Thailand, wuhuuh!
Bangkok er farverig, kaotisk og travl. Vi ankom i går aftes klokken lige over 18 og turen selv havde nogle press-faktorer undervejs. For eksempel drengene på vores No Problem Villa, ærligt talt har jeg sjældent i asien mødt staff med en så provokerende attitude. De så åbenlyst ned på turister, altså. Der var ikke meget respekt eller staff/kunde forhold. Det første de gjorde da vi ankom, vi steg lige ud af tuktukken og så kom der en og tog g
uitaren ud af hånden på mig, jeg troede han bare ville bære den så jeg sagde ikke noget, men så gik han lige hen til et bord, pakkede den ud og gik i gang med at klimte noget uigenkendeligt BLIM BLIM BLIIIM på den. Til stor morskab for de andre. Ikke noget med "Må jeg?" Eller "er det okay?" Vi kom ud og hentede den tilbage senere. De tog blandt andet Wallys klipklappere og gik rundt med dem på så han ikke kunne finde dem, småtiggede cigaretter konstant og da vi skulle betale regningen ville fyren ikke holde op med at bede om drikkepenge, og til sidst var det bare for meget altså. I starten tænkte vi, nej hvor er de dejligt åbne og kammeratlige, men til sidst lignede det mere bare respektløshed, og vi har snakket lidt om det siden vi forlod Siem Reap at det altså desværre var et lidt generelt vibe vi fik fra Cambodjanere (I hvert fald dem som arbejdede med turister) ligesom om de bagtalte en så snart man vendte ryggen til.. og selv mens man kiggede.. nu da vi ikke forstår hvad de siger.
Den morgen vi tog afsted derfra, klokken 7.30 morgen ud foran hotellet, en hel del backpackere var dukket op og skulle alle med den her bus, over grænsen og til Bangkok. Så kom der endelig nogle busser, men vi fik ikke noget af vide, til sidst var der nogle der rejste sig og begyndte at tage tasker på og så rejste resten af fåreflokken sig også op, og så grinede de bare åbenlyst af os, altså.. Pegede lidt og stirrede lidt på et par piger i shorts. Og det er bare så irriterende altså! Selvfølgelig fatter vi ikke hvad der foregår, det er jo deres ansvar at hjælpe os ma
nd. Skalk. Da mig og Wally kommer ind i bussen er der ikke rigtig nogen sæder, ØHH. Alles rygsække ligger som en pyramide på de to forreste sæder, og min kommer øverst (som den gigantiske skildpadde den er!) og faldt ned 3 gange i løbet af turen. Wally blev klemt ind på det bagerste sæde og en fyr blev bedt om at gøre sig mindre så jeg ku sidde ved siden af ham. Og så kørte vi. Efter en time var der et 20min stop, hvor Wally faktisk mødte en pige han kender fra Gib, er det ikke vildt? Hvis vi kan finde hende, skal vi mødes med hende en aften i Bangkok. Da vi kom tilbage til bussen kørte vi i en time og så var der en times stop ved (formentlig busselskabets fætters) restaurant, lå en lille times tid fra grænsen. Skalk. Så vi kunne have kørt derhen på 3 timer, men i stedet tog det 5-6, så vi kunne holde pauser hundrede gange og købe colaer og betale for deres toiletter.. Bussen var godt nok heller ikke meget for det. Jeg har til dags dato aldrig været vidne til en så verbal skideballe med så mange forskellige accenter. Stakkels guidefyr, der var nogle meget vrede mennesker i den bus. "Look up "scam" in the dictionary! This is bullshit!" Det var ligesom en film. Men det var også ret irriterende. Nå guiden konkluderede at hvis vi ikke ville vente ved restauranten kunne vi vente i bussen, det måtte vi selv om.. Haha.. Jaja, så alle satte sig jo ind på restauranten alligevel.
Krydsningen var fin, det stod ned i torve, og Thailand så ret grå og våd ud, og der var ret langt at gå med fuld oppakning i regnvejr, det mærkes i lårene idag. Men det var okay, og der var ikke nogle lumske vinduer hvor man skulle betale en dollar her og der, bare fordi ellers fik man ikke sit pas tilbage. På den anden side af grænsen mødte vi guiden som stod sammen med et italiensk par, og han sagde at vi bare skulle vente her 5 minutter. "Jaja 5 minutter her og der, det betyder jo ikke 5 alligevel i Asien." Tænkte vi, men der gik kun 15 før han sendte os den ene vej, "Yes yes this way, walk strong!" Okay.. øhh yes vi gik hurtigt, når bussen der holder der, men det viser sig at den ikke går til Bangkok. FEDT. Vi gik tilbage for at finde guiden igen og helt kold sagde han bare "Yes Yes, go this way.." og pegede den modsatte retning. FEDT. Så gik vi den anden vej, og der var en kæmpe lyserød dobbeltdækkerbus der så ud som om den ventede på os. Ahhh.. yes vi når derhen, det italienske par går ind og vi kan høre dem råbe "theres no seats!!" og Wallys hoved falder ligesom ned på brystkassen og jeg fniser mit allersidste tolerancefnis. Der er et par thai guider der vimser rundt og ud og ind af bussen og siger "One moment" og ser ud til at de ikke aner hvad de så skal gøre.. til sidst bliver Wally proppet ind på et sæde, der allerede ser meget proppet ud og jeg bliver taget ind bagved chaufføren, hvor der ligesom er et lille område, vel beregnet til at transportere kasser, eller dyr eller børn eller andre små ting der ikke må gå i stykker, sammen med det italienske par der skændtes meget højlydt på italiensk, og ligger der de næste 4 timer.
Det er vel egentlig en af bussens bedste pladser skulle jeg mene, og fosterstilling er egentlig een af mine mest favorable stillinger, desværre lå jeg lige under en eller anden form for aircon-rist, som ikke kunne slukkes, og som endda dryppede iskoldt underligt vand ned i mit hoved. Men man er vel en pige og jeg havde halstørklæde, striksokker og ekstra T-shirt med i håndtasken, og så hjælper det jo lidt. Da vi så ankommer i Bangkok er der selvfølgelig en billion taxichauffører, tuktukker og generelt folk der vil ha vores penge på den ene eller anden vis. Daan havde anbefalet et småfancy hotel ved navn Rambuttri Village, og det skulle ikke være det billigste, men alligevel dét værd fordi der er en nice swimmingpool på taget og Bangkok er ret varm og fugtig. Så vi vidste vi ville derhen. De her chauffører var superirriterende og prøvede at lokke os til at køre til et eller andet infosted fordi de fik benzinkuponer af skrankedamen hvis de tog kunder med til hende, og generelt var de bare ikke særlig hjælpsomme. Da vi nævnte Rambuttri insisterede de på at man skulle have bestilt værelse der først og at det nok var bedst bare at tage med dem hen til informationsstanden og så kunne vi se der om der var plads. Altså, hvorfor ikke bare Rambuttri først og så hvis der ikke var plads kunne vi tage den derfra? Den ene ville ikke lade Wally være "Ah, my friend, you help me, I help you, okay..?" Og det er bare så irriterende når de kører det der samvittighedspis på dig, altså de ville jo ikke hjælpe os alligevel? Skalk mand. Jeg ved ikke hvor mange der bare tænker "Nå okay, fint det var ikke her jeg ville hen, men okay nu får den rare mand en benzinkupon og så kan jeg tage en anden taxi herfra, til der hvor jeg faktisk skulle hen, pyt med at jeg stod op klokken 6:30 i morges, og har siddet og ligget i en bus i 10 timer, og at jeg nu skal igennem det mest hektiske med at slæbe min taske rundt og finde et værelse, jeg bliver ikke vred over at blive kørt et forkert sted hen, MED VILJE fordi chaufføren er ligeglad med hvor jeg siger jeg vil hen. "
Okay, måske ville jeg have gjort det for 4 måneder siden hvor jeg synes det hele bare var et stort fantastisk eventyr, og alle de små forhindringer var grineren, og "Ej tænk hvor fjollet, nu skal vi have EN NY taxi" Men det gør jeg altså ikke mere, jeg er træt af at smide penge ud af vinduet, træt af det skalke turist/lokal forhold hvor det eneste de tænker på er at få så mange penge som muligt, og jeg gør hvad jeg kan for ikke at blive snydt og det er så irriterende at man ikke kan vurdere hvem der tager røven på dig og hvem der tilbyder en fair deal (og fordi du er så stram, efter at blive snydt så meget) at du faktisk tager røven på dem fordi du nu vil være sikker på at du ikke bliver snydt, og så tænker man over det bagefter og man betalte faktisk alt for lidt, og det er heller ikke fedt.
MEN PYT. Vi gik fra de der skalkhoveder, bare i en eller anden retning, havde hørt at vi ville være rimelig tæt på Khao San Road, hvilket skulle være turiststedet i Bangkok, men hvilken retning? Vi løb ind i en taxichauffør der IKKE var interesseret i penge, og han forklarede os at hvis vi fortsatte ned ad gaden i 2 minutter ville vi være på Khao San Road. Nice, vi endte med at vade lige ind i et Rambuttri skilt og så var vi der. Og de havde værelser til os da, ikke noget problem. Det var liiige lidt pebret synes jeg, men så var der jo også swimmingpool på taget, så vi sagde jo tak. Bangkok mand! Fedt. Vi lagde tingene og gik ud for at udforske byen, og igen følte jeg mig helt høj over det hele. Ude foran vores lobby (jaa. der var en rigtig lobby..wuhu) var der et par restauranter, en lille sø med forvoksede guldfisk, stenfigur-elefanter der sprøjtede med vand og planter, meget eksotisk og hyggeligt. der lå desuden et par internetcafeer og en hel del skrædderforretninger der prøvede at lokke Wally ind og kigge - for han ligner jo lige sådan en type der vil ha et skræddersyet jakkesæt til rygsækken. Det lykkedes ikke. Men alle gaderne omkring os var små turiststræder, med boder og butikker og man kunne få alt. Uden tvivl, der var rastabutikker hvor man kunne købe hatte og solbriller, der var punge, sutsko, falske id-kort, pad thai (nudler) med æg og grøntsager, der var en hel del gadecafeer, nogle mere hyggelige en andre. Men en hel del af dem, med live guitarist, eller anden slags høj musik og det hele laver bare sådan en dejlig stemning når man går ned igennem bare for at kigge. Et sjovt og ret ofte set fænomen var gadebarerne, med ligesom bare et klap-ud-bord proppet med sprutflasker, en stang plastik krus og en 10 plastiktaburetter, derudover var der som regl et sæt højtalere der brølede med hård housetechno og måske en lyskæde. Jeg gætter på det er den billigste måde at få sig en brandert på, og de var ret populære især blandt engelske lårkorte piger og irske højrøstede fyre.
Vi købte os i stedet en Padthai fra en bod, og snusede lidt omkring. Havde lidt griner på over hvor hektisk det var, mødte nogle medrejsende fra bussen og de gik også bare op og ned af den samme gade og morede sig. Nå da jeg var ved at blive træt gik vi tilbageaf, men faldt over en underlig lille tuttenutte butik. Lyserød og fyldt med små tegneserieinspirerede malerier af den samme lille pige, med et stort hoved og alle hendes kæledyr. Her kunne man få kaffe, og det ville jeg gerne have. Fantastisk kaffe skal jeg sige til deres forsvar, det største thailandske smil jeg har set til dato og en ret speciel stemning derinde. Vi ville egentlig have kaffen med os, men endte med at drikke det meste af den der, omgivet af vaniliekøer, pyntedimser og dagbøger til salg.
Næste dag skete der ikke så meget... da vi vågnede skyndte vi os op på taget for at sole os lidt og udnytte poolen, og det var rigtig dejligt, solen var bagende og vandet var køligt, og en halv var nok for os, så var det liiiige varmt nok, fedt område ellers og fed udsigt over Bangkok, vi gik ud for at finde kaffe og fandt også baked beans til morgenmad og dét var jo en dejlig overraskelse. Så sad vi der ved den lille sø og spiste morgenmad, gik ellers bare tilbage til værelset, jeg skrev lidt og Wally læste lidt og gik til sidst ud for at finde flybilletter til New Zealand. Det var lidt besværligt, men vi endte med at finde nogle rigtige billige til Australien (melbourne) og så skulle vi bare videre derfra. Kunne ikke overskue mere der, så vi gik ud for at finde noget mad, fandt en dejlig lille gadegrill, og fik noget risret med peanuts og gik ellers bare tilbage til værelset. Og på vores sidste hele dag, ville vi gerne ud og se noget. Wally havde været i Bangkok før da han var lille, og dengang var de ude og se et Royal Garden Palace og det eneste han kunne huske var en stor udendørsseng, og det syntes han dengang var vildt sejt. Så den skulle vi jo finde. Det var en ret imponerende royal have, med masser af guldtårne og overdådigt udsmykkede templer og bygninger. Figurer, og guldpavilloner, - og vi måtte senere konkludere at den store seng han kunne huske var en af de her pavilloner. Vi skyndte os hjem til poolen og nåede lige en lille time på taget før solen gik ned og det blev for koldt. På værelset fik vi sms fra Sara, (Wallys veninde vi mødte på vejen til grænsen) om at hun ville komme til Khao San Road i aften, og om vi skulle mødes til drinks eller noget? Jeg skulle lige skype først, men Wally gik ud for at finde hende og det styrtede ned i timevis.
Efter skype gik jeg ud for at mødes med dem, og gik halvdelen af vejen med vand op til knæene, det var holdt op med at regne, men det hele var oversvømmet og gadelamperne og neonlysene skinnede dobbelt i vandet på gaden. Alle gik rundt og tog billeder af hinanden og legede med vand. Fjollet og fedt. Jeg fandt dem, og vi drak en lille øl, småsnakkede, ikke det store. Pludselig prikker det på Wallys skulder og det er Emma fra Brisbane! Som vi boede hos et par dage fordi der ikke var noget som helst accomadation at få i Brissy, snizzle! "What are you doing here?!" og så slog vi os sammen til et stort bord, så hendes ven Tom kunne være med. Hvor mærkeligt at man lige skulle mødes her, på en gadecafe i oversvømmelse i Bangkok. Underligt altså. Så det endte med at blive rigtig hyggeligt. Dog lidt brat for Sara, da hun pludselig fik en sms om at hendes fly gik om en time, og hvor hurtigt kunne hun mon komme tilbage til hotellet? Ahhh! Så hun skyndte sig afsted og vi smsede lidt videre med hende senere på aftenen, at hun missede flyet og måtte vente på det næste. Skalk for hende. Emma købte en Pad thai ved en bod, og da hun kom tilbage til bordet pointerede vi at hun i sin halvbrandert havde drysset minirejer over sin nudelret. Altså underlige små lyserøde rejer, måske 5mm lange, meget underlig ting. Mig og Wally syntes bare det var sært og lidt klamt, men det var langt værre for Emma for hun er meget allergisk overfor rejer, og da hun allerede havde spist lidt, begyndte hun at blive paranoid og klø sig på halsen, og snakke om en modgift hun havde på værelset som ville blive nødvendig, hvis hun virkelig fik en alvorlig reaktion. Så der gik ikke så længe før de to også gik hjem og det passede perfekt for mig, for jeg var ved at have tømmermænd over min 1½ øl og ville også gerne sove. Så det gjorde vi. Imorgen var det jo checkout, jeg ville gerne have lidt soltid på taget, inden kl 12 hvor vi skulle være ude af hotellet, så jeg pakkede så meget jeg kunne i min småmuntre tilstand, hvorimod Wally var langt værre øl-ramt og slet ikke var i humør til at pakke. Så da vi endelig 
kom ud af sengen på vores sidste dag i Bangkok, havde vi endnu en lille time på taget inden vi klokken 11:58 stod i receptionen og fik vores depositum igen. Så lagde vi vores bagage i deres bagagebox og Wally overraskede mig med information om en nice biograf i Bangkok og det er jo en god måde at bruge 5 timer på, før vi skulle fange vores natbus. Biografen var særdeles imponerende, komfortabel og billig, men den eneste film vi sådan helt sikkert kunne nå, var GI -Joe, som viste sig ikke at være imponerende overhovedet, men vi grinede lidt af den, og det var da underholdene alligevel. Vi tog tilbage til hotellet og hang ud ved vores favorable Baked Beans restaurant indtil klokken blev 18 og vores pick-up mand kom og samlede os op. Først skulle vi gå forbi 5 andre hoteller og samle backpackere op, og vi endte med at være et prægtigt vandreoptog på vej mod bussen. I modsætning til de andre busoplevelser vi har haft på det seneste var den her ikke dårlig. Vi fik en genial plads, den lige over trappen, hvor der ikke sidder nogle foran en, men hvor der hænger et tv, og man kan lægge fødderne op på pladen. Der var desuden tæpper til låns, sæderne kunne komme ret langt tilbage og der var endda en lille fodskammel. Så det var faktisk rigtig dejligt. Vi mødte derudover Emma og Tom i bussen, de skulle videre til Kho Pagnang, haha, jeg tror der er noget ment to be med hende Emma, hun er så opfriskende og glædespredende. Man føler sig bare helt glad når man møder hende. Der kom en film på og pludselig var livet ret godt. Faldt i søvn og sov som en sten (det er ret imponerende så mange bus-sovestillinger man efterhånden har lært sig selv) og så længe bussen bare kører lige ud, har jeg ingen problemer med at sove dybt. Vi vågnede klokken halv seks om morgenen ved at alle skulle ud af bussen, og vise billet. Nu skulle vi skifte bus. Altefter hvor man skulle hen, havde man fået et klistermærke, først et grønt og nu fik vi et gråt. Nogle skulle med en båd derfra (blandt andet Emma og Tom) de havde en anden farve klistermærke, og vi sad og snakkede lidt med dem ind til vi skulle have vores bus videre syd på. Så kørte vi med den bus i 2 timer, så skulle vi ud igen, vise billet, fik vores tredje klistermærke og hoppede ind i en stor tuktuk sammen med nogle andre backpackere. Efter en times tid i den skulle vi ud. Nu var vi nået til Krabi, og ventede på båden der skulle sejle os til Railay Beach. 
Vi ventede og ventede, og til sidst gik Wally op for at spørge, og ak og ve, det var en lille scam. Der var ikke nogle til at sejle os over, men for 200Baht ekstra ville skrankemanden da gerne hjælpe. Skalk altså men hvad skal man gøre? Vi havde jo ingen intentioner om at blive i Krabi. Heldigvis var der 2 spanske fyre som også skulle til Railay og hvis vi splejsede var det jo kun en 50'er hver. Stadigvæk, man blir bare træt af den slags asiatiske tricks. Yes, vi snakkede lidt med de spanske fyre og sejlede endelig på vej mod vores paradisstrand. Og oh my, hvor er her smukt! Vandet er turkisfarvet, palmerne svajer, der er bjergklipper, regnskov, kokosnødder, bungalows, sand, aber, og muslingeskaller i vandkanten. Wuhuuh! Vi tjekkede et par priser ud, og vurderede at vi var i den dyre ende af stranden (3000B pr. nat - ca. 500kr) SNIZZLE, vi vidste dog at der var en anden og mindre svømmebar, men stadig smuk strand ca 10 min den ene vej, så vi travede afsted med bagagen og guitaren og humøret, som endnu var ret højt over vores nye fantastiske nabolag. På vej imod den billigere strand var der dog en forhindring; et klippestykke der gik langt ud i vandet, og især nu da det var højvande var det umuligt at vade udenom. Snizzle. Vi skulle altså igennem over det her 
klippestykke, og det var måske 5 meter mere eller mindre lodret. Der hang et reb ned; værsågod at klatre. Great, som om jeg ikke led nok med mit kæmpe monster af den skildpaddeskal jeg kalder min rygsæk, bare at gå ligeud er nok udfordring. En vertikal stigning er officielt umuligt for mit vedkommende. Vi mødte nogle der kom fra den anden side af klippen og de sagde at det var hårdt, men muligt at krydse med tasker. Jeg proklamerede straks at jeg ikke kunne gøre det, og vi havde læst os til at de fleste backpackere der kom forbi her var klatrenørder (fordi Railay skulle være betragtet som det 5.bedste sted i verden at klatre) og jeg kunne da godt lige forestille mig en kæk, slank, bandana-iklædt klatrefreak som syntes det ville være en grineren udfordring at klatre lodret opad med 20kg på ryggen, men det var altså ikke mig - jeg har jo ikke noget bandana.
Nå, de spanske fyre foreslog at vi det første (og mest stejle) stykke lavede en kæde, og på den måde gav taskerne videre til den næste og det fungerede ret godt. Efter en 4 meter opad, blev det mindre stejlt, og de seje drenge kunne klatre uden at bruge hænder (altså ikke mig) Wally tog begge vores tasker og jeg tog vores håndbagagetasker og guitaren, men det gik stadigvæk opad, og det var altså hårdt. De to spanske drenge var kun på en lille måneds ferie og havde ikke mere end 10kg på ryggen, men de var rigtig søde og hjalp os med at slæbe meget af vejen. Det var altså lidt af en udfordring synes jeg, og jeg bar måske min egen rygsæk 3min ud af den 1½ time det tog os at komme over på den anden side af klippen. Det betød så også at jeg nød det ret meget mere end jeg ville ha gjort, hvis jeg havde brækket begge ben i forsøg på at beholde min stolthed og slæbe tasken selv. Så jeg kørte stilen og takkede tøset imens jeg hemmeligt nød udfordringen og eventyret det var blevet at komme forbi. Det sidste stykke var under og igennem en smal klippevæg, hvor man skulle gå sidelæns og igen lavede vi en kæde og endelig havde vi sand under fødderne. Wuhu! Vi klarede det, vores ben rystede lidt, men der var stadig et stykke vej
til bungalows og pause. Jeg tog min egen taske på og vi kæmpede os igennem sandet til vi endelig fandt vores midlertidige logi. 200Baht (ca. 33kr) bungalow, med toilet, myggenet og elektricitet fra 18 til 06. Saweet! Så nu sidder vi her. På vores hyggelige terrasse, ved vores bungalow, med mit ekstra myggenet henover bordet, fordi myggene elsker regn. Og det regner. Meget! Vi havde 3 timer med tørvejr hvoraf 2 af dem havde sol, men ellers har det regnet siden vi tjekkede ind i går. Men det er stadig okay, vi er her i regntiden, så hvad kan man forvente? Jeg håber bare det klarer op en af dagene inden vi skal videre, så vi rigtig kan nyde strandlivet. Igår nat var det vildt, og jeg var ude i natten med badetøj og tage et friskt brusebad i stormvejret og det var dejligt. Der ligger en fed lille cafe/bar, 20m fra vores bungalow, hvor vi igår drak en ingefærthe (jo den var faktisk god!) og hvor de har alskens legetøj, i form af Poi, firestaff, diablo (to pinde med en snor imellem og så en timeglasformet plastikting som man kaster rundt med) ping pong, 4 på stribe, klodsmajor osv osv. Ovenidet er baren fuld af glade lokale hippiethailændere der bare leger og øver sig hele dagen og der var en fed stemning. Der skal vi nok hen igen idag. Til morgenmad har vi været på en anden cafe og jeg fik en overdådig tunsandwich med sennep (wuhuh, sennep!!) og vi fik en god stor kop kaffe og en omgang kortspil. Vi snakkede os lidt med kokken (som også var tjeneren og den eneste tilstedeværende bortset fra et kuld kattekillinger og deres mor) vi forsøgte at lære ham vores kortspil, men det gik måske lidt for hurtigt for ham. Vi spillede og sang karma police for ham og så skyndte vi os ud i håb om at nå lidt strandtid før regnen kom tilbage. Men vi nåede det ikke, og da vi endelig var klar og på vej ned til stranden begyndte det at regne igen. IHH.. så står man der helt klar i sin bikini og så regner det. Ja så vi gik tilbage og chillede i bungalowen. Om aftenen regnede det stadigvæk, og vi bare læste og skrev blog. Jeg øvede mig lidt på Poi, og vi gik ud og spise på samme restaurant som dagen før, for det var rigtig lækkert. Imens vi ventede på maden spillede vi vores Rummy-wannabe kortspil færdigt. Wally kom endelig til 10010 point, og vandt desværre stort over mine 9665 point, et spil der har varet siden Dali, Kina - lidt over 2 måneder. Men jaja en af os skal jo vinde. :) Nu ka vi starte et nyt. Efter maden crashede vi, med Blå Mænd på bærbaren og en ildflue i bungalowen, ret flot, utroligt så meget den kan lyse sådan en lille insektnumse. Jeg vågnede om natten og hørte mærkelige lyde, der var helt sikkert noget der kravlede rundt på vores gulv, det holdt mig vågen lidt, men så begyndte det at regne igen og det larmede så meget at jeg ikke kunne høre lydene og faldt trygt i søvn.
Hurra, regnen forsvandt i løbet af natten og idag har den stået på sol og strand hele dagen. Turkisblåt vand, klipper, sand, muslingeskaller, palmer, grillede majskolber, sandede sandaler, frugtsalat, frisbee, høje bølger med skum, blå himmel, bikini og solbadning. Området her omkring Railay beach består af en masse forskellige strande, og da vi så at denne dag så bedre ud end igår, pakkede vi en taske med kun det højst nødvendige og begav os ned af stranden for at udforske det hele. Først var der jo det uomgåelige klippestykke, som jo var lidt sjovere idag hvor det ikke inkluderede 20kg tasker på ryggen. Altid lidt af et eventyr når man skal bruge sine hænder for at komme op eller ned eller hen, eller igennem, og det er jo sådan en regnskovsagtigt stykke med sten og planter og rødder og det er en ret fed tur. På den anden side af klippen er stranden bare endnu mere utrolig smuk og vi skyndte os at smide vores ting og kaste os ud i de grønne bølger, der er ikke særlig mange mennesker, pga. lavsæsonen og den hyppige regn, og det gør det bare endnu federe når de tætteste turister er så langt væk at man ikke kan se deres ansigter. Vi brugte ret lang tid på bare at plaske rundt i vandet og sige "This was exactly what i wanted!!" Snakkede under vandet, prøvede at svømme med bølgerne osv., sædvanlige vandlege. Efter noget tid så vi et par meget mørkeblå skyer i horisonten og tænkte "Nå, det var det.." Så efter noget soltørring pakkede vi op og begyndte at gå ned mod en anden strand der skulle ligge 15 minutter indlands. På vejen stoppede vi og købte en rød frisbee og en god hårelastik og inden længe var vi på en ny strand. Den her var dog ret usvømmelig. 
Sandet var mørkegråt og mudret, når man trådte kom der sort mudder op og der var store krabbeterritorier, som man først ikke så, men hvis man gik nærmere kravlede de alle sammen ned i hemmelige mudderhuller. Sådan når man først skræmte dem var der lige 2 sekunders kaos hvor hele jorden bevægede sig, og så var de allesammen væk. Hvis du så blev stående stille, stak de deres ene kæmpe klo op af hullet og viftede den faretruende af dig. Hahaha. Så så man lige 200 krabber vinke til en med lyserøde kløer, midt i deres perfekt camouflerende muddersand. Desuden var der en masse træer der voksede i sandet, og små stikkeplanter der bare lissom stak op af jorden som små pinde. Ind imellem så man sådan nogle sorte langbenede og langnæbbede fugle der hapsede krabber på strib
e og fløj lavt henover vandet. Der var en masse både og vandstanden var lav herovre, der var ikke den store badestemning her, men alligevel en ret fed, lidt mere dyster, stemning. Efter lidt krabbeunderholdning mødte vi de to spanske fyre der hjalp os med bagagen, og de forklarede os om en endnu mere fantastisk strand der lå videre nede af bugten. Så vi gik den vej af. Først skulle vi forbi og under en fed grotte og pludselig var vi på en lille strand, med det samme blå vand, mindre sand og lidt flere mennesker. Superfed strand også. Regnen kom aldrig, så vi var friske på at bade lidt mere. Desuden var vandet langt varmere end luften her på eftermiddagen, og der var en frisk brise. Så vi smed tingene ved et træ og gik i gang med en omgang vand-frisbee, med langsomt forbedrende resultat.. Da solen var væk og det så skumringsagtigt ud begyndte vi at gå tilbage, (det skulle jo ikke gerne være helt mørkt når vi skulle igennem det stejle klatreklippestykke) Vi måtte dog lige have en grillet majskolbe på pind og den gumlede vi på, på vejen tilbage. Da vi nåede klippestykket så vi at der var en fyr der gik udenom. Nu var tidevandet måske lavt nok? Yes, vi tog chancen og jeg må sige at det var endnu lidt af et eventyr. Så nu gik vi altså uden om en klippe der rakte langt ud i vandet, der var glatte sten med overfladerne dækkede af muslingeskaller og anden sø-vækst. Bølgerne klaskede op af sten og ben og til tider stod vi i vand til navlen, det var ikke til at sige om du ved næste skridt ville træde på en skarp sten eller på sand - det var lidt farligt. Wally havde tasken på, og det eneste der ikke måtte få vand var kameraet, så vi tænkte at det da nok skulle gå. Det gjorde det også altså - det var sjovt. Da vi nåede sandkanten mødte vi nogle klatrere der var på vej op af et bjerg, og dem stod vi og så på lidt, vi overvejer altså om vi også skal prøve.. bumbum det ku jo være lidt spændende. 
Vi nåede hjem til vores bungalow i tide, lige på den anden side af 18, så der var elektricitet til vores kolde brusebad og vi købte en kaffe fra den nærmeste hippie "Small-world" bar. Wally har det lidt hårdt med myggene for tiden, de guffer løs i ham, jeg synes ikke det er så slemt på mig.. Måske er hans blod mere lækkert. Så han løb ind og ligge at læse under myggenettet indenfor. Jeg sad på vores terrasse lidt og sang med på Beatles på bærbaren og vaskede nogle koraler og skaller vi havde fundet på vores vej, og så begyndte jeg at skrive. Nu sidder jeg også på sengen indenfor og vi skal snart til at spise noget kan jeg mærke, ahh sikke et liv.
Så idag er det, ja jeg ved faktisk ikke hvad dag det er, men det er en god dag! Vi sidder igen på vores terasse, der hænger tøj til tørre hele vejen rundt på vores gelænder, der står kaffe på bambusbordet og der er Rolling Stones og sporadiske regnbyger i vores ører. Yes vi hænger stadig ud på stranden i Thailand, og nu har jeg opgivet at stresse over Malaysia, og nyder i stedet hver enkel dag vi har her i paradis. Når nu jeg tænker over det, har vi virkelig besøgt mange steder hvor jeg tænker “Orh jeg ville gerne komme tilbage hertil!”, og det her er uden tvivl et af dem. Vi har prøvet et par dage i træk at komme op tidligt, så vi kunne leje en kajak og padle rundt og kigge på øerne og grotterne og bølgerne i området, men af forskellige årsager er det indtil videre ikke lykkedes. Igår fik vi nok af at udskyde det, og gik istedet med til at leje en halvdags kajak, og så tog vi alligevel på udflugt.
Det med aktivt at løfte armene og skrabe vand væk med en stor plastikske, tager lige lidt tid at vænne sig til. Nu er det jo ikke første gang, og jeg er heldig at jeg har en stærk mand der ikke piver når det bliver hårdt, og som endda siger “You take a break there sweety..” Selvom jeg tydeligvis blot har ladet som om jeg padlede i noget tid allerede. MEN fedt mand, det er os ret fedt at give den alt hvad man har, og se øerne suse forbi os, mens vi overhaler fiskerfugle og flyvemaskiner på vejen. Det var overskyet og perfekt aktivitetsvejr igår, vi har vidst leget lidt for meget med solen de sidste par dage, og er lidt smårøde og ømskindede på ryggene, det er jo noget rod med det solcreme når man alligevel er dækket af lunt blåt saltvand 70% af solskinstiden, men solen kommer jo igennem vandet uden problemer. Så igår havde jeg kommanderet at vi skulle have tshirts på, bare for en sikkerheds skyld, men det var dejligt vejr, og solen var kun en lille smule tilstede. Det kan dog alligevel ses især i ansigterne, som i det mindste ser brunere og brunere ud, as we speak. Jeg havde en frygtelig drøm i nat, hvor al min dejlige brune hud skallede af, og afslørede sart lyserødt hud nedenunder, Nooo.. heldigvis var det bare en drøm. Vi havde lejet et snorkelsæt (de havde kun eet funktionsdygtigt tilbage) så efter noget padlen til venstre, og efter vi havde passeret 3 strande og fem grønbrune klipper midt i vandet, opdagede vi at bunden kunne ses og vi tænkte at her måtte da være noget spændende undervandsliv at se. Mig først for jeg var mest ivrig, og Wally hang ud 
i kajakken, det var begyndt at blive ret lavvandet og ikke nok med at jeg var en fremmed fisk i et helt anderledes element, jeg var også lige knap 20cm fra bunden. Fiskene var pænt ligeglade med mig, og kom endda hen for at se på da jeg på et tidspunkt mistede balancen og sad med min store røde bikiniunderdel midt i en eller andens koralmark og forsøgte ikke at ødelægge koraller eller fødder på vejen ud af dramaet. Jeg synes det er lidt spændende når man er så tæt på, jaja de er jo bare små fisk, men de er virkelig på hjemmebane og jeg er sikker på at hvis de ville, kunne de sagtens vinde i en one on one kamp mod mig. Især fordi stenene og korallerne er vildt skarpe, og min iltgiver i form af et orange plastikrør, lækkede vand og til tider måtte jeg koncentrere mig lidt for ikke at panikke og holde vejret og svømme hen til sikker sandbund, hvor man kunne stå og trække den dejlige direkte luft ned i lungerne. Jeg ved ikke helt hvor snorklingsmæssigt fantastisk der var, men det var en rigtig fed følelse at kigge indenfor alligevel, mest lilla farver, lidt gul/sortstribede fisk. Der var en leopardfarvet fisk også, og nogle meget store hvide og sorte, s
om kun flyttede sig for mig fordi jeg blev lidt bange og spjættede faretruende da de dukkede op 5cm fra min maske og ligesom blev hængende der.. Så var der en anden lidt uhyggelig ting, en meget sort sag, i koralfamilien, rund og med lange sorte pikke på enhver centimeter af dens “krop” ( som bare lignede en sort kugle) så havde den lyseblå prikker inde i bunden og lignede noget man virkelig ikke havde lyst til at træde på. Det gøs lige i mig første gang jeg så den, og jeg må indrømme at jeg skyndte mig at svømme videre uden at tage et nærmere blik. Men senere så jeg to sammen og jeg blev lidt og kiggede. Men det er underligt når man ser et så anderledes væsen, det er ligesom om man er forberedt på alt, for eksempel at den spiser mennesketæer. Uhhhh.... da jeg havde haft noier på i noget tid og trængte til at komme tilbage til kajakken, forklarede jeg Wally om mit mystiske rendevouz med det muterede undervandspindsvin og han syntes også det lød lidt uhyggeligt. Da det blev hans tur, og jeg overvågede hans svømmen rundt (på dybere vand, for han insisterer på at han ikke flyder særlig godt - jeg vil ikke komme yderligere ind på hans anatomiske teorier ang. flyderi) men det sjove er at jeg så ham gøre et meget pludseligt spjæt og han rejste sig på stedet og tog masken af. 
“I SAW ONE.... Pheewww” og han stod lidt og sundede sig. Senere fandt vi også en hvidpikket en, og på denne tid syntes jeg egentlig at de var lidt smukke. Ikke at jeg havde tænkt mig at røre.
Da vi så skulle til at videre og Wally skulle op i båden, meget galant endte han med at tømme hele bådindholdet, inklusiv migselv ud i vandet. Og vores superpraktiske og uovervindelige dry-bag var ikke lukket ordentligt og pludselig var der intet at tørre det stakkels våde kamera i, efter et par minutters kaos og vi begge endelig sad balanceret og fnisende i kajakken, kunne vi tørre kameraet på mit lår, det var det eneste tørre man kunne få. Men det overlevede, altså.
Vi fandt også en hemmelig grotte-hule, som vi kajakkede ind i, og så var man lige midt i en tusindår gammel grotte, midt i det grønblå vand, med et utal af mystiske koraler, sten og klipper overdækkede af halve fastklistrede muslingeskaller. Wally klatrede rundt som den lille Gib-abe han er, og morede sig med det, jeg pillede rundt i sandbunden på jagt efter en eller anden exceptionel havting jeg ikke kunne leve uden. Jeg har efterhånden en hel samling, som ligger til pynt på vores trappe foran bungalowen. Ikke dårligt. Nå, på vejen tilbage var det der padlenoget ikke helt så sjovt mere, der var lidt ekstremsport over det (måske skal der streg under lidt ) Men det var hårdt, bølgerne var høje, og vinden var stik imod os - hele vejen tilbage. Hvis man holdt pause blev man skubbet den modsatte vej og det er en meget demotiverende følelse når man midt i sin hårde mand-mod-vand kamp, stirrer smådesperat på en strand der ikke bliver større, og hvor pause betyder mere arbejde bagefter. Nå vi klarede den da, og det sidste stykke skulle kajakken bæres henover et stenet farligt stykke i sandkanten, som om ens arme ikke allerede var døde. Der gik dog ikke længe før der kom en flink Thaifyr der ikke mente pigen kunne klare mosten og tog over. Sweet. Så kan man gå ved siden af og løfte sin nederdel og sige “uhf” i stedet. Så var det tid til at vaske noget saltvand af sig, og på vejen hjem erfarede jeg et utal af sår og rifter som jeg havde hvervet mig på besøg i undervandsland. Uhh.. Begge knæ, og en 3-4 tåskader, og de svier mand, på meget underlig vis, og mere end de sædvanlige hudafskrabninger man får i det daglige børnehaveliv.
Jeg ved ik om det er saltvandet eller korallerne eller om jeg bare er vokset fra den alder hvor småsår er hverdagskost, eller måske er det fordi der er så mange, at begge ben fra knæ og nedaf er mineområder hvor man skal træde varsomt, men ihvertfald jeg lider lidt under det nu. AloeGel er min helt, og de sporadiske plastre værdsættes højt. Det er bare lidt omsonst at bruge for meget tid på de små viscose/polyester-hjælpere når man lever det vilde sandogvand-liv. De holder ikke længe alligevel.
Udover store kajakdag er der ikke sket så meget, vi er blevet rigtig gode til at kaste frisbee, og det er begyndt at ligne en sport når vi løber rundt på de store golde sandflader og kaster os efter den lille røde ufo. Fedt. Vi har badet, rigtig meget, kigget på klatrere, kigget på aber, skrevet lidt, læst lidt, drukket kaffe og lemon-juice, spist en hel del forskellige tofuretter, på en god restaurant med muslimske thaikvinder, endda en sjælden gang iklædt nazipropaganda-tshirts. Bizart øjeblik i mit liv. Hvor har de mon dem fra?
Så har vi spist mangopandekager, drukket vand med Royal D (det lokale rehydration-salt-pulver), leget med poi, hørt musik, taget sol, tegnet lidt, tænkt lidt, stenet lidt, vi har gået nogle flere ture, set nogle aftenfilm på bærbaren, under myggenettet i regnvejr, blevet spist af myg, overrasket af krabber og forundret over fugle -og frølyde. Forleden da vi ville hen til den gode strand, (den uden sten og mennesker og hvor det bliver dybt hurtigt og bølgerne er høje) så vi at det var ekstremt lavvandet og at man uden problemer ville kunne gå udenom klippen. Det er lidt svært at forklare, men på vores strand er de første 15meter bund dækkede af sten, døde koraller og generelt brun-sorte hårde ting der ikke er blød sandbund. Man kan ikke se det når det er højvande, så ligner det alt sammet postkort, men man kan faktisk ikke rigtig bade på vores egen strand, med mindre man har gummistøvler på, eller noget der ligner. Nu var det
lavvande og realiteterne var tydelige, vi skulle vade lidt før vi kunne komme til badeland. Meget mærkeligt at gå rundt der, jeg tror vi brugte en 2 timer bare på at gå i ring og kigge på alle de mærkværdige dyr og ting man kunne finde her. Det var uden tvivl krabbernes by, hundredvis af krabber, forskellige slags, størrelser og camouflage. Vi så blå krabber med kæmpe kløer, grønne små krabber med små ben og store skjold, og de mest fantastiske er de grøn og sort prikkede kroppe, med lange orange ben og de går ligesom med en rank attitude med øjnene højt løftet fra jorden. Tilgengæld er deres kløer bittesmå og skinnende blålilla! Altså hvis en Disney tegner havde fået ideen, havde hans venner sagt at han skulle skære ned på fantasien. Utroligt hvad der findes af dyr. Og så hoppede man rundt fra sten til sten og prøvede ikke at skære sig for meget på dem, mens krabberne flygtede fra ens store farlige skygge og forhåbentlig var mere bange for en, end man er for dem.
Den ene dag løb vi også ind i en bryllupsfest, på den gode strand. Heldigvis skulle vi den vej så vi kunne få et nærmere kig. Det var vesterlinger, (turister) en meget sminket afbleget brud i en stor hvid kjole, lyslilla brudepiger, og en god gammeldags sortklædt, hvidkravet præst. Hotellet der lå ved siden af havde dækket fint bord midt i sandet, der var et lille hegn af planter, og en lille scene med et thai par der sang Dire straits og No doubt. Der var rosenblade i sandet og det så alt sammet fint ud. Tilgengæld var der så også en masse turister der stod og stirrede (lissom os) og jeg tænkte at det da måtte være lidt småskalk, når man fik taget bryllupsbilleder at man skulle vente på at tyske bikinipiger og israelske strandløver flyttede sig fra billedet. Men det var da sikkert en vild oplevelse for dem. Heldigvis hang vi ikke ud så længe, vi kom i stedet ind i en diskussion om hvorvidt man skulle giftes i kirke, om man burde filme sit bryllup og Wally har en ting eller to at sige om kirken som vi kender den idag, så det gik der noget tid med. Heldigvis blev vi enige til sidst... mere eller mindre.
Igen idag havde vi muligheden for strandbaderi og bølgeleg. Igår var nok det vildest uvejr jeg
nogensinde har været vidne til, det stormede og regnede og tordnede. Det lød som om det var sand der piskede mod vores lille bungalow tag. Tøj, træer og stole fløj rundt i området og det blev bare ved hele dagen. Snizzle! Vi hang bare ud indenfor. Klarede lige et par timers tørvejr ud for at finde mad, men så ellers bare hurtigt indenfor igen. Regn regn regn og blæst. Rimelig vildt. Selv de lokale var trukket indenfor, Wally blev bedt om at hjælpe med at fjerne et træ der havde kastet sig over nogle el-ledninger, og klatreklippe-stien så helt anderledes ud, med ekstra udfordringer at komme over og under. Ret vildt. Så da jeg vågnede idag og hørte hvor stille der var, tænkte jeg kun på at komme ud af bungalowen og få lidt frisk luft. Frisk luft var det da også, meget blæserigt, og der var nu ingen garanti for solskin, men jeg syntes alligevel at en lille badetur var på sin plads. Det var måske liiiige ambitiøst nok at medbringe Frisbeen, som systematisk fløj i den modsatte retning af ethvert ønske, og langt. Til gengæld havde vi god spas med bølgerne, pga. blæsevejret var de ekstremt høje og kraftfulde, og der skulle holdes fast på hat, briller og bikinidele, for hvis du ikke klarede dig igennem bølgen med stil, så ville du mærke sandbund på ryggen, og bikinitrusse om anklerne. Det var sjovt. Selv nogle lokale drenge var ude og lege, og vi morede os længe med at blive skubbet omkuld og forsøge at undgå det. Bagefter var det koldt, og luften er jo ikke dejlig badevandslun, men der gik ikke længe før man var blæst tør alligevel.
Så gik vi hen for at hæve, kiggede lidt på butikker, men alt koster jo en formue her fordi der kun er een af hver butik. Så vi gik tilbageaf, det var nu lavvande igen så vi kunne snildt gå udenom klippen, så endnu en gang vadede vi rundt i noget der ligner Dead mans marches (bare mindre moset) og så på krabber og sten og koraller og krebsedyr osv. Det er lissom at kigge ind i en anden verden. Efter det underlige sten-landskab, kommer de første par meter strand, som ligner sand, men hvis man ser tæt på, er det millioner af små grovkornede muslingeskaller og koraller, (det er vel det sand er alligevel, men det her er så en grovere version) og iblandt dem finder man som sagt rigtig mange smukke ting fra havet. Så vi lod os rive med, og jeg besluttede mig for at blive, og samle lidt mere, og måske se solnedgangen. Lidt efter kom der en kat, og den var vidst sulten, men det hang ud med mig selvom jeg ikke havde mad. Jeg prøvede at lokke den til at fange en krabbe, men det virkede ikke. Lidt efter fik jeg selskab af en fregnet engelsk pige, som meget ligefremt satte sig ved siden af mig og spurgte hvad jeg lavede. Old school style, lissom i sandkassen. Vi snakkede lidt, og hun havde en dansk mor (Jytte fra Ålborg- dejlig dansk) og hun havde boet i Danmark nogle år, arbejdet og lært lidt dansk. Hun ku dog ikke sige meget, men hun var meget begejstret for ordet "hyggeligt". Og det var nice lige at snakke om
danske ting med hende, Bakken, A-bar, the Moose, Tivoli, Brøndby vs FCK, Føtex etc. Så kom hendes kæreste og en kammerat og de kedede sig måske lidt mens vi pludrede løs om Dan og Marks land. Men det var fint, efter solen var væk og man ikke ku se skallerne mere, tog jeg min frisbee (koral-holder) og sagde tak tak, hun sagde "Det var hyggeligt!" Og jeg sagde "Vi ses!!"
Så kom jeg hjem til bungalowen, Wally havde en kaffe klar til mig... og endnu en dejlig dag er gået så fint.
Jeg ved ikke helt hvad der sker de næste par dage, vi tager det som det kommer. Vi snakker stadig om at prøve at klatre, Wally er ret på. Jeg overvejer stadig, det er endda ham der har højdeskræk. Det kunne jo være ret spændende... Vi skal bare nyde det så længe vi gider, og slappe af. Det er meget dejligt at vide.
Bangkok er farverig, kaotisk og travl. Vi ankom i går aftes klokken lige over 18 og turen selv havde nogle press-faktorer undervejs. For eksempel drengene på vores No Problem Villa, ærligt talt har jeg sjældent i asien mødt staff med en så provokerende attitude. De så åbenlyst ned på turister, altså. Der var ikke meget respekt eller staff/kunde forhold. Det første de gjorde da vi ankom, vi steg lige ud af tuktukken og så kom der en og tog g
uitaren ud af hånden på mig, jeg troede han bare ville bære den så jeg sagde ikke noget, men så gik han lige hen til et bord, pakkede den ud og gik i gang med at klimte noget uigenkendeligt BLIM BLIM BLIIIM på den. Til stor morskab for de andre. Ikke noget med "Må jeg?" Eller "er det okay?" Vi kom ud og hentede den tilbage senere. De tog blandt andet Wallys klipklappere og gik rundt med dem på så han ikke kunne finde dem, småtiggede cigaretter konstant og da vi skulle betale regningen ville fyren ikke holde op med at bede om drikkepenge, og til sidst var det bare for meget altså. I starten tænkte vi, nej hvor er de dejligt åbne og kammeratlige, men til sidst lignede det mere bare respektløshed, og vi har snakket lidt om det siden vi forlod Siem Reap at det altså desværre var et lidt generelt vibe vi fik fra Cambodjanere (I hvert fald dem som arbejdede med turister) ligesom om de bagtalte en så snart man vendte ryggen til.. og selv mens man kiggede.. nu da vi ikke forstår hvad de siger.Den morgen vi tog afsted derfra, klokken 7.30 morgen ud foran hotellet, en hel del backpackere var dukket op og skulle alle med den her bus, over grænsen og til Bangkok. Så kom der endelig nogle busser, men vi fik ikke noget af vide, til sidst var der nogle der rejste sig og begyndte at tage tasker på og så rejste resten af fåreflokken sig også op, og så grinede de bare åbenlyst af os, altså.. Pegede lidt og stirrede lidt på et par piger i shorts. Og det er bare så irriterende altså! Selvfølgelig fatter vi ikke hvad der foregår, det er jo deres ansvar at hjælpe os ma
nd. Skalk. Da mig og Wally kommer ind i bussen er der ikke rigtig nogen sæder, ØHH. Alles rygsække ligger som en pyramide på de to forreste sæder, og min kommer øverst (som den gigantiske skildpadde den er!) og faldt ned 3 gange i løbet af turen. Wally blev klemt ind på det bagerste sæde og en fyr blev bedt om at gøre sig mindre så jeg ku sidde ved siden af ham. Og så kørte vi. Efter en time var der et 20min stop, hvor Wally faktisk mødte en pige han kender fra Gib, er det ikke vildt? Hvis vi kan finde hende, skal vi mødes med hende en aften i Bangkok. Da vi kom tilbage til bussen kørte vi i en time og så var der en times stop ved (formentlig busselskabets fætters) restaurant, lå en lille times tid fra grænsen. Skalk. Så vi kunne have kørt derhen på 3 timer, men i stedet tog det 5-6, så vi kunne holde pauser hundrede gange og købe colaer og betale for deres toiletter.. Bussen var godt nok heller ikke meget for det. Jeg har til dags dato aldrig været vidne til en så verbal skideballe med så mange forskellige accenter. Stakkels guidefyr, der var nogle meget vrede mennesker i den bus. "Look up "scam" in the dictionary! This is bullshit!" Det var ligesom en film. Men det var også ret irriterende. Nå guiden konkluderede at hvis vi ikke ville vente ved restauranten kunne vi vente i bussen, det måtte vi selv om.. Haha.. Jaja, så alle satte sig jo ind på restauranten alligevel.Krydsningen var fin, det stod ned i torve, og Thailand så ret grå og våd ud, og der var ret langt at gå med fuld oppakning i regnvejr, det mærkes i lårene idag. Men det var okay, og der var ikke nogle lumske vinduer hvor man skulle betale en dollar her og der, bare fordi ellers fik man ikke sit pas tilbage. På den anden side af grænsen mødte vi guiden som stod sammen med et italiensk par, og han sagde at vi bare skulle vente her 5 minutter. "Jaja 5 minutter her og der, det betyder jo ikke 5 alligevel i Asien." Tænkte vi, men der gik kun 15 før han sendte os den ene vej, "Yes yes this way, walk strong!" Okay.. øhh yes vi gik hurtigt, når bussen der holder der, men det viser sig at den ikke går til Bangkok. FEDT. Vi gik tilbage for at finde guiden igen og helt kold sagde han bare "Yes Yes, go this way.." og pegede den modsatte retning. FEDT. Så gik vi den anden vej, og der var en kæmpe lyserød dobbeltdækkerbus der så ud som om den ventede på os. Ahhh.. yes vi når derhen, det italienske par går ind og vi kan høre dem råbe "theres no seats!!" og Wallys hoved falder ligesom ned på brystkassen og jeg fniser mit allersidste tolerancefnis. Der er et par thai guider der vimser rundt og ud og ind af bussen og siger "One moment" og ser ud til at de ikke aner hvad de så skal gøre.. til sidst bliver Wally proppet ind på et sæde, der allerede ser meget proppet ud og jeg bliver taget ind bagved chaufføren, hvor der ligesom er et lille område, vel beregnet til at transportere kasser, eller dyr eller børn eller andre små ting der ikke må gå i stykker, sammen med det italienske par der skændtes meget højlydt på italiensk, og ligger der de næste 4 timer.
Det er vel egentlig en af bussens bedste pladser skulle jeg mene, og fosterstilling er egentlig een af mine mest favorable stillinger, desværre lå jeg lige under en eller anden form for aircon-rist, som ikke kunne slukkes, og som endda dryppede iskoldt underligt vand ned i mit hoved. Men man er vel en pige og jeg havde halstørklæde, striksokker og ekstra T-shirt med i håndtasken, og så hjælper det jo lidt. Da vi så ankommer i Bangkok er der selvfølgelig en billion taxichauffører, tuktukker og generelt folk der vil ha vores penge på den ene eller anden vis. Daan havde anbefalet et småfancy hotel ved navn Rambuttri Village, og det skulle ikke være det billigste, men alligevel dét værd fordi der er en nice swimmingpool på taget og Bangkok er ret varm og fugtig. Så vi vidste vi ville derhen. De her chauffører var superirriterende og prøvede at lokke os til at køre til et eller andet infosted fordi de fik benzinkuponer af skrankedamen hvis de tog kunder med til hende, og generelt var de bare ikke særlig hjælpsomme. Da vi nævnte Rambuttri insisterede de på at man skulle have bestilt værelse der først og at det nok var bedst bare at tage med dem hen til informationsstanden og så kunne vi se der om der var plads. Altså, hvorfor ikke bare Rambuttri først og så hvis der ikke var plads kunne vi tage den derfra? Den ene ville ikke lade Wally være "Ah, my friend, you help me, I help you, okay..?" Og det er bare så irriterende når de kører det der samvittighedspis på dig, altså de ville jo ikke hjælpe os alligevel? Skalk mand. Jeg ved ikke hvor mange der bare tænker "Nå okay, fint det var ikke her jeg ville hen, men okay nu får den rare mand en benzinkupon og så kan jeg tage en anden taxi herfra, til der hvor jeg faktisk skulle hen, pyt med at jeg stod op klokken 6:30 i morges, og har siddet og ligget i en bus i 10 timer, og at jeg nu skal igennem det mest hektiske med at slæbe min taske rundt og finde et værelse, jeg bliver ikke vred over at blive kørt et forkert sted hen, MED VILJE fordi chaufføren er ligeglad med hvor jeg siger jeg vil hen. "Okay, måske ville jeg have gjort det for 4 måneder siden hvor jeg synes det hele bare var et stort fantastisk eventyr, og alle de små forhindringer var grineren, og "Ej tænk hvor fjollet, nu skal vi have EN NY taxi" Men det gør jeg altså ikke mere, jeg er træt af at smide penge ud af vinduet, træt af det skalke turist/lokal forhold hvor det eneste de tænker på er at få så mange penge som muligt, og jeg gør hvad jeg kan for ikke at blive snydt og det er så irriterende at man ikke kan vurdere hvem der tager røven på dig og hvem der tilbyder en fair deal (og fordi du er så stram, efter at blive snydt så meget) at du faktisk tager røven på dem fordi du nu vil være sikker på at du ikke bliver snydt, og så tænker man over det bagefter og man betalte faktisk alt for lidt, og det er heller ikke fedt.
MEN PYT. Vi gik fra de der skalkhoveder, bare i en eller anden retning, havde hørt at vi ville være rimelig tæt på Khao San Road, hvilket skulle være turiststedet i Bangkok, men hvilken retning? Vi løb ind i en taxichauffør der IKKE var interesseret i penge, og han forklarede os at hvis vi fortsatte ned ad gaden i 2 minutter ville vi være på Khao San Road. Nice, vi endte med at vade lige ind i et Rambuttri skilt og så var vi der. Og de havde værelser til os da, ikke noget problem. Det var liiige lidt pebret synes jeg, men så var der jo også swimmingpool på taget, så vi sagde jo tak. Bangkok mand! Fedt. Vi lagde tingene og gik ud for at udforske byen, og igen følte jeg mig helt høj over det hele. Ude foran vores lobby (jaa. der var en rigtig lobby..wuhu) var der et par restauranter, en lille sø med forvoksede guldfisk, stenfigur-elefanter der sprøjtede med vand og planter, meget eksotisk og hyggeligt. der lå desuden et par internetcafeer og en hel del skrædderforretninger der prøvede at lokke Wally ind og kigge - for han ligner jo lige sådan en type der vil ha et skræddersyet jakkesæt til rygsækken. Det lykkedes ikke. Men alle gaderne omkring os var små turiststræder, med boder og butikker og man kunne få alt. Uden tvivl, der var rastabutikker hvor man kunne købe hatte og solbriller, der var punge, sutsko, falske id-kort, pad thai (nudler) med æg og grøntsager, der var en hel del gadecafeer, nogle mere hyggelige en andre. Men en hel del af dem, med live guitarist, eller anden slags høj musik og det hele laver bare sådan en dejlig stemning når man går ned igennem bare for at kigge. Et sjovt og ret ofte set fænomen var gadebarerne, med ligesom bare et klap-ud-bord proppet med sprutflasker, en stang plastik krus og en 10 plastiktaburetter, derudover var der som regl et sæt højtalere der brølede med hård housetechno og måske en lyskæde. Jeg gætter på det er den billigste måde at få sig en brandert på, og de var ret populære især blandt engelske lårkorte piger og irske højrøstede fyre.
Vi købte os i stedet en Padthai fra en bod, og snusede lidt omkring. Havde lidt griner på over hvor hektisk det var, mødte nogle medrejsende fra bussen og de gik også bare op og ned af den samme gade og morede sig. Nå da jeg var ved at blive træt gik vi tilbageaf, men faldt over en underlig lille tuttenutte butik. Lyserød og fyldt med små tegneserieinspirerede malerier af den samme lille pige, med et stort hoved og alle hendes kæledyr. Her kunne man få kaffe, og det ville jeg gerne have. Fantastisk kaffe skal jeg sige til deres forsvar, det største thailandske smil jeg har set til dato og en ret speciel stemning derinde. Vi ville egentlig have kaffen med os, men endte med at drikke det meste af den der, omgivet af vaniliekøer, pyntedimser og dagbøger til salg.Næste dag skete der ikke så meget... da vi vågnede skyndte vi os op på taget for at sole os lidt og udnytte poolen, og det var rigtig dejligt, solen var bagende og vandet var køligt, og en halv var nok for os, så var det liiiige varmt nok, fedt område ellers og fed udsigt over Bangkok, vi gik ud for at finde kaffe og fandt også baked beans til morgenmad og dét var jo en dejlig overraskelse. Så sad vi der ved den lille sø og spiste morgenmad, gik ellers bare tilbage til værelset, jeg skrev lidt og Wally læste lidt og gik til sidst ud for at finde flybilletter til New Zealand. Det var lidt besværligt, men vi endte med at finde nogle rigtige billige til Australien (melbourne) og så skulle vi bare videre derfra. Kunne ikke overskue mere der, så vi gik ud for at finde noget mad, fandt en dejlig lille gadegrill, og fik noget risret med peanuts og gik ellers bare tilbage til værelset. Og på vores sidste hele dag, ville vi gerne ud og se noget. Wally havde været i Bangkok før da han var lille, og dengang var de ude og se et Royal Garden Palace og det eneste han kunne huske var en stor udendørsseng, og det syntes han dengang var vildt sejt. Så den skulle vi jo finde. Det var en ret imponerende royal have, med masser af guldtårne og overdådigt udsmykkede templer og bygninger. Figurer, og guldpavilloner, - og vi måtte senere konkludere at den store seng han kunne huske var en af de her pavilloner. Vi skyndte os hjem til poolen og nåede lige en lille time på taget før solen gik ned og det blev for koldt. På værelset fik vi sms fra Sara, (Wallys veninde vi mødte på vejen til grænsen) om at hun ville komme til Khao San Road i aften, og om vi skulle mødes til drinks eller noget? Jeg skulle lige skype først, men Wally gik ud for at finde hende og det styrtede ned i timevis.
Efter skype gik jeg ud for at mødes med dem, og gik halvdelen af vejen med vand op til knæene, det var holdt op med at regne, men det hele var oversvømmet og gadelamperne og neonlysene skinnede dobbelt i vandet på gaden. Alle gik rundt og tog billeder af hinanden og legede med vand. Fjollet og fedt. Jeg fandt dem, og vi drak en lille øl, småsnakkede, ikke det store. Pludselig prikker det på Wallys skulder og det er Emma fra Brisbane! Som vi boede hos et par dage fordi der ikke var noget som helst accomadation at få i Brissy, snizzle! "What are you doing here?!" og så slog vi os sammen til et stort bord, så hendes ven Tom kunne være med. Hvor mærkeligt at man lige skulle mødes her, på en gadecafe i oversvømmelse i Bangkok. Underligt altså. Så det endte med at blive rigtig hyggeligt. Dog lidt brat for Sara, da hun pludselig fik en sms om at hendes fly gik om en time, og hvor hurtigt kunne hun mon komme tilbage til hotellet? Ahhh! Så hun skyndte sig afsted og vi smsede lidt videre med hende senere på aftenen, at hun missede flyet og måtte vente på det næste. Skalk for hende. Emma købte en Pad thai ved en bod, og da hun kom tilbage til bordet pointerede vi at hun i sin halvbrandert havde drysset minirejer over sin nudelret. Altså underlige små lyserøde rejer, måske 5mm lange, meget underlig ting. Mig og Wally syntes bare det var sært og lidt klamt, men det var langt værre for Emma for hun er meget allergisk overfor rejer, og da hun allerede havde spist lidt, begyndte hun at blive paranoid og klø sig på halsen, og snakke om en modgift hun havde på værelset som ville blive nødvendig, hvis hun virkelig fik en alvorlig reaktion. Så der gik ikke så længe før de to også gik hjem og det passede perfekt for mig, for jeg var ved at have tømmermænd over min 1½ øl og ville også gerne sove. Så det gjorde vi. Imorgen var det jo checkout, jeg ville gerne have lidt soltid på taget, inden kl 12 hvor vi skulle være ude af hotellet, så jeg pakkede så meget jeg kunne i min småmuntre tilstand, hvorimod Wally var langt værre øl-ramt og slet ikke var i humør til at pakke. Så da vi endelig kom ud af sengen på vores sidste dag i Bangkok, havde vi endnu en lille time på taget inden vi klokken 11:58 stod i receptionen og fik vores depositum igen. Så lagde vi vores bagage i deres bagagebox og Wally overraskede mig med information om en nice biograf i Bangkok og det er jo en god måde at bruge 5 timer på, før vi skulle fange vores natbus. Biografen var særdeles imponerende, komfortabel og billig, men den eneste film vi sådan helt sikkert kunne nå, var GI -Joe, som viste sig ikke at være imponerende overhovedet, men vi grinede lidt af den, og det var da underholdene alligevel. Vi tog tilbage til hotellet og hang ud ved vores favorable Baked Beans restaurant indtil klokken blev 18 og vores pick-up mand kom og samlede os op. Først skulle vi gå forbi 5 andre hoteller og samle backpackere op, og vi endte med at være et prægtigt vandreoptog på vej mod bussen. I modsætning til de andre busoplevelser vi har haft på det seneste var den her ikke dårlig. Vi fik en genial plads, den lige over trappen, hvor der ikke sidder nogle foran en, men hvor der hænger et tv, og man kan lægge fødderne op på pladen. Der var desuden tæpper til låns, sæderne kunne komme ret langt tilbage og der var endda en lille fodskammel. Så det var faktisk rigtig dejligt. Vi mødte derudover Emma og Tom i bussen, de skulle videre til Kho Pagnang, haha, jeg tror der er noget ment to be med hende Emma, hun er så opfriskende og glædespredende. Man føler sig bare helt glad når man møder hende. Der kom en film på og pludselig var livet ret godt. Faldt i søvn og sov som en sten (det er ret imponerende så mange bus-sovestillinger man efterhånden har lært sig selv) og så længe bussen bare kører lige ud, har jeg ingen problemer med at sove dybt. Vi vågnede klokken halv seks om morgenen ved at alle skulle ud af bussen, og vise billet. Nu skulle vi skifte bus. Altefter hvor man skulle hen, havde man fået et klistermærke, først et grønt og nu fik vi et gråt. Nogle skulle med en båd derfra (blandt andet Emma og Tom) de havde en anden farve klistermærke, og vi sad og snakkede lidt med dem ind til vi skulle have vores bus videre syd på. Så kørte vi med den bus i 2 timer, så skulle vi ud igen, vise billet, fik vores tredje klistermærke og hoppede ind i en stor tuktuk sammen med nogle andre backpackere. Efter en times tid i den skulle vi ud. Nu var vi nået til Krabi, og ventede på båden der skulle sejle os til Railay Beach. 
Vi ventede og ventede, og til sidst gik Wally op for at spørge, og ak og ve, det var en lille scam. Der var ikke nogle til at sejle os over, men for 200Baht ekstra ville skrankemanden da gerne hjælpe. Skalk altså men hvad skal man gøre? Vi havde jo ingen intentioner om at blive i Krabi. Heldigvis var der 2 spanske fyre som også skulle til Railay og hvis vi splejsede var det jo kun en 50'er hver. Stadigvæk, man blir bare træt af den slags asiatiske tricks. Yes, vi snakkede lidt med de spanske fyre og sejlede endelig på vej mod vores paradisstrand. Og oh my, hvor er her smukt! Vandet er turkisfarvet, palmerne svajer, der er bjergklipper, regnskov, kokosnødder, bungalows, sand, aber, og muslingeskaller i vandkanten. Wuhuuh! Vi tjekkede et par priser ud, og vurderede at vi var i den dyre ende af stranden (3000B pr. nat - ca. 500kr) SNIZZLE, vi vidste dog at der var en anden og mindre svømmebar, men stadig smuk strand ca 10 min den ene vej, så vi travede afsted med bagagen og guitaren og humøret, som endnu var ret højt over vores nye fantastiske nabolag. På vej imod den billigere strand var der dog en forhindring; et klippestykke der gik langt ud i vandet, og især nu da det var højvande var det umuligt at vade udenom. Snizzle. Vi skulle altså igennem over det her 
klippestykke, og det var måske 5 meter mere eller mindre lodret. Der hang et reb ned; værsågod at klatre. Great, som om jeg ikke led nok med mit kæmpe monster af den skildpaddeskal jeg kalder min rygsæk, bare at gå ligeud er nok udfordring. En vertikal stigning er officielt umuligt for mit vedkommende. Vi mødte nogle der kom fra den anden side af klippen og de sagde at det var hårdt, men muligt at krydse med tasker. Jeg proklamerede straks at jeg ikke kunne gøre det, og vi havde læst os til at de fleste backpackere der kom forbi her var klatrenørder (fordi Railay skulle være betragtet som det 5.bedste sted i verden at klatre) og jeg kunne da godt lige forestille mig en kæk, slank, bandana-iklædt klatrefreak som syntes det ville være en grineren udfordring at klatre lodret opad med 20kg på ryggen, men det var altså ikke mig - jeg har jo ikke noget bandana.Nå, de spanske fyre foreslog at vi det første (og mest stejle) stykke lavede en kæde, og på den måde gav taskerne videre til den næste og det fungerede ret godt. Efter en 4 meter opad, blev det mindre stejlt, og de seje drenge kunne klatre uden at bruge hænder (altså ikke mig) Wally tog begge vores tasker og jeg tog vores håndbagagetasker og guitaren, men det gik stadigvæk opad, og det var altså hårdt. De to spanske drenge var kun på en lille måneds ferie og havde ikke mere end 10kg på ryggen, men de var rigtig søde og hjalp os med at slæbe meget af vejen. Det var altså lidt af en udfordring synes jeg, og jeg bar måske min egen rygsæk 3min ud af den 1½ time det tog os at komme over på den anden side af klippen. Det betød så også at jeg nød det ret meget mere end jeg ville ha gjort, hvis jeg havde brækket begge ben i forsøg på at beholde min stolthed og slæbe tasken selv. Så jeg kørte stilen og takkede tøset imens jeg hemmeligt nød udfordringen og eventyret det var blevet at komme forbi. Det sidste stykke var under og igennem en smal klippevæg, hvor man skulle gå sidelæns og igen lavede vi en kæde og endelig havde vi sand under fødderne. Wuhu! Vi klarede det, vores ben rystede lidt, men der var stadig et stykke vej
til bungalows og pause. Jeg tog min egen taske på og vi kæmpede os igennem sandet til vi endelig fandt vores midlertidige logi. 200Baht (ca. 33kr) bungalow, med toilet, myggenet og elektricitet fra 18 til 06. Saweet! Så nu sidder vi her. På vores hyggelige terrasse, ved vores bungalow, med mit ekstra myggenet henover bordet, fordi myggene elsker regn. Og det regner. Meget! Vi havde 3 timer med tørvejr hvoraf 2 af dem havde sol, men ellers har det regnet siden vi tjekkede ind i går. Men det er stadig okay, vi er her i regntiden, så hvad kan man forvente? Jeg håber bare det klarer op en af dagene inden vi skal videre, så vi rigtig kan nyde strandlivet. Igår nat var det vildt, og jeg var ude i natten med badetøj og tage et friskt brusebad i stormvejret og det var dejligt. Der ligger en fed lille cafe/bar, 20m fra vores bungalow, hvor vi igår drak en ingefærthe (jo den var faktisk god!) og hvor de har alskens legetøj, i form af Poi, firestaff, diablo (to pinde med en snor imellem og så en timeglasformet plastikting som man kaster rundt med) ping pong, 4 på stribe, klodsmajor osv osv. Ovenidet er baren fuld af glade lokale hippiethailændere der bare leger og øver sig hele dagen og der var en fed stemning. Der skal vi nok hen igen idag. Til morgenmad har vi været på en anden cafe og jeg fik en overdådig tunsandwich med sennep (wuhuh, sennep!!) og vi fik en god stor kop kaffe og en omgang kortspil. Vi snakkede os lidt med kokken (som også var tjeneren og den eneste tilstedeværende bortset fra et kuld kattekillinger og deres mor) vi forsøgte at lære ham vores kortspil, men det gik måske lidt for hurtigt for ham. Vi spillede og sang karma police for ham og så skyndte vi os ud i håb om at nå lidt strandtid før regnen kom tilbage. Men vi nåede det ikke, og da vi endelig var klar og på vej ned til stranden begyndte det at regne igen. IHH.. så står man der helt klar i sin bikini og så regner det. Ja så vi gik tilbage og chillede i bungalowen. Om aftenen regnede det stadigvæk, og vi bare læste og skrev blog. Jeg øvede mig lidt på Poi, og vi gik ud og spise på samme restaurant som dagen før, for det var rigtig lækkert. Imens vi ventede på maden spillede vi vores Rummy-wannabe kortspil færdigt. Wally kom endelig til 10010 point, og vandt desværre stort over mine 9665 point, et spil der har varet siden Dali, Kina - lidt over 2 måneder. Men jaja en af os skal jo vinde. :) Nu ka vi starte et nyt. Efter maden crashede vi, med Blå Mænd på bærbaren og en ildflue i bungalowen, ret flot, utroligt så meget den kan lyse sådan en lille insektnumse. Jeg vågnede om natten og hørte mærkelige lyde, der var helt sikkert noget der kravlede rundt på vores gulv, det holdt mig vågen lidt, men så begyndte det at regne igen og det larmede så meget at jeg ikke kunne høre lydene og faldt trygt i søvn.
Hurra, regnen forsvandt i løbet af natten og idag har den stået på sol og strand hele dagen. Turkisblåt vand, klipper, sand, muslingeskaller, palmer, grillede majskolber, sandede sandaler, frugtsalat, frisbee, høje bølger med skum, blå himmel, bikini og solbadning. Området her omkring Railay beach består af en masse forskellige strande, og da vi så at denne dag så bedre ud end igår, pakkede vi en taske med kun det højst nødvendige og begav os ned af stranden for at udforske det hele. Først var der jo det uomgåelige klippestykke, som jo var lidt sjovere idag hvor det ikke inkluderede 20kg tasker på ryggen. Altid lidt af et eventyr når man skal bruge sine hænder for at komme op eller ned eller hen, eller igennem, og det er jo sådan en regnskovsagtigt stykke med sten og planter og rødder og det er en ret fed tur. På den anden side af klippen er stranden bare endnu mere utrolig smuk og vi skyndte os at smide vores ting og kaste os ud i de grønne bølger, der er ikke særlig mange mennesker, pga. lavsæsonen og den hyppige regn, og det gør det bare endnu federe når de tætteste turister er så langt væk at man ikke kan se deres ansigter. Vi brugte ret lang tid på bare at plaske rundt i vandet og sige "This was exactly what i wanted!!" Snakkede under vandet, prøvede at svømme med bølgerne osv., sædvanlige vandlege. Efter noget tid så vi et par meget mørkeblå skyer i horisonten og tænkte "Nå, det var det.." Så efter noget soltørring pakkede vi op og begyndte at gå ned mod en anden strand der skulle ligge 15 minutter indlands. På vejen stoppede vi og købte en rød frisbee og en god hårelastik og inden længe var vi på en ny strand. Den her var dog ret usvømmelig. 
Sandet var mørkegråt og mudret, når man trådte kom der sort mudder op og der var store krabbeterritorier, som man først ikke så, men hvis man gik nærmere kravlede de alle sammen ned i hemmelige mudderhuller. Sådan når man først skræmte dem var der lige 2 sekunders kaos hvor hele jorden bevægede sig, og så var de allesammen væk. Hvis du så blev stående stille, stak de deres ene kæmpe klo op af hullet og viftede den faretruende af dig. Hahaha. Så så man lige 200 krabber vinke til en med lyserøde kløer, midt i deres perfekt camouflerende muddersand. Desuden var der en masse træer der voksede i sandet, og små stikkeplanter der bare lissom stak op af jorden som små pinde. Ind imellem så man sådan nogle sorte langbenede og langnæbbede fugle der hapsede krabber på strib
e og fløj lavt henover vandet. Der var en masse både og vandstanden var lav herovre, der var ikke den store badestemning her, men alligevel en ret fed, lidt mere dyster, stemning. Efter lidt krabbeunderholdning mødte vi de to spanske fyre der hjalp os med bagagen, og de forklarede os om en endnu mere fantastisk strand der lå videre nede af bugten. Så vi gik den vej af. Først skulle vi forbi og under en fed grotte og pludselig var vi på en lille strand, med det samme blå vand, mindre sand og lidt flere mennesker. Superfed strand også. Regnen kom aldrig, så vi var friske på at bade lidt mere. Desuden var vandet langt varmere end luften her på eftermiddagen, og der var en frisk brise. Så vi smed tingene ved et træ og gik i gang med en omgang vand-frisbee, med langsomt forbedrende resultat.. Da solen var væk og det så skumringsagtigt ud begyndte vi at gå tilbage, (det skulle jo ikke gerne være helt mørkt når vi skulle igennem det stejle klatreklippestykke) Vi måtte dog lige have en grillet majskolbe på pind og den gumlede vi på, på vejen tilbage. Da vi nåede klippestykket så vi at der var en fyr der gik udenom. Nu var tidevandet måske lavt nok? Yes, vi tog chancen og jeg må sige at det var endnu lidt af et eventyr. Så nu gik vi altså uden om en klippe der rakte langt ud i vandet, der var glatte sten med overfladerne dækkede af muslingeskaller og anden sø-vækst. Bølgerne klaskede op af sten og ben og til tider stod vi i vand til navlen, det var ikke til at sige om du ved næste skridt ville træde på en skarp sten eller på sand - det var lidt farligt. Wally havde tasken på, og det eneste der ikke måtte få vand var kameraet, så vi tænkte at det da nok skulle gå. Det gjorde det også altså - det var sjovt. Da vi nåede sandkanten mødte vi nogle klatrere der var på vej op af et bjerg, og dem stod vi og så på lidt, vi overvejer altså om vi også skal prøve.. bumbum det ku jo være lidt spændende. 
Vi nåede hjem til vores bungalow i tide, lige på den anden side af 18, så der var elektricitet til vores kolde brusebad og vi købte en kaffe fra den nærmeste hippie "Small-world" bar. Wally har det lidt hårdt med myggene for tiden, de guffer løs i ham, jeg synes ikke det er så slemt på mig.. Måske er hans blod mere lækkert. Så han løb ind og ligge at læse under myggenettet indenfor. Jeg sad på vores terrasse lidt og sang med på Beatles på bærbaren og vaskede nogle koraler og skaller vi havde fundet på vores vej, og så begyndte jeg at skrive. Nu sidder jeg også på sengen indenfor og vi skal snart til at spise noget kan jeg mærke, ahh sikke et liv.
Så idag er det, ja jeg ved faktisk ikke hvad dag det er, men det er en god dag! Vi sidder igen på vores terasse, der hænger tøj til tørre hele vejen rundt på vores gelænder, der står kaffe på bambusbordet og der er Rolling Stones og sporadiske regnbyger i vores ører. Yes vi hænger stadig ud på stranden i Thailand, og nu har jeg opgivet at stresse over Malaysia, og nyder i stedet hver enkel dag vi har her i paradis. Når nu jeg tænker over det, har vi virkelig besøgt mange steder hvor jeg tænker “Orh jeg ville gerne komme tilbage hertil!”, og det her er uden tvivl et af dem. Vi har prøvet et par dage i træk at komme op tidligt, så vi kunne leje en kajak og padle rundt og kigge på øerne og grotterne og bølgerne i området, men af forskellige årsager er det indtil videre ikke lykkedes. Igår fik vi nok af at udskyde det, og gik istedet med til at leje en halvdags kajak, og så tog vi alligevel på udflugt.
Det med aktivt at løfte armene og skrabe vand væk med en stor plastikske, tager lige lidt tid at vænne sig til. Nu er det jo ikke første gang, og jeg er heldig at jeg har en stærk mand der ikke piver når det bliver hårdt, og som endda siger “You take a break there sweety..” Selvom jeg tydeligvis blot har ladet som om jeg padlede i noget tid allerede. MEN fedt mand, det er os ret fedt at give den alt hvad man har, og se øerne suse forbi os, mens vi overhaler fiskerfugle og flyvemaskiner på vejen. Det var overskyet og perfekt aktivitetsvejr igår, vi har vidst leget lidt for meget med solen de sidste par dage, og er lidt smårøde og ømskindede på ryggene, det er jo noget rod med det solcreme når man alligevel er dækket af lunt blåt saltvand 70% af solskinstiden, men solen kommer jo igennem vandet uden problemer. Så igår havde jeg kommanderet at vi skulle have tshirts på, bare for en sikkerheds skyld, men det var dejligt vejr, og solen var kun en lille smule tilstede. Det kan dog alligevel ses især i ansigterne, som i det mindste ser brunere og brunere ud, as we speak. Jeg havde en frygtelig drøm i nat, hvor al min dejlige brune hud skallede af, og afslørede sart lyserødt hud nedenunder, Nooo.. heldigvis var det bare en drøm. Vi havde lejet et snorkelsæt (de havde kun eet funktionsdygtigt tilbage) så efter noget padlen til venstre, og efter vi havde passeret 3 strande og fem grønbrune klipper midt i vandet, opdagede vi at bunden kunne ses og vi tænkte at her måtte da være noget spændende undervandsliv at se. Mig først for jeg var mest ivrig, og Wally hang ud 
i kajakken, det var begyndt at blive ret lavvandet og ikke nok med at jeg var en fremmed fisk i et helt anderledes element, jeg var også lige knap 20cm fra bunden. Fiskene var pænt ligeglade med mig, og kom endda hen for at se på da jeg på et tidspunkt mistede balancen og sad med min store røde bikiniunderdel midt i en eller andens koralmark og forsøgte ikke at ødelægge koraller eller fødder på vejen ud af dramaet. Jeg synes det er lidt spændende når man er så tæt på, jaja de er jo bare små fisk, men de er virkelig på hjemmebane og jeg er sikker på at hvis de ville, kunne de sagtens vinde i en one on one kamp mod mig. Især fordi stenene og korallerne er vildt skarpe, og min iltgiver i form af et orange plastikrør, lækkede vand og til tider måtte jeg koncentrere mig lidt for ikke at panikke og holde vejret og svømme hen til sikker sandbund, hvor man kunne stå og trække den dejlige direkte luft ned i lungerne. Jeg ved ikke helt hvor snorklingsmæssigt fantastisk der var, men det var en rigtig fed følelse at kigge indenfor alligevel, mest lilla farver, lidt gul/sortstribede fisk. Der var en leopardfarvet fisk også, og nogle meget store hvide og sorte, s
om kun flyttede sig for mig fordi jeg blev lidt bange og spjættede faretruende da de dukkede op 5cm fra min maske og ligesom blev hængende der.. Så var der en anden lidt uhyggelig ting, en meget sort sag, i koralfamilien, rund og med lange sorte pikke på enhver centimeter af dens “krop” ( som bare lignede en sort kugle) så havde den lyseblå prikker inde i bunden og lignede noget man virkelig ikke havde lyst til at træde på. Det gøs lige i mig første gang jeg så den, og jeg må indrømme at jeg skyndte mig at svømme videre uden at tage et nærmere blik. Men senere så jeg to sammen og jeg blev lidt og kiggede. Men det er underligt når man ser et så anderledes væsen, det er ligesom om man er forberedt på alt, for eksempel at den spiser mennesketæer. Uhhhh.... da jeg havde haft noier på i noget tid og trængte til at komme tilbage til kajakken, forklarede jeg Wally om mit mystiske rendevouz med det muterede undervandspindsvin og han syntes også det lød lidt uhyggeligt. Da det blev hans tur, og jeg overvågede hans svømmen rundt (på dybere vand, for han insisterer på at han ikke flyder særlig godt - jeg vil ikke komme yderligere ind på hans anatomiske teorier ang. flyderi) men det sjove er at jeg så ham gøre et meget pludseligt spjæt og han rejste sig på stedet og tog masken af. 
“I SAW ONE.... Pheewww” og han stod lidt og sundede sig. Senere fandt vi også en hvidpikket en, og på denne tid syntes jeg egentlig at de var lidt smukke. Ikke at jeg havde tænkt mig at røre.Da vi så skulle til at videre og Wally skulle op i båden, meget galant endte han med at tømme hele bådindholdet, inklusiv migselv ud i vandet. Og vores superpraktiske og uovervindelige dry-bag var ikke lukket ordentligt og pludselig var der intet at tørre det stakkels våde kamera i, efter et par minutters kaos og vi begge endelig sad balanceret og fnisende i kajakken, kunne vi tørre kameraet på mit lår, det var det eneste tørre man kunne få. Men det overlevede, altså.
Vi fandt også en hemmelig grotte-hule, som vi kajakkede ind i, og så var man lige midt i en tusindår gammel grotte, midt i det grønblå vand, med et utal af mystiske koraler, sten og klipper overdækkede af halve fastklistrede muslingeskaller. Wally klatrede rundt som den lille Gib-abe han er, og morede sig med det, jeg pillede rundt i sandbunden på jagt efter en eller anden exceptionel havting jeg ikke kunne leve uden. Jeg har efterhånden en hel samling, som ligger til pynt på vores trappe foran bungalowen. Ikke dårligt. Nå, på vejen tilbage var det der padlenoget ikke helt så sjovt mere, der var lidt ekstremsport over det (måske skal der streg under lidt ) Men det var hårdt, bølgerne var høje, og vinden var stik imod os - hele vejen tilbage. Hvis man holdt pause blev man skubbet den modsatte vej og det er en meget demotiverende følelse når man midt i sin hårde mand-mod-vand kamp, stirrer smådesperat på en strand der ikke bliver større, og hvor pause betyder mere arbejde bagefter. Nå vi klarede den da, og det sidste stykke skulle kajakken bæres henover et stenet farligt stykke i sandkanten, som om ens arme ikke allerede var døde. Der gik dog ikke længe før der kom en flink Thaifyr der ikke mente pigen kunne klare mosten og tog over. Sweet. Så kan man gå ved siden af og løfte sin nederdel og sige “uhf” i stedet. Så var det tid til at vaske noget saltvand af sig, og på vejen hjem erfarede jeg et utal af sår og rifter som jeg havde hvervet mig på besøg i undervandsland. Uhh.. Begge knæ, og en 3-4 tåskader, og de svier mand, på meget underlig vis, og mere end de sædvanlige hudafskrabninger man får i det daglige børnehaveliv.
Jeg ved ik om det er saltvandet eller korallerne eller om jeg bare er vokset fra den alder hvor småsår er hverdagskost, eller måske er det fordi der er så mange, at begge ben fra knæ og nedaf er mineområder hvor man skal træde varsomt, men ihvertfald jeg lider lidt under det nu. AloeGel er min helt, og de sporadiske plastre værdsættes højt. Det er bare lidt omsonst at bruge for meget tid på de små viscose/polyester-hjælpere når man lever det vilde sandogvand-liv. De holder ikke længe alligevel.Udover store kajakdag er der ikke sket så meget, vi er blevet rigtig gode til at kaste frisbee, og det er begyndt at ligne en sport når vi løber rundt på de store golde sandflader og kaster os efter den lille røde ufo. Fedt. Vi har badet, rigtig meget, kigget på klatrere, kigget på aber, skrevet lidt, læst lidt, drukket kaffe og lemon-juice, spist en hel del forskellige tofuretter, på en god restaurant med muslimske thaikvinder, endda en sjælden gang iklædt nazipropaganda-tshirts. Bizart øjeblik i mit liv. Hvor har de mon dem fra?
Så har vi spist mangopandekager, drukket vand med Royal D (det lokale rehydration-salt-pulver), leget med poi, hørt musik, taget sol, tegnet lidt, tænkt lidt, stenet lidt, vi har gået nogle flere ture, set nogle aftenfilm på bærbaren, under myggenettet i regnvejr, blevet spist af myg, overrasket af krabber og forundret over fugle -og frølyde. Forleden da vi ville hen til den gode strand, (den uden sten og mennesker og hvor det bliver dybt hurtigt og bølgerne er høje) så vi at det var ekstremt lavvandet og at man uden problemer ville kunne gå udenom klippen. Det er lidt svært at forklare, men på vores strand er de første 15meter bund dækkede af sten, døde koraller og generelt brun-sorte hårde ting der ikke er blød sandbund. Man kan ikke se det når det er højvande, så ligner det alt sammet postkort, men man kan faktisk ikke rigtig bade på vores egen strand, med mindre man har gummistøvler på, eller noget der ligner. Nu var det
lavvande og realiteterne var tydelige, vi skulle vade lidt før vi kunne komme til badeland. Meget mærkeligt at gå rundt der, jeg tror vi brugte en 2 timer bare på at gå i ring og kigge på alle de mærkværdige dyr og ting man kunne finde her. Det var uden tvivl krabbernes by, hundredvis af krabber, forskellige slags, størrelser og camouflage. Vi så blå krabber med kæmpe kløer, grønne små krabber med små ben og store skjold, og de mest fantastiske er de grøn og sort prikkede kroppe, med lange orange ben og de går ligesom med en rank attitude med øjnene højt løftet fra jorden. Tilgengæld er deres kløer bittesmå og skinnende blålilla! Altså hvis en Disney tegner havde fået ideen, havde hans venner sagt at han skulle skære ned på fantasien. Utroligt hvad der findes af dyr. Og så hoppede man rundt fra sten til sten og prøvede ikke at skære sig for meget på dem, mens krabberne flygtede fra ens store farlige skygge og forhåbentlig var mere bange for en, end man er for dem.Den ene dag løb vi også ind i en bryllupsfest, på den gode strand. Heldigvis skulle vi den vej så vi kunne få et nærmere kig. Det var vesterlinger, (turister) en meget sminket afbleget brud i en stor hvid kjole, lyslilla brudepiger, og en god gammeldags sortklædt, hvidkravet præst. Hotellet der lå ved siden af havde dækket fint bord midt i sandet, der var et lille hegn af planter, og en lille scene med et thai par der sang Dire straits og No doubt. Der var rosenblade i sandet og det så alt sammet fint ud. Tilgengæld var der så også en masse turister der stod og stirrede (lissom os) og jeg tænkte at det da måtte være lidt småskalk, når man fik taget bryllupsbilleder at man skulle vente på at tyske bikinipiger og israelske strandløver flyttede sig fra billedet. Men det var da sikkert en vild oplevelse for dem. Heldigvis hang vi ikke ud så længe, vi kom i stedet ind i en diskussion om hvorvidt man skulle giftes i kirke, om man burde filme sit bryllup og Wally har en ting eller to at sige om kirken som vi kender den idag, så det gik der noget tid med. Heldigvis blev vi enige til sidst... mere eller mindre.
Igen idag havde vi muligheden for strandbaderi og bølgeleg. Igår var nok det vildest uvejr jeg
nogensinde har været vidne til, det stormede og regnede og tordnede. Det lød som om det var sand der piskede mod vores lille bungalow tag. Tøj, træer og stole fløj rundt i området og det blev bare ved hele dagen. Snizzle! Vi hang bare ud indenfor. Klarede lige et par timers tørvejr ud for at finde mad, men så ellers bare hurtigt indenfor igen. Regn regn regn og blæst. Rimelig vildt. Selv de lokale var trukket indenfor, Wally blev bedt om at hjælpe med at fjerne et træ der havde kastet sig over nogle el-ledninger, og klatreklippe-stien så helt anderledes ud, med ekstra udfordringer at komme over og under. Ret vildt. Så da jeg vågnede idag og hørte hvor stille der var, tænkte jeg kun på at komme ud af bungalowen og få lidt frisk luft. Frisk luft var det da også, meget blæserigt, og der var nu ingen garanti for solskin, men jeg syntes alligevel at en lille badetur var på sin plads. Det var måske liiiige ambitiøst nok at medbringe Frisbeen, som systematisk fløj i den modsatte retning af ethvert ønske, og langt. Til gengæld havde vi god spas med bølgerne, pga. blæsevejret var de ekstremt høje og kraftfulde, og der skulle holdes fast på hat, briller og bikinidele, for hvis du ikke klarede dig igennem bølgen med stil, så ville du mærke sandbund på ryggen, og bikinitrusse om anklerne. Det var sjovt. Selv nogle lokale drenge var ude og lege, og vi morede os længe med at blive skubbet omkuld og forsøge at undgå det. Bagefter var det koldt, og luften er jo ikke dejlig badevandslun, men der gik ikke længe før man var blæst tør alligevel.Så gik vi hen for at hæve, kiggede lidt på butikker, men alt koster jo en formue her fordi der kun er een af hver butik. Så vi gik tilbageaf, det var nu lavvande igen så vi kunne snildt gå udenom klippen, så endnu en gang vadede vi rundt i noget der ligner Dead mans marches (bare mindre moset) og så på krabber og sten og koraller og krebsedyr osv. Det er lissom at kigge ind i en anden verden. Efter det underlige sten-landskab, kommer de første par meter strand, som ligner sand, men hvis man ser tæt på, er det millioner af små grovkornede muslingeskaller og koraller, (det er vel det sand er alligevel, men det her er så en grovere version) og iblandt dem finder man som sagt rigtig mange smukke ting fra havet. Så vi lod os rive med, og jeg besluttede mig for at blive, og samle lidt mere, og måske se solnedgangen. Lidt efter kom der en kat, og den var vidst sulten, men det hang ud med mig selvom jeg ikke havde mad. Jeg prøvede at lokke den til at fange en krabbe, men det virkede ikke. Lidt efter fik jeg selskab af en fregnet engelsk pige, som meget ligefremt satte sig ved siden af mig og spurgte hvad jeg lavede. Old school style, lissom i sandkassen. Vi snakkede lidt, og hun havde en dansk mor (Jytte fra Ålborg- dejlig dansk) og hun havde boet i Danmark nogle år, arbejdet og lært lidt dansk. Hun ku dog ikke sige meget, men hun var meget begejstret for ordet "hyggeligt". Og det var nice lige at snakke om
danske ting med hende, Bakken, A-bar, the Moose, Tivoli, Brøndby vs FCK, Føtex etc. Så kom hendes kæreste og en kammerat og de kedede sig måske lidt mens vi pludrede løs om Dan og Marks land. Men det var fint, efter solen var væk og man ikke ku se skallerne mere, tog jeg min frisbee (koral-holder) og sagde tak tak, hun sagde "Det var hyggeligt!" Og jeg sagde "Vi ses!!"Så kom jeg hjem til bungalowen, Wally havde en kaffe klar til mig... og endnu en dejlig dag er gået så fint.
Jeg ved ikke helt hvad der sker de næste par dage, vi tager det som det kommer. Vi snakker stadig om at prøve at klatre, Wally er ret på. Jeg overvejer stadig, det er endda ham der har højdeskræk. Det kunne jo være ret spændende... Vi skal bare nyde det så længe vi gider, og slappe af. Det er meget dejligt at vide.
