Dondet

Idag er det så mandag, vi er på Dondet, en lille paradis-ø 4 timers tid fra Pakse, som er den største by syd for Vientiane. Stadigvæk Laos altså, men ikke så længe igen. Inden vi forlod Luang Prabang gik der et par dage med at købe ting fra natmarkedet, og sende det hjem i en kasse. Så det er jo ret spændende hvornår den kommer til Dk, Uhauha. den ene dag klatrede vi op på toppen af et lille bjerg, med et tempel, og der kunne man se solnedgangen, og det var da okay. Det var dog mere interessant at se en stor grøn græshoppeting kravle rundt på en drengs hoved. På vej ned igen, mødte vi et amerikansk par, som vi tidligere havde lånt penge til at komme ind i templet, og de insisterede på at købe os en drink et eller andet sted. Så vi tog dem med til vores efterhånden lokale sted. De viste sig at være rigtig flinke, Burton og Sarah, som havde en hel del interessant (for os hippier) at sige om Bushregeringen, og vi snakkede lidt med dem om hvor glade de var for at Obama nu var præsident og at de for engangs skyld kunne være stolte og det er rigtig interessant at høre fra amerikanere, og især de to her, for de var meget kloge på emnet og kunne svare på en masse af vores spørgsmål set fra en amerikaners side. Burton lånte mig også hans smarte Iphone så jeg kunne gå online og ringe til min søde mormor fra den, og så slap jeg jo for en internetcafe. Bagefter spiste vi noget mad sammen, og så var klokken 22 og hele Laos lukker og man er nødt til at gå hjem i seng, hvis man altså ikke vil bowle - og det ville vi ikke.
Den sidste dag lejede vi en motorcykel af vores guesthouse og kørte en fantastisk smuk tur ud på landet, for at finde et springvand mere. Det var også helt vildt smukt. Blågrønt, iskoldt og klart. Det var ret vildt. Der var et lille reb man kunne svinge sig i, og man kunne hoppe rundt og bade og køle sig ned, for det var meget varmt. Vi hoppede lidt ned fra et lille vandfald, og Wally svingede sig i rebet men jeg turde ikke. Der var flere steder at bade, og der var også selve vanfaldet at kigge på, så vi tullede rundt der i et par timer. Tog motorcyklen tilbage, i den smukke Laos natur, som bare er noget helt specielt synes jeg. Om aftenen tog vi bowlinghallen for sidste gang, og jeg var lige i stødet. Et utal af strikes - jeg vandt faktisk over Wally det ene spil! Men de to andre spil mistede jeg det, og han strammede op og så vandt han resten. Men det var stadigvæk ret sjovt. På vejen hjem kørte vi forbi Inderen, og købte noget indermad med hjem til værelset - som ventede på at blive pakket sammen og ryddet op. Og det var egentlig lidt svært at forlade Luang Prabang. Nu var vi jo også kommet tilbage 3 gange, og det var lidt sært at tænke på at man ikke kom tilbage denne gang. Men det gik ret smertefrit ellers. Pakningen, morgenbussen og så afsted. Tilgengæld gik det altså ikke så godt i bussen. Vejen mellem Luang Prabang og Vientiane er ren rutschebanetur, op og ned, men hvad værre er svingene, fra side til side. Når man kører langs med bjergsiden, må man jo følge bjergsiden, og det er den slags tur hvor man ikke kan sidde afslappet fordi man konstant bliver smidt til den ene eller den anden side. Det er jo gået okay de andre gange, men denne gang var det bare for meget. Så jeg blev dårlig, og desværre ikke bare een gang opkast og så var det overstået. Nej.. jeg var dårlig i timevis, klamrede mig til min lille pose og gjorde mit for ikke at åbne øjnene, og tænke på noget andet. Så vi endte med at stå af bussen i Vang Vien, 3 timer før Vientiane, og holde pause der for natten. Nu havde vi jo været der før og vi vidste hvor vi skulle gå hen og få et nice værelse osv. og vi regnede med at skulle komme til at sove i Vientiane fordi vi ikke kunne få en bus videre i tide - så det var jo meget bedre at sove et dejligt sted, end at sove et ærgerligt sted; Vientiane. Så dagen gik perfekt med at se Family Guy på een af de mange restauranter, spise og prøve at få kvalmen til at gå væk. Men den var der nu indtil jeg gik i seng. Heldigvis var det supernemt at komme videre derfra. Dem der ejede guesthouset fortalte at de kunne skaffe os en billet hele vejen ned til Dondet, på 4000islands, på een gang - og det ville jo være fedt. Så først fra Vang Vien til Vientiane, så Vientiane til Pakse, og så Pakse til Dondet - inklusiv tuktukker, både og busser. Sweet. Det gik ret smertefrit. Natbussen mellem Vientiane og Pakse, vidste sig endda at være en superfed sovebus, med (små) dobbeltsenge og vi lå i ske og sov hele vejen - og det er jo en dejlig overraskelse når man forventede at skulle sidde i samme robotstilling i en siddebus i 12 timer. Vi blev vækket af det dejlige keyboard musik, som de åbenbart elsker alle steder i det her land, og så var vi der. Så kom vi ind i en anden bus, og der var godt nok lige en del problemer, og venten og så kørte vi, men så stoppede vi, og sså kørte vi ti minutter og så stoppede vi, og ingen forklarede noget, og så skulle vi skifte bus, og så kom vi ind i en mindre totalt proppet bus, og så kørte vi og så stoppede vi, og så proppede de nogle flere ind i bussen og så stoppede vi lidt senere fordi chaufføren skulle have tanket sin mobil, og så stoppede vi igen fordi han lige skulle tale med nogle andre chauffører og så stoppede vi igen fordi han skulle tale med en dame, og generelt var der ret meget "KOM NU" stemning inde i bussen. Men vi nåede da frem til en havn og alle steg ud, og så var det ned til de små både så vi kunne sejle til øerne. Og så kom vi endelig til Dondet. Daan havde fortalt os præcis hvordan man kom til det favorable guesthouse på Dondet, men båden havde ikke sat os af ved det officielle båd-sted, men ved noget græs (vel fordi de så ikke skulle sejle en omvej) så vi havde liiiige lidt problemer med at finde Vixay gueshouse. MEN vi fandt det, og det var det hele værd! Billigt, hyggeligt. Bungalows med myggenet og vinduer, hængekøjer og solnedgangsudsigt fra balkonen. Sweet! Ejeren kom endda og satte en ekstra hængekøje op, så vi havde een hver.. Hvor dejligt :)

Jeg tror der bor myrer i min computer, hver gang jeg åbner den kommer de frem, og nu var jeg lige ved at splatte den ene fordi den fes rundt på mit tastatur. Der er ekstremt mange myrer! I tandpastaen, på sæben, på enhver spildt kaffeplet på gulvet, på sengen, på din arm... overalt. Men det er okay, de kravler jo bare rundt. Lige før da vi spiste morgenmad fodrede jeg dem lidt, det er ret vildt som de kan proppe sig med sukker og dejlig kartoffelmos. Ja ellers går det jo bare til spilde.
Så idag er det altså onsdag. Og mandagen gik hurtigt - og uden det vilde at skrive om. Vi faldt begge i søvn i hver vores hængekøje til en dejlig eftermiddagslur, jeg kæmpede imod mine øjenlåg i håb om at se solnedgangen, men måtte indrømme at kampen var tabt da jeg vågnede i skumringen. Så gik vi ud for at spise noget, og gik hjem iseng inden strømmen blev slukket igen (lissom Hmong Noi er der strøm mellem 19 og 22) Igår tirsdag, sov vi længe, drak en morgenkaffe fra guesthouset - bagefter gik vi en tur ned mod hovedgaden i håb om at finde noget spændende. Evt. Freja og hendes kæreste som jo forhåbentlig skulle dukke op een af dagene. Wally nåede lige at sige, hold øjne og ører åbne, måske kan vi høre freja skrige eller pludre et eller andet sted. Og der gik ikke mere end 3 min så kunne vi se hende, og hun råbte "mommy, daddy!" og smed alle sine taske og løb ægte filmklassiker-stil ind i et gruppeknus. FREJA. Sweet! Vi hilste også på Simon, halv kineser, helt australier og 29 år, som hun mødte i Townsville (Aus) sidste år, efter vores veje skiltes. Jeg var begyndt at opgive håbet om at lege med hende, og det er da også vildt heldigt at de forlader Cambodia, og tager ind i Laos, samme uge som vi er på vej ind i Cambodia fra Laos, og befinder os en times tid fra grænsen. Wuhu! Nå vi tog dem med tilbage til vores Vixay guesthouse og de tjekkede ind, selvom vi ikke kunne finde ejerne. Jaja det vel fint nok. Så snakkede vi lidt og det var jo ret sjovt at ses igen. Der gik ikke længe før drengene talte politik og pigerne slog over i dansk og opdaterede hinanden på de vigtigere emner som, "Hvordan går det med DIN kæreste?" og "Hvordan har du det!?" Så det var dejligt. Gik ud for at spise, spillede lidt kort, spillede lidt skak, gik ud for at finde noget pool, men det var forsent og alt var ved at lukke. Vi endte med at sidde på en restaurant og snakke, og den sædvanlige aftenregnstorm indhentede os før vi kom hjem. Næsten hver dag er det varmt og tørt, måske med en lille dejlig brise, og så om aftenen omkring en 23 stykker kommer regnen, og det regner meget! Og tordner og hele himlen glimter, og det buldrer og larmer, og det er jo vildt fedt når man er i tørvejr, at være med til sådan et stormvejr, men nu var vi altså 20minutters gågang fra det såkaldte tørvejr. Ikke nok med at det regnede, det var mere det med at det også var buldremørkt. Strømmen var jo slukket, og ingen havde medbragt lygter, mobiler eller stearinlys til at vise os hjem. Wuhu! Hvor spændende. Indenfor 3 minutter var vi gennemblødte af de store lune dråber, som alligevel faldt ret blødt, og vores eneste lys var nogle tilfældige lamper omkring os, inde fra husene på vejen. Inden længe fik vi dog også hjælp af lynene som i et par sekunder lyste jordstien op for os, så vi kunne se lidt igen. Det var vildt fedt! Lidt uhyggeligt men fedt! Såsnart vi kom ind i tørvejr ved siden af vores Bungalows, kom blæsten. Som lyn fra en klar himmel! WOOOSHHHHHHH! Hængekøjer og våde falongs var et stort rod i mørket på balkonen! "Er der nogle der har en lighter!", "jeg har et lys vi kan tænde!" "Hvor er min lygte!" "Mine smøger er våde!!!" så havde Simon en lygte, men så blæste en af hængekøjerne ind i ham og han tabte den, og batterierne forsvandt "Nooo!" Men så blæste det endnu mere op, og det føltes ligesom at stå på et skib midt på havet, under et stormvejr.
Og så skyndte vi os ind, vinduer og døre smækkede og det stormede helt vanvittigt! Ahhhh! Det var helt tosset! Og 5 minutter inden, var der ikke så meget som en vind! Uh! Vi skyndte os af med tøjet, fandt soveposen frem, og så var der ellers Monthy Python og hygge, i tørvejr under myggenet-hulen. Hvor fantastisk! Wally elsker regn, og jeg synes også at det var ret fedt!
Idag er der ikke sket så meget, vi har lige haft endnu en vild storm, det dryppede lidt, og så pludselig måtte vi skynde os at trække os tilbage, hive alle tingene indenfor inden de blæste væk, forsøge at undvige hængekøjeoverfaldene og søge ly indendørs. Heldigvis kunne vi lade vinduerne stå åbne uden konsekvenser, så nu ligger vi alligevel og kigger ud på vejret. Ahhh...sikke en dejlig ferie.