herinde, og der er jo sket en hel masse..:) I toget på vej til Beijing mødte vi to spanske piger, som ikke kunne finde ud af billetten (kinesiske tegn.. altså hvordan skal man gætte det?) Og de valgte at slå sig ned i køjerne under vores (vi mødte en sød kineserdame der pejede vores senge ud for os) De var hyggelige, og der blev snakket en hel del spansk. Jeg må sige at jeg kunne følge ret godt med, altså.. jeg sagde ikke meget, men jeg kunne forstå meget. Der blev da også snakket engelsk til ære for mig, men pigerne var ik så gode til det. Toget var udemærket, seks køjer i hver kabine, mig og wallys køjer var de 2 øverste. Og det meste af tiden sad vi nede i "køkkenet" hvor man ku sidde rigtigt og snakke (der var for lavt mellem køjerne til at man ku sidde der) og deer var alle mulige skalk regler om at sidde i køkkenet, man skulle købe noget og man ku kun få kaffe og the og det var sindssygt dyrt.. ja de ville nok gerne have at vi gik, men det var ik fordi vi tog pladsen for andre, der var masser tomme borde. Men her ku man sidde og se ud af vinduet, og kigge på frodige grønne bjerge suse forbi, og marker med kineserkoner der lugede og små huse og store huse, og søer og statuer og træer og jeg ku blive ved. Det var ihvertfald dejligt at sidde der. Da det så blev aftensmadstid blev vi altså smidt ud, nu skulle der laves plads til dem der skulle spise. (og bruge rigtige penge) Så vi trak os tilbage, hang lidt ud i gangen, hvor der også var vinduer, men man skulle stå.. Hele tiden hang vi ud med pigerne, og da vi ikke havde nogen ide om hvor vi skulle bo i Beijing, inviterede de os med til deres prebooked hostel.. så havde vi da noget at gå efter. Og det var jo dejligt. I køkkenet mødte vi også 2 spanske fyre, en jugoslavisk pige og en hongkong pige, som rejste sammen alle 4, og dem hyggede vi også lidt med. Efter aftensmadsræset var drevet over i køkkenet sneg vi os ind igen, og spiste og snakke
de og sad der.. til de smed os ud igen:) Det kan godt være vi var lidt irriterende, men hvorfor? Der var masser pladser, og det var bare det bedste sted at sidde. Forstår ik hvorfor vi ik måtte sidde der. MEN vi trak os tilbage til kabinerne og mig og wally maste os ind på en køje sammen og så Barnaby på bærbaren (livet er godt). Da jeg faldt i søvn og Barnaby var ovre og Wally fik spat af ikke at kunne bevæge sig, kravlede han over i den anden køje og sårn fik vi faktisk en rigtig god nats søvn i køjerne, der btw havde både filtdyner og gode puder at putte sig i.Næste dag begyndte det at blive kedeligt at køre i tog, Men der var stadig langt til klokken 16. Efter morgenmaden sov vi lidt mere, Wallace sov meget, han har noget skalk med maven.. det har han faktisk stadig. Irriterende for ham. Og jeg kom til en hel ny bane i mit gamle Aladdin computerspil som jeg havde med på bærbaren. Jeg spillede i flere timer.. Var helt hyped over at gennemføre den nye bane..:) Men så blev jeg game over og magtede ik at starte forfra.
Da vi endelig kom til Beijing sys jeg det hele var lidt kaotisk. Det er helt vildt i kina så meget kø der er, og folk skubber så meget. Især de små tykke kineserdamer, det er virkelig "enhver er sin egen lykkes smed" og der blir sprunget over og maset. Men.. kø til at komme ud af toget, kø til at komme ind i bygningen, kø til at gennemlyse ens bagage, kø til at vise visum og pas, kø til at komme ud. Og da vi så kom ud.. Wooow. altså. Det var en kæmpe betonplads. Fyldt med kinesere. Henslængt på sække med ris, siddende på stenene. Stående, gående, cyklende.. Waaaa så mange hoveder! Og de stirrede! Stirrede og stirrede! :) Lissom Indien. De var helt vilde med Wallys hår og stillede sig tættere på, nogle sneg sig endda til røre og de pippede ivrigt på kinesisk. Nogle var flinke og vi fik et stort smil og en thumbs up, andre var skalke og rystede åbenlyst på hovedet og sagde helt sikkert ikke noget pænt.
Vi havde lidt allesammen slået os sammen nu, de to spanske piger, og den anden gruppe på fire, vi skulle nogle lunde i samme retning. Og pigen fra Hongkong kunne jo tale mandarin, og det var altså en stor hjælp at have hende med ii starten. Jeg synes altså det var lidt for overvældende.. Ingen så ud til at kunne tale engelsk her. SÅ bu begyndte backpackingen, hvordan skulle vi finde vej til det hostel, Først prøvede vi at finde ud af noget med en bus, men det gik ikke, vi skulle ha fat i en metrostation, og endte med at tage en taxa til metroen (okay, måske ik SÅ backpackeragtigt alligevel) Men så skulle vi da stå i en ny gigantisk taxi-kø i lissom en kæmper parkeringskælder under jorden. Der var endda 2-3 autoritære kinesere ansat til at holde styr på køen og taxaerne og være sikker på det forløb ordentligt:)
Og det blev vores tur og vi blev sat af, og der var da ikke noget der lignede metroer i nærheden, men hongkongpigen vidste at vi skulle over vejen og under broen og ned af trappen og så var den der. Ned ned ned under jorden, trapper trapper, mennesker.. massevis. Her begynder de 14kg på min ryg at irritere mig lidt. Kø til at komme ind i metrotoget, kø til at komme ud, securitytjek, vanvittigt mange mennesker helt vildt. Vi var selvfølgelig kommet midt i myldretiden, og alle de ivrige kinesere ville gerne hurtigt hjem fra arbejde. Så skulle vi skifte tog og igennem det hele igen. I selve metroen stod vi op som sild i tønder og holdt humøret ganske højt synes jeg. Hongkongpigen foreslog at vi stod af på et stop, så det gjorde vi. De spanske piger havde en adressebeskrivelse hvordan man kom fra metroen til hostellet. Og det gik fint. Der var et lille stykke at gå og endelig traskede vi ned ad gaden hvor vores hostel skulle være. Jeg blev meget glad da jeg kom ud af metroen ved vores hostel, her var meget mere hyggeligt end der hvor nattoget satte os af. Meget bedre energi og stemning.Det var dejligt og det sugede lidt i min mave. Vores gade er ik så fancy men ligger meget centralt, der er 4-5 autentiske kinesiske restauranter, uden overdrevent kina lir som røde lamper og store guldløver og typisk kinakunst. Og vi har fået et yndlingsted, hvor væggene helt hvide (altså de er møgbeskidte) og gulvet er uigenkendeligt. Bordene har en grønlig 
voksdug på med billeder af kager og krydderier, og det eneste der er på væggene er "no smoking" skilte. Men alle ryger derinde alligevel- gulvet er fyldt med skodder. Den første aften vi var der, sad der nogle kokke og spiste, hvilket vi tog som en godt tegn. Og maden vidste sig da også at være ret lækker. Wally og jeg har købt en lille bog med kinesiske sætninger, der står på engelsk og kinesisk. Så da de kom med menuen, som selvom den var engelsk - nærmest var umulig at forstå. Vi pejede på "jeg er vegetar" i bogen, pejede på os selv og så sagde hun "Hårhårh, okayokayokay" og hun slog op og pegede på nogle ting og vi gættede og sagde ja tak.
voksdug på med billeder af kager og krydderier, og det eneste der er på væggene er "no smoking" skilte. Men alle ryger derinde alligevel- gulvet er fyldt med skodder. Den første aften vi var der, sad der nogle kokke og spiste, hvilket vi tog som en godt tegn. Og maden vidste sig da også at være ret lækker. Wally og jeg har købt en lille bog med kinesiske sætninger, der står på engelsk og kinesisk. Så da de kom med menuen, som selvom den var engelsk - nærmest var umulig at forstå. Vi pejede på "jeg er vegetar" i bogen, pejede på os selv og så sagde hun "Hårhårh, okayokayokay" og hun slog op og pegede på nogle ting og vi gættede og sagde ja tak. Det viste sig at være rigtig lækkert. Vi har siden spist der et par gange. Forleden fik vi en vand, en cola, en kande the, aubergineret med ris x 2, med brød til, for 30yuen, (1yuen = 0,75kr) så dvs ca 25 kroner? og vi var mætte.. også wally:) Og de er søde, også de andre gæster i restauranten, de morer sig med at høre os forsøge på kinesisk og de hjælper os lidt.. dejligt.
Vores hostel er også rigtig fedt. Vi har vores eget værelse og vi gir 70yuen hver, hvilket nok er i den dyre ende, men det er nærmest et luxus hotel. De har den hyggeligste bar (hvor jeg sidder nu) med gratis wireless internet, dejlig mad, ikke alt for dyrt, og der er hyggeligt og dejlig musik og de er så søde. Staffet på hostellet er alle sammen unge fnisende smilende kineserpiger, med smådårligt (men dog forståeligt) engelsk, og de er meget charmerende og hjælpsomme.
Forleden da vi skulle noget i receptionen stod der nogle unge kineserknøse og de ventede helt sikkert på at vi skulle gå så de ku sige nogle søde ting til de 4 piger bag skranken, som fnisede løs som 12årige orlando blooms fans, og det var så hyggeligt at man ik kunne lade være med at smile.
Men men men, Beijing, der er masser at se! Den første dag vi gik os en tur for at 
se hvad der var omkring os, vadede vi lige ind i the forbidden city, som er en kæmpe turist attraktion, og det måtte vi jo se nærmere på. Og det er kæmpestort og smukt og imponerende og intakt og meget fyldt med turister (især andre kinesere) de gik allesammen rundt i store grupper, med en flot kasket i en vild farve så man vidste hvem der hørte sammen og så gik der en guide med et flag i samme farve, og det lignede en eller anden alternativ demonstration eller udmarch til krig, når de kom trampende med flagholderen forrest. Og der var mange. Røde kasketter, hvide, blå, gule, gule og røde, der var også en massse skoleelever i blåt træningstøj - de tog tingene mindre seriøst som skoleelever nu gør det. Fjollede lidt rundt og stak af fra hinanden. Vi tullede bare rundt og kiggede i nogle timer, der var en have som var flot. der ville jeg nok hænge mest ud hvis jeg var Kejser.
se hvad der var omkring os, vadede vi lige ind i the forbidden city, som er en kæmpe turist attraktion, og det måtte vi jo se nærmere på. Og det er kæmpestort og smukt og imponerende og intakt og meget fyldt med turister (især andre kinesere) de gik allesammen rundt i store grupper, med en flot kasket i en vild farve så man vidste hvem der hørte sammen og så gik der en guide med et flag i samme farve, og det lignede en eller anden alternativ demonstration eller udmarch til krig, når de kom trampende med flagholderen forrest. Og der var mange. Røde kasketter, hvide, blå, gule, gule og røde, der var også en massse skoleelever i blåt træningstøj - de tog tingene mindre seriøst som skoleelever nu gør det. Fjollede lidt rundt og stak af fra hinanden. Vi tullede bare rundt og kiggede i nogle timer, der var en have som var flot. der ville jeg nok hænge mest ud hvis jeg var Kejser. Dagen efter, onsdag må det blive så. Der lavede vi slet ik noget. Vi hang ud hernede, jeg oploadede billeder til facebook, wally har fundet en bog han er blevet vild med (han læser også i den nu) og da det blev aften tænkte vi at nu måtte det være nok, så vi gik en tur, men det var koldt og vi havde ik trøjer på, vi prøvede at finde nogle sko til wally (han fryser i sine klipklappere) Men i stedet rendte vi ind i en lidt tosset kineser. Han ville vidst bare gerne snakke, hvad hed vi, og hvor kom vi fra. Han var rimli pænt klædt på, sagde at han var professor, men det var lissom om han gjorde sig dummere end han var. Han var interesset i spansk, og wally prøvede at lære ham at sige nogle ting. Det føltes lidt skummelt, og vi kiggede os hele tiden over skulderen-agtigt. Han blev ved med at spørge og han var virkelig virkelig dårlig til det, det virkede som om han gjorde sig umage for at være dårlig. Og vi blev lidt urolige. Der meget hullabaloo her om at man skal passe på et trick, hvor en tilsyneladende "studerende" kommer hen til dig og spørger om du vil hjælpe med lidt engelsk og så bliver de din ven og inviterer dig med til nogle ting og de siger det er gratis og så til sidst bliver du presset til at betale vildt meget for det, ellers ringer de til politiet. Vi syntes hele tingen lugtede lidt, så lige pludselig sagde Wally rigtig meget farvel og vi skyndte os væk fra ham. Han råbte et eller andet efter os, nok farvel eller sårn. Og vi gik i en vilkårlig retning. Han stod med en lille blok og skrev spansk ned og selv da vi havde krydset vejen og gået en hel del væk ku vi se ham stå der med sin blok og skrive? Lidt efter stod han bare og kiggede midt på fortovet. Kiggede lidt på et skilt, og gik i en tilfældig retning væk. Måske var han bare interesset, måske var han lidt tosset? Man ved det ik. Men man skal jo passe lidt på. Vi gik hjem lidt efter. Der skete ikke mere den dag.
Torsdag mødte vi et engelsk kærestepar der kun havde 14dages visum til kina og derfor havde det hele planlagt og booket og forberedt. Og de var meget inspirende og glade og vilde og havde lige selv taget det offentlige til The Great Wall og det havde været helt vildt og de var helt høje. Så vi besluttede os for at købe en tour næste dag. Vores tour ville blive noget andet end deres, vores var til en original del af muren, som ikke var blevet genopbygget, og den skulle være mindre turistet (fordi den var sværere at gå på) Og den var 10km lang, så det ville blive en længere dag. Vi diskuterede lidt frem og tilbage om vi skulle tage deres ide, fordi det var billigere at gøre selv. Men på den her måde var det bare nemmere og dejligere og jeg synes vores del af muren lød federe end deres. Så i den forbindelse skulle vi jo ha nogle sko til Wally, vi gik en tur - stadig nogle ting i Beijing vi ik har set så vi gik en ny og lang vej og kom ind i en underlig cowboy spøgelsesby (vi gætter på den er bygget under OL08, men er butikkerne taget ned og det ser underlig ud. Vi tog en sidegade hvor der var gang i den. Masser butikker, små mennesker, store huller i vejen- noget vejarbejde. Og det var hyggeligt. De kiggede lidt, Vidst ikke de store turistmængder de falder over der. Fik skæld ud af en kvinde fordi jeg tog billede af hendes bod, blev hilst på af midaldrende arbejdsmænd, med hårde hatte og orange jakker som var igang med at kigge på mens nogle andre gjorde gravearbejdet. Lissom indien blev der ikke gjort den store indsats for at få arbejdet gjort færdigt. 7 der kigger på, og 2 der graver - og selv dem der graver tar kun 1/4-fulde spadestik. Hyggeligt. Vi fandt nogle gummisko til Wally. De er lidt far-agtige, men behagelige og billige. Så skulle vi jo også købe sokker, og vi kom forbi en lille forretning med den sjoveste pige i. Hun havde addidas sokker, og hun startede med 38yuen pr par. HA HA. Okay hun indrømmede det var lidt dyrt, "30yuen" så.. Wally grinede højt og sagde 5yuen. Og sådan stod vi og pruttede om prisen og jeg morede mig. Hun talte spansk og engelsk rigtig godt, og var rimelig godt i stand, i pænt tøj. og så pludselig begyndte hun "I need food.. Its not that much for you" Men hun gjorde det på sårn en joke agtig måde, og gav op igen da vi bare ikke kunne lade være med at grine. Og hun grinede også lidt, og sagde at hun gerne ville købe is for pengene, og så grinede vi og hun sagde at hendes chef ville blive sur hvis hun købte is for hans penge.. Ja det ku vi da godt se. Hun lignede altså også en der tit kom til at bruge chefens penge på is :D
Wally ville nu ha 2 par for 10yuen og hun ville give ham 1 par. Hendes forslag lød på "one pair, ten yuen and a coke for me?!" Og det var bare så sjovt altså. "With 1yuen i can get half an icecream, and a coke." og det endte med at vi fik 2 for 10yuen og wally gav hende et par yuen til is, for hun var bare så sjov. 38yuen for et par! Oh my god. Vi fniser stadig over hende der.
Bagefter var inde og spise på vores yndlingsrestaurant, og gik i seng. Vi skulle være friske til bussen mod The Great Wall klokken 6 næste morgen.
Fredag! Lidt svært at komme op så tidligt. Og det udskudte bad som skulle finde sted om morgenen, nåede vi selvfølgelig ikke! Men det var okay.
Der var en tretimers bus at sove vidre i, jeg 
fandt endda en pude og selvom bussen var helt fuld var sædet ved siden af os ledigt, så vi ku rigtig sprede os og ligge godt. Sov det meste at turen. Jeg kan næsten ik holde mig vågen i busser synes jeg. Vores engelsktalende guide (som altså ikke skulle med op på muren) forklarede os lidt om turen, hvor og hvornår vi skulle mødes og sårn. Han var ik så god til engelsk, men jaja. Det skulle blive en 10km lang gåtur, på den originale mur, ikke noget genopbygget (som den mere turistede del af muren er) Det undrer mig lidt, set i bakspejlet, at vi ik skulle skrive under på en "det er ikke vores skyld hvis du falder af muren og dør"-kontrakt, for det var snizzlefizzle farligt ind i mellem. Men vi gik op. Det første stykke var en dræber. Trapper, trapper, op op op op op, store trin, små trin, ingen trin, det hele var op op op op opad. Da muren jo bla er bygget for at skabe oversigt og landskabet, lå den på toppen af tinderne på bakkerne og der var langt op til den første. Pyuh, da vi så endelig nåede til muren var der mere op, flere trapper og det gik 
stadigt stejlt opad. Da vi nåede det 3 tårn, måtte jeg ha en pause, og jeg blev faktisk rigtig dårlig, svimmel, sortnede for mine øjne og jeg ku næsten ik holde mit hovede, tænkte på at kaste op og der var bare... 32 tårne endnu. Vi snakkede om at gå tilbage, men det havde jeg altså virkelig ikke lyst til. Så vi sad der lidt, drak noget vand, spiste lidt chokoladebar og pludselig havde jeg det ret godt. Nok også chokket.. det jo -desværre- noget tid siden jeg har gjort noget der i den grad er aktivt. Og de næste par tårne så ud til at være mere lige eller lidt ned af. Hele muren var først lidt ned af bakke, og så op ad bakke og så et tårn og så ned af bakke og så op ad bakke og så et sårn. Men det første stykke var det generelt opdad, (dvs kun lidt ned ad bakke for så at nå et langt stykke stejlt op af bakke etc) Men vi aftalte at gå videre og hvis det blev slemt igen måtte vi bare gå tilbage. HELDIGVIS og det er jeg bare så glad for!! Blev det aldrig så slemt igen. Og vi holdt bare nogle pauser på de strenge stykker og drak noget vand og nød udsigten og efter måske en time hvor jeg havde det lidt hårdt, blev det bare rigtig fedt. Det var lissom at gå på toppen af verden, der var næsten ingen turister og dem der var kom næsten allesammen fra vores egen bus. Og muren blev sjovere og sjovere. Stenene smuldrede og der var huller over det hele, så var der ikke noget rekværk, så var den helt smadret nogle steder og vi måtte gå udenom. Det var meget mere en udfordring og en udforskning end det ville ha været at tage den genopbyggede nemme del af muren. Jeg var på knæ, brugte hænder, hoppede, kravlede, lod mig glide ned på numsen på de stejle steder, og jeg glemte at det syrede i lårene og jeg nød det bare. Hele tiden 
kunne man bare se muren fortsætte i horisonten op og ned og bag ved en, det man lige havde gået på. Ca halvvejs på turen begyndte muren at gå generelt nedad. Altså omvendt af før som var mest op. Og så holdt det jo næsten op med at være hårdt. Vi mødte to svenske drenge som vi hang ud med og snakkede lidt. Var en hyggelig gåtur. Til sidst da vi var kommet et godt stykke ned i den dal hvor vores bil sku hente os et sted, var der er en lang tynd træbro. Det lignede noget fra Indianajones syntes jeg - ahh den så nu mere sikker ud, men stadigvæk! Og på den anden side af den var der en Zipline altså en slags svævebane. Wally er jo ikke meget for højder, for at sige det mildt. Jeg synes det så helt vildt fedt ud, plus vi ville slippe for ca 30minutters gåtur, for enden ville der være en båd der sejlede os hen til parkeringspladsen hvor vi skulle mødes. Altså, jeg synes ikke det kunne være mere bonusagtigt, og det kostede 40yuen! Jeg sagde at jeg ville, Wally var ik meget for det. Så kom der en og sagde at det var rigtig sjovt hvis man gjorde det 2, fordi der var mere fart på. Jeg fortalte ikke Wally noget om skiltet bagved hvor der stod at man kun måtte være 1 pr tur. Han skulle li ryge en smøg på det, og det sugede godt nok også i min mave. Men jeg havde egentlig besluttet mig. Da vi så kom ned, og der stod en lille bitte dame med den tynde blå sele og gav os den på. Den blev spændt fast med stropper og det så bare ik skideholdbart ud:) der var ik noget tykt lækkert jern der sagde klik eller noget. Det ku jeg godt ha tænkt mig. Og da man kiggede ud over der hvor vi skulle 
skubbes ud blev jeg li svimmel et øjeblik. Wally trak næsten ikke vejret og så ud til at bakke ud. Men så pludselig havde han tingen på. også, og den lille solbrune dame satte os fast til en klemme på wireren. GULP. Wallys sidste tanke før vi blev skubbet ud var "Okay if we die, we die" men så snart vi hang der forsvandt min frygt. Det var helt stille og smukt og vi så bare på vandet og bjergene og det tog kun et halvt-helt minut så var vi på den anden side. Den der lille sorte prik på midten af søen er så os, der svæver henover verden:
fandt endda en pude og selvom bussen var helt fuld var sædet ved siden af os ledigt, så vi ku rigtig sprede os og ligge godt. Sov det meste at turen. Jeg kan næsten ik holde mig vågen i busser synes jeg. Vores engelsktalende guide (som altså ikke skulle med op på muren) forklarede os lidt om turen, hvor og hvornår vi skulle mødes og sårn. Han var ik så god til engelsk, men jaja. Det skulle blive en 10km lang gåtur, på den originale mur, ikke noget genopbygget (som den mere turistede del af muren er) Det undrer mig lidt, set i bakspejlet, at vi ik skulle skrive under på en "det er ikke vores skyld hvis du falder af muren og dør"-kontrakt, for det var snizzlefizzle farligt ind i mellem. Men vi gik op. Det første stykke var en dræber. Trapper, trapper, op op op op op, store trin, små trin, ingen trin, det hele var op op op op opad. Da muren jo bla er bygget for at skabe oversigt og landskabet, lå den på toppen af tinderne på bakkerne og der var langt op til den første. Pyuh, da vi så endelig nåede til muren var der mere op, flere trapper og det gik 
stadigt stejlt opad. Da vi nåede det 3 tårn, måtte jeg ha en pause, og jeg blev faktisk rigtig dårlig, svimmel, sortnede for mine øjne og jeg ku næsten ik holde mit hovede, tænkte på at kaste op og der var bare... 32 tårne endnu. Vi snakkede om at gå tilbage, men det havde jeg altså virkelig ikke lyst til. Så vi sad der lidt, drak noget vand, spiste lidt chokoladebar og pludselig havde jeg det ret godt. Nok også chokket.. det jo -desværre- noget tid siden jeg har gjort noget der i den grad er aktivt. Og de næste par tårne så ud til at være mere lige eller lidt ned af. Hele muren var først lidt ned af bakke, og så op ad bakke og så et tårn og så ned af bakke og så op ad bakke og så et sårn. Men det første stykke var det generelt opdad, (dvs kun lidt ned ad bakke for så at nå et langt stykke stejlt op af bakke etc) Men vi aftalte at gå videre og hvis det blev slemt igen måtte vi bare gå tilbage. HELDIGVIS og det er jeg bare så glad for!! Blev det aldrig så slemt igen. Og vi holdt bare nogle pauser på de strenge stykker og drak noget vand og nød udsigten og efter måske en time hvor jeg havde det lidt hårdt, blev det bare rigtig fedt. Det var lissom at gå på toppen af verden, der var næsten ingen turister og dem der var kom næsten allesammen fra vores egen bus. Og muren blev sjovere og sjovere. Stenene smuldrede og der var huller over det hele, så var der ikke noget rekværk, så var den helt smadret nogle steder og vi måtte gå udenom. Det var meget mere en udfordring og en udforskning end det ville ha været at tage den genopbyggede nemme del af muren. Jeg var på knæ, brugte hænder, hoppede, kravlede, lod mig glide ned på numsen på de stejle steder, og jeg glemte at det syrede i lårene og jeg nød det bare. Hele tiden 
kunne man bare se muren fortsætte i horisonten op og ned og bag ved en, det man lige havde gået på. Ca halvvejs på turen begyndte muren at gå generelt nedad. Altså omvendt af før som var mest op. Og så holdt det jo næsten op med at være hårdt. Vi mødte to svenske drenge som vi hang ud med og snakkede lidt. Var en hyggelig gåtur. Til sidst da vi var kommet et godt stykke ned i den dal hvor vores bil sku hente os et sted, var der er en lang tynd træbro. Det lignede noget fra Indianajones syntes jeg - ahh den så nu mere sikker ud, men stadigvæk! Og på den anden side af den var der en Zipline altså en slags svævebane. Wally er jo ikke meget for højder, for at sige det mildt. Jeg synes det så helt vildt fedt ud, plus vi ville slippe for ca 30minutters gåtur, for enden ville der være en båd der sejlede os hen til parkeringspladsen hvor vi skulle mødes. Altså, jeg synes ikke det kunne være mere bonusagtigt, og det kostede 40yuen! Jeg sagde at jeg ville, Wally var ik meget for det. Så kom der en og sagde at det var rigtig sjovt hvis man gjorde det 2, fordi der var mere fart på. Jeg fortalte ikke Wally noget om skiltet bagved hvor der stod at man kun måtte være 1 pr tur. Han skulle li ryge en smøg på det, og det sugede godt nok også i min mave. Men jeg havde egentlig besluttet mig. Da vi så kom ned, og der stod en lille bitte dame med den tynde blå sele og gav os den på. Den blev spændt fast med stropper og det så bare ik skideholdbart ud:) der var ik noget tykt lækkert jern der sagde klik eller noget. Det ku jeg godt ha tænkt mig. Og da man kiggede ud over der hvor vi skulle 
skubbes ud blev jeg li svimmel et øjeblik. Wally trak næsten ikke vejret og så ud til at bakke ud. Men så pludselig havde han tingen på. også, og den lille solbrune dame satte os fast til en klemme på wireren. GULP. Wallys sidste tanke før vi blev skubbet ud var "Okay if we die, we die" men så snart vi hang der forsvandt min frygt. Det var helt stille og smukt og vi så bare på vandet og bjergene og det tog kun et halvt-helt minut så var vi på den anden side. Den der lille sorte prik på midten af søen er så os, der svæver henover verden:
Idag har vi sovet længe, jeg vågnede og skulle tisse og løb i trusser til toilettet og rendte ind i nogle drenge der var ved at tjekke ind og fortrød lidt mit dristige forsøg på hostel-åbenhed. Så vækkede jeg wally fordi mine fingre kløede for at skrive blog, og nu en kaffe og en risret senere er jeg ved at være færdig. Det er dårligt vejr derude - siger dem der har været der. Men jeg tror alligevel vi tar en lille gåtur - frisk luft ville være rart. Mine muskler er til at mærke idag, men slet ikke i samme grad som de kunne være.
Det engelske par vi mødte, der inspirerede os til muren fortalte os om deres fortsatte rute herfra, og vi overvejer at kopiere den. Der er nogle underjordiske hellige huler i en by 6 timer herfra, som skulle være fantastiske, og så deerfra er der ikke lang til Xian, som har terracotta tombs og en del andre ting at se på. Så det tror jeg vi gør, når vi føler at Beijing ikke har mere at byde på.
Men ihvertfald. Livet er skønt! Jeg håber i har det godt derhjemme! og nyder noget vejr der ligner sommer?
Knus og Kærlighed fra os begge!
XXX
Ingen kommentarer:
Send en kommentar