NEEW ZEEEAAALAAND!!!!

Okay, så nu er det ved at være nogle dage siden vi skiftede verdensdel og det første der faldt os ind var temperaturen, SNIZZLE det er koldt mand. Vi ankom i turist sandaler og lag på lag tshirts, og de første par dage lignede vi jeg ved ikke hvad, altså..
Men der er jo lidt langt fra Cameron Higlands i Malaysía og så til Christchurch, og den sidste blog ender med noget med nogle freaky deaky krybdyr. Da vi kom tilbage, gik der et par minutter og så gik Wally kold og ville ned og sove. Jeg trængte til sofa, og snusede rundt efter en plads, som sædvanlig var der rift om pladserne og folk var asociale og lå ned og spærrede det hele. Heldigvis var der en flink ældre hollansk dame som pakkede sig lidt sammen så jeg kunne sidde. Vi snakkede lidt om at rejse osv, hun trængte vist til at lukke noget damp ud, så vi dampede lidt og så gik jeg ned for at se til Wally, der var ikke meget liv at komme efter der. Jeg gik op og nassede noget gratis Wi-fi. Så skulle der jo pakkes og ryddes op osv, og så gik jeg i seng. Bussen næste morgen var fed, ren luxus egentlig, sæderne var gigantiske og der var kun tre sæder på den bredde led. Jeg sov hele vejen, ikke dårligt liv i en bredsædet luxus bus.
Da vi ankom til Kuala Lumpur var der lidt forvirring. Vi traskede ud og fandt hurtigt en indisk buffet sted, smed bagagen og spiste mens vi overværede vores videre færd. Wally havde jo den her kammerat Gan, som bor i Malaysia, men som han kendte fra studierne i England, han skulle eftersigende have skaffet os et værelse på Hilton for billige penge, og altså.. det var stadigvæk pebret i forhold til hvad vi plejer at betale for et værelse, men det var det værd alligevel. Nu var der bare lige det der med at finde ham, og Hilton osv. Vi fandt et internetsted så vi kunne få hans nummer fra facebook, så vi ringede til ham og aftalte at vi bare skulle tage derhen og så ville Gan komme med de her rabat kuponer senere. Øhh.. det stod ned i torve og wally slæbte på begge tasker, ja jeg ved godt at jeg har svoret at han ikke skulle bære min taske, men min ryg var stadigvæk usamarbejdsdygtig og gjorde egentlig ondt hele tiden, om jeg så stod, sad, lå eller gik og det var lidt af en undtagelsestilstand. Taxaen snød os, men hvad kan man forvente når det både regner og vi beder om at blive kørt til Hilton.. altså selvfølgelig endte vi med at betale en formue. Whatever. Vi kommer ind på Hilton, alting skinner og oser af stil og klasse. Wally har en møgbeskidt våd hvid tshirt på, bærer to rygsække og jeg kommer bagved, pruster og slæber på guitaren og de små tasker.. "Hej, vi skulle gerne have et værelse booket her?!" Skrankefolkene var overraskende flinke og der var ikke et glimt af løftede øjnbryn eller mistro at finde på dem, mens de tjekkede os ind. Så var der elevatoren op til 15.sal, og vores værelse var snizzle fizzle. Jeg gik rundt med åben mund det meste af tiden, jeg har aldrig set noget så fancy. På vores sengebord var der en pude-menu, så man kunne vælge den pude man helst ville have, (for penge selvfølgelig) der var køleskab med bar, snacks, badekåber, the og kaffe, badekar, et utal af sæber og cremer, room service, tv, 4 puder (genial seng generelt) klædeskab, strygebræt, internet (meget dyrt), skrivebord, musikanlæg, menukort og ikke mindst, et kæmpe vindue med en fed udsigt over Kuala Lumpur.. sweet! Vi tullede lidt forvirrede rundt og prøvede at udrede hvad der var gratis og hvad vi skulle betale (sindssygt dyrt) for senere. En cola fra vores køleskab kostede 15RM, nede på gaden kostede den 1.20RM, altså... det var rimelig langt ude. Vi drak en masse the og kaffe, var i karbad og lå på den fantastiske seng og så tv og så ud af vinduet. Gan dukkede op omkring klokken 19 han havde småkager med, og efter ham og wally havde updateret hinanden lidt gik vi ned i receptionen for at ordne det tekniske med værelset. Gan er advokat, og vi fik lov til at se ham brille med sine overtalelsesskills, det var grineren mand. Da vi kommer ned er det ikke de flinke receptionistpiger fra før, nu er det en småslesk høj fyr, og der er problemer med rabatkuponen. Gans mor er med i en Hilton klub, og i den forbindelse har hun fået 50% rabatkuponer til alle Hiltons i Kuala Lumpur, men da de bor i Kuala Lumpur har de ikke rigtig brug for dem og giver dem ud til deres venner når de kommer på besøg. Men de har en regel ang. minimumpriser på Hilton, og hvis man insisterer på at få det billigste værelse, og ovenidet vil have 50% fra, så var det åbenbart ikke okay for Hilton menneskerne. Det var ikke overdrevet dyrt, men vi betalte allerede 4 gange mere end vi plejer for accommadation, og da det så vidste sig at være nærmere 30% rabat end 50%, skruede Gan sin smooth advokat-stil på og gav den småarrogante receptionistfyr en verbal svingetur. Efter et´par minutter hentede han sin maneger, som talte sin sag på overbevisende maner og det eneste Gan sagde til sidst var: "Okay, min ven, jeg forstår jeres metoder her, det er fint.. og det er måske heller ikke jeres problem, jeg vil bare gerne have at i skriver det ned til mig, på officielle papirer, så jeg kan ringe til ham der har solgt mig det her medlemskab og sige at han har snydt mig for penge og at hans rabatkuponer er noget fis." Og manegerens smil frøs i et par lange sekunder, mens jeg så ned på mine turistsandaler og bed mig i læben for ikke at sprutte af grin og Wally slet ikke kunne kigge på nogen af os men gik rundt i baggrunden og så tænksom ud. Uden et ord ringede manegeren op til en eller anden højere i systemet og talte lavmælt. Da han lagde på kom smilet tilbage og den var hjemme. Sweet. Vi fik de 50% og havde officielt besejret Hilton og selve kapitalismen. Sikke en dag.
Gan tog os med ud og spise, et udendørs sted med store skærme med fodbold, og vi snakkede og drak en Carlsberg mens jeg prøvede at føle mig interesseret i kampen. Det var langt mere interessant at se hvordan Kuala Lumpur (og Malaysia generelt) er et sindssygt mix af kulturer og mennesker. Muslimer, Buddhister og Hinduer. Indere, kinesere og asiatere, en stor pærevælling af templer, tørklæder og folkefridage. Det er ret vildt at det fungerer. Ifølge Gan er det altsammet politisk opdelt i partier og i forsøg på at gøre alle tilfredse, får alle deres vilje mere eller mindre. Gan kørte os hjem igen og vi puttede os ned i den store bløde seng med the og småkager, og Kuala Lumpurs glimtende skyskrabere lyse op i natten udenfor vores kæmpe vindue.
Næste morgen stod vi sent op og gik ud for at se på byen. Vi tog metroen og det var nemt og billigt nok, var ude og se på et market, var online og prøvede at få alle vores papirer printet ud (flybilletter og nz visa) Men det lykkedes Wally at låse sin visa-konto i 8 timer, så han kunne ikke printe sit. Bummelum. Nå vi var henne og se på nogle tårne der engang var verden højeste skyskrabere og de var fine nok, totalt underligt og tilfældigt går vi bogstaveligt talt lige ind i Franzi og Andy, et tysk par vi mødte i Cameron Highlands (Wally var ude med Andy og en anden guitarfyr ogmig og hans kæreste sad og snakkede et par timer på vores GH.) Vildt. Så gik vi rundt med dem i et par timer, småsnakkede, og så skulle vi videre ud og mødes med Gan, han samlede os op på en station og kørte os hjem til ham. Og sikke et pimp hus! Kæmpe stort, med elevator, 3 stuer og jeg ved ikke hvad. Hans far var død for 2 år siden, men han boede der med hans søster og mor, og vi kom ind og sad ned og snakkede lidt. Gans forældre er af Indisk slægt men er født og opvoksede i Malaysia. Gans søster talte med en grineren American Pie-chick, accent og Gans mor lignede en på 30, selvom Gan påstod at hun var 55.. Snizzle, yoga og sund kost gør altså en forskel. Vi snakkede lidt og så kørte vi ud og spise noget indisk. Bagefter kørte Gan os hjem til Hilton og vi pakkede og nød værelset. Jeg fik et fedt opkald fra Sara og vi snakkede dejligt og dansk og det var rart. Vi pakkede alt hvad der så ud til at være gratis, alle sæberne, og den gratis te og kaffe (og sukker, mælkepulver og sødemidler) wally snakkede om at tage badekåben, men jeg talte ham fra det fordi jeg troede han mente tekedlen og det syntes jeg ville være liiiige dristigt nok.

Nå det var tid at starte flyveturen til New Zealand, hotellet bookede os en taxi og vi kom derud i rimelig god tid, men vi løb ind i problemer ved check ind. Skrankedamen hentede hurtigt hendes chef og vi blev taget hen til en anden skranke så vi ikke spærrede køen. Tilsyneladende var det et stort problem at vi ikke havde visa til Australien (selvom vi ikke havde tænkt os at forlade Melbourne lufthavn) og når man rejste med Air Asia (fordi det er et budget-flyselskab) har man åbenbart ikke lov til at være i transit uden at have turist visa til landet. NO hvor skalk mand! Men heldigvis var det ikke så slemt, vi skulle bare gå online og ansøge for turistvisa til Australien og så var alt okay. Yes, så kunne vi få lov at tjekke ind og
vente på flyet. Ved håndbagage check ind tog de min broderisaks, men opdagede ikke min fold-ud saks som er langt mere drabelig, det syntes jeg var lidt tarveligt, men okay. Turen var okay, det var jo et ret billigt fly og okay, vi er måske vant til lidt mere flyluxus, men det eneste vi fik på de 7 timer var lidt ris vi havde bestilt da vi købte billetten, alt andet skulle betales for. Drikkevarer, snacks, vand.. der var små skærme med film og spil, og dem kunne man bruge for en lille sum.. Skalk. Nå vi havde ikke nogle kontanter tilbage og vi endte med at sweet talke os til at få en kop varm vand... til deling. Vi havde nogle sandwiches og rissnacks, og vi sultede jo ikke ligefrem, men det er lidt for dårligt at man ingenting kunne få, og deres fluesmækker virkede ikke, så jeg kunne ikke bruge kortet. Jaja pytpyt, man kunne bruge kortet på skærmene så vi havde underholdning nok at få. Timerne gik hurtigt alligevel.
I Australien (og i New Zealand) er de hysteriske med hvad man tager ind i landet og vi havde problemer med Wallys jonglør-bolde, og den ene blev skåret op og undersøgt. Vi endte med at lade dem beholde den, og de var også lidt interesserede i Sokrates, men de lod os igennem uden det store. Og så var der lige 10 timer at vente før vores fly fra Melbourne til Christchurch ville lette. Vi fandt en subway sandwich og en te og wally fandt en ny ven at snakke med, jeg skrev lidt blog og snakkede med en ældre mand der også skulle sove i lufthavnen og med et fly næste morgen. Det gik fint med at sove, jeg pakkede mig ind i soveposen og klarede den larve -style med 4 gode timer og tiden gik egentlig hurtigt nok med at stene lidt og ligge lidt og så var det på tide at tjekke ind igen.
Selvfølgelig var der problemer ved check ind, wally havde ikke noget bevis på sit New Zealand visa, og der skulle nogle opkald og noget charme osv til. Men det gik okay og det var ret utroligt så meget man kunne mærke forskellen på menneskerne, meget mere åbent og venligt og det var alt sammet en dejlig forandring. Det her fly var kun 3-4 timer og det gik fint og hurtigt. Det var en fantastisk udsigt over vand og land, og især landingen var utrolig smuk. Der var skyer og mælkefarvet i lang tid, men da vi kom ud under dem var der ligepludselig bjerge over det hele. Bjerge med sne. Det var så vildt mand! Det lignede kager med puddersukker, der var også irgrønne græsmarker og blå himmel og det lignede et overdrevet maleri. Så vildt.. Wally sad og sov med det ene øje åbent og jeg prikkede til ham, og vi sad lidt sammen og sagde Wow. Nå, i stedet for at lade som om vi ikke havde noget at fortolde, udfyldte vi denne gang vores skema sandfærdigt og indrømmede at vi havde skaller og koraler fra havet, støvler (muligvis med jord på) træ (sokrates) og derudover at vi indenfor de sidste 30 dage havde været i en skov, på en gård og i kontakt med eksotiske dyr. Ja. Det var rimelig garanteret at de skulle gennemrode vores bagage da vi nåede frem. Først skulle vi udspørges det ene sted og så det andet. Så kom vi ind og stod meget belejligt foran en stor tonet rude, og ventede der i 20min før der kom nogle og tog Wally med til udspørgelse først. Han skulle svare på alt muligt, hvordan vi mødtes, hvor vi skulle hen, om han havde stoffer med osv osv. Men han må have klaret det fint for jeg skulle ikke interviewes, de tog os med hen til et bord og så kiggede de i vores tasker, og prøvede at gennemlyse os med deres imaginære laserblik for at se om vi havde noget at skjule. Det tog en lille time, men det var okay.. Vi fik endda lov at beholde det hele og endelig var vi i New Zealand. KOLDT MAND. På den anden side af ankomsthallen var der et turistcenter og de var vildt venlige og bookede helt gratis et værelse til os på et hostel i centrum, vidste os vej til bussen og det var så nemt så nemt. Hostellet var nice nok, underligt at være tilbage på så backpacker agtigt et sted. Vildt at det var så nemt at kommunikere. Dagene er gået hurtigt, og vi har bare gået rundt og ledt lidt efter arbejde, kigget på byen. Her er meget hyggeligt, der er en lille sporvogn som futter rundt i centrum, der er små rækkehuse i pastelfarver, kaffe og kage-tilbud, inderrestauranter og flinke folk i store jakker. Den første hele dag vi havde i Christchurch, gik vi rundt og frøs med 3 bluser og jakke, striksokker i turistsandalerne og jeg lånte wallys bukser fordi alle mine er sådan nogle tynde flagre-nogle. Så var det så fint at vi løb lige ind i en genbrugsbutik, og efter en times "Wuhhh det så billigt! Wuuh den er flot!" endte Wally med en cardigan og en wannabe skind-jakke for 60NZD, og jeg fandt et par fløjlsbukser og en lynlås poncho for 26NZD, snizzle altså, det er lige over 100 kr, og det er jo ikke dårligt når man befinder sig på en så dyr side af verden. Så frøs vi ikke (så meget) mere og vi så ret stylede ud når vi nu slentrede ned ad Chrischurchs gader som et andet gammelt brunt hippiepar, og udforskede og kiggede os omkring. Der er lidt af en Barnaby stemning her, mange af bygningerne er gamle, og engelske og forleden var der et market, med en lille kineserpige der freestylede noget klassisk på hendes violin... og mere Barnabyagtigt kan det vidst ikke blive. Fedt. Wally købte en dreadyhat og han ser efterhånden helt stileren ud, han har endda formet sit skæg lidt, han blir så anstændig når han leder efter job :)
Men man kan jo ikke bo forevigt på et hostel, det er dyrt og vi har jo planer om at finde arbejde her, så vi skulle finde noget lidt mere long term, vi var ude og se på et lille rækkehus, ikke noget særligt, meget alla "Her hænger et gammelt lagen på en reol, så nu er det et bord, og her er fem forskellige møbler det kan godt blive en sofagruppe" osv osv. Det havde potentiale, men var koldt og ikke særlig hyggeligt. Vi blev enige om at sove på det, og endte til sidst med at blive enige om at det nok kunne blive hyggeligt. Men da vi kom tilbage næste dag var det allerede taget af en anden. EJ mand. Skalk.. så ringede vi lidt rundt, men alt er dyrt og upraktisk, og det så bare ud til at vi havde dummet os med ikke at tage den lejlighed. Nå man er vel ikke helt fortabt før man går online og søger, og ud af det blå finder vi det mest fantastiske tilbud. Et new zealands par havde købt et dusin huse 3 min fra vores hostel, og 10min fra centrum, og lejede dem ud som kollegier for billige penge, altså man fik et værelse og delte så facilliteterne med de andre i huset. Urban Rooms kalder de det (hvis far vil slå det op) og vi endte med at flytte ind i Urban Haven. Eller dvs, vi er faktisk flyttet ind i en caravan i haven, for det var lidt billigere, og nu har vi faktisk vores eget lille hus. En lille håndvask, seng med varmetæpper, lille bord og bløde stole, køleskab, vinduer og masser skabe og hylder! Wuhu. Det er så hyggeligt. Vi har fyldt det op med hjemlige ting, og det er bare så dejligt. Det er nemt at varme op fordi det er så småt, og det er jo ligesom vores eget lille hus. Selvfølgelig er vi velkomne inde i huset, og madlavning, toiletbesøg osv indebærer jo at vi går indenfor. Men altså, så kan vi drikke en kaffe fra vores egen kedel og sidde og spise sammen alene hvis vi vil det. Det er bare så fedt. Og folk her er så nice, der er et par argentinske piger som virkelig gør en indsats for at vi skal føle os hjemme, igår aftes tog de os med over i det blå hus (et andet Urban rooms hus) og introducerede os for dem derovre, og de er også så søde altså. "Jaja, i kan altid komme herover, også selvom vi ikke er her!" og vi hang ud derovre og fik et par øl og de er virkelig flinke og åbne. Superfedt. Mange af dem er på vej ud af New Zealand, og de behøver slet ikke gøre sig så umage for at vi skal føle os hjemme. Det er dejligt. "Welcome to the family!"
Vi har ikke haft så meget held med selve arbejdet endnu :) Men vi giver jo ikke op så let.

Fra Railay til Malaysia

Hurra, idag er det regn og torden, gekkoerne gemmer sig under vores bungalow og hønsene løber ud for at plukke våde orme, mens de klukker til hinanden og afslører deres tilstedeværelse. Vi blev vækket af tordenen og så er der jo ikke noget at sige til at det bliver en dag under myggenettet, med bærbaren og bogen og kaffen, som bliver serveret på frisbee, fordi det er nemmere at bære den. Vi er ellers gode kunder nede i vores lille Small World Bar, idag gav de os en lille trekantet palmebladsindpakket gave, med sticky rice, meget sticky og ikke så meget rice, men stadigvæk ret lækkert. Og så kaffen, som lige er dyr nok når man nu ved det er noget 3 i een, pulverblanding de har som de putter i kogende vand. Smager godt. Det er dog lidt en skam at vi ikke har elektricitet endnu. Pcen går snart ud, og jeg sukker efter at få tændt vores 'fan', det er ikke koldt bare fordi det regner, næ nej. Igår var nok en af de smukkeste dage vi har set her i badeland. Det var klar blå himmel, bagende hedt, og ekstremt højvandet, hvilket betyder at alt det smukke blå vand fuldstændig opsluger den ellers ret brede strand og man må gå i vandet hvis man vil nogle steder hen. Vi kunne desværre ikke bare ligge og dase i vandkanten, vi havde allerede lagt planer; vi skulle ud og klatre. Rock climbing, med en sikkerhedsline på og så bare lodret op af klippevæggen. Uha Uha. Alle gør det her, folk kommer hertil kun for at klatre, folk tar på ferie her med vilje, så de kan klatre her. Det 5. bedste klatrested i verden, kalder man det. Og hver dag ser vi begyndere og professionelle gøre det spiderman style højt og lavt på de mange kalkstens klipper der er omkring os. Alarmen vækkede os lidt for tidligt så vi klikkede snooze hvert 9. minut i to timer før vi stod op, det er utroligt at man ikke bare tager en beslutning første gang, og så sover igennem de to timer. Men op kom vi, ned til stranden og spise en æggesandwich, og vi havde jo kortene med til at underholde os mens vi ventede på maden. Det er den restaurant med den bedste udsigt på Tonsai, men det er nu ikke et helt kulinarisk måltid man bliver serveret, tilgengæld er vi blevet glade for den sandwich og det er Tonsais bedste plads. Men der er nu en anden ting ved det her sted som er lidt sjov. Medarbejderne. Altså vi har set 3 ind til videre, og de har ligesom alle tre hver deres underlige gimmick. Den bedst engelsktalende og den ældste er en mand, med et meget sparsomt udvalg af tænder, og dem der er, ser også lidt mærkelige ud. Det er lidt svært ikke at stirre. Så er der en ung knægt, med et sindssygt monobryn, der er ikke noget hud at finde i mellem hans øjne, plus han har overbid. Den sidste er en pige, med det rundeste hoved, og rimelig buttet krop, og så har hun mørkeblå kontaktlinser, (altså man kan godt se det ikke er naturligt, når resten af hende er 100 % thailandsk) og igår morges var den tandløse mand helt vild med vores kort, og skulle vise os et korttrick han kunne. Han kaldte dem over en og en så han kunne prøve det på dem. Efter 3 eksempler havde Wally og jeg gættet hvad hans trick var, (ikke nogen fantastisk præstation, han havde smugkigget på bundkortet) men de to andre var helt i chock over hvor utroligt det var at han altid kunne finde det kort de lige havde valgt De tog sig til kinderne og grinede og stod med åbne munde og kunne slet ikke sætte en finger på hans genialitet. Og det var bare sådan et sjovt øjeblik, og jeg følte lidt at jeg var med i en film eller noget. Efter noget tid, lavede Wally samme trick på fyren og så kaldte han de to andre over igen, og så skulle Wally først trylle for dem og så skulle jeg. Meget fjollet. Endelig fik vi lov at spise sandwich, imens de to andre stadigvæk grublede over hvordan det var muligt. Cirka en time før vi skulle mødes med vores klatreguide begyndte vi at krydse over fra Tonsai til Railay, pga. det vilde højvande var der ikke noget med at gå udenom, og man måtte endda tage bukserne af, for stranden mellem klippevæk og havet var væk, og Wally gik med tasken over hovedet mens vandet plasket mig et stykke op over navlen. Dejlligt at blive kølet lidt ned dog. Det bliver nemmere og nemmere at komme over på den anden side (samme sted som lige da vi ankom hvor vi skulle over med taskerne!) Nu kan man også genkende stederne, og man behøver ikke tænke så koncentreret på ikke at falde, glide eller træde forkert. Nu kan man bare hygge sig med det. Det er dog stadig nødvendigt at hoppe i vandet bagefter, især når det er så indbydende og luften er så varm. Så det gjorde vi, bare lige ti minutter til at køle ned, og så videre. Ikke dårligt liv. Da vi ankom til vores klatreven skulle vi prøve udstyr, klatresko som er meget små og gør ondt (selv idag) Det er ligesom når man har høje hæle på, og for lange negle på tæerne, eller bare har for små sko på og danser med dem. Og en sele som går rundt om hvert lår og rundt om maven, bagpå hang der en lille pose med kridt, som man kunne dyppe fingrene i, så de ikke gled af stenene. Så skulle vi lære noget om knuder og generel snoreundervisning. Så kravlede han op og satte snoren fast, 7-8meter høj var turen, og så kunne vi begynde. Wally først. Jeg var hans snorebuddy. Dvs. jeg var ansvarlig for at han ikke faldt ned. Jeg skulle holde snoren stram og give ham ekstra snor, jeg skulle også fire ham ned når han ville ned igen. Han var måske ikke helt tryg ved at det var mig der skulle gøre det, nu da det var første gang, og han har lidt højdeskræk, jeg ved heller ikke helt hvorfor jeg var så frisk på det.. Men det var jeg bare. Og jeg klarede det fint. Blev ret træt i hånden dog, og jeg ville hellere gemme mine sparsomme kræfter til når jeg faktisk skulle klatre selv. Wally var meget begejstret da han kom ned, men jeg var nu altså ret nervøs. Det føltes som jeg skulle til eksamen, eller på scenen og optræde med et eller andet. Jeg havde kvalme og det svimlede lidt, men jeg gik igang, og det gik ret godt tror jeg. Jeg gjorde mig umage for ikke at kigge for meget ud. Der var ret langt ned, når man nu bare hang i en snor og man kunne se ret langt ud. Guiden gav os råd nede fra jorden af, og han vidste hvor der var gode steder at sætte fødder og hænder. Da jeg så var oppe, og kunne stå oprejst og kigge ud, var det godt nok et sug i maven. Uhhhhhh!! Så skulle man jo ned igen, og det foregår meget grænseoverskridende med at man bare skulle læne sig ud fra væggen. Læne sig tilbage. Ahhgg... er du tosset mand? Men det endte med at blive meget sjovt, og hvis man sparkede væggen væk og hoppede ned, var det faktisk ret sjovt. Puh. Rystede stadig lidt da jeg kom ned. Min krop er lidt sådan "Nej, hov. Mennesker skal ikke klatre lodret op af ting, det er ikke ment to be." Men anden gang var nemmere, jeg tog samme rute og jeg denne gang må jeg indrømme at jeg var ret sej. Det var nemt og hurtigt og jeg holdt ikke rigtig pauser, bare dum dum dum, yes, så var jeg oppe og så fire ned igen. Weeee....
Nr to rute vi prøvede var lidt for umulig. Efter en 3-4 meter kunne jeg ikke komme videre, klippevæggen bøjede en lille smule udaf, så du kravlede ikke 90grader men lidt mere, sådan at du ikke kunne stå rigtigt, du skulle spænde for bare at holde benene på væggen, altså bare meget meget lidt. Men jeg havde ihvertfald ikke råstyrke til at hive mig selv op over det der stykke. Desuden var der heller ikke rigtig nogle steder at holde fast ordentligt. Mine fingre gled lidt af og jeg kunne ikke sætte ordentligt af med fødderne og jeg endte altså med at give op. Wally klarede den lidt højere end mig, men sad også fast og gav op. Det er ikke så rart når man er midt i det og man bare kan mærke at musklerne siger nej. Ligesom når man laver en armbøjning og man bare ikke kan strække armene og løfte sig fra jorden igen, bare 6meter fra jordens stenede overflade, altså. Ligesom en stopklods. På det her tidspunkt kunne det mærkes i armene og vi troede at vi var for trætte nu og ikke kunne mere, men vores guide lokkede os til at prøve en tredje rute. Den var nemmere lovede han. Jeg skulle først for Wally havde lige klatret og trængte til pause. Det gik ret godt, det første stykke var teknisk svært, det var svært at se hvor man skulle holde og træde. Heldigvis havde guiden hjulpet folk igennem hundrede gange og han sagde "Højre fod til højre knæ. Venstre hånd højere op, højere, højere, mere til venstre, der!! Stræk benene.. kom så kom så kom så! Yes! Du er der. Højre hånd op.. ja, venstre fod til højre fod!" osv. osv. Så det gik ret hurtigt at komme dertil. Det næste stykke var en forlystelsespark af gode holde -og trædesteder og det gik knaldgodt i noget tid, men så ligepludselig blev jeg træt, og det blev sværere at holde fast. Stod ret akavet på væggen og tænkte at jeg ikke havde kontrol over det her stykke. Og så ligepludselig ud af det blå gled jeg. Svup, arme og ben slap væggen og jeg faldt....
.... 5 cm max, så havde snoren mig. Men de få sekunder hvor jeg ikke havde kontrol og hvor jeg var på vej ned mod jorden, glemte jeg alt om at der var en sikkerhedssnor. Jeg skreg højt og pressede øjnene i. Og så var snoren der, og krammede væggen som en edderkop (ikke ligeså sejt, men samme ide) og de råbte dernede at jeg skulle slappe af og bare sidde i snoren lidt. Snizzle. Så græd jeg lidt og tænkte "HVAD LAVER JEG HER MAND! Jeg vil ned, jeg vil ned, jeg vil ikke kravle ned, jeg vil VÆRE nede!!!" Jeg lod være med at kigge ud, sundede mig lidt, ignorerede en del råb dernedefra. Og efter jeg havde tænkt at jeg ville ned hundredegange begyndte jeg alligevel at kravle op.. jeg ved ikke hvorfor, og jeg klarede hele vejen op og sejren var sød. Jeg havde dog ikke lyst til at stå der så længe og blev firet ned på et lille minuts tid. Puuhhh.. jord.. dejlig ting. Guidefyren grinede af mig og spurgte om jeg savnede min mor, og selvfølgelig gjorde jeg det. "Idiot!" tænkte jeg.
Efter Wally havde klatret den havde jeg ikke så meget lyst til mere, det kunne altså også mærkes i arme og fingre og vi sagde tak for idag til vores guide, og skyndte os ud for at nyde det blå vand på Railay beach lidt, inden det helt forsvandt tilbage ud på havet. Det er fordi det lige har været fuldmåne så bliver det meget højvande om dagen, og meget lavvande om aftenen siger de, jeg synes det er en ret mystisk ting den der måne-vand forbindelse. Vi badede lidt, til det blev for koldt og så gik vi uden om den lille klatreklippe tilbage til Tonsai bay. På vejen spiste vi på restauranten hvor alle de muslimske piger arbejder, og det er som sædvanlig rigtig dejligt. Hjem og ibad og vaske saltvand af, og så skulle jeg lige på nettet lidt. På vejen hjem faldt jeg over en pandekagebod og købte mango og chokolade pandekage med hjem. Så klarede vi endelig den sværeste bane i Minesweeper, den med 99 bomber (enhver halvgammel Windows har et minesweeper spil) Efter hundredevis af forsøg, og sene nætter fulde af skuffelse og ærgrelse klarede vi det endelig. HURRA. Så lavede jeg et skrivebords billede med vores sejr og inden længe snorkede jeg, mens Wally så et par afsnit af Curb your enthusiasm. (Klovn på amerikansk, Casper og Frank har tyvstjålet konceptet kan jeg sige jer!!! Ingen tvivl om det.) Og idag kan klatringen mærkes i udvalgte fingre, håndled og lår, vingemusklen på ryggen og tæerne. Heldigvis er det dårligt vejr, så der er ikke noget med kajakker eller klatring idag, Jeg er sulten, og skal prøve at lokke min kæreste til at slippe den bog han har fundet og gå med mig ud og jage efter føde. Det regner ellers endnu. Jeg kunne godt have tænkt mig at det klarede op, så vi kunne bade lidt idag, det er også ved at være nogle dage siden vi har kastet frisbee. Sådan nogle ting skal jo holdes ved lige.

Idag er det så onsdag, klokken er 7:38 morgen og vi sidder/ligger på den muslimske restaurant. (de har alle tørklæder på her) Vi havde ikke urimelige men forholdsvis imponerende målsætninger for dagen, som skulle indeholde krydsningen til Malaysia, og endda ankomsten til Cameron Highlands - et frodigt regnskovs højland, skulle det gerne være. Men ak. Klokken 5:30 i buldermørke, i piskende stormregn, trak vi i vores rygsække og traskede ned til stranden, hvor en båd skulle hente os og sejle os til fastlandet, derfra skulle vi med en bus til Hat Yai, og derfra med en bus til grænsen, og efter krydsningen skulle vi med en bus derfra til Butterworth, og derfra til Tanah Rata, eftersigende der alle bacpackerne tager hen. Jo der er ret mange ting der kan gå galt undervejs, mange busser man kan misse, og mange stops man kan fare vild på. Men vi nåede ikke engang ud i vandet, for vores båd dukkede aldrig op.

Klokken blev lidt småsen igår, da Barnaby nr 2 blev sat på, ja vi har jo set det meste 100 gange, men DVDafspilleren er næsten officielt afgået så vi kan kun se hvad der er lagt ind på bærbaren, og da vi satte telefonalarmen til 4:50 beregnede jeg at der var lige knap 4 hurtige timer at sove på. Men det er jo godt at være træt når man skal busse hele dagen, det er bare ikke helt så motiverende at have en lang dag i vente, og vide at den begynder med at man er træt. Oven i det, vågnede jeg hver time og rodede rundt og ledte efter telefonen, for at sikre mig at den stadig var tændt (den går ud ind i mellem) at klokken ikke var for mange, eller at vi ikke havde overhørt alarmen på grund af det ekstreme regne-storme-vejr der buldrede løs på vores bungalow-tag. Så jeg sov ikke så godt. Alt var parat dog, soveposen skulle bare pakkes ned, så regnslaget kunne komme på tasken, bærbaren skulle i håndbagagen, en BH på, bukserne af, så de ikke blev våde og regnjakke yderst. Så var vi klar, traske traske. I bar numse og rød regnjakke ned af grusstien, mens frøer og andet natliv tydeligvis havde overtaget her i de tidlige timer. Der var intet at se på stranden, og da det regnede satte vi os op på restauranten, lige foran det aftalte mødested, klokken 5:34. ...Vi veeeeenteeeeer!... Gik rundt for at finde nogle tegn på liv, var der ikke et lille lys der? Nej. Ledte efter ure for at se om vores bare var galt på den, men det var for mørkt. Så blev det lysere. Og lysere, og nu kunne vi se klokken, den var god nok. Vi kunne se hele stranden og der var ikke nogle både. Klokken 6:14 satte vi nogle stole sammen, tog så meget tøj på der kunne findes frem og lagde os ned. Bummelum.. Jeg kunne ikke sove, men Wally fik sig en morfar tror jeg. klokken 7:45 dukkede vores travelguide op på motercykel, i blå boxershorts hevet helt op over navlen (som det eneste), men en rød rose tatoveret på skulderen (meget pirat) og med en forklaring: På grund af regnen og uvejret i nat kunne båden der skulle hente os, ikke komme ind til stranden. Det var farligt. Altså jeg skal ikke kunne sige helt teknisk hvorfor, men der er mange sten, og de der longtail både vipper altså meget, måske er det derfor, på den anden side skulle man måske tro at de lokale her kan finde ud af det alligevel? Det er jo regnsæson og det kan vel ikke være første gang.
Nå jaja hvad kan man ellers gøre, end at sige "Okay.." Og han foreslog at vi tog den næste bus klokken 10:00, "Okay..." Så håbede han at båden kunne komme ind denne gang. Nu er vejret stilnet af, så jeg tør godt håbe lidt på at det er muligt.
Ihh hvor spændende og backpacker agtigt, så lå man lige og sov på en restaurant som en anden vagabond, og hvor er det dejligt afsides og eksotisk at båden ikke kan komme ind til stranden, uha, vi er strandet! Men det er bare også irriterende, for nu betyder det at vi formodentlig ikke kan nå Cameron Highlands idag, da den sidste bus går fra grænsen klokken 14.30 og at vi ankommer lige omkring 15:00 med klokken 10-bussen, og det er foruden krydsningen, som gerne skal tage en time. Så vi har i stedet besluttet at tage helt til Kuala Lumpur (som er 5 timer for langt) men fordi det kan rejsefyren arrangere, så bliver tingene en del nemmere, så skal vi bare have klistermærker på og gøre som der bliver sagt, og vi behøver ikke rende rundt og spørge og lede efter den ene bus efter den anden (og der er vidst ret mange forskellige busser, hvis man tager med det offentlige) Så i stedet for at vågne op i Cameron Highlands, vågner vi op i Kuala Lumpur og skal med en 5 timers bus tilbage.. øv. Men siden vi ikke nåede den tidlige bus, skal vi alligevel sove et sted og misse en dag i højlandet. Hvis man skal blive gnaven og skylde skylden på nogle må det vel være os selv, fordi vi glemte tiden og endte med at spendere 19 dage her, og ikke gemme god nok tid til Malaysia. Der er jo under en uge til vi flyver til New Zealand! Underligt at tænke på. Så bliver det noget helt andet.

Men ellers har det nu været godt her på Tonsai, i går var der jo pludselig en masse ting der skulle gøres. vi skulle betale vores husleje, og købe busbilletter, vi skulle pakke, rydde bungalowen op, jeg skulle udvælge hvilke skaller og koraller fra min samling jeg ikke kunne leve uden, vi skulle købe nogle ting, og generelt forberede os psykisk på at sige farvel til paradis og sidde i busser og vade med bagage hele dagen idag. Der skulle jo en del penge til, og vi måtte bide i det lidt utilfredsstillende æble og krydse over til Railay for at finde en hæveautomat. På vejen fandt vi også nogle chips med pizzasmag (det er lidt snyd synes jeg, alle ka jo sige pizzasmag?!) Men de var nu gode. Noget toiletpapir, en soyamælk til Wally og en blandet bærjuice til mig, og den lille blærebetændelse som jeg prøver at slippe af med. Det var en ganske produktiv dag, men ikke meget at skrive hjem om, meget af tiden gik med at argumentere for eller imod den tidlige eller den lidt senere båd (Ja nu tager vi så den sene, selvom vi blev enige om den tidlige) Om aftenen var Wally på Skype med sine forældre og vi spiste vores sidste vegetarburger måltid på den afslappede Peace&LoveBar, med tøsede bossanovaversioner af Buffalosoldier og andre hits til at akkompagnere regnen.

Men i forgårs havde vi en superfantastisk dag. Det gik op for os at der ikke var længe til vi skulle flyve ud af Kuala Lumpur, og at vi vidst måtte til at rykke. Så vi købte en éndags pakke tur, med snorkling, motorbåd og en smule sightseeing. Hurra! Først tog vi en træbåd ud midt på havet, hvor en motorbåd dukkede op, og vi lavede en frygtet, men elegant krydsning fra det ene gyngende gespenst til det andet. Inde i motorbåden var der en masse spanske bikinipiger, ægtepar og turister, og så sejlede vi. Fuld fart henover bølgen. Det regnede lidt, og det var en åben båd så det var måske ikke lige så smooth. Men vi klarede den. Det første stop var snorkling. Vi lånte snorkeludstyr af de blå guider og så sprang vi i. Wally havde egentlig ikke lyst først, men da han så fiskene igennem det klare vand dukkede han alligevel op og overraskede mig midt i korallerne. Og det var nu noget helt fantastisk snorkling vi gjorde os der. Blå, lilla, røde koraller, gule, orange, grønne allefarvede fisk. Der var en sort og hvid fisk, hvor farverne skiltes af en helt lige skråstreg på midten. Med lange læber, ligesom en and og den guffede sand i sig og spyttede det ud i surrealistiske røgskyer. Så var der tigercamouflerede fisk, hvide gennemsigtige fisk, søagurker der lå helt stille på bunden, meterlange tynde tynde sølvfarvede ålfisk med lange snuder, mørkelilla runde fisk og gul og blåstribede gubbi-agtige fisk der vrimlede omkring os og ikke flyttede sig for noget. Man svømmede bogstaveligt talt ind i dem, og de nappede altså også lidt. Lidt suspekt. Så var der rigtig mange fantastiske muslingeagtige ting på bunden, store og små, med bredde bløde "læber", i allemulige farver, der lukkede sig forsigtigt når man svømmede henover. Wally viste mig også en stor lilla/sort alien-ting. Det lignede en blanding af en muteret søstjerne og en sprutteart, og den var ret imponerende. Gad man havde en lamineret oversigt af havdyr, når nu man kunne pege og sige "Den så jeg!" Ved så mange af dem. Ja det var fed snorkling. Bagefter var det tilbage til båden, og vi sejlede til et nyt snorklingsted, der også var rigtig fedt. Nu kan jeg jo ikke huske hvad vi så hvor, men det hele var nice. Så det næste stop var den strand hvor de havde filmet "The Beach" populær halvfemserfilm med DeCaprio og hende der spiller Galadriel i Fellowship of the Ring. Det var også en smuk strand, blåt gennemsigtigt vand, hvidt støv-sand og lysegrøn skov. Jeg kunne ikke genkende det fra filmen dog, men okay. Så var der et lidt unødvendigt stop på en strand, hvor der var aber, så alle turisterne kunne gå ud af båden og hen til et træ med aber og tage billeder og fodre dem med junk og gå tilbage til båden og efterlade deres skrald på stranden.. tsktsk. Så var der frokostpause, buffetbord, med pasta, ris, varme retter, kaffe og frugt, og en halv time at slå mave på, og så sejlede vi videre til det sidste stop, Bamboo-island, som var et surrealistisk sted, med bambus skov i sandet, og lavt klart vand. Man kunne snorkle lidt mere her, det var ikke koraller og sådan, men der var stadigvæk fisk at finde. Wally er nu helt vild med snorkling og plaskede ivrigt rundt, min maske var fesen og duggede helle tiden, plus de gul og blåstribede fisk nappede rimelig aggressivt. Og jo det jo bare et lille nap men man bliver da lidt forskrækket. Det er fordi guiderne fodrer dem for at lokke dem hen til turisterne, det kan de jo så godt lide. :) Så nu når de ser det hvide turistlår så napper de, for måske er det mad? Men inden jeg fik nok af min duggemaske nåede vi da lige at se en af dagens højdepunkter. En kæmpefisk, i alle mulige farver. Lilla, grøn, rød, det lignede et fantasifuldt barn der selv måtte farvelægge, eller en Disney tegner der tog tingene lige et skridt for langt. Vildt. Her så vi også en leopardplettet fisk, med små runde finner, og en mørkeblå lang fisk, der baskede med finnerne ligesom en fugl. Gad vide hvad grunden er til at de er blevet lavet så smukke? Fedt. Mens jeg sad og brunede lidt på stranden kom guiden rundt med frugt og kage, meget fornemt altså. Så var det hjemad, og Wally syntes at vi skulle sidde forrest, på spidsen af den åbne båd, selvom det nok ville blive lidt vildt. Og det blev vildt! Båden hoppede og vi fløj, det gik vildt hurtigt, ikke noget med at slippe med den ene hånd for at rette på solbrillen, det var bare med at holde fast. jeg klukkede og hvinede det første lange stykke tid, men så måtte jeg lukke øjnene og trække vejret, så blev det altså liiiiige gyngende nok. Vi var de første der blev sat af, desværre kunne de ikke nå ind til Tonsai Bay, så vi måtte gå hjem fra Railay beach. Det jo ikke så smart at man har sin søde blå kjole på, når man skal klatre igennem mudder og sten, hive sig op ved rødder og reb og generelt svede og bløde lidt for at klare det. Men det gik fint. Trængte rigtig meget til et bad, sæbe og sandfri hud. Vi havde begge også nogle konsekvenser at mærke der følger med at være våd og have badetøj på hele dagen, men det var superfedt mand! Rigtig god dag.

Dagen før det var det dejlig dejlig solskin, og vi udnyttede det til at bade og udnytte bølgerne mens vejret var til det. Snakkede en del om at klatre, men det blev ikke til noget, og vi nåede aldrig at klatre igen faktisk, men det er nu også okay. Så vi spillede bare frisbee, legede med krabber, tegnede i sandet osv osv. God dag, der må være gået en del dage med den slags, for vi har alligevel næsten været her i 3 uger, snizzle. Det føles som knap 2.

Nå, vi klarede det! Det er fredag, klokken er 18:42 og vi nærmer os vores 2. anden aften i Cameron Highlands. Wee... Her er lidt koldt, det er ret dejligt. Man er nødt til at have lille trøje på. Lige nu har jeg halstørklæde, striksokker og trøje og jeg drikker the! Men jeg har også lige været i bad. Desuden regner det ret meget om aftenen, og alt er vådt og koldt. Men det er en ret god forandring, endelig har man lyst til at putte sig i soveposen om aftenen, og man sveder ikke imens. Nå. Men det var nu ret besværligt at komme herhen. Snizzle. Det var sikkert de to værste rejsedage vi har haft, jeg havde lidt svært ved at holde optimismen kørende til sidst. Når man tænker på hvor nemt det er at komme hundredvis af kilometer i Kina med tog, eller selv Laos som er så lille og hvor det er busser der svinger og svajer som et skib, så var jeg godt nok lidt i chok over at det tog os omkring 40 timer at komme fra Railay til Cameron Higlands.
Vores guide på Railay havde kun forbindelser til enten Hat Yai (en Thailandsk by en times tid fra grænsen til Malaysia) eller hele vejen til Kuala Lumpur, så vi bookede til Hat Yai fordi vi ikke gad først at køre 5 timer for langt og så køre tilbage så snart vi ankom til Kuala Lumpur. Så var der jo det med båden som ikke dukkede op, og ventetiden. Vi bad faktisk guiden om at booke hele vejen til Kuala Lumpur alligevel, men det vidste sig lige før vi tog afsted at han ikke havde gjort det.. Nå. Den anden bus ville gå klokken 10:00 så vi blev samlet op med båd klokken 9:00 og vores bådkaptajner (eller hvad man nu kalder dem) 3 unge knægte i bare tæer og dårligt engelsk skulle følge os til busstoppestedet. Og der sad vi, og ventede og ventede... drengene begyndte at se nervøse ud og spørge nogle forskellige mennesker om noget. Så efter 10 min spurgte de os hvor vi skulle hen, og det var det eneste de sagde til os. Så kom bussen endelig, eller.. en minivan. Den kørte så rundt og samlede folk op. Alle skulle forskellige steder hen, og vi endte på et andet busstoppested hvor blev bedt om at vente. Jaa.. vi venter da.. Hvad foregår der mon? En halv time efter blev vi sat i en ny minivan og kørt mod Hat Yai. 4 timer efter blev vi smidt af i en ukendt by, af en chauffør der ikke kunne svare på spørgsmål og personligt rodede rundt med folk. Yes. Nå nu var vi så her. Ikke langt derfra fandt vi et travelagency og her fik vi en fantastisk bus til Butterworth (en by i Malaysia) Det var ret uvist hvordan og hvorledes, chaufførens engelsk var meget ringe. Men han endte med at køre os hele vejen, over grænsen (som var det nemmeste nemme) Det lignede tirsdag aften klokken 19 i Føtex, ingen kunder. Bare nogle venner i uniformer der hyggesnakkede og snart havde fri. Vi fik stempler uden problemer, de spurgte lidt interesserede til Sokrates (vandrestaven) og alle kom og smilede og kiggede på, så spurgte vi hvordan man siger Tak og de oversatte (og jeg har glemt det igen) og så gik vi ud og så holdt vores minivan der og vi kørte videre. Vi nåede Butterworth klokken 20 tror jeg. Bestilte billetter til Cameron Highlands næste dag og gik ud for at finde et sted at sove. Det var ret mørkt og lignede en lidt skummel ende af det ellers hyggelige bynavn. Det lyder ligesom noget fra Barnaby. Vi vadede et godt stykke ned af gaden og kom til et hotel, men det var vildt dyrt og vi tøvede lidt. Så sendte receptionisten os ned til et billigere et længere nede af gaden. Og vi gik videre. Jeg led på det tidspunkt under monstrets vægt. Hofterne og lænden var utilfreds, og jeg havde ikke tænkt mig at vade særligt langt videre, og åh sikke en beslutning at tage når man ser en masse piger hænge ud foran det såkalte "hotel" de snakkede alle sammen med hver deres motorcyklist og fnisede ind og ud af "The Ruby" vores ly for natten. Snizzle. Først en trappe, led opfindelse, og receptionisten er en ældre ret mand, lidt overrasket over at se os. Foran os i køen var der lige en oversminket dulle og en tyk motorcyklist der betalte meget små penge og hånd-i-hånd forsvandt ind i, hvad der lignede en forvokset stemmeboks, snizzle, hvad laver vi her, et bordel? Wally så lige hurtigt på mig da det gik op for ham, og jeg så ned i bordet og prøvede ikke at grine. Okay, yes vi blev vist til vores værelse som heldigvis var en etage over alle de små båse med åben til gulv og loft. værelset i sig selv var ikke så slemt, vi havde en håndvask og 2 senge. Der gik lidt før jeg turde sætte mig på sengen, men jeg skulle jo sove der, så... :) Vinduet var åbent og udenfor blev der smidt kanonslag rundt, ih hvor dejligt. :) Nå Wally var sulten og vi gik ud for at finde noget mad. Det var alligevel lidt for tidligt at gå i seng. Vi fandt hurtigt et rigtig fedt indisk sted. Altså, ikke hyggeligt, men god energi. Masser lokale der spiste der, og folk var flinke. Bestilte noget mad og det var superlækkert. Genial cheeseRoti, og Wally påstår at det er den bedste Dahl han nogensinde har fået. Bagefter gik vi i 7-11, ja der er altid en 7-11, og købte noget vand og noget juice og ikke længe efter lå vi på vores lyserøde skumle seng, og så Barnaby. Ja gode gamle Barnaby. Vi fik en 7 gode timer, og pakkede op og vadede nedad mod busstationen. Går lidt rundt, kan ikke finde bussen, vi smider bagagen og jeg holder vagt mens Wally går hen til en skranke og spørger. Det er altid spændende, når man er den der venter på den der får den vigtige information. Jeg spejder og spejder og der kommer han endelig, med et lille smil og ser ned i jorden. Den er gal. Da han når hen til mig peger han på uret. Klokken er en time mere end den burde være; vi havde glemt at stille vores ure fra Thai tid til Malaysisk. Neeejj!! Så vi havde misset bussen. Vigtig lektie at lære, forhåbentlig husker vi det fra nu af. Nå, vores billet blev lavet om til en anden by, Ipoh, hvor vi skulle kunne få en bus til Tana Ratah, som er backpackerstedet i Cameron Highlands. Så nu skulle vi finde Ipoh bussen, det var også lidt af en mission. Den skulle gå fra bussted nr 7 men det var åbenbart ikke den bus der, og så fik jeg af vide at det var den rigtige bus, men fyren vidste ikke hvad tid den gik, og Wally fik at vide at det slet ikke var her og. Ihhh.. Nå vi ventede noget tid og pludselig kom bussen, alle dem vi havde spurgte om hjælp vinkede dog til os og råbte "This is bus!! Your Bus.. come come" og vi skyndte os at komme. Vi endte bag et Australsk lidt ældre par og faldt i snak med dem på vejen. Det vidste sig at de skulle have haft en direkte bus til Tana Ratah om morgenen, men den blev aflyst. Busfolkene sagde at det var fordi den var brudt sammen, men de troede ikke rigtig på dem. De havde tilgengæld fået deres billet lavet om til Tapah, en anden by, og de skulle skifte derfra. Nå. Jeg ville hellere hægte mig på dem. En ting er at være turist, så betaler man og bliver hjulpet rundt. Hvis man er mange turister vil de meget gerne hjælpe, der er flere penge og det er lissom om de respekterer een lidt mere. Men hvis det er ældre turister, ja så er folk interesserede i at hjælpe. Nu er man ikke en fedtet backpacker der bare ikke planlagde godt nok, nej nu er man sammen med seniorer hvis bus er aflyst og som har alt ret til at hidse sig op og komme først. Så da vi nåede Ipoh besluttede jeg at vi bare skulle blive siddende og tage med til Tapah sammen med 63årige Craig og Jane fra Sydney. Der blev ikke sagt noget til os, vi så ud af vinduet for at være sikre på at de ikke havde smidt vores bagage ud i Ipoh, men de var der stadig da vi endelig ankom til Tapah. ved busstoppestedet vidste det sig at vi havde misset bussen klokken 13.30. Den næste var først klokken 16.30. Oooookay nu var den lige næsten 14 og der var intet andet for end at vente. Vi gik ud for at finde noget mad, og kom tilbage. Snakkede med Australierne og med nogle skolepiger der også ventede på bussen. Det var jo okay, så er man altid lidt underholdt men det var nogle lange timer. Malaysia har en vildt blandet kultur, indere, kinesere, andre asiatere. Mange muslimer, mange hinduister alt sammet meget religiøst med tørklæder og røde prikker mellem øjnbrynene. Den ene skolepige var af indisk afstamning, og hendes accent var virkelig god, men hendes engelsk var fjollet. "Bus comes at forty" Æhh.. forty?" og så sagde hun rigtig tit "Newspaper star, very good!" Og ind i mellem så hun vildt ivrig ud og talte og talte og jeg forstod måske 10% og gjorde mit for at nikke og se imponeret ud. Jeg fik da fat i nogle ting, hun var 18 år og boede ved Tana Ratah, hver dag sad hun ved det her busstoppested og ventede i timevis på bussen, som somregl var forsinket. Hendes mor var død, og hun havde 4 søskende, der alle var læger eller sygeplejersker. Og hver dag læste hun bare, "read read read, english book, very good!" Hun var sød. Australierne var også okay selskab men jeg var ret utilfreds ved det hele. Min ryg gjorde ondt og jeg var da på min 5. dags forstoppelse, stadigvæk blærebetændelse og stadigvæk langt fra målet. Puh. Efter en times tid fik jeg min mensestruation og skulle ned i taskemonstret for at finde hygiejne ting. Busstoppestedet var ligesom en firkant, med bænk hele vejen rundt, vores bagage lå i midten og jeg er sikker på jeg havde 8ud af 10s opmærksomhed mens jeg fumlede rundt og tabte sokrates og væltede guitaren og vendte monstret om på maven, for at hive regnslaget af, for at åbne det forkerte rum så alle DVDerne faldt ud på jorden og så endelig det rigtige rum med toilettasken og åhh. Så blev jeg verbalt guidet til toilettet af en meget højrøstet lokal tosse, med okay engelsk, men med en del anatomiske defekter og mangler, så som fingre. Frisk fyr ellers. Da jeg så når toilettet skal man betale og da jeg var møntløs undgik jeg bare øjenkontakt og gik hurtigt.
Nå det begyndte at tordne og regne, og der kom en taxichauffør der påstod at bussen aldrig ville dukke op og at han ville tage os med til Cameron for det dobbelte af busprisen. Det Australske par tog med, men skolepigerne fortalte os at bussen ville komme om et kvarter så vi ventede lidt mere. I mellemtiden havde vi mødt en engelsk pige og en fransk fyr der også skulle til Cameron, så vi snakkede med dem. Altid nogle at snakke med. måske 30min efter kom bussen, og der var vildt påstyr, sindssygt mange mennesker skulle med, babyer der græd, himlen buldrede og bragede lige over os regnen piskede ned. Alle var vildt ivrige for at komme ind i bussen, det føltes lidt som det sidste redningsskib før Titanic sank, og fordi vi er turister blev der sørget for at vi kom ind og fik en plads hurtigt. Hvilket jo er dejligt for mig, men irriterende for hende med den hysteriske baby der står i regnen og skal vente på at komme hjem. Jeg tror alle kom med, jeg håber de gjorde, jeg havde dårlig samvittighed overfor de andre, bare fordi man er hvid, er det bedst hvis man ikke bliver våd. Vi havde bagagen med ind, Wally bar de store og jeg resten, så sød kæreste. 10minutter efter bussen var klar opdager vi at gulvet er plaskvådt, og bliver endnu vådere med regnen udenfor, så vi rykker rundt for at holde tingene tørre. Op på skødet. Puhhhh.. "Der er masser af tid, der er masser tid" Bussen holder stille hele tiden. Trafikken var intens og vejret var sindssygt. Det regnede ind i bussen, der sad nogle uheldige omkring der blev plaskvåde, og når bussen endelig kørte, lød den syg.. som om chaufføren kørte i det forkerte gear hele vejen. Efter hundredvis af stops. Hvor ingen stod af eller kom på og det blev mørkt. På et tidspunkt lugtede det af olie, eller noget brændt eller.. jeg ved ikke.. det lugtede meget underligt. Bussen stoppede på midten af en regnskovsvej med ingenting at se omkring os. Der kom røg ud af motoren foran, klappen var oppe og bussen sukkede højlydt. Efter et par minutter begyndte folk at gå ud af bussen, men lidt efter blev alle proppet tilbage og bussen kørte igen. Men 20min efter stoppede vi og blev hevet ud af bussen og ind i en anden. Den her bus var rimelig fancy. Bløde sæder, tørt gulv. Men fordi vi kom først ind i den første bus var vi nu de sidste, og der var ikke sæder til os. Tilgengæld skulle vi så sidde ved det kæmpestore vindue, på en indbygget pude, med varme (måske motoren) Men varmt var det. Og imens kunne vi se de sidste 60km til Tana Ratah igennem det kæmpe vindue. Regnskov omkring bjergene, sving hvinende tæt på kanten, regn og numsevarmer! Fedt mand! Da vi kom til Tana Ratah blev vi samlet op af vores prebookede guesthouse, og kørt de 10minutter til Father´s Gh. På toppen af en lille bakke, med beplantning og blomster omkring. Vores værelse lignede udefra en stor ståltønde, men hyggeligt indeni med tremandsseng, lille skrivebord og spejl. Vi smed tingene, skiftede tøj, hang noget tøj til tørre, tissede og gik op for at tjekke ind. Receptionisten, en indisk fyr ved navn Smith, anbefalede at vi skyndte os at bestille billetter til Kuala Lumpur så hurtigt som muligt, men at det først kunne blive i morgen. Vi drak noget the og spiste noget mad og så var vi ellers klar til at ligge ned. Jeg havde tænkt på det hele dagen. Desværre var det en ret god ide at gå ud og hæve penge, så vi kunne betale for de billetter, og så vi kunne købe morgenmad og således, så det skulle gøres først. Vi fandt også noget ost og kiks (Wallys favorable backpackergourmet middag) så vi investerede og tog det med hjem til Barnaby, Minesweeper, sovepose og striksokker under tæpperne. Men først løb jeg ind i et tysk par, jeg lagde mærke til dem fordi de sad med samme pc som min, så der var lige en hurtig, "Hey den har jeg os!" og så er der jo ikke langt til "Min kan bare ikke komme online.." og fyren var tilsyneladende lidt af en wiz, han indvilgede i at jeg hentede min og så kunne vi kigge på den. Fedt. Efter en halv times tid var den fixet, og det er jeg så glad for mand! Søde mennesker. Vi snakkede længe, og han smed en masse gode computerråd i min retning. Wuhu. Så kunne jeg komme online, og endda gratis fordi man kunne se noget wi-fi uden adgangskode fra Guesthouset. Så er livet jo straks fantastisk. Gratis online i Malaysias højlande. Trippy.

Næste morgen ville vi så gerne sove længe, men det kunne man ikke helt pga. billetten til KL, det var Ramadan og officiel fridag i Malaysia (fra 20.-22-) så vejene var proppede af folk der skulle besøge familie og holde lang weekend. Så der blev sat en alarm til klokken 8, og den søde Wally gik ud for at ordne billetterne, jeg holdt mig vågen til han kom tilbage, men vi faldt begge lettede i søvn da billetterne var sikrede og sov til et stykke over middag. Der var jo en del forskellig trekking og vandretur man kunne gøre sig her i Cameron Highlands, vi var ikke lige i humør til en 6 timers traven rundt, jeg havde stadig ondt i ryggen, og var fortsat mensestruationsagtig og tænkte mest på at sidde. Men vi gik en lille 1-2 timers tur på en god regnskovssti, det er ret dårligt afmærket og da vi nåede til en campingplads vi ikke kunne komme videre fra, og det så begyndte at regne, syntes vi egentlig at vi havde fået nok regnskov for en dag. Smukt ellers, vildt frodigt, mystiske planter. Ret fedt. På vej tilbage spiste vi noget indermad, og kiggede lidt på butikker. Wally havde snakket lidt med et andet tysk par (vores naboer) og om aftenen faldt de i snak på terassen, jeg gad ikke rigtig. Jeg havde tænkt på sofaer hele dagen og var allerede træt af at fryse og være våd.. Så mig og mine sidste tørre bukser gik indenfor for at skrive blog og være indendørs og have det varmt. Senere kom jeg dog ud for at være lidt social. Og vi snakkede et par timer, søde mennesker. Der var også en fransk Terry som spillede 8strenget guitar og vidst var lidt af et geni. Han er den type backpacker som af princip nægte at rejse med fly, og han besøgt hundreedevis af lande, finansierede af barjobs med ham selv og guitaren. Lidt højrøvet som de franske nu ofte er, men sød og med en god grund til at være det. Vi havde ikke spist, men nu var køkkenet lukket og jeg gad ikke gå ud, var ikke rigtig sulten alligevel. Og da den kvindelige del af tyskerparet også bakkede ud, satte vi os ind og gik online lidt. Jeg lod hende tjekke sin mail etc. og så snakkede vi lidt. Jeg havde allerede givet slip på at Wally skulle komme tilbage mens jeg var vågen. Nu var det tre guitardrenge der skulle ud og lege sammen i Tana Ratah, det ville da være mærkeligt og suspekt hvis der ikke gik lidt fest i din. Franzicka derimod (kæresten) lod ikke til at have det på samme måde og jeg tror ikke kun var så meget for at gå alene i seng osv. Så vi snakkede til den gik et stykke over 1, jeg gik ned på værelset, i bad og faldt i søvn til Olsen Banden. Vågnede da jeg hørte Wallys karakteristiske skridt udenfor. En del fnisen og Ssscchhyy-en og så kom han ind vildt glad, og snakkede i en time om hvor fedt det havde været. Faldt i søvn klokken 6.00 og jeg satte alarmen og tænkte at det ville blive en lidt sej dag i morgen.
Nu havde det jo taget os 2 dage at okmme til Cameron highlands, og da dette var vores sidste dag, ville det være komplet latterligt at sove den væk. Klokken halv ti bankede Andy og Franzi på, nu tog de afsted. Der blev sagt farvel og Wally holdt sig vågen til at gå op og spise morgenmad og finde ud af hvad dagen skulle stå på. Det regnede rimelig ekstremt allerede fra morgenstunden, Wally var smadret og jeg kunne heller ikke gå særlig meget med min ryg, så der blev altså heller ikke noget større vandreprojekt sat igang. Jeg ved godt det er en regnskov og at det faktum at det regner ikke burde være så demotiverende, men det var det altså. Alt vores tøj stinker allerede af fisk og krabbe fra Thailand, meget af det er vådt endnu, fordi intet tørrer i det her vejr, og det er ikke dejlig varm tropisk regn det er kolde hårde dråber der finder alle sprækker i min efterhånden småmedtagede danske rød/hvide regnjakke.
Så hvad laver man ellers her? Vi gik ned for at snakke med den lokale turistguide. Som var kulsort, indisk, gule øjne og halvskaldet fladt hoved, lignede ret meget en fra Familien Adams, ret flink selvom hans udstråling lugtede lidt af snedig sælger fra Akrabah. Han vidste os en tur vi kunne tage, med andre turister, i en lille minivan rundt og se på de forskellige gårde og turist-ting i området. Der var også en imponerende indisk guide. Det tog lidt tid at vænne sig til hans talemåde, der indeholdt en del kunstneriske pauser, og ellers var præget af parodi-agtig indisk accent. Efter et par minutters fnisen indså jeg hvor fed en guide han egentlig var, og han skulle vise sig at være et rent leksikon. Vi spurgte om alt muligt, og han vidste ekstremt meget, lidt lissom dengserne i gymnasiet. Det var ret fedt. Lær mig noget!
Turen indebar 7 forskellige stops i Tana Ratah området, det første var en blomsterhave. Tusindvis af planter og blomster, der var alle farver, mærkelige blå hængeplanter, blomster der ligner keramik med 5mm tykke blade, kaktusser i alle størrelser, blomster der ligner eksotiske fugle, roser osv. En lang trappe der snoede sig opad en bakke, med en flot udsigt fra toppen. Ikke dårligt. Bagefter kørte vi til en jordbærfarm, som var lidt af en turist ting, mere end noget andet. Man kunne se lidt på jordbær og så købe nogle.. Jeg investerede i en jordbær/chokolade is, med drys og flødeskum. Wuhu, så fik vi også morgenmad. :) Wally købte en shake og den var også rigtig god. Efter jordbærerne tog vi til en Te plantage, og udover at det var nogle fantastiske grønne bløder bakker med tæt bevoksning, var det også meget informativt og interessant. Især her var guiden meget hjælpsom og vi fik en rundtur på fabrikken, hvordan planterne blev høstet, tørret og pakket. En minimum 3mdrs proces før teen var drikkeklar. Så købte vi en kop hver og tog videre til næste stop; insektfarmen. Snizzle, der var nogle vilde og underlige ting at se der. For det første en bille på størrelse med en håndflade, sort hårdt skjold og tre horn, det lignede noget fra Timon og Pumpas menukort. Tingengæld skulle den være helt ufarlig. Der var en del biller og underlige dyr at se. En lille gul sag der lignede en maske fra en afrikansk stamme et sted, irgrønne slanger, kæmpegræshopper, skorpioner, kamæleoner, og den underligste af dem allesammen. Et insekt klædt ud som et blad! Altså, det er jo ret smart at ligne et blad, og denne her fyrs krop var uigenkendeligt skjult under en uniform af grønne blade, på ben, hoved og krop. Det største blad på dens krop, kunne skilles på midten og så fungerede de som vinger?! Altså. Mærkeligt mand. Der var også en lidt mindre gennemført men ikke desto mindre imponerende fætter som lignede et vissent blad.
Efter sommerfuglene tog var der en honningfarm, som var lidt ligemeget. Der var ikke nogle bier fordi det regnede, vi smagte på noget honning.. jaja. Og så var der det lokale kinesiske buddhistiske tempel, som egentlig også var lidt ligemeget. Man har efterhånden set en hel del templer.
Men alt i alt en god tur.

Thailand....Wuuuuhuu

Thailand, wuhuuh!
Bangkok er farverig, kaotisk og travl. Vi ankom i går aftes klokken lige over 18 og turen selv havde nogle press-faktorer undervejs. For eksempel drengene på vores No Problem Villa, ærligt talt har jeg sjældent i asien mødt staff med en så provokerende attitude. De så åbenlyst ned på turister, altså. Der var ikke meget respekt eller staff/kunde forhold. Det første de gjorde da vi ankom, vi steg lige ud af tuktukken og så kom der en og tog guitaren ud af hånden på mig, jeg troede han bare ville bære den så jeg sagde ikke noget, men så gik han lige hen til et bord, pakkede den ud og gik i gang med at klimte noget uigenkendeligt BLIM BLIM BLIIIM på den. Til stor morskab for de andre. Ikke noget med "Må jeg?" Eller "er det okay?" Vi kom ud og hentede den tilbage senere. De tog blandt andet Wallys klipklappere og gik rundt med dem på så han ikke kunne finde dem, småtiggede cigaretter konstant og da vi skulle betale regningen ville fyren ikke holde op med at bede om drikkepenge, og til sidst var det bare for meget altså. I starten tænkte vi, nej hvor er de dejligt åbne og kammeratlige, men til sidst lignede det mere bare respektløshed, og vi har snakket lidt om det siden vi forlod Siem Reap at det altså desværre var et lidt generelt vibe vi fik fra Cambodjanere (I hvert fald dem som arbejdede med turister) ligesom om de bagtalte en så snart man vendte ryggen til.. og selv mens man kiggede.. nu da vi ikke forstår hvad de siger.
Den morgen vi tog afsted derfra, klokken 7.30 morgen ud foran hotellet, en hel del backpackere var dukket op og skulle alle med den her bus, over grænsen og til Bangkok. Så kom der endelig nogle busser, men vi fik ikke noget af vide, til sidst var der nogle der rejste sig og begyndte at tage tasker på og så rejste resten af fåreflokken sig også op, og så grinede de bare åbenlyst af os, altså.. Pegede lidt og stirrede lidt på et par piger i shorts. Og det er bare så irriterende altså! Selvfølgelig fatter vi ikke hvad der foregår, det er jo deres ansvar at hjælpe os mand. Skalk. Da mig og Wally kommer ind i bussen er der ikke rigtig nogen sæder, ØHH. Alles rygsække ligger som en pyramide på de to forreste sæder, og min kommer øverst (som den gigantiske skildpadde den er!) og faldt ned 3 gange i løbet af turen. Wally blev klemt ind på det bagerste sæde og en fyr blev bedt om at gøre sig mindre så jeg ku sidde ved siden af ham. Og så kørte vi. Efter en time var der et 20min stop, hvor Wally faktisk mødte en pige han kender fra Gib, er det ikke vildt? Hvis vi kan finde hende, skal vi mødes med hende en aften i Bangkok. Da vi kom tilbage til bussen kørte vi i en time og så var der en times stop ved (formentlig busselskabets fætters) restaurant, lå en lille times tid fra grænsen. Skalk. Så vi kunne have kørt derhen på 3 timer, men i stedet tog det 5-6, så vi kunne holde pauser hundrede gange og købe colaer og betale for deres toiletter.. Bussen var godt nok heller ikke meget for det. Jeg har til dags dato aldrig været vidne til en så verbal skideballe med så mange forskellige accenter. Stakkels guidefyr, der var nogle meget vrede mennesker i den bus. "Look up "scam" in the dictionary! This is bullshit!" Det var ligesom en film. Men det var også ret irriterende. Nå guiden konkluderede at hvis vi ikke ville vente ved restauranten kunne vi vente i bussen, det måtte vi selv om.. Haha.. Jaja, så alle satte sig jo ind på restauranten alligevel.
Krydsningen var fin, det stod ned i torve, og Thailand så ret grå og våd ud, og der var ret langt at gå med fuld oppakning i regnvejr, det mærkes i lårene idag. Men det var okay, og der var ikke nogle lumske vinduer hvor man skulle betale en dollar her og der, bare fordi ellers fik man ikke sit pas tilbage. På den anden side af grænsen mødte vi guiden som stod sammen med et italiensk par, og han sagde at vi bare skulle vente her 5 minutter. "Jaja 5 minutter her og der, det betyder jo ikke 5 alligevel i Asien." Tænkte vi, men der gik kun 15 før han sendte os den ene vej, "Yes yes this way, walk strong!" Okay.. øhh yes vi gik hurtigt, når bussen der holder der, men det viser sig at den ikke går til Bangkok. FEDT. Vi gik tilbage for at finde guiden igen og helt kold sagde han bare "Yes Yes, go this way.." og pegede den modsatte retning. FEDT. Så gik vi den anden vej, og der var en kæmpe lyserød dobbeltdækkerbus der så ud som om den ventede på os. Ahhh.. yes vi når derhen, det italienske par går ind og vi kan høre dem råbe "theres no seats!!" og Wallys hoved falder ligesom ned på brystkassen og jeg fniser mit allersidste tolerancefnis. Der er et par thai guider der vimser rundt og ud og ind af bussen og siger "One moment" og ser ud til at de ikke aner hvad de så skal gøre.. til sidst bliver Wally proppet ind på et sæde, der allerede ser meget proppet ud og jeg bliver taget ind bagved chaufføren, hvor der ligesom er et lille område, vel beregnet til at transportere kasser, eller dyr eller børn eller andre små ting der ikke må gå i stykker, sammen med det italienske par der skændtes meget højlydt på italiensk, og ligger der de næste 4 timer. Det er vel egentlig en af bussens bedste pladser skulle jeg mene, og fosterstilling er egentlig een af mine mest favorable stillinger, desværre lå jeg lige under en eller anden form for aircon-rist, som ikke kunne slukkes, og som endda dryppede iskoldt underligt vand ned i mit hoved. Men man er vel en pige og jeg havde halstørklæde, striksokker og ekstra T-shirt med i håndtasken, og så hjælper det jo lidt. Da vi så ankommer i Bangkok er der selvfølgelig en billion taxichauffører, tuktukker og generelt folk der vil ha vores penge på den ene eller anden vis. Daan havde anbefalet et småfancy hotel ved navn Rambuttri Village, og det skulle ikke være det billigste, men alligevel dét værd fordi der er en nice swimmingpool på taget og Bangkok er ret varm og fugtig. Så vi vidste vi ville derhen. De her chauffører var superirriterende og prøvede at lokke os til at køre til et eller andet infosted fordi de fik benzinkuponer af skrankedamen hvis de tog kunder med til hende, og generelt var de bare ikke særlig hjælpsomme. Da vi nævnte Rambuttri insisterede de på at man skulle have bestilt værelse der først og at det nok var bedst bare at tage med dem hen til informationsstanden og så kunne vi se der om der var plads. Altså, hvorfor ikke bare Rambuttri først og så hvis der ikke var plads kunne vi tage den derfra? Den ene ville ikke lade Wally være "Ah, my friend, you help me, I help you, okay..?" Og det er bare så irriterende når de kører det der samvittighedspis på dig, altså de ville jo ikke hjælpe os alligevel? Skalk mand. Jeg ved ikke hvor mange der bare tænker "Nå okay, fint det var ikke her jeg ville hen, men okay nu får den rare mand en benzinkupon og så kan jeg tage en anden taxi herfra, til der hvor jeg faktisk skulle hen, pyt med at jeg stod op klokken 6:30 i morges, og har siddet og ligget i en bus i 10 timer, og at jeg nu skal igennem det mest hektiske med at slæbe min taske rundt og finde et værelse, jeg bliver ikke vred over at blive kørt et forkert sted hen, MED VILJE fordi chaufføren er ligeglad med hvor jeg siger jeg vil hen. "
Okay, måske ville jeg have gjort det for 4 måneder siden hvor jeg synes det hele bare var et stort fantastisk eventyr, og alle de små forhindringer var grineren, og "Ej tænk hvor fjollet, nu skal vi have EN NY taxi" Men det gør jeg altså ikke mere, jeg er træt af at smide penge ud af vinduet, træt af det skalke turist/lokal forhold hvor det eneste de tænker på er at få så mange penge som muligt, og jeg gør hvad jeg kan for ikke at blive snydt og det er så irriterende at man ikke kan vurdere hvem der tager røven på dig og hvem der tilbyder en fair deal (og fordi du er så stram, efter at blive snydt så meget) at du faktisk tager røven på dem fordi du nu vil være sikker på at du ikke bliver snydt, og så tænker man over det bagefter og man betalte faktisk alt for lidt, og det er heller ikke fedt.
MEN PYT. Vi gik fra de der skalkhoveder, bare i en eller anden retning, havde hørt at vi ville være rimelig tæt på Khao San Road, hvilket skulle være turiststedet i Bangkok, men hvilken retning? Vi løb ind i en taxichauffør der IKKE var interesseret i penge, og han forklarede os at hvis vi fortsatte ned ad gaden i 2 minutter ville vi være på Khao San Road. Nice, vi endte med at vade lige ind i et Rambuttri skilt og så var vi der. Og de havde værelser til os da, ikke noget problem. Det var liiige lidt pebret synes jeg, men så var der jo også swimmingpool på taget, så vi sagde jo tak. Bangkok mand! Fedt. Vi lagde tingene og gik ud for at udforske byen, og igen følte jeg mig helt høj over det hele. Ude foran vores lobby (jaa. der var en rigtig lobby..wuhu) var der et par restauranter, en lille sø med forvoksede guldfisk, stenfigur-elefanter der sprøjtede med vand og planter, meget eksotisk og hyggeligt. der lå desuden et par internetcafeer og en hel del skrædderforretninger der prøvede at lokke Wally ind og kigge - for han ligner jo lige sådan en type der vil ha et skræddersyet jakkesæt til rygsækken. Det lykkedes ikke. Men alle gaderne omkring os var små turiststræder, med boder og butikker og man kunne få alt. Uden tvivl, der var rastabutikker hvor man kunne købe hatte og solbriller, der var punge, sutsko, falske id-kort, pad thai (nudler) med æg og grøntsager, der var en hel del gadecafeer, nogle mere hyggelige en andre. Men en hel del af dem, med live guitarist, eller anden slags høj musik og det hele laver bare sådan en dejlig stemning når man går ned igennem bare for at kigge. Et sjovt og ret ofte set fænomen var gadebarerne, med ligesom bare et klap-ud-bord proppet med sprutflasker, en stang plastik krus og en 10 plastiktaburetter, derudover var der som regl et sæt højtalere der brølede med hård housetechno og måske en lyskæde. Jeg gætter på det er den billigste måde at få sig en brandert på, og de var ret populære især blandt engelske lårkorte piger og irske højrøstede fyre.
Vi købte os i stedet en Padthai fra en bod, og snusede lidt omkring. Havde lidt griner på over hvor hektisk det var, mødte nogle medrejsende fra bussen og de gik også bare op og ned af den samme gade og morede sig. Nå da jeg var ved at blive træt gik vi tilbageaf, men faldt over en underlig lille tuttenutte butik. Lyserød og fyldt med små tegneserieinspirerede malerier af den samme lille pige, med et stort hoved og alle hendes kæledyr. Her kunne man få kaffe, og det ville jeg gerne have. Fantastisk kaffe skal jeg sige til deres forsvar, det største thailandske smil jeg har set til dato og en ret speciel stemning derinde. Vi ville egentlig have kaffen med os, men endte med at drikke det meste af den der, omgivet af vaniliekøer, pyntedimser og dagbøger til salg.
Næste dag skete der ikke så meget... da vi vågnede skyndte vi os op på taget for at sole os lidt og udnytte poolen, og det var rigtig dejligt, solen var bagende og vandet var køligt, og en halv var nok for os, så var det liiiige varmt nok, fedt område ellers og fed udsigt over Bangkok, vi gik ud for at finde kaffe og fandt også baked beans til morgenmad og dét var jo en dejlig overraskelse. Så sad vi der ved den lille sø og spiste morgenmad, gik ellers bare tilbage til værelset, jeg skrev lidt og Wally læste lidt og gik til sidst ud for at finde flybilletter til New Zealand. Det var lidt besværligt, men vi endte med at finde nogle rigtige billige til Australien (melbourne) og så skulle vi bare videre derfra. Kunne ikke overskue mere der, så vi gik ud for at finde noget mad, fandt en dejlig lille gadegrill, og fik noget risret med peanuts og gik ellers bare tilbage til værelset. Og på vores sidste hele dag, ville vi gerne ud og se noget. Wally havde været i Bangkok før da han var lille, og dengang var de ude og se et Royal Garden Palace og det eneste han kunne huske var en stor udendørsseng, og det syntes han dengang var vildt sejt. Så den skulle vi jo finde. Det var en ret imponerende royal have, med masser af guldtårne og overdådigt udsmykkede templer og bygninger. Figurer, og guldpavilloner, - og vi måtte senere konkludere at den store seng han kunne huske var en af de her pavilloner. Vi skyndte os hjem til poolen og nåede lige en lille time på taget før solen gik ned og det blev for koldt. På værelset fik vi sms fra Sara, (Wallys veninde vi mødte på vejen til grænsen) om at hun ville komme til Khao San Road i aften, og om vi skulle mødes til drinks eller noget? Jeg skulle lige skype først, men Wally gik ud for at finde hende og det styrtede ned i timevis. Efter skype gik jeg ud for at mødes med dem, og gik halvdelen af vejen med vand op til knæene, det var holdt op med at regne, men det hele var oversvømmet og gadelamperne og neonlysene skinnede dobbelt i vandet på gaden. Alle gik rundt og tog billeder af hinanden og legede med vand. Fjollet og fedt. Jeg fandt dem, og vi drak en lille øl, småsnakkede, ikke det store. Pludselig prikker det på Wallys skulder og det er Emma fra Brisbane! Som vi boede hos et par dage fordi der ikke var noget som helst accomadation at få i Brissy, snizzle! "What are you doing here?!" og så slog vi os sammen til et stort bord, så hendes ven Tom kunne være med. Hvor mærkeligt at man lige skulle mødes her, på en gadecafe i oversvømmelse i Bangkok. Underligt altså. Så det endte med at blive rigtig hyggeligt. Dog lidt brat for Sara, da hun pludselig fik en sms om at hendes fly gik om en time, og hvor hurtigt kunne hun mon komme tilbage til hotellet? Ahhh! Så hun skyndte sig afsted og vi smsede lidt videre med hende senere på aftenen, at hun missede flyet og måtte vente på det næste. Skalk for hende. Emma købte en Pad thai ved en bod, og da hun kom tilbage til bordet pointerede vi at hun i sin halvbrandert havde drysset minirejer over sin nudelret. Altså underlige små lyserøde rejer, måske 5mm lange, meget underlig ting. Mig og Wally syntes bare det var sært og lidt klamt, men det var langt værre for Emma for hun er meget allergisk overfor rejer, og da hun allerede havde spist lidt, begyndte hun at blive paranoid og klø sig på halsen, og snakke om en modgift hun havde på værelset som ville blive nødvendig, hvis hun virkelig fik en alvorlig reaktion. Så der gik ikke så længe før de to også gik hjem og det passede perfekt for mig, for jeg var ved at have tømmermænd over min 1½ øl og ville også gerne sove. Så det gjorde vi. Imorgen var det jo checkout, jeg ville gerne have lidt soltid på taget, inden kl 12 hvor vi skulle være ude af hotellet, så jeg pakkede så meget jeg kunne i min småmuntre tilstand, hvorimod Wally var langt værre øl-ramt og slet ikke var i humør til at pakke. Så da vi endelig kom ud af sengen på vores sidste dag i Bangkok, havde vi endnu en lille time på taget inden vi klokken 11:58 stod i receptionen og fik vores depositum igen. Så lagde vi vores bagage i deres bagagebox og Wally overraskede mig med information om en nice biograf i Bangkok og det er jo en god måde at bruge 5 timer på, før vi skulle fange vores natbus. Biografen var særdeles imponerende, komfortabel og billig, men den eneste film vi sådan helt sikkert kunne nå, var GI -Joe, som viste sig ikke at være imponerende overhovedet, men vi grinede lidt af den, og det var da underholdene alligevel. Vi tog tilbage til hotellet og hang ud ved vores favorable Baked Beans restaurant indtil klokken blev 18 og vores pick-up mand kom og samlede os op. Først skulle vi gå forbi 5 andre hoteller og samle backpackere op, og vi endte med at være et prægtigt vandreoptog på vej mod bussen. I modsætning til de andre busoplevelser vi har haft på det seneste var den her ikke dårlig. Vi fik en genial plads, den lige over trappen, hvor der ikke sidder nogle foran en, men hvor der hænger et tv, og man kan lægge fødderne op på pladen. Der var desuden tæpper til låns, sæderne kunne komme ret langt tilbage og der var endda en lille fodskammel. Så det var faktisk rigtig dejligt. Vi mødte derudover Emma og Tom i bussen, de skulle videre til Kho Pagnang, haha, jeg tror der er noget ment to be med hende Emma, hun er så opfriskende og glædespredende. Man føler sig bare helt glad når man møder hende. Der kom en film på og pludselig var livet ret godt. Faldt i søvn og sov som en sten (det er ret imponerende så mange bus-sovestillinger man efterhånden har lært sig selv) og så længe bussen bare kører lige ud, har jeg ingen problemer med at sove dybt. Vi vågnede klokken halv seks om morgenen ved at alle skulle ud af bussen, og vise billet. Nu skulle vi skifte bus. Altefter hvor man skulle hen, havde man fået et klistermærke, først et grønt og nu fik vi et gråt. Nogle skulle med en båd derfra (blandt andet Emma og Tom) de havde en anden farve klistermærke, og vi sad og snakkede lidt med dem ind til vi skulle have vores bus videre syd på. Så kørte vi med den bus i 2 timer, så skulle vi ud igen, vise billet, fik vores tredje klistermærke og hoppede ind i en stor tuktuk sammen med nogle andre backpackere. Efter en times tid i den skulle vi ud. Nu var vi nået til Krabi, og ventede på båden der skulle sejle os til Railay Beach. Vi ventede og ventede, og til sidst gik Wally op for at spørge, og ak og ve, det var en lille scam. Der var ikke nogle til at sejle os over, men for 200Baht ekstra ville skrankemanden da gerne hjælpe. Skalk altså men hvad skal man gøre? Vi havde jo ingen intentioner om at blive i Krabi. Heldigvis var der 2 spanske fyre som også skulle til Railay og hvis vi splejsede var det jo kun en 50'er hver. Stadigvæk, man blir bare træt af den slags asiatiske tricks. Yes, vi snakkede lidt med de spanske fyre og sejlede endelig på vej mod vores paradisstrand. Og oh my, hvor er her smukt! Vandet er turkisfarvet, palmerne svajer, der er bjergklipper, regnskov, kokosnødder, bungalows, sand, aber, og muslingeskaller i vandkanten. Wuhuuh! Vi tjekkede et par priser ud, og vurderede at vi var i den dyre ende af stranden (3000B pr. nat - ca. 500kr) SNIZZLE, vi vidste dog at der var en anden og mindre svømmebar, men stadig smuk strand ca 10 min den ene vej, så vi travede afsted med bagagen og guitaren og humøret, som endnu var ret højt over vores nye fantastiske nabolag. På vej imod den billigere strand var der dog en forhindring; et klippestykke der gik langt ud i vandet, og især nu da det var højvande var det umuligt at vade udenom. Snizzle. Vi skulle altså igennem over det her klippestykke, og det var måske 5 meter mere eller mindre lodret. Der hang et reb ned; værsågod at klatre. Great, som om jeg ikke led nok med mit kæmpe monster af den skildpaddeskal jeg kalder min rygsæk, bare at gå ligeud er nok udfordring. En vertikal stigning er officielt umuligt for mit vedkommende. Vi mødte nogle der kom fra den anden side af klippen og de sagde at det var hårdt, men muligt at krydse med tasker. Jeg proklamerede straks at jeg ikke kunne gøre det, og vi havde læst os til at de fleste backpackere der kom forbi her var klatrenørder (fordi Railay skulle være betragtet som det 5.bedste sted i verden at klatre) og jeg kunne da godt lige forestille mig en kæk, slank, bandana-iklædt klatrefreak som syntes det ville være en grineren udfordring at klatre lodret opad med 20kg på ryggen, men det var altså ikke mig - jeg har jo ikke noget bandana.
Nå, de spanske fyre foreslog at vi det første (og mest stejle) stykke lavede en kæde, og på den måde gav taskerne videre til den næste og det fungerede ret godt. Efter en 4 meter opad, blev det mindre stejlt, og de seje drenge kunne klatre uden at bruge hænder (altså ikke mig) Wally tog begge vores tasker og jeg tog vores håndbagagetasker og guitaren, men det gik stadigvæk opad, og det var altså hårdt. De to spanske drenge var kun på en lille måneds ferie og havde ikke mere end 10kg på ryggen, men de var rigtig søde og hjalp os med at slæbe meget af vejen. Det var altså lidt af en udfordring synes jeg, og jeg bar måske min egen rygsæk 3min ud af den 1½ time det tog os at komme over på den anden side af klippen. Det betød så også at jeg nød det ret meget mere end jeg ville ha gjort, hvis jeg havde brækket begge ben i forsøg på at beholde min stolthed og slæbe tasken selv. Så jeg kørte stilen og takkede tøset imens jeg hemmeligt nød udfordringen og eventyret det var blevet at komme forbi. Det sidste stykke var under og igennem en smal klippevæg, hvor man skulle gå sidelæns og igen lavede vi en kæde og endelig havde vi sand under fødderne. Wuhu! Vi klarede det, vores ben rystede lidt, men der var stadig et stykke vej til bungalows og pause. Jeg tog min egen taske på og vi kæmpede os igennem sandet til vi endelig fandt vores midlertidige logi. 200Baht (ca. 33kr) bungalow, med toilet, myggenet og elektricitet fra 18 til 06. Saweet! Så nu sidder vi her. På vores hyggelige terrasse, ved vores bungalow, med mit ekstra myggenet henover bordet, fordi myggene elsker regn. Og det regner. Meget! Vi havde 3 timer med tørvejr hvoraf 2 af dem havde sol, men ellers har det regnet siden vi tjekkede ind i går. Men det er stadig okay, vi er her i regntiden, så hvad kan man forvente? Jeg håber bare det klarer op en af dagene inden vi skal videre, så vi rigtig kan nyde strandlivet. Igår nat var det vildt, og jeg var ude i natten med badetøj og tage et friskt brusebad i stormvejret og det var dejligt. Der ligger en fed lille cafe/bar, 20m fra vores bungalow, hvor vi igår drak en ingefærthe (jo den var faktisk god!) og hvor de har alskens legetøj, i form af Poi, firestaff, diablo (to pinde med en snor imellem og så en timeglasformet plastikting som man kaster rundt med) ping pong, 4 på stribe, klodsmajor osv osv. Ovenidet er baren fuld af glade lokale hippiethailændere der bare leger og øver sig hele dagen og der var en fed stemning. Der skal vi nok hen igen idag. Til morgenmad har vi været på en anden cafe og jeg fik en overdådig tunsandwich med sennep (wuhuh, sennep!!) og vi fik en god stor kop kaffe og en omgang kortspil. Vi snakkede os lidt med kokken (som også var tjeneren og den eneste tilstedeværende bortset fra et kuld kattekillinger og deres mor) vi forsøgte at lære ham vores kortspil, men det gik måske lidt for hurtigt for ham. Vi spillede og sang karma police for ham og så skyndte vi os ud i håb om at nå lidt strandtid før regnen kom tilbage. Men vi nåede det ikke, og da vi endelig var klar og på vej ned til stranden begyndte det at regne igen. IHH.. så står man der helt klar i sin bikini og så regner det. Ja så vi gik tilbage og chillede i bungalowen. Om aftenen regnede det stadigvæk, og vi bare læste og skrev blog. Jeg øvede mig lidt på Poi, og vi gik ud og spise på samme restaurant som dagen før, for det var rigtig lækkert. Imens vi ventede på maden spillede vi vores Rummy-wannabe kortspil færdigt. Wally kom endelig til 10010 point, og vandt desværre stort over mine 9665 point, et spil der har varet siden Dali, Kina - lidt over 2 måneder. Men jaja en af os skal jo vinde. :) Nu ka vi starte et nyt. Efter maden crashede vi, med Blå Mænd på bærbaren og en ildflue i bungalowen, ret flot, utroligt så meget den kan lyse sådan en lille insektnumse. Jeg vågnede om natten og hørte mærkelige lyde, der var helt sikkert noget der kravlede rundt på vores gulv, det holdt mig vågen lidt, men så begyndte det at regne igen og det larmede så meget at jeg ikke kunne høre lydene og faldt trygt i søvn.

Hurra, regnen forsvandt i løbet af natten og idag har den stået på sol og strand hele dagen. Turkisblåt vand, klipper, sand, muslingeskaller, palmer, grillede majskolber, sandede sandaler, frugtsalat, frisbee, høje bølger med skum, blå himmel, bikini og solbadning. Området her omkring Railay beach består af en masse forskellige strande, og da vi så at denne dag så bedre ud end igår, pakkede vi en taske med kun det højst nødvendige og begav os ned af stranden for at udforske det hele. Først var der jo det uomgåelige klippestykke, som jo var lidt sjovere idag hvor det ikke inkluderede 20kg tasker på ryggen. Altid lidt af et eventyr når man skal bruge sine hænder for at komme op eller ned eller hen, eller igennem, og det er jo sådan en regnskovsagtigt stykke med sten og planter og rødder og det er en ret fed tur. På den anden side af klippen er stranden bare endnu mere utrolig smuk og vi skyndte os at smide vores ting og kaste os ud i de grønne bølger, der er ikke særlig mange mennesker, pga. lavsæsonen og den hyppige regn, og det gør det bare endnu federe når de tætteste turister er så langt væk at man ikke kan se deres ansigter. Vi brugte ret lang tid på bare at plaske rundt i vandet og sige "This was exactly what i wanted!!" Snakkede under vandet, prøvede at svømme med bølgerne osv., sædvanlige vandlege. Efter noget tid så vi et par meget mørkeblå skyer i horisonten og tænkte "Nå, det var det.." Så efter noget soltørring pakkede vi op og begyndte at gå ned mod en anden strand der skulle ligge 15 minutter indlands. På vejen stoppede vi og købte en rød frisbee og en god hårelastik og inden længe var vi på en ny strand. Den her var dog ret usvømmelig. Sandet var mørkegråt og mudret, når man trådte kom der sort mudder op og der var store krabbeterritorier, som man først ikke så, men hvis man gik nærmere kravlede de alle sammen ned i hemmelige mudderhuller. Sådan når man først skræmte dem var der lige 2 sekunders kaos hvor hele jorden bevægede sig, og så var de allesammen væk. Hvis du så blev stående stille, stak de deres ene kæmpe klo op af hullet og viftede den faretruende af dig. Hahaha. Så så man lige 200 krabber vinke til en med lyserøde kløer, midt i deres perfekt camouflerende muddersand. Desuden var der en masse træer der voksede i sandet, og små stikkeplanter der bare lissom stak op af jorden som små pinde. Ind imellem så man sådan nogle sorte langbenede og langnæbbede fugle der hapsede krabber på stribe og fløj lavt henover vandet. Der var en masse både og vandstanden var lav herovre, der var ikke den store badestemning her, men alligevel en ret fed, lidt mere dyster, stemning. Efter lidt krabbeunderholdning mødte vi de to spanske fyre der hjalp os med bagagen, og de forklarede os om en endnu mere fantastisk strand der lå videre nede af bugten. Så vi gik den vej af. Først skulle vi forbi og under en fed grotte og pludselig var vi på en lille strand, med det samme blå vand, mindre sand og lidt flere mennesker. Superfed strand også. Regnen kom aldrig, så vi var friske på at bade lidt mere. Desuden var vandet langt varmere end luften her på eftermiddagen, og der var en frisk brise. Så vi smed tingene ved et træ og gik i gang med en omgang vand-frisbee, med langsomt forbedrende resultat.. Da solen var væk og det så skumringsagtigt ud begyndte vi at gå tilbage, (det skulle jo ikke gerne være helt mørkt når vi skulle igennem det stejle klatreklippestykke) Vi måtte dog lige have en grillet majskolbe på pind og den gumlede vi på, på vejen tilbage. Da vi nåede klippestykket så vi at der var en fyr der gik udenom. Nu var tidevandet måske lavt nok? Yes, vi tog chancen og jeg må sige at det var endnu lidt af et eventyr. Så nu gik vi altså uden om en klippe der rakte langt ud i vandet, der var glatte sten med overfladerne dækkede af muslingeskaller og anden sø-vækst. Bølgerne klaskede op af sten og ben og til tider stod vi i vand til navlen, det var ikke til at sige om du ved næste skridt ville træde på en skarp sten eller på sand - det var lidt farligt. Wally havde tasken på, og det eneste der ikke måtte få vand var kameraet, så vi tænkte at det da nok skulle gå. Det gjorde det også altså - det var sjovt. Da vi nåede sandkanten mødte vi nogle klatrere der var på vej op af et bjerg, og dem stod vi og så på lidt, vi overvejer altså om vi også skal prøve.. bumbum det ku jo være lidt spændende.
Vi nåede hjem til vores bungalow i tide, lige på den anden side af 18, så der var elektricitet til vores kolde brusebad og vi købte en kaffe fra den nærmeste hippie "Small-world" bar. Wally har det lidt hårdt med myggene for tiden, de guffer løs i ham, jeg synes ikke det er så slemt på mig.. Måske er hans blod mere lækkert. Så han løb ind og ligge at læse under myggenettet indenfor. Jeg sad på vores terrasse lidt og sang med på Beatles på bærbaren og vaskede nogle koraler og skaller vi havde fundet på vores vej, og så begyndte jeg at skrive. Nu sidder jeg også på sengen indenfor og vi skal snart til at spise noget kan jeg mærke, ahh sikke et liv.

Så idag er det, ja jeg ved faktisk ikke hvad dag det er, men det er en god dag! Vi sidder igen på vores terasse, der hænger tøj til tørre hele vejen rundt på vores gelænder, der står kaffe på bambusbordet og der er Rolling Stones og sporadiske regnbyger i vores ører. Yes vi hænger stadig ud på stranden i Thailand, og nu har jeg opgivet at stresse over Malaysia, og nyder i stedet hver enkel dag vi har her i paradis. Når nu jeg tænker over det, har vi virkelig besøgt mange steder hvor jeg tænker “Orh jeg ville gerne komme tilbage hertil!”, og det her er uden tvivl et af dem. Vi har prøvet et par dage i træk at komme op tidligt, så vi kunne leje en kajak og padle rundt og kigge på øerne og grotterne og bølgerne i området, men af forskellige årsager er det indtil videre ikke lykkedes. Igår fik vi nok af at udskyde det, og gik istedet med til at leje en halvdags kajak, og så tog vi alligevel på udflugt. Det med aktivt at løfte armene og skrabe vand væk med en stor plastikske, tager lige lidt tid at vænne sig til. Nu er det jo ikke første gang, og jeg er heldig at jeg har en stærk mand der ikke piver når det bliver hårdt, og som endda siger “You take a break there sweety..” Selvom jeg tydeligvis blot har ladet som om jeg padlede i noget tid allerede. MEN fedt mand, det er os ret fedt at give den alt hvad man har, og se øerne suse forbi os, mens vi overhaler fiskerfugle og flyvemaskiner på vejen. Det var overskyet og perfekt aktivitetsvejr igår, vi har vidst leget lidt for meget med solen de sidste par dage, og er lidt smårøde og ømskindede på ryggene, det er jo noget rod med det solcreme når man alligevel er dækket af lunt blåt saltvand 70% af solskinstiden, men solen kommer jo igennem vandet uden problemer. Så igår havde jeg kommanderet at vi skulle have tshirts på, bare for en sikkerheds skyld, men det var dejligt vejr, og solen var kun en lille smule tilstede. Det kan dog alligevel ses især i ansigterne, som i det mindste ser brunere og brunere ud, as we speak. Jeg havde en frygtelig drøm i nat, hvor al min dejlige brune hud skallede af, og afslørede sart lyserødt hud nedenunder, Nooo.. heldigvis var det bare en drøm. Vi havde lejet et snorkelsæt (de havde kun eet funktionsdygtigt tilbage) så efter noget padlen til venstre, og efter vi havde passeret 3 strande og fem grønbrune klipper midt i vandet, opdagede vi at bunden kunne ses og vi tænkte at her måtte da være noget spændende undervandsliv at se. Mig først for jeg var mest ivrig, og Wally hang ud i kajakken, det var begyndt at blive ret lavvandet og ikke nok med at jeg var en fremmed fisk i et helt anderledes element, jeg var også lige knap 20cm fra bunden. Fiskene var pænt ligeglade med mig, og kom endda hen for at se på da jeg på et tidspunkt mistede balancen og sad med min store røde bikiniunderdel midt i en eller andens koralmark og forsøgte ikke at ødelægge koraller eller fødder på vejen ud af dramaet. Jeg synes det er lidt spændende når man er så tæt på, jaja de er jo bare små fisk, men de er virkelig på hjemmebane og jeg er sikker på at hvis de ville, kunne de sagtens vinde i en one on one kamp mod mig. Især fordi stenene og korallerne er vildt skarpe, og min iltgiver i form af et orange plastikrør, lækkede vand og til tider måtte jeg koncentrere mig lidt for ikke at panikke og holde vejret og svømme hen til sikker sandbund, hvor man kunne stå og trække den dejlige direkte luft ned i lungerne. Jeg ved ikke helt hvor snorklingsmæssigt fantastisk der var, men det var en rigtig fed følelse at kigge indenfor alligevel, mest lilla farver, lidt gul/sortstribede fisk. Der var en leopardfarvet fisk også, og nogle meget store hvide og sorte, som kun flyttede sig for mig fordi jeg blev lidt bange og spjættede faretruende da de dukkede op 5cm fra min maske og ligesom blev hængende der.. Så var der en anden lidt uhyggelig ting, en meget sort sag, i koralfamilien, rund og med lange sorte pikke på enhver centimeter af dens “krop” ( som bare lignede en sort kugle) så havde den lyseblå prikker inde i bunden og lignede noget man virkelig ikke havde lyst til at træde på. Det gøs lige i mig første gang jeg så den, og jeg må indrømme at jeg skyndte mig at svømme videre uden at tage et nærmere blik. Men senere så jeg to sammen og jeg blev lidt og kiggede. Men det er underligt når man ser et så anderledes væsen, det er ligesom om man er forberedt på alt, for eksempel at den spiser mennesketæer. Uhhhh.... da jeg havde haft noier på i noget tid og trængte til at komme tilbage til kajakken, forklarede jeg Wally om mit mystiske rendevouz med det muterede undervandspindsvin og han syntes også det lød lidt uhyggeligt. Da det blev hans tur, og jeg overvågede hans svømmen rundt (på dybere vand, for han insisterer på at han ikke flyder særlig godt - jeg vil ikke komme yderligere ind på hans anatomiske teorier ang. flyderi) men det sjove er at jeg så ham gøre et meget pludseligt spjæt og han rejste sig på stedet og tog masken af. “I SAW ONE.... Pheewww” og han stod lidt og sundede sig. Senere fandt vi også en hvidpikket en, og på denne tid syntes jeg egentlig at de var lidt smukke. Ikke at jeg havde tænkt mig at røre.
Da vi så skulle til at videre og Wally skulle op i båden, meget galant endte han med at tømme hele bådindholdet, inklusiv migselv ud i vandet. Og vores superpraktiske og uovervindelige dry-bag var ikke lukket ordentligt og pludselig var der intet at tørre det stakkels våde kamera i, efter et par minutters kaos og vi begge endelig sad balanceret og fnisende i kajakken, kunne vi tørre kameraet på mit lår, det var det eneste tørre man kunne få. Men det overlevede, altså.
Vi fandt også en hemmelig grotte-hule, som vi kajakkede ind i, og så var man lige midt i en tusindår gammel grotte, midt i det grønblå vand, med et utal af mystiske koraler, sten og klipper overdækkede af halve fastklistrede muslingeskaller. Wally klatrede rundt som den lille Gib-abe han er, og morede sig med det, jeg pillede rundt i sandbunden på jagt efter en eller anden exceptionel havting jeg ikke kunne leve uden. Jeg har efterhånden en hel samling, som ligger til pynt på vores trappe foran bungalowen. Ikke dårligt. Nå, på vejen tilbage var det der padlenoget ikke helt så sjovt mere, der var lidt ekstremsport over det (måske skal der streg under lidt ) Men det var hårdt, bølgerne var høje, og vinden var stik imod os - hele vejen tilbage. Hvis man holdt pause blev man skubbet den modsatte vej og det er en meget demotiverende følelse når man midt i sin hårde mand-mod-vand kamp, stirrer smådesperat på en strand der ikke bliver større, og hvor pause betyder mere arbejde bagefter. Nå vi klarede den da, og det sidste stykke skulle kajakken bæres henover et stenet farligt stykke i sandkanten, som om ens arme ikke allerede var døde. Der gik dog ikke længe før der kom en flink Thaifyr der ikke mente pigen kunne klare mosten og tog over. Sweet. Så kan man gå ved siden af og løfte sin nederdel og sige “uhf” i stedet. Så var det tid til at vaske noget saltvand af sig, og på vejen hjem erfarede jeg et utal af sår og rifter som jeg havde hvervet mig på besøg i undervandsland. Uhh.. Begge knæ, og en 3-4 tåskader, og de svier mand, på meget underlig vis, og mere end de sædvanlige hudafskrabninger man får i det daglige børnehaveliv. Jeg ved ik om det er saltvandet eller korallerne eller om jeg bare er vokset fra den alder hvor småsår er hverdagskost, eller måske er det fordi der er så mange, at begge ben fra knæ og nedaf er mineområder hvor man skal træde varsomt, men ihvertfald jeg lider lidt under det nu. AloeGel er min helt, og de sporadiske plastre værdsættes højt. Det er bare lidt omsonst at bruge for meget tid på de små viscose/polyester-hjælpere når man lever det vilde sandogvand-liv. De holder ikke længe alligevel.

Udover store kajakdag er der ikke sket så meget, vi er blevet rigtig gode til at kaste frisbee, og det er begyndt at ligne en sport når vi løber rundt på de store golde sandflader og kaster os efter den lille røde ufo. Fedt. Vi har badet, rigtig meget, kigget på klatrere, kigget på aber, skrevet lidt, læst lidt, drukket kaffe og lemon-juice, spist en hel del forskellige tofuretter, på en god restaurant med muslimske thaikvinder, endda en sjælden gang iklædt nazipropaganda-tshirts. Bizart øjeblik i mit liv. Hvor har de mon dem fra?
Så har vi spist mangopandekager, drukket vand med Royal D (det lokale rehydration-salt-pulver), leget med poi, hørt musik, taget sol, tegnet lidt, tænkt lidt, stenet lidt, vi har gået nogle flere ture, set nogle aftenfilm på bærbaren, under myggenettet i regnvejr, blevet spist af myg, overrasket af krabber og forundret over fugle -og frølyde. Forleden da vi ville hen til den gode strand, (den uden sten og mennesker og hvor det bliver dybt hurtigt og bølgerne er høje) så vi at det var ekstremt lavvandet og at man uden problemer ville kunne gå udenom klippen. Det er lidt svært at forklare, men på vores strand er de første 15meter bund dækkede af sten, døde koraller og generelt brun-sorte hårde ting der ikke er blød sandbund. Man kan ikke se det når det er højvande, så ligner det alt sammet postkort, men man kan faktisk ikke rigtig bade på vores egen strand, med mindre man har gummistøvler på, eller noget der ligner. Nu var det lavvande og realiteterne var tydelige, vi skulle vade lidt før vi kunne komme til badeland. Meget mærkeligt at gå rundt der, jeg tror vi brugte en 2 timer bare på at gå i ring og kigge på alle de mærkværdige dyr og ting man kunne finde her. Det var uden tvivl krabbernes by, hundredvis af krabber, forskellige slags, størrelser og camouflage. Vi så blå krabber med kæmpe kløer, grønne små krabber med små ben og store skjold, og de mest fantastiske er de grøn og sort prikkede kroppe, med lange orange ben og de går ligesom med en rank attitude med øjnene højt løftet fra jorden. Tilgengæld er deres kløer bittesmå og skinnende blålilla! Altså hvis en Disney tegner havde fået ideen, havde hans venner sagt at han skulle skære ned på fantasien. Utroligt hvad der findes af dyr. Og så hoppede man rundt fra sten til sten og prøvede ikke at skære sig for meget på dem, mens krabberne flygtede fra ens store farlige skygge og forhåbentlig var mere bange for en, end man er for dem.
Den ene dag løb vi også ind i en bryllupsfest, på den gode strand. Heldigvis skulle vi den vej så vi kunne få et nærmere kig. Det var vesterlinger, (turister) en meget sminket afbleget brud i en stor hvid kjole, lyslilla brudepiger, og en god gammeldags sortklædt, hvidkravet præst. Hotellet der lå ved siden af havde dækket fint bord midt i sandet, der var et lille hegn af planter, og en lille scene med et thai par der sang Dire straits og No doubt. Der var rosenblade i sandet og det så alt sammet fint ud. Tilgengæld var der så også en masse turister der stod og stirrede (lissom os) og jeg tænkte at det da måtte være lidt småskalk, når man fik taget bryllupsbilleder at man skulle vente på at tyske bikinipiger og israelske strandløver flyttede sig fra billedet. Men det var da sikkert en vild oplevelse for dem. Heldigvis hang vi ikke ud så længe, vi kom i stedet ind i en diskussion om hvorvidt man skulle giftes i kirke, om man burde filme sit bryllup og Wally har en ting eller to at sige om kirken som vi kender den idag, så det gik der noget tid med. Heldigvis blev vi enige til sidst... mere eller mindre.

Igen idag havde vi muligheden for strandbaderi og bølgeleg. Igår var nok det vildest uvejr jeg nogensinde har været vidne til, det stormede og regnede og tordnede. Det lød som om det var sand der piskede mod vores lille bungalow tag. Tøj, træer og stole fløj rundt i området og det blev bare ved hele dagen. Snizzle! Vi hang bare ud indenfor. Klarede lige et par timers tørvejr ud for at finde mad, men så ellers bare hurtigt indenfor igen. Regn regn regn og blæst. Rimelig vildt. Selv de lokale var trukket indenfor, Wally blev bedt om at hjælpe med at fjerne et træ der havde kastet sig over nogle el-ledninger, og klatreklippe-stien så helt anderledes ud, med ekstra udfordringer at komme over og under. Ret vildt. Så da jeg vågnede idag og hørte hvor stille der var, tænkte jeg kun på at komme ud af bungalowen og få lidt frisk luft. Frisk luft var det da også, meget blæserigt, og der var nu ingen garanti for solskin, men jeg syntes alligevel at en lille badetur var på sin plads. Det var måske liiiige ambitiøst nok at medbringe Frisbeen, som systematisk fløj i den modsatte retning af ethvert ønske, og langt. Til gengæld havde vi god spas med bølgerne, pga. blæsevejret var de ekstremt høje og kraftfulde, og der skulle holdes fast på hat, briller og bikinidele, for hvis du ikke klarede dig igennem bølgen med stil, så ville du mærke sandbund på ryggen, og bikinitrusse om anklerne. Det var sjovt. Selv nogle lokale drenge var ude og lege, og vi morede os længe med at blive skubbet omkuld og forsøge at undgå det. Bagefter var det koldt, og luften er jo ikke dejlig badevandslun, men der gik ikke længe før man var blæst tør alligevel.
Så gik vi hen for at hæve, kiggede lidt på butikker, men alt koster jo en formue her fordi der kun er een af hver butik. Så vi gik tilbageaf, det var nu lavvande igen så vi kunne snildt gå udenom klippen, så endnu en gang vadede vi rundt i noget der ligner Dead mans marches (bare mindre moset) og så på krabber og sten og koraller og krebsedyr osv. Det er lissom at kigge ind i en anden verden. Efter det underlige sten-landskab, kommer de første par meter strand, som ligner sand, men hvis man ser tæt på, er det millioner af små grovkornede muslingeskaller og koraller, (det er vel det sand er alligevel, men det her er så en grovere version) og iblandt dem finder man som sagt rigtig mange smukke ting fra havet. Så vi lod os rive med, og jeg besluttede mig for at blive, og samle lidt mere, og måske se solnedgangen. Lidt efter kom der en kat, og den var vidst sulten, men det hang ud med mig selvom jeg ikke havde mad. Jeg prøvede at lokke den til at fange en krabbe, men det virkede ikke. Lidt efter fik jeg selskab af en fregnet engelsk pige, som meget ligefremt satte sig ved siden af mig og spurgte hvad jeg lavede. Old school style, lissom i sandkassen. Vi snakkede lidt, og hun havde en dansk mor (Jytte fra Ålborg- dejlig dansk) og hun havde boet i Danmark nogle år, arbejdet og lært lidt dansk. Hun ku dog ikke sige meget, men hun var meget begejstret for ordet "hyggeligt". Og det var nice lige at snakke om danske ting med hende, Bakken, A-bar, the Moose, Tivoli, Brøndby vs FCK, Føtex etc. Så kom hendes kæreste og en kammerat og de kedede sig måske lidt mens vi pludrede løs om Dan og Marks land. Men det var fint, efter solen var væk og man ikke ku se skallerne mere, tog jeg min frisbee (koral-holder) og sagde tak tak, hun sagde "Det var hyggeligt!" Og jeg sagde "Vi ses!!"
Så kom jeg hjem til bungalowen, Wally havde en kaffe klar til mig... og endnu en dejlig dag er gået så fint.

Jeg ved ikke helt hvad der sker de næste par dage, vi tager det som det kommer. Vi snakker stadig om at prøve at klatre, Wally er ret på. Jeg overvejer stadig, det er endda ham der har højdeskræk. Det kunne jo være ret spændende... Vi skal bare nyde det så længe vi gider, og slappe af. Det er meget dejligt at vide.