Dagene efter den fantastiske mur, var ret afslappede. Noget med at sove længe, vågne, spise morgenmad i hostel-cafeen, og så lige ud og kigge rundt på Beijing, var der mon noget man ikke kunne leve uden? Eller noget man bare skulle se? Alle dage prøvede vi at stå tidligt op, for de heldige og hurtige ville kunne se Maos kiste eller.. Jeg ved ik om han faktisk ligger derinde, men det sir de han gør, og jeg var lidt ligeglad synes jeg.. Vi havde set et par minde bygninger og sådan og vidst også derinde hvor føromtalte kiste skulle være, og jo det kunne da være sjov hvis det var en ægte død kineser man så, men en kiste?? Den er svær at ofre en morgensnoozer for. Så det blev aldrig rigtig til noget, selvom vi havde alarm på fra kl 9 hver dag. I stedet var vi ude på de rigtige turist-shoppingsteder, hvor man prutter om prisen, bruger store armbevægelser, og generelt bliver småsnydt lige meget hvor lavt man prutter prisen til. De havde ingen sko, hvilket jeg synes var en skam - da mine lukkede sko er blevet væk, men vi købte en masse tøj til wally for det trængte han til. Og vi havde nogle hårde kampe, men det er jo også sjovt! Ordet gik på et tidspunkt at vi var israelere, (fordi de er stramme). Og det var vi da også, men de solgte generelt alle sammen rigtig godt derinde, altså forestil jer et kæmpe 6-etagers storcenter, PROPPET med boder, foran holdt der konstant en 7-8 turistbusser, af den slags hvor man på sin chartertur til Beijing, får et par timers shopping derinde, så familien tyskland kom snildt og gav en 200-300 yuen for et bælte.. Så kineserne havde lidt sådan en “Hvis du ikke køber så gør en anden” - agtig holdning. Hvilket resulterede i at Wally bla. stormede fornærmet væk, og senere kom tilbage, for de shorts var jo rigtig fede. Han endte med et par shorts, et par Levi’s jeans, og en blå t-shirt. For.. 230yuen, og det hele er god kvalitet, jeg synes vi klarede det fint. Den første gang vi var der, havde vi dog kun været på den ene etage… Da vi kom op af den første rulletrappe og så at det hele var magen til ovenpå var vi lige ved at dåne. Altså det kunne jeg ikke overskue. Så snart vi fik afklaret at der ingen sko var, var jeg klar til at gå hjem.
En anden dag var vi ude og se på Temple of Heaven, hvilket er en rimelig stor park, med nogle runde templer inde i midten. Det var her Kejseren ville bede, ofre og generelt socialisere sig med guderne.
Dagene efter den fantastiske mur, var ret afslappede. Noget med at sove længe, vågne, spise morgenmad i hostel-cafeen, og så lige ud og kigge rundt på Beijing, var der mon noget man ikke kunne leve uden? Eller noget man bare skulle se? Alle dage prøvede vi at stå tidligt op, for de heldige og hurtige ville kunne se Maos kiste eller.. Jeg ved ik om han faktisk ligger derinde, men det sir de han gør, og jeg var lidt ligeglad synes jeg.. Vi havde set et par minde bygninger og sådan og vidst også derinde hvor føromtalte kiste skulle være, og jo det kunne da være sjov hvis det var en ægte død kineser man så, men en kiste?? Den er svær at ofre en morgensnoozer for. Så det blev aldrig rigtig til noget, selvom vi havde alarm på fra kl 9 hver dag. I stedet var vi ude på de rigtige turist-shoppingsteder, hvor man prutter om prisen, bruger store armbevægelser, og generelt bliver småsnydt lige meget hvor lavt man prutter prisen til. De havde ingen sko, hvilket jeg synes var en skam - da mine lukkede sko er blevet væk, men vi købte en masse tøj til wally for det trængte han til. Og vi havde nogle hårde kampe, men det er jo også sjovt! Ordet gik på et tidspunkt at vi var israelere, (fordi de er stramme). Og det var vi da også, men de solgte generelt alle sammen rigtig godt derinde, altså forestil jer et kæmpe 6-etagers storcenter, PROPPET med boder, foran holdt der konstant en 7-8 turistbusser, af den slags hvor man på sin chartertur til Beijing, får et par timers shopping derinde, så familien tyskland kom snildt og gav en 200-300 yuen for et bælte.. Så kineserne havde lidt sådan en “Hvis du ikke køber så gør en anden” - agtig holdning. Hvilket resulterede i at Wally bla. stormede fornærmet væk, og senere kom tilbage, for de shorts var jo rigtig fede. Han endte med et par shorts, et par Levi’s jeans, og en blå t-shirt. For.. 230yuen, og det hele er god kvalitet, jeg synes vi klarede det fint. Den første gang vi var der, havde vi dog kun været på den ene etage… Da vi kom op af den første rulletrappe og så at det hele var magen til ovenpå var vi lige ved at dåne. Altså det kunne jeg ikke overskue. Så snart vi fik afklaret at der ingen sko var, var jeg klar til at gå hjem.
En anden dag var vi ude og så på Temple of Heaven, hvilket er en rimelig stor park, med nogle runde templer inde i midten. Det var her Kejseren ville bede, ofre og generelt socialisere sig med guderne. Haven var flot, vi havde nogle snacks og juice med som vi spiste derinde, og der var mange mange flotte træer, og blomster -for første gang i Kina. Altså selve templerne var lidt….bumbum. De havde ikke lige fået oversat til engelsk, så der var en masse fine skilte med guldprint der forklarede alting om alting på kinesisk, så kunne vi ellers se på en lille skål, en jerndims og en slags tallerken? Så var der nogle malerier, og et alter (som man ikke kunne se fordi der var ret mørkt derinde) og altså alt i alt synes jeg ikke det var det fedeste. Det så da flot ud, men for det meste fortsatte stilen bare fra Forbidden city, og den var stor nok i sig selv, til at man synes man havde set nok. Parken var meget hyggelig og vi tullede rundt derinde lidt, jeg tog en chance og købte en underlig underlig drik, hun kaldte det kakao og ville ikke udtale sig om hvad de der små runde sorte klumper nede på bunden var, jeg syntes det lignede nogle dejlige bær så jeg tænkte habberlabber. Nej. Altså.. Det smagte som en blanding af tyndt opblandet saftevand og tyndt opblandet kakao, og hvad angår de der klumper, så ved jeg endnu ikke hvad det var, men de efterlod alligevel sådan et indtryk på mig at jeg smed det hele ud, velvidende at wally snildt kunne have gjort det af med den uden de store grimasser.
Vi var nu ved at få lidt nok af kinesere der gerne ville springe over, og vi havde ikke fået morgenmad, og der var jo noget med en buffetrestaurant på toppen af det der store turist-shoppingcenter? Det lød til måske at være lidt pricy, men jeg tror Wally følte sig meget tiltrukket af det der “Spis alt hvad du kan” tema som finder sted ved en buffet. Det vidste sig da også at være helt vildt overdrevet superlækkert. Altså der var ingen mennesker. Og den buffet som vi havde troet ville være et par retter, med noget salat til, vidste sig at være et himmerige af mad. Der var for det første et kæmpe langt bord, med… 20-25 forskellige varme retter, nudler, ris, gryderetter, vegetarbøffer, vegetarretter, masser af forskelligt slags kød, en pizza, spaghetti med tomatsovs, ovnbagte kartofler etc. Og salatbordet var fyldt med grønne salater, coleslaws, æg, sherrytomater, rejer, laks, rødkålssalater, broccoli, champignoner, cremede salater og .. Ja altså jeg kan slet ik huske det hele. Og så var der kagebordet… Jeg har aldrig set så meget kage i hele mit liv. J chokoladekager, lagkager, sandkager, små hapsekager, æblekage, små ulækre kager med lysegrøn vingummi i… og der var frisk ananas og vandmelon og der var IS, 4-5 slags is… og der jo slet ikke plads inde i noget menneske til alt den mad man gerne vil smage. Men i hvert fald. Vi fik varm mad, med salat, kage, frugt, sodavand, vand og kaffe. Alt hvad man ville ha for 78yuen. Det må jeg sige, det var imponerende. Vi var der også i flere timer…
Men nu har vi jo forladt Beijing og er taget nedad til Datong. Vi havde tænkt det således i gennem at, da det nu var et 6timers tog, kunne vi jo tage det om natten og dermed slippe for at betale en nat på et hostel. Men det nattog viste sig at gå kl 21 og så er det jo lidt fjollet, når man står på en fremmed togstation i en lillebitte by kl 3 om morgenen, og ikke ved hvor ens hostel er, hvordan man kommer derhen eller om man overhovedet kan komme ind, selv hvis man finder det. Plus, hvad med det med at sove? Det endte alligevel med at koste os en ekstra nat i Datong fordi vi jo sov hele næste dag væk. Men togturen var fin, vi fik sovepladser og det var dejligt. Først snakkede vi lidt med en pige fra mongoliet (til dem der ikke har set på deres kina-kort for nyligt kan jeg forklare at Datong er ret tæt på mongoliet) og hun syntes altså vi skulle tage derhen…og vi snakkede lidt om hende og os og hun var god til engelsk og prøvede at lære os at sige nogle ting på kinesisk. Hun var sjov, sårn når vi sagde det rigtigt kom hun til at råbe “ja!!” og så blev hun lidt flov og virkede ellers ret genert. Hun var sød.
Vi havde fået pladser ved siden af hinanden, men på hver vores side af en væg.. Og da vi skulle sove ville jeg altså helst sove i Wallys seng.. Og det måtte jeg godt, 10min efter faldt jeg i søvn og en time efter kravlede han ind i min, i håb om at falde i søvn for sig selv.
Et par timer efter drømte jeg at der var en der prikkede til mig og jeg kravlede helt ind op ad væggen for “uh” det da lidt uhyggeligt i sådan et tog, og så ku jeg se sådan en lille vild hånd der famlede ud i mørket efter mig, og jeg tænkte at det nok var personen der sov under mig der ville noget og da hånden ikke så ud til at give op kiggede jeg ud over kanten og så at det var en uniformeret kontrollør dame, med en mobiltlf og hun sagde en hel masse ting på kinesisk jeg ikke forstod. Det så ud til at være meget vigtigt. Og hun tænkte at hvis hun viskede højere ville jeg nok pludselig kunne forstå hende. Jeg viskede “Datong??” for det var det eneste ord jeg tænkte vi kunne bli enige om og hun nikkede og jeg sagde “okay okay, thank you” og lagde mig lidt ned igen for at tænkte over mit næste move, og så kom hun tilbage og hvæsede “ticket-ticket!” og dem havde wally, så jeg pegede gennem væggen og begyndte at kravle om til ham, mens hun gik derhen og jeg så samme hånd prikke ned i wallys knæ, rimelig energisk. Jeg ved ik om hun havde prøvet at vække ham før hun vækkede mig, men der var godt nok langt ind til Wallys søvn og den vilde dame nede på gulvet stressede mig lidt, så jeg begyndte at rode i wallys lommer efter omtalte billetter, og så vågnede han - meget forvirret, damen fik sine billetter og vi begyndte at slæbe vores ting ned fra hylderne og gøre os klar. Jeg havde griner på da jeg vågnede.. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det hendes forvirrede ansigt nede under min seng, eller hånden. Men vi kom da ud af toget som de eneste klokken lidt over 3 om natten, og gik en lang vej for at finde ud af stationen. Lige udenfor stod der 7-8 taxichauffører, og hotel-hververe der alle sammen ville have os. Og de var overtrætte og morede sig lige lovlig meget med at følge efter os og tale om os. Og da vi til sidst satte os på nogle sten så wally kunne ryge, endte de da med at gå væk. Men det da altid noget at der var taxichauffører, så kunne vi altid blive kørt til vores hotel, men vi tænkte at vi hellere ville sidde på stationen lidt, hvis nu man ikke kunne komme ind på hotellet om natten, så ville vi bare se en film eller noget. På vej ind på stationen så vi et stort skilt med røde kinesiske blinkende tegn og vi vurderede at det var et hotel, så vi gik derind, de havde et værelse til os for 128yuen, hvilket var 8yuen mere end det vi havde booket - ikke dårligt. Efter en hel del frem og tilbagen med kineserdamerne kom vi endelig derop. Hyggeligt lille værelse. Eget toilet og bad. Ahh.. Så kunne vi gå i seng med det samme, og skulle ikke fare ud med taxi og alt muligt. Sengene er dog dejligt asiatiske, og de første på vores vej som er hårde.. Altså.. Det jo et dobbeltværelse så der skal være to senge, men vi sover jo i den samme, så vi har taget alle tæpperne, lagnerne, puderne, og tisseunderlagene fra den ene og lagt på den anden, plus vi bruger min/mors sovepose som dyne. Og den er stadig vildt hård. Men man vænner sig jo til det. Tilgengæld kunne vi ikke falde i søvn, vi satte en film på og drak en kop the, men så var filmen slut, og vi måtte have en til og jeg ved ikke hvad klokken blev, men vi sov til klokken 13 næste dag. Så så vi en Olsen-bande-film. Det gik okay, jeg skulle oversætte.. Tror wally synes den var ret sjov (det den hvor de ER millionære og så kommer bøffen og stjæler kufferten fra dem) Ja det er jo lidt fjollet. Han grinede ret meget da Keld hoppede ned på lastvognen og den så knak. Det gjorde jeg os.
Så var vi ude at gå i Datong, meget grå, meget lille, og mindre vant til turister. Kineserne her, ligner meget mere folk fra mongoliet, deres hud er tykkere og mørkere og de er meget runde i det. Vi gik en tur den ene vej og så den anden og ledte efter noget mad, og så var der en lille dame der hev os med ind til hendes restaurant, med orange borde, hvide vægge og røde stole. Vi hev fluks vores lille oversætterbog frem og viste hende at vi var vegetarer, og gerne ville ha nudler, og æg, og hun kom ud med en tomat og spurgte om vi ville ha det og det ville vi gerne. Hun kom også med en ananas-øl og selvom vi prøvede at undslippe, insisterede hun på at vi skulle prøve. Og det gjorde vi, og den var dejlig.
Vi har været der og spise tre gange siden, og hver dag morer vi os over den lille bog, hun har vist mig at hun synes “jeg er cute” (det står der i bogen) og i dag fik vi en æresplads i vores eget lille rum, og hun gav os alt muligt vi skulle prøve, og klementiner og nogle små røde ulækre nogle, og hendes mand (tror vi) kom og bød wally på en lille dram et eller andet, som han takkede pænt nej tilJ Men de var så søde, i går hjalp hun os med at skaffe togbillet til Xi’an, morede sig over at vi prøver at skrive de sindssyge kinesiske tegn af, men roste os alligevel for vores stil.. Gætter jeg på. Ind i mellem lød hun ikke særlig imponeret.
I går var vi så inde og se de fantastiske Yungang Caves.. Eller først havde vi et hyr med at komme derhen. Vi har anskaffet os en Lonely Planet om Kina, ved at bytte tre af Wallys bøger for den. Og den er guld værd, hold da op! Den fortalte os at vi skulle tage bus 4, hen til central-bus-stedet og derfra tage bus 3 og den ville køre os helt til døren. Vi finder bus 4, den viser sig at være rigtig godt proppet, og så var der noget vejarbejde, og noget generel kø og de der 10 mini havde regnet med blev nu altså til en halv times tid, og vi vidste ikke helt hvordan vi skulle kunne regne ud hvor vi skulle stå af. Før eller siden synes Wally han så et skilt med et 3-tal på, så vi stod af på næste stop og gik tilbage. Der stod godt nok bus 3, men det var mindre end de andre busser, og der stod en heel masse på kinesisk, som sikkert var ret vigtigt. Bussen kom i hvert fald ikke. Vi fandt vores lille bog frem og gik rundt og spurgte nogle tilfældige om de kendte til bus 3, der var en der pegede ned af vejen, og vi gik den vej, så spurgte vi en mand i rød t-shirt og så snart han så vores spørgsmål i bogen råbte han “OOHHH!!” og så helt forvirret ud kiggede rundt på gaden, “Ohhh,” os så kom der en slags varevogn-bus ting fyldt med lokale, og han råbte efter dem og de dyttede og råbte og så gik han i gang med at løbe og vi løb efter, midt på en kæmpe vej, og den uvendte og samlede os op, og vi takkede og kom ind, og så sad der bare 10 kinesere helt stille, og smilede til os… hmm okay.. : ) “Nihao.. Jaja.. Hej venner”
Og så kom der en dame i postkasserød læderjakke hen og møffede sig ind på pladsen ved siden af mig og eftersom jeg ikke kunne overbevise hende om at jeg ikke forstod den ustandselige kinasnak hun delte med mig, gav jeg hende den lille bog. Og det ku hun godt li. Hun fik forklaret mig at Wally var “handsome” og jeg var “cute” og hun var “vild med mig” … søde mennesker. Jeg bliver altså lidt genert.
Da vi kom til vores stop klappede hun en velklædt ung mand på skulderen og sagde noget helt sikkert kommanderende til ham hvorefter hun hentydede at vi bare kunne følge efter ham. Så det gjorde vi. Ikke at det var svært at se hvor vi skulle hen. Datong er omringet af miner, og det var midt i et mineområde, vildt støvet, ørkenagtigt. Langt ude på landet.
Efter en lille gåtur kom vi til hulerne. I alt var der 40 tror jeg, sten klipper. Med udhuggede figurer af især Buddha, men også shiva og vishnu og nogle af de andre gode gamle. De første grotter vi kom ind i, var helt breathtaking. Man blev bare slået i hovedet af energien, stilheden, køligheden. Nogle af figuerne var gigantiske. Med fingre lige så høje som os. Billederne taler for sig selv. Vildt.
Det var en dejlig sightseeing dag. På vej hjem i den alternative bus 3, stod vi af for tidligt, og måtte tage en taxa. I dag er det fredag, den 24. Og nu sidder vi i toget på vej mod Xi’an. Wally skriver i sin lílle bog og det gør jeg jo også. Det er blevet mørkt, men vi havde nogle gode timer med dejlig udsigt over Kina by train. Det er koldt ellers. Jeg har 3 trøjer på og min jakke som halstørklæde, Datong var også kold, blæst og regn faktisk. Ja ikke så ferie artigt. Men nu kommer vi jo mere og mere sydpå. Og solen skal nok komme. Tror snart jeg lægger mig ned, til en sovepose, og måske noget ipod.
Haven var flot, vi havde nogle snacks og juice med som vi spiste derinde, og der var mange mange flotte træer, og blomster -for første gang i Kina. Altså selve templerne var lidt….bumbum. De havde ikke lige fået oversat til engelsk, så der var en masse fine skilte med guldprint der forklarede alting om alting på kinesisk, så kunne vi ellers se på en lille skål, en jerndims og en slags tallerken? Så var der nogle malerier, og et alter (som man ikke kunne se fordi der var ret mørkt derinde) og altså alt i alt synes jeg ikke det var det fedeste. Det så da flot ud, men for det meste fortsatte stilen bare fra Forbidden city, og den var stor nok i sig selv, til at man synes man havde set nok. Parken var meget hyggelig og vi tullede rundt derinde lidt, jeg tog en chance og købte en underlig underlig drik, hun kaldte det kakao og ville ikke udtale sig om hvad de der små runde sorte klumper nede på bunden var, jeg syntes det lignede nogle dejlige bær så jeg tænkte habberlabber. Nej. Altså.. Det smagte som en blanding af tyndt opblandet saftevand og tyndt opblandet kakao, og hvad angår de der klumper, så ved jeg endnu ikke hvad det var, men de efterlod alligevel sådan et indtryk på mig at jeg smed det hele ud, velvidende at wally snildt kunne have gjort det af med den uden de store grimasser.
Vi var nu ved at få lidt nok af kinesere der gerne ville springe over, og vi havde ikke fået morgenmad, og der var jo noget med en buffetrestaurant på toppen af det der store turist-shoppingcenter? Det lød til måske at være lidt pricy, men jeg tror Wally følte sig meget tiltrukket af det der “Spis alt hvad du kan” tema som finder sted ved en buffet. Det vidste sig da også at være helt vildt overdrevet superlækkert. Altså der var ingen mennesker. Og den buffet som vi havde troet ville være et par retter, med noget salat til, vidste sig at være et himmerige af mad. Der var for det første et kæmpe langt bord, med… 20-25 forskellige varme retter, nudler, ris, gryderetter, vegetarbøffer, vegetarretter, masser af forskelligt slags kød, en pizza, spaghetti med tomatsovs, ovnbagte kartofler etc. Og salatbordet var fyldt med grønne salater, coleslaws, æg, sherrytomater, rejer, laks, rødkålssalater, broccoli, champignoner, cremede salater og .. Ja altså jeg kan slet ik huske det hele. Og så var der kagebordet… Jeg har aldrig set så meget kage i hele mit liv. J chokoladekager, lagkager, sandkager, små hapsekager, æblekage, små ulækre kager med lysegrøn vingummi i… og der var frisk ananas og vandmelon og der var IS, 4-5 slags is… og der jo slet ikke plads inde i noget menneske til alt den mad man gerne vil smage. Men i hvert fald. Vi fik varm mad, med salat, kage, frugt, sodavand, vand og kaffe. Alt hvad man ville ha for 78yuen. Det må jeg sige, det var imponerende. Vi var der også i flere timer…
Men nu har vi jo forladt Beijing og er taget nedad til Datong. Vi havde tænkt det så
ledes i gennem at, da det nu var et 6timers tog, kunne vi jo tage det om natten og dermed slippe for at betale en nat på et hostel. Men det nattog viste sig at gå kl 21 og så er det jo lidt fjollet, når man står på en fremmed togstation i en lillebitte by kl 3 om morgenen, og ikke ved hvor ens hostel er, hvordan man kommer derhen eller om man overhovedet kan komme ind, selv hvis man finder det. Plus, hvad med det med at sove? Det endte alligevel med at koste os en ekstra nat i Datong fordi vi jo sov hele næste dag væk. Men togturen var fin, vi fik sovepladser og det var dejligt. Først snakkede vi lidt med en pige fra mongoliet (til dem der ikke har set på deres kina-kort for nyligt kan jeg forklare at Datong er ret tæt på mongoliet) og hun syntes altså vi skulle tage derhen…og vi snakkede lidt om hende og os og hun var god til engelsk og prøvede at lære os at sige nogle ting på kinesisk. Hun var sjov, sårn når vi sagde det rigtigt kom hun til at råbe “ja!!” og så blev hun lidt flov og virkede ellers ret genert. Hun var sød.
Vi havde fået pladser ved siden af hinanden, men på hver vores side af en væg.. Og da vi skulle sove ville jeg altså helst sove i Wallys seng.. Og det måtte jeg godt, 10min efter faldt jeg i søvn og en time efter kravlede han ind i min, i håb om at falde i søvn for sig selv.
Et par timer efter drømte jeg at der var en der prikkede til mig og jeg kravlede helt ind op ad væggen for “uh” det da lidt uhyggeligt i sådan et tog, og så ku jeg se sådan en lille vild hånd der famlede ud i mørket efter mig, og jeg tænkte at det nok var personen der sov under mig der ville noget og da hånden ikke så ud til at give op kiggede jeg ud over kanten og så at det var en uniformeret kontrollør dame, med en mobiltlf og hun sagde en hel masse ting på kinesisk jeg ikke forstod. Det så ud til at være meget vigtigt. Og hun tænkte at hvis hun viskede højere ville jeg nok pludselig kunne forstå hende. Jeg viskede “Datong??” for det var det eneste ord jeg tænkte vi kunne bli enige om og hun nikkede og jeg sagde “okay okay, thank you” og lagde mig lidt ned igen for at tænkte over mit næste move, og så kom hun tilbage og hvæsede “ticket-ticket!” og dem havde wally, så jeg pegede gennem væggen og begyndte at kravle om til ham, mens hun gik derhen og jeg så samme hånd prikke ned i wallys knæ, rimelig energisk. Jeg ved ik om hun havde prøvet at vække ham før hun vækkede mig, men der var godt nok langt ind til Wallys søvn og den vilde dame nede på gulvet stressede mig lidt, så jeg begyndte at rode i wallys lommer efter omtalte billetter, og så vågnede han - meget forvirret, damen fik sine billetter og vi begyndte at slæbe vores ting ned fra hylderne og gøre os klar. Jeg havde griner på da jeg vågnede.. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det hendes forvirrede ansigt nede under min seng, eller hånden. Men vi kom da ud af toget som de eneste klokken lidt over 3 om natten, og gik en lang vej for at finde ud af stationen. Lige udenfor stod der 7-8 taxichauffører, og hotel-hververe der alle sammen ville have os. Og de var overtrætte og morede sig lige lovlig meget med at følge efter os og tale om os. Og da vi til sidst satte os på nogle sten så wally kunne ryge, endte de da med at gå væk. Men det da altid noget at der var taxichauffører, så kunne vi altid blive kørt til vores hotel, men vi tænkte at vi hellere ville sidde på stationen lidt, hvis nu man ikke kunne komme ind på hotellet om natten, så ville vi bare se en film eller noget. På vej ind på stationen så vi et stort skilt med røde kinesiske blinkende tegn og vi vurderede at det var et hotel, så vi gik derind, de havde et værelse til os for 128yuen, hvilket var 8yuen mere end det vi havde booket - ikke dårligt. Efter en hel del frem og tilbagen med kineserdamerne kom vi endelig derop. Hyggeligt lille værelse. Eget toilet og bad. Ahh.. Så kunne vi gå i seng med det samme, og skulle ikke fare ud med taxi og alt muligt. Sengene er dog dejligt asiatiske, og de første på vores vej som er hårde.. Altså.. Det jo et dobbeltværelse så der skal være to senge, men vi sover jo i den samme, så vi har taget alle tæpperne, lagnerne, puderne, og tisseunderlagene fra den ene og lagt på den anden, plus vi bruger min/mors sovepose som dyne. Og den er stadig vildt hård. Men man vænner sig jo til det. Tilgengæld kunne vi ikke falde i søvn, vi satte en film på og drak en kop the, men så var filmen slut, og vi måtte have en til og jeg ved ikke hvad klokken blev, men vi sov til klokken 13 næste dag. Så så vi en Olsen-bande-film. Det gik okay, jeg skulle oversætte.. Tror wally synes den var ret sjov (det den hvor de ER millionære og så kommer bøffen og stjæler kufferten fra dem) Ja det er jo lidt fjollet. Han grinede ret meget da Keld hoppede ned på lastvognen og den så knak. Det gjorde jeg os.
Så var vi ude at gå i Datong, meget grå, meget lille, og mindre vant til turister. Kineserne her, ligner meget mere folk fra mongoliet, deres hud er tykkere og mørkere og de er meget runde i det. Vi gik en tur den ene vej og så den anden og ledte efter noget mad, og så var der en lille dame der hev os med ind til hendes restaurant, med orange borde, hvide vægge og røde stole. Vi hev fluks vores lille oversætterbog frem og viste hende at vi var vegetarer, og gerne ville ha nudler, og æg, og hun kom ud med en tomat og spurgte om vi ville ha det og det ville vi gerne. Hun kom også med en ananas-øl og selvom vi prøvede at undslippe, insisterede hun på at vi skulle prøve. Og det gjorde vi, og den var dejlig.
Vi har været der og spise tre gange siden, og hver dag morer vi os over den lille bog, hun har vist mig at hun synes “jeg er cute” (det står der i bogen) og i dag fik vi en æresplads i vores eget lille rum, og hun gav os alt muligt vi skulle prøve, og klementiner og nogle små røde ulækre nogle, og hendes mand (tror vi) kom og bød wally på en lille dram et eller andet, som han takkede pænt nej tilJ Men de var så søde, i går hjalp hun os med at skaffe togbillet til Xi’an, morede sig over at vi prøver at skrive de sindssyge kinesiske tegn af, men roste os alligevel for vores stil.. Gætter jeg på. Ind i mellem lød hun ikke særlig imponeret.
I går var vi så inde og se de fantastiske Yungang Caves.. Eller først havde vi et hyr med at komme derhen. Vi har anskaffet os en Lonely Planet om Kina, ved at bytte tre af Wallys bøger for den. Og den er guld værd, hold da op! Den fortalte os at vi skulle tage bus 4, hen til central-bus-stedet og derfra tage bus 3 og den ville køre os helt til døren. Vi finder bus 4, den viser sig at være rigtig godt proppet, og så var der noget vejarbejde, og noget generel kø og de der 10 mini havde regnet med blev nu altså til en halv times tid, og vi vidste ikke helt hvordan vi skulle kunne regne ud hvor vi skulle stå af. Før eller siden synes Wally han så et skilt med et 3-tal på, så vi stod af på næste stop og gik tilbage. Der stod godt nok bus 3, men det var mindre end de andre busser, og der stod en heel masse på kinesisk, som sikkert var ret vigtigt. Bussen kom i hvert fald ikke. Vi fandt vores lille bog frem og gik rundt og spurgte nogle tilfældige om de kendte til bus 3, der var en der pegede ned af vejen, og vi gik den vej, så spurgte vi en mand i rød t-shirt og så snart han så vores spørgsmål i bogen råbte han “OOHHH!!” og så helt forvirret ud kiggede rundt på gaden, “Ohhh,” os så kom der en slags varevogn-bus ting fyldt med lokale, og han råbte efter dem og de dyttede og råbte og så gik han i gang med at løbe og vi løb efter, midt på en kæmpe vej, og den uvendte og samlede os op, og vi takkede og kom ind, og så sad der bare 10 kinesere helt stille, og smilede til os… hmm okay.. : ) “Nihao.. Jaja.. Hej venner”
Og så kom der en dame i postkasserød læderjakke hen og møffede sig ind på pladsen ved siden af mig og eftersom jeg ikke kunne overbevise hende om at jeg ikke forstod den ustandselige kinasnak hun delte med mig, gav jeg hende den lille bog. Og det ku hun godt li. Hun fik forklaret mig at Wally var “handsome” og jeg var “cute” og hun var “vild med mig” … søde mennesker. Jeg bliver altså lidt genert.
Da vi kom til vores stop klappede hun en velklædt ung mand på skulderen og sagde noget helt sikkert kommanderende til ham hvorefter hun hentydede at vi bare kunne følge efter ham. Så det gjorde vi. Ikke at det var svært at se hvor vi skulle hen. Datong er omringet af miner, og det var midt i et mineområde, vildt støvet, ørkenagtigt. Langt ude på landet.
Efter en lille gåtur kom vi til hulerne. I alt var der 40 tror jeg, sten klipper. Med udhuggede figurer af især Buddha, men også shiva og vishnu og nogle af de andre gode gamle. De første grotter vi kom ind i, var helt breathtaking. Man blev bare slået i hovedet af energien, stilheden, køligheden. Nogle af figuerne var gigantiske. Med fingre lige så høje som os. Billederne taler for sig selv. Vildt.
Det var en dejlig sightseeing dag. På vej hjem i den alternative bus 3, stod vi af for tidligt, og måtte tage en taxa. I dag er det fredag, den 24. Og nu sidder vi i toget på vej mod Xi’an. Wally skriver i sin lílle bog og det gør jeg jo også. Det er blevet mørkt, men vi havde nogle gode timer med dejlig udsigt over Kina by train. Det er koldt ellers. Jeg har 3 trøjer på og min jakke som halstørklæde, Datong var også kold, blæst og regn faktisk. Ja ikke så ferie artigt. Men nu kommer vi jo mere og mere sydpå. Og solen skal nok komme. Tror snart jeg lægger mig ned, til en sovepose, og måske noget ipod.
på Terracotta Warriors, en kæmpe kæmpe samling stenfigurer fundet i halvfjerdserne (tror jeg nok?) De fandt tre grave. Den største med 6000 kinesiske soldater, alle sammen med hver deres unikke ansigt. Generaler, menige og hestefigurer - hele baduljen. Man siger at kejseren enten frygtede livet efter døden så meget at han ville have sine soldater med, eller (mere populært) at han troede han ville reagere videre efter sin død. Kejseren ham selv har man også fundet i en pyramide-artig grav. Men han var ikke blevet gravet op, fordi man ikke ved hvordan man bedst kan vedligeholde graven efter åbning. (det fik vi af vide af en dame-turist - jeg ved ik rigtig.. Sys det lyder lidt usandsynligt at man ikke tog chancen, men måske gemmer de det til når postyret med krigerne driver lidt over - og så åbner de gravene og så skal ALLE kineserne i hele kina komme og betale en formue for at se det igen……
… Kineserne elsker at være turister. Intet kan stoppe dem når de har deres hold-kasket på og som vilde soldater marcher efter hinanden og lederen med det matchende flag. Bortset fra det var vi blevet tippet at medbringe studiekort - eller en slags billed-id, de kan ikke læse engelsk alligevel så selvom det er et kørekort eller et bibliotekskort klarer man den. Wally havde et eller andet Gib-Id med, men det eneste jeg havde var det gule sygesikring, men med mit pas og mit kønne ansigt fik jeg det også til halv pris. Yes så har man det bedre. Penge er sparet.. hvis man er er fake student! Sweet life.
brands, stenfigurer, tryllekunstnere, små fugle i bur etc. etc. Jeg købte et brunt halstørklæde, et par “sølv”øreringe med fjer på, et par sandaler læder-look med en sol på, de er flotte.. Jeg ved ik om de holder i længden, men 160 yuen altså.. Og så faldt jeg lige over et grønt kameraitui, og det trængte jeg jo til. Wally gjorde sit livs investering. I kan tro han tænkte meget. Henne og røre 4 gange og tage den op og sætte den og prutte om prisen og sige “Ouuhfff”og hviske “i just love it so much” til mig. Og efter det lille ansigt havde tænkt og tænkt endte han med at købe den for 125 yen. En sort vandrestav i træ. Forestiller to drager der snoer sig op ad hinanden og holder en bold med deres munde og han elsker den så meget. De lokale kalder den Mo-chau (tryllestav) og han kalder den Sokrates. Den er blevet renset, (med renseservietter og tandbørste) og den følger os hvorend vi går, hænger på vores seng og den holdt vagt ved mig mens jeg var syg. “Im gonna have this stick till the day I die!” 
på Terracotta Warriors, en kæmpe kæmpe samling stenfigurer fundet i halvfjerdserne (tror jeg nok?) De fandt tre grave. Den største med 6000 kinesiske soldater, alle sammen med hver deres unikke ansigt. Generaler, menige og hestefigurer - hele baduljen. Man siger at kejseren enten frygtede livet efter døden så meget at han ville have sine soldater med, eller (mere populært) at han troede han ville reagere videre efter sin død. Kejseren ham selv har man også fundet i en pyramide-artig grav. Men han var ikke blevet gravet op, fordi man ikke ved hvordan man bedst kan vedligeholde graven efter åbning. (det fik vi af vide af en dame-turist - jeg ved ik rigtig.. Sys det lyder lidt usandsynligt at man ikke tog chancen, men måske gemmer de det til når postyret med krigerne driver lidt over - og så åbner de gravene og så skal ALLE kineserne i hele kina komme og betale en formue for at se det igen……
… Kineserne elsker at være turister. Intet kan stoppe dem når de har deres hold-kasket på og som vilde soldater marcher efter hinanden og lederen med det matchende flag. Bortset fra det var vi blevet tippet at medbringe studiekort - eller en slags billed-id, de kan ikke læse engelsk alligevel så selvom det er et kørekort eller et bibliotekskort klarer man den. Wally havde et eller andet Gib-Id med, men det eneste jeg havde var det gule sygesikring, men med mit pas og mit kønne ansigt fik jeg det også til halv pris. Yes så har man det bedre. Penge er sparet.. hvis man er er fake student! Sweet life.
brands, stenfigurer, tryllekunstnere, små fugle i bur etc. etc. Jeg købte et brunt halstørklæde, et par “sølv”øreringe med fjer på, et par sandaler læder-look med en sol på, de er flotte.. Jeg ved ik om de holder i længden, men 160 yuen altså.. Og så faldt jeg lige over et grønt kameraitui, og det trængte jeg jo til. Wally gjorde sit livs investering. I kan tro han tænkte meget. Henne og røre 4 gange og tage den op og sætte den og prutte om prisen og sige “Ouuhfff”og hviske “i just love it so much” til mig. Og efter det lille ansigt havde tænkt og tænkt endte han med at købe den for 125 yen. En sort vandrestav i træ. Forestiller to drager der snoer sig op ad hinanden og holder en bold med deres munde og han elsker den så meget. De lokale kalder den Mo-chau (tryllestav) og han kalder den Sokrates. Den er blevet renset, (med renseservietter og tandbørste) og den følger os hvorend vi går, hænger på vores seng og den holdt vagt ved mig mens jeg var syg. “Im gonna have this stick till the day I die!” 
