Nå, idag er det lørdag så. Og vi er nu officielt i Cambodia, Wuhuu.. Dagene med Freja og Simon gik uden de store udskejelser, og egentlig også lidt for hurtigt. Freja er blevet en haj til Poi (to kugler på to snore, og så svinger man dem rundt i cirkler og laver kunster.. Det sårn noget halv moderne cirkusgøjl) Og så ville jeg jo også prøve så det har vi leget meget med, skulle hilse og sige at jeg er en lærenem gøgler.
Der blev spillet pool, spist mad, snakket dansk, hængt i hængekøjer, spillet guitar (Daan gav os hans guitar før han tog afsted, den søde søde dreng. Det er så fed en guitar!) den ene dag cyklede vi en tur rundt om øen, og for at finde et vandfald. Det var en ret fed tur. Elsker at cykle forbi lokale med deres ænder, vandbøfler og rismarker. Imponerende natur. Det er bare de smukkeste grønne farver man kan se i det land. Regnen var jo til tider hektisk hvilket var ødelæggende for stien, som jo bare er lavet af jord, og der var nogle vilde mudderbade ala Roskilde07, som ligesom gav en lækker offroad-mountainbiking udfordring til dagen. Fedt fedt. Men ellers skete der nu ikke så meget. Superfedt at snakke dansk, og superfedt at snakke med Freja, det er jo ikke så tit man kan det for tiden. Men vores visa var jo kun 30 dage, så nu var det på tide at rykke. Vi var sent på den i morges, vi skulle have en langbåd klokken 8
, og kommer som de sidste falongs med bagage og guitar. Med Freja og Simon bag os, morgenkaffe i den ene hånd, smøg i den anden, og morgenhår. Farvel farvel. Jeg skulle først lige balancere mig ned i båden, træder i mine bukser som så glider ned over halvdelen af min lyserøde blonde trusse, til stor skræk for os allesammen, nok mest for mig, og så sejlede vi. Da vi ankom til fastlandet, var der ikke helt adgang til jordoverflade fra båden, og vi skulle kravle fra den ene langbåd til den næste, tror der var 5 i alt, nogle fyldte med græsbundter, andre med snore man kunne vikle sig ind i. Og med den store skildpaddehus på ryggen, håndbagagen på maven, guitaren i den ene hånd og en vandflaske i den anden - kom der en del danske skældsord ud undervejs, deriblandt "Snizzle!" i diverse tonelejer. Men jeg klarede den, Heldigvis var der en lillebitte knude, på en lille snor, som jeg hev fat i, og de små fingre ku lige redde alle 80 kg (bagage inkl) fra at falde bagover ned i vandet foran et utal af backpackere og lokale. her skalman skynde sig at tænke "nøj hvor en spændende lokal Laos-agtig oplevelse", i stedet for "Irriterende bondeland, mand!" Så var der en lille bus, og den kørte vi i indtil grænsen til Cambodia. Det gik meget godt, men også lidt asiatisk da vi skulle betale lidt ekstra ved alle vinduerne alligevel. Det vidste sig at der stod i vores pas at vi havde 30 dages visa det ene sted, men et andet sted på et lille stempel stod der 29 dage. Så nu var vi jo overskrevet med een dag, det kostede 5 dollar pr dag, og 5 dollar i generel bøde for at komme til det. Wally prøvede at modargumentere, men efter lidt tid, blev fyren irriteret og sagde med en overraskende monoton stemme "No more talk! If you no pay, i arrest you and put on bus back to Pakse, You like?" Og nej det ville vi da heller ikke så. Derudover var der et eller andet lille papir vi skulle have haft, som vi ikke havde og det skulle vi også betale en dollar i bøde for. Så var der visa vinduet, normalt koster det 20USD, men da det var lørdag var der weekendpriser.. så det var 23USD.. Jaja. Så var der en dollar i betaling, ved et andet vindue, sårn bare for sjov for at få "godkendt" stemplet, og tilsidst var der en helbredsundersøgelse, hvor de tog ens temperatur.. min var 37c, og jeg tænker om man mon skulle betale en dollar pr grad man afveg fra normen eller hvad. Wally endte ihvertfald med at betale en dollar mere fordi han ikke kunne finde sit vaccinationskort og dét kostede en dollar i bøde. Alle de små dollarer som forsvandt ned i lommer og kufferter og du fik ikke dit pas tilbage før du lagde den lille sedl.
Fusket altså. Men borttset fra det okay, i det mindste var Wally og mig de sidste, så så snart vi var igennem var bussen klar til at køre og vi skulle ikke vente eller noget. Cambodia! Wuhu. Vi ligger lige ud med en 10 timers bustur til Phnom Penh (hovedstaden) Men det er jo stadig en okay måde at se landet på.Nu er det så tirsdag, og jeg ved ikke om det overhovedet er interessant at vide hvad dag det er, når man ikke læser det på selve dagen alligevel. Men det hjælper når man skriver det.
Cambodia! Wuhu! Langt mere stresset, kaotisk, åbent og crazy end Laos. For det første menneskerne: I Laos får man et varmt smil og måske en lille kommentar, men alt er meget høfligt og venligt og stille. Alt lukker og slukker klokken 22, og selv hovedstaden minder mere om en forstad end en storby. Med 5millioner indbyggere, et utal af ællinger, hvalpe, babyer og bare tæer i den eventyragtige jungleskovbund. Cambodia derimod ligger derimod hektisk og charmerende ud, med Phnom Penh, vi snakker overivrige tuktukchauffører, der tager fat i dig, et vejkaos der minder om Indien, folk uden lemmer, sælgere, gadeslagsmål og skumle gyder man ikke går igennem i mørke. Det lyder måske som lidt af et turnoff når man nu kommer fra Laos, men jeg synes nu mere det var en fed forandring.
Cambodia (Er det stavet med J, Cambodja? Det synes jeg ser lidt grimt ud?!) cambodjanere griner højt, klapper dig på skulderen, "My friend, why not?" De er småkække og sjove, joker osv. Måske kommunikerede vi bare ikke nok med Laos indbyggere, men jeg synes alligevel der er en grel forskel i opførslen. Der er jo selvfølgelig også det uomgåelige faktum at vi i Laos befandt os mest på landet, i hængekøjer, langs floder og i så isolerede landsbyer som muligt, og nu er vi i hovedstaden af et land med 15millioner indbyggere, men alligevel. Der er forskel. Landskabet er også helt anerledes, ind til videre har jeg ikke set et eneste bjerg, eller bakke. Det er et stort byområde, forurenet, ekstremt meget skrald og en langt mere urolig energi. Men nu skal det hele ikke lyde alt for negativit. Den første aften vi ankom med natbussen var jeg nærmest helt høj af spændingen og kaosset. Eller, jeg lagde ud med at være smågnaven, vi spenderede 14 timer fra vi forlod Dondet før vi ankom til Phnom Penh, og jeg var endelig faldet i søvn for første gang, en time før vi pludselig var der. Og så bliver jeg lidt irriteret altså. Der er sket nada i 14 timer, og så kommer der en kæk idiot ind og klapper højt og skriger "Phnom Penh, This is it!! KLAP KLAPKLAP.Dont forget anything!!" Klap klap, og indenfor 10sekunder står alle turisterne op og maser og skubber og skal ud, samtidig med at alles bagage er bagerst i bussen, så alle skal ligepludselig den ene og den anden vej. Der inklusiv Wally som ikke havde sovet, men som blev ved med at spørge om jeg havde det hele, og jeg var sådan "Det ved jeg ikke altså!!" Men.. ud kom vi. Og vi fik det hele med, og udenfor stod 2 irske fyre som da ellers havde gjort sig bemærkede i bussen, ved at skændes højlydt, spille høj musik og generelt larme så meget som muligt. De var faldet i snak med Wally i en rygepause, havde været i Phnom Penh før, og de tilbød at vi bare tog med i deres tuktuk og hen til hvor de boede før for det var nice. Okay cool, jeg havde ellers sendt et par skalkhammere efter dem undervejs i bussen, fordi de osede langt væk af mangel på respekt og "det er min bus" energi, som alle vidst fandt ret provokerende. Men nu sad de og snakkede med os, og virkede okay, "Sådan er Irlændere bare, Laura" -havde jeg fået undervejs i bussen, og det hjalp da lidt at snakke med dem, men jeg var stadig uimponeret. Nå vi kører igennem Phnom Penh, ikke så langt før vi når Lakeside som skulle være the place to go, hvis man vil have fed stemning og ikke betale for meget. Undervejs kører vi ind i et gadeslagsmål alla oldschool style. Vi snakker en 7-10 menn
esker, gadewrestling, der var en ankeltyk bambusgren involveret, og det sidste vi så var en meget vred Camodjaner der smadrede en motorcykelhjelm frontalt ind i skallen på en anden. SMOK. Velkommen til Cambodia! Vi ankom til No Problem Guesthouse, og det oser langt væk af No Problem, og er ret fedt. Værelserne er ikke noget særligt, toilettet er ligesom et spånplade-skab med højt til loftet, hvor alting lækker og det hele er meget lydt og slidt. Men fællesrummet har karakter og det er alligevel der vi er det meste af tiden. Kan i huske i de sene halvfemsere hvor det var helt smart og moderne at have en rund lænestol, svanerede(?) Hed det måske. Hvor man kan sidde og ligge på så mange forskellige måder, og hvor ens numse nærmest når gulvet. Den er ret stor - i mine unge teenageår var jeg personligt selv igang med at spare op til en fra Jysk Sengetøjslager, men brugte pengene på noget andet da jeg opdagede at der ikke var plads på mit værelse. (Jeg har siden hen besluttet mig at jeg skal have en før eller siden. Man kan så meget med den!) Men dem har de! De har et slidt men velfungerende bordeaux rødt billardbord, hængekøjer, Tv, musik, mad og drikke og en terrasse der bogstaveligt talt ligger oven på søen, og man kan kigge ud over den og se en solnedgang tror jeg. Sø
en er ikke så imponerende, da de er ved at fylde den op, og bygge ovenpå den, hvilket er ret ærgerligt, men pyt. Vejen vi bor på ligger parallelt med et rigtig fedt og mere populært stræde, snæver, snoet og proppet med hyggelige cafeer, frugtboder, lyskæder, tuktukker, barer og andet nødvendig turistmateriale. Men samtidig er der masser lokale der, og der er en fed smådodgy stemning, som ikke gør en bange, men måske tager man rygsækken på maven hvis det er mørkt. Den første aften gik vi bare i seng ovenpå en småhardcore bustur og sagde nej tak til adskillige tilbud om at drikke os fra sans og samling med de irske fyre. Sov længe (desværre har vores værelse ikke nogle vinduer, så man ved ikke om klokken er 7 eller 16 når man vågner) Men vågnede bare for at gå ud og spise morgenmad, drikke kaffe, spille pool, og se en film og chille på dejlig morgenhygge vis. Da vi indså at klokken snart blev solnedgangstid skyndte vi os ud, for at se nærmere på området. Vi gik ned ad den føromtalte gade, men den mundede ud i en bred 4baners vej, proppet med al slags hurtigt kørende transport, så vi vendte om og gik tilbage for at finde lidt internet. Undervejs gik strømmen så i hele området, og vi endte med at give op ved computerne og gå ud og spise i mellemtiden. I mørket fandt vi en pakistansk restaurant. (at dømme efter ejeren troede vi det var indisk men fandt senere ud af at der stod pakistansk på skiltet) De omtalte skilte reklamerede også med at de havde "All you can eat" for 2USD, og vi prøvede at få det til at ske, og de forklarede at det kunne vi godt, men man kunne kun få mad een gang.. "But then its not all you can eat?""Yes Yes, all you can eat. But only food once..." Æhhhh jeg ved ikke helt. De forstår nok bare ikke hvad det betyder. Wally nåede at blive lidt febrilsk og hans store glæde for All you can eat, gjorde det lidt svært for ham at indrømme at det ikke ville ske, men jeg havde en hårbøjle i munden over Cambodia, og synes bare alting var grineren. Vi bestilte en omgang Thali og inden længe kom lyset tilbage. Alle klappede og hujede på gaden, og jeg smilede endnu bredere. Efter maden gik vi tilbage til Internettet og gjorde det færdigt. Jeg skulle have mine søde forældre til at sende penge, og sende mit nye hævekort, og det kræver jo lidt forberedelse fra begge sider af. Wally kom og hentede mig efter en time og vi gik tilbage til værelset, lånte et par film fra DVDsamlingen i fællesrummet og crashede. Klokken ca 2 om morgenen vågnede jeg ved at den ene af de ekstremt stive og højlydte irlændere kom hjem, sang, råbte og tumlede rundt, som fulde irriterende irlændere nu gør. Vækkede staffet fordi han ville have vand, og bare generelt trampede rundt mellem sit værelse og fællesrummet. Her opdagede jeg at min mave var lidt underlig rumle-agtig, men faldt alligevel lidt i søvn igen, vågnede dog lidt efter ved at han igen trampede rundt, sparkede til nogle ting ude på gangen osv. Noget tid senere kom hans ven hjem og lavede mere eller mindre samme nummer, og jeg opdagede at min mave nu var rigtig underlig. Så jeg endte med at ligge vågen i en 3 timers tid, mens min mave kørte karrusel, og jeg pendlede til toilettet uden resultat. Uh sikken lidelse. I de tidlige morgentimer faldt jeg i søvn og næste dag blev tilbragt i fællesrummet med film, en frugtsalat, fosterstilling og vand. Jeg ved ikke om det var den skumle pakistanske mad eller hvad, men det var bare en underlig mavevirus der ligesom involverede alle organer og halsbrand. det var en okay filmdag dog, vi så en masse film, og bevægede os først ud, da vi fik en sms fra min far om at Western Union i Phnom Penh ville have mine frisktoverførte penge nu. Penge skal der jo til, så vi tog vores nye favorit tuktukchauffør ud for at se lidt nærmere på Phnom Penh, Western Union var nice, de er altid vildt søde der. Gad vide om det somregl kun er rige folk der kommer der, for man blir budt på at sidde og tage en vand fra køleskabet og de er ligeglade med om du er en fedtet syg backpacker der havde tabt sit kort et ukendt sted mellem Kina og Laos. Det er jo dejligt.
Vi var bagefter ligesom nødt til at stoppe ved en reggaebar på vejen hjem - der stod One Love - One Heart på dørhåndtagene, indenfor var der store fine Marley billeder og reggae på stereoen. Vi tog chaufføren med ind, og mændene fik en øl og vi snakkede om Cambodias historie og det var meget interessant. TukTuk chaifføren - ved navn John, fortalte hvordan hans familie blev dræbt af Khmer Ruge og at han boede med en sød selvudråbt plejefamilie tæt ved grænsen til Thailand fra han var helt lille. Meget interessant. Han sagde at selv idag, skal man passe på hvad man siger om Khmer Ruge, og generelt en del insider viden fra en lokal 40årig cambodjaner, og det var ret fedt. Bagefter kørte vi tilbage til GH, jeg vandt mit første spil pool (nogensinde!) og fik tæsk i en del, før jeg til sidst kaldte det en nat (denglish) og gik i seng, med et afsnit af Barnaby jeg har set 36 gange. Vi aftalte med TuktukJohn at han skulle køre os rundt til nogle vigtige sights i Phnom Penh, S-21 -en skole som var blevet tryllet om til et fængsel/torturcenter og The Killing Fields, hvilket bogstaveligt talt er, en mark hvor der blev fundet massegrave, hvor Cambodjanere blev slagtet en efter en og smidt i jorden. Ulækkert, og meget uhyggeligt! Men også interessant. Vanvittigt hvad nogle folk kan gøre mod andre folk. S-21 er nu et museum, og her kan man få det hele, torturkamre med originale stålsenge, fangebåse, masseopbevaringsrum, udendørs torturmetoder og fotoudstillinger
med billeder af fanger, opstillede og in action. Uhyggeligt. Især de mange tusind ansigter der var. Mænd, kvinder, børn, teenagere, sågar et par babyer. Alle med hvert deres ansigtsudtryk da de blev fotograferede af dem der snart skule indespærre, torturere eller myrde dem. Vrede ansigter, små smil og angst. Uhh. Killing Fields var også uhyggeligt, men på en lidt anden måde. Det sygeste var nok det kæmpe monument- tårn fyldt med skelethoveder, knogler og tøj, fundet på de måske 1000 lig man fandt på det sted. For første gang face to face med et skelethoved, man kunne endda røre (der var ikke glas for det hele) hvis man turde. (Det ville jeg ikke....)Selvom jeg har haft en så ultralærerig dag om Khmer ruge må jeg indrømme at det stadigvæk er lidt tåget i mit hoved. Altså der var ham her Hitler/Stalin/Mao wannabe'en Pol Pot, som havde en ide om at landsbylivet var det eneste ægte, farmere og gammeldags metoder. Byer, fabrikker osv var urene, og han ønskede at sætte hele landet (og verden for den sags skyld) et par hundrede år tilbage. Det var samtidig blandet lidt med kommunisme, idet at alle skulle deles om arbejdet, dele overskuddet osx. Ved hjælp af at skaffe sig de rigtige allierede (og senere gå imod dem) og ved at bygge sig en kæmpe superond hær med rød/orange halstørklæder på slagtede han sig igennem Cambodia og dræbte omkring 1/4 af landets befolkning undervejs - næsten 2 millioner. Han dræbte alle der bare var en lille smule uddannede, flersprogede, eller på den ene eller anden måde tænkte på politik
i landet. Senere blev han paranoid og dræbte også en del af hans egne allierede, hans egne soldater osv osv osv. Han drev befolkningen ud af byerne og tvang dem til slavearbejde, opbrød bevidst alle familier, og myrdede alle der sagde ham i mod. Mange af dem befinder sig idag som et skelethoved i et monument på en killing field - en af de mange hundrede forskellige dødsmarker i landet. Han hjernevaskede børn, alle der var unge nok til at kunne skifte mening, og tit var det børnesoldater der stod for myrderierne af deres egen ældre generation, ovenidet var Amerikanerne (som sædvaanlig) igang med at bombardere landet (de var jo kommunister!!) og den stakkels befolkning stod mellem pest eller kolera. Khmer Ruge var kun officielt på magten i 3-4 år, men var fortsat ansvarlige for massemord og uhyggelige historier mange år før og efter. Ikke een eneste familie har gået uberørt igennem Pol Pots vanvittige plan. NåJa det var lige lovligt mange kraniumer og død for een dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar