Laos!!

Ja for syv søren, så har vi skiftet land!
Det er regnvejr, det er Laos, og det er Lørdag, vi er i Luang Prabang, på vores første hele dag, og bortset fra regnen er jeg ret tilfreds med stedet!
Men det er jo nogle dage siden bloggen alligevel. Den sidste blog er jo fra DENGANG vi var i Kina, (Bedstemor stemme: Jooo.. jeg husker det som var det i går...) I Menglá, på vores rimelig tvivlsomme værelse med badeværelseskunst - i form af to fliser der tilsammen gav en nøgen kineserdame - og vi tog senere på aftenen en stor kakerlak i at snige sig rundt på sengen, jaja så længe den kun er der når jeg sover, er den velkommen. Da det efter skriveriet blev aftensmadstid, og vi gik en tur ud for at finde noget mad, gav Menglá et lidt andet indtryk. Ærligt talt følte jeg mig ikke godt tilpas. Jeg ved ikke om de ikke har satellit-tv her eller hvad, men gaderne var fulde af meget fulde kinesermænd, og ikke på den der "Lad os feste og danse cha-cha-cha"-måde, men på en sørgelig grønlændermåde - som dem man ser bag hovedbanegården. Og der var mange, og det var et rimelig funky vibe man fik, nu man var rig og turist og i stedet for at føjte rundt, gik vi (bortset fra en lille detour til en DVD forretning) direkte til den samme restaurant som tidligere, og spiste. Der gik heller ikke længe før nogle fyre-i det mindste lidt yngre end den gængse grønlænder- satte sig ved bordet ved siden af os og bestilte nogle øl. De havde kigget på vores spillen kort og Wallys hår lidt før de satte sig, og selvom jeg gjorde mit for ikke at kigge på dem, kunne jeg godt mærke at de gerne ville i kontakt med os. Der gik heller ikke længe før den ene kom over med en øl og hældte det op i et glas og sagde "Cheers!" og vi sagde nej 31 gange men kunne ikke slippe. Jeg så stram ud og sagde "Okay, Yi!" (yi= 1/én!) og den ene så lidt afskrækket ud og sagde okay okay, men den anden havde tydeligvis fået lidt mere indenbords og han stod længe og snakkede kinesisk til os, jeg gætter på at (og her skal der måske streg under gætter) at han snakkede om at øl var godt og noget med at vi skulle være venner, han lavede hele tiden håndtegn til at øllet kom igennem halsen ned til maven og så blev man glad, og egentlig tror jeg at de bare var et par flinke fyre der ville havde noget selskab, men jeg var alligevel ikke helt tryg med situationen og jeg hader når man siger nej at de så bliver ved.. Altså det jo ikke folkeskolen mere. Så efter den ene rejste jeg mig en smule demonstrativt og vi sagde tak og gik hjem igen. Næste morgen skulle vi jo gerne tidligt op, fyren som high-jackede os til værelset havde nævnt et par dusin gange at han vidste meget om at krydse grænsen til Laos, og at vi skulle have amerikanske dollar, "Change money??? I have!! Many.. To cross border to Laos you need 30 USD,.." og han sagde det vildt hurtigt - tydeligvis indstuderet. På et tidspunkt viste han Wally sin pung med USD og han havde ihvertfald 1500USD på sig.. Snizzle, forståeligt at han spurgte os 20 gange om vi ville veksle. Men han vidste jo også hvor busstoppet var, og han sagde at han var i receptionen kl 7.30 fra den første bus gik mod grænsebyen. Her kom vi så til at sige "Maybe we will see you then.."
Næste morgen kl 7:00 bankede det på døren (selvfølgelig sov vi.. altså. Jo vi havde planlagt at tage afsted tidligt.. men skiftede mening undervejs).. bank bank bank.......bank bank bank.......bank bank bank og imens kunne man høre "IS 7:00!! NEED BIKERIDE TO BUS?!.. HELLO!" og Wally sagde, "Maybe 7.30 we come down.." og han svarede "OKAY! 7.30!!" og et minut over 7.30 igen, bank bank bank... bank bank bank... "IS 7.30!!! Need bikeride?? Exchange money? I HAVE!!" og wally kravlede ud af sengen og ingen af os kunne overskue at stå op nu, så han sagde... "No no no.. we sleep more ..8.30 maybe, we come down!!" og det er lissom om det der ellers meget tydelige og simplificerede "We come down!" blev overhørt for klokken 8.30 var han der igen, og vi gav efter og svarede "Okay, 15 minutes, we'll come down..." Så vi stod op og pakkede sammen og gik ned og så var han der ikke.. receptionisten gjorde sit for at trække tiden ud med at give os key-deposit tilbage, og han ringede til fyren og prøvede at få os til at vente, og 2 min efter, stod han der frisk og frejdig! "Need bikeride??" og vi syntes jo han fortjente det egentlig, siden han var vores personlige vækkeur, selvom vi var rimelig overbeviste om at det ikke var nødvendigt at køre derhen. Og han sagde "please sit" og pegede på sin cykel, med en anhænger med stor kasse bagpå, og vi tvivlede på om vi kunne være der, men han var optimistisk så det kunne vi godt. Her blev han så lidt ekstra hjælpsom, da vi kom i tanke om at vi stadigvæk ikke havde fået tage pasfotos af mig, det skulle jo til ved grænsekrydsningen, og selvfølgelig kunne han finde vej, det kostede os lidt mere (selvom det var på vejen til busstoppestedet) men så sad han jo også og ventede. Pasfotodamen var flink, rettede på mit tøj og mit hår og bad mig rette op og skyde brystet frem og jeg endte med at have vildt meget griner på da billedet blev taget - det var ellers fancy nok - hun havde endda de der sølvparaplyer de altid bruger for at styre lyset. Bagefter gik vi ind i et skummelt baglokale fuldt af papkasser og støv og der stod en pc med printer, og mig og damen blev enige om det bedste af billederne af mig, med et snuptag i Adobe gjorde hun den ellers ret støvbrune baggrund til ren og hvid, og slettede noget af mit viltre hår og så printede hun. Ja det var jo nemt, bagefter tog Wally også nogle, så han havde ekstra til de andre visa vi skal have senere på vores færd. Efter det kørte vores ven os til busstoppet og vi satte os ind, og så var vi på vej mod Mohan - der hvor vi skulle krydse over.
Jeg sov det meste af turen, og vi nåede frem, ret forvirrede. Det var en underlig lille pollypocket-hus-by. Mærkelige farver på husene, og grønne firkantede hække. Og vi fandt vej til Immigration, udfyldte en form, og nåede lige at blive rigtig nervøse fordi pas-fyren først ikke ville lade Wally igennem.
Han kaldte på en eller anden som aldrig kom og bad Wally udfylde en ny form, han gloede også længe på mit pas, på siderne, tjekkede om det var ægte, men lod mig til sidst gå igennem. Nu stod vi så på hver vores side af grænsen til Kina, og det gik op for mig at hvis Wally ikke kom igennem var vi egentlig på skideren. Jeg kunne jo ikke tage ind i Kina igen med mit "single-entry" visa. Problemet med Wallys visa var vores vidunderlige Wonderful i Yangshuo som uden grund havde forlænget Wallys pas til et 6mdrs Business Visa, og fordi politiet i Yangshuo er småkorrupte og betalte for at kigge væk, var der heller ikke nogle der sagde noget til at hans første visa sluttede den 14. og hans business visa startede den 18. Så der var er par dage udenom visaerne som ikke var i passet. Men man kunne sikkert godt betale sig fra de par dage. (mener det er 500-1000Y pr dag) Problemet var mere det der med Hvorfor han havde et business visa? Det er jo ulovligt for turister at arbejde i Kina, selv med et business visa er det ulovligt at modtage løn - så vi ville blive nødt til at sige noget med at vi arbejdede gratis, eller hjalp dem på skolen.
Oral College betalte heller ikke skat, de betalte politiet i stedet - og de er generelt også korrupte, så pludselig var vi ret nervøse. Wally var sikker på at han skulle udspørges i et baglokale, men ham som der blev kaldt på kom aldrig - jeg ved ikke om det var derfor, men til sidst lod han Wally igennem og vi prøvede at være cool men skyndte os alligevel videre ned ad gaden. Han lignede heller ikke ligefrem en Business-man.. :-)
Så skulle vi køre i en lille tuc-tuc ud af kinas store port og igennem Laos- visa ansøgninger osv. det gik fint. Ikke det store at skrive om. Vi kom igennem og nu var vi i Laos - med et 30 dages visum. Yes!! Så ville vi gerne til Luang Prabang og mødes med Daan. Men der var ikke nogle af de busser der, som kørte så langt. Vi kiggede i vores Laos-lonely planet (købte den i Yangshuo) og fandt ud af en by vi kunne tage til, som havde busforbindelser til Luang Prabang. Jo tak. Vi satte os ind.. en lille shuttlebus. Bare kiggede ud af vinduet, på landsbyerne og bjergene vi susede forbi. Allerede her kunne man mærke at Laos folk er langt mere chilled. Stille og rolige. Snakkede langsomt og faktisk de fleste af dem ret godt engelsk. Da vi kom til Luang Namtha bad vi chaufføren køre os til busstoppestedet - (vi håbede at kunne tage direkte derfra til Luang Prabang,) og det ville han gerne, der spurgte vi omkring og der var en fyr der sagde at klokken 15 kørte den fra et andet busstoppested. og nu var klokken 13, så det var jo okay - der var lige tid til at spise. (Jeg var dårlig af alt den køren, og vi havde stadigvæk intet fået) så vi gik ud for at spise noget - kom forbi et skilt hvor der stod "Bus-tickets". Så vi tænkte at det måske var en god ide at spise der. Vi vidste at turen fra Luang Namtha til Luang Prabang ville tage en 8-9 timer, og der stod i Lonely Planet at der kun gik een bus om dagen, fyren på cafeen sagde at bussen til Luang Prabang kun gik klokken 9 om morgenen - og at vi havde misset den for idag. Nu var hans cafe også et guest house, og jeg tænkte med det samme at han bare sagde det for at få os til at blive en nat der. Ti minutter efter kom vores ven fra busstoppestedet i sin tuctuc (lissom rikshaw, bare større) og sagde at han gerne ville køre os til stoppestedet nu. Men..gik der en bus? Eller hvad? Vi forklarede cafeejeren at tuctuc-fyren sagde at der gik en bus klokken 15, men han sagde at han havde ringet til sin ven på bustationen før, og der gik ikke nogen. Det er så her jeg gerne ville have at de måske snakkede sammen og diskuterede om der gik en bus eller ej, jeg ville hellere end gerne til Luang Prabang ASAP, men de to mænd talte meget lidt sammen og det endte med at mig og Wally så på hinanden og sagde "Hva tror du?". Selvom de stod lige ved siden af hinanden, hvis vi spurgte den ene "Så der går en bus klokken 15!?" så sagde han "Ja." Men den anden sagde ikke noget. Hvis vi spurgte ham sagde han "nej". GREAT. Vi spiste og talte om det og indså at hvis vi tog afsted nu, ville vi komme til Luang Prabang klokken 23-24 om aftenen - og vi vidste fra Daan at alting lukker klokken 23.Så måske var det bedste at blive. De to mænd snakkede endelig sammen og cafeejeren - som havde langt det bedste engelsk, konkluderede at tuctuc-chaufføren gerne ville køre os imorgen klokken 9, hvis vi ville have bussen der. Nå så var det jo afgjort...
Jeg ved ikke om den ene prøvede at narre os, eller om ingen af dem gjorde. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke talte sammen. Men jaja vi blev og sov på cafeen og så var alle vel glade. Dagen gik hurtigt nok med at veksle alle vores penge til Kip (Laos penge) som er et bizart højt beløb i tusinder. En vand koster fx. 4000Kip, og man er lige ved at sige "WHAT?" hele tiden. Men det vender man sig vel til. Inde i banken var der et stort tv med Wrestling.. fjollet. Om aftenen var vi ude at spise på en cafe, fik dejlig mad, spillede kort, jeg fik en piña colada og Wally en Lao beer, (lækkert) vi snakkede med et israelsk par og gik ellers hjem i seng så tidligt vi kunne. Klokken 8 blev vi vækket af en velkendt banken på døren og i et par sekunder forestillede jeg mig at det var vores kinesiske ven fra Menglá der meget gerne ville cykle os. Men det var cafeejeren der sagde at bussen gik tidligere end han troede så vi skulle komme ned snart. Det gjorde vi. Vores tuc-tuc ven fra igår stod der, og endelig sad vi i bussen på vej mod Luang Prabang. De første 4 timer sov jeg mere eller mindre. Men fik sneget mig til vinduespladsen og nød den fantastiske udsigt af grønne bjerge og landsbyer. Beskidte børn uden underbukser, gamle koner med stråkurve på ryggen, sorte behårede glade baby-grisebasser i solen, børn der bar rundt på mindre børn, sælgere, stråhuse, køer, høns med kyllinger i vejkanten, hunde der lå midt på vejen, lokale der vinkede, mærkværdige planter og træer, store hvide blomster der lignede trompeter der hang nedad, og ikke mindst fantastiske bjerge. Hundredvis af forskellige grønne nuancer, med blå bjerge i baggrunden. Det var overskyet, med huller - så ind imellem ramte solen noget bjerg og det lyste op som var det et maleri. der var sågar en regnbue midt i det hele - og det lignede så meget et eventyr at jeg ikke troede på det Det lignede sådan et børne-computerspil hvor man er en mariehøne på eventyr... meget smukt. Selvfølgelig kunne man ikke tage billeder af det. Bussen rystede som en male-bøtte-rystemaskine og der var flere sving end der var lige vej, jeg prøvede dog. Tror ikke det var en succes.
Men der var nu lidt langt til Luang Prabang, en del andre i turister i bussen og da vi endelig ankom stimlede vi sammen og tog en tuctuc til centrum. Selvfølgelig kørte fyren os til hans vens hotel - og ikke centrum. Demonstrativt traskede de fleste af os videre - vi var vel ikke får.
Wally og jeg fandt et sted og vi endte med at gi 55000kip for en nat. Ja det lyder vildt men det svarer til måske 50Y så det jo ik så slemt - tilgengæld var det det niceste værelse. kæmpe badeværelse (hvor alting virker) kæmpe rum med aircon. Men det bedste var sengen. AHHH! Den bedste seng jeg har sovet på siden jeg forlod min egen. For det første var det en rigtig madras!!!! I Kina er mange madrasser lavet af træ! Det ligner en madras - men den er ligeså hård som et bord, hvis den gir efter er det ikke særlig meget. Det er næsten fjollet at den overhovedet ligner en madras. Det kunne lige så godt være en træplade nogle gange. MEN nææ denne her var en ægte madras så blød så blød. Og ovenidet, så var der et grøn blødt sengetæppe over, og så så den jo også rigtig dejlig ud. Ja den er jeg glad for vi fandt.
Vi drak en kop te og legede lidt med en kat der gerne ville bide. Ja. Men vi skulle jo finde noget internet så vi ku komme i kontakt med ham der Daan, vi fandt et sted, og læste os frem til at Daan altså ville være i hovedstaden fra dagen efter til tirsdag/onsdag. Nå..jaa.. det var jo egentlig llidt irriterednde. Nu havde vi jo regnet med at han kunne lege med det samme. Men det er der jo ikke noget at sige til. Han troede at vi ville komme senere, og vi havde ikke fortalt ham at vi kom allerede nu. Men jaja okay, vi kunne nok godt selv finde på noget, vi havde jo også LonelyPlanet bogen, og så er man jo ikke helt fortabt.
Vi gik en tur ned ad gaden, der så ud til at være et marked, Wally sagde meget klogt at hvis han kendte Daan rigtigt så var han hernede et eller andet sted. Så vi gik en tur ned og så på ting. Undervejs faldt vi over en baguette-shop. (Wally spottede et skilt hvor der stod Cheese!) og damerne bag var rimelig overvægtige og sjove så vi købte to og lovede at komme tilbage til morgenmad.
Med vores lækre lækre baguette, med sennep på slentrede vi ned af hovedgaden, leder stadig lidt efter Daan, men uden håb, da vi går forbi en cafe hvor der sidder en sød pige, med en høj fyr med kasket.. Er den Daan? Wally er sikker, men jeg var i tvivl. Svært at se for kasketten når han kigger ned. Først var jeg sikker, så jeg var i tvivl, så var jeg sikker og så blev jeg i tvivl igen, men da vi var nået helt hen til den søde pige kiggede han op, og det var ham! :-) Glemmer aldrig hans ansigt. "Noooo!!!" Og han rejste sig og vi krammede og det var dejligt dejligt. Så vi satte os og snakkede og opdaterede hinanden og "This is so cool!" og "cant believe you're finally here!" og "wuhuu!" og vi drak et par Lao beer og der var en gekko uden hale der tissede på mit hovede, og vi lagde en masse planer sammen. Så, han tog jo til hovedstaden Vientiane idag, og vi aftalte lige at tage en slappe dag uden busser idag, og så tager vi derned i morgen. Vi skal jo have taget røngten billeder til NewZealand visaet (fordi vi har været i et tuberkulose risiko-land i mere end 3 mdr) og vi ka jo ikke købe flybillet før vi har visaet og billetterne blir dyrere og dyrere jo nærmere vi kommer på datoen vi vil afsted. Så hvis vi kan få taget de billeder i Vientiane, og så endda sammen med Daan så tager vi tilbage til Luang Prabang efter og slapper af. Daan havde også nogle planer for nogle sjove ting i byen han skulle, som vi kunne gøre sammen, og på vejen tilbage var der noget med noget Tubing som lød sjovt. Vi snakkede også om noget motorcykel roadtrip vi kunne gøre i området her. Så det lyder altsammet dejligt og sjovt. Jeg er herreglad for at vi mødte ham igår. Ahh.. så i dag har vi prøvet at komme i kontakt med ambassaden hvor vi skal se røngten-lægen, men vi ka ikke komme igennem. Jeg ved ikke om det er fordi det er weekend eller hvad. Men nu tropper vi op mandag, og så håber vi at han har tid til at se os!

(Hvis nu du læser det og tænker at det da slet ikke hænger sammen med den sidste blog du læste, så det fordi det er nr 2 opload idag, der er en tidligere der hedder Shangri La..)

Men ellers er alt godt. Jeg må finde ud af noget med noget billeder snart!!
Hejhej! Vi snakkes