Nå, nu er klokken 21.30 jeg sidder i toget på vej mod Kunming, hovedstaden i den sydlige provins Yunnan. Wallace sover, vi gik ud som lys samtidig klokken 19 men hvor jeg vågnede en halv time efter snoozer han endnu, hvilket er meget ulig ham. Men ikke desto mindre hyggeligt. vi har spillet Olsen, jeg har spist koop-nudler (han kan stadigvæk ikke røre dem efter episoden i Chonqing med den ekstreme og ufrivillige udtømning af hans system og efterfølgende tiltagende tvivl om hans tilstedeværelse på den planlagte bådtur). Der kom en dejlig overpris-tagende frugtvogn kørende forbi vores senge før så vi skejede ud (man har vel underkøjerne!) og købte både blommer og bananer og vandmelon, deruover havde vi skaffet os rosinkiks og appelsinjuice. Nu er der bananer tilbage:)
Alt i alt var det jo en ret fed tid i Yangshuo.
Havde ikke lige planlagt at jeg skulle arbejde som engelsklærer i Kina, men man ved jo aldrig hvad man falder over på sin vej. Den sidste uge og weekend gik hurtigt. Lissom om at eleverne alle sammen gør ekstra ud af at fortælle hvor meget de kan lide een når man tar afsted, var til tider en smule akavet over alle de søde ord og vi var "De bedste lærere de nogensinde havde haft!" og vi var "Så søde!" og "Vi kommer til at savne jer så meget!" Der var især een pige, som jeg kun havde haft i 2 uger.. den første uge var hun endda en superirriternde elev. Hørte ikke efter og var ikke med i bogen og var også lidt ligeglad osv. Uge to var hun bedre, og jeg tænkte faktisk ikke helt så meget over hvor meget hun smilede til mig, og at hun på et tidspunkt i en pause lænede sig henover mit meget autoritære lærebord og spurgte om jeg ikke ville kysse hende? Nu er jeg jo godt forberedt på den slags spørgsmål (HØHØ tænker i nok, men jeg mener nu fra børnehaven..) og jeg havde mit standard svar klar "nææ.. jeg kysser kun med min kæreste.." hun så lidt mut ud, men der blev ikke sagt mere om det. Og her fredag kom hun og bankede på på vores værelse, og hun havde nogle (meget meget tørre.. Hvad hedder det når man tar en bid af en småkage og så bliver det hele bare til mel inde i din mund?) Småkager med, og sagde at hun ville savne mig og at jeg var den bedste lærer. Og det var da rigtig sødt af hende, og jeg sagde at hun da også var sød og at jeg havde haft deet dejligt som lærer sammen med hendes klasse.. Men så blev hun alligevel lissom stående derude selvom.. den lidr var slut nu. Og så begyndte hun at græde og jeg spurgte om hun var okay og så blev det værre og jeg gav hende en krammer og sagde "såså.. værre er det jo ikke.. Vi kan jo maile sammen" Wally som ellers høfligt havde stået med mig i dørkarmen og smagt på melkagerne forsvandt pludselig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med den her med tynde, hvide, fremmede triste pige, der ikke ku kommunikere med mig, men så holdt hun op med at græde og forsvandt ned af trappen. Jeg fik af vide af en af de andre lærere at de var nogle stykker der var enige om at hun havde viftet med nogle biseksuelle flag..
Nogle af de andre elever kom også forbi med gaver,
Iris, en af mine elever som var rykket op, kom med en lille blå telefon-bling-bling med mit navn i similisten, og den kunne jeg jo kun blive glad for. Annie en af Wallys elever som jeg også havde snakket meget med kom forbi med en magen til til Wally - fordi vi var et par. Hun havde også et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn til mig (hun havde spurgt til min yndlingsfarve tidligere på ugen), og en af mine elever Cicy havde en meget flot hårdims (sådan en man sætter igennem sin hårknold) til mig. Så fortalte de os hvordan vi var de bedste og sødeste lærere og at vi var det sødeste par i verden og at de havde været så glade for os, og det var jo rigtig dejligt.
Men da vi så skulle til at sige rigtig farvel blev det faktisk lidt emotionelt. Vi kom ned i frokostpausen og vinkede og snakkede og der blev taget billeder og de krammede os og sagde vi var så søde så søde. Fik sagt farvel til de bedste elever og de bedste venner (så gode venner man nu kan nå at få på så kort tid) Lissom om Wallace havde en flok drenge omkring ham og jeg havde alle mine piger fra de klasser jeg havde haft. Det værste var da Rita dukkede op.
Hun var ærligt talt min yndlings.. Hendes engelsk var ikke så godt og hendes grammatik var ærlig talt ulæselig, men hun gjorde meget brug af kropssprog, Herresjov i timerne, og vi connectede lissom en hel del selvom vi som regl ik snakkede udenfor skolen, og da hun begyndte at græde, græd jeg også lidt og der var flere der græd og jeg skyndte mig at sige at NU skulle vi vidst gå, fordi jeg synes at det var underligt at jeg græd når jeg ikke kendte nogle af dem og dagen før da jeg tænkte på det, følte jeg at jeg da godt nok trængte til at komme videre fra lille Yangshuo og opleve noget mere, og Wallace holdt mig i hånden og vi vinkede og jeg sagde at jeg da nok trængte til en skubop is med ferskensmag. Vi købte vores lokale købmandsdame en kage fra bageren og hun blev meget glad. Og vi gik den lange tur ned til busstoppestedet med vores tasker. Og sagde farvel til det sædvanlige egg-fried rice og kartoffel- spisested, og så sad vi i bussen og følte mig stadig følelsesladet og skyndte mig at sætte noget kækt Tv2 på ipoden selvom Wally hellere ville høre Coldplay.
Chris (lærer) havde fortalt os at der var et hyggeligt hostel tæt ved Guilin togstation og vi tænkte at vi gik derhen i håb om at de ville holde vores bagage for os, det ville de godt. De havde os en guitar, og selvom der manglede en streng kunne vi godt spille lidt. Det var fedt. Så fik jeg tæsk i pool og vi gik ned for at finde noget lokalt mad at spise inden toget. Vores stedkendte lærervenner havde forklaret os om både guitarforretninger og DVD forretninger i Guilin og at det var snildt at komme dertil. Men hostelpigen viste os på kortet at der var langt, og det var noget med en bus en halv time hver vej og så noget gåen den anden vej og vi havde ikke mere end et par timer så vi besluttede os for at vi ikke turde tage for langt væk fra stationen. Der er også så mange ting der kan gå galt, så som taxichauffører der ikke magter at prøve engelsk, eller pludselig trafik, eller den forkerte bus, eller fyldte busser, eller kæmpe kø ved indgangen til toget osv osv osv. Så det var et udmærket valg tror jeg. I stedet gik vi i en tilfældig retning i håb om at der ville ske noget spændende. Det gjorde der så ikke kan jeg sige jer. Vi kom direkte ind i motorcykelland og i flere kilometer ned ad gaden var alle butikker på vores vej cykler, elektriske cykler, motorcykler og scootere. Ikke fordi det er spændende særlig længe ihvertfald. Det var bagende bagende hedt og jeg var utilfreds med forholdene, mine hints om at lave noget andet, blev fejet af banen med "Måske er der en cafe efter næste kryds." og "Its good exercise sweety!" Okay.. jaja så er det jo svært at sige noget uden at lyde som en doven sofa kartoffel. Jeg havde det lidt hårdt med solen og den tunge håndtaske og før eller siden fik Wally da også nok og vi tog en taxa den modsatte vej. Dog befandt vi os nu begge to stegte og ude af stand til at købe noget praktisk ind til den 18timers togtur vi havde i vente. Så vi måtte betale de uforberedtes pris og købe provianter i toget.
Undervisningen har jeg jo ikke skrevet så meget om her på bloggen, men der var lissom (som ved alle jobs) gode dage og dårlige dage, de fleste dage gik man fra timen med en følelse af at være klog, sød og dygtig til sit job, at de hyggede sig og at de lærte noget. Overraskende hvor mange lærerting der falder een naturligt ud af det blå, så som at rette folks udtalelse, lave stemmer når man læser højt, indse at de skal ha det forklaret igen og gå igang med endnu en omgang one-man-mime show for at få dem til at gætte hvad ordet er. Det fedeste var whiteboardet, så fik man seje sorte tusser og man kunne se sin egne bogstaver der, jeg tog mit snit til at tegne billeder af ordene, og de kunne somregl gætte min kunst og ind imellem stod der noget meget grammatisk deroppe og man tænkte "Hvordan fandt jeg på at forklare det?" Men det er jo fedt når man ved at nu ved eleverne det.. Tit kunne man se at de allesammen havde skrevet det ned i deres bøger.. lissom på tavlen. Noget andet meget læreragtigt så som at teste eleverne i de forrige ting "Kitt, whats this called??" og så vifter man med et eller andet som man ved han burde vide.. eller købe sig en rød kuglepen så man kan rette deres opgaver. Vi lavede også nogle grineren ting, ind i mellem lavede jeg vocabulary quizzer til dem og det var jo sjovt for os allesammen. Og i pauserne tegnede vi på tavlen og tog billeder og hørte meget høj 90'er musik (De elsker Westlife og Celine Dions Titanicsang) frygtelig smag. 
Men der var også dage hvor udtrykket "tung at danse med" beviste sin brugbarhed, hvor de så ud som om de lige var blevet vækket af deres middagslur og hvor jeg måtte gå ned og åbne et par bøger og pege hvor vi var. Hvor der var for mange nye ord og for meget kinesisk småsnak og hvor man blev irriteret på dem og havde lyst til at gå - fordi de er der frivilligt og IKKE er folkeskoleelever som ikke måtte pjække for deres forældre. Men der var helt klart mest af det første og især den sidste uge, var hver time bare sjov, og de syntes også at jeg var herresjov kunne jeg mærke.
Det meste af tiden havde jeg kun een klasse, 2 timer om dagen, men een uge havde jeg også en anden klasse, og set i bakspejlet, var det en fed udfordring men det var måske også lidt for meget af en udfordring, så jeg var lettet da den blev taget fra mig igen. Problemet var at der ikke var nogle bog til overs på det niveau som jeg kunne undervise dem i, og da de så at jeg havde en niveau-1 bog med til en niveau 2 klasse, lænede de sig lidt tilbage og så utilfredse ud. Og hver dag var jeg lidt nervøs og urolig over hvordan det mon ville gå i morgen. Og jeg havde ingen ide om hvad for noget af materialet de kunne i forvejen etc. De andre lærere sagde at de bare skulle bide det i sig, lidt repetition kunne da ikke skade nogen, men jeg kunne ikke stå inde for det, og de kunne se det og det var ik så godt. De kunne tale mere end mit sædvanlige niveau 1, så det var meget nice når man fandt et godt emne, bare at få dem igang med en samtale, og man blev glad når man så at klokken var slået og endnu en time var overstået uden de store akavetheder. Jeg beholdt et godt forhold med eleverne efter den uge, men jeg er sikker på at de har klaget til Wonderful og at han så har taget mig af klassen igen uden at forklare sig. Det er nemlig sådan han gør. Wonderful. Ham kunne jeg godt bruge et par sider på at skrive om. Magen til dårlig rektor har jeg aldrig set. Jeg tror han tog jobbet fordi han troede han bare skulle lunte rundt og spille klovn. Næænej, en rektor skal altså være autoritær, og ikke konfliktsky og doven.
Alle de problemer der var på skolen (og der var en del) kunne ledes tilbage til ham, og til de ugentlige lærermøder (hver fredag efter frokost) prøvede lærerne at få sat nogle ting igang og forbedre de forskellige hjemmelavede systemer, men i sidste ende var det Wonderful der skulle trække i snorene og han trak altså kun i dem han kunne tjene penge på. Alle lærerne arbejdede sort (det er en generel ting i Yanghuo, politiet ved det vidst godt) og de penge der ikke går på løn og el, bliver delt op i tre lige store dele, en til Wonderful, en til Aaron (ham der ejer det hele) og een mere som jeg ikke ved hvem er. Så de gør hvad de kan for at spare på pengene, snyder lidt her og der, runder op hvor de kan osv. Og det er altså lidt irriterende i længden - og i korten.
Weekenderne i Yangshuo var der jo ikke noget arbejde, og man var fri til at gøre hvad man ville. Sidste uge var vi hjemme og spise hos Yuan Yuan igen, vores guide fra de første par dage i Yangshuo, hun lavede dejlig mad og vi købte gaver til hendes børn (tusser og bold) og hun havde nogle andre turister på besøg fra Italien, som var flinke. Hendes datter viste os ned til floden og det var en dejlig formiddag. Det var bedre end sidste gang fordi vi denne gang var inviteret, som venner af familien -agtigt. Ikke hvide kunder der skulle mades. 
Der var lidt blod på jorden fra en høne de havde aflivet til formålet, og ungerne lå og legede i stolene mens vi og de spiste, slogedes og drillede hinanden som søskende nu gør. Det fedt at se hvordan en kinesisk familie er i virkeligheden. Børnene har rigtig meget frihed - næsten for meget måske - nogle ville nok kalde dem lidt uopdragne - men ikke mig altså. Efter maden var vi nede og se deres grise, høns og ænder. De havde et par banantræer stående og Yuan Yuans bedstefar blærede sig med sin pibe, som var så skrap at Wally og Mark (den ene italiener) måtte hoste og græde lidt efter de havde prøvet. 
Bedste demonstrerede mange gange at han sagtens kunne uden at hoste. Og han så lykkelig ud da han viste os sin lille tobakshave som han var begyndt at holde. Ret mange planter, "Endelig kan han ryge så meget han vil" Sagde Yuan Yuan som en slags oversættelse af hans ansigt, og der var vist ingen tvivl om at han var stolt. Det var meningen hun skulle mødes med os på skolen, og så ville vi cykle sammen derud. Men en halv time før mødetid banker det på døren og der står en kinesermand, med styrthjelm på udenfor. Han giver mig en tlf og jeg tager den til øret og det er Yuan Yuan i røret "bare rolig det er min mand, han kører jer ud til vores hus på motorcyklen," Nå jaja.. jeg var da helt rolig, kunne godt genkende hendes mand, han sagde dog ikke et eneste ord, og vi kunne kun køre een ad gangen på motorcyklen, og mig først fordi jeg var mest klar. 2 min efter det bankede på, sad jeg bagpå en streetwise kineser, der ikke sagde hej, på vej ud på landet. Jeg havde den røde kjole på, og er i forvejen ikke sindssyg vant til at være bikerchick. Da slet ikke når jeg ikke turde holde fast i ham, og når han kørte lisså hurtigt som alle de andre lokale, der var træpind bagved mig som jeg holdt i, og den reddede mig fra at falde af når vi kørte over bump osv. Det gik smertefrit hele vejen. Men jeg sad og tænkte sådan en udefinerbar tanke i retningen af at man da oplever en masse her.
Lørdag i sidste uge lejede vi en scooter og kørte til Xing Ping, ikke så langt fra Yangshuo.
Der kom nogle suspekte lyde fra monstrummet hele vejen og vi endte da os med at trække det sidste stykke hjem, men det var en dejlig tur. Vi kørte gennem Yangshuo smukke landskaber, uendelige rismarker og karakteristiske bjerge så langt øjet rækker. Målet med turen var vidst bare at cruise lidt rundt, evt finde det sted hvor billedet til 20'er sedlen er tegnet fra. Det fandt vi. Vi fandt også et dejligt lille badested hvor vi kunne vinke til bådene og prøve ikke at blive revet med af strømmen. Fredag blev vi sammen med en masse andre elever inviteret på afskedsmiddag af Cynthia - en af Wallys elever, som var færdig på skolen, bagefter tullede vi rundt på West Street, spillede basketball spillet, købte nogle DVDer og spiste en is. 
Den sidste weekend gik rigtig hurtigt. Fredag inviterede vi vores elever ud af spise, der kom ikke så mange af mine men de vigtigste, så det var okay. Det var hyggeligt vi tog en masse billeder og grinede og snakkede. Bagefter gik Wally og jeg ned af West street for at købe togbilletterne videre, Wally fandt også nogle klipklappere og jeg købte et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn. (Ja det var før Annie kom med hendes gave, heldigvis er de ikke helt ens og jeg har ikke noget i mod at have to!
Lørdag havde vi sagt ja tak til weekendens aktivitet. Rafting. Jaja.. rafting mig her og rafting mig der, ingen af os tog det særlig alvorligt, jeg tænkte at det sikkert var overvurderet og mest af alt en sejltur i en gummibåd, men det skulle vise sig at være en fejlfortolkning. Klokken otte tidlig morgen frisk og frejdig, maser os ind i en minivan og chaufføren sætter noget smølfetechno på.. det samme nummer hele vejen. Umti Umti Umti.... Wally, Rauri og Dobie - lærere og intelligente som de nu allesammen er, gik straks igang på en politisk diskussion ang. USA og Irak, 2. verdenskrig og hvad de ellers kunne blive (u)enige om at diskutere. Great. jeg tænkte, "hey måske kan jeg lære noget her.." og lyttede så længe jeg kunne, men efter noget tid lænede jeg mit hovede på håndtaget foran mig der endte med at knække af.
Da vi ankom fik vi af vide at hvis båden væltede skulle vi svømme ind til bredden og vente på hjælp. Vi blev iklædt albue - og knæbeskyttere, lyserøde hjelme og redningsveste. Så skulle vi stå i kø. Vi sad to i hver båd, og bådene blev fyldt en ad gangen og så sad vi der allesammen på en sø med vores fjollede hatte og tøj og lejede vandkamp og pegede og grinede af hinanden. Nede i den ene ende var et launch-sted. Hvor både og kinesere forsvandt med hurtigt fadende skrig og som vi kom nærmere blev man lissom mere og mere nervøs. Det så stejlt ud, og det sugede i maven da det blev vores tur. Det hele var en lavvandet strøm ned af bjerget, og meget stenet. Det var skummende og brusende, bumlende og egentlig ret vildt. Hver gang der kom noget vildt lukkede jeg øjnene, satte fødder og hænder i spænd og skreg alt hvad jeg kunne.
Det var ret psyko. Jeg har heller aldrig hørt Wally sige Gonjo så mange gange på så kort tid (spansk udtryksord) Ind imellem når det ikke var så vildt gjorde vi vores bedste for at skovle vand ud af båden, se og lugte naturen omkring os, en lille fugl, et lille appelsintræ og et lille bjerg, Turen varede en times tid, og det var tilpas, jeg var ved at få nok af at spænde i alle mine muskler. For enden af turen var der et langt overdækket område, med cirka 30 computere, fladskærme og ikke mindst overivrige kinesere der allesammen havde billeder af een, de havde nemlig stået langs bredden og taget billeder af os. Så de havde allesammen en masse fede billeder som vi meget gerne måtte købe. Vi købte to, og skyndte os væk for de var ret irriterende de der mennesker. Så fik vi os en stærk kop ingefærthe af en lille kone og et varmt bad og et tøjskift og så var vi klar til at køre hjem igen.
Om aftenen var vi ude med lærerne, Rauri, Ian og Dobie og spise på det lækre lækre vegetarsted hvor alt smager fråderen, og hvor man får sin egen lille cube med udsigt over en lille kanal, røde lamper og en bro, senere satte vi os ned til floden og drak lidt øl og så på bjergene og snakkede.
Nu er vi i et tog igen. Fra Kunming til Dálí, og SNIZZLEFIZZLE vi lever som konger idag. Imorges da vi ankom til Kunming var der stor sorg - ingen billetter videre til Dálí hva gør vi hva gør vi? Der var først billetter fra om to dage. ÆHH..
Vi spurgte igen et andet sted og damen her sagde at hvis vi ville til Dálí indenfor de næste par dage skulle vi købe vores egen familiekabine, så kunne vi endda komme med i aften. Selvfølgelig er der en prismæssig årsag til vi ikke kendte til denne slags muligheder, og den var da også liiiiige dyr nok, men hvis vi skulle blive i Kunming et par dage, med mad, accom og spas ville de penge være gået alligevel, og tid er noget vi også skal spare på. Så vi købte den og sikke et luxusliv! Lavet til at kunne huse tre mennesker, med dobbeltseng og ekstraseng henover, 3 sæt dyner og puder, privat tv med lang liste film, musikanlæg, lamper, privat vindue og der var sågar en lille plante! En skam vi kun skulle køre i 9 timer, hvoraf vi egentlig burde sove så meget som muligt af dem. Vi så et par film, spiste nogle blommer vi havde købt og crashede så hurtigt vi kunne. Det havde været fedt hvis vi tog den 18 timers Kunming togtur i en kabine som den. Udsigten og det hele.. ahh så ville man rigtig kunne nyde det. Dagen i Kunming gik nemt og dejligt, vi havde jo en 9 timers tid før det næste tog, så vi indleverede vores bagage i en boks på stationen og læste i vores turistbog (LonelyPlanet) at der var et tempel og en speciel vegetarrestaurant tæt på, vi tog en taxa dertil, og spiste først (morgenmad) og sikke et måltid! Det der var specielt ved det her sted, var at selvom alt var vegetarisk, så formede de tingene som dyr! Og på menuen kunne man købe en helstegt pattegris og andebryster og indvolde og kyllingelår og så havde de formet grøntsager/tofu osv til at ligne kødretterne. Det var sjovt at kigge på, men jeg skulle ikke nyde noget at spise en helstegt pattegris, om den så var lavet af grøntsager eller ej, det så altså ulækkert ud! :) 
Men vi spiste nogle af de ting der ikke så klamme ud, og det var rigtig rigtig lækkert. Bedre end det i Yangshuo og en dejlig forandring fra skolekøkkenets rutinemåltider. Efter maden tullede vi ind i templet, et 1000år gammelt buddhistisk tempel, der var en fed energi - selvom det var under ombygning. Men det jeg blev mest glad for var skildpadderne! Der var lissom en park med en sø, med en ø, med et lille tempel på øen, med en bro der gik fra og til. Og på kanten af øen lå der hundredvis af skildpadder. I forskellige størrelser og farver, skjolddesign og stil og der var så mange, og det var vildt fedt. Der var også farvede fisk i vandet og det meste af tiden stod vi og gloede ned på de søde skildpadder kravle op på bredden og hoppe ned i vandet. 
Så begyndte det at øse ned og vi blev ude på øen hvor der var læ ind til det gik væk. Så kiggede vi på resten af templet og gik igen. Nå hvad så nu? Vi gik en tur ned af den ene vej og den anden, det ville jo ikke gøre noget hvis man faldt over en guitar eller nogle DVDer man ikke kunne leve uden. Men Kunming havde kun tøj, tøj tøj tøj og sko...
Vi fik os en lang gåtur alligevel og lavede som mål at vi skulle finde et sted hvor vi kunne sætte den bærbare til opladning (til togturen) Restauranten kunne ikke, Mcdonalds kunne ikke og vi vurderede at vores eneste sikre sted ville være et Youth hostel (der er de altid venlige) Så vi fandt vores Lonelyplanet frem og gik i retning af et hostel, på vejen faldt vi dog over en lille nyåbnet pub, der så ud til at have en stikkontakt ved hvert bord, wuhu. Det var helt klart en Westerner der havde indrettet det, det var helt i stilen, med træmøbler, rødternede due, masser af gadgets, planter, billeder på væggene og engelsk menu. Mens vi var der gik de også og hang ting op på væggene så jeg tror det var meget nyt. Vi købte en friskpresset appelsinjuice og en kakaomilkshake og gik igang med et slag Olsen, alt i mens den bærbares røde lampe blinkede lystigt. Det var helt sikkert også en westerner der stod for musikken, vi fik Rolling stones, System of a Down, sågar et lille Nirvana nummer og en smule jazz i ny og næ. Vi tog et par kortspil og snakkede lidt, da vi blev sultne igen købte vi noget mad, jeg fik en tunsandwich (grøn salat!!) og for ikke at være sent på den gik vi ud for at finde vej tilbage til togstationen, finde vores bagage og købe lidt frugt til toget. Alt gik smertefrit og vi var i alt for god tid pludselig, Wally læste lidt i LonelyPlanet om Dáli og så at der var rift om accommadationen og da den kinesiske sommerferie er ON for tiden blev vi lidt urolige og prøvede at ringe og booke. Men uden held. Det skulle vise sig ikke at være noget problem da vi ankom til Dálì.
Klokken seks om morgenen, pakke sammen, tasker på og ud af toget. Sammen med resten af fåreflokken gik vi ned af en trappe og blev mødt af et hav af folk der ville have os til købe ting og tage med i deres taxaer og det hele var een stor parkeringsplads og alle menneskerne myldrede i forskellige retninger. Vi satte os ned og Wally røg en smøg og vi drak lidt dejlig pulverkaffe og så så vi en hvid turist gå ind i en bus, så vi fulgte efter og det vidste sig at der var en times buskørsel til det rigtige Dálì.. Nånå nånånå.. ja der skulle vi jo hen. 1,5Y ikke dårligt, han anbefalede at vi tog stoppet efter ham for han skulle ikke til centrum. Så det gjorde vi, og da vi kom ud stod der en lille dame med en taske og en hvid sommerhat og spurgte om vi ville sove, og taget i betragtning af at vi havde forberedt os selv på at tulle rundt med rygsæk på for at finde accommadation, og hendes tilbud lød på dobbeltværelse med eget toilet for en 50'er sagde vi ja tak. Og det er slet ikke noget dårligt sted vi har fundet os, alting er hyggeligt, og virker.. (Der er gudhælpelig et normalt toilet!! Tiden vil vise om vi stadig kan huske hvordan man gør!) de er søde her og vi her booket 2 nætter ind til videre.
Der var ikke meget sjov i os og vi trængte til en lur, der klokken 8 om morgenen, så vi tog en morfar og ved middagstid gik vi ud for at se på byen. Til at starte med var vi ret desorienterede - der er 4 porte ind til byen, og vi havde en ivrig diskussion om hvorvidt den port vi ku se var nord eller syd- porten.. Det skulle vise sig at være vest porten. Og efter at vi blev holdt tilbage af et optog af syngende, fløjtespillende, store-glimmer-blomster-bærende og behattede kinesere - med en småbuttet dansende mand i front der på kunstnerisk balletvis dryssede om sig med hvad jeg kun kan beskrive som forvoksede knaldperler - og efter vi var færdige med at grine og sige "What?!" Gik vi tilbage mod centrum og så det vilde turistmayhem udspille sig for os. Det hele var jo lavet til turister. MASSER butikker.. alt muligt spændende kan man få. (så ingen guitar endnu dog) med en lille bæk der løber igennem det hele med sten (og tis) i, og masser af piletræer og bænke og cafeer og vilde hunde. Vi så på en hel masse butikker uden at købe noget, og fandt et sted at spise og spille kort. På cafeen ved siden af os var der en meget intens trommemand som slog på en congas, meget arytmisk. Vi tænkte at han nok stemte den, og varmede op til senere.. Men ærligt talt lød det frygteligt, efter lidt tid kom der en ung kineserknøs med stylet rock-hår og jammede med ham, og resultatet forværredes, det var lissom at høre et øvelokale varme op. Ingen fælles rytme eller antydning af system. Efter en times tid uden forbedring begyndte det at blive irriterende. Da vi gik derfra, spejdede Wally længe nok efter trommen til at blive tilbudt at spille. Og jooo.. vi ku da godt lige give et nummer. Vi fik en tromme hver og så kom der ellers gang i beatet, og hvis jeg skal sige det selv, var vi ret fede. Trommefyren sagde at han lige var gået igang på at lære det (og vi tænkte Ahaaa!) og at vi var rigtig dygtige spillere og vi sagde tak tak og god fornøjelse med trommeriet. (altså ikke på den sarkastiske måde)
Så spurgte vi en cafeejer om hun vidste hvor man kunne komme på internettet, og det vidste hun ikke, men vi måtte da godt låne hendes gratis. Joo det var da sødt af hende. Så vi kom ind i hendes anden butik med Jade sten, og vi var begge to online lidt, fik en masse glas vand og snakkede en hel masse med hende. Rigtig sød pige. Stille og rolig. Hun opfriskede blandt andet vores kinesisk og vi rettede lidt på hendes engelsk. Men så kom der kunder til cafeen og hun måtte tilbage til arbejdet og vi sagde tusind tak og lovede at komme tilbage en anden dag. Så tullede vi en anden vej og drak en kop kaffe og spillede en omgang kort (han har vundet hele dagen idag! Skalk.)
Nu er vi gået tilbage til vores værelse for at hænge lidt ud, inden vi går ud i Dálì's aftenliv. Vi så en masse livemusik steder, så jeg tror vi tjekker det ud senere når der blir lidt gang i den.
Idag er det lørdag den 20. juni. Vi er stadig i Dali, igår var vi ude og cykle en kæmpe cykeltur.. 7 timer!
Vi lejede en tandem.. Wuhuu jeg sad bagerst og tog billeder hele vejen.. tror Wally gjorde det meste af pedalleringsarbejdet, men han klagede ikke så meget.. :-) Det var en dejlig tur, vi cyklede langs en stor sø der er her, og vi cyklede igennem en 10-12 forskellige små fisker-landsbyer og farmere og marker og bjerge og skolebørn der råbte "helluu watzhurnaiim!!?" og mødte damer i markerne med stråhatte og brune kinder, køer og bedst af alt.. INGEN turister! Det var meget meget varmt og selvom vi havde smurt og smurt os ind blev min hud ved med at være rød, så jeg endte med at købe en hat og tage håndklædet om skuldrene så jeg ikke blev skoldet.
På et tidspunkt blev den sø vi havde haft på højre hånd til en sø på begge sider af vores vej, men vi blev ved med at køre til sidst stoppede der med at være land. Og vi fandt os selv på en underlig tynd spids med vand hele vejen omkring os og tusindvis af sø-sneglehuse på jorden. Det hele var gamle hvide sneglehuse.. underligt sted..:) En hel del lokale gik og samlede ind.. jeg ved
ik hvad de skulle med dem.. måske sælge? Efter noget tid kørte vi tilbageaf, vi stoppede et sted for at købe noget vand, og blev inviteret ind og sidde af et par gamle damer med masser af rynker, og traditionelt tøj. Så drak vi en vand og spillede lidt kort og der kom en mand ind og tilbød Wally en cigaret og vi kommunikerede lidt med fagter og snakkede om vejret og hvor vi var fra osv. Imponerende hvad man ka få sagt uden ord.. Så det var fint. Så kørte vi hjemad.. vi var begyndt at mærke det i vores numser og vores muskler.. og vi besluttede os for at tage hovedvejen hjem.. ikke lige så køn som gennem landsbyerne, men de 4 timer i bagende cykelsol var ved at kunne mærkes. Så vi cyklede turen hjem langs med bjergene og endnu flere marker og ikke mindst busser, biler, lastbiler etc. Der var lidt langt hjem af hovedvejen men vi klarede den, og mine ben blævrede en del da vi stod af og trak op af bakken op til Dali. På vejen op faldt vi over noget fantastisk. EN GUITARBUTIK! Så vi var inde og kigge og jeg forelskede mig i en. Men jeg ville alligevel tænke lidt mere, plus jeg var for svag til at spille på noget lige der.. :) Efter at have afleveret cyklen gik vi ud at spise og gik hjem og drak kaffe og så Lost og stenede lidt.. Lå på maven for at aflaste de ømme numser.
Idag er det tordenvvejr og vi har siddet ved den samme cafe hele dagen. Jeg har været internetaktiv (efter jeg fik det til at virke!!) og Wally har købt en intellektuel bog om Mao som helst skal læses før vi forlader landet.. Vi har også været nede og købe guitaren. Den er blå og jeg er meget glad for den!! Vi sad i parken og spillede lidt på den lige efter, har spillede de sædvanlige og fandt et par akkorder på nettet jeg li ku prøve at spille... og nu sidder den her ved siden af mig mens jeg skriver. Det er snart på tide at spise noget igen og jeg tror vi tager til en ny by imorgen, hvis vi kan få busbillet til det.
Jeg håber det går godt derhjemme! Tusind tak for guitaren mormor! Den er så flot! Jeg har spillet samarkand på den!
Elsker jer! Vi snakkes!
Knus
Alt i alt var det jo en ret fed tid i Yangshuo.
Havde ikke lige planlagt at jeg skulle arbejde som engelsklærer i Kina, men man ved jo aldrig hvad man falder over på sin vej. Den sidste uge og weekend gik hurtigt. Lissom om at eleverne alle sammen gør ekstra ud af at fortælle hvor meget de kan lide een når man tar afsted, var til tider en smule akavet over alle de søde ord og vi var "De bedste lærere de nogensinde havde haft!" og vi var "Så søde!" og "Vi kommer til at savne jer så meget!" Der var især een pige, som jeg kun havde haft i 2 uger.. den første uge var hun endda en superirriternde elev. Hørte ikke efter og var ikke med i bogen og var også lidt ligeglad osv. Uge to var hun bedre, og jeg tænkte faktisk ikke helt så meget over hvor meget hun smilede til mig, og at hun på et tidspunkt i en pause lænede sig henover mit meget autoritære lærebord og spurgte om jeg ikke ville kysse hende? Nu er jeg jo godt forberedt på den slags spørgsmål (HØHØ tænker i nok, men jeg mener nu fra børnehaven..) og jeg havde mit standard svar klar "nææ.. jeg kysser kun med min kæreste.." hun så lidt mut ud, men der blev ikke sagt mere om det. Og her fredag kom hun og bankede på på vores værelse, og hun havde nogle (meget meget tørre.. Hvad hedder det når man tar en bid af en småkage og så bliver det hele bare til mel inde i din mund?) Småkager med, og sagde at hun ville savne mig og at jeg var den bedste lærer. Og det var da rigtig sødt af hende, og jeg sagde at hun da også var sød og at jeg havde haft deet dejligt som lærer sammen med hendes klasse.. Men så blev hun alligevel lissom stående derude selvom.. den lidr var slut nu. Og så begyndte hun at græde og jeg spurgte om hun var okay og så blev det værre og jeg gav hende en krammer og sagde "såså.. værre er det jo ikke.. Vi kan jo maile sammen" Wally som ellers høfligt havde stået med mig i dørkarmen og smagt på melkagerne forsvandt pludselig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med den her med tynde, hvide, fremmede triste pige, der ikke ku kommunikere med mig, men så holdt hun op med at græde og forsvandt ned af trappen. Jeg fik af vide af en af de andre lærere at de var nogle stykker der var enige om at hun havde viftet med nogle biseksuelle flag..Nogle af de andre elever kom også forbi med gaver,
Iris, en af mine elever som var rykket op, kom med en lille blå telefon-bling-bling med mit navn i similisten, og den kunne jeg jo kun blive glad for. Annie en af Wallys elever som jeg også havde snakket meget med kom forbi med en magen til til Wally - fordi vi var et par. Hun havde også et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn til mig (hun havde spurgt til min yndlingsfarve tidligere på ugen), og en af mine elever Cicy havde en meget flot hårdims (sådan en man sætter igennem sin hårknold) til mig. Så fortalte de os hvordan vi var de bedste og sødeste lærere og at vi var det sødeste par i verden og at de havde været så glade for os, og det var jo rigtig dejligt.Men da vi så skulle til at sige rigtig farvel blev det faktisk lidt emotionelt. Vi kom ned i frokostpausen og vinkede og snakkede og der blev taget billeder og de krammede os og sagde vi var så søde så søde. Fik sagt farvel til de bedste elever og de bedste venner (så gode venner man nu kan nå at få på så kort tid) Lissom om Wallace havde en flok drenge omkring ham og jeg havde alle mine piger fra de klasser jeg havde haft. Det værste var da Rita dukkede op.
Hun var ærligt talt min yndlings.. Hendes engelsk var ikke så godt og hendes grammatik var ærlig talt ulæselig, men hun gjorde meget brug af kropssprog, Herresjov i timerne, og vi connectede lissom en hel del selvom vi som regl ik snakkede udenfor skolen, og da hun begyndte at græde, græd jeg også lidt og der var flere der græd og jeg skyndte mig at sige at NU skulle vi vidst gå, fordi jeg synes at det var underligt at jeg græd når jeg ikke kendte nogle af dem og dagen før da jeg tænkte på det, følte jeg at jeg da godt nok trængte til at komme videre fra lille Yangshuo og opleve noget mere, og Wallace holdt mig i hånden og vi vinkede og jeg sagde at jeg da nok trængte til en skubop is med ferskensmag. Vi købte vores lokale købmandsdame en kage fra bageren og hun blev meget glad. Og vi gik den lange tur ned til busstoppestedet med vores tasker. Og sagde farvel til det sædvanlige egg-fried rice og kartoffel- spisested, og så sad vi i bussen og følte mig stadig følelsesladet og skyndte mig at sætte noget kækt Tv2 på ipoden selvom Wally hellere ville høre Coldplay.Chris (lærer) havde fortalt os at der var et hyggeligt hostel tæt ved Guilin togstation og vi tænkte at vi gik derhen i håb om at de ville holde vores bagage for os, det ville de godt. De havde os en guitar, og selvom der manglede en streng kunne vi godt spille lidt. Det var fedt. Så fik jeg tæsk i pool og vi gik ned for at finde noget lokalt mad at spise inden toget. Vores stedkendte lærervenner havde forklaret os om både guitarforretninger og DVD forretninger i Guilin og at det var snildt at komme dertil. Men hostelpigen viste os på kortet at der var langt, og det var noget med en bus en halv time hver vej og så noget gåen den anden vej og vi havde ikke mere end et par timer så vi besluttede os for at vi ikke turde tage for langt væk fra stationen. Der er også så mange ting der kan gå galt, så som taxichauffører der ikke magter at prøve engelsk, eller pludselig trafik, eller den forkerte bus, eller fyldte busser, eller kæmpe kø ved indgangen til toget osv osv osv. Så det var et udmærket valg tror jeg. I stedet gik vi i en tilfældig retning i håb om at der ville ske noget spændende. Det gjorde der så ikke kan jeg sige jer. Vi kom direkte ind i motorcykelland og i flere kilometer ned ad gaden var alle butikker på vores vej cykler, elektriske cykler, motorcykler og scootere. Ikke fordi det er spændende særlig længe ihvertfald. Det var bagende bagende hedt og jeg var utilfreds med forholdene, mine hints om at lave noget andet, blev fejet af banen med "Måske er der en cafe efter næste kryds." og "Its good exercise sweety!" Okay.. jaja så er det jo svært at sige noget uden at lyde som en doven sofa kartoffel. Jeg havde det lidt hårdt med solen og den tunge håndtaske og før eller siden fik Wally da også nok og vi tog en taxa den modsatte vej. Dog befandt vi os nu begge to stegte og ude af stand til at købe noget praktisk ind til den 18timers togtur vi havde i vente. Så vi måtte betale de uforberedtes pris og købe provianter i toget.
Undervisningen har jeg jo ikke skrevet så meget om her på bloggen, men der var lissom (som ved alle jobs) gode dage og dårlige dage, de fleste dage gik man fra timen med en følelse af at være klog, sød og dygtig til sit job, at de hyggede sig og at de lærte noget. Overraskende hvor mange lærerting der falder een naturligt ud af det blå, så som at rette folks udtalelse, lave stemmer når man læser højt, indse at de skal ha det forklaret igen og gå igang med endnu en omgang one-man-mime show for at få dem til at gætte hvad ordet er. Det fedeste var whiteboardet, så fik man seje sorte tusser og man kunne se sin egne bogstaver der, jeg tog mit snit til at tegne billeder af ordene, og de kunne somregl gætte min kunst og ind imellem stod der noget meget grammatisk deroppe og man tænkte "Hvordan fandt jeg på at forklare det?" Men det er jo fedt når man ved at nu ved eleverne det.. Tit kunne man se at de allesammen havde skrevet det ned i deres bøger.. lissom på tavlen. Noget andet meget læreragtigt så som at teste eleverne i de forrige ting "Kitt, whats this called??" og så vifter man med et eller andet som man ved han burde vide.. eller købe sig en rød kuglepen så man kan rette deres opgaver. Vi lavede også nogle grineren ting, ind i mellem lavede jeg vocabulary quizzer til dem og det var jo sjovt for os allesammen. Og i pauserne tegnede vi på tavlen og tog billeder og hørte meget høj 90'er musik (De elsker Westlife og Celine Dions Titanicsang) frygtelig smag. 
Men der var også dage hvor udtrykket "tung at danse med" beviste sin brugbarhed, hvor de så ud som om de lige var blevet vækket af deres middagslur og hvor jeg måtte gå ned og åbne et par bøger og pege hvor vi var. Hvor der var for mange nye ord og for meget kinesisk småsnak og hvor man blev irriteret på dem og havde lyst til at gå - fordi de er der frivilligt og IKKE er folkeskoleelever som ikke måtte pjække for deres forældre. Men der var helt klart mest af det første og især den sidste uge, var hver time bare sjov, og de syntes også at jeg var herresjov kunne jeg mærke.
Det meste af tiden havde jeg kun een klasse, 2 timer om dagen, men een uge havde jeg også en anden klasse, og set i bakspejlet, var det en fed udfordring men det var måske også lidt for meget af en udfordring, så jeg var lettet da den blev taget fra mig igen. Problemet var at der ikke var nogle bog til overs på det niveau som jeg kunne undervise dem i, og da de så at jeg havde en niveau-1 bog med til en niveau 2 klasse, lænede de sig lidt tilbage og så utilfredse ud. Og hver dag var jeg lidt nervøs og urolig over hvordan det mon ville gå i morgen. Og jeg havde ingen ide om hvad for noget af materialet de kunne i forvejen etc. De andre lærere sagde at de bare skulle bide det i sig, lidt repetition kunne da ikke skade nogen, men jeg kunne ikke stå inde for det, og de kunne se det og det var ik så godt. De kunne tale mere end mit sædvanlige niveau 1, så det var meget nice når man fandt et godt emne, bare at få dem igang med en samtale, og man blev glad når man så at klokken var slået og endnu en time var overstået uden de store akavetheder. Jeg beholdt et godt forhold med eleverne efter den uge, men jeg er sikker på at de har klaget til Wonderful og at han så har taget mig af klassen igen uden at forklare sig. Det er nemlig sådan han gør. Wonderful. Ham kunne jeg godt bruge et par sider på at skrive om. Magen til dårlig rektor har jeg aldrig set. Jeg tror han tog jobbet fordi han troede han bare skulle lunte rundt og spille klovn. Næænej, en rektor skal altså være autoritær, og ikke konfliktsky og doven.
Alle de problemer der var på skolen (og der var en del) kunne ledes tilbage til ham, og til de ugentlige lærermøder (hver fredag efter frokost) prøvede lærerne at få sat nogle ting igang og forbedre de forskellige hjemmelavede systemer, men i sidste ende var det Wonderful der skulle trække i snorene og han trak altså kun i dem han kunne tjene penge på. Alle lærerne arbejdede sort (det er en generel ting i Yanghuo, politiet ved det vidst godt) og de penge der ikke går på løn og el, bliver delt op i tre lige store dele, en til Wonderful, en til Aaron (ham der ejer det hele) og een mere som jeg ikke ved hvem er. Så de gør hvad de kan for at spare på pengene, snyder lidt her og der, runder op hvor de kan osv. Og det er altså lidt irriterende i længden - og i korten.
Weekenderne i Yangshuo var der jo ikke noget arbejde, og man var fri til at gøre hvad man ville. Sidste uge var vi hjemme og spise hos Yuan Yuan igen, vores guide fra de første par dage i Yangshuo, hun lavede dejlig mad og vi købte gaver til hendes børn (tusser og bold) og hun havde nogle andre turister på besøg fra Italien, som var flinke. Hendes datter viste os ned til floden og det var en dejlig formiddag. Det var bedre end sidste gang fordi vi denne gang var inviteret, som venner af familien -agtigt. Ikke hvide kunder der skulle mades. 
Der var lidt blod på jorden fra en høne de havde aflivet til formålet, og ungerne lå og legede i stolene mens vi og de spiste, slogedes og drillede hinanden som søskende nu gør. Det fedt at se hvordan en kinesisk familie er i virkeligheden. Børnene har rigtig meget frihed - næsten for meget måske - nogle ville nok kalde dem lidt uopdragne - men ikke mig altså. Efter maden var vi nede og se deres grise, høns og ænder. De havde et par banantræer stående og Yuan Yuans bedstefar blærede sig med sin pibe, som var så skrap at Wally og Mark (den ene italiener) måtte hoste og græde lidt efter de havde prøvet. 
Bedste demonstrerede mange gange at han sagtens kunne uden at hoste. Og han så lykkelig ud da han viste os sin lille tobakshave som han var begyndt at holde. Ret mange planter, "Endelig kan han ryge så meget han vil" Sagde Yuan Yuan som en slags oversættelse af hans ansigt, og der var vist ingen tvivl om at han var stolt. Det var meningen hun skulle mødes med os på skolen, og så ville vi cykle sammen derud. Men en halv time før mødetid banker det på døren og der står en kinesermand, med styrthjelm på udenfor. Han giver mig en tlf og jeg tager den til øret og det er Yuan Yuan i røret "bare rolig det er min mand, han kører jer ud til vores hus på motorcyklen," Nå jaja.. jeg var da helt rolig, kunne godt genkende hendes mand, han sagde dog ikke et eneste ord, og vi kunne kun køre een ad gangen på motorcyklen, og mig først fordi jeg var mest klar. 2 min efter det bankede på, sad jeg bagpå en streetwise kineser, der ikke sagde hej, på vej ud på landet. Jeg havde den røde kjole på, og er i forvejen ikke sindssyg vant til at være bikerchick. Da slet ikke når jeg ikke turde holde fast i ham, og når han kørte lisså hurtigt som alle de andre lokale, der var træpind bagved mig som jeg holdt i, og den reddede mig fra at falde af når vi kørte over bump osv. Det gik smertefrit hele vejen. Men jeg sad og tænkte sådan en udefinerbar tanke i retningen af at man da oplever en masse her.Lørdag i sidste uge lejede vi en scooter og kørte til Xing Ping, ikke så langt fra Yangshuo.
Der kom nogle suspekte lyde fra monstrummet hele vejen og vi endte da os med at trække det sidste stykke hjem, men det var en dejlig tur. Vi kørte gennem Yangshuo smukke landskaber, uendelige rismarker og karakteristiske bjerge så langt øjet rækker. Målet med turen var vidst bare at cruise lidt rundt, evt finde det sted hvor billedet til 20'er sedlen er tegnet fra. Det fandt vi. Vi fandt også et dejligt lille badested hvor vi kunne vinke til bådene og prøve ikke at blive revet med af strømmen. Fredag blev vi sammen med en masse andre elever inviteret på afskedsmiddag af Cynthia - en af Wallys elever, som var færdig på skolen, bagefter tullede vi rundt på West Street, spillede basketball spillet, købte nogle DVDer og spiste en is. 
Den sidste weekend gik rigtig hurtigt. Fredag inviterede vi vores elever ud af spise, der kom ikke så mange af mine men de vigtigste, så det var okay. Det var hyggeligt vi tog en masse billeder og grinede og snakkede. Bagefter gik Wally og jeg ned af West street for at købe togbilletterne videre, Wally fandt også nogle klipklappere og jeg købte et sæt med spisepinde og dækservietter i grøn. (Ja det var før Annie kom med hendes gave, heldigvis er de ikke helt ens og jeg har ikke noget i mod at have to!
Lørdag havde vi sagt ja tak til weekendens aktivitet. Rafting. Jaja.. rafting mig her og rafting mig der, ingen af os tog det særlig alvorligt, jeg tænkte at det sikkert var overvurderet og mest af alt en sejltur i en gummibåd, men det skulle vise sig at være en fejlfortolkning. Klokken otte tidlig morgen frisk og frejdig, maser os ind i en minivan og chaufføren sætter noget smølfetechno på.. det samme nummer hele vejen. Umti Umti Umti.... Wally, Rauri og Dobie - lærere og intelligente som de nu allesammen er, gik straks igang på en politisk diskussion ang. USA og Irak, 2. verdenskrig og hvad de ellers kunne blive (u)enige om at diskutere. Great. jeg tænkte, "hey måske kan jeg lære noget her.." og lyttede så længe jeg kunne, men efter noget tid lænede jeg mit hovede på håndtaget foran mig der endte med at knække af.
Da vi ankom fik vi af vide at hvis båden væltede skulle vi svømme ind til bredden og vente på hjælp. Vi blev iklædt albue - og knæbeskyttere, lyserøde hjelme og redningsveste. Så skulle vi stå i kø. Vi sad to i hver båd, og bådene blev fyldt en ad gangen og så sad vi der allesammen på en sø med vores fjollede hatte og tøj og lejede vandkamp og pegede og grinede af hinanden. Nede i den ene ende var et launch-sted. Hvor både og kinesere forsvandt med hurtigt fadende skrig og som vi kom nærmere blev man lissom mere og mere nervøs. Det så stejlt ud, og det sugede i maven da det blev vores tur. Det hele var en lavvandet strøm ned af bjerget, og meget stenet. Det var skummende og brusende, bumlende og egentlig ret vildt. Hver gang der kom noget vildt lukkede jeg øjnene, satte fødder og hænder i spænd og skreg alt hvad jeg kunne.
Det var ret psyko. Jeg har heller aldrig hørt Wally sige Gonjo så mange gange på så kort tid (spansk udtryksord) Ind imellem når det ikke var så vildt gjorde vi vores bedste for at skovle vand ud af båden, se og lugte naturen omkring os, en lille fugl, et lille appelsintræ og et lille bjerg, Turen varede en times tid, og det var tilpas, jeg var ved at få nok af at spænde i alle mine muskler. For enden af turen var der et langt overdækket område, med cirka 30 computere, fladskærme og ikke mindst overivrige kinesere der allesammen havde billeder af een, de havde nemlig stået langs bredden og taget billeder af os. Så de havde allesammen en masse fede billeder som vi meget gerne måtte købe. Vi købte to, og skyndte os væk for de var ret irriterende de der mennesker. Så fik vi os en stærk kop ingefærthe af en lille kone og et varmt bad og et tøjskift og så var vi klar til at køre hjem igen.Om aftenen var vi ude med lærerne, Rauri, Ian og Dobie og spise på det lækre lækre vegetarsted hvor alt smager fråderen, og hvor man får sin egen lille cube med udsigt over en lille kanal, røde lamper og en bro, senere satte vi os ned til floden og drak lidt øl og så på bjergene og snakkede.
Nu er vi i et tog igen. Fra Kunming til Dálí, og SNIZZLEFIZZLE vi lever som konger idag. Imorges da vi ankom til Kunming var der stor sorg - ingen billetter videre til Dálí hva gør vi hva gør vi? Der var først billetter fra om to dage. ÆHH..
Vi spurgte igen et andet sted og damen her sagde at hvis vi ville til Dálí indenfor de næste par dage skulle vi købe vores egen familiekabine, så kunne vi endda komme med i aften. Selvfølgelig er der en prismæssig årsag til vi ikke kendte til denne slags muligheder, og den var da også liiiiige dyr nok, men hvis vi skulle blive i Kunming et par dage, med mad, accom og spas ville de penge være gået alligevel, og tid er noget vi også skal spare på. Så vi købte den og sikke et luxusliv! Lavet til at kunne huse tre mennesker, med dobbeltseng og ekstraseng henover, 3 sæt dyner og puder, privat tv med lang liste film, musikanlæg, lamper, privat vindue og der var sågar en lille plante! En skam vi kun skulle køre i 9 timer, hvoraf vi egentlig burde sove så meget som muligt af dem. Vi så et par film, spiste nogle blommer vi havde købt og crashede så hurtigt vi kunne. Det havde været fedt hvis vi tog den 18 timers Kunming togtur i en kabine som den. Udsigten og det hele.. ahh så ville man rigtig kunne nyde det. Dagen i Kunming gik nemt og dejligt, vi havde jo en 9 timers tid før det næste tog, så vi indleverede vores bagage i en boks på stationen og læste i vores turistbog (LonelyPlanet) at der var et tempel og en speciel vegetarrestaurant tæt på, vi tog en taxa dertil, og spiste først (morgenmad) og sikke et måltid! Det der var specielt ved det her sted, var at selvom alt var vegetarisk, så formede de tingene som dyr! Og på menuen kunne man købe en helstegt pattegris og andebryster og indvolde og kyllingelår og så havde de formet grøntsager/tofu osv til at ligne kødretterne. Det var sjovt at kigge på, men jeg skulle ikke nyde noget at spise en helstegt pattegris, om den så var lavet af grøntsager eller ej, det så altså ulækkert ud! :) 
Men vi spiste nogle af de ting der ikke så klamme ud, og det var rigtig rigtig lækkert. Bedre end det i Yangshuo og en dejlig forandring fra skolekøkkenets rutinemåltider. Efter maden tullede vi ind i templet, et 1000år gammelt buddhistisk tempel, der var en fed energi - selvom det var under ombygning. Men det jeg blev mest glad for var skildpadderne! Der var lissom en park med en sø, med en ø, med et lille tempel på øen, med en bro der gik fra og til. Og på kanten af øen lå der hundredvis af skildpadder. I forskellige størrelser og farver, skjolddesign og stil og der var så mange, og det var vildt fedt. Der var også farvede fisk i vandet og det meste af tiden stod vi og gloede ned på de søde skildpadder kravle op på bredden og hoppe ned i vandet. 
Så begyndte det at øse ned og vi blev ude på øen hvor der var læ ind til det gik væk. Så kiggede vi på resten af templet og gik igen. Nå hvad så nu? Vi gik en tur ned af den ene vej og den anden, det ville jo ikke gøre noget hvis man faldt over en guitar eller nogle DVDer man ikke kunne leve uden. Men Kunming havde kun tøj, tøj tøj tøj og sko...Vi fik os en lang gåtur alligevel og lavede som mål at vi skulle finde et sted hvor vi kunne sætte den bærbare til opladning (til togturen) Restauranten kunne ikke, Mcdonalds kunne ikke og vi vurderede at vores eneste sikre sted ville være et Youth hostel (der er de altid venlige) Så vi fandt vores Lonelyplanet frem og gik i retning af et hostel, på vejen faldt vi dog over en lille nyåbnet pub, der så ud til at have en stikkontakt ved hvert bord, wuhu. Det var helt klart en Westerner der havde indrettet det, det var helt i stilen, med træmøbler, rødternede due, masser af gadgets, planter, billeder på væggene og engelsk menu. Mens vi var der gik de også og hang ting op på væggene så jeg tror det var meget nyt. Vi købte en friskpresset appelsinjuice og en kakaomilkshake og gik igang med et slag Olsen, alt i mens den bærbares røde lampe blinkede lystigt. Det var helt sikkert også en westerner der stod for musikken, vi fik Rolling stones, System of a Down, sågar et lille Nirvana nummer og en smule jazz i ny og næ. Vi tog et par kortspil og snakkede lidt, da vi blev sultne igen købte vi noget mad, jeg fik en tunsandwich (grøn salat!!) og for ikke at være sent på den gik vi ud for at finde vej tilbage til togstationen, finde vores bagage og købe lidt frugt til toget. Alt gik smertefrit og vi var i alt for god tid pludselig, Wally læste lidt i LonelyPlanet om Dáli og så at der var rift om accommadationen og da den kinesiske sommerferie er ON for tiden blev vi lidt urolige og prøvede at ringe og booke. Men uden held. Det skulle vise sig ikke at være noget problem da vi ankom til Dálì.
Klokken seks om morgenen, pakke sammen, tasker på og ud af toget. Sammen med resten af fåreflokken gik vi ned af en trappe og blev mødt af et hav af folk der ville have os til købe ting og tage med i deres taxaer og det hele var een stor parkeringsplads og alle menneskerne myldrede i forskellige retninger. Vi satte os ned og Wally røg en smøg og vi drak lidt dejlig pulverkaffe og så så vi en hvid turist gå ind i en bus, så vi fulgte efter og det vidste sig at der var en times buskørsel til det rigtige Dálì.. Nånå nånånå.. ja der skulle vi jo hen. 1,5Y ikke dårligt, han anbefalede at vi tog stoppet efter ham for han skulle ikke til centrum. Så det gjorde vi, og da vi kom ud stod der en lille dame med en taske og en hvid sommerhat og spurgte om vi ville sove, og taget i betragtning af at vi havde forberedt os selv på at tulle rundt med rygsæk på for at finde accommadation, og hendes tilbud lød på dobbeltværelse med eget toilet for en 50'er sagde vi ja tak. Og det er slet ikke noget dårligt sted vi har fundet os, alting er hyggeligt, og virker.. (Der er gudhælpelig et normalt toilet!! Tiden vil vise om vi stadig kan huske hvordan man gør!) de er søde her og vi her booket 2 nætter ind til videre.
Der var ikke meget sjov i os og vi trængte til en lur, der klokken 8 om morgenen, så vi tog en morfar og ved middagstid gik vi ud for at se på byen. Til at starte med var vi ret desorienterede - der er 4 porte ind til byen, og vi havde en ivrig diskussion om hvorvidt den port vi ku se var nord eller syd- porten.. Det skulle vise sig at være vest porten. Og efter at vi blev holdt tilbage af et optog af syngende, fløjtespillende, store-glimmer-blomster-bærende og behattede kinesere - med en småbuttet dansende mand i front der på kunstnerisk balletvis dryssede om sig med hvad jeg kun kan beskrive som forvoksede knaldperler - og efter vi var færdige med at grine og sige "What?!" Gik vi tilbage mod centrum og så det vilde turistmayhem udspille sig for os. Det hele var jo lavet til turister. MASSER butikker.. alt muligt spændende kan man få. (så ingen guitar endnu dog) med en lille bæk der løber igennem det hele med sten (og tis) i, og masser af piletræer og bænke og cafeer og vilde hunde. Vi så på en hel masse butikker uden at købe noget, og fandt et sted at spise og spille kort. På cafeen ved siden af os var der en meget intens trommemand som slog på en congas, meget arytmisk. Vi tænkte at han nok stemte den, og varmede op til senere.. Men ærligt talt lød det frygteligt, efter lidt tid kom der en ung kineserknøs med stylet rock-hår og jammede med ham, og resultatet forværredes, det var lissom at høre et øvelokale varme op. Ingen fælles rytme eller antydning af system. Efter en times tid uden forbedring begyndte det at blive irriterende. Da vi gik derfra, spejdede Wally længe nok efter trommen til at blive tilbudt at spille. Og jooo.. vi ku da godt lige give et nummer. Vi fik en tromme hver og så kom der ellers gang i beatet, og hvis jeg skal sige det selv, var vi ret fede. Trommefyren sagde at han lige var gået igang på at lære det (og vi tænkte Ahaaa!) og at vi var rigtig dygtige spillere og vi sagde tak tak og god fornøjelse med trommeriet. (altså ikke på den sarkastiske måde)
Så spurgte vi en cafeejer om hun vidste hvor man kunne komme på internettet, og det vidste hun ikke, men vi måtte da godt låne hendes gratis. Joo det var da sødt af hende. Så vi kom ind i hendes anden butik med Jade sten, og vi var begge to online lidt, fik en masse glas vand og snakkede en hel masse med hende. Rigtig sød pige. Stille og rolig. Hun opfriskede blandt andet vores kinesisk og vi rettede lidt på hendes engelsk. Men så kom der kunder til cafeen og hun måtte tilbage til arbejdet og vi sagde tusind tak og lovede at komme tilbage en anden dag. Så tullede vi en anden vej og drak en kop kaffe og spillede en omgang kort (han har vundet hele dagen idag! Skalk.)
Nu er vi gået tilbage til vores værelse for at hænge lidt ud, inden vi går ud i Dálì's aftenliv. Vi så en masse livemusik steder, så jeg tror vi tjekker det ud senere når der blir lidt gang i den.
Idag er det lørdag den 20. juni. Vi er stadig i Dali, igår var vi ude og cykle en kæmpe cykeltur.. 7 timer!
Vi lejede en tandem.. Wuhuu jeg sad bagerst og tog billeder hele vejen.. tror Wally gjorde det meste af pedalleringsarbejdet, men han klagede ikke så meget.. :-) Det var en dejlig tur, vi cyklede langs en stor sø der er her, og vi cyklede igennem en 10-12 forskellige små fisker-landsbyer og farmere og marker og bjerge og skolebørn der råbte "helluu watzhurnaiim!!?" og mødte damer i markerne med stråhatte og brune kinder, køer og bedst af alt.. INGEN turister! Det var meget meget varmt og selvom vi havde smurt og smurt os ind blev min hud ved med at være rød, så jeg endte med at købe en hat og tage håndklædet om skuldrene så jeg ikke blev skoldet.
På et tidspunkt blev den sø vi havde haft på højre hånd til en sø på begge sider af vores vej, men vi blev ved med at køre til sidst stoppede der med at være land. Og vi fandt os selv på en underlig tynd spids med vand hele vejen omkring os og tusindvis af sø-sneglehuse på jorden. Det hele var gamle hvide sneglehuse.. underligt sted..:) En hel del lokale gik og samlede ind.. jeg ved
ik hvad de skulle med dem.. måske sælge? Efter noget tid kørte vi tilbageaf, vi stoppede et sted for at købe noget vand, og blev inviteret ind og sidde af et par gamle damer med masser af rynker, og traditionelt tøj. Så drak vi en vand og spillede lidt kort og der kom en mand ind og tilbød Wally en cigaret og vi kommunikerede lidt med fagter og snakkede om vejret og hvor vi var fra osv. Imponerende hvad man ka få sagt uden ord.. Så det var fint. Så kørte vi hjemad.. vi var begyndt at mærke det i vores numser og vores muskler.. og vi besluttede os for at tage hovedvejen hjem.. ikke lige så køn som gennem landsbyerne, men de 4 timer i bagende cykelsol var ved at kunne mærkes. Så vi cyklede turen hjem langs med bjergene og endnu flere marker og ikke mindst busser, biler, lastbiler etc. Der var lidt langt hjem af hovedvejen men vi klarede den, og mine ben blævrede en del da vi stod af og trak op af bakken op til Dali. På vejen op faldt vi over noget fantastisk. EN GUITARBUTIK! Så vi var inde og kigge og jeg forelskede mig i en. Men jeg ville alligevel tænke lidt mere, plus jeg var for svag til at spille på noget lige der.. :) Efter at have afleveret cyklen gik vi ud at spise og gik hjem og drak kaffe og så Lost og stenede lidt.. Lå på maven for at aflaste de ømme numser.Idag er det tordenvvejr og vi har siddet ved den samme cafe hele dagen. Jeg har været internetaktiv (efter jeg fik det til at virke!!) og Wally har købt en intellektuel bog om Mao som helst skal læses før vi forlader landet.. Vi har også været nede og købe guitaren. Den er blå og jeg er meget glad for den!! Vi sad i parken og spillede lidt på den lige efter, har spillede de sædvanlige og fandt et par akkorder på nettet jeg li ku prøve at spille... og nu sidder den her ved siden af mig mens jeg skriver. Det er snart på tide at spise noget igen og jeg tror vi tager til en ny by imorgen, hvis vi kan få busbillet til det.
Jeg håber det går godt derhjemme! Tusind tak for guitaren mormor! Den er så flot! Jeg har spillet samarkand på den!Elsker jer! Vi snakkes!
Knus
