ned i receptionen for at ordne det tekniske med værelset. Gan er advokat, og vi fik lov til at se ham brille med sine overtalelsesskills, det var grineren mand. Da vi kommer ned er det ikke de flinke receptionistpiger fra før, nu er det en småslesk høj fyr, og der er problemer med rabatkuponen. Gans mor er med i en Hilton klub, og i den forbindelse har hun fået 50% rabatkuponer til alle Hiltons i Kuala Lumpur, men da de bor i Kuala Lumpur har de ikke rigtig brug for dem og giver dem ud til deres venner når de kommer på besøg. Men de har en regel ang. minimumpriser på Hilton, og hvis man insisterer på at få det billigste værelse, og ovenidet vil have 50% fra, så var det åbenbart ikke okay for Hilton menneskerne. Det var ikke overdrevet dyrt, men vi betalte allerede 4 gange mere end vi plejer for accommadation, og da det så vidste sig at være nærmere 30% rabat end 50%, skruede Gan sin smooth advokat-stil på og gav den småarrogante receptionistfyr en verbal svingetur. Efter et´par minutter hentede han sin maneger, som talte sin sag på overbevisende maner og det eneste Gan sagde til sidst var: "Okay, min ven, jeg forstår jeres metoder her, det er fint.. og det er måske heller ikke jeres problem, jeg vil bare gerne have at i skriver det ned til mig, på officielle papirer, så jeg kan ringe til ham der har solgt mig det her medlemskab og sige at han har snydt mig for penge og at hans rabatkuponer er noget fis." Og manegerens smil frøs i et par lange sekunder, mens jeg så ned på mine turistsandaler og bed mig i læben for ikke at sprutte af grin og Wally slet ikke kunne kigge på nogen af os men gik rundt i baggrunden og så tænksom ud. Uden et ord ringede manegeren op til en eller anden højere i systemet og talte lavmælt. Da han lagde på kom smilet tilbage og den var hjemme. Sweet. Vi fik de 50% og havde officielt besejret Hilton og selve kapitalismen. Sikke en dag.
Gan tog os med ud og spise, et udendørs sted med store skærme med fodbold, og vi snakkede og drak en Carlsberg mens jeg prøvede at føle mig interesseret i kampen. Det var langt mere interessant at se hvordan Kuala Lumpur (og Malaysia generelt) er et sindssygt mix af kulturer og mennesker. Muslimer, Buddhister og Hinduer. Indere, kinesere og asiatere, en stor pærevælling af templer, tørklæder og folkefridage. Det er ret vildt at det fungerer. Ifølge Gan er det altsammet politisk opdelt i partier og i forsøg på at gøre alle tilfredse, får alle deres vilje mere eller mindre. Gan kørte os hjem igen og vi puttede os ned i den store bløde seng med the og småkager, og Kuala Lumpurs glimtende skyskrabere lyse op i natten udenfor vores kæmpe vindue.
Næste morgen stod vi sent op og gik ud for at se på byen. Vi tog metroen og det var nemt og billigt nok, var ude og se på et market, var online og prøvede at få alle vores papirer printet ud (flybilletter og nz visa) Men det lykkedes Wally at låse sin visa-konto i 8 timer, så han kunne ikke printe sit. Bummelum. Nå vi var henne og se på nogle tårne der engang var verden højeste skyskrabere og de var fine nok, totalt underligt og tilfældigt går vi bogstaveligt talt lige ind i Franzi og Andy, et tysk par vi mødte i Cameron Highlands (Wally var ude med Andy og en anden guitarfyr ogmig og hans kæreste sad og snakkede et par timer på vores GH.) Vildt. Så gik vi rundt med dem i et par timer, småsnakkede, og så skulle vi videre ud og mødes med Gan, han samlede os op på en station og kørte os hjem til ham. Og sikke et pimp hus! Kæmpe stort, med elevator, 3 stuer og jeg ved ikke hvad. Hans far var død for 2 år siden, men han boede der med hans søster og mor, og vi kom ind og sad ned og snakkede lidt. Gans forældre er af Indisk slægt men er født og opvoksede i Malaysia. Gans søster talte med en grineren American Pie-chick, accent og Gans mor lignede en på 30, selvom Gan påstod at hun var 55.. Snizzle, yoga og sund kost gør altså en forskel. Vi snakkede lidt og så kørte vi ud og spise noget indisk. Bagefter kørte Gan os hjem til Hilton og vi pakkede og nød værelset. Jeg fik et fedt opkald fra Sara og vi snakkede dejligt og dansk og det var rart. Vi pakkede alt hvad der så ud til at være gratis, alle sæberne, og den gratis te og kaffe (og sukker, mælkepulver og sødemidler) wally snakkede om at tage badekåben, men jeg talte ham fra det fordi jeg troede han mente tekedlen og det syntes jeg ville være liiiige dristigt nok.

Nå det var tid at starte flyveturen til New Zealand, hotellet bookede os en taxi og vi kom derud i rimelig god tid, men vi løb ind i problemer ved check ind. Skrankedamen hentede hurtigt hendes chef og vi blev taget hen til en anden skranke så vi ikke spærrede køen. Tilsyneladende var det et stort problem at vi ikke havde visa til Australien (selvom vi ikke havde tænkt os at forlade Melbourne lufthavn) og når man rejste med Air Asia (fordi det er et budget-flyselskab) har man åbenbart ikke lov til at være i transit uden at have turist visa til landet. NO hvor skalk mand! Men heldigvis var det ikke så slemt, vi skulle bare gå online og ansøge for turistvisa til Australien og så var alt okay. Yes, så kunne vi få lov at tjekke ind og
vente på flyet. Ved håndbagage check ind tog de min broderisaks, men opdagede ikke min fold-ud saks som er langt mere drabelig, det syntes jeg var lidt tarveligt, men okay. Turen var okay, det var jo et ret billigt fly og okay, vi er måske vant til lidt mere flyluxus, men det eneste vi fik på de 7 timer var lidt ris vi havde bestilt da vi købte billetten, alt andet skulle betales for. Drikkevarer, snacks, vand.. der var små skærme med film og spil, og dem kunne man bruge for en lille sum.. Skalk. Nå vi havde ikke nogle kontanter tilbage og vi endte med at sweet talke os til at få en kop varm vand... til deling. Vi havde nogle sandwiches og rissnacks, og vi sultede jo ikke ligefrem, men det er lidt for dårligt at man ingenting kunne få, og deres fluesmækker virkede ikke, så jeg kunne ikke bruge kortet. Jaja pytpyt, man kunne bruge kortet på skærmene så vi havde underholdning nok at få. Timerne gik hurtigt alligevel.
I Australien (og i New Zealand) er de hysteriske med hvad man tager ind i landet og vi havde problemer med Wallys jonglør-bolde, og den ene blev skåret op og undersøgt. Vi endte med at lade dem beholde den, og de var også lidt interesserede i Sokrates, men de lod os igennem uden det store. Og så var der lige 10 timer at vente før vores fly fra Melbourne til Christchurch ville lette. Vi fandt en subway sandwich og en te og wally fandt en ny ven at snakke med, jeg skrev lidt blog og snakkede med en ældre mand der også skulle sove i lufthavnen og med et fly næste morgen. Det gik fint med at sove, jeg pakkede mig ind i soveposen og klarede den larve -style med 4 gode timer og tiden gik egentlig hurtigt nok med at stene lidt og ligge lidt og så var det på tide at tjekke ind igen.
Selvfølgelig var der problemer ved check ind, wally havde ikke noget bevis på sit New Zealand visa, og der skulle nogle opkald og noget charme osv til. Men det gik okay og det var ret utroligt så meget man kunne mærke forskellen på menneskerne, meget mere åbent og venligt og det var alt sammet en dejlig forandring. Det her fly var kun 3-4 timer og det gik fint og hurtigt. Det var en fantastisk udsigt over vand og land, og især landingen var utrolig smuk. Der var skyer og mælkefarvet i lang tid, men da vi kom ud under dem var der ligepludselig bjerge over det hele. Bjerge med sne. Det var så vildt mand! Det lignede kager med puddersukker, der var også irgrønne græsmarker og blå himmel og det lignede et overdrevet maleri. Så vildt.. Wally sad og sov med det ene øje åbent og jeg prikkede til ham, og vi sad lidt sammen og sagde Wow. Nå, i stedet for at lade som om vi ikke havde noget at fortolde, udfyldte vi denne gang vores skema sandfærdigt og indrømmede at vi havde skaller og koraler fra havet, støvler (muligvis med jord på) træ (sokrates) og derudover at vi indenfor de sidste 30 dage havde været i en skov, på en gård og i kontakt med eksotiske dyr. Ja. Det var rimelig garanteret at de skulle gennemrode vores bagage da vi nåede frem. Først skulle vi udspørges det ene sted og så det andet. Så kom vi ind og stod meget belejligt foran en stor tonet rude, og ventede der i 20min før der kom nogle og tog Wally med til udspørgelse først. Han skulle svare på alt muligt, hvordan vi mødtes, hvor vi skulle hen, om han havde stoffer med osv osv. Men han må have klaret det fint for jeg skulle ikke interviewes, de tog os med hen til et bord og så kiggede de i vores tasker, og prøvede at gennemlyse os med deres imaginære laserblik for at se om vi havde noget at skjule. Det tog en lille time, men det var okay.. Vi fik endda lov at beholde det hele og endelig var vi i New Zealand. KOLDT MAND. På den anden side af ankomsthallen var der et turistcenter og de var vildt venlige og bookede helt gratis et værelse til os på et hostel i centrum, vidste os vej til bussen og det var så nemt så nemt. Hostellet var nice nok, underligt at være tilbage på så backpacker agtigt et sted. Vildt at det var så nemt at kommunikere. Dagene er gået hurtigt, og vi har bare gået rundt og ledt lidt efter arbejde, kigget på byen. Her er meget hyggeligt, der er en lille sporvogn som futter rundt i centrum, der er små rækkehuse i pastelfarver, kaffe og kage-tilbud, inderrestauranter og flinke folk i store jakker. Den første hele dag vi havde i Christchurch, gik vi rundt og frøs med 3 bluser og jakke, striksokker i turistsandalerne og jeg lånte wallys bukser fordi alle mine er sådan nogle tynde flagre-nogle. Så var det så fint at vi løb lige ind i en genbrugsbutik, og efter en times "Wuhhh det så billigt! Wuuh den er flot!" endte Wally med en cardigan og en wannabe skind-jakke for 60NZD, og jeg fandt et par fløjlsbukser og en lynlås poncho for 26NZD, snizzle altså, det er lige over 100 kr, og det er jo ikke dårligt når man befinder sig på en så dyr side af verden. Så frøs vi ikke (så meget) mere og vi så ret stylede ud når vi nu slentrede ned ad Chrischurchs gader som et andet gammelt brunt hippiepar, og udforskede og kiggede os omkring. Der er lidt af en Barnaby stemning her, mange af bygningerne er gamle, og engelske og forleden var der et market, med en lille kineserpige der freestylede noget klassisk på hendes violin... og mere Barnabyagtigt kan det vidst ikke blive. Fedt. Wally købte en dreadyhat og han ser efterhånden helt stileren ud, han har endda formet sit skæg lidt, han blir så anstændig når han leder efter job :)
Men man kan jo ikke bo forevigt på et hostel, det er dyrt og vi har jo planer om at finde arbejde her, så vi skulle finde noget lidt mere long term, vi var ude og se på et lille rækkehus, ikke noget særligt, meget alla "Her hænger et gammelt lagen på en reol, så nu er det et bord, og her er fem forskellige møbler det kan godt blive en sofagruppe" osv osv. Det havde potentiale, men var koldt og ikke særlig hyggeligt. Vi blev enige om at sove på det, og endte til sidst med at blive enige om at det nok kunne blive hyggeligt. Men da vi kom tilbage næste dag var det allerede taget af en anden. EJ mand. Skalk.. så ringede vi lidt rundt, men alt er dyrt og upraktisk, og det så bare ud til at vi havde dummet os med ikke at tage den lejlighed. Nå man er vel ikke helt fortabt før man går online og søger, og ud af det blå finder vi det mest fantastiske tilbud. Et new zealands par havde købt et dusin huse 3 min fra vores hostel, og 10min fra centrum, og lejede dem ud som kollegier for billige penge, altså man fik et værelse og delte så facilliteterne med de andre i huset. Urban Rooms kalder de det (hvis far vil slå det op) og vi endte med at flytte ind i Urban Haven. Eller dvs, vi er faktisk flyttet ind i en caravan i haven, for det var lidt billigere, og nu har vi faktisk vores eget lille hus. En lille håndvask, seng med varmetæpper, lille bord og bløde stole, køleskab, vinduer og masser skabe og hylder! Wuhu. Det er så hyggeligt. Vi har fyldt det op med hjemlige ting, og det er bare så dejligt. Det er nemt at varme op fordi det er så småt, og det er jo ligesom vores eget lille hus. Selvfølgelig er vi velkomne inde i huset, og madlavning, toiletbesøg osv indebærer jo at vi går indenfor. Men altså, så kan vi drikke en kaffe fra vores egen kedel og sidde og spise sammen alene hvis vi vil det. Det er bare så fedt. Og folk her er så nice, der er et par argentinske piger som virkelig gør en indsats for at vi skal føle os hjemme, igår aftes tog de os med over i det blå hus (et andet Urban rooms hus) og introducerede os for dem derovre, og de er også så søde altså. "Jaja, i kan altid komme herover, også selvom vi ikke er her!" og vi hang ud derovre og fik et par øl og de er virkelig flinke og åbne. Superfedt. Mange af dem er på vej ud af New Zealand, og de behøver slet ikke gøre sig så umage for at vi skal føle os hjemme. Det er dejligt. "Welcome to the family!"
Vi har ikke haft så meget held med selve arbejdet endnu :) Men vi giver jo ikke op så let.