Siem Riep

Uhh Phnom Penh viste sig at være et af de steder hvor man sidder fast, af flere årsager, men jeg må indrømme at en af grundene er en dejlig hyggestemning som gør at hvis man siger "Ej, vi tar afsted i morgen...." hver dag. Nu er jeg snart ved at være klar til at se noget nyt, og det kan da heller ikke vare så længe før det kommer til at ske. Det er mest fordi de sidste par dage er gået med at se film og spille pool og spise, og generelt bevæge sig så lidt som muligt imellem værelset og fællesrummet. I weekenden snakkede vi om at det snart måtte være på tide, da havde vi været her en uge og vi havde set alt hvad der skulle ses og jeg følte at jeg havde opfyldt mit behov for at se film og lave ingenting, men så faldt vi i snak med en langhåret englænder og en stille franskmand og de fortalte os om noget spændende vi skulle se. Chefen, Duch, for S-21 det berygtede torturfængsel som vi besøgte sidste uge, er eftersigende den eneste der har stået frem og indrømmet de frygtelige ting der fandt sted i fængslet under Khmer Ruge, hvoraf han var ansvarlig for en del af dem. At der var en retssag igang og at man kunne komme og kigge på! Med engelsk oversættelse og det hele.. vildt! Så det ville vi gerne, det er jo ret historisk at være vidne til. Jeg er lidt forvirret for vi fik også af vide at han allerede var blevet dømt til livstid uden prøveløsladelse osv, men han var altså i retssalen, så måske tager de bare deres tid. Vi ankommer til en meget officiel bygning med store logoer, vagter osv. Melder os ind i døren skal selvfølgelig kropsvisiteres og gennemlyses og alt muligt, franskmanden havde shorts på og måtte låne et par af en venlig vagt, man måtte ikke vise knæ, han skiftede bagved en grusbunke.. fjollet. Og så kommer vi ind i salen, det er gratis forresten, dejlig airconditioned og meget officielt det hele. Forbudt at have fødderne oppe på sædet, og forbudt at tage billeder. Ved indgangen lå der et lille bord med høretelefoner sat fast til en lille radiosender der (alt efter hvilken radiostationen du indstillede den på) live oversatte til foretrukne sprog) Salen er stor og fyldt med velklædte cambodjanere på blå fancy sæder og alle sæderne er rettet mod en stor glasrude. Vi ankommer mens det er igang og vi sætter os bare ned uden at finde ud af hvad der foregår, kan ikke se hvad der er inde bag glasruden. Efter pausen går vi længere ind, og det går op for mig at der er en lille retssal inde i akvariumet! Med dommere i røde kjoler og vidnestol, folk der skriver ned, og Duch himself sad også derinde. Så nu sad vi der, imellem lokale politikinteresserede og eventuelle ofre eller bekendte af Khmer Ruge, og kiggede på retssagen for Duch: ansvarlig for massemord, tortur og udsultning af fanger - kæmpe deal for Cambodia, og jeg har aldrig hørt om Khmer Ruge før jeg kom hertil, så uvidende man er. Altså, det lader til at de kun har den ene sag kørende, hver dag i 6-7 timer udspørger de vidner og gennemgår bevismateriale imod Duch. Jeg synes ind i mellem at det var nogle underlige spørgsmål der blev stillet. "Hvor mange køkkener var der i fængslet? Hvad var fængslet lavet af, træ eller cement? Hvor tit fik fangevogterne mad, og hvordan, i grupper eller en og en?" og tit sad man sådan og tænkte "hvorfor er det mon vigtigt?" Eller "tag dog selv ud og se på s-21!! Så ka du selv tælle alle de køkkener du vil!!" altså, hvorfor spilde alles tid på det? Og jeg vil da vædde min ene nyre på at alle dem der er involverede i retssagen allerede har været derude, og allerede ved en masse om antallet af håndvaske og materialet rundt omkring i bygningerne. Samtidig synes jeg tit at der gik nogle ting tabt undervejs, måske var det under den engelske oversættelse (som jo var live og blot en ikke særlig dygtig Cambodjaner med engelsk som snakkede) men der var tit at dommeren spurgte om noget og vidnet ligesom talte udenom, eller vidnet ikke forstod spørgsmålet, eller vidnet svarede noget andet end dommeren spurgte om, og at dommeren så bare gik videre uden at få fastlagt hvad han ville have svar på. Det var lidt underligt. Samtidig sagde vidnet nogle gange det ene, og så nogle gange det andet, og så blev der spurgt "hvad er så det rigtige svar?" og han svarede "jeg taler altid sandt, hr dommer.." yes og så gik de videre. Altså.. jeg ved ikke om der er en god forklaring, men det var ikke Amerikansk advokatserie style, kan jeg godt sige jer. Der var også nogle europæere til stede, ihvertfald nogle franskmænd, og de stille nogle lidt mere konkrete spørgsmål og samlede nogle af de ting op som ligesom var blevet efterladt ubesvaret undervejs. Men det var ihvertfald ret interessant, vidnet var en mere eller mindre uskyldig fangevogter som havde set Duch torturere en fange eller to, og det var ligesom det mest interessante der blev sagt. Men nu kom vi jo midt i det hele, og de snakkede også om advokater, men det måtte blive imorgen sagde de, så måske sad der nogle advokater derinde til at stille nogle mere interessante spørgsmål dagen efter. Så det var mandag. Mandag aften spiste Wally på en indisk restaurant, som vidste sig at blive mere drastisk end forventet, jeg spiste kun en smule naan med daal men Wally guffede i sig og det endte med at blive rigtig ubehageligt de efterfølgende dage, han lider stadig af mavekramper og tvivlsom mave men har det en del bedre, efter vi tog til lægen i går (eller i forgårs) og han fik alt muligt medicin. Lægen var britisk og grineren, lignede en fra Monthy Python, med karisma som en lærer fra Hogwarts. Men han var flink og det var nemt og hurtigt, og der kom forbedring på Wally allerede samme aften, så det var jo dejligt.


What the snizzle!! Klokken er 3.25 om morgenen, Wally er gået kold, og jeg zapper igennem kanalerne på værelset, og ligepludselig ser jeg Søren Østergård klædt ud som politibetjent, med en fugl i hånden. I min zappermode, når jeg et par kanaler videre før jeg indser det, og går tilbage. Og der sidder han, orange nissehue, kæmpe næse,, Pyrus?? Jeg måber lidt, men i næste billede springer den lyserøde gul-flettede Kandis frem. OH MY GOD. De viser alletiders nisse-snizzel-den-med-de-to-små-nissepiger på Cambodjansk kabeltv, uden undertekster og uden forklaring. Nu har jeg da aldrig, jeg er stadig i chok.. hvad i alverden kan man bruge det til?? Det er ikke engang jul, og det kan da på ingen måde score nogle seere at se på en flok fyrreårige danskere i nissetøj lave børnejulekalender, på dansk, i august, i Cambodia??? Whaat? Nå.. skynder mig at slå tilbage til langt mere brugbart dokumentarprogram om Fidel Castros talegaver og ryste det af mig. Vi er nu i Siem Riep. Klarede den endelig ud af Phnom Penh som blev tungere og varmere for hver dag. Man bliver træt af at vågne så klistret og varm at man løber ud under den kolde bruser før der er tid til at lille i ske, eller tænke på kaffe og morgentissetår. Tilgengæld har man det langt bedre efter det kolde vand. Vi endte med at komme op på en 3-4 kolde brusebade om dagen i Phnom Penh, varmt, fugtigt, vindstille - værelset var det værste. Skiftende mellem småubehageligt, ulideligt og umuligt, og om dagen var vi derinde så lidt som muligt. Generelt nåede vi at blive ret trætte af gueshouset, I starten nød vi at være der, og vi hang ud der så meget som muligt, men de sidste dage var vi ligesom nødt til det - Wally var rigtig dårlig. Det gik hurtigt bedre med medicinen, men der var stadig et par dage før man turde gå for langt væk fra et toilet, eller generelt bare gå for langt. Og nej det var da heller ikke så frygteligt altså, hvor slemt kan det være at få maden serveret, fri afbenyttelse af billardbord, udsigt over floden, og gratis buffetbord af DVD film? Det blev bare lidt kedeligt, måske især når man ikke er syg og godt kunne tænke sig at lege koldbøttekonkurrence eller bare tage en tuktuk et eller andet sted hen og prøve nogle andres kaffe, men sådan er det jo når den ene er syg. Så er der timeout, og det er jo også det eneste rigtige altså. Søndag blev så dagen hvor vi forlod Phnom Penh, 2 uger var det alligevel blevet til, og man var begyndt at føle sig overraskende hjemme. Havde snakket en del med familien som ejede det hele, staffet og tuktukchaufførene som hang ud der. På den måde får man et andet vigtigt indryk i landet og kulturen osv. Vi fik nogle ret interessante ting at vide. For eksempel det med søen, et halvkoreansk firma havde købt hele søen, og besluttet sig for at det ville være federe hvis der ikke var vand der. Så de var igang med at fylde den op. Hver dag, så længe der var sol på, stod der en gravko og smed sand ud.. Meget hurtigt. Altså det var ikke en almindelig gravko men et eller andet fancy instrument, og det hele så grimt og gråt ud. Hele vejen rundt om søen lå der hostels, guesthouses, restauranter osv. Hvoraf alle ville blive lukket og revet ned, "hvad vil alle de familier så gøre?" spurgte vi, og svaret var et par løftede skuldre. Der blev givet 8000USD i erstatning pr familie, til at købe et nyt hus eller sådan.. Hvilket i følge den kvindelige ejer af No Problem var totalt latterligt umuligt at finde i hovedstaden, jo måske ude på landet et sted. Men hvad så med jobs og skoler og alting? Og dem som levede af hostellet og hele Lakeview stilen. Det er jo der turisterne tager hen hvis man vil ha charme og stadigvæk penge til at få mad samtidig? Det jo der alle tager hen, altså... hvad laver de? Nå, eller ligesom der hvor hele familien inkl. bedsteforældre, tumlinger og brødre var med til at sømme en lås op for DVDafspilleren der nu for 2. gang på 3 dage var blevet stjålet af wannabe pirater, der sejlede på den tilbageværende sø og stjal fra de åbne fællesrum i nattens mulm og mørke. Den lille prinsesse endnu i blealderen blev ved med at rende af med en farlig lang skruetrækker, bedstemor satte bedstefar i gang og alle var ligesom med til at holde eller bore noget. Det var hyggeligt at overvære. Også knøsene fra staffet der sagde "Why not?" hele tiden, røg smøger på stribe, og altid prøvede at lokke dig til at vædde om en øl i pool, man kan godt sige at vores indblik i Cambodja ikke har vidst sig at være så afvekslende, men det har stadig været et godt indblik. Det var nu hygeligt og dejligt at bo på No Problem. Og vi bor stadig på No problem, bortset fra det nu hedder No Problem Villa, ligger i Siem Riep, koster dobbelt så meget og er uden tvivl det mest luksuriøse sted vi har boet i asien. Vi snakker cremefarvede skinnende gulve, døgnvagt, varmt vand og aircon. Saweet. Endda gratis internet, og det nyder vi disse dage. Det kan næsten blive lidt køligt på værelset, og man må tage tæppet på, ahhh hvor dejligt. Vi ankom søndag aften, det var nemt. Da vi skulle bo på deres andet guesthouse, og det var arrangeret og ordnet, blev hentet ved busstoppestedet med et skilt hvor der stod "Where's Wally?!" ("Find Holger" på engelsk) og kørt lige til døren. Vi crashede bare søndag, sad og fiflede med internet, forsøgte at få WiFien til at virke på min bærbar og gik mere eller mindre tidligt i seng, for ikke at komme for sent op til mandagens sightseeing: Angkor - templerne. Vi snakker hundredvis af forhistoriske templer, samlet på et område på størrelse med en mindre by. Cambodias stolthed og største turistattraktion. En gang en 800år efter vores tidsregning, begyndte gudeansete konger at bygge hellige templer i området. Den ene efter den anden forsøgte de at overgå hinandens templer, i stil, symmetri, skønhed, størrelse osv. (ret meget alla faraoerne og deres pyramider) men ihvertfald, meget gamle, meget interessante og mange. Mandag morgen, efter en smule soven længe, kaffe, og frugtsalat tog vi en tuktuk ud for at se på templer. Det første vi så var ikke det vildeste, men nummer to var vildt spændende. Nu har de templer jo ligget der i mange tusinde år, og er meget af vejen smadrede ruiner, og det fede ved det her tempel er at skoven har fået lov at vokse sig ind i det. Hundredeårgamle træer og planter, snoer sig langs vægge og tilbageværende lofter, har helt sikkert ødelagt en del af templet, men var i mange tilfælde med til at holde væggene fra at styrte sammen - og ikke mindst tage del i magien og det surrealistiske sted som det var. Eftersigende skulle Lara Croft plukke en blomst og falde igennem gulvet, i Tomb Raider 2, filmet i dette tempel - og det skulle ikke undre mig for det lugtede langt væk af eventyrfilm. Så det var rigtig imponerende. Superfedt generelt at gå rundt på gamle nedfaldne sten og figurer. Selvom det er en stor turistattraktion, er det jo stadig asien, og bortset fra en billet guide udenfor templet, er der ingen vagter eller kontrol med templerne. Man kan kravle op og rundt, der er ikke nogen rute der skal følges eller steder man ikke måtte gå hen. Jo der var et par "Danger" skilte, men ikke noget man ikke kunne ignorere. Det føltes som om det lå midt i en jungle, og man kunne selv udforske det, præcis som det var, og det var virkelig en stor del af oplevelsen. Vi var også heldige med turisterne, og selv når vi løb ind i dem, klarede vi os med tilpas afstand fra de sporadiske kinesiske turistgrupper. Efter Tomb Raider templet spiste vi frokost på en af de mange madboder - hvilket er lidt af en mission. Det er desværre en konstant tilbagevendende gene: "Miss miss.. buy bracelet! 1 dollar! 2 for 1 dollar... 3 for 1 dollar, okay 7 for 1 dollar!! Come on miss.. please....buy bracelet!" og det er ikke kun armbånd. Det er alt "Tuktuk miss??" "Some food miss?? Good prices.." "You Want massage? Come try, very good miss.." og det er ligemeget hvor du er. Hvis du står stille går der 4 minutter så er du omringet af forskellige sælgere, og hvis du kommunikerer med een, så kommer hendes veninder. Og det bliver til tider rigtig trættende. her ved madboderne var er en hel del unge pigebørn, vel mellem 6 og 11 år, med armbånd i små plastikkurve. Vi sagde nej nej nej af princip og gjorde vores for ikke at kigge på dem, og der gik ikke så længe før de lod os være. Tricket er at se væk, selvom det kan være svært hvis de ser desperate ud. De fleste af dem her, har blot ferie fra skole, og det ser ud som om de hygger sig med deres venner og tjener lidt ekstra penge til familien. Det er ihvertfald ikke sultne børn, der misser vigtig skoletid, fordi det bedre kan betale sig at sælge armbånd til turister.. Nevermind, jeg endte med at købe alligevel. Der stod en lille yndig pige, med en stor asiatisk køkkenkniv og skar i nogle kokkosnødder, bare for sjov. Og jeg ville have et billede. bagefter kom hun løbende med sin lille kurv, for nu var vi jo venner - agtigt. Så snart jeg rørte ved kurven kom der 5 andre piger: "buy from me too, miss.. i no have lucky day.. " skalkos, mand. Men vi småsnakkede lidt, de er vildt gode til engelsk, og det vidste sig at de havde lært det i skolen og jeg kunne forklare dem at nogle gange er man heldig og nogle gange er man ikke, og at skole er det bedste i verden. Så det var alligevel en okay handel. Efter maden vækkede vi vores tømmermandsramte tuktukchauffør, som sov i en hængekøje i skyggen og kørte til et andet område, med flere templer lige ved siden af hinanden, og især det første var rigtig interessant. Det specielle ved det her tempel var de 216 kæmpe hoveder, som kiggede i enhver retning ind i junglen. 54 tårne, stejle trapper, meget kompliceret, men stadigvæk symmetrisk og så alle de hoveder. Det var fint. Bagefter var der en masse skov at gå igennem, nogle flere templer, platforme og vi tullede lidt rundt og snakkede om det hele, spiste en appelsin-skub-op-is og var ellers klar til at tage tuktukken hjem. Efter et bad og en smule liggen ned, gik vi ud for at finde noget mad. Dryssede lidt den ene vej og den anden, der var en del gadecafeer, med plastikstole og grillede bananer etc. Ikke lige det vi trængte til, ud af det blå dukkede der en sidegade op. Rimelig smal. Proppet med små fancy cafeer og restauranter. Skiftende mellem smådyrt og ekstremt aristokrat-stil. Vi snakker hvide due, krystalglas, franske navne og lille pastel dækkeservietter. Det nåede lige at blive overvældende. Sindssygt meget forskelligt, og vi glemte ligesom det med maden og nød bare showet. Efter noget tid faldt vi over et typisk new yorker halvtredserstil -sted. Sort/hvid ternede gulve, store spejle, røde plastik sofaer og billeder af Monroe, Hepburn og James Dean. Nice. De havde et par tilbud og vi spiste nogle dejlige champignonpizzaer og gik videre. Egentlig på vej hjem, havde forladt det travle restaurantstræde og var tilbage på det småmørke, støvede jordvej, da vi så en anden festlig sidegade: Lyskæder, boder, musik, der så ud til at være gang i den, jo Siem Riep er fuld af overraskelser, det skulle vi jo lige ned og se på. Viste sig at være et kæmpe natmarket. Hundredvis af boder, mad og små barer. Rigtig hyggeligt. Nu er det jo begrænset hvad man kan købe når man skal slæbe på det, men jeg endte alligevel med en sød blå kjole - jo den kan godt liiige presses ned i tasken. Det vidste sig at vi ik havde penge nok med, og den søde dame lod os på den med, hvis vi lovede at komme tilbage med resten af pengene i morgen, og dét lovede vi. Vi lod os også lokke af et ekstremt underligt fænomen, som vi faldt over flere gange. Et stort badebassin, fyldt med små brune fisk. "The best pedicure in town, please feet our hungry fish, with your feet!" Og nej det var ikke en joke. For 2 dollar fik vi lov at sidde så længe vi gad, med fødderne nede i det her fiskevand. Det tog lige noget tid at få fødderne ned, personligt hvinede jeg som en 12årig Orlando Bloom fan, de første par gange jeg mærkede nippen fra de små fiskemunde. Altså hvor surrealistisk er det her liv altså? Efter et halv minut var mine fødder dækkede af fisk, der guffede i sig, og det begyndte bare at blive dejligt. Hvor vidt det så hjalp på mine fødder skal jeg ikke kunne sige, men det var sjovt, især når de nye kom og skulle prøve, det så også sjovt ud.
Nå, igår var det så tirsdag, og vi ville ud og se på templer igen. Denne gang syntes vi dog ikke at vi ville betale en mindre formue for at blive kørt rundt i tuktuk, især ikke når vi nu havde hørt at man kunne cykle. Wuhuh!! Vi lejede et par cykler og kørte afsted. Nu havde vi jo set dem der lå længst væk, så det passede også perfekt. Vi cyklede en runde på.. en 20km,sagde kortet kiggede på nogle flere templer, blandt andet et der engang havde været et springvand, det var lidt anderledes, vi kom også forbi et børnehjem der lå derinde, fik en rundtur, hilste på børnene, købte nogle postkort og betalte lidt ekstra. Det var dejligt at se at der blev gjort noget rigtigt her, børnene var glade, de gik i skole, og de ansvarlige på børnehjemmet lærte dem at male. Det så dejligt ud. Undervejs på vores cykeltur bøjede Wallys sadel bagud, og han sad på bagagebægret på de sidste 10km, den stakkel. Som sædvanlig er der problemer med os når vi lejer transportmidler, vi endte med at sidde ved det tempel med alle hovederne og drikke en sodavand ind til solen næsten var gået ned og vi skyndte os at finde hjem til No Problem Villa. Vi skyndte os ud at spise og betale den søde kjoledame, men skyndte os tilbage og ligge ned. Idag har vi fortsat med at ligge ned, ret ømme numser, kun gået ud for at spise og strække benene lidt. Dejlige ferie, her er der jo aircon og puder og gratis internet. Vi har stadigvæk en dag mere på vores billet til at se templerne, og vi mangler stadigvæk det største tempel ( i verden, siger de) men vi gemmer det lidt, da man godt kan få for meget tempelruin på så få dage. Vi har fået vores visa til Thailand idag, guesthouset i Phnom Penh, ordnede det for os og sendte det hertil, så vi ikke behøvede at vente yderligere der. Og vi har besluttet at tage direkte herfra til Bangkok, ja så vi når ikke særlig mange byer i Cambodia, men der er jo også Malaysia, og flybilletten, pengene og tiden at tage højde for. Så vi skal snart til at rykke sydpå. Men nu bliver vi lige et par dage her, Wallys maveting er til hans store irritation, altså kommet lidt tilbage og det er jo ikke sjovt. Det var måske lidt for meget aktivitet lige efter han var så dårlig. Nå forhåbentligt er det bedre i morgen, ellers går det godt med det hele. Jeg er sulten nu. Men klokken er 3.24 om natten. (igen!!??) Maaske passer det nok ikke helt alligevel, for der står også at det er søndag den 6. januar 2002.... Jeg tror jeg skal have tjekket tidsindstillingerne på mit ur.

Saa idag er det torsdag, og vi har vaeret paa museum, laet en masse spaendende om Angkor Wats og historier om gamle konger og guder.. spaendende spaendende, jeg kan nu paa faa sekunder genkende de vigtigste buddhistiske og hindu guder fra hinanden og det er jo brugbart.
Interessant dag. I morgen skulle vi gerne se noget solopgang fra de flydende landsbyer.. hvad det saa end skal betyde.. :) interessant. Og der gaar nok ikke laenge foer vi vender naeserne mod Thailand, Bangkok, og nogle paradisiske strande der ligger paa vejen ned.

Hej allesammen.
Idag er det saa soendag. Jeg syntes at der skulle vaere en lidt mere opdateret blog, men jeg har ikke faaet skrevet mere ned, saa nu kommer der en lille direkte version.
Phnom Penh endnu. Jeg har faaet mit haevekort, wuhuuu! Det blev supersmartly sent med siemens til deres kontor i Phnom Penh, saa nemt altsaa.. og de var rigtig soede og det var dejligt. (hendes i den roede er Tun, som hun hed.. fedt navn! sikke et firma)
Tilgengaeld er mit kamera blevet stjaalet. Det laa paa et bord bag min stol (hvorfor gjorde det saa det,?? kan man siden spoerge!) Men der kom en skummel tuktukchauffoer som ingen kendte, og da de smed ham ud var mit kamera forsvundet med ham./.
Saa.. det var jo lige noget....fis altsa. Men jeg taenker tit paa at jeg vil ha et bedre kamera.. saa.. jaja det maa jeg jo faa nu. Det er bare lidt irriterende.. Ellers sker der ikke det store, mig og wally gik ud for at drikke en drink paa en braetspils bar. Og han taevede mig i scrabble, men det var sjovt. Saa spiste vi indisk (ja jeg toer godt igen nu) og var traette og parat til sove, saa var vi ude og hente mit haevekort, paa vejen lokkede wally en tukltukchauffoer til at lade ham koere .. det var ret sjovt :) tror alle var lidt nervoese ved situatuionen... hehe.
Saa var der en paladshave vi kiggede paa, det var okay, men meget varmt, og det jeg synes var fedest var de der sprinklere som sprojter vand paa planterne.. der stod jeg meget... Men jo det vqar da nogle flotte bygninger. Ellers har vi haengt rigtig meget ud paa vores No Problem Guesthouse, snakket med de andre backpackere, hoert musik, set nogle film, spillet pool, leget med poi, syet paa min dug osv osv.
Forleden dag var vi paa vej ud til et boernehjem, men det lugtede bare saa langt vaek af turistfaelde, for det foerste blev tuktukjohn superskalk, og dukkede ikke op til vores aftale, istedet for at aflyse sendte han en af sine venner ud for at hente os og koere og til s/21 og der skulle vi saa vente til john kom, det vidste sig at han havde andre kunder at koere rundt. Saa sad vi der og ventede i 30min og saa koerte han os hen til en risforretning for vi ville gerne koebe nogle ris til bornehjemmet, det viser sig saa at vi skal betale 50USD for 50kg ris. HELL NO.
Vi fik ham presset ned paa 35usd, ("but no good smell, you know? Good rice and bad rice") men stadigvaek. det da alt for dyrt!!! Og pludselig lugtede det hele bare af turist faelde, og vi var i forvejen sure paa john fordi han holdt os hen (vi ku jo bare ha faaet en anden til at koere os derhen.. alle ved jo hvor det er. ) men nej han koerte os et andet sted hen og vente. Bare hold de dumme hvide hen saa skal jeg nok faa de 5 dollar. Nej mand.
Saa vi endte med at bede ham koere os hjem igen, nu gadvi ikke vaere faar mere. Det ka vaere vi tar ud paa bornehjemmet en anden dag, men det hele lugtede bare da de ville ha en dollar pr kg ris.
Saa.. nu tar vi nok snart til siem riep en by med en kaempe tempelby. Meget helligt sted. Meget flot sku det vaere... Saa det goer vi. Efter cambodia tar vi thailand og saa dernedaf. Det kommer an paa mange ting jo. vi har helelr ik faaet den flybillet fra KualaLumpur til NZ.. saa... men nu har vi da visaet.. wuhu!
Ellers ikke meget nyt herfra. det gaar ret stille og roligt. Haaber det er godt derhjemme!
At det er sommer og alting! Her er der ihvertfald masser sommer og sol.
Elsker jer!
Knus

Cambodia, wuhu!!

Nå, idag er det lørdag så. Og vi er nu officielt i Cambodia, Wuhuu.. Dagene med Freja og Simon gik uden de store udskejelser, og egentlig også lidt for hurtigt. Freja er blevet en haj til Poi (to kugler på to snore, og så svinger man dem rundt i cirkler og laver kunster.. Det sårn noget halv moderne cirkusgøjl) Og så ville jeg jo også prøve så det har vi leget meget med, skulle hilse og sige at jeg er en lærenem gøgler.
Der blev spillet pool, spist mad, snakket dansk, hængt i hængekøjer, spillet guitar (Daan gav os hans guitar før han tog afsted, den søde søde dreng. Det er så fed en guitar!) den ene dag cyklede vi en tur rundt om øen, og for at finde et vandfald. Det var en ret fed tur. Elsker at cykle forbi lokale med deres ænder, vandbøfler og rismarker. Imponerende natur. Det er bare de smukkeste grønne farver man kan se i det land. Regnen var jo til tider hektisk hvilket var ødelæggende for stien, som jo bare er lavet af jord, og der var nogle vilde mudderbade ala Roskilde07, som ligesom gav en lækker offroad-mountainbiking udfordring til dagen. Fedt fedt. Men ellers skete der nu ikke så meget. Superfedt at snakke dansk, og superfedt at snakke med Freja, det er jo ikke så tit man kan det for tiden. Men vores visa var jo kun 30 dage, så nu var det på tide at rykke. Vi var sent på den i morges, vi skulle have en langbåd klokken 8, og kommer som de sidste falongs med bagage og guitar. Med Freja og Simon bag os, morgenkaffe i den ene hånd, smøg i den anden, og morgenhår. Farvel farvel. Jeg skulle først lige balancere mig ned i båden, træder i mine bukser som så glider ned over halvdelen af min lyserøde blonde trusse, til stor skræk for os allesammen, nok mest for mig, og så sejlede vi. Da vi ankom til fastlandet, var der ikke helt adgang til jordoverflade fra båden, og vi skulle kravle fra den ene langbåd til den næste, tror der var 5 i alt, nogle fyldte med græsbundter, andre med snore man kunne vikle sig ind i. Og med den store skildpaddehus på ryggen, håndbagagen på maven, guitaren i den ene hånd og en vandflaske i den anden - kom der en del danske skældsord ud undervejs, deriblandt "Snizzle!" i diverse tonelejer. Men jeg klarede den, Heldigvis var der en lillebitte knude, på en lille snor, som jeg hev fat i, og de små fingre ku lige redde alle 80 kg (bagage inkl) fra at falde bagover ned i vandet foran et utal af backpackere og lokale. her skalman skynde sig at tænke "nøj hvor en spændende lokal Laos-agtig oplevelse", i stedet for "Irriterende bondeland, mand!" Så var der en lille bus, og den kørte vi i indtil grænsen til Cambodia. Det gik meget godt, men også lidt asiatisk da vi skulle betale lidt ekstra ved alle vinduerne alligevel. Det vidste sig at der stod i vores pas at vi havde 30 dages visa det ene sted, men et andet sted på et lille stempel stod der 29 dage. Så nu var vi jo overskrevet med een dag, det kostede 5 dollar pr dag, og 5 dollar i generel bøde for at komme til det. Wally prøvede at modargumentere, men efter lidt tid, blev fyren irriteret og sagde med en overraskende monoton stemme "No more talk! If you no pay, i arrest you and put on bus back to Pakse, You like?" Og nej det ville vi da heller ikke så. Derudover var der et eller andet lille papir vi skulle have haft, som vi ikke havde og det skulle vi også betale en dollar i bøde for. Så var der visa vinduet, normalt koster det 20USD, men da det var lørdag var der weekendpriser.. så det var 23USD.. Jaja. Så var der en dollar i betaling, ved et andet vindue, sårn bare for sjov for at få "godkendt" stemplet, og tilsidst var der en helbredsundersøgelse, hvor de tog ens temperatur.. min var 37c, og jeg tænker om man mon skulle betale en dollar pr grad man afveg fra normen eller hvad. Wally endte ihvertfald med at betale en dollar mere fordi han ikke kunne finde sit vaccinationskort og dét kostede en dollar i bøde. Alle de små dollarer som forsvandt ned i lommer og kufferter og du fik ikke dit pas tilbage før du lagde den lille sedl.
Fusket altså. Men borttset fra det okay, i det mindste var Wally og mig de sidste, så så snart vi var igennem var bussen klar til at køre og vi skulle ikke vente eller noget. Cambodia! Wuhu. Vi ligger lige ud med en 10 timers bustur til Phnom Penh (hovedstaden) Men det er jo stadig en okay måde at se landet på.

Nu er det så tirsdag, og jeg ved ikke om det overhovedet er interessant at vide hvad dag det er, når man ikke læser det på selve dagen alligevel. Men det hjælper når man skriver det.
Cambodia! Wuhu! Langt mere stresset, kaotisk, åbent og crazy end Laos. For det første menneskerne: I Laos får man et varmt smil og måske en lille kommentar, men alt er meget høfligt og venligt og stille. Alt lukker og slukker klokken 22, og selv hovedstaden minder mere om en forstad end en storby. Med 5millioner indbyggere, et utal af ællinger, hvalpe, babyer og bare tæer i den eventyragtige jungleskovbund. Cambodia derimod ligger derimod hektisk og charmerende ud, med Phnom Penh, vi snakker overivrige tuktukchauffører, der tager fat i dig, et vejkaos der minder om Indien, folk uden lemmer, sælgere, gadeslagsmål og skumle gyder man ikke går igennem i mørke. Det lyder måske som lidt af et turnoff når man nu kommer fra Laos, men jeg synes nu mere det var en fed forandring. Cambodia (Er det stavet med J, Cambodja? Det synes jeg ser lidt grimt ud?!) cambodjanere griner højt, klapper dig på skulderen, "My friend, why not?" De er småkække og sjove, joker osv. Måske kommunikerede vi bare ikke nok med Laos indbyggere, men jeg synes alligevel der er en grel forskel i opførslen. Der er jo selvfølgelig også det uomgåelige faktum at vi i Laos befandt os mest på landet, i hængekøjer, langs floder og i så isolerede landsbyer som muligt, og nu er vi i hovedstaden af et land med 15millioner indbyggere, men alligevel. Der er forskel. Landskabet er også helt anerledes, ind til videre har jeg ikke set et eneste bjerg, eller bakke. Det er et stort byområde, forurenet, ekstremt meget skrald og en langt mere urolig energi. Men nu skal det hele ikke lyde alt for negativit. Den første aften vi ankom med natbussen var jeg nærmest helt høj af spændingen og kaosset. Eller, jeg lagde ud med at være smågnaven, vi spenderede 14 timer fra vi forlod Dondet før vi ankom til Phnom Penh, og jeg var endelig faldet i søvn for første gang, en time før vi pludselig var der. Og så bliver jeg lidt irriteret altså. Der er sket nada i 14 timer, og så kommer der en kæk idiot ind og klapper højt og skriger "Phnom Penh, This is it!! KLAP KLAPKLAP.Dont forget anything!!" Klap klap, og indenfor 10sekunder står alle turisterne op og maser og skubber og skal ud, samtidig med at alles bagage er bagerst i bussen, så alle skal ligepludselig den ene og den anden vej. Der inklusiv Wally som ikke havde sovet, men som blev ved med at spørge om jeg havde det hele, og jeg var sådan "Det ved jeg ikke altså!!" Men.. ud kom vi. Og vi fik det hele med, og udenfor stod 2 irske fyre som da ellers havde gjort sig bemærkede i bussen, ved at skændes højlydt, spille høj musik og generelt larme så meget som muligt. De var faldet i snak med Wally i en rygepause, havde været i Phnom Penh før, og de tilbød at vi bare tog med i deres tuktuk og hen til hvor de boede før for det var nice. Okay cool, jeg havde ellers sendt et par skalkhammere efter dem undervejs i bussen, fordi de osede langt væk af mangel på respekt og "det er min bus" energi, som alle vidst fandt ret provokerende. Men nu sad de og snakkede med os, og virkede okay, "Sådan er Irlændere bare, Laura" -havde jeg fået undervejs i bussen, og det hjalp da lidt at snakke med dem, men jeg var stadig uimponeret. Nå vi kører igennem Phnom Penh, ikke så langt før vi når Lakeside som skulle være the place to go, hvis man vil have fed stemning og ikke betale for meget. Undervejs kører vi ind i et gadeslagsmål alla oldschool style. Vi snakker en 7-10 mennesker, gadewrestling, der var en ankeltyk bambusgren involveret, og det sidste vi så var en meget vred Camodjaner der smadrede en motorcykelhjelm frontalt ind i skallen på en anden. SMOK. Velkommen til Cambodia! Vi ankom til No Problem Guesthouse, og det oser langt væk af No Problem, og er ret fedt. Værelserne er ikke noget særligt, toilettet er ligesom et spånplade-skab med højt til loftet, hvor alting lækker og det hele er meget lydt og slidt. Men fællesrummet har karakter og det er alligevel der vi er det meste af tiden. Kan i huske i de sene halvfemsere hvor det var helt smart og moderne at have en rund lænestol, svanerede(?) Hed det måske. Hvor man kan sidde og ligge på så mange forskellige måder, og hvor ens numse nærmest når gulvet. Den er ret stor - i mine unge teenageår var jeg personligt selv igang med at spare op til en fra Jysk Sengetøjslager, men brugte pengene på noget andet da jeg opdagede at der ikke var plads på mit værelse. (Jeg har siden hen besluttet mig at jeg skal have en før eller siden. Man kan så meget med den!) Men dem har de! De har et slidt men velfungerende bordeaux rødt billardbord, hængekøjer, Tv, musik, mad og drikke og en terrasse der bogstaveligt talt ligger oven på søen, og man kan kigge ud over den og se en solnedgang tror jeg. Søen er ikke så imponerende, da de er ved at fylde den op, og bygge ovenpå den, hvilket er ret ærgerligt, men pyt. Vejen vi bor på ligger parallelt med et rigtig fedt og mere populært stræde, snæver, snoet og proppet med hyggelige cafeer, frugtboder, lyskæder, tuktukker, barer og andet nødvendig turistmateriale. Men samtidig er der masser lokale der, og der er en fed smådodgy stemning, som ikke gør en bange, men måske tager man rygsækken på maven hvis det er mørkt. Den første aften gik vi bare i seng ovenpå en småhardcore bustur og sagde nej tak til adskillige tilbud om at drikke os fra sans og samling med de irske fyre. Sov længe (desværre har vores værelse ikke nogle vinduer, så man ved ikke om klokken er 7 eller 16 når man vågner) Men vågnede bare for at gå ud og spise morgenmad, drikke kaffe, spille pool, og se en film og chille på dejlig morgenhygge vis. Da vi indså at klokken snart blev solnedgangstid skyndte vi os ud, for at se nærmere på området. Vi gik ned ad den føromtalte gade, men den mundede ud i en bred 4baners vej, proppet med al slags hurtigt kørende transport, så vi vendte om og gik tilbage for at finde lidt internet. Undervejs gik strømmen så i hele området, og vi endte med at give op ved computerne og gå ud og spise i mellemtiden. I mørket fandt vi en pakistansk restaurant. (at dømme efter ejeren troede vi det var indisk men fandt senere ud af at der stod pakistansk på skiltet) De omtalte skilte reklamerede også med at de havde "All you can eat" for 2USD, og vi prøvede at få det til at ske, og de forklarede at det kunne vi godt, men man kunne kun få mad een gang.. "But then its not all you can eat?"
"Yes Yes, all you can eat. But only food once..." Æhhhh jeg ved ikke helt. De forstår nok bare ikke hvad det betyder. Wally nåede at blive lidt febrilsk og hans store glæde for All you can eat, gjorde det lidt svært for ham at indrømme at det ikke ville ske, men jeg havde en hårbøjle i munden over Cambodia, og synes bare alting var grineren. Vi bestilte en omgang Thali og inden længe kom lyset tilbage. Alle klappede og hujede på gaden, og jeg smilede endnu bredere. Efter maden gik vi tilbage til Internettet og gjorde det færdigt. Jeg skulle have mine søde forældre til at sende penge, og sende mit nye hævekort, og det kræver jo lidt forberedelse fra begge sider af. Wally kom og hentede mig efter en time og vi gik tilbage til værelset, lånte et par film fra DVDsamlingen i fællesrummet og crashede. Klokken ca 2 om morgenen vågnede jeg ved at den ene af de ekstremt stive og højlydte irlændere kom hjem, sang, råbte og tumlede rundt, som fulde irriterende irlændere nu gør. Vækkede staffet fordi han ville have vand, og bare generelt trampede rundt mellem sit værelse og fællesrummet. Her opdagede jeg at min mave var lidt underlig rumle-agtig, men faldt alligevel lidt i søvn igen, vågnede dog lidt efter ved at han igen trampede rundt, sparkede til nogle ting ude på gangen osv. Noget tid senere kom hans ven hjem og lavede mere eller mindre samme nummer, og jeg opdagede at min mave nu var rigtig underlig. Så jeg endte med at ligge vågen i en 3 timers tid, mens min mave kørte karrusel, og jeg pendlede til toilettet uden resultat. Uh sikken lidelse. I de tidlige morgentimer faldt jeg i søvn og næste dag blev tilbragt i fællesrummet med film, en frugtsalat, fosterstilling og vand. Jeg ved ikke om det var den skumle pakistanske mad eller hvad, men det var bare en underlig mavevirus der ligesom involverede alle organer og halsbrand. det var en okay filmdag dog, vi så en masse film, og bevægede os først ud, da vi fik en sms fra min far om at Western Union i Phnom Penh ville have mine frisktoverførte penge nu. Penge skal der jo til, så vi tog vores nye favorit tuktukchauffør ud for at se lidt nærmere på Phnom Penh, Western Union var nice, de er altid vildt søde der. Gad vide om det somregl kun er rige folk der kommer der, for man blir budt på at sidde og tage en vand fra køleskabet og de er ligeglade med om du er en fedtet syg backpacker der havde tabt sit kort et ukendt sted mellem Kina og Laos. Det er jo dejligt.
Vi var bagefter ligesom nødt til at stoppe ved en reggaebar på vejen hjem - der stod One Love - One Heart på dørhåndtagene, indenfor var der store fine Marley billeder og reggae på stereoen. Vi tog chaufføren med ind, og mændene fik en øl og vi snakkede om Cambodias historie og det var meget interessant. TukTuk chaifføren - ved navn John, fortalte hvordan hans familie blev dræbt af Khmer Ruge og at han boede med en sød selvudråbt plejefamilie tæt ved grænsen til Thailand fra han var helt lille. Meget interessant. Han sagde at selv idag, skal man passe på hvad man siger om Khmer Ruge, og generelt en del insider viden fra en lokal 40årig cambodjaner, og det var ret fedt. Bagefter kørte vi tilbage til GH, jeg vandt mit første spil pool (nogensinde!) og fik tæsk i en del, før jeg til sidst kaldte det en nat (denglish) og gik i seng, med et afsnit af Barnaby jeg har set 36 gange. Vi aftalte med TuktukJohn at han skulle køre os rundt til nogle vigtige sights i Phnom Penh, S-21 -en skole som var blevet tryllet om til et fængsel/torturcenter og The Killing Fields, hvilket bogstaveligt talt er, en mark hvor der blev fundet massegrave, hvor Cambodjanere blev slagtet en efter en og smidt i jorden. Ulækkert, og meget uhyggeligt! Men også interessant. Vanvittigt hvad nogle folk kan gøre mod andre folk. S-21 er nu et museum, og her kan man få det hele, torturkamre med originale stålsenge, fangebåse, masseopbevaringsrum, udendørs torturmetoder og fotoudstillinger med billeder af fanger, opstillede og in action. Uhyggeligt. Især de mange tusind ansigter der var. Mænd, kvinder, børn, teenagere, sågar et par babyer. Alle med hvert deres ansigtsudtryk da de blev fotograferede af dem der snart skule indespærre, torturere eller myrde dem. Vrede ansigter, små smil og angst. Uhh. Killing Fields var også uhyggeligt, men på en lidt anden måde. Det sygeste var nok det kæmpe monument- tårn fyldt med skelethoveder, knogler og tøj, fundet på de måske 1000 lig man fandt på det sted. For første gang face to face med et skelethoved, man kunne endda røre (der var ikke glas for det hele) hvis man turde. (Det ville jeg ikke....)
Selvom jeg har haft en så ultralærerig dag om Khmer ruge må jeg indrømme at det stadigvæk er lidt tåget i mit hoved. Altså der var ham her Hitler/Stalin/Mao wannabe'en Pol Pot, som havde en ide om at landsbylivet var det eneste ægte, farmere og gammeldags metoder. Byer, fabrikker osv var urene, og han ønskede at sætte hele landet (og verden for den sags skyld) et par hundrede år tilbage. Det var samtidig blandet lidt med kommunisme, idet at alle skulle deles om arbejdet, dele overskuddet osx. Ved hjælp af at skaffe sig de rigtige allierede (og senere gå imod dem) og ved at bygge sig en kæmpe superond hær med rød/orange halstørklæder på slagtede han sig igennem Cambodia og dræbte omkring 1/4 af landets befolkning undervejs - næsten 2 millioner. Han dræbte alle der bare var en lille smule uddannede, flersprogede, eller på den ene eller anden måde tænkte på politik i landet. Senere blev han paranoid og dræbte også en del af hans egne allierede, hans egne soldater osv osv osv. Han drev befolkningen ud af byerne og tvang dem til slavearbejde, opbrød bevidst alle familier, og myrdede alle der sagde ham i mod. Mange af dem befinder sig idag som et skelethoved i et monument på en killing field - en af de mange hundrede forskellige dødsmarker i landet. Han hjernevaskede børn, alle der var unge nok til at kunne skifte mening, og tit var det børnesoldater der stod for myrderierne af deres egen ældre generation, ovenidet var Amerikanerne (som sædvaanlig) igang med at bombardere landet (de var jo kommunister!!) og den stakkels befolkning stod mellem pest eller kolera. Khmer Ruge var kun officielt på magten i 3-4 år, men var fortsat ansvarlige for massemord og uhyggelige historier mange år før og efter. Ikke een eneste familie har gået uberørt igennem Pol Pots vanvittige plan. NåJa det var lige lovligt mange kraniumer og død for een dag.

Dondet

Idag er det så mandag, vi er på Dondet, en lille paradis-ø 4 timers tid fra Pakse, som er den største by syd for Vientiane. Stadigvæk Laos altså, men ikke så længe igen. Inden vi forlod Luang Prabang gik der et par dage med at købe ting fra natmarkedet, og sende det hjem i en kasse. Så det er jo ret spændende hvornår den kommer til Dk, Uhauha. den ene dag klatrede vi op på toppen af et lille bjerg, med et tempel, og der kunne man se solnedgangen, og det var da okay. Det var dog mere interessant at se en stor grøn græshoppeting kravle rundt på en drengs hoved. På vej ned igen, mødte vi et amerikansk par, som vi tidligere havde lånt penge til at komme ind i templet, og de insisterede på at købe os en drink et eller andet sted. Så vi tog dem med til vores efterhånden lokale sted. De viste sig at være rigtig flinke, Burton og Sarah, som havde en hel del interessant (for os hippier) at sige om Bushregeringen, og vi snakkede lidt med dem om hvor glade de var for at Obama nu var præsident og at de for engangs skyld kunne være stolte og det er rigtig interessant at høre fra amerikanere, og især de to her, for de var meget kloge på emnet og kunne svare på en masse af vores spørgsmål set fra en amerikaners side. Burton lånte mig også hans smarte Iphone så jeg kunne gå online og ringe til min søde mormor fra den, og så slap jeg jo for en internetcafe. Bagefter spiste vi noget mad sammen, og så var klokken 22 og hele Laos lukker og man er nødt til at gå hjem i seng, hvis man altså ikke vil bowle - og det ville vi ikke.
Den sidste dag lejede vi en motorcykel af vores guesthouse og kørte en fantastisk smuk tur ud på landet, for at finde et springvand mere. Det var også helt vildt smukt. Blågrønt, iskoldt og klart. Det var ret vildt. Der var et lille reb man kunne svinge sig i, og man kunne hoppe rundt og bade og køle sig ned, for det var meget varmt. Vi hoppede lidt ned fra et lille vandfald, og Wally svingede sig i rebet men jeg turde ikke. Der var flere steder at bade, og der var også selve vanfaldet at kigge på, så vi tullede rundt der i et par timer. Tog motorcyklen tilbage, i den smukke Laos natur, som bare er noget helt specielt synes jeg. Om aftenen tog vi bowlinghallen for sidste gang, og jeg var lige i stødet. Et utal af strikes - jeg vandt faktisk over Wally det ene spil! Men de to andre spil mistede jeg det, og han strammede op og så vandt han resten. Men det var stadigvæk ret sjovt. På vejen hjem kørte vi forbi Inderen, og købte noget indermad med hjem til værelset - som ventede på at blive pakket sammen og ryddet op. Og det var egentlig lidt svært at forlade Luang Prabang. Nu var vi jo også kommet tilbage 3 gange, og det var lidt sært at tænke på at man ikke kom tilbage denne gang. Men det gik ret smertefrit ellers. Pakningen, morgenbussen og så afsted. Tilgengæld gik det altså ikke så godt i bussen. Vejen mellem Luang Prabang og Vientiane er ren rutschebanetur, op og ned, men hvad værre er svingene, fra side til side. Når man kører langs med bjergsiden, må man jo følge bjergsiden, og det er den slags tur hvor man ikke kan sidde afslappet fordi man konstant bliver smidt til den ene eller den anden side. Det er jo gået okay de andre gange, men denne gang var det bare for meget. Så jeg blev dårlig, og desværre ikke bare een gang opkast og så var det overstået. Nej.. jeg var dårlig i timevis, klamrede mig til min lille pose og gjorde mit for ikke at åbne øjnene, og tænke på noget andet. Så vi endte med at stå af bussen i Vang Vien, 3 timer før Vientiane, og holde pause der for natten. Nu havde vi jo været der før og vi vidste hvor vi skulle gå hen og få et nice værelse osv. og vi regnede med at skulle komme til at sove i Vientiane fordi vi ikke kunne få en bus videre i tide - så det var jo meget bedre at sove et dejligt sted, end at sove et ærgerligt sted; Vientiane. Så dagen gik perfekt med at se Family Guy på een af de mange restauranter, spise og prøve at få kvalmen til at gå væk. Men den var der nu indtil jeg gik i seng. Heldigvis var det supernemt at komme videre derfra. Dem der ejede guesthouset fortalte at de kunne skaffe os en billet hele vejen ned til Dondet, på 4000islands, på een gang - og det ville jo være fedt. Så først fra Vang Vien til Vientiane, så Vientiane til Pakse, og så Pakse til Dondet - inklusiv tuktukker, både og busser. Sweet. Det gik ret smertefrit. Natbussen mellem Vientiane og Pakse, vidste sig endda at være en superfed sovebus, med (små) dobbeltsenge og vi lå i ske og sov hele vejen - og det er jo en dejlig overraskelse når man forventede at skulle sidde i samme robotstilling i en siddebus i 12 timer. Vi blev vækket af det dejlige keyboard musik, som de åbenbart elsker alle steder i det her land, og så var vi der. Så kom vi ind i en anden bus, og der var godt nok lige en del problemer, og venten og så kørte vi, men så stoppede vi, og sså kørte vi ti minutter og så stoppede vi, og ingen forklarede noget, og så skulle vi skifte bus, og så kom vi ind i en mindre totalt proppet bus, og så kørte vi og så stoppede vi, og så proppede de nogle flere ind i bussen og så stoppede vi lidt senere fordi chaufføren skulle have tanket sin mobil, og så stoppede vi igen fordi han lige skulle tale med nogle andre chauffører og så stoppede vi igen fordi han skulle tale med en dame, og generelt var der ret meget "KOM NU" stemning inde i bussen. Men vi nåede da frem til en havn og alle steg ud, og så var det ned til de små både så vi kunne sejle til øerne. Og så kom vi endelig til Dondet. Daan havde fortalt os præcis hvordan man kom til det favorable guesthouse på Dondet, men båden havde ikke sat os af ved det officielle båd-sted, men ved noget græs (vel fordi de så ikke skulle sejle en omvej) så vi havde liiiige lidt problemer med at finde Vixay gueshouse. MEN vi fandt det, og det var det hele værd! Billigt, hyggeligt. Bungalows med myggenet og vinduer, hængekøjer og solnedgangsudsigt fra balkonen. Sweet! Ejeren kom endda og satte en ekstra hængekøje op, så vi havde een hver.. Hvor dejligt :)

Jeg tror der bor myrer i min computer, hver gang jeg åbner den kommer de frem, og nu var jeg lige ved at splatte den ene fordi den fes rundt på mit tastatur. Der er ekstremt mange myrer! I tandpastaen, på sæben, på enhver spildt kaffeplet på gulvet, på sengen, på din arm... overalt. Men det er okay, de kravler jo bare rundt. Lige før da vi spiste morgenmad fodrede jeg dem lidt, det er ret vildt som de kan proppe sig med sukker og dejlig kartoffelmos. Ja ellers går det jo bare til spilde.
Så idag er det altså onsdag. Og mandagen gik hurtigt - og uden det vilde at skrive om. Vi faldt begge i søvn i hver vores hængekøje til en dejlig eftermiddagslur, jeg kæmpede imod mine øjenlåg i håb om at se solnedgangen, men måtte indrømme at kampen var tabt da jeg vågnede i skumringen. Så gik vi ud for at spise noget, og gik hjem iseng inden strømmen blev slukket igen (lissom Hmong Noi er der strøm mellem 19 og 22) Igår tirsdag, sov vi længe, drak en morgenkaffe fra guesthouset - bagefter gik vi en tur ned mod hovedgaden i håb om at finde noget spændende. Evt. Freja og hendes kæreste som jo forhåbentlig skulle dukke op een af dagene. Wally nåede lige at sige, hold øjne og ører åbne, måske kan vi høre freja skrige eller pludre et eller andet sted. Og der gik ikke mere end 3 min så kunne vi se hende, og hun råbte "mommy, daddy!" og smed alle sine taske og løb ægte filmklassiker-stil ind i et gruppeknus. FREJA. Sweet! Vi hilste også på Simon, halv kineser, helt australier og 29 år, som hun mødte i Townsville (Aus) sidste år, efter vores veje skiltes. Jeg var begyndt at opgive håbet om at lege med hende, og det er da også vildt heldigt at de forlader Cambodia, og tager ind i Laos, samme uge som vi er på vej ind i Cambodia fra Laos, og befinder os en times tid fra grænsen. Wuhu! Nå vi tog dem med tilbage til vores Vixay guesthouse og de tjekkede ind, selvom vi ikke kunne finde ejerne. Jaja det vel fint nok. Så snakkede vi lidt og det var jo ret sjovt at ses igen. Der gik ikke længe før drengene talte politik og pigerne slog over i dansk og opdaterede hinanden på de vigtigere emner som, "Hvordan går det med DIN kæreste?" og "Hvordan har du det!?" Så det var dejligt. Gik ud for at spise, spillede lidt kort, spillede lidt skak, gik ud for at finde noget pool, men det var forsent og alt var ved at lukke. Vi endte med at sidde på en restaurant og snakke, og den sædvanlige aftenregnstorm indhentede os før vi kom hjem. Næsten hver dag er det varmt og tørt, måske med en lille dejlig brise, og så om aftenen omkring en 23 stykker kommer regnen, og det regner meget! Og tordner og hele himlen glimter, og det buldrer og larmer, og det er jo vildt fedt når man er i tørvejr, at være med til sådan et stormvejr, men nu var vi altså 20minutters gågang fra det såkaldte tørvejr. Ikke nok med at det regnede, det var mere det med at det også var buldremørkt. Strømmen var jo slukket, og ingen havde medbragt lygter, mobiler eller stearinlys til at vise os hjem. Wuhu! Hvor spændende. Indenfor 3 minutter var vi gennemblødte af de store lune dråber, som alligevel faldt ret blødt, og vores eneste lys var nogle tilfældige lamper omkring os, inde fra husene på vejen. Inden længe fik vi dog også hjælp af lynene som i et par sekunder lyste jordstien op for os, så vi kunne se lidt igen. Det var vildt fedt! Lidt uhyggeligt men fedt! Såsnart vi kom ind i tørvejr ved siden af vores Bungalows, kom blæsten. Som lyn fra en klar himmel! WOOOSHHHHHHH! Hængekøjer og våde falongs var et stort rod i mørket på balkonen! "Er der nogle der har en lighter!", "jeg har et lys vi kan tænde!" "Hvor er min lygte!" "Mine smøger er våde!!!" så havde Simon en lygte, men så blæste en af hængekøjerne ind i ham og han tabte den, og batterierne forsvandt "Nooo!" Men så blæste det endnu mere op, og det føltes ligesom at stå på et skib midt på havet, under et stormvejr.
Og så skyndte vi os ind, vinduer og døre smækkede og det stormede helt vanvittigt! Ahhhh! Det var helt tosset! Og 5 minutter inden, var der ikke så meget som en vind! Uh! Vi skyndte os af med tøjet, fandt soveposen frem, og så var der ellers Monthy Python og hygge, i tørvejr under myggenet-hulen. Hvor fantastisk! Wally elsker regn, og jeg synes også at det var ret fedt!
Idag er der ikke sket så meget, vi har lige haft endnu en vild storm, det dryppede lidt, og så pludselig måtte vi skynde os at trække os tilbage, hive alle tingene indenfor inden de blæste væk, forsøge at undvige hængekøjeoverfaldene og søge ly indendørs. Heldigvis kunne vi lade vinduerne stå åbne uden konsekvenser, så nu ligger vi alligevel og kigger ud på vejret. Ahhh...sikke en dejlig ferie.