Siem Riep

Uhh Phnom Penh viste sig at være et af de steder hvor man sidder fast, af flere årsager, men jeg må indrømme at en af grundene er en dejlig hyggestemning som gør at hvis man siger "Ej, vi tar afsted i morgen...." hver dag. Nu er jeg snart ved at være klar til at se noget nyt, og det kan da heller ikke vare så længe før det kommer til at ske. Det er mest fordi de sidste par dage er gået med at se film og spille pool og spise, og generelt bevæge sig så lidt som muligt imellem værelset og fællesrummet. I weekenden snakkede vi om at det snart måtte være på tide, da havde vi været her en uge og vi havde set alt hvad der skulle ses og jeg følte at jeg havde opfyldt mit behov for at se film og lave ingenting, men så faldt vi i snak med en langhåret englænder og en stille franskmand og de fortalte os om noget spændende vi skulle se. Chefen, Duch, for S-21 det berygtede torturfængsel som vi besøgte sidste uge, er eftersigende den eneste der har stået frem og indrømmet de frygtelige ting der fandt sted i fængslet under Khmer Ruge, hvoraf han var ansvarlig for en del af dem. At der var en retssag igang og at man kunne komme og kigge på! Med engelsk oversættelse og det hele.. vildt! Så det ville vi gerne, det er jo ret historisk at være vidne til. Jeg er lidt forvirret for vi fik også af vide at han allerede var blevet dømt til livstid uden prøveløsladelse osv, men han var altså i retssalen, så måske tager de bare deres tid. Vi ankommer til en meget officiel bygning med store logoer, vagter osv. Melder os ind i døren skal selvfølgelig kropsvisiteres og gennemlyses og alt muligt, franskmanden havde shorts på og måtte låne et par af en venlig vagt, man måtte ikke vise knæ, han skiftede bagved en grusbunke.. fjollet. Og så kommer vi ind i salen, det er gratis forresten, dejlig airconditioned og meget officielt det hele. Forbudt at have fødderne oppe på sædet, og forbudt at tage billeder. Ved indgangen lå der et lille bord med høretelefoner sat fast til en lille radiosender der (alt efter hvilken radiostationen du indstillede den på) live oversatte til foretrukne sprog) Salen er stor og fyldt med velklædte cambodjanere på blå fancy sæder og alle sæderne er rettet mod en stor glasrude. Vi ankommer mens det er igang og vi sætter os bare ned uden at finde ud af hvad der foregår, kan ikke se hvad der er inde bag glasruden. Efter pausen går vi længere ind, og det går op for mig at der er en lille retssal inde i akvariumet! Med dommere i røde kjoler og vidnestol, folk der skriver ned, og Duch himself sad også derinde. Så nu sad vi der, imellem lokale politikinteresserede og eventuelle ofre eller bekendte af Khmer Ruge, og kiggede på retssagen for Duch: ansvarlig for massemord, tortur og udsultning af fanger - kæmpe deal for Cambodia, og jeg har aldrig hørt om Khmer Ruge før jeg kom hertil, så uvidende man er. Altså, det lader til at de kun har den ene sag kørende, hver dag i 6-7 timer udspørger de vidner og gennemgår bevismateriale imod Duch. Jeg synes ind i mellem at det var nogle underlige spørgsmål der blev stillet. "Hvor mange køkkener var der i fængslet? Hvad var fængslet lavet af, træ eller cement? Hvor tit fik fangevogterne mad, og hvordan, i grupper eller en og en?" og tit sad man sådan og tænkte "hvorfor er det mon vigtigt?" Eller "tag dog selv ud og se på s-21!! Så ka du selv tælle alle de køkkener du vil!!" altså, hvorfor spilde alles tid på det? Og jeg vil da vædde min ene nyre på at alle dem der er involverede i retssagen allerede har været derude, og allerede ved en masse om antallet af håndvaske og materialet rundt omkring i bygningerne. Samtidig synes jeg tit at der gik nogle ting tabt undervejs, måske var det under den engelske oversættelse (som jo var live og blot en ikke særlig dygtig Cambodjaner med engelsk som snakkede) men der var tit at dommeren spurgte om noget og vidnet ligesom talte udenom, eller vidnet ikke forstod spørgsmålet, eller vidnet svarede noget andet end dommeren spurgte om, og at dommeren så bare gik videre uden at få fastlagt hvad han ville have svar på. Det var lidt underligt. Samtidig sagde vidnet nogle gange det ene, og så nogle gange det andet, og så blev der spurgt "hvad er så det rigtige svar?" og han svarede "jeg taler altid sandt, hr dommer.." yes og så gik de videre. Altså.. jeg ved ikke om der er en god forklaring, men det var ikke Amerikansk advokatserie style, kan jeg godt sige jer. Der var også nogle europæere til stede, ihvertfald nogle franskmænd, og de stille nogle lidt mere konkrete spørgsmål og samlede nogle af de ting op som ligesom var blevet efterladt ubesvaret undervejs. Men det var ihvertfald ret interessant, vidnet var en mere eller mindre uskyldig fangevogter som havde set Duch torturere en fange eller to, og det var ligesom det mest interessante der blev sagt. Men nu kom vi jo midt i det hele, og de snakkede også om advokater, men det måtte blive imorgen sagde de, så måske sad der nogle advokater derinde til at stille nogle mere interessante spørgsmål dagen efter. Så det var mandag. Mandag aften spiste Wally på en indisk restaurant, som vidste sig at blive mere drastisk end forventet, jeg spiste kun en smule naan med daal men Wally guffede i sig og det endte med at blive rigtig ubehageligt de efterfølgende dage, han lider stadig af mavekramper og tvivlsom mave men har det en del bedre, efter vi tog til lægen i går (eller i forgårs) og han fik alt muligt medicin. Lægen var britisk og grineren, lignede en fra Monthy Python, med karisma som en lærer fra Hogwarts. Men han var flink og det var nemt og hurtigt, og der kom forbedring på Wally allerede samme aften, så det var jo dejligt.


What the snizzle!! Klokken er 3.25 om morgenen, Wally er gået kold, og jeg zapper igennem kanalerne på værelset, og ligepludselig ser jeg Søren Østergård klædt ud som politibetjent, med en fugl i hånden. I min zappermode, når jeg et par kanaler videre før jeg indser det, og går tilbage. Og der sidder han, orange nissehue, kæmpe næse,, Pyrus?? Jeg måber lidt, men i næste billede springer den lyserøde gul-flettede Kandis frem. OH MY GOD. De viser alletiders nisse-snizzel-den-med-de-to-små-nissepiger på Cambodjansk kabeltv, uden undertekster og uden forklaring. Nu har jeg da aldrig, jeg er stadig i chok.. hvad i alverden kan man bruge det til?? Det er ikke engang jul, og det kan da på ingen måde score nogle seere at se på en flok fyrreårige danskere i nissetøj lave børnejulekalender, på dansk, i august, i Cambodia??? Whaat? Nå.. skynder mig at slå tilbage til langt mere brugbart dokumentarprogram om Fidel Castros talegaver og ryste det af mig. Vi er nu i Siem Riep. Klarede den endelig ud af Phnom Penh som blev tungere og varmere for hver dag. Man bliver træt af at vågne så klistret og varm at man løber ud under den kolde bruser før der er tid til at lille i ske, eller tænke på kaffe og morgentissetår. Tilgengæld har man det langt bedre efter det kolde vand. Vi endte med at komme op på en 3-4 kolde brusebade om dagen i Phnom Penh, varmt, fugtigt, vindstille - værelset var det værste. Skiftende mellem småubehageligt, ulideligt og umuligt, og om dagen var vi derinde så lidt som muligt. Generelt nåede vi at blive ret trætte af gueshouset, I starten nød vi at være der, og vi hang ud der så meget som muligt, men de sidste dage var vi ligesom nødt til det - Wally var rigtig dårlig. Det gik hurtigt bedre med medicinen, men der var stadig et par dage før man turde gå for langt væk fra et toilet, eller generelt bare gå for langt. Og nej det var da heller ikke så frygteligt altså, hvor slemt kan det være at få maden serveret, fri afbenyttelse af billardbord, udsigt over floden, og gratis buffetbord af DVD film? Det blev bare lidt kedeligt, måske især når man ikke er syg og godt kunne tænke sig at lege koldbøttekonkurrence eller bare tage en tuktuk et eller andet sted hen og prøve nogle andres kaffe, men sådan er det jo når den ene er syg. Så er der timeout, og det er jo også det eneste rigtige altså. Søndag blev så dagen hvor vi forlod Phnom Penh, 2 uger var det alligevel blevet til, og man var begyndt at føle sig overraskende hjemme. Havde snakket en del med familien som ejede det hele, staffet og tuktukchaufførene som hang ud der. På den måde får man et andet vigtigt indryk i landet og kulturen osv. Vi fik nogle ret interessante ting at vide. For eksempel det med søen, et halvkoreansk firma havde købt hele søen, og besluttet sig for at det ville være federe hvis der ikke var vand der. Så de var igang med at fylde den op. Hver dag, så længe der var sol på, stod der en gravko og smed sand ud.. Meget hurtigt. Altså det var ikke en almindelig gravko men et eller andet fancy instrument, og det hele så grimt og gråt ud. Hele vejen rundt om søen lå der hostels, guesthouses, restauranter osv. Hvoraf alle ville blive lukket og revet ned, "hvad vil alle de familier så gøre?" spurgte vi, og svaret var et par løftede skuldre. Der blev givet 8000USD i erstatning pr familie, til at købe et nyt hus eller sådan.. Hvilket i følge den kvindelige ejer af No Problem var totalt latterligt umuligt at finde i hovedstaden, jo måske ude på landet et sted. Men hvad så med jobs og skoler og alting? Og dem som levede af hostellet og hele Lakeview stilen. Det er jo der turisterne tager hen hvis man vil ha charme og stadigvæk penge til at få mad samtidig? Det jo der alle tager hen, altså... hvad laver de? Nå, eller ligesom der hvor hele familien inkl. bedsteforældre, tumlinger og brødre var med til at sømme en lås op for DVDafspilleren der nu for 2. gang på 3 dage var blevet stjålet af wannabe pirater, der sejlede på den tilbageværende sø og stjal fra de åbne fællesrum i nattens mulm og mørke. Den lille prinsesse endnu i blealderen blev ved med at rende af med en farlig lang skruetrækker, bedstemor satte bedstefar i gang og alle var ligesom med til at holde eller bore noget. Det var hyggeligt at overvære. Også knøsene fra staffet der sagde "Why not?" hele tiden, røg smøger på stribe, og altid prøvede at lokke dig til at vædde om en øl i pool, man kan godt sige at vores indblik i Cambodja ikke har vidst sig at være så afvekslende, men det har stadig været et godt indblik. Det var nu hygeligt og dejligt at bo på No Problem. Og vi bor stadig på No problem, bortset fra det nu hedder No Problem Villa, ligger i Siem Riep, koster dobbelt så meget og er uden tvivl det mest luksuriøse sted vi har boet i asien. Vi snakker cremefarvede skinnende gulve, døgnvagt, varmt vand og aircon. Saweet. Endda gratis internet, og det nyder vi disse dage. Det kan næsten blive lidt køligt på værelset, og man må tage tæppet på, ahhh hvor dejligt. Vi ankom søndag aften, det var nemt. Da vi skulle bo på deres andet guesthouse, og det var arrangeret og ordnet, blev hentet ved busstoppestedet med et skilt hvor der stod "Where's Wally?!" ("Find Holger" på engelsk) og kørt lige til døren. Vi crashede bare søndag, sad og fiflede med internet, forsøgte at få WiFien til at virke på min bærbar og gik mere eller mindre tidligt i seng, for ikke at komme for sent op til mandagens sightseeing: Angkor - templerne. Vi snakker hundredvis af forhistoriske templer, samlet på et område på størrelse med en mindre by. Cambodias stolthed og største turistattraktion. En gang en 800år efter vores tidsregning, begyndte gudeansete konger at bygge hellige templer i området. Den ene efter den anden forsøgte de at overgå hinandens templer, i stil, symmetri, skønhed, størrelse osv. (ret meget alla faraoerne og deres pyramider) men ihvertfald, meget gamle, meget interessante og mange. Mandag morgen, efter en smule soven længe, kaffe, og frugtsalat tog vi en tuktuk ud for at se på templer. Det første vi så var ikke det vildeste, men nummer to var vildt spændende. Nu har de templer jo ligget der i mange tusinde år, og er meget af vejen smadrede ruiner, og det fede ved det her tempel er at skoven har fået lov at vokse sig ind i det. Hundredeårgamle træer og planter, snoer sig langs vægge og tilbageværende lofter, har helt sikkert ødelagt en del af templet, men var i mange tilfælde med til at holde væggene fra at styrte sammen - og ikke mindst tage del i magien og det surrealistiske sted som det var. Eftersigende skulle Lara Croft plukke en blomst og falde igennem gulvet, i Tomb Raider 2, filmet i dette tempel - og det skulle ikke undre mig for det lugtede langt væk af eventyrfilm. Så det var rigtig imponerende. Superfedt generelt at gå rundt på gamle nedfaldne sten og figurer. Selvom det er en stor turistattraktion, er det jo stadig asien, og bortset fra en billet guide udenfor templet, er der ingen vagter eller kontrol med templerne. Man kan kravle op og rundt, der er ikke nogen rute der skal følges eller steder man ikke måtte gå hen. Jo der var et par "Danger" skilte, men ikke noget man ikke kunne ignorere. Det føltes som om det lå midt i en jungle, og man kunne selv udforske det, præcis som det var, og det var virkelig en stor del af oplevelsen. Vi var også heldige med turisterne, og selv når vi løb ind i dem, klarede vi os med tilpas afstand fra de sporadiske kinesiske turistgrupper. Efter Tomb Raider templet spiste vi frokost på en af de mange madboder - hvilket er lidt af en mission. Det er desværre en konstant tilbagevendende gene: "Miss miss.. buy bracelet! 1 dollar! 2 for 1 dollar... 3 for 1 dollar, okay 7 for 1 dollar!! Come on miss.. please....buy bracelet!" og det er ikke kun armbånd. Det er alt "Tuktuk miss??" "Some food miss?? Good prices.." "You Want massage? Come try, very good miss.." og det er ligemeget hvor du er. Hvis du står stille går der 4 minutter så er du omringet af forskellige sælgere, og hvis du kommunikerer med een, så kommer hendes veninder. Og det bliver til tider rigtig trættende. her ved madboderne var er en hel del unge pigebørn, vel mellem 6 og 11 år, med armbånd i små plastikkurve. Vi sagde nej nej nej af princip og gjorde vores for ikke at kigge på dem, og der gik ikke så længe før de lod os være. Tricket er at se væk, selvom det kan være svært hvis de ser desperate ud. De fleste af dem her, har blot ferie fra skole, og det ser ud som om de hygger sig med deres venner og tjener lidt ekstra penge til familien. Det er ihvertfald ikke sultne børn, der misser vigtig skoletid, fordi det bedre kan betale sig at sælge armbånd til turister.. Nevermind, jeg endte med at købe alligevel. Der stod en lille yndig pige, med en stor asiatisk køkkenkniv og skar i nogle kokkosnødder, bare for sjov. Og jeg ville have et billede. bagefter kom hun løbende med sin lille kurv, for nu var vi jo venner - agtigt. Så snart jeg rørte ved kurven kom der 5 andre piger: "buy from me too, miss.. i no have lucky day.. " skalkos, mand. Men vi småsnakkede lidt, de er vildt gode til engelsk, og det vidste sig at de havde lært det i skolen og jeg kunne forklare dem at nogle gange er man heldig og nogle gange er man ikke, og at skole er det bedste i verden. Så det var alligevel en okay handel. Efter maden vækkede vi vores tømmermandsramte tuktukchauffør, som sov i en hængekøje i skyggen og kørte til et andet område, med flere templer lige ved siden af hinanden, og især det første var rigtig interessant. Det specielle ved det her tempel var de 216 kæmpe hoveder, som kiggede i enhver retning ind i junglen. 54 tårne, stejle trapper, meget kompliceret, men stadigvæk symmetrisk og så alle de hoveder. Det var fint. Bagefter var der en masse skov at gå igennem, nogle flere templer, platforme og vi tullede lidt rundt og snakkede om det hele, spiste en appelsin-skub-op-is og var ellers klar til at tage tuktukken hjem. Efter et bad og en smule liggen ned, gik vi ud for at finde noget mad. Dryssede lidt den ene vej og den anden, der var en del gadecafeer, med plastikstole og grillede bananer etc. Ikke lige det vi trængte til, ud af det blå dukkede der en sidegade op. Rimelig smal. Proppet med små fancy cafeer og restauranter. Skiftende mellem smådyrt og ekstremt aristokrat-stil. Vi snakker hvide due, krystalglas, franske navne og lille pastel dækkeservietter. Det nåede lige at blive overvældende. Sindssygt meget forskelligt, og vi glemte ligesom det med maden og nød bare showet. Efter noget tid faldt vi over et typisk new yorker halvtredserstil -sted. Sort/hvid ternede gulve, store spejle, røde plastik sofaer og billeder af Monroe, Hepburn og James Dean. Nice. De havde et par tilbud og vi spiste nogle dejlige champignonpizzaer og gik videre. Egentlig på vej hjem, havde forladt det travle restaurantstræde og var tilbage på det småmørke, støvede jordvej, da vi så en anden festlig sidegade: Lyskæder, boder, musik, der så ud til at være gang i den, jo Siem Riep er fuld af overraskelser, det skulle vi jo lige ned og se på. Viste sig at være et kæmpe natmarket. Hundredvis af boder, mad og små barer. Rigtig hyggeligt. Nu er det jo begrænset hvad man kan købe når man skal slæbe på det, men jeg endte alligevel med en sød blå kjole - jo den kan godt liiige presses ned i tasken. Det vidste sig at vi ik havde penge nok med, og den søde dame lod os på den med, hvis vi lovede at komme tilbage med resten af pengene i morgen, og dét lovede vi. Vi lod os også lokke af et ekstremt underligt fænomen, som vi faldt over flere gange. Et stort badebassin, fyldt med små brune fisk. "The best pedicure in town, please feet our hungry fish, with your feet!" Og nej det var ikke en joke. For 2 dollar fik vi lov at sidde så længe vi gad, med fødderne nede i det her fiskevand. Det tog lige noget tid at få fødderne ned, personligt hvinede jeg som en 12årig Orlando Bloom fan, de første par gange jeg mærkede nippen fra de små fiskemunde. Altså hvor surrealistisk er det her liv altså? Efter et halv minut var mine fødder dækkede af fisk, der guffede i sig, og det begyndte bare at blive dejligt. Hvor vidt det så hjalp på mine fødder skal jeg ikke kunne sige, men det var sjovt, især når de nye kom og skulle prøve, det så også sjovt ud.
Nå, igår var det så tirsdag, og vi ville ud og se på templer igen. Denne gang syntes vi dog ikke at vi ville betale en mindre formue for at blive kørt rundt i tuktuk, især ikke når vi nu havde hørt at man kunne cykle. Wuhuh!! Vi lejede et par cykler og kørte afsted. Nu havde vi jo set dem der lå længst væk, så det passede også perfekt. Vi cyklede en runde på.. en 20km,sagde kortet kiggede på nogle flere templer, blandt andet et der engang havde været et springvand, det var lidt anderledes, vi kom også forbi et børnehjem der lå derinde, fik en rundtur, hilste på børnene, købte nogle postkort og betalte lidt ekstra. Det var dejligt at se at der blev gjort noget rigtigt her, børnene var glade, de gik i skole, og de ansvarlige på børnehjemmet lærte dem at male. Det så dejligt ud. Undervejs på vores cykeltur bøjede Wallys sadel bagud, og han sad på bagagebægret på de sidste 10km, den stakkel. Som sædvanlig er der problemer med os når vi lejer transportmidler, vi endte med at sidde ved det tempel med alle hovederne og drikke en sodavand ind til solen næsten var gået ned og vi skyndte os at finde hjem til No Problem Villa. Vi skyndte os ud at spise og betale den søde kjoledame, men skyndte os tilbage og ligge ned. Idag har vi fortsat med at ligge ned, ret ømme numser, kun gået ud for at spise og strække benene lidt. Dejlige ferie, her er der jo aircon og puder og gratis internet. Vi har stadigvæk en dag mere på vores billet til at se templerne, og vi mangler stadigvæk det største tempel ( i verden, siger de) men vi gemmer det lidt, da man godt kan få for meget tempelruin på så få dage. Vi har fået vores visa til Thailand idag, guesthouset i Phnom Penh, ordnede det for os og sendte det hertil, så vi ikke behøvede at vente yderligere der. Og vi har besluttet at tage direkte herfra til Bangkok, ja så vi når ikke særlig mange byer i Cambodia, men der er jo også Malaysia, og flybilletten, pengene og tiden at tage højde for. Så vi skal snart til at rykke sydpå. Men nu bliver vi lige et par dage her, Wallys maveting er til hans store irritation, altså kommet lidt tilbage og det er jo ikke sjovt. Det var måske lidt for meget aktivitet lige efter han var så dårlig. Nå forhåbentligt er det bedre i morgen, ellers går det godt med det hele. Jeg er sulten nu. Men klokken er 3.24 om natten. (igen!!??) Maaske passer det nok ikke helt alligevel, for der står også at det er søndag den 6. januar 2002.... Jeg tror jeg skal have tjekket tidsindstillingerne på mit ur.

Saa idag er det torsdag, og vi har vaeret paa museum, laet en masse spaendende om Angkor Wats og historier om gamle konger og guder.. spaendende spaendende, jeg kan nu paa faa sekunder genkende de vigtigste buddhistiske og hindu guder fra hinanden og det er jo brugbart.
Interessant dag. I morgen skulle vi gerne se noget solopgang fra de flydende landsbyer.. hvad det saa end skal betyde.. :) interessant. Og der gaar nok ikke laenge foer vi vender naeserne mod Thailand, Bangkok, og nogle paradisiske strande der ligger paa vejen ned.