Work Work Work

Idag er det mandag, 11 dage til mine forældre kommer, 12 dage til roadtrip og 26 dage til vi ankommer i Kastrup lufthavn. UH vi snakker under en måned nu.. Sidste uge var ganske arbejdsrig, mandag til onsdag alle dage i samme institution, og så kan man begynde at se fordelene, nu havde jeg været der før og kunne ikke huske særlig mange navne, men godt lidt hvem der var hvem, og hvem man skulle holde øje med. Dagene var både hårde og fede, de gik egentlig ret hurtigt, men jeg var smadret om aftenen. Det kunne mærkes i kroppen og i hjernen, og den ene 9timers vagt især, tog lidt hårdt på mig. Man bliver lidt træt når man får en "Du rydder lige op på legepladsen, ik?" Og man bare siger "jojo.. superduper."Men altså jeg aner jo ikke hvor tingene skal hen, hvordan overdækker man sandkassen, hvad skal blive ude og hvad skal ind, nå børnene leger her stadig, skal jeg bare vente med at rydde op så, eller? Må de gerne drikke af det der vand? Og må de gerne bruge den der kop? Og jeg er ved at blive sindssyg af at skulle spørge hele tiden. Heldigvis spørger man jo alligevel kun om alle tingene een gang, men der er alligevel mange ting, og jeg synes også det er lidt irriterende at man ikke får noget at vide, hvis man ikke spørger.
Børnene var søde ellers, de kunne godt huske mig og det foregik meget smertefrit uden de store kontroverser. De var søde, og snakkede med mig og legede med mig, og hørte efter hvad jeg sagde. Igen gjorde jeg overdrevet brug af alle de NZ-fraser, og havde endda en smule svært ved at lægge accenten fra mig da jeg kom hjem. Det er noget med stemte t'er og i'er i stedet for e'er.. Men det gør virkelig en stor forskel hvis man taler samme sprog :) Jeg havde endda et rigtig dejligt lille øjeblik med de - ellers normalt ret vilde - drenge der gav mig en massage med små gummisommerfugle, og vi legede i sandkassen og jeg var en farlig tiger lidt. Ellers er der ikke det store at berette, der var nogle der tissede på legepladsen, der blev plantet solsikkeblomster og en af drengene levede sig så meget ind i vores sandkasse-spaghetti-ret at han faktisk kom til at putte en stor mundfuld sand i munden, men han var ikke sart.. Den ene dag var jeg også et par timer i vuggestuen, og det er jo lidt kedeligt. Den ene fik et kæmpe kick ud af at tage sin sko af og gemme den hele tiden og han var god til det! Det endte med at blive lidt irriterende, men de voksne var lidt federe derinde det var mere alla sidde-ned-og-lege-imens-man-socialiserer-med-pædagogerne. Så det var hyggeligere, men også langsommere.
Onsdag
Ekstremt meget vuggestuearbejde disse dage, igår var jeg et andet sed hvor jeg har været før - med de sødeste pædagoger indtil videre, jeg endte med at føle mig ret hjemme der..og jeg har endda kun været der to gange. Ikke meget nyt at berette.. børnene kunne huske mig, og jeg kunne huske et par af dem, og det gør altså en stor forskel når man kan sige et par navne. Idag var jeg i min "sædvanlige" institution, i vuggestuen igen.. der var lidtd fesen stemning.. jeg må indrømme at crewet ikke er det fedeste der. Der er et par rigtig søde mennesker, men der er også 2-3 gyllespredere, på en særdeles uhjælpsom måde. De er garanteret bare trætte af folk so mig der ikke fatter hat af hvordan man er vuggestuemedhjælper. Alla "Her!" og så får man nogle bøger, "okay.. hva skal jeg så med dem?" Så jeg ligger dem på hylden, og får en "Det er meningen du skal læse for dem" .. Nå okay? Lige nu? De sidder jo og spiser? Ikke noget svar. Okay så går jeg da igang, hun går ellers rundt og snakker med børnene imens. Eller senere til maden hvor nogle af drengene havde byttet drikkeflaske (og det er åbenbart en frygtelig frygtelig ting) Så jeg byttede kopperne tilbage, og den sure matrone snerrede af mig og sagde at de allerede havde de rigtige kopper, og jeg prøvede at protestere, men der stod de rigtige navne på.. Så sagde jeg at de må have haft kopperne byttede om til at starte med, fordi den ene havde haft den gule hele tiden, altså og det er jo ligemeget og ret uinteressant, men hende der var bare sådan hele dagen og jeg kunne ikke lade være med at tænke hvor dejligt det var at jeg virkelig ikke havde brug for pengene og at det var min næstsidste dag på arbejde, for altiiiiiid! Muhahaha..
Men ungerne er jo søde.. selv om der ikke er særlig meget samtale i de helt små, det er mere "jeg-vil-ha" -hænder og nej/ja lyde. De helt små små som ikke kan sidde eller kravle eller noget, som, egentlig kun kan græde og sutte mælk er lidt mere belastende. De har stadigvæk ikke lært at i vuggestuen er der ingen mor og far, og de græd alle sammen imponerende meget hver gang de ikke blev båret. Puh, personligt sad jeg med en på skødet og rokkede en anden i en rokkestol i 30 min til jeg fik krampe, men så er det jo også meget hyggeligt når de falder i søvn på ens arm - og så efterlader en stor pøl af snot når man ligger dem i seng. Ej det skal ikke alt sammet lyde dårligt. Jeg var bare træt af det i går, jeg havde hovedpine og der var mange børn og de græd allesammen, og jeg synes at jeg hele tiden havde de der "Du gør lige rent i køkkenet så ikke?" (alle borde og stole skal vaskes af, tallerkener skal vaskes, gulvet skal fejes og der skal ligges savleklude til vask) og legepladsen skulle lige ordnes.. det kan man jo godt gøre med 3 børn derude. Pyt med at der skal en hjernekirug til at få alle rutjsebanerne og bordene til at passe inde i skuret på størrelse med et engangstoilet, det kan man sagtens mens man skal holde øje med at børnene ikke spiser sand og falder ned fra tingene. Da klokken så endelig blev kvart over 16 og jeg havde fri, var vi pludselig kun to pædagoger til 8 børn (det var den niceste pædagog dog) Så var jeg jo nødt til at sige... "øhh jeg havde faktisk fri nu..?" Nå og så ringede hun over og fik nogle til at komme, så jeg kunne få lov at gå. Puh. Ja.. det var en lidt lang dag. Jeg faldt også i søvn klokken 20:30 igår, uden aftensmad.. jeg var bare for træt, og det har jeg gjort de fleste dage i den her uge.
Vi har ellers rigtig nestet vores caravan. Da Roger og Manuel tog afsted i sidste uge, nuppede vi Tv'et fra Rogers værelse og satte det op herude, vi fandt også en DVDafspiller i stuen, og har rigtig hygget med film og guf i sengen siden da. Det var jo Wallys fødselsdag i lørdags. Jeg skulle jo finde ham en gave. Torsdag i sidste uge holdt drengene en lille farvelfest og de havde lavet Paella (spansk seafood-ret) og vi sad der og drak et par øl og spiste lidt (jeg gjorde mit for at spise udenom de små sprutter og muslingerne..yiiiird) Og besluttede mig for at hvis wally skulle have en gave så skulle det egentlig nok være idag, så jeg gik ud for at finde noget til ham. Jeg ledte efter en speciel butik som skulle ligge på en speciel gade, men jeg må indrømme at de der 2 øl var gået i blodet på mig (vi drikker jo aldrig for tiden) og i rimelig lang tid gik jeg bare i den ene retning.. Jeg vidste godt at jeg var på vej ud på eventyr, men jeg stoppede ikke af den grund, og pludselig var jeg bare vildt langt væk hjemmefra. Snizzle. Nu var jeg i et villakvarter, der var ingen mennesker og jeg vidste godt hvilken vej der var tilbage, men samtidig syntes jeg også at jeg snart skulle finde en gave, det var jo det jeg var kommet for. Inde i et supermarket spurgte jeg om vej og fik en god forklaring af skrankedamen. Det betød jo så også at jeg forlod min letgenkendelig hjemtur og tog nogle sidegader istedet. Det blev noget rod, og jeg spurgte om vej igen på en tankstation. Der mødte jeg en venlig dame som tilbød at jeg kunne køre med hende, hun skulle samme vej. Hun satte mig af ved et stort shoppingcenter, og dér fandt jeg endelig min butik! Puha, fedt. 1½ timer efter jeg forlod Paella-festen. Jeg gik ind, fandt den Mp3 afspiller jeg ville købe. Kiggede lidt rundt, fandt et kort, lagkagelys og balloner og skulle nu finde vej hjem igen. ØH. Jeg havde ikke længere overblik over hvordan jeg kunne komme tilbage til min egen vej, for nu havde vi jo kørt i bil lidt.. bumbum. Damen der gav mig et lift havde venligt forklaret mig den hurtigste vej tilbage til Gloucester st. (hvor vi bor), men der gik ikke længe før det ikke gav mening. Måske glemte jeg hvad hun sagde, eller også tog hun fejl, ihvertfald kunne jeg ikke bruge det til noget. Solen begyndte at gå ned, og nu var det egentlig også ved at blive koldt. Og så faldt jeg over et busstoppested, aHA! Det skulle blive svaret, og dér kom bussen. Nemt nemt nemt. Men han kørte ikke til centrum, så skulle jeg over på den anden side af vejen. Nånå ikke dårligt, jeg kunne overhovedet ikke forstå tiderne på skiltet. De passede slet ikke! Men der var sådan en automatisk "tryk her og du vil vide hvor mange minutter der er til bussen kommer" Fedt, så det gjorde jeg. 20 minutter.. Okay.. Så jeg satte mig til at vente, og morede mig over den nye teknik, 18min, 14 min, 10min.. Det begyndte at blive rigtig koldt. 6 min, 2 min. Yes. Stillede mig klar ved vejen, dér kom bussen, jeg havde pengene i hånden, og så kørte den bare LIGE FORBI mig. Nej nej nej! Skalk mand! Hallo? Nå jeg trykkede på dimsen igen, nu sagde den "Se busskiltet for tider".. ihh men det dumme skilt giver jo slet ikke mening altså! Nå, hva gør jeg så. Der hang et kort på busstoppestedet, med bussens rute på. Så jeg gik i gang med at memorisere vejene. "Howard street, Selwyn street, Grove avenue.. Howard, Selwyn, Grove.. Howard, Selwyn, Grove" Og så gik jeg igang med at vade busruten. Jeg mødte jo en del busstoppesteder undervejs så jeg kunne opdatere min hukommelse, men stadig ingen bus. Solen var nu officielt gået ned, og det var ikke mørkt endnu, men blæsekoldt og jeg syntes ikke rigtig det var sjovt mere. Ved et busstoppested sad der et par unge teenagere, de skulle tilsyneladende ind til byen.. "hmhm tænkte jeg, jeg tror jeg skal med dem." Så jeg satte mig ned og lod som om jeg vidste hvad jeg lavede. De var tydeligvis på en første date eller noget, hun grinede overdrevet meget af alt hvad han sagde, og han spillede sej. Det var ret sjovt at lytte med. Men der blev nævnt et par gader som jeg kendte. Så jeg blev siddende. Så kom bussen, og denne gang blev jeg ikke ignoreret. Resten af turen gik nemt. Nå klokken 20:30 kom jeg endelig tilbage. Brrr det var koldt. Jeg gik igang med at lave kort og lægge musik ind på Mp3'eren, så den var klar. Wally var ude og rydde op på en byggeplads (noget éndagsarbejde, han havde fået gennem et arbejdsbureau) Så det var min chance for at lave noget uden han vidste det.
Næste dag da Roger og Manuel tog afsted, og alle var derude for at vinke farvel, skulle Wally heldigvis lige på toilettet. Yes. Så fik jeg alle til at synge fødselsdagssang på hans Mp3'er, og sige en lille hilsen, så det kunne han også få med. Fredag aften klokken 0:40 var vi jo vågne, og så var det jo teknisk set hans fødselsdag. :) Så skulle han jo have en lille fødselsdagssang, og jeg gik ind i huset for at puste alle ballonerne op, og putte det ind under min tøj. "Jeg skal tisse" og så kom jeg tilbage med 10 balloner. Wuhu. Nå, nu da det var hans fødsesdag allerede ville han jo også gerne ha sin gave. Så det fik han, og kort og det hele så han var glad. Næste dag tog vi ud for at spille minigolf, bare for at det skulle være noget lidt særligt. Det var okay, vi tog Alba og Richard med fra vores hus, og på vej hjem lejede vi film. Om aftenen hjalp Alba mig med at bage lagkage. Jeg havde købt ind, friske jordbær, fløde(skum), lagkagebunde kan man ikke få så jeg havde købt en sponge-cake, og skåret den ud, frosne bær, krymmel og glasur. Så det hele var der. Jeg havde ikke lige prøvet at lave en kage selv før, men det blev ret godt må jeg indrømme. Jeg havde jo købt lys. Sjovt nok er der 24 lys i hver pakke.. Så jeg var jo nødt til at købe 2.. haha så nu har vi 23 lys i skuffen. Men kagen blev fin og som barn af Mtv generation må jeg indrømme at det tog lidt tid at skulle håndpiske flødeskummet.. man er vel vant til en tand mere elektronik nu til dags. Han blev glad og kagen blev god, og jeg tænkte lidt på moster Edel som elsker kage og mormor, som underligt nok ikke skulle have et stykke med hjem. Det plejer hun jo?! :)

Nu er det torsdag og jeg har besluttet mig for ikke at tage på arbejde i morgen alligevel. Hvorfor? Når nu jeg hellere vil lege med Wally og ikke skal bruge pengene!? Måske er Roger og Manuel i Kaikoura i morgen, og vi kører måske op og mødes med dem i weekenden, det er jo nok vores sidste weekend med Indiana. På søndag skal vi mødes med Maurizio og sige farvel, han tager afsted i næste uge, og en af Wallys venner fra Gib kommer til Christchurch mandag og hende skal vi sikkert også lege lidt med. Ellers er der masser ting at gøre i næste uge, jeg skal ordne nogle ting med banken. Sørge for at jeg har fået alt min løn, og så skal vi lave lidt ruteplanlægning for det store roadtrip som starter om 8 dage idag.

Roadtrip! Wuhu!

Yess, idag er det onsdag, og vi har sovet længe oven på 4-5 dages intensiv roadtrip. Vi snakker fredag aften til tirsdag aften. Ualmindelig meget sidden ned og et utælleligt antal af får, bjerge og forskellige landskaber. Roger (31, Barcelona) Manuel (26, Aragon/Spanien) Martina (31, Østrig) og så mig og Wally. Roger bor i vores hus, Manuel fra det store røde hus, og Martina flyttede ind i et nabohus sidste uge og var fresh og sagde ja tak til at tage med os, før hun lærte vores navne at kende egentlig. Vi proppede den lille bil med alskens camping og roadtrip gear. Torsdag aften faldt Wally tilfældigvis over et telt, en køleboks, en rulle gaffa og pludselig var det en helt gennemtænkt tur. Der blev lavet en rute, købt et lille gas-komfur-apperat, opladet kameraer og medbragt alle de dyner, tæpper og puder vi kunne finde. Det første stop var til det lokale supermarked, hvor der blev købt pasta, tomatsovs, en mursten af et 1kg ost, brød, musli, langtidsholdbar mælk, chokoladekiks, frugt osv. Og en lommelygte, som vi vidst aldrig fik brugt. Vi kom i gang med at køre ret sent fredag, og vi havde håbet at kunne nå et godt stykke nordpå, efter et par timer gik solen ned, og Wally foreslog at vi da bare sov et eller andet sted her langs vejen og den lille flod og bjergene? Yes? Vi fandt noget der så ret godt ud, en 50 meter fra vejen måske, gemte bilen bag nogle buske, og med bogstaveligt talt 40 cm fra skrænten ned til floden slog de 3 andre telt op, mens Wally og jeg lagde sæderne ned i vores dejlige bil og byggede rede i bagagerummet/bagsædet. Mens teltet blev slået op fandt Manuel og Wally noget i græsset, som de prøvede at aflede vores opmærksomhed fra, men de fnisede alligevel som små piger og så er man jo nødt til at kigge. ØHHH.. en stor bunke sort hår/pels.. jeg ved ikke.. jeg synes det så meget langhåret ud. Ovenpå lå der en 4-6 små stumper knogler... Øh ja hvad skal man så sige, når man nu skal sove der? Vi snakkede lidt om voodoo og gyserfilm men konkluderede alligevel at det nok var nogen der havde spist en bæver.. eller noget.
Så var der et gourmet måltid i form af pasta, tomat og ost der skulle koges, og der var chokoladekiks til dessert og fyrfadslys i græsset. Der var stjernehimmel og månelyset afslørede ind i mellem hvor smukt det ville blive at vågne op, med sporadisk sne på bjergene og isblåt vand. Jeg sov ikke særlig godt, jeg ved ikke helt hvorfor. Det var ret koldt, men vi var alligevel pakkede ret godt ind. Jeg var i løbet af dagen blevet forholdsvis forkølet, og led også under ikke at kunne trække vejret med lukket mund, måske var underlaget for hårdt? Men ihvertfald, når jeg så sov, drømte jeg at jeg var vågen og ikke kunne sove osv. osv. Pyt. Da vi vågnede var der en fantastisk udsigt at få, vi spiste musli og sandwiches og vaskede op i floden før vi kørte videre. Ikke mere end 20 minutters kørsel efter kom vi til Mariua Springs. Naturskabte hot springs, og hot var det ihvertfald. Det var rimelig luksus "lej en silkebadekåbe og få dig en massage også" - agtig sted. Orientalsk stil og ret pricy når man nu kun er en fedtet backpacker der gerne vil have sig et varmt bad.. Udendørs vel og mærke. Men ja vi skulle jo lige dyppe. Det lugtede ret meget af æg (vist ret normalt) der var nogle underlige sorte planter dernede "Det er godt for din hud" (Ja det skal de jo sige!) og det var ekstremt varmt. Vi snakker oppe i 40-50 c, men med en bjergudsigt, sol, himmel og frisk luft omkring een var det nu alligevel en ret lækker oplevelse. Der var et par forskellige "pools" forskellig temperatur.. Og blandt andet en med iskold vand. "Haha som om nogen gider bruge den kolde vandpyt når nu de andre er så nice.. " Men det skulle vise sig at den med rette var rigtig populær, at skifte mellem det kolde og varme var en fryd og man gik gerne deri flere gange. Efter noget tid synes jeg nu det blev uudholdeligt, med hele kroppen i det varme begyndte dehydreringen at mærkes i hovedet, kroppen blev meget træt og den sidste halve time kravlede vi op og ned af stenene for at køle os af og som den første, trak jeg mig tilbage for at udnytte faciliteterne i form af wc, brusebad og håndvask nu jeg havde betalt for det. Når man roadtripper hænger varm vand jo ikke på træerne.
Et par rejsende vi mødte i spa badet fortalte os om et vandfald ikke langt derfra, så det tjekkede vi ud bagefter, ret nice... man kunne komme ret tæt på hvis man klatrede over gelænderet og ned på stenene og det steg i point jo tættere på man kom, ikke noget dårligt tip at få.
Lige efter solnedgang ankom vi til Nelson, en af de største nordlige byer på øen, der var en strand og en legeplads og vi fjollede rundt lidt ind til det blev for mørkt, så kørte vi til et supermarked og handlede ind til aftensmad, undervejs fik jeg pointeret fordelene ved ikke at campe og fik indført at et hostel ville være genialt. Det var ikke så svært at få indført, folk var meget bøjelige og det var en nem beslutning at tage, se hvilket hostel der var plads på, blev lidt mere indviklet. Nelson var åbenbart det fede sted at være og til vores store overraskelse var der selv efter 4 hostels ikke plads nogle steder. Det sidste sted forbarmede sig over os, og ringede rundt i byen for at finde nogle senge til os, og sendte os afsted til the Accent, en hyggelig bygning der lignede mere en gammel kro end noget andet. De var søde og vi fik nogle køjesenge og noget gratis wifi og tjekkede ind. De andre havde spottet en nice pub ikke langt derfra, og ville gerne derhen, jeg kunne på ingen måde forlade min midterkøje med pude og radiator til fordel for øl, så jeg blev liggende med mit internet og senere et afsnit af Barnaby som jeg vist ikke så 6 minutter af. Dejligt. Vågnede ved at en skægget kelt/latino forsøgte at stjæle bærbaren, men det viste sig at være Wally, så jeg sov trygt videre. Lørdag morgen kørte vi endnu mere nordpå, til Golden bay som vidst er ved at være så nord man kan komme uden at skifte ø, der var noget fantastisk (koldt) blåt vand, vi samlede skaller.. det er jo ved at være en vane.. og lå ellers lidt i solen og chillede.. Ret nice strand. Spiste en økologisk muffin og en kaffe og snakkede med et par vagthunde-får som brægede løs af os bag deres port. Så lidt på en kirkegård og et par udsigter, og så gik vi i gang med at køre sydpå igen, og lige omkring solnedgang nåede vi en campingplads. Der var også rigtige senge, og da det ikke var særlig meget dyrere flyttede vi ind i en varm seng i stedet for campingen. Det var ellers et hyggeligt sted. 4 minutters gågang til en lille bro over en flod hvor vi stod og så på månen lidt, sne på bjergene i baggrunden, og hobbitland-bakker omkring os. Vi spiste og hang ud i fællesrummet og der var ikke rigtig andre end os. Tændte op i deres lille brændeovn, så en film og hyggede lidt. Næste morgen var det afsted igen nedad. Vestkysten af sydøen, pludselig forvandlede landskabet sig til tropisk regnskov, vi kørte langs det blågrønne vand i timevis, og vi fik endda også en vild tropisk regnstorm med i købet. Det regnede og var diset, men man kunne alligevel godt se hvor frodigt der var. Vi kom også forbi en stor smuk sø, med sorte svaner og ællinger, og bjergets genspejling i vandet. Meget smukt. Her sad vi lidt og nød stilheden og svanerne som var vant til at blive fodret. Fedt sted. Nelson Lakes national Park hed det.

Nå det er altså ikke onsdag mere, eller jo, men det er en ny onsdag i dag. Det er blevet rigtig sommer her i Christchurch, og jeg har ikke stilrent men sobert iklædt mig solbadekostume, det er begrænset hvor afklædt man kan tillade sig at være når du der er så mange Saudi arabere her i Urban Rooms. Den have vi har, er delt mellem tre huse, så der bliver ikke noget med at bikinibage. Men alligevel. Solen er rigtig lækker, selvom klokken er ved at være 17:30. jeg fandt solbrillerne frem fra rygsækken og bærbaren på lårene og så kan man måske lige nå at få sig en mørkere nuance før den danske iskolde jul er om hjørnet. Wally er ude og spille fodbold med nogle spanskere i dag, men jeg gider ikke det der. Jeg gider ikke fodbold og jeg gider ikke for store mængder af spansktalere.
Så var vores italienske ven her i dag, han er sjov mand. så kommer han bare sådan lige på visit: "Hejhej" og der er altså en del af mig der tænker "PRES!" for han er så excentrisk og han taler og taler og taler. Som han selv sagde i dag "Im sorry.. I am Blah-blah-Man!" Og mere sandt kunne det ikke siges. Han er ligesom en 7 årig dreng der har været i tivoli, høj på sukker og endorfiner og ikke til at styre, ("I am high on life!!") så står han så sidder han så råber han så griner han, så fortæller han noget og skifter retningslinie midt i det hele, og efter 4-5 forskellige historier så kan man ikke finde ud af hvor det hele begyndte. Og hvis det ikke var fordi han som regl har noget virkelig interessant at sige så ville jeg have givet op for længst, når nu resten af pakken der følger med til historien er så svær at rumme at man virkelig skal gøre sig umage for ikke at gå på autosvar og sige "aha.." "Yes, of course" og imens tænke på hvad vi skal spise i aften eller noget man drømte i nat eller.. whatever. Han er god nok altså, han er så sød, og han siger hele tiden at mig og Wally er hans bedste venner og han er så lykkelig for os og at han siger ting til os han ikke ville turde sige til nogle andre, ikke engang hans mor eller hans bedste venner fra Italien (altså ikke nogle statshemmeligheder, bare selvværdsbaserede ting)
Nå men han dukkede op uvarslet midt i en film og en kop kaffe og jeg tænkte "Når du kommer uden varsel, så forventer du vel heller ikke min fulde koncentration!" og jeg sad lidt demonstrativt med min computer, men glemte det og endte alligevel med at høre efter. Man kan nemlig ikke lave noget andet hvis han er i rummet, det kræver ligeså meget opmærksomhed som første dag på arbejde i børneren. Men samtidig er han virkelig inspirerende og klog. For søren da!
Nå.. nok om ham, livet i Christchurch går stille og roligt egentlig. efter Malcolm lukkede cafeen har Wally ikke haft noget job, han har været ude og snakke med noget jobformidling men uden de store succeser. Jeg er stadig med Select Education men de har ikke ringet til mig i noget tid. Jeg var derinde og vise ansigt og interesse forleden, (pga. noget løn jeg ikke havde fået) men jeg har ikke hørt mere. De ringede i mandags og gav mig et job, men før jeg fik lagt telefonen tilbage på sengebordet, ringede de igen og annullerede det. Nånå.. endnu en fridag så. Det har været superfedt ellers fordi det har givet mig og Wally ekstremt meget kærestekedelig-tid. "Men hør hov i har da rejst sammen i 7mdr efterhånden.. man kan da ikke have brug for MERE tid?!" men det kan man altså. og det er især godt for mig, Fordi jeg i starten da vi kom hertil var lidt urolig for at ende i endnu en Brisbane (=Wally arbejder, Laura keder sig og tænker på at nu skal hun snart hjem) Og han fik jo job på cafeen lige med det samme og der var jo en del overarbejde involveret, og alle snakkede spansk og jeg ku bare godt se hvilken gade vi var på vej nedad igen. men de sidste par dage har været så hyggelige, sove længe, gå på museum, gå i parker, lave picnic og køre et eller andet sted hen på et lille bjerg, spille guitar, leje film, lave mad, handle ind.. Så god tid.. Bare slentre op og ned i Christchurch. Snakke med de andre her, osv. det har jeg virkelig nyt, og samtidig er hver ny dag en mulig arbejdsdag. Hvis de ringer? Fint så tjener jeg penge, kommer ud i en børnehave - cool.. Selvfølgelig skal jeg gøre et godt stykke arbejde men jeg har ingen ambitioner om at charmere mig ind og få noget mere fast hos den enkelte institution, og hvis de ikke ringer? Nå men så sover jeg da bare videre.. så bager Wally nogle muffins og så drikker vi noget god kaffe og nyder solen og bilen og det hele. Altså ret godt liv. Ligesom at have ferie.. selvom vi har haft ferie længe.. altså.. Men alligevel.
Han er ellers blevet helt vild med at bage. Blåbærmuffins, scones, chokolademuffins, igår bagte han chokolade kage.. klokken 2 om natten.. :) fjollet, men ikke dårligt for mig. Jeg tror rigtig godt han kan lide når folk kommer forbi og han så kan byde på en god kaffe med skum og et lille stykke kage. Uh de får en fin tallerken og det hele. I lørdags var vi til en fed reggaekoncert sammen med en mase af partyhovederne fra det blå hus, og det var super fedt. Så blev der danset og sunget og drukket nogle øl og da vi kom hjem var wally lidt småmunter og gik i gang med at bare scones. Han kom så til at blande opskrifterne sammen og puttede sukker i.. Hvilket er et slemt no-go i bageverdenen. Det er jo ikke et "sødt" bagværk! UHA. Men altså vi spiste dem alligevel. Jeg synes det er okay. Næste dag lagde vi resterne ud på foderbrættet i haven. Og jeg fik senere forklaring på hvordan fuglene kan spise alt det brød så hurtigt. Der er en kat! Snedigt. Det forklarer også hvorfor vi aldrig rigtig ser noget til de fugle som tilsyneladende spiser 3-4 skiver brød om dagen.

Nå men jeg var jo ikke færdig med fortælle om vores roadtrip. Det er lidt svært at finde rundt i dagene.. og der var jo en hel del sidden ned og kiggen ud af vinduet. Det er godt man har lagt billederne ind så jeg følger med i billedmappen.. Nå.. ja efter søen.. hvad skete der så.. noget mere landskab.. bjerge.. træer.. regn... AH! vestkysten! Det regnede og blæste og vi gjorde kun nogle korte stops til nogle udkiksposter, blandt andet nogle pandekageklipper, som er en rimelig kendt seværdighed. Ja ret sjovt fænomen.. naturens spøjse opfindelser, tynde horisontale riller i små spidse klipper. Så var der nogle "blowholes" vand der rammer stenene på den rigtige måde så der kommer damå/røg/meget tyndt vandsprøjt op og det ligner en hval puster luft. Det var ret interessant, men det regnede ret meget og vi mindede mig lidt om en flok kinesiske turister. VDE VADE VADE, Tag billede, klikklikklik. Aha aha interessant – videre.. vade vade vade.. klik klik klik og videre.. Måske hvis vejret havde vejret lidt mere venligt havde det været bedre. Men det var nu det første og sidste vi så til dårligt vejr på de 5 dage, så det var jo ikke dårligt alligevel. Man husker altid tingene tydeligere hvis det regner synes jeg. Det giver lidt ekstra til oplevelsen. Solen var gået ned et sted bag regnskyerne og det var også på tide at finde et sted at finde ly for natten. I Greymouth stoppede vi ved et hyggeligt hostel the DUKE hed det. det var superlækkert, med pejs, stort køkken¨, bløde sofaer og bløde farver. Vi tog os et bad, og gik ned for at finde noget mad. wally fandt et klaver og vi klimtede lidt, jeg spillede min efterhånden sparsomme playlist men den faldt alligevel i godt ord. Så dukkede en midaldrende israelit op, spinkel og skaldet, og han insisterede på at vi skulle jamme. Han tog en stor sølvfarvet mundharmonika frem som han mestrede med stil. Den var forresten købt i Gibraltar? Sjovt ik? Han var flink og fik lov af sin kone til at drikke lidt øl med os og snakke lidt. Vi spillede lidt blues sammen og det gik meget godt. Så var der mad drengene drak lidt videre, spillede skak tror jeg, men jeg kunne ikke vente med at lægge mig ned i den store bløde seng. AH. Næste morgen var det hjem ad igen. Vi krydsede øen igennem Arthurs pass. Smukke snebjerge, og grønt græs med får og gule blomster. Meget dejligt. Vi spiste lidt småfint i Springfield (WUHU=homer-stemme) og inden længe kom vi tilbage til Christchurch som virkede underlig beboet og bebilet. Jeg var nu glad for at komme ud af bilen. det er alligevel ret mange timer om dagen man sidder på det samme sæde. Så det var turen, superfantastisk.
Nå nu har jeg vendt mig om, den new zealandske sol udfordrer min ellers solvandte hud lidt, nu må ryggen få, den er også ved at gå ned nu solen. Vi skal vel egentlig ud og handle.. så vi kan lave mad.