Shangri La

Det er jo nærmest ved at være et par byer siden Dáli. Vi tog en regnvejrsbus til Líjiâng som er en 3-4 timer væk, jeg prøvede at sove men ikke med den store succes, der var samtidig en kinesisk krigsfilm (dvs sværd og heste) og en kvinde der var klædt ud som mand og det var tydeligt at det var en hemmelighed. Jeg ved ikke om det endte med at være en Mulan film eller hvad. Men jeg begynder at kunne se kunsten i at se film uden at forstå sproget. Vi ankom til Líjiâng - som sædvanlig - uden at vide hvor vi skulle hen eller sove osv. Vi vidste at Old Town var the place to go, og vi havde et lille kort hvor der stod Old town på kinesisk og ved at vise det til folk blev vi peget i den rigtige retning. Gik i.. en halv time, masser store veje, en rundkørsel.. ikke ligefrem en old town efter mit hoved. Vi kom forbi nogle lokale der stod og solgte grøntsager, med deres blå Emil-fra-lønneberg-hatte og netkurve på ryggen. De pegede os ned af en snæver gyde og vi tænkte.. "hmm... " men pludselig udspillede sig noget for os, den lille gyde endte i en stor plads, et kæmpe marked! Her kunne man tilsyneladende få alt! Grøntsager, frugter, kød, krydderier, kobberting, træ-bark, underlige svampeting, kæmpe meloner, grillede brød-snacks etc. Der var hundredvis af sælgere, handlende, hunde, kattekillinger, børn, cykler med ladene fulde af ting, folk masede sig forbi, mens markedet langsomt lukkede ned. Solbrune rynkede bedstemødre med tumlinger på ryggen og stressede handlende på vej hjem fra arbejde. Overvældede af det kæmpe miljøskift og alle menneskerne og dyrene og tingene, ikke mindst de mange mærkelige ting man kunne købe. Flydende i baljer (evt levende) tørrede i store sække, stegte på rygende grille og givet over træborde i store æsker eller små gennemsigtige poser. Vi gik rundt længe med alt vores bagage og bare kiggede helt forbavsede på alting. Men efter noget tid fandt vi stadigvæk ingen old town, vi var på vej ud af markedet, da vi blev peget ned af en endnu mindre gyde -som man altså ikke havde set hvis man ikke vidste hvor man skulle lede - og vi gik ned af den. Nogle flere butikker lå langs med gyden, med ting - tøj, tasker, lamper osv. Undervejs gamle koner der bagte pandekage-ting, og bedstefædre der solgte buketter fra deres vogne. Gyden endte ud i en anden gyde og en dame pegede os den ene vej og nu begyndte det at ligne noget. Et virvar af små gader og stræder og gyder dukkede op, cafeer, butikker og boder. Turister og træhuse, træer og småbroer over vandkanaler med guldfisk. Røde lamper, autentisk lavet stemning, men alligevel en del lokale rundt omkring. Ufhh det her var helt sikkert old town, men hvorn sævens finder man et sted at sove. Jeg fandt det rimelig umuligt at genkende de samme steder, og selv Wally synes ikke det var særlig logisk og nemt at gætte sig vej til et sted at sove. Vores hotel i Dáli havde givet os et kort på et hotel i Líjiâng, og vi vidste kortet til forskellige lokale, men når man blot blir peget i en retning eller gået noget af vejen - sådan finder man altså ikke det man søger... :) En butiksejer skulle alligevel på toilettet så fulgte os noget af vejen, da hun noget toilettet pegede hun os videre og indenfor 2 min stod vi med tre forskellige retninger at gå.. Nå. Vi tog den ene og efter et par sving og en lille bro henover en kanal kom vi forbi en bygning med skitse-tegninger på vinduerne og da vi kiggede ind så vi malerier og instrumenter og en midaldrende langhåret kineser med skæg jamme alt hvad han kunne på en guitar mens han råbte et eller andet og nogle andre klappede og tog billeder. Vi kiggede lidt og fnisede ind ad vinduet og pludselig opdagede de os og råbte at vi skulle komme ind, vi så på hinanden og tænkte "Tjo, hvorfor ik?" så vi gik hen til en meget smal dør, henover hang en sort spand hvor der med kridt og sjuskede bogstaver stod "bar".Vi kom ind "Heeeeyyaahhh..." og vi blev sat ned og de gav os en foliebakke med død kylling og vi brugte det eneste kinesiske vi kunne sige "Woamen Chi Sú" (Vi er vegetarer) og de grinede og råbte "Chi SU!!!" og så fik vi nogle jordnødder med et hint af hvidløgsmag og ikke mindst nogle skåle med klar alkohol og vi skålede og de kunne ikke sige meget på engelsk, men de var alligevel glade for at se os. Så sad vi der lidt kiggede rundt. Masser malerier, laid-back stemning, trommer og kunst. De var en hel del mennesker, mest mænd mellem 30 og 50 år, og vi kommunikerede lidt og den ene tog guitaren frem igen og fyrede den af (han spillede ikke noget rigtigt.. bare lala) så vi tog den lille blå frem og jammede lidt med dem, den langhårede fandt en hel masse trommer frem og delte ud, og vi gik i gang med en jam, de spillede ikke særlig meget i takt, men det var fedt alligevel. Så lidt efter kom der et lille band ind, og spillede med, de var bedre til at jamme, og vi spillede nogle Radiohead numre og der kom rigtig gang i jammen. De gik inden så længe men mig og Wally blev og hang ud, og det var hyggeligt. De pegede hele tiden på os og guitaren "spil spil" .. jo da de fik lidt Prince, lidt Dylan og lidt Red Hot. De var meget begejstrede for os og klappede, filmede, sang med så godt de kunne og ikke mindst skålede! Skååål! Jaja skål skål, inden længe tog jeg så små tåre som overhovedet muligt. Det smagte ligesom ren vodka og så var det bare hele tiden. "Gaambéé!" Nogle flere var kommet til, og nogle andre var gået og i udskiftningen var der nu også kommet en pige med et rimelig forståeligt engelsk, som hjalp med at oversætte og kommunikere generelt. Hun forklarede os at de allesammen var meget kendte kunstnere og kritikere ("som skriver kritiske artikler" - var de eneste detaljer vi lige kunne få ud af det) og at der for tiden var et kunstnerseminar, og de rejste rundt i Yunnan, idag Líjiâng og i morgen Dáli. Nå ja så ved man da hvem man skåler med! Det var ved at blive sent, og nu ville de have os med ud at spise, men her var det at vi var nødt til at være lidt fornuftige, vi havde jo stadigvæk ikke noget sted at sove. Men dét var ikke noget problem det kunne de sagtens hjælpe os med, der var jo masser af steder heromkring, før vi gik ville de bare gerne have at jeg sang en sang mere, for min stemme var så god. Jamen sådan en kan man jo ikke sige nej til, så jeg gav dem Samarkand og jeg tror de var glade. Så vi gik ud, de fandt os et hotel lige ved siden af deres bygning, og det var billigt og hyggeligt og der var ingen problemer der. Vi løb op og lagde vores ting og gik ned for at mødes med de andre som ventede udenfor. På vej til restauranten (som var virkelig langt væk syntes jeg) kunne jeg godt lidt mærke den der rene vodka-bryg, og jeg gjorde mit bedste for at notere mig vejen ud. Ikke at jeg betvivler Wallys ubesejrede stedsans, men han var nu begyndt at sludre ekstra muntert. Endelig kom vi til restauranten, en af den slags ude på gaden, med 20 cd høje taburetter som stole og borde i samme stil. Midt på bordet kom en kæmpe stål gryde. Jeg ved ik.. minimum 10 Liters gryde. Med noget suppe i. Lidt efter kom der en lille stål-rullevogn forbi, ligesom den slags man har på badeværelset, lav med 3-4 hylder og så bare proppet med ukogt mad, en hylde med grønne ting: salat, spinat, kinakål, porrer osv, og en hylde med tofu, champignoner, tomater osv og ikke mindst en hylde med alt muligt kød. Nånå, spændende. Så kom der er en skål med Chili (lissom dem de har hos kebabmændene) og hakket hvidløg og en skål med koriander. Så skulle man selv blande sin egen dip, med suppen fra gryden og de førnævnte ingredienser. Og så blev alle tingene fra rullevognen hældt i, og så skulle vi bare ta for os. En ting jeg generelt synes er meget inspirerende er kinesernes måde at spise på. Alle deler noget der står i midten, så snakker man om det, giver hinanden nogle gode stykker, plus man vælger selv hvad man vil have. Man bruger ikke en ske, men spisepindende, så får man ikke noget man ikke kan lide. - og hvis man gør spytter man det bare ud på bordet - det er helt normalt. Og alle hygger sig om bordet og snakker om maden."Er det her mon en champignon?" - "Nej det der er tørret griseblod.." - "....okay.. den lægger jeg så her."Det er bare meget mere socialt - end når man er ude og spise i Danmark, så bestiller alle en tallerken "jég skal ha' stjerneskud!", "jeg ska ha hakkebøffer" osv osv. Her bestiller man bare en masse retter og så tager man bare hvad man vil have, og deler prisen. Altså.. det er da et meget sjovere måltid! og meget hyggeligere, når man nu går ud for at spise sammen og ikke spise hver for sig.Nå men der blev heller ikke lagt en dæmper på drikkeriet herude og jeg gjorde mit for kun lige at nippe og når de insisterede på at fylde mere i mit glas stoppede jeg dem efter en halv. Jeg er jo en pige så jeg kunne smile piget og slippe. Men Wally derimod den stakkel. Der var No Mercy der, jeg ved ikke hvor meget de fik hældt i ham, men de skålede jo hele tiden (nu tog han jo altså heller ikke små tåre) og fyren ved siden af ham havde fået nok, og han sad snedigt og tømte sit glas op i Wallys hver gang der var plads. Oveni det havde vi ikke spist hele dagen, og vores aftensmad var suppe, så da det var på tide at sige godnat, slingrede Wally pænt meget. Han var dog ikke i tvivl om vejen, da han jo er lige som en due (det fik jeg af vide ret mange gange de 20 min det tog at komme hjem) .. og duer kan altid finde hjem til reden. Jaja han fandt da også hjem, de havde gudhjælpemig givet ham resten af flaske nr 3 med sig, så han havde den under den ene arm og mig under den anden og så gik vi. Der blev udvekslet kærlighedserklæringer både fra og til artisterne da vi nåede til farvellet ved vores hotel og inden længe lå vi ned. Her skulle aftenen så ikke slutte, Wally var dårlig, og der gik timer før han endelig faldt i søvn.Næste dag gik med tømmermænd, vi tullede rundt i Líjiângs stræder og snoede gader, spiste, sad det ene sted, og det andet sted, kom hjem og opdagede at guitaren var knækket og at det måske var Wally der havde smidt sig på den i nattens brandert. Åhnej! Nå vi gik seng med en film og noget guf. 2. dag var mere eller mindre samme program, stemningen var blot lidt bedre, vi fandt noget lim og gik en tur ud på det lokale føromtalte grøntmarked, som stadigvæk var imponerende og fedt at gå rundt på. Vore videre færd skulle også snart fastlægges, og vi havde erfaret i vores Lonely planet at der var en cafe i Líjiâng som var eget af et flinkt rejselystent ægtepar der kunne svare på alle vores spørgsmål om sightseeing i området. Især ville vi meget gerne vide mere om nogle bjerge og kløfter, som går under navne "Tiger Leaping Gorge" (noget med at en tiger havde hoppet over nogle sten der.. eller.. ja jeg ved det ikke faktisk) MEN der var noget med en fantastisk vandretur man kunne gøre sig der og den slags kan vi jo ret godt lide. Tilgengæld var det lidt af en krig at finde vej til den Cafe der, vi ledte og ledte og mistede ind i mellem modet, men gav aldrig op, og efter en yndig hundehvalp, en gade med tag-tegl og en bod med ægte silke, var vi lige pludselig på en gade med et navn der stod i bogen. Habberlabber! Så kunne det jo ikke være så slemt, og inden så længe fandt vi da også stedet (vi var gået forbi det 3 gange...) Nå var vi her så. Det så ikke ud til at der var nogle engelsktalende mennesker her. Vi lod som ingenting til at starte med og købte et meget dyrt stykke kage, som vidste sig at være det værd. Af den slags hvor man tænker "Nå det er SÅDAN en cheesecake skal smage!" Så var vi lidt online, og da servitricen kom forbi prøvede jeg med en genial taktik: "Excuse me.. do you have any... hmm...advise here?!" (jeg var lige ved at bakke ud undervejs, da jeg indså at hun faktisk tænkte over om de havde det der Advise på menuen..) Wally gjorde sit for ikke at sprutte af grin, og jeg havde selv svært ved at holde masken da jeg sagde at det var okay, i noget tid efter vedholdte jeg mig min stolthed ved at sige at det var et smart move at spørge hende om Advise, for at teste hendes engelsk - men har senere måtte indrømme at det var lidt fjollet af mig, den stakkels pige havde ingen ide om hvad jeg snakkede om. Og det er jo egentlig også ret forståeligt. Nå jeg prøvede at lade være med at tænke på at dagens lange forsøg på at finde det her sted endte med ingenting, og jeg var online med mine forældre da Wally kom løbende op ad trappen og sagde at han havde mødt en anden servitrice som havde masser af advise og hun var meget hjælpsom og i løbet af et par sætninger havde vi besluttet os for at tage afsted mod Tiger Leaping Gorge allerede dagen efter. Så var der lige det med tasken. Min håndtaske var knækket over på hanken og jeg havde besluttet mig for at når jeg nu alligevel skulle have en ny, så skulle det være en rygsæk, for det er hårdt at bære en tung taske over den ene skulder. Jeg havde én bestemt taske i kikkerten, men damen ville have 320Y for den. Jeg gik ud fra at jeg kunne prutte lidt med prisen, selvom det var en lidt snazzy butik. (Jeg havde tidligere samme dag pruttet et par brune hippiebukser fra 180Y til 50Y og det var også en lidt fancy butik, så..) Men taske-damen der var altså ikke til hverken at hugge eller stikke i, nu kom vi jo også tilbage et par dage efter du ved og så stadig meget begejstrede ud, så hun tænkte nok at vi købte den alligevel. Men jeg prøvede den på, og den var faktisk ikke så fed som jeg huskede den. Jeg lignede lidt for meget en turist (og det er det værste synes jeg) Vi gav hende en sidste chance for at sætte prisen ned, og hun så lidt for selvtilfreds ud da hun sagde nej, og da vi så gik uden at se på tasken en ekstra gang, så hun godt forvirret ud. Men sådan er det, tasken var blevet grimmere og grimmere mens jeg stod der og set i bakspejlet havde jeg nok ikke givet en 50er for den alligevel. Nå.. men det var ved at blive sent og den tid vi brugte for at lede efter taske, blev taget fra den vigtige nattesøvn vi havde foran os. Jeg eksperimenterede med at se målrettet ud, og gå meget hurtigt, i håb om at de langsomme stenede kineserturister for en gangs skyld ville flytte sig for mig, (det virker på strøget!!) Men efter at jeg gik mere eller mindre frontalt ind i en munk eller en gammel mand (eller var det samme person!?) holdt jeg op. Vi var lige ved bare at købe en ekstremt grim laksefarvet børnerygsæk med striber, sådan i hårdt hæklet garn, jeg var endda begyndt at tænke at den måske var så grim at den var sej, men efter jeg prøvede den på, var vi altså nødt til at gå videre. Men da der ikke var andet der fristede, og vi var faktisk på vej tilbage til laksefarvede, da der ud af det blå dukkede en helt overset taskebutik op. Brun læderrygsæk, lækkert foret, masser lommer og så dufter den! Uhmmm den var perfekt. Damen var lokal og prøvede først med 280Y og vi fik hende nemt ned til 180Y men så heller ikke længere. Og jeg kunne ikke skjule at jeg var helt vild med den. 180Y! Fed deal syntes jeg, og jeg er så glad for den taske, hver gang jeg ser den bliver jeg helt varm indeni. Det er næsten fjollet.. Men nu havde vi en taske. Så manglede vi bare at lime guitaren og det så ud til at lykkes, så vi lod den tørre (også henover de næste par dage) pakkede det værste og gik i seng.Næste morgen trak vi i backpacksne og traskede ud for at finde busstoppestedet, der var lidt langt denne synes jeg, men det er alligevel utroligt hvor lidt man lægger mærke til de 15kg ekstra man slæber bagpå. Vi nåede frem, en pige med fint engelsk skulle samme vej, så hun hjalp os med at få de rigtige billetter, og så sad vi i den lille bus på vej mod Qiautou. Jeg havde valget mellem at blive køresyg eller falde i søvn, så jeg valgte det sidste, og blev vækket ved at alle forlod bussen, vi havde gjort stop ved et udkigspunkt, og vi fik 15 min til at tage billeder der. Det var da også en ret fed udsigt! Med duggede bjerge og et 500år gammelt hus/tempel på kanten. Sjovt at man tager en offentlig bus, og den så stopper et kvarter så man kan tage billeder ved en turistattraktion.Da vi så nåede Qiautou blev det hele serveret for os. Bussen holdt ved en tvungen billetluge (man kunne ikke komme forbi der uden at købe billet til Tiger Leaping Gorge, fordi der er mange der tager allemulige smutveje og undslipper at betale.) og mens den holdt stille kom en min 50årig australsk kvinde ind, i små hvide shorts og stropbluse uden bh, og irgrønt hårbånd om sit korte mørke hår, og råber om der er nogle der skal på vandretur!? Jo det skal vi da, men så sku vi komme med hende. Så det gjorde vi. Hun havde bagageopbevaring for os, og det kostede næsten ingenting. Vi fik sågar en mexicansk pandekage med baked beans, og en med tomat og ost, og så resten af en fjollet komedie på hendes tv. Wally skrev Gibraltar på hendes ene væg (der havde hun aldrig haft nogle fra før, der var derimod masser fra Dk, og der var ikke rigtig plads, så jeg sagde nej tak..) Margo, som hun hed var lidt småfebrilsk, ville ikke rigtig forklare hvad hun dog lavede her, og hendes gigantiske samling af DVD film gav mig det indtryk at hun var lidt ensom. Men hun var superflink, maden var god og billig og hun var en kæmpe hjælp for sådan nogle som os, som ikke vidste så meget om det hele. Klokken 12.40 var vi ved at være klar til at gå og det gjorde vi. Vi tog kun min taske, vand og Sokrates (vandrestaven) med, og snakkede lystigt mens vi traskede opad i middagssolen. For det meste var der ikke andre mennesker på turen, som retningsanvisning fulgte vi nogle røde og gule pile der var malet på sten på vejen. Nogle gange var der ikke nogen pil og man måtte gætte hvis stien delte sig i to, og nogle gange overså man pilen og måtte gå tilbage. Turen blev smukkere og smukkere, og vi kom højere og højere. Det er en sjov følelse når det klikker i ørerne fordi man GÅR opad. Undervejs blev vi overhalet af et australsk par og vi overhalede en rigtig underholdende skotsk herre med en fantastisk accent, som vi fulgtes med noget af vejen. Han var sjov. Vi endte dog med at følges med ham det sidste stykke til hans GuestHouse, hvor han ville sove, så der sad vi lidt og holdt pause mens vi snakkede med ham. Vi skulle gerne nå til Tea Horse, vores planlagte sovested inden det blev mørkt. Så vi måtte videre inden det blev alt for hyggeligt. Her begyndte det så at blive hårdt. De sidste 3 timer havde været mere eller mindre opad bakke, og jeg var begyndt at blive lidt træt af at være forpustet, nu havde vi jo holdt et moderat tempo fordi vi fulgtes med skotten, og han krævede flere pauser. Men nu synes jeg altså ikke det var så sjovt mere. Det var fugtigt og varmt, og nu er jeg jo ikke ligefrem den store maratonløber, og da alt hvad jeg kunne se var op op op op op, begyndte jeg at miste modet. Mest fordi jeg vidste at der ville komme noget senere der hed de "28 sving", som er 28 stejle sving opad bjerget, og de skulle være det værste på hele turen. Og her gik jeg og var lige ved dåne allerede. Jeg havde også på fornemmelsen at vi skulle gå nedad igen efter det her, og at alt det "op" som jeg fik lagt bag mig, skulle gentages senere og det hele resulterede i at jeg begyndte at græde i min lidelse, og Wally så forvirret ud og spurgte om vi skulle gå tilbage, men nej da.. for søren. Det ville da være det værste at gøre. Så vi holdt en lang pause der, og snakkede lidt og han var altså rimelig sikker på at de der berygtede 28 sving var dem vi var i gang med lige nu.. og pludselig så det hele en del lettere ud. Og der var stadigvæk langt til toppen, men sammenlignet med hvad jeg frygtede, var vi jo på toppen lige om lidt! Wuhu... vi holdt nogle flere pauser, men nåede toppen indenfor et par timer og det var meget smukt, og jeg var meget glad. Efter det var det mest nedad bakke, solen truede med at gå ned snart, det var blevet køligere, og vi tog en masse billeder, og holdt pauser for at nyde det og spise en kiks osv. Vi kom i gennem noget der lignede skov, en lille landsby og til sidst klokken 19.30 nåede vi som de sidstankomne vores guest house, Tea horse. Det var lige begyndt at regne og der gik ikke længe før det var mørkt. Vi spiste en Naxi-sandwich (Naxi er navnet på det lokale folk) med æg, løg, tomat og masser af brød tog et slag 500 og gik i seng. Først var der jo lige det med toilettet. Det var nok det mest ubehagelige toiletbesøg jeg har været ude for. Når det er bælgmørkt og den eneste lampe i metervis er den skærmløse pære der hænger og oplyser de engang hvide vægge på det 100% åbne toilet. Ikke nogle døre, ikke noget privatliv. Selve toilettet var en revne ned i gulvet, og så var det bare på hug, der stod en stor papkasse til det brugte wc papir og det værste af det hele var dyrene. Der var så mange. Natsværmere, kakerlakker, biller i alle størrelser og former, flyveinsekter og kravleinsekter og de var over det hele. Når man så sidder der med bar "alting" og tisser ned på et halv dusin flyvebiller og frygter at bare een af dem beslutter sig for at flyve op og væk, går der ikke særlig lang tid før man ikke skal tisse mere. Jeg skyndte mig at lukke øjnene og tænke på noget andet, og så hurtigt jeg kunne løb jeg gennem regnen tilbage til vores værelse. Som ellers var beskedent men dejligt. Vi havde jo den bærbare med (jeg turde altså ikke lade den ligge i Margo's lidt for åbne bagageopbevaring) Så vi så en film og crashede i nogle dejlige dyner, i nogle dejlige senge, med bjergudsigt og næste dags fantastiske gåtur i vente.Det skulle eftersigende være mest nedad bakke næste dag, men af den grund blev det ikke mindre smukt. Bjergene var sporadisk dækkede af tåge, himlen var blå og skyet og vejret var perfekt til en gåtur. Vi tog hyggepauser frem for vejrtrækningspauser. Vi kom forbi et lille vandfald, og et flækket vandrør der gav et lille ufrivilligt brusebad. Vi kom forbi blomster, bær, tibetanske flag, lokale på heste der tilbød at ride os ned i stedet for at gå, blå biller, små tusindben fyldt med hår og ikke mindst fantastiske udsigter. Skovpletter hvor jorden var blød af visne orange grannåle, tørre pletter hvor alt var stenet og sandet og klippevægge, formede efter tusindvis af lokale - og turisters fodspor. Pludselig mødte vi en ensomt strejfende bjergged, eller måske var det en væder (?) med lysebrun pels og store sorte bøjede horn, den så lige lovlig målrettet ud, og den gik lige forbi os, stien var for smal til andet. Den vidste nok at den havde mere ret til at være der, end vi havde.Pludselig var vi nået langt ned, ørerne klikkede igen, og det sidste stykke var igennem noget der lignede nogle lokale marker, det var ret stejlt og jeg begyndte at blive glad for at turen snart var slut, jeg er ikke sikker på hvor lang turen egentlig var, men vi gætter på en 20km ca henover begge dage. Nå tilbage til civilisationen. Her var masser andre turister, alle spiste og ventede på deres busser, nogle den ene vej, andre den anden, vi vidste det ikke helt endnu. Vi skulle jo i hvertfald tilbage til Qiautou og have vores bagage, og bagefter skulle vi den modsatte vej til Shangri La, som ville være blandt vores sidste byer i Kina. Man kunne få en bus fra Qiautou til Shangri La, men for at komme til Qiautou skulle man enten blaffe eller tage en anden bus, til 20Y, vi følte os lidt nærige med pengene og trætte af at betale formuer fordi vi er hvide, og faldt i snak med en 20-25årig kinesisk turist som også ledte efter en billigere vej videre. Han ventede på en lokal bus der ville tage ham med for 5Y, men vi ville nok ikke slippe for meget mindre end 20 alligevel, nu vi ikke var kinesere. Jaja.. men hvad skal man gøre. Vi blev og ventede på den ene eller den anden bus, da vores ven fra før pludselig kom hen til os "Its your lucky day!!" Han havde fundet en bil der først skulle til Qiautou og bagefter til Shangri La. Han var en udlejet chauffør som første skulle køre nogle kinesiske turister til deres hotel i Qiautou og bagefter skulle han hjem til sig selv i Shangri La, så først skulle vi altså vente på at de der turister kom tilbage fra vandreturen, og så måtte vi sidde i bagagerummet indtil vi nåede Qiautou, for jeepen var fyldt med turister. Vi skulle slippe en 50'er hver og vi skulle nok have sluppet det samme med offentlig transport, men her kom vi for det første hurtigere frem, da det ikke var en bus, men en direkte tur, og vi sad - og kørte godt, i fred og ro (bortset fra hans fantastiske kinesiske stammeagtige musik på repeat på afspilleren) Men det hele var en del af charmen, og vi så Shangri La og det tibetansk-lignende landskab brede sig ud for vores vinduer. Det var en rigtig dejlig tur. Han kørte os til der hvor vi ville hen i Shangri La, og det regnede og vi tog vores ting, gav ham pengene og sagde mange tak til hinanden. Der gik ikke længe før der kom en dame og spurgte om vi ville sove, og hvem vil ikke det? Så vi gik med og værelset var fint, prisen var okay, så vi sagde ja tak, lagde vores ting og gik ud for at finde noget mad. Det var ved at blive sent og butikkerne så lukkede ud. Men vi fandt en hyggelig cafe, "Rosas" som vi senere skulle komme til at tilbringe ret meget af de næste dage på. Vi spillede kort, spiste mad, så et skilt hvor der stod Free Wireless og besluttede os for at tage Wee med og komme tilbage dagen efter til en dejlig internetupdate -dag. Så det gjorde vi. Gik en runde i Shangri La old town, og var ellers ikke særlig imponerede over stedet. Det var da hyggeligt nok. Men.. ikke rigtig det vilde. Dagene gik med at hænge ud på Rosas, gå ture i byen, små shoppe lidt. Den sidste dag gik vi en tur hen til et tempel, som var ret flot. Tog nogle billeder, drejede lidt på en stor guld-søjle og kiggede på mennesker. Jeg købte en bedekæde med 108 perler, og et armbånd. Wally købte et perlearmbånd, og vi var begge tilfredse med vores hurtige beslutning om at tage natbussen nedad mod Kunming mandag aften. Så var det pakke sammen igen, købe busbillet, købe proviant og så tog vi den ene bus til stoppestedet og en kogt majskolbe fra en snack-bod senere lå vi i en sovebus på vej til Kumning. Bussen var sjov. Vi brugte det sidste dagslys på at se ud af vinduet og spille et slag kort til skumringen gjorde det umuligt at se forskel på spar og hjerter. Vi lå på et "stort" tre-mands-sæde sammen med en kineser med en stor sort vorte under næsen. Fedt at vi lå sammen, vi kunne jo ligge i ske! Men altså ikke med kineseren...Nu sidder jeg så i en natbus i Kunming, turen går denne gang syd til Zhing Dong (jeg ved ik om jeg er mest i tvivl om stavemåden eller udtalelsen) men vi bliver der ikke så længe, vi skulle gerne ankomme klokken 5 om morgenen, og have en anden bus klokken 6.30 og forhåbentlig hvis vi når det, have endnu en bus på en times tid - før vi når grænsen til Laos, men rygtet siger at de der Laonesere (??) har det med at pakke grænseboden sammen så hurtigt de kan slippe afsted med det så måske når vi det ikke allerede imorgen. Men nu ser vi. Dagen i dag har været lidt rodet må jeg indrømme, vi ankom med natbus fra Shangri La, dejlig sovebus, med meget små senge, jeg sov som en sten mere eller mindre hele vejen og blev vækket klokken 6 ved at vi var ankommet. Okay, vi kravler ud, finder vores bagage, og erfarer desværre at guitaren officielt er død. Jeg troede ellers limen ville holde, men den klarede altså ikke busturen, og denne gang er halsen knækket helt af. Jeg er ret sikker på at den er klar til at nå de evige rismarker, men vi har alligevel taget den med os videre. Ikke nok med det, det tisser ned. Kunming er grå og våd og vi aner ikke hvor vi er. Nå vi tager hele oppakningen med ind på stationen og prøver at skaffe en billet videre i aften, mod føromtalte og stadigt betvivlet stavede Zhing Dong. Men skrankedamen ved billetlugen var en af de 30% superirriterende kinesere som ikke forstår, ikke gider hjælpe og slet ikke giider at prøve. Skalk. Hun rystede bare på hovedet og sagde "no", men da Wally kom tilbage for 3. gang skrev hun tilsidst 80 på et stykke papir og pegede på busstoppestedet udenfor. Nå vi vurderede at vi skulle tage bus 80, og da det var det eneste råd vi havde tog vi chancen. Bus 80 blev hurtigt fyldt klokken 7 tirsdag morgen, og vi kørte rundt og håbede på at finde et vejnavn vi kunne genkende fra vores lille kort af Kunmings centrum fra vores Lonely planet bog. Nu skal jeg ikke kunne sige om bus 80 altid er så proppet, men da det var "tage på arbejde tid" og samtidig psykoregn, var der ikke en eneste ledig plads. Ruderne var duggede og vi kunne ikke se ud, hvis vi da overhovedet kunne se en rude for mennesker. Vi anede ikke hvor vi var, eller hvor vi skulle hen. Men efter en time spottede vi et vejnavn vi genkendte, og vi vurderede at vi var på vej til Kunmings hovedbanegård, sweet as! Vi lagde vores bagage til opbevaring og tænkte "ahhh". Vi vidste nu hvor vi var, og her havde vi endda været før, så det var ret nemt at finde rundt. Vi fandt en information på togstationen og hun rystede på hovedet og sagde "bus, bus" og pegede til siden og der åbenbarede der sig endnu en busstation for os, "nææææ!" Det vidste sig tilgengæld at være et mylder af sindssyge kinesere, som allesammen enten ville springe over, skubbe, glo eller have vores penge. Snizzle. Især gik der en del bus-hververe rundt som ledte efter passagerer, og råbte forskellige byer til en: "DALII, LIIJIANG"..og hvis man er turist kan man godt blive spurgte 7 gange af den samme chauffør før de fatter at man HAR været der, og at man GODT FORSTÅR HVAD DE VIL.. "Buo Jau Xie Xie" = Nej tak, okay?!!" Vi stillede os i kø til billetskranken, og indenfor et par minutter havde vi en lille gruppe af de omtalte busfolk omkring os, for hvis vi ikke skulle til Dali, Líjiâng eller Shangri La, hvor skulle de hvide mennesker så hen? Her er det så at man møder en af Kinas andre 30% som er interesserede og meget hjælpsomme og gør en ekstra indsats for at komme en til undsætning. En ung studerende med et meget fint engelsk som stod foran os i køen, og han lovede at hjælpe os når det blev vores tur, flokken af passager-indsamlere stod stadig rundt om os, og et par af dem syntes at det var vigtigere at de stod ved siden af Wally end at jeg gjorde.Vi fik billetterne og alt var fint, indtil Wally spørger hvad tid bussen gik. "Den går nu" siger den søde dreng. NU?? "Jaa om 5 minutter" - Snizzle!! Det går jo ikke, vi ville afsted i aften! Plus, vi havde jo ikke vores bagage med os. Ahhh... her tog jeg mig til hovedet og tænkte NejNejNejNej... og et par meget stille sekunder efter siger fyren "OOoooookay, jamen så må i have den ændret. Det må i undskylde. Ham her gør det for jer, for jeg skal nå en bus." Og så gav han vores 400Y billetter til en af tilskuerne og vi fulgte målløse efter ham, og et par minutter efter stak han billetterne i vores hænder og pegede på busserne. Det skulle vise sig at damen bag skranken ikke særligt autoritært havde streget afgangstidspunkt og busnummer ud og skrevet noget andet med kuglepen. Jaja den ville ikke gå i Danmark, men måske i Kina? Vi havde i hvertfald fået nok af busstationen så vi sagde mange tak og gik vores vej. Nu var der så 12 timer til bussen, og jeg har senere idag gentagne gange tænkt over hvor dejligt det havde været hvis vi bare havde taget den bus klokken 9 om morgenen. 12 timer i regnvejrs Kunming... bummelum. Vi havde selvfølgelig glemt alt regnvejrspraktisk i vores bagage, som lå ved togstationen. og i lang tid insisterede vi på ægte onkel joakim- vis på ikke at købe en ny paraply men endte alligevel med at lade os knække af det ustandselige nedbør og investere i en blå sag med tulipan mønster. Nå nu da vi havde hele dagen, kunne vi ligeså godt skaffe dollars, til Laos visummet og pasfotos til samme. Vi fandt en bank og fik vekslet, men ingen pasfotoautomat. Det gode ved sagen var at vi jo havde været i Kunming før, derfor kendte vi til en hyggelig pub/bar hvor vi under vores sidste dagsophold i Kunming havde tilbragt det meste af dagen i selskab med vores kortspil og en cd med laid back cover numre af Rolling Stones. Vi agtede at gentage succesen og vadede i det våde vejr under den blå tulipanparaply ind til vi endelig fandt frem. Et par kaffer, en del omgange 500 (vi spiller til 10.000- er på omkring 6000 for tiden) og et forsøg på at kropstørre vores tøj begyndte vi at blive sultne, så vi gik ud for at finde en taxa hen til den nice vegetarrestaurant vi var på sidst vi var i Kunming. Men det er lettere sagt end gjort at finde en taxa i regnvejr, og selvom der var hundredvis, var de allesammen optagede. Efter noget tid fandt vi en taxa-holdeplads, og der var et par kinesere med paraplyer der stod og ventede. "Næ hvor civilt!" tænkte vi, og stillede os bagerst. Men indenfor 10min var den såkaldte kø spredt ud over et par meter og det var "enhver er sin egen lykkes smed" og "den der kommer først til møllen" for alle pengene. Selvom vi var rykket fremad i køen endte vi på magisk vis nu med at stå bagerst og jeg tænkte skalk skalk skalk, når de allesammen viftede med armene for at få den taxa som retmæssigt skulle tilkomme de våde turister. (mig) Men "haha" og janteloven vandt, da en taxa stoppede og ikke kendte vejen til hverken det første eller det andet par der prøvede, og helt naturligt var det vores tur, og there you go så sad vi i den tørre taxa og havde det muntert på vej hen mod det nice spisested. Det gik fint, det var en sød dame-chauffør og da vi kom til restauranten sad alle medarbejderne ved det første bord og spillede kort, men myldrede op som en flok duer på rådhuspladsen og begyndte at vaske alt muligt af og 5 af dem servicerede os, selvom 1 var mere end rigeligt. Det var god mad ellers, vi prøvede nogle andre ting, og fik noget lidt mere spicy denne gang-stadig lækkert. Og jeg fik ved samme lejlighed mulighed for at fotografere de klamme "vegetar-kød"-retter i menuen. Vi gjorde hvad vi kunne for at trække tiden ud, snakkede, gik på toilettet flere gange og endelig blev det sent nok til at vi kunne begynde at tage tilbage til busstationen for at få vores natbus videre. Først skulle vi have vores bagage på togstationen og Wally trængte til en is, så vi satte os ind på et fastfoodsted og trak tiden yderligere ud ved at spille 500 igen. Men det gik nemt da vi nåede til busstationen, en af damerne fra tidligere fulgte os glædeligt hele vejen igennem stationen udenfor og om hjørnet til vores bus og pegede og sagde "der er den" og ja her er vi så. Vores sæder er ikke ved siden af hinanden men vi kan se hinanden - så det er okay, det gælder bare om at sove så meget som muligt.Idag er det onsdag, solen går snart ned, og vi er i Manglá - en time fra Laos grænsen. Natbussen var fin. Ikke så meget at sige der. Vi vågnede klokken 5 ved at bussen stoppede, og vi havde fået af vide at vi ville ankomme klokken 5, så vi tænkte at nu var vi der vel. Wally gik ud for at spørge, men fik af vide at det bare var en pause. Men jeg kunne altså høre bagagerummet klappe og der var en del der forlod bussen uden at komme tilbage. Wally spurgte en fyr ved siden af ham, men fik bare et svar, som hvis han viftede en flue væk. GREAT. Jeg begynder at blive lidt træt af ikke at vide hvad der foregår. Så jeg spurgte nogle kinesere omkring mig, men ingen fattede tilsyneladende hvad jeg ville, hverken mit kropsprog eller mit forsøg på at sige Jìnghóng (Ja nu har jeg lært hvordan man staver det) og jeg endte med at finde Lonely planet frem og vise dem i bogen hvad jeg ville. "Nejnej, det var ikke endnu!" Nå okay, ja det var da rart at vide. Jeg prøvede også at få ud af ham hvad tid vi så ville komme til Jìnghóng, men det var også lidt svært, og pludselig siger ham ved siden af Wally med flot engelsk "The bus will arrive in Jìnghóng at seven 'clock!" TAK, for snizzle altså. Kunne han ik have sagt noget noget før altså? Great. Jeg lagde mig ned og sov igen og vågnede først i Jìnghóng da dem der kiggede i Lonely Planet før, bankede på mit hovedgærde. Pænt af dem. Nu var vi der. Okay.Vi kommer ud og flytter vores bagage ind på stationen, den første billet vi kunne få hertil (Menglá) var kokken 9:15, og vi var begyndt at tvivle på at nå over grænsen idag. Der blev sagt at turen hertil var 4-5 timer. Jeg kæmpede for at holde mine øjne åbne for at nyde den fantastiske udsigt af grønt grønt og grønt men for det meste klistrede mine øjne sig sammen og jeg erfarede senere at jeg sov med åben mund hele vejen. Ja. Vi nåede til Menglá klokken lidt over 12, faktisk ikke helt umuligt at nå den 1,5times bus til Mohan - hvorefter man skulle gå et stykke og så nå Laos. Det kunne godt lade sig gøre, men på den anden side ville vi nok blive nødt til at blive i den by den første nat, og ifølge Lonely Planet (ja jeg ved godt jeg snakker om den hele tiden, men det er jo det eneste vi har!) var det et ganske begrænset udvalg af mad og sovesteder, og den anbefalede at hvis man skulle vælge, at man valgte en nat på den kinesiske side af grænsen. Så det gjorde vi. Også fordi, vi så imorgen kunne starte tidligt, og måske nå hele vejen ind i Laos, til Luang Prabang og Daan på een og samme dag!Så nu chiller vi her, vi mødte en fyr der spurgte om vi ville veksle penge - nej det havde vi gjort. Hvad ville vi så? Jo vi ville gerne have et sted at sove, jamen han ku da snildt skaffe os et sted til 30Y, okay? Jeg tjekkede det ud, for Wally bare taskerne, og det var op ad trappen. Gulvet var vådt, og der var pletter på væggene, ikke noget håndtag til badeværelset.. men vi skulle jo ikke ligefrem bygge rede her. Så vi sagde ja tak, og dagen i dag er gået hurtigt. En lille gåtur i byen, vi så en hjemløs med pose på hovedet, og kæmpe tasker proppet med stof, som sko, (det er altså ikke koldt!) han bar på en masse ting, og slog sig ned ikke langt fra vores lille restaurant og spiste noget takeaway fra en hvid flamingobakke. Der kom også en dame forbi der tilsyneladende var ude at gå med sin fugl. En sort sag, der fulgte efter hende og øvede sig i at flyve. Den landede hele tiden på hendes skulder, men hun tog den ned og satte den på jorden. Jeg vurderede at hun var ved at lære den at klare sig selv. Hun hidsede sig lidt op over for en lille tumling som meget gerne ville røre (og skræmte) den lille fugl.. Så det så ud til at fuglen betød noget vigtigt. Vores tjenere spillede også badminton ude på vejen, mens de ventede på at der kom nogle flere kunder i butikken. Men ellers havde vi jo noget mad der skulle spises, og noget blog der skulle skrives. Wally har også skrevet i sin bog idag, vi har drukket kaffe og hørt Dylan, Lex og klatten og min nye bossanova CD som jeg købte i Shangri La. Imorgen tror jeg vi starter tidligt, og ser hvor langt vi kan nå.Ja, der er ikke nogle billeder endnu, men forhåbentlig senere, jeg har også en masse ekstra blog - nu vi er i LAOS!Men senere.. jeg trænger til pause!Knus og kys!