Tilbage i Luang Prabang

Idag er det fredag, og vi er i Muong Ngoi, en lille time op af floden fra Nunkiauw. Her er endnu mere fantastisk. Lillebitte landsby, og her i lavturistsæsonen er der kun en håndfulds Falongs (udlænding på Laos) ud over os selv. Daan var her for to år siden, og kendte derfor en rigtig sød dame som ejer et guesthouse allerbagerst i byen. Hun kunne godt genkende ham. Så her bor vi, igen har vi hængekøje og privatejet bungalow, denne gang er der dog nogle lidt mere praktiske mangler, som bade/toiletvand og elektrisitet, som jeg personligt endnu ikke har set noget til endnu. Men vi har en elpære.. Det er okay, så har vi jo stearinlys og improviserer med den personlige hygiejne. Fint fint. Hovedgaden er en tometer bred jordvej, ingen biler blot den lejlighedsvise cykel, få restauranter og små forretninger, der allesammen sælger det samme. Derudover er gaderne fulde af børn, dem der er for unge til skole. De går rundt som små bander, pigerne og drengene for sig, og tegner tegninger i hovedgadens jordoverflade. Følger efter turisterne, leger fjollede lege med hinanden og er generelt et skønt syn. Der er somregl lige en buttet halvnøgen bedstefar med et spædbarn om maven eller en eller andens mor som kigger lidt efter dem. Men hvad er der at være bange for? Alle kender alle, der er ingen biler og det er vel det samme hver dag. Der er også et virvar af kattekillinger, ællinger og kyllinger, med deres mødre. Ekstremt mange haner (tror aldrig jeg har set og HØRT så mange haner på så lille et sted) De starter kykkelikyen ved første strejf af sol og bliver ved til solnedgang. Alt er igen lavet af bambus, stråtage og alle husene er hævet minimum en meter over jorden, imod oversvømmelse og dyr generelt. Vi er rigtig ude på landet her, der er intet telefonsignal, eller internet, ingen høj musik eller stress. Bare stille og roligt hverdag i en minilandsby ved en flod, omringet af bjerge og jungle-lignende skov. Vi ankom igår, og der gik ikke mange sekunder før vi allesammen var helt vilde med stedet. Der skete dog ikke så meget, vi tjekkede ind i vores bungalows, og gik ned for at finde en fruitshake eller en kaffe-shake eller lignende. Hurtigt endte vi op ved guesthouse ejerens nye hus, som lå lidt længere nede af hovedgaden, hun havde alle slags shakes, og vi blev budt indenfor på omvendte plastikølkasser, med hynder som stole, og bestilte fire blandet ananas og banan. Hendes ene søn 22årige Shai gjorde os selskab, og han snakkede flot engelsk. Arbejdede som guide i den lille by, og ham kom vi til at hænge en del ud med. Han fortalte os om landsbyen, familien og andre Laos ting. Blandt andet at der var en strømgenerator i byen, der kun var tændt mellem 19 og 22 om aftenen, hvem skal bruge lys når solen er der? Og hvem skal bruge lys efter 22? Der sover alle jo alligevel! Men også historien om dengang ham og hans storebror fandt en lille bombe i køkken-jorden (det er jo udendørs alt sammet) den havde ligget i jorden siden dengang i tredserne hvor amerikanerne smed millioner af bomber henover Laos, og historien ender uhyggeligt men heldigt, med at hans bror mistede den ene hånd da bomben sprang. Eller om hans fætter som for nyligt havde drukket for meget Lao-Lao (stærk klar lao-alkohol, smager lissom terpentin) og kørt galt i en motorbåd og ikke set siden. De fandt den smadrede båd i nogle sten, uden motor eller fætter. Så det er både nogle helt andre vilkår, men også de samme problemer man har i et land som Laos. Han fortalte også en anden historie om engang han var 10 år, og jagede med sin ven, og skød en fire meter lang kobraslange og spiste den, fordi de var sultne.. Men altså, jeg må indrømme at det ind imellem virkede en lille smule opfundet. Den med slangen var jeg ikke særlig overbevist om, især fordi han blev hyldet som helt i landsbyen, og de kaldte ham "superboy" .. jeg ved ik, det begyndte at ligne ønsketænkning lidt. Måske skulle han bare teste turisterne, eller måske passer det, man ved jo aldrig. Men Shai var frisk, til tider lidt for frisk, drak urimeligt meget Lao Lao og va i det store hele en ret dårlig guide, udover det imponerende engelske, altså. Men det giver jo alt sammet et indtryk af rigtige Laos mennesker, også dem der prøver at tilpasse sig den nye teknologi, og den overvældende turisme. De fleste familier i Laos har et Tv, altså.. dem der har bare lidt penge. Det er godnat historien (lisssom i den vestlige verden) som ikke kan undgås. Hvis der er tændt sidder øjnene fast, ligemeget om det er horribel gyser kl 10 om formiddagen, eller dårlig sæbeopera, med temaer der pirker lidt ved det moderne samfunds nye tendenser så som at få et kys midt på gaden, eller vise skuldrene i offentligheden. Alle har en mobil, også i de områder hvor der er dårlig signal, og mange af de unge har forholdsvis moderne musik på deres mp3ere. (Vi snakker for det meste 90'er boybands og Lao-rock) Selv i sådan en lille bitte landsby som Hmong Noi. Dagene der gik hurtigt, og vi lavede ikke så meget. Spillede guitar, hang ud i hængekøjerne, gik den ene dag ned til floden og badede lidt, og den anden dag købte vi en guidet tur af Shai, som tog med os på udflugt op af floden. Han lejede en båd med een af sine venner, til en lille landsby, som havde silketørklæder som specialitet.. hmhmhmmm.. Jaja. Det var ret vildt. Indbyggerne her så ret simple ud, ikke meget tøj og langt mere generte overfor turister. Og samtidig havde hvert et hus et utalt af smukke silkehalstørklæder, i alle mulige farver. Jeg købte to, og Wally købte 1, og jeg ved ik med Daan og Caroline, de købte mange! De er jo nærmest på vej hjem, så de skulle have gaver og alt muligt med, det er jo lidt tidligt for os at købe. Vi satte os og spiste, fik omelet, sticky rice og nudler, og Shai forsøgte ihærdigt at hælde beer Lao i os, lykkedes dog ikke helt i samme omfang som ventet. Da han hentede Lao Lao'en frem og begyndte at tage shots tænkte jeg "Aaaaaaaahhhhhhhh.... nuuuu..." og ærligt talt var han godt vissen da vi var færdige med at spise. En lokal karakter dukkede op, Shais fars ven, og de sad og drak om kap, der klokken 13 om eftermiddagen. Puhh.. festival hver dag, hva? Men det er jo så dejlig nemt at være pige, for når de så siger "Nøhj, du er kun 10%mand hvis du ikke drikker" Så er det ikke noget problem at svare igen, og især Shai ville gerne lægge procenter på hvor meget mand han og de andre var hele tiden. Lidt irriterende. Nå det begyndte at regne, og vores plan var at "tube" tilbage til Hmong Noi. Dvs. stor sort gummiring (indersiden af et kæmpe lastbildæk), turist ned i midten og følge strømmen og nyde udsigten i 2 timer ned af floden. Uhh.. Men det jo måske ikke så sjovt når det styrter ned, så vi ventede lidt, og da det klarede op og vi gerne ville gå, sad vores lille guide der med røde øjne og sagde "Ej min fars ven er lige kommet, vi har noget vigtig at snakke om.. så jeg vil gerne blive lidt. Men vi går snart! Måske om 20 min?" Og igen tænker man "ahhhhhhhh .. nuuu stopper du hr. guide. Du bliver ikke betalt overpris for at sidde og drikke neglelakfjerner med den lokale tosse. Og vi endte med at sige "okay, Shai du kan blive, men vi går ned til floden nu." og han så lidt fornærmet ud, men altså, så kan han lære det. Nede ved floden fandt vi noget meget spændende sand, som var ligesom budding. Man kunne gå på det uden at synke igennem, det blævrede ligesom bare.. men hvis du stod lidt, sank du ned og det var dybt ned, og du sad rimelig godt fast. Så det legede vi lidt med, Caroline opdagede at hun havde glemt sine sko ved restauranten og da hun kom tilbage havde hun Shai med, så vi kunne endelig begynde vores sejltur ned af floden. Wee.. Det var en ret fed tur. Helt stille, fordi båden sejlede uden motor, og vi kunne bare flyde derudaf og kigge på bjergene og solen og træerne og planterne og insekterne og så videre. De havde endda drinks med, så man kunne padle hen til dem og få en tår vand (eller et glas øl hvis man var en rigtig mand). Det er jo luksus, og resten af vores ting lå også i båden, så det skulle vi ikke tænke på. Det var helt perfekt. Om aftenen var vi inviteret til barbecue og en lille ceremoni hjemme hos Shai, og det var også dejligt. Altså. Nu er Wally og jeg jo vegetarer, så det er nemt at sige med det samme at man ikke skal have noget nyslagtet høne. De to andre var også ret meget i tvivl, men hvad kan man gøre når man bliver tilbudt (de endte så med at betale en mindre formue for det..sådan en høne er åbenbart ikke billig i Hmong Noi) Mærkeligt. Men der skete noget ret fedt i løbet af aftnen. Vi blev budt indenfor på gulvet at sidde ned, om et rundt stålbord, på midten var der en guldmalet vase, med overdådige (og let støvede) plastikblomster. Ned fra blomsterne hang der hvidt snor. På bordet stod der nogle skåle med slik og kiks. Okay, så sad vi der, fjernsynet kørte, men blev skruet ned og pludselig kom der en håndfuld ældre damer hen til bordet (inklusiv guesthouse ejeren og hendes mand.) Og Shai gik i gang med at fortælle at det her var en speciel ceremoni, at det skam kun var for VIP mennesker, og sjældent at falongs blev inviteret. Alle skulle lægge en hånd på stålbordpladen og nogle af dem mumlede noget. Pludselig farede de op og hev de hvide snore af blomsterne og bandt om vores håndled mens de sagde en hel masse på Laos sprog som jeg ikke forstod. Smilede og snoede og snoede, og velsignede os og sagde alle mulige gode ting. Jeg endte med at have otte på i alt og det var en ret powerfuld oplevelse egentlig. Shai gav mig også en på, hans velsignelse var noget i stil med "I hope you start drink more beer.. not always water.." typisk ham mand, jeg gav også ham en snor og sagde at jeg håbede at han ville få en masse børn, for det sagde hans mor at alle i familien gerne snart ville have.. Bagefter tog de vores hænder og proppede dem med slikket fra skålene og så blev der sagt værsågod. Okay, nicenice. Imens så vi i Shais mors fotoalbum, med billeder fra hendes børn og hendes gæster. Hun har 8 børn, den yngste er måske 5 år gammel.. Den ældste et sted i 30'erne. "No more.. she is last one.. no more" Forklarede hun med et let udmattet udtryk i stemmen imens hun pegede på den yngste datter der for det meste løb rundt på hovedgaden med de andre børn og legede pigerne mod drengene. Ja det er der ikke noget at sige til. De fleste unge i Hmong noi flytter fra landsbyen efter folkeskolen, da der ikke er andet uddannelse der. De tager til Vientiane eller Luang Prabang for at studere og kommer kun hjem på ferier osv. Vi så kun 4 af dem, hvoraf alle undtagen Shai var piger.Nå der gik ikke længe før vi gerne ville tilbage og sove, så vi traskede ud i mørket, med vores mobiler som lygter. Næste morgen, søndag var det på tide at tage tilbage til Luang Prabang. Vi tog en morgenbåd tilbage til Nong Khiav. og en lokal bus tilbage til Luang Prabang (ca. 3,5 time) Det var heldigt for vi var liiiige ved at løbe tør for penge. Ahh tilbage i den gode bløde seng, med evig elektricitet og uden insekter. Vi købte en baguette hos Mamas No1 med ekstra sennep for mit vedkommende, og gik endda ned og flottede os med en kvalikaffe på den sædvanlige restaurant. Da vi så har 2000kip (ca 50ører) tilbage gik vi ned mod Atm, for penge skal der jo til. Og her erfarer vi at hæveautomaten er lukket. NÅ, den anden var også lukket NÅ, der hang et skilt der forklarede at den ville åbne klokken 18, men den åbnede aldrig. Og vi endte med at låne penge af Daan og Caroline til mad og spas og det der hører til. Der blev foreslået at de nok åbnede dem mandag, (imorgen) fordi, det var jo søndag idag og måske var det derfor de ikke virkede. Mødte et utal af sultne og fortvivlede backpackere som hang ud ved automaterne i håb om at et mirakel ville ske. De fortalte os at automaterne havde været lukkede i dagevis, med forskellige årsager som forklaring og at det hele var lidt noget rod og ret mystisk. Men man var jo ikke helt fortabt, man kunne jo bruge sit Mastercard, HVIS IKKE DET NETOP VAR BLEVET VÆK. (Og wallys er bare et hævekort, uden kode og den slags - visalir)Jaja.. vi fandt ud af det. Lånte et par 100 af Daan og Caroline, og på trods af vores frygt for pengemanglen, tog vi i bowlinghallen om aftenen, for det er jo så sjovt. Som Daan sagde, "jeg skal bruge penge før eller siden alligevel, det kan vel ligeså godt være før!" Og ja.. det er måske rigtig nok. Bowlingturen var genial.. Jeg var den stolte indehaver af 6 strikes, og endda en del af dem i træk. Det er vel nok en fed følelse når de allesammen vælter. Faktisk havde vi et spil hvor vi allesammen var vildt gode. Endte med en score mellem 108 og 145 point - hvor jeg fx i nogle af de tidligere spil endte med en pinlig score på 33 eller 50. Så 116 var fantastisk for mig, og jeg husker den halve time det tog, som noget rigtig dejligt. Nå.. et par spil mere og så havde vi altså ikke flere penge. Tog en tuktuk hjem, og håbede på det bedste for næste dags hævemuligheder. Men ak.. nada.. Der hang da et nyt skilt hvor der stod "ATM open from 8pm to 8am, because this morning no work line busy." SUK hvad i alverden skal det dog betyde? Stemningen blev tungere og vi måtte igen ty til vores rige venner. Samtidig var det nu den tid på måneden og jeg pustede som en højgravid og fantaserede om varmetæpper på min lænd, og at ligge i fosterstilling og drikke the. Det var Carolines fødselsdag, 28 år. Hurra! Og der var planer om at spise gulerodskage på toppen af et vandfald lidt ude for byen. Men jeg kunne ikke klare noget vandfald eller nogen tuktuk, eller nogen slags kage for den sags skyld. Wally var travet afsted for at prøve at redde vores finansielle krise uden held, og det hele var bare lidt for meget. Samtidig var det Daan og Carolines sidste aften og de ville gerne købe en masse souvenirs og ordne en masse ting, men jeg måtte melde pas og gå hjem i seng. Efter et par timers liggen ned, og lidt monthy python og noget gratis kaffe, blev jeg lidt friskere, og kunne lige klare at kilde Wally til han overgav sig og råbte "You're the master!" (ej måske ikke det sidste, men det vil jeg prøve at lokke ham til næste gang.) Og jeg gik ud for at ringe til min mor og få hjælp med nogle kontanter. Western Union. Herresmart. Penge overføres fra Danmark, hentes 30 min efter i Laos. Sweet! Og endnu mere sweet at ens forældre ustandseligt er klar med støtte og hjælp. Selvom det er tidligt om morgenen, og besværligt. Nu var Western Unionerne altså lukkede for idag, men i det mindste ville de så måske være der i morgen! Der var jo også en chance for at hæveautomaterne åbnede klokken 20 som det var blevet lovet. Nå det blev sat i gang, og vi mødtes med de andre til noget farvel/fødselsdagmiddag et sted i byen. Hæveautomaterne åbnede dog ikke, og heller ikke halv ni da vi kiggede igen. Skalk. Caroline insisterede på at hun ville betale sin fødselsdagsmiddag og vi prøvede at insistere på at betale hende tilbage men man kunne ikke. (hun er lissom mormor) Middagen var god. Hyggelig. Jeg fik forårsruller og bagt kartoffel og det var lidt underligt at sidde der og tænke at det var vore sidste aften med Daan og Caroline. Idag er det så tirsdag. Den 21.juli. Fars fødselsdag i morgen. Daan og Caroline tog afsted idag, og jeg kunne ikke lade være med at tude. Men det må være hormonelt også, for inden de tog afsted, sad jeg og snakkede med Wally og sagde "Det er ikke sjovt at sige "farvel" og da jeg sagde ordet "farvel" gik det allerede i gang. Bare pga. ordet! Altså.. så må det da være noget hormonforstyrrelse. Da det kom til stykket tudede jeg videre og tudede lige ind til jeg kom på internettet og tænkte på noget andet. Nu er jeg lidt fugtig i øjnene igen, bare af at tænke på at tude. Ih alt den østrogen. Wally er sød, han grinede da jeg tudede bare pga. ordet "farvel" og jeg ved jo godt det er fjollet så jeg grinede også, og så er det jo ikke helt så sørgeligt når man griner imens. Jeg har været nede og hente pengene på Western Union, og det var nemt og professionelt og jeg er nu rig og millionær. (jeg skyldte Wally 3.000.000kip, og har nu sat min gæld ned til en enkelt million.) Nice. Hæveautomaterne virkede da vi kom hjem fra restauranten igår, og vi hævede for en sikkerheds skyld (man kan aldrig vide om de måske ikke virkede om morgenen eller hvad) Så vi betalte også Daan og Caroline igen, udvekslede billeder og snakkede om hvornår vi skulle ses igen. Så gik vi online en times tid, købte en baguette og en fruitshake og trak os tilbage til værelset. Vi bliver nok ikke så længe i Luang Prabang, der er jo stadig hele sydlaos at udforske. Og der er kun en 10-11dage til vi skal være ude af landet. Men her er så dejligt, og hyggeligt og jeg har mindre i mod at gå glip af andre dele af landet, hvis det betyder at jeg kan blive her lidt længere.Wally sover til middag, og jeg håber han snart vil vågne så vi kan gå ud og lave et eller andet. Måske tager vi bowlinghallen igen. Selvom vi kun er 2. Chancen for at lave en strike er tiltalende. Håber alt er godt derhjemme! At i får noget sommer og hygger jer! Vi snakkes!

Luang Prabang, Vang vien og Nong Khiav

Laos Laos Laos. Idag er torsdag og livet er skønt. Jeg sidder pt i en lyserød plastik stol, om et rundt bord, sammen med 4 lokale Laosnesere, Wally, Daan og en australsk ejer af det guesthouse vi bor på. Der jammes, og de lokale indvier os i traditionelle druklege. Såsom, at en person i cirklen hælder op i fællesglasset, som tømmes af de andre én og én. Cirkelretningen bestemmes af hvilken hånd øllet hældes op med. og efter en hel runde er det en nys tur til at hælde op. Jaja.. Socialt. Smøger, øl og snacks deles på tværs af sprog og alder, og alle hygger sig.
Dagene går hurtigt, især i selskab med stedkendt selskab, der allerede ved hvad man skal gøre og ikke gøre, hvor man skal gøre det, og hvordan. Det er en dejlig forandring at rejse med Daan og hans venner, man er ikke 100% ansvarlig for hver enkel dags udseende. Wally og jeg er meget medgørlige, og siger bare ja tak til deres forslag og planer for dagene.
Efter en dejlig lørdag-afslappe dag i Luang Prabang, med nogle baguettes, noget internet osv. Tog vi bussen mod Vientiane kl 8 morgen. Vi aftalte med vores guesthouse at vi lod vores bagage blive hos ham, og så lovede at når vi kom tilbage ville vi bo hos ham igen. Dejlig sted, sød fyr. Vi blev samlet op af en tuktuk kl 7 og sad ikke længe efter i bussen. Der var en del andre turister der skulle med, og generelt ser man flere backpackere her, end vi har set de sidste par måneder i Kina. Busturen var ikke 8 timer som lovet, men 10, så de sidste 2 timer gik med at være ekstremt rastløs og spejde som en anden pungrotte ud af vinduet og håbe at dén her landsby var den rigtige by. Udsigten var dog til tider fantastisk. Vi fik de sædvanlige eventyragtige bjerge, et utal af nøgne lokale Laosnesere og bondegårdsdyr som alle kom hen til vejen for at kigge på bussen. Meget af turen var jeg dog køresyg og gjorde mit for at trække vejret dybt og se på horisonten, eller sove. Oveni det var jeg/er jeg, ret træt af bussen, rastløs og til tider irriteret over at sidde der. Men endelig var det ovre, og vi stod i Vientiane. Heldigvis havde vi udvekslet numre med Daan og efter en tur i området på jagt efter et sted at sove, endte vi med at finde et lidt fængselsagtigt rum - hvide vægge, hårde senge og det eneste ekstra møbel i form af en brun træstol i hjørnet. Jaja det er jo bare til at sove. Det tog alligevel ikke mange minutter før vi mødtes alle fem og satte os ned ved et guesthouse og opdaterede hinanden. Daan rejser fortiden med en anden hollandsk pige, Caroline, som har taget et par ugers ferie fra arbejdet, de mødte hinanden i Vietnam for et par år siden, og en fransk pige, Agathe som han arbejdede med i Cambodia. Søde piger, sjove og chilled. Så her var vi, på nogle røde stenmøbler og drak lokal Lao-øl. Hygge hygge. Dejligt at møde nye mennesker og snakke allesammen. Senere blev vi sultne og gik ud for at spise, efter det var vi grydeklare. Wally og jeg skulle også op klokken 7 for at finde den der Australske ambassade hvor vi skulle have røgten billederne taget. Og den næste dag skulle da også vise sig at være lidt af en udfordring. Vi står op, har det lidt hårdt med det, sengene var også ret hårde ved os, men okay. Vi drak lige en Lao-coffee for at klare morgentrætheden og fandt en tuktuk der gerne ville tage os til ambassaden. Han snakkede dog med store armbevægelser og pegede på et andet sted på kortet men vi vidste godt hvor ambassaden var, og vi skulle ikke køres rundt på nogle omveje. På vejen derhen kommer vi forbi en hæveautomat, og her erfarer jeg - efter at have tømt min taske og Wallys taske og tænkt i 10 min - at mit hævekort er væk. Snizzle. Er det bare væk? Eller stjålet? Da alt vores bagage er i Luang Prabang, er det ikke muligt at lede alt igennem, men da pungen er der, og jeg ikke kan huske nogle tidspunkter hvor nogen ville have haft tid nok til at tage pungen, og finde kortet og lægge resten tilbage i tasken, bliver vi enige om tage videre på vej mod ambassaden. . Da vi når frem står tuktukmanden ud og peger i vores lonelyplanet, og pludselig bliver det tydeligt at det han prøvede at kommunikere før (og nu) er at ambassaden er lukket og flyttet. NÅ ja det forklarer også hvorfor de ikke svarede vores forsøg på at ringe til dem. Så vi kører igen. Nå ambassade: kæmpestor hvid bygning, ser lukket ud, jeg var urolig, men pludselig åbner døren og en Laos fyr kommer ud. Meget fancy snancy, vi skulle kropsvisiteres og have id kort på os. Vi måtte efterlade vores kamera og vores tasker skulle tjekkes. Men vi kom igennem. På den anden side af metaldetektoren var en stor park med guldmalede figurer og kridhvide huse. Vi fandt frem til klinikken og det første damen siger er "Har i formlen?" Øhhhhhh nej? Og jeg tænker skalkskalk vi skal ud og finde en computer og printe en eller anden fjollet formel ud, men efter 15minutters tid finder hun en formel frem til os fra en skuffe. Nice. Vi udfylder den, og hun klistrer vores medbragte pasfotos på og siger ud af det blå. "Desværre er lægen på ferie ind til fredag..." Oh my god. Idag var det mandag, og vi havde tænkt os at tage ud af Vientiane i morgen.. skalk skalk. Skulle vi så komme tilbage fredag? Eller engang i næste uge? og foruden det bliver vi informerede om at vi skal betale 100USD (omkring 800-900kr) for at lægen skriver under på vores formel. Vi har allerede givet 120NZD (80kr) for at ansøge online og oven idet skal der betales 65.000 kip (ikke så meget som det lyder -omkring 60kr) for selve røntgenbilledet. NÅNÅ plus vi skal vente på dumme Doktor Mark fra at komme tilbage fra ferie. Nåjaja.. Vi skal jo ha det visa altså, vi vil jo til NZ, så efter et par forsøg på at komme udenom den der ventetid, accepterer vi de hårde facts Røntgenbillederne skal tages på en anden klinik, vi får adressen men klinikken er kun åben mellem 16 -20. Så vi finder en tuktuk hjem, den sætter os af et forkert sted og vi går lidt forvirrede rundt i regnen og prøver at holde kuverten med formler tørre, så holder paraplyen op med at virke, og hænger istedet som en slap klud hen over vores hoved: Kuverten bliver våd og mine sko bliver mudrede, og nogle danske og spanske skældsord angående prisen på NZ visa, mit manglende hævekort, doktor Marks ferie og vores generelle held på dagen bliver slynget ud i regnen. Nå, vi ender med at tage en ny tuk tuk (som koster endnu 10000kip) og når tilbage til vores lokale Banlao beergarden der ejes af en ualmindelig venlig Laos-dame med store halvfjerserbriller og accentpræget engelsk. Efter mobilen går ud, og vi bander lidt mere, for hvordan skal vi nu få fat på Daan? viser det sig at den søde halvfjerdserbrille-ejer tilfældigvis har en oploader der matcher.. Sweet! Sender en sms til Daan og hans crew og drikker en kaffe på det. Jeg forsøger i midlertidigt at få fat på mine forældre via sms, for at investigere i den muligvis manglende tilstedeværelse af alle mine sparepenge. Til sidst ringer jeg op og inden længe viser det sig heldigvis at alle penge stadig er på kontoen. Nå! Ja det hjalp jo lidt på humøret, havde det som om jeg sad og forberedte mig til eksamen de minutter det tog for dem derhjemme at få morgenøjne og tænde min pc og logge på netbank. Phew! Vi blev enige om at de overførte alle mine penge til en af deres konti, så hvis nu en eller anden skummel Laoneser havde det og bare ikke havde gættet koden endnu, så kunne han ikke få mere en 90kr, og hvis det nu lå i min bagage et eller andet fjollet sted i Luang Prabang, ville vi ikke behøve at sende et nyt kort til Asien uden grund. Så det er jo en fin løsning!
JEG SVEDER. Sidder i en natbus i Vientiane, turen går til Luang Prabang i aften, klokken er næsten 20.00, her lugter meget surt, jeg er vildt klistret og har lige hjulpet en kæmpestor og larmende flue ud af bussen vha Wallys hat. Men alligevel er humøret højt idag. Vi har haft en superfed uge med Daan og hans veninder (som nu også er vores veninder, synes jeg) I Vang Vieng - turistland i Laos.
Som sagt arbejdede Daan og Agathe sammen i Cambodia, og jeg mener det var en fælles ven af deres som arbejdede på en cirkus skole for børn og unge i Laos, så de ville rigtig gerne forbi der og sige hej, nu de var i Vientiane, og vi ville da rigtig gerne hilse på nogle cirkusbørn! :) Så efter klarlægningen af min endnu-eksisterende rigdom tog vi alle fem en tuktuk ud til cirkus skolen. Men ak ak den er lukket mandag, og vi møder en fyr med meget tvivlsomt engelsk som siger noget med at komme tilbage i morgen. Nå. ja hvad skal vi så. Wally investerer ikke længe efter i en orange fullbody regnjakke og vi leger lidt med solbriller og andet lir i en fjollet butik. Daan proklamerer at han har lyst til at gøre noget crazy, vi foreslår at han kan løbe nøgen bagved tuktukken mens vi filmer, men i stedet foreslår han at vi tager ud og bowler. Joo.. det var da en god ide. Ikke SÅ crazy, men sjovt og langt billigere end en blufærdighedskrænkelses-bøde. Personligt var jeg ansvarlig for 3 strikes og det er fedt når skærmen blinker og der står "The Snizzle", og så ved man at det mig der gjorde det (jeg hed nemlig the snizzle) Selvfølgelig var drengene for svedige til det, personligt klarede jeg mig på en udemærket 3 plads i begge spil. Hvilket er godt nok for mig. Det var sjovt.
YES der kom airconditionen på!
Efter bowlingen tog mig og Wally ud for at finde klinikken hvor selve røntgenfotograferingen skulle finde sted (der var jo aftenåbent) efter alt tuktukkørslen besluttede vi os for at gå derhen, få en lille tur ud af det, og det skulle ikke være så langt væk. Vi havde fået et lille kort af ambassaden og vi prøvede at gætte og få hjælp af lokale og fremmede på gaden. Endte med at gå en hel del forkert, men endelig efter en tilfældig pandekagedames råd var vi lige ved siden af klinikken. Yes. sætter os ned og der går ikke længe før Mr. John (wally) bliver kaldt ind, og bagefter er det mig. Wally siger at han skulle smide tshirten, og jeg tænker "oh my" et par sekunder, men Laos eller ej, er det jo en læge. Jeg kommer ind, det er en ret ung velfriseret (med gele) læge, han gør hentydning til at blusen skal af, og jeg spørger om BH'en og jo den ryger også, og så står jeg der og strutter og han ser lidt febrilsk ud, men skubber mig frontalt op af en grøn plade og krydser mine arme på min ryg. Så skynder han sig væk og råber noget med at trække vejret, så jeg trækker vejret dybt og så er det ovre. Ja, tøj på! Og han kommer ikke frem fra sin Xray-knap, før han er sikker på jeg ikke er nøgen. Så er det veloverstået! Tilbage ad mod Banlao beergarden hvor vi mødtes med de andre til noget kortspil og mad. Der går ikke længe før min mobil ringer, og det er receptionisten fra klinikken der lyder meget ophidset. Hun insisterede på at jeg kom tilbage i morgen tidlig, til flere undersøgelser. Hun siger en masse ting, men jeg kan ikke forstå hende. Og der går lidt frem og tilbagen hvor jeg ikke ved om det er et problem med mig, eller et problem med billedet, jeg synes hun siger Flu, og jeg tænker "Swine flu!" Og alligevel kan det jo ikke passe på alle måder, men hvorfor lyder hun så så ophidset? Nå. Jeg aftaler at komme tilbage næste morgen mellem 7-8 for at tage flere billeder. Da jeg kommer tilbage til bordet snakker vi det igennem, og efter et par minutter begynder jeg at blive lidt urolig for om den mærkelige sekretær ringer fordi de har fundet noget farligt på mine lunger. Daan foreslår at Wally ringer op og jeg synes det er en god ide. Så det gør han, og efter at han har set urolig ud i noget tid konkluderer han med sikkerhed, at hun siger at billedet er "Blue" altså blåt, og at der var et problem med vejrtrækningen, han spørger om jeg holdt vejret da billedet blev taget, og jeg må jo indrømme at det gjorde jeg højst sandsynligt ikke, for jeg forstod ikke hvad smørhårs-lægen sagde. Nå, ja så havde jeg det bedre og næste morgen klokken 7 gik turen atter til klinikken. Ingen problemer denne gang. Den første læge var der, men han skulle ikke tage billedet, og han smilede ikke tilbage da jeg smilede til ham. Istedet var der en lidt ældre herre, som ikke sagde mange ord til at starte med. Han gjorde tegn til at blusen skulle af, men da jeg gik igang stoppede han mig med store bogstaver. Hev en rumdeler frem, gav mig et hvidt forklædeagtigt lagen (lissom dem til frisøren man binder i nakken) og skubbede mig ind bagved. Okay så nu blev det gjort ordentligt. Da jeg kom ud fint dækket til, skubbede han mig nøjsomt op ad den grønne plade, og stillede mig klar, så pludselig sagde han meget højt. "LISTEN!" og talte på fingrene mens han fortsat små råbte "ONE, TWOO, THREEE" og så holdt han vejrer "STOP...NO BREATH. OKAY" og jeg smilede.. okayokay, men han syntes een gang mere var på sin plads "ONE TWOO THREE...STOP..." Yes, nu var den sevet ind, så denne gang holdt jeg vejret, og han fremkaldte billedet mens jeg var der. Imens fik jeg mit snit til at smugkigge på mit gamle Xray der lå fremme, og det er jo ikke noget man ser hver dag, mine egne lunger, hvah? Så det var meget fedt. Der var mine ribben lige. Så kom han ud med det nye billede og smilede og sagde "OKAY" og jeg sagde "So now? Just go home!?" Og han forvandlede sig til Rafiki fra Løvernes Konge, med et hæst Peter Belli grin og råbte "Yes yes, now go home.. okay now!" Så det var udmærket. Bagefter mødtes vi med de andre til morgenmad og efter tog vi ud for at besøge cirkusskolen igen. Desværre var der heller ingen held denne gang, jeg ved ikke helt hvorfor de ikke var der, men Agathe havde nu næsten været i hovedstaden i en uge for at mødes med dem, og nu kunne der ikke bruges mere tid på det, vi købte en busbillet til den nærliggende turist-by Vang Vien, der skulle være en masse sjov at lave.
Jeg sov den første trediedel af busturen (ja det er jo ikke noget nyt) og da vi nåede frem forklarede Agathe at hun havde en veninde som bestyrede et nice Guesthouse nede ved floden, så der tog vi hen. Fik en nice bungalow med udsigt til floden (som altså var brun, men okay) og det var vildt dejligt laid back stemning på guesthouset, de havde vand og øl i køleskabet og man tog bare, de fortalte os sågar hvor nøglen var, hvis nu vi ville ha noget om natten, så skulle man bare skrive det på tavlen Der var en bongotromme og en guitar til fri afbenyttelse, og så kan det jo ikke gå helt galt. Daan rejser også med en guitar så vi kunne rigtig synge og jamme, selvom vi har efterladt den kvæstede guitar i Luang Prabang. Så det gik den første aften med. Senere gik vi ud for at spise og drikke nogle øl, mødte blandt andet et israelsk/tysk kærestepar som vi kørte i bus med fra Luang Namtha til Luang Prabang vores første dage i Laos.
Nu er bussen stoppet igen, kørte i 10 min så stoppede den ved et market med brød og frugt og en lille prinsesse med en alt for stor mickeymouse tshirt som burde være i seng nu. Der er skruet op for Laos pop på busradioen og det er nu bælgmørkt udenfor. Jeg har en mistanke om at den mærkværdige lugt
kommer fra mig og fantaserer lidt om at være renere og i den bløde fantastiske seng fra Luang Prabang.
Onsdag i Vang Vien sov vi længe, sikke en luxus! Sengen var ikke sådan vildt blød, men who cares når man er træt, sove længe er vel sove længe, selvom man sover længe på noget hårdt. Wally vågnede og havde lyst til pandekager til morgenmad, så vi tullede ud i Vang viens gader og fandt et sted, jeg endte dog med at spise lokal vegetar-nudel-suppe og han fik en baguette med omelet. Vi spillede et slag kort og så dukkede Agathe op, og ikke længe efter Daan og Caroline. Så var vi jo samlede igen. Vi spillede en runde shit-head, og et par runder Caragol (snegl) og det jo altid sjovt at lære et nyt kortspil. Ja hvad laver man af nice ting her i Vang Vien? Man lejer en stor gummiring, og så blive man kørt en 10km op ad floden, sejler ned af den i sin gummiring, og gør stop på tube-barer på vejen ned (hvor man drikker og bliver skrevet på af bartendere og ender med at være fuld, smadret og skoldet for enden af turen). Resten af dagen, eller de efterfølgende dage ligger man ned på en af de mange TVbarer, fyldt med puder og lave borde, og der er nonstop afsnit af enten Friends, Family Guy eller Simpsons. Alt efter hvilken bar man vælger. Det var jo ikke lige den slags underholdning der tiltaler vores crew her, altså. Jojo det kunne da være hyggeligt, jeg er da den første til at indrømme at jeg finder stor glæde i at bruge en hel dag på at se Simpsons, eller Friends hvis det er de tidlige afsnit.. Men alt med måde. Det ødelagde det lidt for mig, når man så tube-ofrene (dem der havde taget gummiringsturen) komme gående tilbage gennem byen med røde øjne, og maling over det hele, eller når man så dem der lå dag efter dag på de samme barer og bruge deres dage og deres penge på det. Eller som ekstremt stive promotere uden for barerne, hvis job er at lokke kunder ind, men i stedet skræmmer folk væk. Det da ikke sådan man ser Laos! Og hvor jeg måske nok kunne overtales til både sejlturen (formodentlig med et mere behersket niveau af alkohol) og en slappedag med Simpsons afsnit, var især Agathe meget i mod det. Så istedet lejede vi mountainbikes og tog ud for at kigge på området. Dejlig Dejlig tur. Vi cyklede bare i den ene retning, der var en del mudder (det regner tit her i monsoon-årstiden) og jeg fik en del blå mærker, men det var en god tur. Vi cyklede ud for at finde en grotte at udforske og en lagune at dyppe os i. På vej ud til grotten blev vi stoppet af nogle unge lokale drenge, nu skulle vi købe billetter. NÅ ja man skal købe billetter til naturen? Ser man det. Men i det mindste tog den ene med, han medbragte lygter og skulle vise sig at være en rigtig god guide. Det der engang var grus - og stensti, var nu en flod. Som snoede sig zikzak ned fra bjerget og vi måtte efterlade cyklerne og gå. Vi skulle hele tiden krydse den her lille flod, og tit gik vi i den i mange minutter af gangen. Ret kraftig strøm, og bunden man trådte på var mellemstore sten i flotte stenfarver. Ja det er vidst første gang jeg i så høj grad værdsatte mine grimme turistsandaler. Men så fik man også oplevet det. Knægten der var vores guide slentrede meget naturvant forrest med en for stor kasket og et par ødelagte klipklappere som sko, ind i mellem kastede han et siv op i luften, eller hældte vand in i myrehuller, eller stoppede fordi han så en slange. Han prøvede sågar at fikse sine klipklappere med en torn fra en busk. Meget Mowgli -agtigt. Det var en dejlig gåtur ind til grotten. Som pludselig var der, vi tog et sving væk fra stien og var inde midt i en skov, der var en herre Indianajones agtig indgang ind i en grotte, med grønne lianer og sort sten. Vi kravlede ind, og fik dryp ned fra loftet. Fulgte efter den lille fyr med lygter og det var til tider lidt af en udfordring at kravle under, mase sig sidelænds og kravle over. Ikke meget plads. Pludselig stoppede han "go back" og vi spurgte hvorfor og han sagde bare "Go back go back." Caroline og jeg var forrest, de andre var stadig igang med at kravle igennem et umenneskeligt smalt hul. Jeg tænkte at hulen nok var oversvømmet, da det havde regnet en del på det sidste, og at der nu var for meget vand til at vi kunne kravle, men pludselig hviskede han "fast!" og Caroline greb min arm og jeg kunne også mærke i mine tæer at det egentlig nok var et uhyggeligt monsterdyr der gjorde at vi ikke kunne gå videre. Drengene og Agathe var lige kommet igennem det smalle sted og stod længe og uforstående og sagde "No forward!?" og vi tænkte KOM NU, GÅ TILBAGE, og drengen så også ret utålmodig ud, og overhalede til sidst dem allesammen for at gå tilbage og jeg tænkte "snizzle, den lokale guide flygter!" men i stedet kravlede han op på en stor sten og havde pludselig fat i en baby-flagermus. Senere har jeg konkluderet at der ikke var noget grotte-monster men at han bare gerne ville have flagermusen. Vi gik alligevel tilbage ud, og ingen tjekkede hvorfor vi ikke kunne gå længere ind. Men det er også okay, jeg synes ind i mellem at det var liiiige snævert nok. Altså hvis nu man af en eller anden grund ville ud hurtigt, så ville det ikke blive så hurtigt som man sikkert gerne ville. Men spændende spændende. Da vi kom ud viste han os flagermusen, han puttede den i en flaske men gav den senere fri, jeg ved ikke hvad pointen var, men han har vel ikke være mere end 12 år alligevel. Så tilbage, krydse den samme lille flod en tredive-gange og endelig nåede vi cyklerne. Jeg havde tabt min cykellåsnøgle et eller andet sted i grotten tror jeg, men heldigvis matchede en af de andres nøgler i min lås. Nice. Så cyklede vi tilbageaf, vi vidste at der et eller andet sted på vejen ville være en lagune vi kunne bade i. Da vi næsten var nået frem knækkede Wallys cykelkæde. Knald sagde det og så virkede den cykel ikke mere. Nå den tid den sorg, nu ville vi ned og bade og det var ikke særlig langt så vi gik bare. På vejen mødte vi 2 lokale drenge, tror de var sådan lidt små-tilbage - agtigt, hvordan siger man det? Men der var en lidt underlig energi over dem, og vi prøvede at få dem til at gå, men de gik med ned og bade. De kunne ikke tale ordentligt og slet ikke engelsk, men de sagde en hel masse ting alligevel. Nå nogle af os badede, og nogle røg smøger og sad sammen med taskerne - for en sikkerheds skyld. Nå det begyndte at blive lidt sent og vi gik ud for at finde en mekaniker der kunne fixe Wallys cykel, det hjalp de to drenge os med at finde, og det var bogstaveligt talt lige nede af vejen. Imens var vi vidne til at mekanikerens kæmpe gris brød ud af sit træbur og vandrede tilfreds rundt og rodede i det friske grønne græs. Der kom også nogle babygrise ud, og vi tænkte at det var da dejligt for grisene at komme ud lidt. Men så kom en pige ud og grinede og råbte og ringede med sin mobil og løb forvirret rundt med grisefoder og alle de små grise fulgte efter hende og den store gris gemte sig bag et skur lidt. Men endte alligevel med at lade sig lokke ind i stalden igen. Det var også en gigantisk gris må man sige. Nå endelig var cyklen klar og vi cyklede tilbage af mod Vang Vien by. Vi var godt nok ved at dø af tørst og sult så vi gjorde holdt på en lille side butik og holdt pause. Stedet så ud til at være bestyret af børn, måske 10, mellem 1,5 og 9 år, med et par enkelte der så lidt ældre ud der tog i mod penge og sådan. Og man kan jo sagtens bruge lidt tid på bare at sidde og se på de små yndige Laos børn med store brune øjne og små beskidte kjoler, der kravler rundt på hinanden og leger simple lege, og når de små slår sig kommer der en søster eller bror og samler dem op. Og nogle kigger med store øjne på turisterne og nogle ignorerer dem og de fleste fortsætter bare med at lave hvad end de nu lavede, og det er jo dejligt at se. Nå nu kunne vi vidst ikke trække den længere, det var allerede rimelig garanteret at cyklerne ville blive afleveret for sent, men vi havde ikke lyst til at køre i mørke.
Det var også Daans fødselsdag , så vi gik ud og spise et godt sted, med udsigt til floden, han fik en guldfarvet kam i fødselsdagsgave og vi skålede lidt og sang for ham, og så var vi ellers allesammen godt trætte og klar til at sove.
Torsdag startede på mere eller mindre samme måde, vi gik ud for at spise pandekager, men jeg endte alligevel med ris og tofu, hvor Wally endelig fik sig den pandekage. Og den var stor. Så kom Agathe forbi og hun havde også tænkt på pandekager længe. Idag var vi ikke sikre på om vi skulle tube, kayake eller leje motorcykler og køre længere ud på landet og kigge på Laos. Agathe som er på vej ud af Laos ville helst leje motorcykler, så det gjorde vi alle sammen. Pigerne fik hjelme, jeg ved ikke om drenge ikke behøver hjelme eller hvad, men jeg er også ret sikker på at Wally ikke kan presse sit hoved ind i nogen hjelm. 10 minutter efter vi begyndte at køre hoppede vores baghjul og vi erfarede at der var hul. Ahhhh skalk altså. Men vi skulle kun trække i et par minutter før vi nåede en mekaniker. Han gjorde et par opkald og gik i gang med at se på den. 2 minutter efter dukker ham vi har lejet motorcyklerne af op, med en ny motorcykel. God service må man sige. Og inden længe kører vi videre uden problemer eller omkostninger. Turen på motorcyklerne var også vildt fed, vi kunne for det første komme langt længere ud på landet, der var nogle fantastiske grønne nyplantede rismarker, røde brune støvede veje, og blå bjerge i mange nuancer, ikke mindst den klassiske blå himmel og kridhvide skyer - alt sammet i urealistiske stærke farver, lignede et maleri af en kunstner der overdrev lidt med farverne. Da vi begyndte at komme tættere på bjergene erfarede vi at alle de blå nuancer bjergene imellem måske ikke kun var bjerge, og en dyb mørkeblå regnvejrsstorm var til at finde derinde. Uhhhh... Regn er jo ikke så slemt, men vejene var i forvejen mudrede fra de øvrige dages regn og de er jo lavede af fint tyndt jord. Dækkene på motorcyklerne var ekstremt smalle, og vi havde allerede haft nogle ufrivillige sving og problemer på steder hvor vejen var for glat og mudret. Så vi besluttede os for at skynde os tilbageaf mod den asfalterede vej, der var stadig meget smuk natur at spotte fra hovedvejen - så det var ikke slut endnu. Så vi satte farten op og flygtede fra regnstormen som kom nærmere og nærmere. Ret actionpacked tempo, jo mere af vejen vi lagde bag os, før den blev våd, des bedre. På vejen så vi lokale tage regnjakker på, eller skynde sig i dækning, køerne søgte ly under træer og alle så på himlen og trak indenfor. Der var ligesom en hel speciel stemning og lugt i luften - lige før et stort uvejr kommer. Vi fik et par dråber, men nåede hovedvejen 3 min før det begyndte at regne rigtigt. Perfekt timing. Vi havde allesammen regnjakker med alligevel, så vi tog dem på og kørte videre, i en anden retning ad den eneste asfalterede vej fra og til Vang Vien. Smukke bjerge, lokale landsbyer, høns og kattekillinger. Vi stoppede undervejs for at spise, og det eneste der var kommunikabelt var nudelsuppe, og det var lækkert og simpelt. Igen begyndte solen at true med at gå ned, så vi kørte tilbage med motorcyklerne og efter aftensmad gik vi mere eller mindre i seng - Wally og jeg havde vildt praktiske planer for fredagen.
De andre ville tage en bus op til Luang Prabang igen fredag formiddag, vi ville derimod tage en bus den modsatte vej, ned til Vientiane, vi havde en aftale med lægen klokken 11 og håbede at kunne nå at tage en lokal morgenbus fra Vang Vien til Vientiane, gå til lægen og tage en anden bus nordpå til Luang Prabang samme aften. For endelig at kunne få det her røntgenbillede/NZvisa/freakshow overstået. Så vores ur ringede klokken 5:00 og vi traskede op mod hovedvejen i håb om at fange bussen. Vi ser den dog forsvinde ned ad gaden lige da vi når op, men det er okay, der kommer een mere om en halv time. Så vi ventede lidt.. Men der kom ikke nogen. Så kom der en stor tuktuk forbi, og han skulle til Vientiane, fedt tænkte jeg, den er sikkert hurtigere end bussen.. Den er vel også beregnet til lokale så det skulle ikke være noget problem. Vi betaler, sætter os ind. Og han begynder at køre.... dvs han kører ekstremt langsomt.. vi jokede lidt med det.. sådan "Høhø håber da at han ikke kører så langsomt hele vejen" og "Ja så når vi da aldrig til Vientiane i tide til den lægeaftale..." Ti minutter efter speedede han stadigvæk ikke op. Næ hans hænder var meget nøjsomt positioneret på ti i to og speedermåleren nåede ikke over 20km/t. SNIZZLE. Der gik lidt tid hvor jeg ikke fattede noget..Wally sad "This is really happening! What!?" Så så vi den bus vi skulle have haft, overhale os, unge knøse på knallerter og folk på cykler (ned af bakke) strøg forbi os og efter 20 min. bankede vi på ruden, nu ville vi gerne af! Det kunne vi altså ikke bruge til noget, vi ville have vores penge og så måtte vi bare håbe at nå en ny bus så hurtigt som muligt. Vi havde tasker på og det hele og fyren så forvirret ud. Hans engelsk var fesent og da vi spurgte ham hvor mange timer det tog til Vientiane sagde han "klokken 4" Ja endten kunne han køre bagud i tiden, eller også mente han 4 om eftermiddagen, hvilket ikke skulle undre mig med den hastighed, eller også mente han 4 timer.... Han forklarede også noget med at i Vang Vien: very slow.. but Vientiane: VrooooOOOMM!!" Okay.. ja det jo ikke helt til at sige hvad han mener, men vi gav ham en chance til, og i minimum en halv time, lå speedometeret fint på 20km/t, mens vi bed i vores knoer og lavede skalkhammere og diskuterede årsager til denne bedstemor i forklædning vi havde fået som chauffør. Efter det begyndte han at samle andre op, og pludselig speedede han op og det begyndte at ligne noget.
Vi nåede til Vientiane klokken 9.20 hvilket var rigeligt tid, tog en tuktuk fra stoppestedet til et sted at spise. Købte en sandwich, hævede penge, og forhørte os om busbilletter til Luang Prabang, den eneste vi kunne få var en natbus klokken 19, så vi havde jo masser tid. Tog en tuktuk til den Australske Ambassade, og det tog ikke mere end 7 minutter med lægen, der lagde ud med at undskylde at det var så dyrt og upraktisk (jeg tror sygeplejersken havde opdateret ham på vores utilfredshed sidst vi var der) og det eneste lægen skulle var at kigge på papiret mens vi var der og skrive under på at vi ikke har Tuberkulose. Den slags tager jo ikke længe. Så skulle det sendes, og det skulle vi også selv sørge for. Lægen anbefalede at vi IKKE sendte med normalt post men med DHL, og jo det var jo dyrt men så var man sikker på at det nåede frem, og han satte sin ene sekretær igang med at finde ud af hvor dyrt og hvordan og hvorledes for os. Det var jo også dejligt. Det endte sågar med at DHL selv ville komme og samle det op, og da de først kunne komme klokken 14, syntes sekretæren at vi bare skulle gå, så ville han printe adressen og have brevene klar til DHL kom, så skulle vi bare betale. Og det var jo endnu nemmere. Så vi betalte (30USD i alt - et par hundrede tusind kip) og så kunne vi gå. Fandt et skandinavisk bageri og fik et par luksuskaffer (cappuccino) en kanelsnegl og en muffin til at fejre det. Snakkede lidt, tiden går alligevel ret hurtigt. Spillede kort og så var det tid til at bevæge os ned til natbussen.
Idag er det så mandag. Bussen endte med at være et mareridt. For det første havde vi betalt en fornem pris for at få mad i bussen. Maden vidste sig så at være bogstaveligt talt en håndfuld ris, og 2 skiver agurk. Efter vi havde pillet kødet ud af vores ris var der en halv håndfuld tilbage, og det var rimeligt dårligt værdi for pengene. Oveni det forvandledes det føromtalte Laos pop til en eller anden syg torturmusik. Med et ekstremt uharmonisk keyboard der spillede ude af takt, falskt og bare generelt alle slags dårligt. Hver eneste sang indehold en irriterende mandestemme, der rigtig etnisk kørte op og ned af tonelejet, og nærmest i duet med det sindssygt irriterende keyboard der meget ufortjent næsten altid fik en vildt langt solo. Okay, måske skal man bare vænne sig til den nye spændende kultur fra alle vinkler. Men kom on! I det mindste spil noget der stemmer! Nå pyt, de slukker det nok snart. Vi prøvede at se en film, men da vi satte DVDafspilleren i bærbaren kortsluttede det hele og bærbaren kunne ikke tændes efter det. WHAT. overhovedet ikke tændes! Suuuuuuk. Okay... fint.. den skulle jeg lige sluge, men jeg tænkte at den nok ville virke igen med lidt strøm (og det gjorde den, den er fin nok. Men DVDafspilleren er død..) Nå så lad os høre noget Ipod... men det var bare umuligt at høre noget som helst pga føromtalte latterligt høje keyboardhelvede! IHHHH jeg var ved at flippe ud, og oven idet var airconditionen nu vildt kold og selv med alle mine lag af jakke og halstørklæde og bukser og kjole og varme lilla striksokker frøs jeg endnu. Nu gad jeg bare ikke være der mere! Sikke en lortebus! Og der var bare laaaaaaaaaangt til Luang Prabang. Jeg prøvede at binde en trøje om mit hoved og Wally gav mig endda begge høretelefoner fordi jeg var ved at springe i luften over det keyboard. Jeg faldt i søvn i en times tid og vågnede til samme situation. Besluttede mig for IKKE at sove, men se ud af vinduet og forsøge at nyde den dejlige kulturoplevelse jeg var ved at gennemgå. Gav Ipoden til søde Wally og prøvede at tænke på noget andet. Månen var fuld, og de mørke bjerge blev lyst op af skæret og det var egentlig ret smukt. Efter at jeg stædigt havde set ud af vinduet i nogle timer begyndte jeg at blive træt og endte alligevel med at acceptere musikken og falde i søvn. Tror tilsammen at jeg fik 3 timer på øjet - solopgangen var endnu mere imponerende. Oppe i bjergene, med dis og lyse farver. Det var rigtig flot - og dejligt at se, for solopgangen betød at vi snart var der. jeg havde kvalme og var sur. Men puhh.. jaja vi nåede da frem.
Vores tuktuk fra busstoppestedet var den samme som sidste gang vi ankom til Luang Prabang, chaufføren får lidt cash af en guesthouse ejer, og så fortæller de til de dumme turister at tuktukken kører til centrum men i stedet kører den til ham ders guesthouse, og alle stiger ud og "nå er det her centrum, okay vi tjekker ind her" Fed deal. Sidste gang gik de fleste af os demonstrativt videre for at finde centrum (det her var jo tydeligvis en villavej..altså) men denne gang gad jeg satme ikke gå nogle steder. Mig og Wally fortalte de andre turister i tuktukken at det var et lille trick de kørte, og da vi stoppede ved det her guesthouse var der ingen der stod ud. Selvfølgelig prøvede de lidt "Yes yes centrum very close, very cheep guesthouse!" og alle i tuktukken sad sådan lidt "jaaaeeh jooh.. I dont think so!" men der skete ikke noget og vi holdt stadig stille, og så blev jeg til en motorsav "I DONT CARE, I PAY TEN FOR CENTRUM! NOT FOR CLOSE!!" og så kørte vi til centrum.
Vi kom til vores gamle guesthouse (hvor alt vores bagage var) og lagde os på den blød dejlige seng. Sov 3 timer, gik ud for at spise, og gik tilbage for at gå i bad, rede hår og pakke, vi skulle nemlig ud og se på et vandfald sammen med Daan, Agathe Caroline som allesammen var i Luang Prabang. så det gjorde vi. Superfedt! En masse små "pools" med små vandfald der løb ned i andre "pools" så de flød over og så kom der et lille vandfald til den næste osv. Dejligt. Vejret var så varmt at det var ulideligt at lave noget andet end dyppe sig i koldt vand. Kunne knap gå og trække vejret samtidigt, ligesom om det ikke rigtig var ilt man indåndede.. Puuh så det var dejligt at være i vandet. Daan gik en tur længere op ad vandfaldet og fandt nogle tørre "pools" hvor vandet af naturlige årsager løb udenom. HmHmm.. ja det er jo en sjov leg! Så vi gik rundt og flyttede træstammer og blade og omdirigerede vandet så det fyldte de andre huller. Ironisk nok endte det med at vi måtte løbe ned og flytte vores ting, for nu var den tørre plet vi havde lagt vores tasker på tidligere, ved at blive til endnu en "pool".
Så gik vi ud for at spise, og de andre snakkede om at tage ud og bowle (det eneste der er åbent her efter klokken 22.30 er bowling hallen, så det er der man tager hen og fester. Drengene er jo vilde med bowling så det ville de gerne. Men jeg skulle altså ikke nyde noget. Jeg var smadret og havde kvalme, og gik i stedet ud for at finde noget internet og ringe til min mor og far. Det var dejligt. Og på vej hjem derfra kunne jeg se en storm komme nærmere.. der var nogle kæmpe lysglimt, og der gik heller ikke ret længe før det var helt vildt. Jeg vågnede ved at vinduet smækkede meget højt, og det tordnede og lynede og regnen silede larmende ned.. og jeg tænkte "Uhhh hvor er Wally?"
Senere vågnede jeg da han kom hjem drivvåd og med en forstrukket muskel i det ene lår.. fjollet bowlingskade. Men ellers ved godt humør. Igår søndag skete der ikke meget. Vi sov længe.. ahhhhh og spiste.. Og om aftenen tog jeg med ud at bowle. Jeg var ikke særlig sej til det igår.. men det var stadigvæk sjovt.
Der er et fantastisk aftenmarked i Luang Prabang hver aften. Så mange ting man kan købe, det er ikke vildt billigt men det er stadig asien. Det ville være perfekt til hvis man lige havde købt sit eget hus og skulle bruge fede pynteting, gardiner, billeder, figurer, skåle af træ, smykker eller lamper. Jeg er ovenud fristet til at fylde en kasse med alt muligt og sende hjem, til når jeg en dag skal have mit eget hus og trænger til hyggelir. Jeg kan jo knap presse mere ned i min allerede kompromiserede backpack og det er stadigvæk den største taske jeg har set til dato. Så det går altså ikke. Jeg har allerede købt nogle tegninger på hjemmelavet papir, men jeg tror at jeg er nødt til at købe mere, nu må vi se hvor meget det koster at sende en kasse hjem, og hvor meget jeg tænker på det når jeg har set på tingene i et par dage.
Imorgen tager vi på tur, ikke roadtrip som ellers forventet, men vi tager en bus nordpå til en anden nice by. Daan har nogle gode ideer ... :) Så nu ser vi. Når vi kommer tilbage til Luang Prabang derfra må jeg tage en beslutning.
I aften tror jeg vi skal ud og bowle igen, forhåbentligt klarer jeg mig bedre idag. Jeg forstår ikke hvordan det kan gå vildt godt den ene dag, og så ellers nedadbakke der fra. jeg kan for det første kun bruge endten de lyserøde eller orange kugler, så hele hallen kan se at man er tøset. Og igår tabte jeg på et tidpunkt kuglen bagud og den trillede hele vejen hen til vores bord. Pinligt mand. Men jeg fik da een strike. Bowlinghallen er vildt overvurderet. Der er måske 8 baner, og efter 23 er der proppet med mennesker. Især fulde turister der ikke kan vende sig til at der ikke er nogle steder de rigtig kan drikke. Man finde også en del småseriøse Lao-bowlingspillere. Men rummet er ekstremt dårligt til så mange mennesker, der er høj dansemusik, det runger og der er en masse ekstraborde - til at beværte dem der ikke spiller. Oven idet er der jo selve bowlingen, som jo somregl ikke går stille for sig , og det skal jo overdøves, og dem der overdøver det med snak, skal overdøves af nogle andre for ellers kan de jo ikke høre noget, og pludselig bliver det enhver folkeskolelærers mareridt - bare inklusiv stive rapmundede irske piger og motorsavs-asiatere med alt for korte shorts. Så det gælder om at komme tidligt og gå tidligt, eller udnytte muligheden for at øve sig i at finde ro midt i kaos.
Men ellers er Luang Prabang et dejligt sted. Vi hygger os og er glade, og livet er godt.
Håber det går godt derhjemme. Kys og knus!

Så er vi i Nunkiauw (igen i tvivl om stavningen) der sidder en lille orange kat der tror at jeg spiser, og den miaver på repeat. Jeg har kun kaffe at tilbyde og det vil den ikke have. Sjovt som katte nogle gange kan se helt onde ud.. Jeg har foreslået den at gå ned i vores Bungalow og fange noget rotte men måske forstår den ikke dansk. Igår da jeg skulle tisse, kunne jeg ikke finde toiletpapiret (som her er lyserødt og meget tyndt-så det nemmere kan opløses i deres system) Og til sidst fandt jeg det, fuldstændig maltrakteret, flået fra hinanden, gnasket og ihærdigt presset ned i en sprække i væggen. Wally så ret uskyldig ud, så vi konkluderede at det nok var en rotte (der var også noget ekskrement til at tilføje til teorien) Men jeg synes altså det var lidt uhyggeligt, det kan ikke være en lille yndig mus der på så grov vis ødelægger og flytter rundt på en toiletrulle af den kaliber. Men da jeg nu havde et fælt billede i mit hoved af en fed brun rotte, med et sindssygt glimt i øjnene og blod på tænderne der boede der hvor jeg skulle tage bukserne af, fandt vi på at det var en putterotte, der gerne ville have en dejlig blød rede og den ville så gerne have toiletpapiret med sig. Så nu banker vi pænt på til rotteland, og hver morgen har puttemusen prøvet at tage toiletpapiret med sig igen, vi håber at den en dag får den med sig.
Det er jo fedt at bo i en bungalow, ude i naturen, vi bor 3 meter fra floden, der er høns og planter og træer, og vi har en balkon med en hængekøje. Vi har endda lyserødt prinsesse-myggenet som hænger ud over sengen og det er en hyggelig hule derinde. Det hele er lavet af flettet strå og træ, og der et utal af huller og revner i vægge, gulve og loft. Dét er jo dejligt og ligemeget når det er dag, men når det er nat, så bliver det meget mørkt, og hvis du tænder for lyset ved du at alle kriblekrable dyr der ser det, vil forsøge at komme ind i dit hus. Alle søde dyr er jo velkomne, og til en vis grad kan jeg kalde selv de fæleste insekter for søde, men igen, når man sidder der uden bukser og stirrer ind i de sorte huller, og håber på at der ikke kommer et behåret edderkoppeben ind og man så hører en uforklarlig lyd, så rejser man sig helt instinktivt og løber ud af toilettet, mens man skriger og hiver op i bukserne og måske løber man lige ind i sin stakkels civile kæreste som bare lige skulle tjekke at døren var låst og skriger igen fordi du ikke vidste at han var der. Det er bedst at tisse om dagen.
Det var nemt at komme hertil igår, jeg var lidt utilfreds med at vi skulle have den tidligere bus, og det begrænsede min bowlingglæde fordi jeg vidste at jeg ofrede gode sovetimer på at smide en kugle og misse keglerne alligevel. Men det gik nemt, efter bowlingen pakkede jeg, (det tog noget tid, fordi taskeindholdet, uden min assistance, havde spredt sig som en tornado over hele værelset) og selvom det var lige tidligt nok var det ikke så slemt. Busturen var også nem, vi ankom en time tidligere end vi havde forventet, steg ud og gik to minutter den ene vej. Så stod vi på en kæmpe gangbro, henover en flod, med bjerge op og ned på begge side. Woow.. Nice. Broen er måske ikke det kønneste, men har alligevel noget Laos-charme, mens naturen er smuk og der er vildt meget himmel. På vejen henover broen så vi nogle bungalow guesthouses, på den ene side af floden, og gik direkte derhen. Efter noget kiggen rundt, fandt vi de bedste bungalows, tog den ene og reserverede den anden til Daan og Caroline. De ville nemlig tage deres motorcykel herop. Senere fik vi en sms med informationen at de nu var 10km udenfor Luang Prabang og at de nu var ved at få monstret repareret for 3. gang. Oh my. Men de klarede det, og ankom lige før solen gik ned.
Nu er der skygge på balkonen, drikker mangojuice, Wally spiller guitar og Daan og Caroline er ved at rykke en seng ud på deres balkon, så de kan ligge ned udenfor.
Dejlige Laos. Jeg har spist karryris til morgenmad, og igår endte vi aftenen hyggeligt, med guitarjam og hyggesnak på balkonen i mørket. Caroline har det ikke så godt, måske er det solen, måske er det en lille feber, men vi tager en slappedag i hendes navn, hun er bleg, siger ikke meget - og har endda briller på idag. Men hun smiler alligevel, og ærligt talt behøver vi ikke særlig mange undskyldninger for at tage slappedage.
Der hænger en seddel på en pæl, om noget med noget Cinema og Wally var henne og tjekke det ud igår, det ser småt men rart ud og jeg tror at vi tjekker det ud senere.
Vejret er skiftende. Det er meget meget varmt - til tider lidt for varmt. Igår da vi ankom måtte jeg ligge og ralle lidt på sengen før jeg udmattet faldt i søvn og tog en middagslur, og vågnede og troede toiletdøren var hoveddøren og ret forvirret. Nåede op på i alt 4 kolde brusebade igår. Men når solen går ned bliver det dejligt køligt, der kommer en skøn brise og det er perfekt. Der var også lidt regn igår, og en fin regnbue kom for at sige hej, og man tænker lidt at Laos da bare må være model for samtlige børnetegnefilm ala Jordbær-Marie etc I Laos kan man også få farverige sommerfugleflokke der basker op når man cykler forbi, grønne bløde bjerge og glimtende lilla sten i vandkanten.
Caroline var mere eller mindre frisk efter slappedagen og den gik også rigtig dejlig afslappet med at spise på den lokale restaurant, og om aftenen tjekkede vi biografen ud. Faktisk rigtig imponerende. Tre rum, med et stort tv i hvert, 200 DVDfilm, og faktisk rigtig mange gode. Så det var en hyggelig aften.
Torsdag tog vi en båd op ad floden til en endnu mindre og endnu smukkere landsby.

Laos!!

Ja for syv søren, så har vi skiftet land!
Det er regnvejr, det er Laos, og det er Lørdag, vi er i Luang Prabang, på vores første hele dag, og bortset fra regnen er jeg ret tilfreds med stedet!
Men det er jo nogle dage siden bloggen alligevel. Den sidste blog er jo fra DENGANG vi var i Kina, (Bedstemor stemme: Jooo.. jeg husker det som var det i går...) I Menglá, på vores rimelig tvivlsomme værelse med badeværelseskunst - i form af to fliser der tilsammen gav en nøgen kineserdame - og vi tog senere på aftenen en stor kakerlak i at snige sig rundt på sengen, jaja så længe den kun er der når jeg sover, er den velkommen. Da det efter skriveriet blev aftensmadstid, og vi gik en tur ud for at finde noget mad, gav Menglá et lidt andet indtryk. Ærligt talt følte jeg mig ikke godt tilpas. Jeg ved ikke om de ikke har satellit-tv her eller hvad, men gaderne var fulde af meget fulde kinesermænd, og ikke på den der "Lad os feste og danse cha-cha-cha"-måde, men på en sørgelig grønlændermåde - som dem man ser bag hovedbanegården. Og der var mange, og det var et rimelig funky vibe man fik, nu man var rig og turist og i stedet for at føjte rundt, gik vi (bortset fra en lille detour til en DVD forretning) direkte til den samme restaurant som tidligere, og spiste. Der gik heller ikke længe før nogle fyre-i det mindste lidt yngre end den gængse grønlænder- satte sig ved bordet ved siden af os og bestilte nogle øl. De havde kigget på vores spillen kort og Wallys hår lidt før de satte sig, og selvom jeg gjorde mit for ikke at kigge på dem, kunne jeg godt mærke at de gerne ville i kontakt med os. Der gik heller ikke længe før den ene kom over med en øl og hældte det op i et glas og sagde "Cheers!" og vi sagde nej 31 gange men kunne ikke slippe. Jeg så stram ud og sagde "Okay, Yi!" (yi= 1/én!) og den ene så lidt afskrækket ud og sagde okay okay, men den anden havde tydeligvis fået lidt mere indenbords og han stod længe og snakkede kinesisk til os, jeg gætter på at (og her skal der måske streg under gætter) at han snakkede om at øl var godt og noget med at vi skulle være venner, han lavede hele tiden håndtegn til at øllet kom igennem halsen ned til maven og så blev man glad, og egentlig tror jeg at de bare var et par flinke fyre der ville havde noget selskab, men jeg var alligevel ikke helt tryg med situationen og jeg hader når man siger nej at de så bliver ved.. Altså det jo ikke folkeskolen mere. Så efter den ene rejste jeg mig en smule demonstrativt og vi sagde tak og gik hjem igen. Næste morgen skulle vi jo gerne tidligt op, fyren som high-jackede os til værelset havde nævnt et par dusin gange at han vidste meget om at krydse grænsen til Laos, og at vi skulle have amerikanske dollar, "Change money??? I have!! Many.. To cross border to Laos you need 30 USD,.." og han sagde det vildt hurtigt - tydeligvis indstuderet. På et tidspunkt viste han Wally sin pung med USD og han havde ihvertfald 1500USD på sig.. Snizzle, forståeligt at han spurgte os 20 gange om vi ville veksle. Men han vidste jo også hvor busstoppet var, og han sagde at han var i receptionen kl 7.30 fra den første bus gik mod grænsebyen. Her kom vi så til at sige "Maybe we will see you then.."
Næste morgen kl 7:00 bankede det på døren (selvfølgelig sov vi.. altså. Jo vi havde planlagt at tage afsted tidligt.. men skiftede mening undervejs).. bank bank bank.......bank bank bank.......bank bank bank og imens kunne man høre "IS 7:00!! NEED BIKERIDE TO BUS?!.. HELLO!" og Wally sagde, "Maybe 7.30 we come down.." og han svarede "OKAY! 7.30!!" og et minut over 7.30 igen, bank bank bank... bank bank bank... "IS 7.30!!! Need bikeride?? Exchange money? I HAVE!!" og wally kravlede ud af sengen og ingen af os kunne overskue at stå op nu, så han sagde... "No no no.. we sleep more ..8.30 maybe, we come down!!" og det er lissom om det der ellers meget tydelige og simplificerede "We come down!" blev overhørt for klokken 8.30 var han der igen, og vi gav efter og svarede "Okay, 15 minutes, we'll come down..." Så vi stod op og pakkede sammen og gik ned og så var han der ikke.. receptionisten gjorde sit for at trække tiden ud med at give os key-deposit tilbage, og han ringede til fyren og prøvede at få os til at vente, og 2 min efter, stod han der frisk og frejdig! "Need bikeride??" og vi syntes jo han fortjente det egentlig, siden han var vores personlige vækkeur, selvom vi var rimelig overbeviste om at det ikke var nødvendigt at køre derhen. Og han sagde "please sit" og pegede på sin cykel, med en anhænger med stor kasse bagpå, og vi tvivlede på om vi kunne være der, men han var optimistisk så det kunne vi godt. Her blev han så lidt ekstra hjælpsom, da vi kom i tanke om at vi stadigvæk ikke havde fået tage pasfotos af mig, det skulle jo til ved grænsekrydsningen, og selvfølgelig kunne han finde vej, det kostede os lidt mere (selvom det var på vejen til busstoppestedet) men så sad han jo også og ventede. Pasfotodamen var flink, rettede på mit tøj og mit hår og bad mig rette op og skyde brystet frem og jeg endte med at have vildt meget griner på da billedet blev taget - det var ellers fancy nok - hun havde endda de der sølvparaplyer de altid bruger for at styre lyset. Bagefter gik vi ind i et skummelt baglokale fuldt af papkasser og støv og der stod en pc med printer, og mig og damen blev enige om det bedste af billederne af mig, med et snuptag i Adobe gjorde hun den ellers ret støvbrune baggrund til ren og hvid, og slettede noget af mit viltre hår og så printede hun. Ja det var jo nemt, bagefter tog Wally også nogle, så han havde ekstra til de andre visa vi skal have senere på vores færd. Efter det kørte vores ven os til busstoppet og vi satte os ind, og så var vi på vej mod Mohan - der hvor vi skulle krydse over.
Jeg sov det meste af turen, og vi nåede frem, ret forvirrede. Det var en underlig lille pollypocket-hus-by. Mærkelige farver på husene, og grønne firkantede hække. Og vi fandt vej til Immigration, udfyldte en form, og nåede lige at blive rigtig nervøse fordi pas-fyren først ikke ville lade Wally igennem.
Han kaldte på en eller anden som aldrig kom og bad Wally udfylde en ny form, han gloede også længe på mit pas, på siderne, tjekkede om det var ægte, men lod mig til sidst gå igennem. Nu stod vi så på hver vores side af grænsen til Kina, og det gik op for mig at hvis Wally ikke kom igennem var vi egentlig på skideren. Jeg kunne jo ikke tage ind i Kina igen med mit "single-entry" visa. Problemet med Wallys visa var vores vidunderlige Wonderful i Yangshuo som uden grund havde forlænget Wallys pas til et 6mdrs Business Visa, og fordi politiet i Yangshuo er småkorrupte og betalte for at kigge væk, var der heller ikke nogle der sagde noget til at hans første visa sluttede den 14. og hans business visa startede den 18. Så der var er par dage udenom visaerne som ikke var i passet. Men man kunne sikkert godt betale sig fra de par dage. (mener det er 500-1000Y pr dag) Problemet var mere det der med Hvorfor han havde et business visa? Det er jo ulovligt for turister at arbejde i Kina, selv med et business visa er det ulovligt at modtage løn - så vi ville blive nødt til at sige noget med at vi arbejdede gratis, eller hjalp dem på skolen.
Oral College betalte heller ikke skat, de betalte politiet i stedet - og de er generelt også korrupte, så pludselig var vi ret nervøse. Wally var sikker på at han skulle udspørges i et baglokale, men ham som der blev kaldt på kom aldrig - jeg ved ikke om det var derfor, men til sidst lod han Wally igennem og vi prøvede at være cool men skyndte os alligevel videre ned ad gaden. Han lignede heller ikke ligefrem en Business-man.. :-)
Så skulle vi køre i en lille tuc-tuc ud af kinas store port og igennem Laos- visa ansøgninger osv. det gik fint. Ikke det store at skrive om. Vi kom igennem og nu var vi i Laos - med et 30 dages visum. Yes!! Så ville vi gerne til Luang Prabang og mødes med Daan. Men der var ikke nogle af de busser der, som kørte så langt. Vi kiggede i vores Laos-lonely planet (købte den i Yangshuo) og fandt ud af en by vi kunne tage til, som havde busforbindelser til Luang Prabang. Jo tak. Vi satte os ind.. en lille shuttlebus. Bare kiggede ud af vinduet, på landsbyerne og bjergene vi susede forbi. Allerede her kunne man mærke at Laos folk er langt mere chilled. Stille og rolige. Snakkede langsomt og faktisk de fleste af dem ret godt engelsk. Da vi kom til Luang Namtha bad vi chaufføren køre os til busstoppestedet - (vi håbede at kunne tage direkte derfra til Luang Prabang,) og det ville han gerne, der spurgte vi omkring og der var en fyr der sagde at klokken 15 kørte den fra et andet busstoppested. og nu var klokken 13, så det var jo okay - der var lige tid til at spise. (Jeg var dårlig af alt den køren, og vi havde stadigvæk intet fået) så vi gik ud for at spise noget - kom forbi et skilt hvor der stod "Bus-tickets". Så vi tænkte at det måske var en god ide at spise der. Vi vidste at turen fra Luang Namtha til Luang Prabang ville tage en 8-9 timer, og der stod i Lonely Planet at der kun gik een bus om dagen, fyren på cafeen sagde at bussen til Luang Prabang kun gik klokken 9 om morgenen - og at vi havde misset den for idag. Nu var hans cafe også et guest house, og jeg tænkte med det samme at han bare sagde det for at få os til at blive en nat der. Ti minutter efter kom vores ven fra busstoppestedet i sin tuctuc (lissom rikshaw, bare større) og sagde at han gerne ville køre os til stoppestedet nu. Men..gik der en bus? Eller hvad? Vi forklarede cafeejeren at tuctuc-fyren sagde at der gik en bus klokken 15, men han sagde at han havde ringet til sin ven på bustationen før, og der gik ikke nogen. Det er så her jeg gerne ville have at de måske snakkede sammen og diskuterede om der gik en bus eller ej, jeg ville hellere end gerne til Luang Prabang ASAP, men de to mænd talte meget lidt sammen og det endte med at mig og Wally så på hinanden og sagde "Hva tror du?". Selvom de stod lige ved siden af hinanden, hvis vi spurgte den ene "Så der går en bus klokken 15!?" så sagde han "Ja." Men den anden sagde ikke noget. Hvis vi spurgte ham sagde han "nej". GREAT. Vi spiste og talte om det og indså at hvis vi tog afsted nu, ville vi komme til Luang Prabang klokken 23-24 om aftenen - og vi vidste fra Daan at alting lukker klokken 23.Så måske var det bedste at blive. De to mænd snakkede endelig sammen og cafeejeren - som havde langt det bedste engelsk, konkluderede at tuctuc-chaufføren gerne ville køre os imorgen klokken 9, hvis vi ville have bussen der. Nå så var det jo afgjort...
Jeg ved ikke om den ene prøvede at narre os, eller om ingen af dem gjorde. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke talte sammen. Men jaja vi blev og sov på cafeen og så var alle vel glade. Dagen gik hurtigt nok med at veksle alle vores penge til Kip (Laos penge) som er et bizart højt beløb i tusinder. En vand koster fx. 4000Kip, og man er lige ved at sige "WHAT?" hele tiden. Men det vender man sig vel til. Inde i banken var der et stort tv med Wrestling.. fjollet. Om aftenen var vi ude at spise på en cafe, fik dejlig mad, spillede kort, jeg fik en piña colada og Wally en Lao beer, (lækkert) vi snakkede med et israelsk par og gik ellers hjem i seng så tidligt vi kunne. Klokken 8 blev vi vækket af en velkendt banken på døren og i et par sekunder forestillede jeg mig at det var vores kinesiske ven fra Menglá der meget gerne ville cykle os. Men det var cafeejeren der sagde at bussen gik tidligere end han troede så vi skulle komme ned snart. Det gjorde vi. Vores tuc-tuc ven fra igår stod der, og endelig sad vi i bussen på vej mod Luang Prabang. De første 4 timer sov jeg mere eller mindre. Men fik sneget mig til vinduespladsen og nød den fantastiske udsigt af grønne bjerge og landsbyer. Beskidte børn uden underbukser, gamle koner med stråkurve på ryggen, sorte behårede glade baby-grisebasser i solen, børn der bar rundt på mindre børn, sælgere, stråhuse, køer, høns med kyllinger i vejkanten, hunde der lå midt på vejen, lokale der vinkede, mærkværdige planter og træer, store hvide blomster der lignede trompeter der hang nedad, og ikke mindst fantastiske bjerge. Hundredvis af forskellige grønne nuancer, med blå bjerge i baggrunden. Det var overskyet, med huller - så ind imellem ramte solen noget bjerg og det lyste op som var det et maleri. der var sågar en regnbue midt i det hele - og det lignede så meget et eventyr at jeg ikke troede på det Det lignede sådan et børne-computerspil hvor man er en mariehøne på eventyr... meget smukt. Selvfølgelig kunne man ikke tage billeder af det. Bussen rystede som en male-bøtte-rystemaskine og der var flere sving end der var lige vej, jeg prøvede dog. Tror ikke det var en succes.
Men der var nu lidt langt til Luang Prabang, en del andre i turister i bussen og da vi endelig ankom stimlede vi sammen og tog en tuctuc til centrum. Selvfølgelig kørte fyren os til hans vens hotel - og ikke centrum. Demonstrativt traskede de fleste af os videre - vi var vel ikke får.
Wally og jeg fandt et sted og vi endte med at gi 55000kip for en nat. Ja det lyder vildt men det svarer til måske 50Y så det jo ik så slemt - tilgengæld var det det niceste værelse. kæmpe badeværelse (hvor alting virker) kæmpe rum med aircon. Men det bedste var sengen. AHHH! Den bedste seng jeg har sovet på siden jeg forlod min egen. For det første var det en rigtig madras!!!! I Kina er mange madrasser lavet af træ! Det ligner en madras - men den er ligeså hård som et bord, hvis den gir efter er det ikke særlig meget. Det er næsten fjollet at den overhovedet ligner en madras. Det kunne lige så godt være en træplade nogle gange. MEN nææ denne her var en ægte madras så blød så blød. Og ovenidet, så var der et grøn blødt sengetæppe over, og så så den jo også rigtig dejlig ud. Ja den er jeg glad for vi fandt.
Vi drak en kop te og legede lidt med en kat der gerne ville bide. Ja. Men vi skulle jo finde noget internet så vi ku komme i kontakt med ham der Daan, vi fandt et sted, og læste os frem til at Daan altså ville være i hovedstaden fra dagen efter til tirsdag/onsdag. Nå..jaa.. det var jo egentlig llidt irriterednde. Nu havde vi jo regnet med at han kunne lege med det samme. Men det er der jo ikke noget at sige til. Han troede at vi ville komme senere, og vi havde ikke fortalt ham at vi kom allerede nu. Men jaja okay, vi kunne nok godt selv finde på noget, vi havde jo også LonelyPlanet bogen, og så er man jo ikke helt fortabt.
Vi gik en tur ned ad gaden, der så ud til at være et marked, Wally sagde meget klogt at hvis han kendte Daan rigtigt så var han hernede et eller andet sted. Så vi gik en tur ned og så på ting. Undervejs faldt vi over en baguette-shop. (Wally spottede et skilt hvor der stod Cheese!) og damerne bag var rimelig overvægtige og sjove så vi købte to og lovede at komme tilbage til morgenmad.
Med vores lækre lækre baguette, med sennep på slentrede vi ned af hovedgaden, leder stadig lidt efter Daan, men uden håb, da vi går forbi en cafe hvor der sidder en sød pige, med en høj fyr med kasket.. Er den Daan? Wally er sikker, men jeg var i tvivl. Svært at se for kasketten når han kigger ned. Først var jeg sikker, så jeg var i tvivl, så var jeg sikker og så blev jeg i tvivl igen, men da vi var nået helt hen til den søde pige kiggede han op, og det var ham! :-) Glemmer aldrig hans ansigt. "Noooo!!!" Og han rejste sig og vi krammede og det var dejligt dejligt. Så vi satte os og snakkede og opdaterede hinanden og "This is so cool!" og "cant believe you're finally here!" og "wuhuu!" og vi drak et par Lao beer og der var en gekko uden hale der tissede på mit hovede, og vi lagde en masse planer sammen. Så, han tog jo til hovedstaden Vientiane idag, og vi aftalte lige at tage en slappe dag uden busser idag, og så tager vi derned i morgen. Vi skal jo have taget røngten billeder til NewZealand visaet (fordi vi har været i et tuberkulose risiko-land i mere end 3 mdr) og vi ka jo ikke købe flybillet før vi har visaet og billetterne blir dyrere og dyrere jo nærmere vi kommer på datoen vi vil afsted. Så hvis vi kan få taget de billeder i Vientiane, og så endda sammen med Daan så tager vi tilbage til Luang Prabang efter og slapper af. Daan havde også nogle planer for nogle sjove ting i byen han skulle, som vi kunne gøre sammen, og på vejen tilbage var der noget med noget Tubing som lød sjovt. Vi snakkede også om noget motorcykel roadtrip vi kunne gøre i området her. Så det lyder altsammet dejligt og sjovt. Jeg er herreglad for at vi mødte ham igår. Ahh.. så i dag har vi prøvet at komme i kontakt med ambassaden hvor vi skal se røngten-lægen, men vi ka ikke komme igennem. Jeg ved ikke om det er fordi det er weekend eller hvad. Men nu tropper vi op mandag, og så håber vi at han har tid til at se os!

(Hvis nu du læser det og tænker at det da slet ikke hænger sammen med den sidste blog du læste, så det fordi det er nr 2 opload idag, der er en tidligere der hedder Shangri La..)

Men ellers er alt godt. Jeg må finde ud af noget med noget billeder snart!!
Hejhej! Vi snakkes

Shangri La

Det er jo nærmest ved at være et par byer siden Dáli. Vi tog en regnvejrsbus til Líjiâng som er en 3-4 timer væk, jeg prøvede at sove men ikke med den store succes, der var samtidig en kinesisk krigsfilm (dvs sværd og heste) og en kvinde der var klædt ud som mand og det var tydeligt at det var en hemmelighed. Jeg ved ikke om det endte med at være en Mulan film eller hvad. Men jeg begynder at kunne se kunsten i at se film uden at forstå sproget. Vi ankom til Líjiâng - som sædvanlig - uden at vide hvor vi skulle hen eller sove osv. Vi vidste at Old Town var the place to go, og vi havde et lille kort hvor der stod Old town på kinesisk og ved at vise det til folk blev vi peget i den rigtige retning. Gik i.. en halv time, masser store veje, en rundkørsel.. ikke ligefrem en old town efter mit hoved. Vi kom forbi nogle lokale der stod og solgte grøntsager, med deres blå Emil-fra-lønneberg-hatte og netkurve på ryggen. De pegede os ned af en snæver gyde og vi tænkte.. "hmm... " men pludselig udspillede sig noget for os, den lille gyde endte i en stor plads, et kæmpe marked! Her kunne man tilsyneladende få alt! Grøntsager, frugter, kød, krydderier, kobberting, træ-bark, underlige svampeting, kæmpe meloner, grillede brød-snacks etc. Der var hundredvis af sælgere, handlende, hunde, kattekillinger, børn, cykler med ladene fulde af ting, folk masede sig forbi, mens markedet langsomt lukkede ned. Solbrune rynkede bedstemødre med tumlinger på ryggen og stressede handlende på vej hjem fra arbejde. Overvældede af det kæmpe miljøskift og alle menneskerne og dyrene og tingene, ikke mindst de mange mærkelige ting man kunne købe. Flydende i baljer (evt levende) tørrede i store sække, stegte på rygende grille og givet over træborde i store æsker eller små gennemsigtige poser. Vi gik rundt længe med alt vores bagage og bare kiggede helt forbavsede på alting. Men efter noget tid fandt vi stadigvæk ingen old town, vi var på vej ud af markedet, da vi blev peget ned af en endnu mindre gyde -som man altså ikke havde set hvis man ikke vidste hvor man skulle lede - og vi gik ned af den. Nogle flere butikker lå langs med gyden, med ting - tøj, tasker, lamper osv. Undervejs gamle koner der bagte pandekage-ting, og bedstefædre der solgte buketter fra deres vogne. Gyden endte ud i en anden gyde og en dame pegede os den ene vej og nu begyndte det at ligne noget. Et virvar af små gader og stræder og gyder dukkede op, cafeer, butikker og boder. Turister og træhuse, træer og småbroer over vandkanaler med guldfisk. Røde lamper, autentisk lavet stemning, men alligevel en del lokale rundt omkring. Ufhh det her var helt sikkert old town, men hvorn sævens finder man et sted at sove. Jeg fandt det rimelig umuligt at genkende de samme steder, og selv Wally synes ikke det var særlig logisk og nemt at gætte sig vej til et sted at sove. Vores hotel i Dáli havde givet os et kort på et hotel i Líjiâng, og vi vidste kortet til forskellige lokale, men når man blot blir peget i en retning eller gået noget af vejen - sådan finder man altså ikke det man søger... :) En butiksejer skulle alligevel på toilettet så fulgte os noget af vejen, da hun noget toilettet pegede hun os videre og indenfor 2 min stod vi med tre forskellige retninger at gå.. Nå. Vi tog den ene og efter et par sving og en lille bro henover en kanal kom vi forbi en bygning med skitse-tegninger på vinduerne og da vi kiggede ind så vi malerier og instrumenter og en midaldrende langhåret kineser med skæg jamme alt hvad han kunne på en guitar mens han råbte et eller andet og nogle andre klappede og tog billeder. Vi kiggede lidt og fnisede ind ad vinduet og pludselig opdagede de os og råbte at vi skulle komme ind, vi så på hinanden og tænkte "Tjo, hvorfor ik?" så vi gik hen til en meget smal dør, henover hang en sort spand hvor der med kridt og sjuskede bogstaver stod "bar".Vi kom ind "Heeeeyyaahhh..." og vi blev sat ned og de gav os en foliebakke med død kylling og vi brugte det eneste kinesiske vi kunne sige "Woamen Chi Sú" (Vi er vegetarer) og de grinede og råbte "Chi SU!!!" og så fik vi nogle jordnødder med et hint af hvidløgsmag og ikke mindst nogle skåle med klar alkohol og vi skålede og de kunne ikke sige meget på engelsk, men de var alligevel glade for at se os. Så sad vi der lidt kiggede rundt. Masser malerier, laid-back stemning, trommer og kunst. De var en hel del mennesker, mest mænd mellem 30 og 50 år, og vi kommunikerede lidt og den ene tog guitaren frem igen og fyrede den af (han spillede ikke noget rigtigt.. bare lala) så vi tog den lille blå frem og jammede lidt med dem, den langhårede fandt en hel masse trommer frem og delte ud, og vi gik i gang med en jam, de spillede ikke særlig meget i takt, men det var fedt alligevel. Så lidt efter kom der et lille band ind, og spillede med, de var bedre til at jamme, og vi spillede nogle Radiohead numre og der kom rigtig gang i jammen. De gik inden så længe men mig og Wally blev og hang ud, og det var hyggeligt. De pegede hele tiden på os og guitaren "spil spil" .. jo da de fik lidt Prince, lidt Dylan og lidt Red Hot. De var meget begejstrede for os og klappede, filmede, sang med så godt de kunne og ikke mindst skålede! Skååål! Jaja skål skål, inden længe tog jeg så små tåre som overhovedet muligt. Det smagte ligesom ren vodka og så var det bare hele tiden. "Gaambéé!" Nogle flere var kommet til, og nogle andre var gået og i udskiftningen var der nu også kommet en pige med et rimelig forståeligt engelsk, som hjalp med at oversætte og kommunikere generelt. Hun forklarede os at de allesammen var meget kendte kunstnere og kritikere ("som skriver kritiske artikler" - var de eneste detaljer vi lige kunne få ud af det) og at der for tiden var et kunstnerseminar, og de rejste rundt i Yunnan, idag Líjiâng og i morgen Dáli. Nå ja så ved man da hvem man skåler med! Det var ved at blive sent, og nu ville de have os med ud at spise, men her var det at vi var nødt til at være lidt fornuftige, vi havde jo stadigvæk ikke noget sted at sove. Men dét var ikke noget problem det kunne de sagtens hjælpe os med, der var jo masser af steder heromkring, før vi gik ville de bare gerne have at jeg sang en sang mere, for min stemme var så god. Jamen sådan en kan man jo ikke sige nej til, så jeg gav dem Samarkand og jeg tror de var glade. Så vi gik ud, de fandt os et hotel lige ved siden af deres bygning, og det var billigt og hyggeligt og der var ingen problemer der. Vi løb op og lagde vores ting og gik ned for at mødes med de andre som ventede udenfor. På vej til restauranten (som var virkelig langt væk syntes jeg) kunne jeg godt lidt mærke den der rene vodka-bryg, og jeg gjorde mit bedste for at notere mig vejen ud. Ikke at jeg betvivler Wallys ubesejrede stedsans, men han var nu begyndt at sludre ekstra muntert. Endelig kom vi til restauranten, en af den slags ude på gaden, med 20 cd høje taburetter som stole og borde i samme stil. Midt på bordet kom en kæmpe stål gryde. Jeg ved ik.. minimum 10 Liters gryde. Med noget suppe i. Lidt efter kom der en lille stål-rullevogn forbi, ligesom den slags man har på badeværelset, lav med 3-4 hylder og så bare proppet med ukogt mad, en hylde med grønne ting: salat, spinat, kinakål, porrer osv, og en hylde med tofu, champignoner, tomater osv og ikke mindst en hylde med alt muligt kød. Nånå, spændende. Så kom der er en skål med Chili (lissom dem de har hos kebabmændene) og hakket hvidløg og en skål med koriander. Så skulle man selv blande sin egen dip, med suppen fra gryden og de førnævnte ingredienser. Og så blev alle tingene fra rullevognen hældt i, og så skulle vi bare ta for os. En ting jeg generelt synes er meget inspirerende er kinesernes måde at spise på. Alle deler noget der står i midten, så snakker man om det, giver hinanden nogle gode stykker, plus man vælger selv hvad man vil have. Man bruger ikke en ske, men spisepindende, så får man ikke noget man ikke kan lide. - og hvis man gør spytter man det bare ud på bordet - det er helt normalt. Og alle hygger sig om bordet og snakker om maden."Er det her mon en champignon?" - "Nej det der er tørret griseblod.." - "....okay.. den lægger jeg så her."Det er bare meget mere socialt - end når man er ude og spise i Danmark, så bestiller alle en tallerken "jég skal ha' stjerneskud!", "jeg ska ha hakkebøffer" osv osv. Her bestiller man bare en masse retter og så tager man bare hvad man vil have, og deler prisen. Altså.. det er da et meget sjovere måltid! og meget hyggeligere, når man nu går ud for at spise sammen og ikke spise hver for sig.Nå men der blev heller ikke lagt en dæmper på drikkeriet herude og jeg gjorde mit for kun lige at nippe og når de insisterede på at fylde mere i mit glas stoppede jeg dem efter en halv. Jeg er jo en pige så jeg kunne smile piget og slippe. Men Wally derimod den stakkel. Der var No Mercy der, jeg ved ikke hvor meget de fik hældt i ham, men de skålede jo hele tiden (nu tog han jo altså heller ikke små tåre) og fyren ved siden af ham havde fået nok, og han sad snedigt og tømte sit glas op i Wallys hver gang der var plads. Oveni det havde vi ikke spist hele dagen, og vores aftensmad var suppe, så da det var på tide at sige godnat, slingrede Wally pænt meget. Han var dog ikke i tvivl om vejen, da han jo er lige som en due (det fik jeg af vide ret mange gange de 20 min det tog at komme hjem) .. og duer kan altid finde hjem til reden. Jaja han fandt da også hjem, de havde gudhjælpemig givet ham resten af flaske nr 3 med sig, så han havde den under den ene arm og mig under den anden og så gik vi. Der blev udvekslet kærlighedserklæringer både fra og til artisterne da vi nåede til farvellet ved vores hotel og inden længe lå vi ned. Her skulle aftenen så ikke slutte, Wally var dårlig, og der gik timer før han endelig faldt i søvn.Næste dag gik med tømmermænd, vi tullede rundt i Líjiângs stræder og snoede gader, spiste, sad det ene sted, og det andet sted, kom hjem og opdagede at guitaren var knækket og at det måske var Wally der havde smidt sig på den i nattens brandert. Åhnej! Nå vi gik seng med en film og noget guf. 2. dag var mere eller mindre samme program, stemningen var blot lidt bedre, vi fandt noget lim og gik en tur ud på det lokale føromtalte grøntmarked, som stadigvæk var imponerende og fedt at gå rundt på. Vore videre færd skulle også snart fastlægges, og vi havde erfaret i vores Lonely planet at der var en cafe i Líjiâng som var eget af et flinkt rejselystent ægtepar der kunne svare på alle vores spørgsmål om sightseeing i området. Især ville vi meget gerne vide mere om nogle bjerge og kløfter, som går under navne "Tiger Leaping Gorge" (noget med at en tiger havde hoppet over nogle sten der.. eller.. ja jeg ved det ikke faktisk) MEN der var noget med en fantastisk vandretur man kunne gøre sig der og den slags kan vi jo ret godt lide. Tilgengæld var det lidt af en krig at finde vej til den Cafe der, vi ledte og ledte og mistede ind i mellem modet, men gav aldrig op, og efter en yndig hundehvalp, en gade med tag-tegl og en bod med ægte silke, var vi lige pludselig på en gade med et navn der stod i bogen. Habberlabber! Så kunne det jo ikke være så slemt, og inden så længe fandt vi da også stedet (vi var gået forbi det 3 gange...) Nå var vi her så. Det så ikke ud til at der var nogle engelsktalende mennesker her. Vi lod som ingenting til at starte med og købte et meget dyrt stykke kage, som vidste sig at være det værd. Af den slags hvor man tænker "Nå det er SÅDAN en cheesecake skal smage!" Så var vi lidt online, og da servitricen kom forbi prøvede jeg med en genial taktik: "Excuse me.. do you have any... hmm...advise here?!" (jeg var lige ved at bakke ud undervejs, da jeg indså at hun faktisk tænkte over om de havde det der Advise på menuen..) Wally gjorde sit for ikke at sprutte af grin, og jeg havde selv svært ved at holde masken da jeg sagde at det var okay, i noget tid efter vedholdte jeg mig min stolthed ved at sige at det var et smart move at spørge hende om Advise, for at teste hendes engelsk - men har senere måtte indrømme at det var lidt fjollet af mig, den stakkels pige havde ingen ide om hvad jeg snakkede om. Og det er jo egentlig også ret forståeligt. Nå jeg prøvede at lade være med at tænke på at dagens lange forsøg på at finde det her sted endte med ingenting, og jeg var online med mine forældre da Wally kom løbende op ad trappen og sagde at han havde mødt en anden servitrice som havde masser af advise og hun var meget hjælpsom og i løbet af et par sætninger havde vi besluttet os for at tage afsted mod Tiger Leaping Gorge allerede dagen efter. Så var der lige det med tasken. Min håndtaske var knækket over på hanken og jeg havde besluttet mig for at når jeg nu alligevel skulle have en ny, så skulle det være en rygsæk, for det er hårdt at bære en tung taske over den ene skulder. Jeg havde én bestemt taske i kikkerten, men damen ville have 320Y for den. Jeg gik ud fra at jeg kunne prutte lidt med prisen, selvom det var en lidt snazzy butik. (Jeg havde tidligere samme dag pruttet et par brune hippiebukser fra 180Y til 50Y og det var også en lidt fancy butik, så..) Men taske-damen der var altså ikke til hverken at hugge eller stikke i, nu kom vi jo også tilbage et par dage efter du ved og så stadig meget begejstrede ud, så hun tænkte nok at vi købte den alligevel. Men jeg prøvede den på, og den var faktisk ikke så fed som jeg huskede den. Jeg lignede lidt for meget en turist (og det er det værste synes jeg) Vi gav hende en sidste chance for at sætte prisen ned, og hun så lidt for selvtilfreds ud da hun sagde nej, og da vi så gik uden at se på tasken en ekstra gang, så hun godt forvirret ud. Men sådan er det, tasken var blevet grimmere og grimmere mens jeg stod der og set i bakspejlet havde jeg nok ikke givet en 50er for den alligevel. Nå.. men det var ved at blive sent og den tid vi brugte for at lede efter taske, blev taget fra den vigtige nattesøvn vi havde foran os. Jeg eksperimenterede med at se målrettet ud, og gå meget hurtigt, i håb om at de langsomme stenede kineserturister for en gangs skyld ville flytte sig for mig, (det virker på strøget!!) Men efter at jeg gik mere eller mindre frontalt ind i en munk eller en gammel mand (eller var det samme person!?) holdt jeg op. Vi var lige ved bare at købe en ekstremt grim laksefarvet børnerygsæk med striber, sådan i hårdt hæklet garn, jeg var endda begyndt at tænke at den måske var så grim at den var sej, men efter jeg prøvede den på, var vi altså nødt til at gå videre. Men da der ikke var andet der fristede, og vi var faktisk på vej tilbage til laksefarvede, da der ud af det blå dukkede en helt overset taskebutik op. Brun læderrygsæk, lækkert foret, masser lommer og så dufter den! Uhmmm den var perfekt. Damen var lokal og prøvede først med 280Y og vi fik hende nemt ned til 180Y men så heller ikke længere. Og jeg kunne ikke skjule at jeg var helt vild med den. 180Y! Fed deal syntes jeg, og jeg er så glad for den taske, hver gang jeg ser den bliver jeg helt varm indeni. Det er næsten fjollet.. Men nu havde vi en taske. Så manglede vi bare at lime guitaren og det så ud til at lykkes, så vi lod den tørre (også henover de næste par dage) pakkede det værste og gik i seng.Næste morgen trak vi i backpacksne og traskede ud for at finde busstoppestedet, der var lidt langt denne synes jeg, men det er alligevel utroligt hvor lidt man lægger mærke til de 15kg ekstra man slæber bagpå. Vi nåede frem, en pige med fint engelsk skulle samme vej, så hun hjalp os med at få de rigtige billetter, og så sad vi i den lille bus på vej mod Qiautou. Jeg havde valget mellem at blive køresyg eller falde i søvn, så jeg valgte det sidste, og blev vækket ved at alle forlod bussen, vi havde gjort stop ved et udkigspunkt, og vi fik 15 min til at tage billeder der. Det var da også en ret fed udsigt! Med duggede bjerge og et 500år gammelt hus/tempel på kanten. Sjovt at man tager en offentlig bus, og den så stopper et kvarter så man kan tage billeder ved en turistattraktion.Da vi så nåede Qiautou blev det hele serveret for os. Bussen holdt ved en tvungen billetluge (man kunne ikke komme forbi der uden at købe billet til Tiger Leaping Gorge, fordi der er mange der tager allemulige smutveje og undslipper at betale.) og mens den holdt stille kom en min 50årig australsk kvinde ind, i små hvide shorts og stropbluse uden bh, og irgrønt hårbånd om sit korte mørke hår, og råber om der er nogle der skal på vandretur!? Jo det skal vi da, men så sku vi komme med hende. Så det gjorde vi. Hun havde bagageopbevaring for os, og det kostede næsten ingenting. Vi fik sågar en mexicansk pandekage med baked beans, og en med tomat og ost, og så resten af en fjollet komedie på hendes tv. Wally skrev Gibraltar på hendes ene væg (der havde hun aldrig haft nogle fra før, der var derimod masser fra Dk, og der var ikke rigtig plads, så jeg sagde nej tak..) Margo, som hun hed var lidt småfebrilsk, ville ikke rigtig forklare hvad hun dog lavede her, og hendes gigantiske samling af DVD film gav mig det indtryk at hun var lidt ensom. Men hun var superflink, maden var god og billig og hun var en kæmpe hjælp for sådan nogle som os, som ikke vidste så meget om det hele. Klokken 12.40 var vi ved at være klar til at gå og det gjorde vi. Vi tog kun min taske, vand og Sokrates (vandrestaven) med, og snakkede lystigt mens vi traskede opad i middagssolen. For det meste var der ikke andre mennesker på turen, som retningsanvisning fulgte vi nogle røde og gule pile der var malet på sten på vejen. Nogle gange var der ikke nogen pil og man måtte gætte hvis stien delte sig i to, og nogle gange overså man pilen og måtte gå tilbage. Turen blev smukkere og smukkere, og vi kom højere og højere. Det er en sjov følelse når det klikker i ørerne fordi man GÅR opad. Undervejs blev vi overhalet af et australsk par og vi overhalede en rigtig underholdende skotsk herre med en fantastisk accent, som vi fulgtes med noget af vejen. Han var sjov. Vi endte dog med at følges med ham det sidste stykke til hans GuestHouse, hvor han ville sove, så der sad vi lidt og holdt pause mens vi snakkede med ham. Vi skulle gerne nå til Tea Horse, vores planlagte sovested inden det blev mørkt. Så vi måtte videre inden det blev alt for hyggeligt. Her begyndte det så at blive hårdt. De sidste 3 timer havde været mere eller mindre opad bakke, og jeg var begyndt at blive lidt træt af at være forpustet, nu havde vi jo holdt et moderat tempo fordi vi fulgtes med skotten, og han krævede flere pauser. Men nu synes jeg altså ikke det var så sjovt mere. Det var fugtigt og varmt, og nu er jeg jo ikke ligefrem den store maratonløber, og da alt hvad jeg kunne se var op op op op op, begyndte jeg at miste modet. Mest fordi jeg vidste at der ville komme noget senere der hed de "28 sving", som er 28 stejle sving opad bjerget, og de skulle være det værste på hele turen. Og her gik jeg og var lige ved dåne allerede. Jeg havde også på fornemmelsen at vi skulle gå nedad igen efter det her, og at alt det "op" som jeg fik lagt bag mig, skulle gentages senere og det hele resulterede i at jeg begyndte at græde i min lidelse, og Wally så forvirret ud og spurgte om vi skulle gå tilbage, men nej da.. for søren. Det ville da være det værste at gøre. Så vi holdt en lang pause der, og snakkede lidt og han var altså rimelig sikker på at de der berygtede 28 sving var dem vi var i gang med lige nu.. og pludselig så det hele en del lettere ud. Og der var stadigvæk langt til toppen, men sammenlignet med hvad jeg frygtede, var vi jo på toppen lige om lidt! Wuhu... vi holdt nogle flere pauser, men nåede toppen indenfor et par timer og det var meget smukt, og jeg var meget glad. Efter det var det mest nedad bakke, solen truede med at gå ned snart, det var blevet køligere, og vi tog en masse billeder, og holdt pauser for at nyde det og spise en kiks osv. Vi kom i gennem noget der lignede skov, en lille landsby og til sidst klokken 19.30 nåede vi som de sidstankomne vores guest house, Tea horse. Det var lige begyndt at regne og der gik ikke længe før det var mørkt. Vi spiste en Naxi-sandwich (Naxi er navnet på det lokale folk) med æg, løg, tomat og masser af brød tog et slag 500 og gik i seng. Først var der jo lige det med toilettet. Det var nok det mest ubehagelige toiletbesøg jeg har været ude for. Når det er bælgmørkt og den eneste lampe i metervis er den skærmløse pære der hænger og oplyser de engang hvide vægge på det 100% åbne toilet. Ikke nogle døre, ikke noget privatliv. Selve toilettet var en revne ned i gulvet, og så var det bare på hug, der stod en stor papkasse til det brugte wc papir og det værste af det hele var dyrene. Der var så mange. Natsværmere, kakerlakker, biller i alle størrelser og former, flyveinsekter og kravleinsekter og de var over det hele. Når man så sidder der med bar "alting" og tisser ned på et halv dusin flyvebiller og frygter at bare een af dem beslutter sig for at flyve op og væk, går der ikke særlig lang tid før man ikke skal tisse mere. Jeg skyndte mig at lukke øjnene og tænke på noget andet, og så hurtigt jeg kunne løb jeg gennem regnen tilbage til vores værelse. Som ellers var beskedent men dejligt. Vi havde jo den bærbare med (jeg turde altså ikke lade den ligge i Margo's lidt for åbne bagageopbevaring) Så vi så en film og crashede i nogle dejlige dyner, i nogle dejlige senge, med bjergudsigt og næste dags fantastiske gåtur i vente.Det skulle eftersigende være mest nedad bakke næste dag, men af den grund blev det ikke mindre smukt. Bjergene var sporadisk dækkede af tåge, himlen var blå og skyet og vejret var perfekt til en gåtur. Vi tog hyggepauser frem for vejrtrækningspauser. Vi kom forbi et lille vandfald, og et flækket vandrør der gav et lille ufrivilligt brusebad. Vi kom forbi blomster, bær, tibetanske flag, lokale på heste der tilbød at ride os ned i stedet for at gå, blå biller, små tusindben fyldt med hår og ikke mindst fantastiske udsigter. Skovpletter hvor jorden var blød af visne orange grannåle, tørre pletter hvor alt var stenet og sandet og klippevægge, formede efter tusindvis af lokale - og turisters fodspor. Pludselig mødte vi en ensomt strejfende bjergged, eller måske var det en væder (?) med lysebrun pels og store sorte bøjede horn, den så lige lovlig målrettet ud, og den gik lige forbi os, stien var for smal til andet. Den vidste nok at den havde mere ret til at være der, end vi havde.Pludselig var vi nået langt ned, ørerne klikkede igen, og det sidste stykke var igennem noget der lignede nogle lokale marker, det var ret stejlt og jeg begyndte at blive glad for at turen snart var slut, jeg er ikke sikker på hvor lang turen egentlig var, men vi gætter på en 20km ca henover begge dage. Nå tilbage til civilisationen. Her var masser andre turister, alle spiste og ventede på deres busser, nogle den ene vej, andre den anden, vi vidste det ikke helt endnu. Vi skulle jo i hvertfald tilbage til Qiautou og have vores bagage, og bagefter skulle vi den modsatte vej til Shangri La, som ville være blandt vores sidste byer i Kina. Man kunne få en bus fra Qiautou til Shangri La, men for at komme til Qiautou skulle man enten blaffe eller tage en anden bus, til 20Y, vi følte os lidt nærige med pengene og trætte af at betale formuer fordi vi er hvide, og faldt i snak med en 20-25årig kinesisk turist som også ledte efter en billigere vej videre. Han ventede på en lokal bus der ville tage ham med for 5Y, men vi ville nok ikke slippe for meget mindre end 20 alligevel, nu vi ikke var kinesere. Jaja.. men hvad skal man gøre. Vi blev og ventede på den ene eller den anden bus, da vores ven fra før pludselig kom hen til os "Its your lucky day!!" Han havde fundet en bil der først skulle til Qiautou og bagefter til Shangri La. Han var en udlejet chauffør som første skulle køre nogle kinesiske turister til deres hotel i Qiautou og bagefter skulle han hjem til sig selv i Shangri La, så først skulle vi altså vente på at de der turister kom tilbage fra vandreturen, og så måtte vi sidde i bagagerummet indtil vi nåede Qiautou, for jeepen var fyldt med turister. Vi skulle slippe en 50'er hver og vi skulle nok have sluppet det samme med offentlig transport, men her kom vi for det første hurtigere frem, da det ikke var en bus, men en direkte tur, og vi sad - og kørte godt, i fred og ro (bortset fra hans fantastiske kinesiske stammeagtige musik på repeat på afspilleren) Men det hele var en del af charmen, og vi så Shangri La og det tibetansk-lignende landskab brede sig ud for vores vinduer. Det var en rigtig dejlig tur. Han kørte os til der hvor vi ville hen i Shangri La, og det regnede og vi tog vores ting, gav ham pengene og sagde mange tak til hinanden. Der gik ikke længe før der kom en dame og spurgte om vi ville sove, og hvem vil ikke det? Så vi gik med og værelset var fint, prisen var okay, så vi sagde ja tak, lagde vores ting og gik ud for at finde noget mad. Det var ved at blive sent og butikkerne så lukkede ud. Men vi fandt en hyggelig cafe, "Rosas" som vi senere skulle komme til at tilbringe ret meget af de næste dage på. Vi spillede kort, spiste mad, så et skilt hvor der stod Free Wireless og besluttede os for at tage Wee med og komme tilbage dagen efter til en dejlig internetupdate -dag. Så det gjorde vi. Gik en runde i Shangri La old town, og var ellers ikke særlig imponerede over stedet. Det var da hyggeligt nok. Men.. ikke rigtig det vilde. Dagene gik med at hænge ud på Rosas, gå ture i byen, små shoppe lidt. Den sidste dag gik vi en tur hen til et tempel, som var ret flot. Tog nogle billeder, drejede lidt på en stor guld-søjle og kiggede på mennesker. Jeg købte en bedekæde med 108 perler, og et armbånd. Wally købte et perlearmbånd, og vi var begge tilfredse med vores hurtige beslutning om at tage natbussen nedad mod Kunming mandag aften. Så var det pakke sammen igen, købe busbillet, købe proviant og så tog vi den ene bus til stoppestedet og en kogt majskolbe fra en snack-bod senere lå vi i en sovebus på vej til Kumning. Bussen var sjov. Vi brugte det sidste dagslys på at se ud af vinduet og spille et slag kort til skumringen gjorde det umuligt at se forskel på spar og hjerter. Vi lå på et "stort" tre-mands-sæde sammen med en kineser med en stor sort vorte under næsen. Fedt at vi lå sammen, vi kunne jo ligge i ske! Men altså ikke med kineseren...Nu sidder jeg så i en natbus i Kunming, turen går denne gang syd til Zhing Dong (jeg ved ik om jeg er mest i tvivl om stavemåden eller udtalelsen) men vi bliver der ikke så længe, vi skulle gerne ankomme klokken 5 om morgenen, og have en anden bus klokken 6.30 og forhåbentlig hvis vi når det, have endnu en bus på en times tid - før vi når grænsen til Laos, men rygtet siger at de der Laonesere (??) har det med at pakke grænseboden sammen så hurtigt de kan slippe afsted med det så måske når vi det ikke allerede imorgen. Men nu ser vi. Dagen i dag har været lidt rodet må jeg indrømme, vi ankom med natbus fra Shangri La, dejlig sovebus, med meget små senge, jeg sov som en sten mere eller mindre hele vejen og blev vækket klokken 6 ved at vi var ankommet. Okay, vi kravler ud, finder vores bagage, og erfarer desværre at guitaren officielt er død. Jeg troede ellers limen ville holde, men den klarede altså ikke busturen, og denne gang er halsen knækket helt af. Jeg er ret sikker på at den er klar til at nå de evige rismarker, men vi har alligevel taget den med os videre. Ikke nok med det, det tisser ned. Kunming er grå og våd og vi aner ikke hvor vi er. Nå vi tager hele oppakningen med ind på stationen og prøver at skaffe en billet videre i aften, mod føromtalte og stadigt betvivlet stavede Zhing Dong. Men skrankedamen ved billetlugen var en af de 30% superirriterende kinesere som ikke forstår, ikke gider hjælpe og slet ikke giider at prøve. Skalk. Hun rystede bare på hovedet og sagde "no", men da Wally kom tilbage for 3. gang skrev hun tilsidst 80 på et stykke papir og pegede på busstoppestedet udenfor. Nå vi vurderede at vi skulle tage bus 80, og da det var det eneste råd vi havde tog vi chancen. Bus 80 blev hurtigt fyldt klokken 7 tirsdag morgen, og vi kørte rundt og håbede på at finde et vejnavn vi kunne genkende fra vores lille kort af Kunmings centrum fra vores Lonely planet bog. Nu skal jeg ikke kunne sige om bus 80 altid er så proppet, men da det var "tage på arbejde tid" og samtidig psykoregn, var der ikke en eneste ledig plads. Ruderne var duggede og vi kunne ikke se ud, hvis vi da overhovedet kunne se en rude for mennesker. Vi anede ikke hvor vi var, eller hvor vi skulle hen. Men efter en time spottede vi et vejnavn vi genkendte, og vi vurderede at vi var på vej til Kunmings hovedbanegård, sweet as! Vi lagde vores bagage til opbevaring og tænkte "ahhh". Vi vidste nu hvor vi var, og her havde vi endda været før, så det var ret nemt at finde rundt. Vi fandt en information på togstationen og hun rystede på hovedet og sagde "bus, bus" og pegede til siden og der åbenbarede der sig endnu en busstation for os, "nææææ!" Det vidste sig tilgengæld at være et mylder af sindssyge kinesere, som allesammen enten ville springe over, skubbe, glo eller have vores penge. Snizzle. Især gik der en del bus-hververe rundt som ledte efter passagerer, og råbte forskellige byer til en: "DALII, LIIJIANG"..og hvis man er turist kan man godt blive spurgte 7 gange af den samme chauffør før de fatter at man HAR været der, og at man GODT FORSTÅR HVAD DE VIL.. "Buo Jau Xie Xie" = Nej tak, okay?!!" Vi stillede os i kø til billetskranken, og indenfor et par minutter havde vi en lille gruppe af de omtalte busfolk omkring os, for hvis vi ikke skulle til Dali, Líjiâng eller Shangri La, hvor skulle de hvide mennesker så hen? Her er det så at man møder en af Kinas andre 30% som er interesserede og meget hjælpsomme og gør en ekstra indsats for at komme en til undsætning. En ung studerende med et meget fint engelsk som stod foran os i køen, og han lovede at hjælpe os når det blev vores tur, flokken af passager-indsamlere stod stadig rundt om os, og et par af dem syntes at det var vigtigere at de stod ved siden af Wally end at jeg gjorde.Vi fik billetterne og alt var fint, indtil Wally spørger hvad tid bussen gik. "Den går nu" siger den søde dreng. NU?? "Jaa om 5 minutter" - Snizzle!! Det går jo ikke, vi ville afsted i aften! Plus, vi havde jo ikke vores bagage med os. Ahhh... her tog jeg mig til hovedet og tænkte NejNejNejNej... og et par meget stille sekunder efter siger fyren "OOoooookay, jamen så må i have den ændret. Det må i undskylde. Ham her gør det for jer, for jeg skal nå en bus." Og så gav han vores 400Y billetter til en af tilskuerne og vi fulgte målløse efter ham, og et par minutter efter stak han billetterne i vores hænder og pegede på busserne. Det skulle vise sig at damen bag skranken ikke særligt autoritært havde streget afgangstidspunkt og busnummer ud og skrevet noget andet med kuglepen. Jaja den ville ikke gå i Danmark, men måske i Kina? Vi havde i hvertfald fået nok af busstationen så vi sagde mange tak og gik vores vej. Nu var der så 12 timer til bussen, og jeg har senere idag gentagne gange tænkt over hvor dejligt det havde været hvis vi bare havde taget den bus klokken 9 om morgenen. 12 timer i regnvejrs Kunming... bummelum. Vi havde selvfølgelig glemt alt regnvejrspraktisk i vores bagage, som lå ved togstationen. og i lang tid insisterede vi på ægte onkel joakim- vis på ikke at købe en ny paraply men endte alligevel med at lade os knække af det ustandselige nedbør og investere i en blå sag med tulipan mønster. Nå nu da vi havde hele dagen, kunne vi ligeså godt skaffe dollars, til Laos visummet og pasfotos til samme. Vi fandt en bank og fik vekslet, men ingen pasfotoautomat. Det gode ved sagen var at vi jo havde været i Kunming før, derfor kendte vi til en hyggelig pub/bar hvor vi under vores sidste dagsophold i Kunming havde tilbragt det meste af dagen i selskab med vores kortspil og en cd med laid back cover numre af Rolling Stones. Vi agtede at gentage succesen og vadede i det våde vejr under den blå tulipanparaply ind til vi endelig fandt frem. Et par kaffer, en del omgange 500 (vi spiller til 10.000- er på omkring 6000 for tiden) og et forsøg på at kropstørre vores tøj begyndte vi at blive sultne, så vi gik ud for at finde en taxa hen til den nice vegetarrestaurant vi var på sidst vi var i Kunming. Men det er lettere sagt end gjort at finde en taxa i regnvejr, og selvom der var hundredvis, var de allesammen optagede. Efter noget tid fandt vi en taxa-holdeplads, og der var et par kinesere med paraplyer der stod og ventede. "Næ hvor civilt!" tænkte vi, og stillede os bagerst. Men indenfor 10min var den såkaldte kø spredt ud over et par meter og det var "enhver er sin egen lykkes smed" og "den der kommer først til møllen" for alle pengene. Selvom vi var rykket fremad i køen endte vi på magisk vis nu med at stå bagerst og jeg tænkte skalk skalk skalk, når de allesammen viftede med armene for at få den taxa som retmæssigt skulle tilkomme de våde turister. (mig) Men "haha" og janteloven vandt, da en taxa stoppede og ikke kendte vejen til hverken det første eller det andet par der prøvede, og helt naturligt var det vores tur, og there you go så sad vi i den tørre taxa og havde det muntert på vej hen mod det nice spisested. Det gik fint, det var en sød dame-chauffør og da vi kom til restauranten sad alle medarbejderne ved det første bord og spillede kort, men myldrede op som en flok duer på rådhuspladsen og begyndte at vaske alt muligt af og 5 af dem servicerede os, selvom 1 var mere end rigeligt. Det var god mad ellers, vi prøvede nogle andre ting, og fik noget lidt mere spicy denne gang-stadig lækkert. Og jeg fik ved samme lejlighed mulighed for at fotografere de klamme "vegetar-kød"-retter i menuen. Vi gjorde hvad vi kunne for at trække tiden ud, snakkede, gik på toilettet flere gange og endelig blev det sent nok til at vi kunne begynde at tage tilbage til busstationen for at få vores natbus videre. Først skulle vi have vores bagage på togstationen og Wally trængte til en is, så vi satte os ind på et fastfoodsted og trak tiden yderligere ud ved at spille 500 igen. Men det gik nemt da vi nåede til busstationen, en af damerne fra tidligere fulgte os glædeligt hele vejen igennem stationen udenfor og om hjørnet til vores bus og pegede og sagde "der er den" og ja her er vi så. Vores sæder er ikke ved siden af hinanden men vi kan se hinanden - så det er okay, det gælder bare om at sove så meget som muligt.Idag er det onsdag, solen går snart ned, og vi er i Manglá - en time fra Laos grænsen. Natbussen var fin. Ikke så meget at sige der. Vi vågnede klokken 5 ved at bussen stoppede, og vi havde fået af vide at vi ville ankomme klokken 5, så vi tænkte at nu var vi der vel. Wally gik ud for at spørge, men fik af vide at det bare var en pause. Men jeg kunne altså høre bagagerummet klappe og der var en del der forlod bussen uden at komme tilbage. Wally spurgte en fyr ved siden af ham, men fik bare et svar, som hvis han viftede en flue væk. GREAT. Jeg begynder at blive lidt træt af ikke at vide hvad der foregår. Så jeg spurgte nogle kinesere omkring mig, men ingen fattede tilsyneladende hvad jeg ville, hverken mit kropsprog eller mit forsøg på at sige Jìnghóng (Ja nu har jeg lært hvordan man staver det) og jeg endte med at finde Lonely planet frem og vise dem i bogen hvad jeg ville. "Nejnej, det var ikke endnu!" Nå okay, ja det var da rart at vide. Jeg prøvede også at få ud af ham hvad tid vi så ville komme til Jìnghóng, men det var også lidt svært, og pludselig siger ham ved siden af Wally med flot engelsk "The bus will arrive in Jìnghóng at seven 'clock!" TAK, for snizzle altså. Kunne han ik have sagt noget noget før altså? Great. Jeg lagde mig ned og sov igen og vågnede først i Jìnghóng da dem der kiggede i Lonely Planet før, bankede på mit hovedgærde. Pænt af dem. Nu var vi der. Okay.Vi kommer ud og flytter vores bagage ind på stationen, den første billet vi kunne få hertil (Menglá) var kokken 9:15, og vi var begyndt at tvivle på at nå over grænsen idag. Der blev sagt at turen hertil var 4-5 timer. Jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne for at nyde den fantastiske udsigt af grønt grønt og grønt men for det meste klistrede mine øjne sig sammen og jeg erfarede senere at jeg sov med åben mund hele vejen. Ja. Vi nåede til Menglá klokken lidt over 12, faktisk ikke helt umuligt at nå den 1,5times bus til Mohan - hvorefter man skulle gå et stykke og så nå Laos. Det kunne godt lade sig gøre, men på den anden side ville vi nok blive nødt til at blive i den by den første nat, og ifølge Lonely Planet (ja jeg ved godt jeg snakker om den hele tiden, men det er jo det eneste vi har!) var det et ganske begrænset udvalg af mad og sovesteder, og den anbefalede at hvis man skulle vælge, at man valgte en nat på den kinesiske side af grænsen. Så det gjorde vi. Også fordi, vi så imorgen kunne starte tidligt, og måske nå hele vejen ind i Laos, til Luang Prabang og Daan på een og samme dag!Så nu chiller vi her, vi mødte en fyr der spurgte om vi ville veksle penge - nej det havde vi gjort. Hvad ville vi så? Jo vi ville gerne have et sted at sove, jamen han ku da snildt skaffe os et sted til 30Y, okay? Jeg tjekkede det ud, for Wally bare taskerne, og det var op ad trappen. Gulvet var vådt, og der var pletter på væggene, ikke noget håndtag til badeværelset.. men vi skulle jo ikke ligefrem bygge rede her. Så vi sagde ja tak, og dagen i dag er gået hurtigt. En lille gåtur i byen, vi så en hjemløs med pose på hovedet, og kæmpe tasker proppet med stof, som sko, (det er altså ikke koldt!) han bar på en masse ting, og slog sig ned ikke langt fra vores lille restaurant og spiste noget takeaway fra en hvid flamingobakke. Der kom også en dame forbi der tilsyneladende var ude at gå med sin fugl. En sort sag, der fulgte efter hende og øvede sig i at flyve. Den landede hele tiden på hendes skulder, men hun tog den ned og satte den på jorden. Jeg vurderede at hun var ved at lære den at klare sig selv. Hun hidsede sig lidt op over for en lille tumling som meget gerne ville røre (og skræmte) den lille fugl.. Så det så ud til at fuglen betød noget vigtigt. Vores tjenere spillede også badminton ude på vejen, mens de ventede på at der kom nogle flere kunder i butikken. Men ellers havde vi jo noget mad der skulle spises, og noget blog der skulle skrives. Wally har også skrevet i sin bog idag, vi har drukket kaffe og hørt Dylan, Lex og klatten og min nye bossanova CD som jeg købte i Shangri La. Imorgen tror jeg vi starter tidligt, og ser hvor langt vi kan nå.Ja, der er ikke nogle billeder endnu, men forhåbentlig senere, jeg har også en masse ekstra blog - nu vi er i LAOS!Men senere.. jeg trænger til pause!Knus og kys!